De klikkende annoncerobotter og fækalier på gaden

Maciej Cegłowski driver verdens kedeligste website. Det hedder Pinboard, det er kodet simpelt, der er ingen smarte reklamer eller flash-videoer, og han gør et stort nummer ud af, at Pinboard ikke gemmer noget som helst om brugerne.
image
Pinboard er et site, hvor du for et lille beløb, for tiden 11 dollar om året, kan gemme dine bookmarks og favoritter på sociale medier, og med over 20.000 brugere kan Maciej Cegłowski faktisk leve af det. Historien her handler egentlig ikke om Pinboard, men om, hvordan reklamer, tracking og sociale medier er ved at få hele internettet til at koge over i endnu en boble, denne gang for annoncer, og når den brister for alvor, ryger vi alle sammen med i købet.

Dømt til undergang

– Internettets forretningsmodel er dømt til at gå under. Tag bannerannoncer: Hvis de skal virke, og nogen vil betale for at få dem på et site, så skal brugerne helst klikke på dem. Problemet er, at der nu er kommet robotter på nettet, der også klikker løs, og så er annoncefirmaerne nødt til at overvåge internettet massivt, så de kan sikre sig, at det er et menneske, og ikke en robot, der har klikket, fortæller Maciej Cegłowski, som jeg mødte til Internetdagen i København. Vi vender tilbage til annoncørernes overvågning om lidt, men først skal vi lige have en ting helt på det rene, mener Maciej Cegłowski:

– Kommerciel overvågning er i det, det er: Overvågning. Det er en slags partner til staternes overvågning og faktisk mere end det. For alt, hvad de private samler sammen af data om os, ender i sidste ende i hænderne på regeringerne. At forestille sig, at tingene er sikre, bare fordi det er Google eller Facebook, der samler det, er en meget farlig vej at gå. Vi har bygget forretningsmodeller baseret på privat overvågning uden at tænke over, hvad det gør ved vores samfund og helt uden at skænke det en tanke, om vi er i stand til at beskytte den her information, siger han.

Robotterne og boblen

Og tilbage til de annonce-klikkende robotter. Hvordan skal man sætte prisen for en annonce, hvis det er robotter, der klikker på dem?

– De gemmer hvert eneste klik, vi laver på internettet, for evigt. Hvis de kunne, ville de også tænde for kameraet i computeren for at sikre sig, at du var den, du ser ud til at være, siger Maciej Cegłowski.

Det hele minder om High Frequency-Trading ligesom på de store børser før krakket. På nettet gemmes alt, vi foretager os, for evigt. Det kan ikke blive ved med at gå, mener altså Maciej Cegłowski.

Maciej Cegłowski nævner i flæng Sony-hacket, hvor tusinder af medarbejdere fik deres mails, lønforhold og helbredsoplysninger lagt på nettet, det store hul i Apples iCloud, som berømthedernes billeder væltede ud af, afsløringen af, at telefonselskabet AT & T samarbejdede direkte med NSA om at overvåge kundernes opkald og position, og sidst, men bestemt ikke mindst, hacket mod Office of Personnel Mangement, OPM, personalekontoret i den amerikanske stat, hvor 21,5 millioner medarbejders ansøgninger om sikkerhedsgodkendelser nu er ude i det fri, og for flere millioners vedkommende inklusive deres fingeraftryk.

Tre rettigheder

Står det til Maciej Cegłowsk, har vi, eller burde vi have, tre helt fundamentale rettigheder på nettet:

Retten til at downloade, retten til at slette og retten til at gå offline.

– Vi har ret til vore egne data. Og vi burde have lov til at se alt, der er gemt om os, hente det ned, det hele, og tjekke, om data er rigtige, og om vi kan gå med til, at de er gemt. Retten til at slette? Prøv at spørge Facebook, om dine opslag nogensinde forsvinder fra deres databaser, selvom du har valgt at slette? Hvad angår retten til at gå offline – ja, så er den med den verdensomspændende, app-drevne digitalisering stort set en umulighed i dag.

Men ikke nok med det: Maciej Cegłowski vil fuldkommen forbyde tredjepartsannoncering.

– Problemet med det er, at netop der samles der enorme databaser om brugerne, og at vi ikke har en chance for finde ud af, hvad det bliver brugt til.

