Os Derhjemme: Lidt lyd?

Lidt sjov at lave derhjemme? MiniMoog-Synthesizer til din smartphone!

Minimoog Model D For iOS Now Available As A Free Download

Selv har jeg gang i at bygge lidt studie op…og lave min egen nød-radio herfra. Nogen der er interessede? Hvad vil i gerne høre om?

Så tre døgn for Condor i går – fantastiske scener med Robert Redford der PhonePhreaker Bell Telephone og sætter 50 telefoner fra Brooklyn til at ringe til hinanden for at sløre aflytning…Kan ikke ses på DR mere – men er på filmstriben! Se!

Redford plugger sig ind i telespace…

Håber alle har det godt…❤️

Os Derhjemme: Bord i brug

Ja, det går langsomt pt herhjemme. Men også fremad. Nu er bordet på plads og min morfars gamle skriverelikvier på bordet sammen med den lille x-pc og datters nu glemte gamer-mus….

Her er rart med åben dør – verden er stadig levende derude, kan jeg høre – naboens børn leger, et par F16 fly zappede forbi for lidt siden, sandsynligvis for lige at fortælle russerne, at den del af landet altså ikke har lukket ned.

mit nye skrivebord

Mere følger – nu – måske, en tur på motorcykel i solen? Det er jo ikke forbudt, endnu.

DAGENS CORONA TIP: Lyt til BBC-world, hvis du vil vide noget – de har både app og website til live-streaming.

Link her: https://www.bbc.co.uk/sounds/play/live:bbc_world_service

Os derhjemme: Fod under eget bord?

Ligenu er alt fint her i det lille hus, midt i en en fysisk storm udenfor og med en stærk psykisk storm, der blæser over hele landet ovenpå Covid-19 og den undtagelsestilstand den medfører og som hastigt sænker sig over os alle sammen.

Danskerne er jo et effektivt folkefærd, når de først går igang: Så GARAGEN har fået aflyst stort set alle foredrag og ordstyrer jobs frem til 1.april, og folk jeg skulle have lavet interviews med melder logisk nok også fra. Det bliver en dyr omgang for mig, men jeg klarer mig, og gør samtidig opmærksom på, at jeg kan bookes til Folkemødet og i fremtiden og det skal i endelig gøre – her!
Heldigvis har det længe været meningen jeg skulle have skrevet noget. Det bliver der god tid til nu.

Og så skal vi jo alle sammen blive inde i disse tider. Hvad gør man så? Jeg bygger ting og her er det oplagt at gå igang med et skrivebord, så man kan skrive. Mit er lavet af en ældre forkortet bordplade og to billige bukke fra Ilva, eller rettere, jeg startede på det i weekenden, lørdag, hvor vejret var fint og jeg malede pladen udenfor…en fremragende ide til det begyndte at styrtregne ud af det blå…
Nu har den fået tre gange mere ovenpå…

Det er en prototype – mere følger som det skrider fremad – den skal blandt andet have monteret hængsler nedeunder på bukkene, så det hele bliver mere stabilt, men også kan klappes sammen.

Hav det godt alle sammen derinde, jeg savner jer….<3
 
PS: Hvis du har lyst til at bygge noget selv kan du også se mine reoler her 😉

2019: Et sublimt år

Det sublime er det, der ikke kan tænkes bedre.
Det er det ypperste, men som netop det, også noget, der midt i al glædens og optimismens lys destrueres, forsvinder i et brag som en mexicansk fyrværkerihammer, der lander på en jernplade, hvorefter alting mister retning og bliver et hylende hvidt punkt.


