“Når jeg genlæser 1984 af George Orwell, så er jeg rystet over hvor ret han fik. Hans vision er lidt for mørk, men det med at ændre sproget, nysprog, det er netop ved at dukke op nu for alvor. Ord forsvinder. IDkort hedder nu Adgangskort, borgerkort. Og vi har ikke overvågning, vi har teknologi der beskytter og giver tryghed. ”
Jeg sidder i sofa i en lejlighed i London, og manden der er rystet over Orwells profetier går frem og tilbage mens han taler. Han pulser på en cigaret. Han er lidt for tyk, næsten skaldet og han skeler så meget, at man ikke kan finde ud af hvad han egentlig fokuserer på.
Og så han Englands mest irriterende mand, en professionel ballademager, der har viet sit liv til en kamp mod overvågning og registrering.
Det er en kamp han har kæmpet i mange år nu, så mange, at han indimellem tvivler på om det er det hele værd.
Han hedder Simon Davies, 46 år, ansat ved London School of Economics og direktør for Privacy International, en borgerretsorganisation, der har indflydelse i hele verden.
Simon Davies profession er at plage magthavere med alle de fakta, de ikke bryder sig om.
”Sidste år blev jeg kaldt ”a fucking snake”, en forpulet slange, ved et ministermøde i Blair regeringen. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvem der var, men jeg arbejder på sagen”, siger Simon Davies.
Den titel vandt han for to år siden, da Gordon Brown, dengang kun indenrigsminister, bad London School of Economics, LSE, om at lave en rapport til Blair-regeringen om prisen for indførsel af obligatoriske ID-kort til briterne, der i modsætning til os danskere, end ikke har et personnummer og som historisk har sat netop denne frihed meget højt.
Davies var med til at lave rapporten, og LSE kom frem til, at ID-kortet ville komme til at koste tre gange så meget som regeringen regnede med og at der var stor risko for, at det kunne misbruges til identitetstyveri.
Det blev ikke godt modtaget i Downing Street.
Det næste år var Davies og LSE under beskydning i medierne. Regeringen påstod at LSE havde ”manipuleret og fordrejet” rapporten, fordi Davies også er direktør for interesseorganisationen ”Privacy International”.
”Der blev sagt grimme ting om mig hver eneste uge. De kunne ikke lide resultatet, og så var de nød til at angribe”, siger han.
Davies tilhører ikke selv nogen bestemt politisk fløj, ”jeg samler på gode mennesker”, siger han, men er nok mest til de liberale Toryer, de konservative, hvis det skal være. Og han har som sagt haft sine sammenstød med Blair regeringen.
På Simon Davies sofabord står der f.eks en ramme med en fotokopieret side fra Blairs tidligere indenrigsminister David Blunketts selvbiografi.
Blunkett har omtalt Simon Davies som en mand, LSE burde ”skamme sig over” at have ansat og hvis tal var totalt langt ude.
Tallene passede nu godt nok, selvom regeringen valgte at ignorere dem. Den konservative del af parlamentet har til gengæld lovet, at hvis kortet bliver indført vil de afskaffe det øjeblikkeligt, når de kommer til magten.
Og LSE skammer sig bestemt ikke over Simon Davies, der, da han blev spurgt hvad han kunne tilføre dem, da de ansatte ham for ti år siden, svarede profetisk: Problemer!
Han har stadig sin årlige masterclass i ”Privacy and Ethics” og LSE er faktisk så glade for ham, at de har gjort ham til direktør for deres nye ”Policy Engagement Network”, en gruppe, der skal blande sig i essentielle lovginingsmæssige spørgsmål verden over.
Davies har arbejdet med FN om deres holdning til internettet, han har været konsulent for den amerikanske kongres og han tilbragte den første uge af august med at bringe alle verdens internetudbydere sammen med alle verdens borgerretsorganisationer i et stort videokonferencemøde. Målet er at skabe en styregruppe af folk, der skal sikre vores alle sammens rettigheder på nettet.
Det lykkedes ham og styregruppen havde deres første møde i Vancouver i september.
Og så er han såmænd involveret i at skrive Storbritanniens første forfatning, han og LSE har startet et website, hvor de inviterer alle borgere til at komme med deres bud på britiske værdier, kernen i forfatningen, og noget, alle i regeringen tager meget alvorligt.