Barnlig singularitet

De data, der samles ind via tredjepartsannoncering, bruges også til ‘Big Data’, noget firmaer som Google ser en stor fremtid i, især inden for udvikling af kunstig intelligens, AI.
Og her er vi fremme ved endnu en af Maciej Cegłowski kæpheste: Rige mænds barnlige singularitetsdrømme om evigt liv og gudelignende robotter.

– Elon Musk og Ray Kurtzweil har tydeligvis læst bunker af science fiction, da de var børn, og det virker som om, at har man tjent en masse penge, så handler det om at leve evigt, komme ud i rummet eller opfinde robotter, der er klogere end os selv. Jeg har også læst science fiction som barn. Men jeg kan stadig ikke forstå, hvorfor man kaster sig over den slags, lad mig sige det ærligt, ret urealistiske og ekstremt kostbare projekter, når vi ikke engang kan løse helt simple problemer i den verden, vi er i nu, siger han.

Maciej Cegłowski bor i San Francisco, midt i Silicon Valley. Men trods den enorme mængde penge, der er i området, bliver der flere og flere hjemløse, som ingen tager sig af.

– De ligger jo overalt i byen, og det bliver værre og værre år for år.  Alle kan se det, især turisterne, men ingen gider gøre noget som helst. I stedet har man netop nedlagt de fleste offentlige toiletter, så folk må besørge i gaderne. Imens har vi så de her enormt rige mænd med singularitetsteorier, der tror, de kan leve evigt og redde verden ved at opfinde en selvtænkende robot. Jeg forstår det simpelthen ikke.

Men hvad der sker med de gigantiske databaser, registrene over alle vores klik, når lorten rammer ventilatoren, som de siger i USA, må tiden vise. Men mon ikke, der er købere, eller i hvert fald aftagere, i for eksempel NSA?
Indtil da skulle man måske kigge lidt varmere og med mere begejstring på simple, kedelige websites som Pinboard. Ja, måske kan man endda lære noget af dem?

Tidligere bragt i PROSA-bladet her: https://www.prosa.dk/aktuelt/nyhed/artikel/de-klikkende-annoncerobotter-og-faekalier-paa-gaden/?no_cache=1&cHash=dead6731c15e8ef1c36f3e9fe928d1c8

Ventetoner i en Shitstorm

wpid-wp-1421877094038.jpeg
Der sidder en mand og griner et sted i systemet. Jeg tror det er ham her – eller ihvertfald den maske han bærer?