2019 blev året, hvor Radio24Syv fik den store (politiske) kniv i ryggen af flere omgange – for mit vedkommende blev det enden på syv års en-time-om-ugen på FM, et stort ur, med mig som alle visere, er stoppet.
Det føles både meget forkert og rigtigt – det var planen at programmet skulle have fortsat på den DAB-kanal, vi alligevel ikke fik, og jeg havde regnet med at ændre konceptet en hel del i den forbindelse uanset hvad – målet var at kombinere radio med at skrive den der BOG, det er det stadig – der kommer mere om det i 2020 om fingrene og ånden kan holde til det…kan godt mærke, der har været fuld tryk på alle kedler…
Programmet Aflyttet er i dvale – men der arbejdes på, at give det et nyt liv på internettet – jeg savner FM – det gør lytterne også, tak for alle mailsene – jeg kan i øvrigt høres i min (meget) gamle kollega Henrik Føhns ‘Techtopia’ på radio4 – som gæst – hvor jeg pipper om 2020 som året, hvor vi kommer til at se cyber-angreb, der virkelig batter noget og gør ondt, og hvor vi dropper illusionerne omkring digitaliseringens og den kunstige intelligens og algoritmernes velsignelser og kræver menneskelige løsninger på menneskelige problemer…det er den 2. januar – lyt med, jeg skal også tale ved Dansk ITs cybersikkerheds-konference og har allerede løftet sløret for noget af, hvad jeg vil sige der, den 22 januar:

For mit lille firma(ja, jeg er stadig selvstændig – på alle måder!) og mine mærkesager har det været et godt år med masser af foredrag og opmærksomhed – Bevar Kontanter-bevægelsen har om ikke vundet, men har i hvertfald heller ikke tabt og der er aldrig blevet talt SÅ meget om overvågning og privatliv, som der gør nu!
Jeg er også DR-Debatten relativt taknemmelig for at få lov at sige på landsdækkende TV, at: Det er sjovt med debatten, hvor alle siger: “Hvad der er galt med de her kameraer? De generer os jo ikke”. Det er fordi vi har vænnet os til at leve i en fuldstændig grotesk verden, hvor vi hele tiden bliver gloet på– link her: https://twitter.com/kjaerulv/status/1182678769531867136?s=20 – at man så ikke fik lov at sige ret meget mere, er en anden snak…

2019 blev også året, hvor jeg en enkelt gang fik lov at skrive i Weekend Avisen – et rigtigt ESSAY, som jeg er meget stolt over, håber der bliver et hul til mere en gang – desværre bag paywall – sådan er det, men det er den her – med en profetisk overskrift på flere måder: https://www.weekendavisen.dk/2019-35/samfund/den-doede-kanal

2019 blev også året hvor tænketanken ‘Analogiseringsstyrelsen’ virkelig har fået rystet træet, kulminerende med et møde med Digitaliseringsstyrelsen for nylig – vi ser store potentialer i fremtiden – vi har sågar optrådt på bogmessen uden at have skrevet en bog(endnu).

Og så er jeg stolt over, at Rasmus Malver og bestyrelsen  har udnævnt mig til ‘Æremedlem af foreningen imod ulovlig logning‘ – må 2020 blive året, hvor denne demokratiske skamplet, masseovervågning af alle danskere uden lovligt grundlag, endelig går væk!

2019 blev også året, hvor jeg påbegyndte undervisning som Certificeret Etisk Hacker(CEH) på et kursus hos ARROW – der er lang vej endnu, og måske nøjes jeg med at være Etisk Hacker og dropper certificeringen? – jeg er blevet voldsomt klogere allerede, men vil på den anden side ikke risikere at ødelægge systemer ved at påstå, jeg kan mere end jeg kan – en ting er at forstå en motor, noget andet at have ansvar for den når den kører 280 km/t. Min respekt for sikkerhedsfolk i alle hjørner af cyberspace er, som det eneste i 2019, steget eksponentielt!
Imens hacker jeg mig selv…det er som bekendt ikke ulovligt, og prøver eksamen, når jeg er klar.
Årets Takkeliste: Tak PROSA, ikke mindst til Jakob Rugaard og den dedikerede flok hackere, der forsøger at finde en måde at holde mig og mit program i gang, til Sikkerhedsbranchen for tillid og samarbejde, til B-sides-folket, til Krogerup Højskole og ikke mindst Overvågningsministeriet, til mine højt elskede medtænkere i analogiseringsstyrelsen, til IT-politisk forening for at sparke røv, konstant! – Jesper Lund er en arbejdshest og klog, til den ultrakompetente ildsjæl Mette Nikander for gode råd og hjælp og snak, til Brit Ross Winthereik for at hive mig med til tillids-diskussioner på KU og for generelt at hive mig med, til Hanne Marie Motzfeldt for rants og raseri, til min ven Keld Norman(der fik mig på det CEH-kursus og sagde det bare var en slags udvidet pc-kørekort – SOMOM!) og til Rasmus Malver for at aldrig at give op og til medier i hele DK for at kime mig ned og give mig taletid om ting, jeg ved noget om – I ringer bare igen, jeg er stadig teknologikritiker  – og ikke mindst til venner og kollegaer fra Radio24syv og udenfor, og til min familie for at holde mig ud og holde med mig – OG tak til mine fjender og benspændere og backstabbers og hvad-sagde-vi-og-det-kunne-jeg-selv-have-gjort-bedre-end-anders-typer og de helt generelle haters, I skal også være her, ellers skete der jo ingenting, så ville året netop ikke være det, jeg påstår det var: Sublimt!
Godt nytår!
Og som vi siger i Jylland: ‘Det bliver HYL!’