Godt gået af en grim lille mand, der blev smidt ud af skolen som 15-årig fordi han ville starte et elevråd på en kristen skole.
”Jeg startede som lærerens kæledægge fordi jeg var så usikker og blev drillet meget. Men der skete et eller andet med mig, da jeg blev 14. Så blev jeg rebel. Jeg var helt ude af kontrol. Jeg startede med at kræve oprettelsen af et elevråd på skolen. En katolsk drengeskole! De smed mig ud kort tid efter og jeg kom aldrig tilbage til den igen. Jeg er nok det mindst formelt uuddannede menneske, jeg kender”, siger han og skodder endnu en rød Malboro i askebægeret.
Davies ryger som en skorsten, noget, der giver mange interessante oplevelser i et England, der lige har gennemført et meget omfattende rygeforbud på alle offentlige steder.
”På en klub, hvor jeg kommer tit, plejede vi at samles en gruppe rygere og slå ring om hinanden og så ryge der inde i midten, der hvor kameraerne ikke kunne se os. Så satte klubejeren flere overvågningskameraer op, der pegede direkte ned fra loftet, men dem fandt vi hurtigt ud af hvor sad. Nu har de hyret nogen meget, meget høje vagter. Hvis du er ekstremt høj kan du få et dørmandsjob alle steder i London”, siger han.
Bliver man taget i et ryge indendørs koster det rygeren 50 pund, ca. 500 kroner og hvis man opdager at ejeren tillader det, får han en bøde på 25.000 kr.
”Det er jo hykleri, så længe staten tjener penge på cigaretter. Typisk for den tid vi lever i. Alle kan se det. Undtagen dem, der laver lovene”, siger Davies.
Jeg besøgte Simon Davies i august, i en sommer, hvor store dele af England har stod under vand. I dele af undergrundsbanen kunne man stadig lugte fugten, men her i kvarter hvor Simon Davies bor, er der ikke anden vædske end der, der cirkulerer i Pubben nedenunder hans lejlighed. En pub han iøvrigt besøger tit.
August er Simon Davies stille måned. Her har han normalt fri for de tusindvis af interviews han giver verden over som ekspert i noget, vi ikke engang har et præsist ord for i gennemregistrerede Danmark, nemlig ”Privacy”.
”Privacy” er en blanding af borgerrettigheder og retten til privatliv og handler helt centralt om forholdet mellem borgerne og staten.
Et forhold der hele tiden forværres, mener Davies.
”Vore lovgivere er helt ude af kontrol. Man har bestemt sig til, at alle borgere er potentielle kriminelle! Vi er gået fra overvågning af enkelte mistænkte til masseovervågning af alle. Det er enden på, at være uskyldig. Nu er alle i princippet skyldige og det er en ekstraordinært farlig situation. Tilliden mellem borger og stat er under angreb, fordi staten ikke tilbyder større åbenhed om sig selv til gengæld. Og når tilliden ryger helt, så er vi på den, så er spillet ude, så er der åbent for et vaskeægte overvågningssamfund”, siger Simon Davies.
Men hvad er der galt med overvågning, hvis man ikke har noget at skjule?
”Det er jo noget vrøvl. Kig ordentligt på dit liv. Hvor mange af os har f.eks. hemmeligt telefonnummer? Og hvorfor tror vi egentlig, vi har ret til det? Det er da fordi, der er nogen, der har kæmpet for det. Og alle ville blive rasende, hvis regeringen eller et eller andet privat firma pludselig havde fuld adgang til din bankkonto eller dine og din kone og børns sygejournaler og dine mails og så brugte dem på kryds og tværs af systemerne uden at spørge dig først! Alle har noget at skjule. Og de få, der ikke har, må være nogen ekstremt kedelige mennesker”, siger han.
Men det er svært at skjule sig i London. Der er kameraer overalt. 20 steder i byen er der sågar forsøg med såkaldt ”talende kameraer”, hvor operatørerne kan råbe til folk, der f.eks. smider deres affald på gaden i stedet for i skraldespanden.
Det opdagede en ung mor fornylig, da bleposen ikke ramte en af de iøvrigt meget få skraldespande der er tilbage i London, efter at bystyret har fjernet de fleste af frygt for, at terrorister kunne finde på at lægge bomber i dem.