Undskyld.
Jeg er ikke værdig. Jeg er et rodehoved og en passwordspasser og værst af alt: Jeg har i dag endnu engang, været nød til at RINGE til nogen i det offentlige
Jeg ved godt, I ikke kan lide det. I hader telefoner, og derfor sætter I konsekvent helt unge mennesker, der ikke aner op eller ned på selve administrationen, men læser op fra et eller andet fedtet ringbind, til at tage dem, som for at være helt sikre på, vi ikke gør det igen. Altså ringer. For de der stemmer…de er så belastende, log ind og send en mail…men NEJ, ikke denne gang – især ikke, da jeg ikke anede hvem jeg skulle sende mailen til…så jeg tog telefonen og ringede, selvom jeg godt ved, at alle styrelser og kommuner, ligesom os andre, har pivtravlt med at kigge kattekillinger på de sociale medier, fnise lidt og fundere over begrebet shitstorms.
Og jeg kan godt, helt uden nogen form for tænkepause, forudse, at I kommer til at opleve nogen af dem.
Og at de bliver langvarige og voldsomme….
I dag havde Københavns Kommune, der har travlt med at opdatere til både instagram, Facebook og twitter, (og sikkert har tre akademikere ansat til at undersøge om de også skal have en ‘presence’ på SNAPCHAT, hos de unge…åh fremtiden!), sendt mig en regning.
Det er ikke nogen overraskelse.
Men det er pisseirriterende.
Det er nemlig den samme totalt latterlige regning jeg får hvert år for affald, fordi mit firma, der måske smider en clips og tre stykker papir ud engang imellem, skal betale 750 kroner(plus moms!) oveni den affaldsafgift, jeg som husejer betaler i forvejen, fordi firmaet, der består af MIG, holder til på min hjemmeadresse…
Men de plejer at sende den på papir og jeg plejer at brokke mig, meget, meget højt og så betale, der er nemlig ikke andet andet gøre, med mindre man er en eller anden entitet på Seychellerne, Luxembourg, Cayman Island eller et af de der andre steder, hvor der sidder folk, der skylder os alle sammen milliarder, som sjovt nok er tabt og opgivet på forhånd. Og det er en en anden historie.
Den her handler mest om NemID og om nogen der griner.
Men for at tage den fra begyndelsen: For tre år siden SKULLE jeg pinedød ikke have et, men TO nemIDere, et privat og et til mit(enmands) firma.
Det var snothamrende besværligt, og heldigvis kom skat da også på andre tanker, og nu kan man bruge sit private nemID når man skal indberette moms og skat og sådan noget, sålænge man kun er sig selv.
Men ikke, når man skal betale affaldsgebyr.
Her har en eller anden ørn nemlig fundet frem til min stendøde virksomheds-nemIDs virtuelle postboks og sendt den regning, der engang kom planmæssigt med posten, til den, hvilket så pinger mig en mail, hvor der står, jeg har fået en regning og jeg skal se at få den lukket op og betalt, da jeg ellers riskerer bøder…Selve regningen er naturligvis ikke vedhæftet.
Problemet er, at jeg ikke har adgang til mit virksomhedsnemID for tiden(eller i det hele taget – har smidt det ned i bunden af et skab hvor det ligger godt – med et glemt password, som jeg af erfaring ved, det koster 700 kroner at få rekonstrueret hos de flinke mennesker i NETS), da jeg ikke har brugt det de sidste to år, og ikke har hørt det skulle være nødvendigt når man kun har en enmandsvirksomhed…
Men det var det så pludselig igen…
Så jeg gjorde det forfærdelige. Tog telefonen og ringede til Københavns Kommune.
Borgerservice var som sædvanlig topklar med en brugerundersøgelse, der kun tager et minut, og en oplysning om, at de optager alle samtaler til ‘træningsbrug’ og derefter leverede de en ekstremt langsommelig trykknap menu, med flere punkter end man kan huske. Da jeg efter fem minutter kom igennem, fik jeg at vide, at det kunne de ikke hjælpe mig med. Og at de ikke vidste hvem der kunne. Men efter lidt moderat vokalt pres, sendte de aben videre: De kunne prøve at stille mig over til KONCERN, en entitet, der åbenbart står for selve udskrivelsen af regningerne….Og det blev jeg så.
Her mødtes jeg af ENDNU en brugerundersøgelse, der kun ville tage et minut, og en endnu længere tryknapmenu med helt uforståelige tilbud, hvorfor jeg simpelthen trykkede 2 for ‘IT’.
Det var selvfølgelig en fejl.
Jeg fik fat i en mand, der fortalte mig, at ja, Københavns Kommune sendte altid alle videre til IT, men at han ikke havde noget med det at gøre. Overhovedet. Han lød desperat. Og træt.
Han kunne prøve i regnskab, sagde han, og jatak sagde jeg.
Og så kom jeg derhen.
Hvor jeg hørte på endnu en brugerundersøgelse, der kun ville tage et minut, som jeg endnu engang sprang over, mens jeg bandede højt til ventemusikken, så de fik optaget noget sjovt at høre på til deres kurser for folk, der laver ventemenuer, før jeg kom til nogen flere valg, jeg ikke forstod, klikkede på noget tilfældigt og endte hos endnu en mand, der ikke havde noget med det at gøre.
Men manden var faktisk forstående.
Også for, at det er totalt latterligt at have to nemIDer. Og generelt være træt af et klodset, langsomt system, der mildt sagt var mere smidigt, da man brugte digital signatur….
‘Det hører jeg rigtig tit’, sagde han venligt, og så gentog han, han ikke kunne hjælpe, i det tonefald, man får, når man håber på, det afslutter samtalen.
Det gjorde det ikke, for jeg vidste, det her var sidste chance. Tabte jeg ham, var det tilbage til Borgerservice…..
Og jo: Han kunne hjælpe alligevel, sikkert helt uautoriseret, idet han med mit CVR-nummer fandt regningen i deres system, og sendte mig den som vedhæftet fil i en almindelig, og desværre ikke krypteret mail, for den slags virkelig sikre løsninger, det bruger man ikke i staten – men HEY, jeg er glad for, at jeg nu endelig kan betale og ikke risikerer diverse bøder og gebyrer…hurra og tak, sagde jeg, og konstaterede, at der var gået 45 minutter med det her.
Jeg er også smerteligt klar over, at jeg vil have nøjagtig samme problem NÆSTE gang det sker, for som den flinke mand sagde: Det med at sørge for, den kommer til din private Eboks, DET har jeg altså ingen ide om,hvordan man fikser…
Og så er det, jeg tænker: Hvor meget kostede det at sende noget med posten, dengang før vi pinedød skulle have alt proppet ind i en computer og en smartphone, så vi kunne sidde der og bilde os ind vi havde fået kontrol, SOMOM, når vi i stedet er blevet små, nyttigt klikkende idioter, der selv laver det arbejde, vi ellers betaler skat for at få gjort og som før, grundet intelligente, lyttende omstillings-damer og mænd, kunne ordnes på få minutter og hvor man forlod samtalen med en fornemmelse af, at nu var det fikset og ikke længere ens eget ansvar?
Hvordan er det gået så galt?
Jeg er god til telefoner. Jeg er meget overbevisende og jeg mister ikke besindelsen undervejs.
Det er jeg ret sikker på, andre ville gøre.
Og så ville de ikke nå frem til deres regning, derinde i systemet og de ville få bøder og de ville prøve at ringe for at klage over dem, kun for at få at vide, at nogen er i gang med en brugerundersøgelse, der kun tager et minut, og at samtalen bliver optaget til kursusbrug og et eller andet sted, langt inde i en eller anden statslig bygning, er der nogen, der LER, han er ikke glad, han LER bare, som en gal mand, der tror at de marmorkugler, han har i hånden, er rubiner, og han LER, han sprutgriner, han har fået dem alle sammen, kuglerne, og han har taget kattekillingerne som gidsel, og det er mig, og DIG han griner af – men det er også ham selv, og han ved det ikke, end ikke da hans latter rammer murene, rikochetterer og kort efter tilsyneladende kærtegner hans ansigt, kun for at rive det op, så det eksploderer som en overmoden tomat, eller solen, der vist nok engang skinnede et sted, udenfor…