Fredsvagten – samme budskab siden 2001

“Fred i Verden. Global retfærdighed. Udryd fattigdommen – ikke de fattige! Oplysning, respekt og dialog. Skoler istedet for bomber”

Sådan har der stået på fredsvagtens skilt foran Christiansborg siden oktober 2001 – og fredsvagterne har stået der lige siden – hver dag – også i weekenderne – i regn og sne og sol.

Mødte een af dem – hun ville ikke fotograferes – men fortalte mig at hun havde været med fra starten og hun ville stå her til hun døde.

Jeg blev glad over at se at de var der endnu, trods den bizarre terrorsikring foran Chr.Borg – og for at de bliver ved med at tro på det, alle andre regner for umuligt.

FLASHBACK2007: Intet at skjule – intet at frygte?

I 2007 lavede jeg min sidste lurmærkede DR-radiomontage. Dengang var jeg afløsende redaktør og konsulent på DRs montage og dokumentargrupppe – og jeg var på et udvekslingsophold hos engelske BBCs dokumentargruppe, et ophold hvor jeg både klippede udsendelser for dem – og fandt materiale til mine egne.
Den her hedder ‘Intet at skjule, intet at frygte’, den handler om overvågning, angst og George Orwell – den ligger (naturligvis) ikke længere hos DR – men på min egen podcastside hos SoundCloud.
Jeg genhørte udsendelsen for et par dage siden og havde næsten glemt den.
Og i slutningen af den, var der et digt, jeg havde skrevet.
Det lyder sådan her:

Jeg sidder i toget og ser på de andre passagerer
Toget er fyldt
Overfor mig sidder en pige på min egen alder
Hun ser ud af vinduet.
Noget løber ned af kinderne på hende.
Det er tårer.
Hun græder.
Jeg vil rejse mig for at trøste hende, men hun ser ud af vinduet
og hendes krop lukker sig om sig selv og lukker mig ude.

Hun var det første grædende menneske, jeg så i et tog.
Men efter jeg havde set hende, opdagede jeg, at der var mange flere.
De sidder som regel og ser ud af vinduet på tunnelvæggene, der blæser forbi.
Efter nogen tid, vænner man sig til det

Den døde kanal

starlinks satellitter

Essay. »Hvad klager vi for? Himlen er endelig vores – menneskets – alene. Var det ikke det, vi ville?« Teknologikritikeren Anders Kjærulff om surrogat-mødre, Jeffrey Epstein, computerchips i hjernen og de 768 satelitter, der holder øje med os i det høje.

 

Den døde kanal
starlinks satellitterAf Anders Kjærulff

Jeg sidder bag rattet i en sort bil, og jeg kører alt for hurtigt.

