Flygtningeliv Bruxelles

De sover på gaderne og under viadukter og broer og bænke og der er utrolig mange af dem og hver morgen, mellem 6 og 7 kommer kommunen og vækker dem og fejer alle de ting sammen, som de ikke har nået at få med sig. Resten af dagen hænger de på samme gader, nogen tigger, andre hustler lidt og samler nye ting sammen til endnu en nat: en skummadras, et tæppe, en bunke jakker…eller affald, nu i poser….

Autopilot i Bruxelles

Der sidder en pæn, smilende dame i hallen. Hun deler kort ud. Dem på papir, altså.
Hun har mange af dem.
Og ingen bruger dem.
Det er nemt at finde vej, nu.
På autopiloten på telefonen – nogen gange skal man lige gå 30 meter den ene vej for at se, hvordan man vender. Men ellers er det bare fremad, med næsen i skærmen, mens telefonen spørger satellitterne hvad klokken er, og hvor de befinder sig, igen og igen og igen.
I går gik jeg fem km og ni etager. Og når jeg så op, var der blandt andet det her:

Her til morgen har jeg stadig ikke lært vejen, og fortsætter, styret af min lysende tings usynlige hånd gennem butiksstrøg, overstrøet med hjemløse.

Belgierne stiller affaldet på gaderne og de hjemløse bygger huler af det. Og hver morgen rives det ned, og de står op, og venter, i hættetrøjer og dynejakker på endnu en dag…

Jeg går videre, svingende kameraet, forbi soldater i grønne lastbiler og deres velsmurte våben mens autopiloten blidt trækker mig fremad, opad….

Bruxelles 1

Er i Bruxelles for 3de gang i mit liv – til Computers Privacy Data Protection, CPDP2018 – som jeg også deltog i de to andre gange.
Jeg kan meget godt lide byen. Men den er blevet lidt skrammet synes jeg? Selv Vakse Viggo er ikke hvad han har været, nogen sætter klistermærker på ham og næse og skridt er slidt helt ned.

 

Og så er her soldater!
‘Byen her er som Bagdad’, bandede min taxachauffør, ved endnu en vej, der er gravet op, og endnu en lastbil fyldt med militær med skarpladte geværer…

Forfald sætter ind i hjørnerne, som her…..tilgengæld er her kameraer, i bunker, over det hele, og politiet virker tilstede og tætte….

Endt på Alberto – hvor jeg sidder og kæver cognac mod en spirende forkølelse….mere følger….