EPILOG: Har siden jeg skrev ovenstående på Facebook fået endnu en henvendelse fra ham den flinke, jeg talte med sidst. Han havde, hvad der virkede som et godt forslag – der desværre spillede direkte ind i det catch22, jeg sad i i forvejen: Gå ind på min digitale postkasse og få den til at videresende beskeder til min mail…tak for råd, det vil jeg følge når jeg har de 700 til overs, det koster at gendanne min adgangskode…

Danmark: Et land i andres hænder

Kommentar(in progress) af Anders Kjærulff

KMD – kommunedata hed det engang – er i dag ejet af den transglobale, amerikanske pengetank Advent International og de skal nu stå for alt IT-indkøb til staten og for den centrale DATAFORDELER. Nets blev købt af McBain og Advent International og sidder på kreditkort og pengeoverførsler i hele DK. Computer Science Coorperation CSC står sammen med IBM for resten af infrastrukturen til Folketing, CPR, SKAT og Politi.
Digitaliseringen af Danmark minder forbløffende meget om en amerikansk besættelse….

Hvad definerer et lands selvstændighed? Evnen til at passe på borgerne, en egen administration samt kontrol over egen kritisk infrastruktur kunne være nogen af elementerne.
Men i Danmark har vi tilsyneladende bestemt os til at opgive alle de ting, at overgive dem til andre og stort set fraskrive os muligheden for nogensinde at få det igen.

For to dage siden faldt de sidste brikker på plads i et udliceringscirkus, der har efterladt kongeriget uden reel kontrol over helt central infrastruktur: ‘Digitaliseringsstyrelsen har tildelt KMD kontrakten på udvikling og drift af Datafordeleren, der fra 2015 vil give offentlige myndigheder og private virksomheder en samlet indgang til opdaterede grunddata om virksomheder, ejendomme, personer, adresser og kort’, lød det næsten triumferende i en pressemeddelelse fra digitaliseringsstyrelsen.
Det, der ikke står noget om, er at KMD ikke er et dansk-EJET selskab – men tilhører den amerikanske kapitalfond Advent International, der har 85 procent af aktierne.