Det er midt om natten. Min svigerfamilie er i bilen, og vi er på vej til et hospice, der netop har ringet og sagt, at min svigermor er ved at dø. Jeg kører for stærkt, men jeg tilpasser hastigheden efter forholdene, og i øvrigt er jeg ligeglad med fartbegrænsninger: vi har noget, vi skal nå, et menneske, der er på vej væk, og det er vigtigere end alt andet lige nu. Jeg er sikker på, at alle mennesker på planeten ville forstå os, hvis de mødte os på landevejen i dette øjeblik – også hvis de var ansat hos politiet

Vi er fire små mennesker i en sort raket, og vi brøler gennem natten, spændt fast til vores sæder, og over os funkler satellitterne på himlen. Der er 768 af dem deroppe og mange flere på vej.

Hvis jeg kunne løfte blikket fra vejen og se op, ville jeg vide med sikkerhed, at vi er et konkret sted på en planet, der suger os fast her på vejen, mens den bevæger sig gennem en uendelighed, der hele tiden udvider sig. Måske er det derfor, vi altid ignorerer den, himlen; fordi den får os til at føle os som små, moderløse molekyler? Og måske er det også derfor, vi for tiden har så travlt med at fylde himmelrummet op med teknik; så vi på en eller anden måde kan få det under kontrol?

Selv trøster jeg mig ved uendeligheden, også på nætter som denne, som ingen kender udfaldet af. Det siges, at der er ligeså mange stjerner i universet, som der er hjerneceller i vores hoveder. Det er ikke videnskab, men det lyder godt, og det giver en mig en fornemmelse af at høre til. Som var jeg en brik i et puslespil, jeg aldrig ser motivet på.

Jeg flytter foden til bremsen. I det tomme kryds forude skifter lyset til rødt.

Et par dage senere klikker jeg mig gennem nyheder på nettet. Jeg læser om Jeffrey Epstein, den amerikanske rigmand, der blev anholdt og sigtet for forsøg på at smugle mindreårige piger til USA og misbruge dem til sex, og som senere begik selvmord i sin fængselscelle.

Epstein var en moderne mand. Han troede på teknologi og var besat af at forbedre menneskeheden, gerne med sine egne gener. På sin ranch i New Mexico planlagde han angiveligt at inseminere op mod tyve kvinder af gangen med sin sæd. Han ville også have både sin hjerne og sin pik frosset ned, når han døde, så de kunne genskabes i fremtiden. Blandt hans bekendte var Virtual Reality-legenden Jaron Lanier, afdøde Stephen Hawking og psykologen Steven Pinker, der har været med til at skabe en stor del af tankesættet bag kunstig intelligens. Alle deltog de i Epstein’s saloner, hvor det flød med champagne.

Jeg klikker videre og falder over en video på YouTube. Den er i sort-hvid og optaget i et laboratorium hos en anden psykolog, amerikanske Harry Harlow, der i 1958 udgav The Nature of Love, en bog baseret på en række banebrydende og kontroversielle forsøg med rhesusaber. Harlow fjernede nyfødte unger fra deres mødre, satte dem i bur og tilbød dem i stedet to versioner af en kunstig mor. Begge var i stand til at give abeungen mad, og begge havde et stiliseret ansigt med øjne og mund. Den ene kunstige mor var beklædt med blødt stof, mens den anden kun bestod af et ansigt og en krop af bøjede metaltråde, hønsenet, formet som en abemor. Når abeungerne fik valget mellem de to, valgte de den bløde udgave. Og hvis den stofbeklædte mor ikke gav mælk, spiste de hos ‘metal-net-mor’ og løb bagefter hurtigt tilbage til den bløde udgave.

Harlow viste eksperimenter og en af forsøgsaberne, ’Baby106’, frem til en journalist, og den hjerteskærende video er endt på YouTube.

For at kunne teste, hvordan Baby106 reagerer på frygt, konstruerede Harlow et mekanisk skræmmedyr; et støjende og blinkende væsen med store øjne og smækkende kæmpetænder. Han stiller det op foran Baby106, der straks løber skrigende hen til den bløde surrogatmor og klamrer sig til hende.

Hvis der kun er ‘Metal-net-mor’ at klamre sig til, er ungens rædsel derimod stum.

