Det var en meget lang svømmetur i det store menneskelige, salte ocean at se ‘Det andet offer’ en tirsdag aften i april….jeg havde ingen forventninger(læste først anmeldelser bagefter) men det er en praktisk taget fejlfri og rasende konsekvent film af Zinnini Elkington – om skyld, kontrol og noget så banalt som det menneskelige i at fejle.
Småtudede i flere timer efter – dybt berørt uden at kunne sætte navn på præsis hvorfor og uden fornemmelsen af at være blevet manipuleret af sentimentale greb – for dem er der ingen af.
Den sælges meget som en debatfilm om lægers ubegribeligt store ansvar og det pres det ligger på dem, men den handler efter min mening også og især om alment menneskelige vilkår og de etiske fordringer vi har på hinanden – om at kærlighed også er tilgivelse og om at turde at række ud til sin næste. Og om, at vi er et. Det er dybt imponerende at en film kan rumme det. Det er KUNST. Og det er sjældent, man mærker det.

Skriv en kommentar