Grunddata
Ordet ‘Grunddata’ er iøvrigt værd lige at standse op ved: Grunddata er stort set alt, som staten registrerer om borgerne!
Og nu tibage til KMD. KMD lyder hyggeligt og dansk, fordi det engang betød noget andet: Kommune Data var navnet dengang, firmaet er fra 1972, men så skete der noget: ‘Kommunedata blev etableret i 1972 ved en sammenlægning af kommunale edb-centraler. KMD var indtil marts 2009 ejet af Kommune Holding A/S – det nuværende KOMBIT, der igen ejes af Kommunernes Landsforening (KL). I dag ejes virksomheden af kapitalfonden EQT (85%) og ATP (15%).’ lyder Wikiopslaget, der desværre har en fejl: Det er ikke længere den svenske kapitalfond EQT, der ejer KMD – det gør Advent International, der sidder på 85 procent af selskabet. Resten ejes af Sampension/ATP, der sært nok har mindre aktieposter i stort set alle tidligere offentligt ejede selskaber, uden de dermed har nogen reel indflydelse.
KMD var som sagt oprindeligt ejet af kommunernes landsforening, der iflg. computerworld solgte det hele til en pris af 2-3 milliarder kroner. Advent pris er ikke afsløret, men rygter om 7 til 8 milliarder har været fremme.
Men hvem er Advent International så? Det er et stort spørgsmål. Men det vi kan sige med sikkerhed er, at det er en kapitalfond med base i Boston, Massachusetts. En meget, meget stor een med yderst varierede interesser, blandt andet: ‘Over 170 investment professionals of 29 nationalities, $37bn in cumulative capital raised, Invested in over 280 companies in 36 countries, Over 140 IPOs on major stock exchanges worldwide’. Firmaet er god for minimum 26 milliarder dollar.

Konsortiet
Og her i Danmark er KMD ikke det eneste sted, de har foden indenfor: ‘Advent International, ATP and Bain Capital (the “Consortium”) have today signed an agreement to acquire 100% of the share capital of Nets from the existing shareholders, a group of 186 primarily Danish and Norwegian banks, for a cash consideration of DKK 17.0 billion’ – skrev Advent International i en pressemeddelelse 24 marts i år.
Advent er altså også medejer af NETS. Sammen med en anden kapitalfond ‘Bain Capital’, der blandt er er specialister i BIG DATA – og digitaliserings strategier. Men det er de ikke alene om: Allermest centrale firma i vores digitale verden i DK i dag hedder CSC – dem har jeg skrevet meget mere om tidligere – men her er et kort rids af firmaet med adresse i Californien:
Det amerikanske firma CSC er en af den danske stats største IT-leverandører. CSC har siden maj 2001 stået for al IT i Folketinget, og stort set alle andre funktioner i det offentlige rum i Danmark, inklusive CPR, Politi og SKAT. CSC har 79.000 ansatte over hele verden, heraf 2.700 i Danmark efter købet af 75% af det daværende ‘Datacentralen I/S af 1959′ i 1996.
På den mere civile side har de før været sponsor for et kendt cykelhold, team-CSC.
Men CSC arbejder også for NSA. De driver faktisk NSAs interne computersystemer – sansynligvis med noget af den samme software som Folketinget bruger…
CSC er også ledere af den såkaldte ‘Eagle-Alliance’, en gruppe amerikanske IT-firmaer, der siden 2007 har haft enddog meget lukrative kontrakter med NSA.
Men at de er store – og samarbejder med efterretningstjenester gør dem tilsyneladende ikke mere sikre: Sidste år blev de hacket. 1,2 millioner stykker data fra Schengens informationssystem om efterlyste personer og 4 millioner danske kørekortnumre med tilhørende cpr-oplysninger og nogle navne fra kørekortregistret er stadig efterlyst. Og der er mistanke om, at SKAT og Erhverstyrelsen også er kompromitteret via den såkaldte mainframe, en IBM-mainframe, som hackerne havde skaffet sig adgang til.
Vi har altså at gøre med en række transnationale firmaer med amerikanske hovedsæder, der simpelthen sidder på AL digital infrastruktur i hele Danmark. Det hele!
Og som tydeligvis, NETS-skandalen og CSC-hacket in memoriam, har store problemer med at passe på den – blandt andet fordi, de samme firmaer sidder på flere områder på een gang, data ligger på samme mainframe og staten presser på for at samkøre registre i helt uhørt omfang.
Senest afskaffede man under dække af en ‘forbedring’ af CPR-lovene, den såkaldte forskerbeskyttelse. Det var såmænd en RETTIGHED vi som borgere havde til at sige nej til at deltage i undersøgelser fra medicinalfirmaer, der har købt vores data.
Henrettelsen af denne rettighed fandt sted med denne uhyggelige begrundelse fra indenrigsministeriet: ‘Antallet af personer med markering af forskerbeskyttelse i CPR har imidlertid i dag antaget et sådant omfang, at det går ud over forskerverdenens mulighed for at gennemføre repræsentative forskerundersøgelser med udgangspunkt i CPR….”Deltagelsen i samfundsrelevant forskning er efter regeringens opfattelse en del af det, der hører med til at være en samfundsengageret borger, og det er med til at styrke fællesskabet.’