Harlow lod også nogle af ungerne vokse op helt uden mødre, alene i et rum med en slange, de kunne suge næring fra. Resultatet var uhyggeligt. Abeungerne stirrede tomt ud i luften, gik hvileløst rundt og forsøgte at skade sig selv. De kradsede sig til blods og slog hovedet mod væggene. Flere aber døde, fordi de holdt op med at æde.

»Men er det, vi ser her – at en abe klynger sig til et stykke stof – virkelig kærlighed?« spørger journalisten i videoen.

Harlow tænker sig godt om og svarer så:

»Hvis du gør en baby bange, og den løber hen til sin mor, og dens angst bliver forvandlet til en følelse af tryghed, ville du så ikke sige, at dén baby elskede sin mor?«

Jeg er ikke så sikker. Men jeg tror, at vi har mere til fælles med Baby106, end vi vil være ved. Vi fylder verden med surrogatmødre og kaldet det fremskridt. Som med tilfældet Jeffrey Epstein handler det nu tit om noget helt andet.

Engang kiggede vi ud i rummet og talte stjernerne. Nu ser vi ned på os selv.

Ifølge Technology Review er der nu private firmaer, der tilbyder noget, der ligner LIVE-overvågning fra rummet, hvilket er en statsgaranti for, at regeringer har haft den samme mulighed længe. I 2008 var 150 kamerabærende satellitter i kredsløb om Jorden; nu er vi oppe på 768 med en tilladt skarphed på 25 centimeter til civilt brug. Kombinerer man det med Synthetic Aperture Radar, en militær teknik, der kan »se« gennem skyerne, stiger nøjagtigheden til en millimeter.

Det virkelig interessante er vores evne til at behandle de data, det handler om. Allerede i 2014 tilbød et firma ved navn SkyBox HD-video fra rummet af 90 sekunders længde. I dag tilbyder EarthNow det, de kalder Continous Realtime-video med ét sekunds forsinkelse.

Når det kan lade sig gøre, er det blandt andet, fordi hele planeten bliver pakket ind i internet. Rummet over os, den yderste del af den kugle af tyngdekraft, der udgør vores verden, er i øjeblikket befolket af ialt 5000 menneskeskabte satellitter af forskellige slags, og det er kun begyndelsen: Med projektet Starlink vil Elon Musk dække hele kloden med satellitbåret internet. Med vanlig grandiositet planlægger tech-guruen også at sende 11.943 satellitter i luften i de kommende år; flere end antallet af stjerner, der kan ses med det blotte øje.

Jeff Bezos fra Amazon har også fået rum på hjernen og har lagt billet ind på 3236 af sine low-earth-orbit-satellitter.

Elon Musks første 60 satellitter har allerede vist os, hvad det er, vi ser ind i: En snurrende jernkugle, et metal-bur mellem os og stjernerne. Lowell Observatory tog et billede af dem, som viste en lang, skinnende hale over himlen. En hale, der med tiden vil vokse til et helt dyr og blive et hulspejl af os alle sammen og vores bevægelser hernede på jorden.

Vi kan ikke gemme os for os selv. Til gengæld bliver stjernerne væk bag satellitterne, klager astronomer og observatører, der allerede nu oplever, at den første kreds i rumkaravanen tager udsynet.

Men hvad klager de for? Himlen er endelig vores – menneskets – alene.

Var det ikke det, vi ville?

Elon Musk og Jeff Bezos vil ikke bare væk fra jorden. De vil være super-mennesker. Transhumanister.

Transhumanisme er det, som følger efter mennesket, det endelige opgør med Gud som begreb: Se! Vi magter at sætte blad på nælde, og vi skaber os selv, mener følgerne af denne tekniske, rationelle, digitale religion. Og de vil gå langt for at bevise, at de har ret.

Den Transhumanistiske Deklaration blev skrevet i 1998 og er siden revideret mange gange: »Menneskeheden vil blive radikalt forandret af teknologien i fremtiden. Vi forudser muligheden for at redesigne de menneskelige grundvilkår, inklusive parametre som aldringens nødvendighed, begrænsninger af menneskelig og kunstig intelligens, medfødt psykologi, lidelse og vores indespærring på planeten Jorden«, står der blandt andet.