Moderen og barnet i klapvognen fik sig en opsang over højtaleren og måtte gå tilbage og putte posen det rigtige sted hen.
Det hele blev sendt simultant på en lokalt tv-station, som havde en aftale med operatørerne af de talende kameraer, hvilket moderen opdagede, da en veninde ringede og sagde hun havde set hende i fjernsynet.
Men de er vant til lidt af hvert, dem fra London.
England har nemlig det højeste antal overvågningskameraer per indbygger i hele verden, 4,2 millioner stk., heraf 500.000 alene i London. Går du en tur her, vil du blive fotograferet ca. 300 gange!
Til sammenligning er der ca. 200.000 kameraer i alt i Danmark. For tiden.
Der bruges nemlig store summer på overvågningskameraer verden over. Men måske virker det slet ikke.
I hvert fald ikke på det, politikerne hævder, de er sat op for: Ifølge den seneste engelske kriminalstatistik falder kriminaliteten voldsomt i forhold til 1995, omend nye målemetoder og grupperinger af kriminaliteten gør det vanskeligt at sammenligne tallene. Sammenligner man derimod med sidste år, er hærværk, noget man skulle tro kameraer hjalp imod, er derimod steget med 11 procent, volden er samlet set steget med fem procent og overtrædelser af narkotikalovgivningen er steget med 9 procent. England har stadig det største antal borgere i fængsel i forhold til antal indbyggerere indenfor EU, og tilliden til retssystemet er faldet signifikant.
Men hvad så med terroristerne? Det værste angreb i nyere tid var den 7/7 2005 hvor en række rygsæks-selvmordsbomber, detonerede i Londons Undergrundsbane, ”The Tube” og i en dobbeltdækkerbus midt i myldretiden en mandag morgen og dræbte 52 mennesker.
Politiet samlede over 100.000 bånd fra overvågningskameraer ind, men det tilførte ikke opklaringsarbejdet ret meget ud over bøvlet med at se det hele igennem.
”Overvågningskameraerne hjalp ikke det mindste. De forhindrede ikke forbrydelsen. Og de KUNNE ikke have forhindret den. Politiet fik lidt hjælp af et par af stillbillederne, men de fleste spor efterlod terroristerne faktisk selv. De var ligeglade med at blive identificeret. De havde faktisk mobilerne tændt og kunne sagtens spores via dem i stedet, hvis man havde vist hvem de var. Og billederne var under alle omstændigheder for dårlige til at kunne bruges i retten.
Man skal have kameraer, der kan se folk helt ind i øjene, for at kunne identificere folk. Er man terrorist, så tager man jo bare en kasket på eller en hætte. Og der er faktisk ikke brug for de tekniske øjne, borgerne holder jo selv øje med hinanden og de henvender sig faktisk til politiet i tusindvis”, siger Davies, der også er uhyre skeptisk overfor det seneste højteknologiske fix til undergrundsbanen, et otte-øjet kamera på forsøgs stadiet, kaldet ”The Bug” – insektet – der ved hjælp af avanceret software kan genkende såkaldt ”mistænkelig og kriminel adfærd”, zoome ind på vedkommendes ansigt, så man får et godt, skarpt billede og så alarmere politiet, helt automatisk.
”Jeg hader undergrundsbanen. Jeg får klaustrofobi, der er varmt, for mange mennesker og der lugter og larmer. Men jeg er nød til at køre med den engang imellem. Hvis et tog er forsinket, vader jeg rastløst frem og tilbage på perronen og det kender jeg mange andre, der også gør. Det vil en maskine helt klart se som mistænkelig opførsel. Og hvad sker der så? Sidst politiet forsøgte at reagere på mistænkelig opførsel, var da fire betjente fik øje på en helt uskyldig ung brasiliansk mand, Demendez, på perronen. Han fik hovedet skudt af! Mennesker opfører sig ikke altid fornuftigt. Men jeg er helt sikker på, at en selvmordsterrorist godt kan lære ikke at vade frem og tilbage, mens han venter. Spekulationer over mistænkelig menneskelig adfærd er den direkte vej til helvede og Demendez er det perfekte eksempel”, siger han.
Davies ser kameraer og den generelle overvågningstendens som en del af det moderne politiske spil.