FISA og de blinde
Folketinget henholder sig til, at alle disse firmaer er kontraktligt bundne til at overholde dansk lov, herunder persondataloven.
De har bare gjort sig blinde for flere ellers stærkt indlysende ting. Den første og mest graverende er, at hvis firmaerne har hovedsæde i USA, kan de tvinges til at udlevere data om danskere til amerikanske myndigheder. Det sker via en såkaldt FISA, Foreign Intelligence and Surveallance Act – et lovkompleks, der trods Snowden-afsløringerne end ikke har været til debat i USA – og som med hemmelige retskendelser kan tvinge amerikanske firmaer til at udlevere alt om borgere udenfor USA, iøvrigt med retsligt gældende forbud mod at fortælle de pågældende ‘fremmede’ lande om, hvad der er foregået.
Enhver antydning af, at det kunne være et problem, f.eks. i forhold til salget af NETS eller driften af NSA-leverandøren CSC, er hånligt blevet afvist af Henrik Sass Larsen som ‘spekulationer og konspirationsteorier’ – hviket det nødvendigvis må være, da regeringen ikke har taget nogen form for initiativer til at undersøge det nærmere….
Nummer to problem er, at danske virksomheder reelt sættes udenfor udvikling af digital infrastruktur og fremover, hvis de ønsker at byde ind, skal gøre sig kompatible med de store amerikanske firmaers software og hardware-opbygning – noget der efter vedtagelsen af dansk deltagelse i EUs patentdomstol kan blive en enddog meget dyr affære.

Farvel rettigheder
Det tredie man gør sig blind for, er manglen på kontrol med landet.
Og risikoen for total undergravelse af borgernes rettigheder.
Vi er midt i en rasende, basalt set EU-drevet digitaliseringsprocess(som 38 procent af befolkningen i EU iøvrigt er modstandere af – ifølge EUs egne undersøgelser) og de, der bygger, vedligeholder og har kildekoderne til den udvikling…er enten fra USA eller fra ingensteder-helt-præsist, de er fritflydende skattetænkende entiteter uden ansvar for andet end bundlinier til ejerne og med massive interesser indenfor Big Data(kaldet fremtidens GULD) og digitalisering, der handler om penge, ikke privatliv.
For disse mennesker er gennemsigtighed godt, så længe det handler om os – borgerne. VI skal være gennemsigtige, mens de og politikerne gemmer sig bag bibeltykke selskabskontruktioner og ‘offentlighedslove’.
Privatlivsbeskyttelse er en fjende af det, DE laver. Står det til de mennesker, der bygger vores digitalisering, skal alle data være åbne og frit tilgengængelige, så der kan kapitaliseres på dem.
Er det det vi vil? Er det godt nok?
Er det det, vi bliver rige på, at administrere andres software og tørre støv af Advents servere, servere der sandsynligvis er direkte i forbindelse med andre lande og propfyldte med data om danskerne – data, der med statsgaranti ikke kommer Danmark til gode, data, som firmaerne, der holder dem, ikke er interesserede i at beskytte for alvor, kun for et syns skyld, kun for lige akkurat at overholde kontrakterne med den danske stat.
Tilsyn? Glem det.
Data-tilsynet har fornylig fået skåret deres budget ned fra 21,5 millioner til 19.
Om året.


Ekstra Links:
I England er man gået Big Data på NHS, National Health Service. Formålet var at tjene penge og få mere og bedre forskning. Resultatet blev noget lidt andet: http://www.wired.co.uk/news/archive/2014-02/04/care-data-nhs-healthcare