Fremtiden beskrives også som »Humanity+« under det kække, 1960er-amerikanske slogan: Dont Limit Your Challenges, Challenge Your Limits. Jeffrey Epstein donerede i øvrigt over 100.000 dollar til ‘Humanity+’.

Elon Musk har også netop lanceret en robot, der kan operere computerchips ind i rotters hjerner. Men målet er mennesker. Chippen hedder NEURALINK og er en dataforbindelse mellem vores hjerner og det, der er udenfor, en blanding af data-aflæser og upload-punkt.

I første omgang handler det om at hjælpe dem, der mangler en arm eller ikke kan se. Men Musk har en langsigtet plan: »Vi arbejder frem mod en symbiose mellem os mennesker og den kunstige intelligens«, sagde han for nylig.

Sært nok har Musk advaret kraftigt mod den samme kunstige intelligens, han nu er med til at udbrede. Den kan ikke standses, siger han, den kommer til at vokse eksponentielt. Men vi ved ikke, hvad den finder på. Vi ved, at computeren regner os ud, celle for celle. Vi kan reproduceres i kode og nu – snart – kan vi forbindes direkte til computere.

Er det så kærlighed? spørger nogen. Og andre svarer: Betyder det noget?

I 2017 skrev en række forskere fra Østrig et andet svar, Det Anti-transhumanistiske Manifest. Her bestrider de, at mennesket bare er summen af information. Vi er meget mere, skriver de – vi er Animals of meaning; dyr, der søger mening:

»Vor menneskelige natur er kendetegnet ved vores skrøbelighed, følsomhed, selvbevidsthed og vores indbyggede fornemmelse af, hvem vi er, i modsætning til hvad vi er. Det er evner, der gør os i stand til at reagere på vores omgivelser, til at udvikle en fornemmelse af vores egen dødelighed og til at indse, at hvert eneste øjeblik har en unik fortid, der viser sig for os, som en fremtid uden fortilfælde«.

Manifestet fortsætter:

»Teknologi kan forme, men ikke erstatte vores sociale forhold til hinanden, for det er dem, der definerer, hvad der er meningsfuldt for os.«

Tidligere på sommeren interviewede jeg til mit radioprogram en af manifestets forfattere, Dr. Sarah Spiekermann, professor ved Wiens Universitet og stifter af Privacy & Sustainable Computing Lab:

»Transhumanisterne kobler et skuffet blik på den menneskelige natur med en overtroisk science-fiction-vision om, hvordan vi skal forbedres,« sagde hun. »De foragter vores skrøbelighed.«

Internet. Du, som er i himlen.

Engang var nettet en snerrende lyd i en flad kasse med LED-lys, et håndtryk og en knitren, før der var hul igennem til den uendelighed af information, vi heller ikke dengang forstod at omsætte til viden.

Dengang var internettet som en uendelig lang postliste; én af de emails, der består af svar på svar på svar. I hvert fald den del af internettet, jeg brugte mest i 1995, nemlig USENET, hvor jeg på alt.comp.psion-gruppen kunne skrive med andre ejere af PSION-lommecomputere, datidens hotteste apparat. Jeg fik et kabel, der forbandt min PSION 5MX med min mobiltelefon, hvilket de facto gjorde den til en smartphone. Jeg elskede den maskine. Jeg havde den på mig konstant.

Via USENET fandt jeg en mand, der havde lavet kablet til sig selv, og som godt ville lave et til mig også, og som sendte det til mig med posten, uden fortjeneste.

Usenet var gratis. Alt på internettet var gratis. Der var ingen reklamer. Universiteter og læreanstalter delte glade ud af alt, man kunne ringe direkte til forskere i udlandet, og de både tog telefonen og svarede på mails.