”Problemet med overvågningkameraer er, at det er meget mere sexet end at lave rigtige, solide løsninger på de problemer der vitterligt er. De store kontrolrum hvor der er hundredevis af skærme, der viser billeder fra hele London, ser godt ud på TV når en minister holder pressemøde: Se hvor moderne og smarte vi er, vi sætter 5000 kameraer mere op! Men det ville være billigere og mere effektivt at få bedre gadelys eller simpelthen systematisk skifte dørlåsene ud hos udsatte grupper som f.eks. pensionister i gamle lejligheder”, siger han.
Noget andet, som engelske politikere synes er sexet for tiden er DNA registeret. Indenfor de sidste tre år er det vokset fra 500.000 registrerede englændere til nu 6 millioner. Det skyldes at man har udvidet loven, så selv små forseelser som at køre for hurtigt eller smide affald på gaden, principielt betyder at du skal aflevere en spytprøve.
”Om 10 år tror jeg at hele den voksne, ihvertfald den mandlige del af befolkningen under 30 år vil stå der. Og det er et stort spring, at vi går fra 500.000 til 5 millioner registrerede kriminelle, der aldrig slettes fra det register igen. Især når man tænker over, at de fleste kun laver et enkelt fejltrin, mens de er unge”, siger han.
Davies mener, at den stigende kriminalisering af befolkningen på langt sigt vil medføre, at man vil miste tilliden til regeringen.
For hvis alle er kriminelle, må det jo logisk set også gælde de folkevalgte.
”Dæmoniseringen af uskyld og tillid er ved at blive institutionaliseret verden over.
Og vi ender med et samfund, der er baseret på mistillid”, hævder han.
Det lyder altsammen sort men Simon Davies er faktisk ikke konspirationsteoretiker. Han mener ikke, der er en eller anden ond plan bag det hele, der prøver at manipulerer os ind i et overvågningsamfund, det kan regeringer simpelthen ikke blive enige om internt.
”Men der er en bevægelse, en understrøm, der siger, at det der betyder noget er her og nu. Løs problemet før næste valg, indenfor de næste 36 timer, tag fat i sidste overskrift. I USA er det så galt, at 15 minutter efter en høring i kongressen, så er lobbyisterne i fuld gang. Man truer hinanden, kontakter medierne. Og det er ikke fordi, jeg forestiller mig en eller anden gang i fortiden, hvor alt var bedre. Jeg siger bare: Det burde være bedre nu, vi skulle have lært noget, være vokset”, siger han.
Og fremtiden i Storbritannien, byder på mere og mere overvågning.
Også for børnene. 3500 engelske skoler er for eksempel begyndt at tage fingeraftryk og lave scanninger af øjnene på deres elever. Nogle helt ned til femårs alderen.
Systemerne bruges til at holde styr på hvor børnene er, og sikre sig, de ikke kommer steder de ikke må, siger skolerne, der også overvejer optagelser af børnenes stemmer, ansigtsformer, håndbevægelser og skrivemønstre. Alt sammen for børnenes egen sikkerheds skyld, siger man.
Men kontrolle med de voksnes gøren og laden er også stigende.
Regeringer verden over indfører mere og mere kontrol med borgernes bevægelser. Såkaldt biometriske pas betyder, at vi så at sige bærer vores DNA med os over grænserne. Og så er det ikke muligt at snyde, med mindre du er meget rig eller meget magtfuld.
”Historisk set har der altid været et lille rum i kanterne til at kunne bevæge sig anonymt uden nogen opdagede én. En stor del af det at beskytte nationer har bestået i, at der har været folk, der har bevæget sig, uden nogen vidste hvem eller hvor man var. Tænk på modstandsbevægelserne i Europa under anden verdenskrig. Eller på dem, der snød sig forbi Berlin-muren. Det bliver helt umuligt i fremtiden, fordi vi er ved at skabe et system, hvor al bevægelse bliver registret og kædet sammen med et bestemt individ. Total kontrol af alle bevægelser over grænser er den største fare for menneskeheden nogen sinde. Det er noget der bekymrer mig meget. Lige nu er vore regeringer her på den nordlige halvkugle underlagt demokratisk kontrol. Men hvem siger, det bliver ved at være sådan altid?”, siger han.
Det store argument for at indføre kontrol og overvågning af borgernes gøren og laden er krigen mod terror, en krig, de fleste politikere betegner som en helt ny slags krig, en krig, der tilsyneladende aldrig ender.
”Under anden verdenskrig var vi bange for stort set de samme ting som idag, nemlig mennesker vi ikke kendte, som forsøgte at ødelægge vores samfund. Samtlige begrænsninger i den personlige frihed under krigen blev ophævet igen da den var forbi. Hvorfor skulle krigen mod terror egentlig være anderledes? Kan vi virkelig ikke bestemme os til at finde fælles kriterier for, hvornår den er slut og burde de love vi indfører ikke være skrevet, så de kan ophæves bagefter?”, siger han.
Men midt i en verden, der tilsyneladende lukker os om os, er der stadig steder man kan bevæge sig frit. Simon Davies er netop kommet tilbage fra et par dages vandreferie i de store skove i Yorkshire og der fandt han en glemt RAF-flybase helt dækket af mos.
”Jeg samler på den slags steder, men kun i min erindring. Jeg tager aldrig billeder. Jeg er holdt op med at se verden gemmen et kamera. Når man pludselig får øje på to hektarer betonlandingsbane som ingen har været i nærheden af i årevis, så er det et billede, der bliver stående i bevidstheden. For ti år siden fandt jeg en hel balsal i en klippe langs kysten ved Kent. Det var en gammel bunker fra krigens tid, der var blevet bygget om og her var der fester og dans frem til 1948. Nu er det skjult og glemt. Og det står lysende klart i min erindring. Balsalen. Baren. Den store vindeltrappe. Og det hele gemte sig bag noget rustent jern. En verden, fri af ejerskab og mennesker. Fantastisk”, siger han.
Et billedløst minde om en mere uskyldig tid, en tid før internettet.
Det bruger Davies heller ikke ret meget mere.
Engang troede han på, at det ville revolutionere alt. Men det blev anderledes.
””Nye medier som blogs på internettet har givet folk den opfattelse, at hvis de skriver noget kritisk på nettet, så har de indflydelse, så gør de noget. Men det er en falsk fornemmelse. Det er at gøre endnu mindre end at gå hen og stemme, faktisk. Det har jo ingen effekt. Aktivisme, det at ændre noget, kræver helt andre metoder. Man skal tage chancer, forfølge ting systematisk måde. Jeg har givet 40.000 interwievs. I medierne. Har det ændret noget? Nej. Det der betyder noget er civilt lederskab. Og det mangler man nu. En aktivist som amerikanske Saul Linsky, han var smart. I 50erne fik han skabt bedre forhold for arbejderne i Chicagos lufthavn ved at få folk til at blokere alle toiletterne! Tre timer efter havde han et møde med Chicagos borgmester og fik det som han ville. Idag ville han selvfølgelig bare blive anklaget under terrorloven og intet ville ske. Men vi har brug for den slags mennesker, de skal findes og uddannes”, siger Davies.
Det er lige præsis tyve år siden, Simon Davies selv var leder af et oprør i Australien. Dengang ville regeringen indføre IDkort, og 90 procent af befolkningen var for. Davies lavede et hemmeligt møde med forsangeren i Midnight Oil, Peter Garreth og en australsk fodboldstjerne, der også var imod. Så lod han historien sive til en enkelt avis, holdt et offentligt møde, hvor forsangeren og fodboldstjernen talte om australske værdier og så vendte hele bøtten. Efter en uges kampagne, var 90 procent imod, der var seriøs ballade i gaderne og forslaget faldt.
”Desværre har de lært noget af det. Nu indrager de kendte i deres egne kampagner og australierne fik et id-kort. Jeg har faktisk uddannet dem så og sige. Det er min værste frygt. At jeg lærer dem, hvordan de skal slippe afsted med det”, siger Simon Davies.h
Endnu et interview er slut.
”Og du er fra Danmark?”, siger han.
”Hvad er det med jer i de Nordiske lande? Jeg får så mange henvendelser fra jer, og I hører til de meste gennemregistrerede i hele verden”, sukker han, inden han skodder Malboro nummer 25 i askebægeret.
Trykt 2008 i PROSA-bladet
GARAGEN 