Men det holdt ikke længe. Pæne mennesker i jakkesæt lavede forretningsplaner og fik ideer til, hvordan der skulle tjenes penge på nettet. Hvordan der kunne tjenes penge på data; vores data. De blev milliardærer, firmaer blev børsnoteret, aktieoptioner byttet, intellektuelle rettigheder solgt og alt, hvad vi før havde taget for konkret og forståeligt og dagligdags viste sig at være noget, der kunne digitaliseres, disruptes og tilbydes i abonnementform. LAAS – Life As A Service – var født.

Elon Musk og Jeff Bezos drømmer om en fremtid i vægtløs tilstand, langt væk fra det menneskelige rod og kaos, som vi 7.7 milliarder individer har i os.

De vil væk fra os. De vil være bedre end nogensinde før.

De drømmer om kunstig intelligens, der er klogere end os, fordi den er logisk, rationel og retfærdig. De drømmer om »Singulariteten«, der opstår, når al den computerkraft og alle de data, de har pakket planeten ind i, smelter sammen og bliver til én handlende, tænkende, teknisk bevidsthed, et blankt, hårdt, moderløst væsen, der ikke lader sig skræmme af noget som helst, og som tilpasser sig alt omkring det – og kontrollerer det via NEURALINK.

Mennesket har været på en rejse, mener transhumanisterne, og nu kommer det hjem til sig selv. Ånden skal besjæle computeren, mens mennesket transformeres til en forudsigelig, programmerbar forbruger-maskine under diskret, algoritmisk kontrol, fanget i LAAS med AirBNB og Netflix og elektriske Løbehjul til leje via apps og hundreder af månedlige mikrobetalinger og manipulationer. Af os små blinkende myrer under satellithimlens solgenspejlende aluminiumsglød.

 

Det røde lys er i spejlet bag mig.

Jeg sidder bag rattet i en sort bil, og jeg kører alt for hurtigt. Det er midt om natten, og lygtepælenes lysstriber går i ét og skærer bilen midt over.

Vi skal nå noget, et dødsleje, et menneske, der er på vej væk, og lige nu er det vigtigere end alt andet, og jeg ved, at alle mennesker ville forstå os, også politiet, for det er vores og hendes rejse videre, det handler om.

Vi når frem, og hun ånder stadig, og jeg aer hende på kinden, jeg siger farvel, og alle græder, og satellitterne peger endnu ikke alle sammen i vores retning, og de har endnu ikke udstedt en automatisk bøde til os, og singulariteten er eksponentielt set længere væk end nogen sinde før. Her under satellitterne, der skærmer for stjernerne, hvor Baby106 sidder og klamrer sig til Bløde-Mor, og skræmmedyret udstøder mærkelige lyde og klaprer med tænderne.

Den er kun en mekanisk fugl, men vi er dyr af mening, fyldt med kærlighed til hinanden, og uanset om kærligheden er fuldt forståelig og logisk og kan deles op i små kemisk-elektriske bevægelser, så mærker jeg den, mens et menneske forsvinder for øjnene af mig, drøner afsted op gennem mørket og bliver endnu en brik i det puslespil, ingen af os kan se, hvad forestiller, fordi vi er det. Selv.

Anders Kjærulff er journalist, teknologikritiker og tidligere vært og redaktør på Radio24syv-programmet ’Aflyttet’.


Bragt i weekendavisen den 30.8.2019

 

LINKS:

Harlow’s Studies on Dependency in Monkeys https://www.youtube.com/watch?time_continue=4&v=OrNBEhzjg8I

SATELITTER OVERALT: https://www.technologyreview.com/s/613748/satellites-threaten-privacy/

ETISK RÅD 2007 om Transhumanismen:
http://www.etiskraad.dk/etiske-temaer/optimering-af-mennesket/homo-artefakt/kulturhistorisk-perspektiv/transhumanisme

‘Den Transhumanistiske Deklaration’ https://humanityplus.org/philosophy/transhumanist-declaration/

Aflyttet.dk – oversættelse af det transhumanistiske manifest+interview med Sarah Spiekermann her: https://aflyttet.dk/det-anti-transhumanistiske-manifest/