Mig og de sociale medier: Mentalt Global?

Skærmbillede 2016-04-28 kl. 07.31.13
‘Mig og de sociale medier’, burde man måske kalde en ny film? Originalen hed ‘Mig og Mafiaen’, er fra 1973, skrevet af Lise Nørgaard og er så skamløst dårlig at end ikke Dirch Passer kunne redde den…..

Jeg har lige annonceret, at jeg holder en lille pause fra Facebook.
For anden gang. På Facebook.
Denne gang har jeg ikke lukket min profil helt ned, men blot skrevet, på Facebook, at jeg holder en lille pause og at det ikke er noget særligt. Men det er det. Faktisk.
Det er patetisk. Og en katastrofe.
Og ligesom andre, der har forladt Facebook, mener jeg naturligvis, det er mediets skyld, og det ER det også og det vender jeg tilbage til, og hvis du ikke orker at læse mere om folk, der har problemer med Facebook, så lad være.
For hvorfor kan jeg, en ekstremt voksen, rimeligt veluddannet, stærkt velformuleret mand ikke styre mit forhold til et medie, der på mange måder opfylder alle de behov, man på nogen måde kan have til det – det er gratis, det er hurtigt og det virker?

Da jeg kom på Facebook i 2007, var der ikke noget problem – det var faktisk hyggeligt. Ingen af os behøvede at bekymre os om privatliv dengang – det var ligesom indbygget i systemerne, vi havde ret få venner, Facebook jonglerede ikke hele tiden med algoritmen, de opslag vi delte var kun delt med de, vi var venner med og Zuckerberg var endnu ikke begyndt at bruge det hele som en stor markedsføringsmanipulationsmaskine. Og hey, Google havde stadig et slogan der hed ‘Dont Be Evil‘, og Facebook, ja det var jo bare en ny, smart måde at snakke i grupper med sine venner med, en slags Off The Record-chat uden reklamer, mente vi.
Dengang.
Men det var allerede ved at begynde at gå galt
Medierne havde fået øje på statusopdateringer fra politikerne.
Jeg har selv, som journalist på Ekstra Bladet Net, siddet og scrollet Facebook igennem for at finde opdateringer fra partiernes spydspidser, der til at begynde med, ligesom os andre, troede, at det, de skrev, kun var ment til dem, de var rigtige venner med. De troede, de talte i en lukket kreds, til et møde, til folk, der forstod, hvad de mente, og ikke hev det ud af kontekst. Men de var også venner med journalister, og vi, derimod, så det som en ny måde at komme om bag politikerne på, og så var det jo hurtigt og man behøvede ikke ringe til nogen, det var bare at kopiere og sætte ind – ‘skriver han på Facebook’.
I dag er det ikke kun politikerne – TV2 nyhederne har nu, efter vejret, en social-medie-oversigt over de mest delte og likede opslag fra hvem som helst, og der følges op og ringes til hr. og fru jensen og shit-storme opstår og skabes fra time til time.
Dengang, i 2007,  var der små, forkølede protester, fra mennesker, der tillod sig at mene, at der var forskel på, at man udtalte sig til en journalist og skrev en målrettet opdatering til venner og bekendte, mest kendt var sagen om Lars Løkkes bror – Knud Løkke Rasmussen, der faktisk fik medhold i pressenævnet i, at det ikke var i orden, at Ekstra Bladet havde citeret ham for at han hellere ville ‘æde pigtråd og pisse glasskår end være venner med skrigeskinken Mette Frederiksen’.
Politikerne blev desværre klogere på meget, meget kort tid – faktisk har de vendt situationen på hovedet: Når de har noget de skal af med, ja så foregår det via Facebook – tilgengæld tager de stort set aldrig telefonen, når journalisterne ringer, men får deres spindoktorer til at sige, at man er velkommen til at citere dem – fra Facebook –  noget der har rigtig mange fordele, ikke mindst i en tid, hvor de faktisk når flere mennesker der, end via medierne.
Det hedder et ‘reach’, hvor langt man når ud, og det kan udregnes og sættes på formler, og det bliver gjort flittigt.
Jeg har selv, som en, der lejlighedsvis er med i mediemøllerne på News og ikke mindst i eget program, mærket, hvad 2500 venner plus følgere kan gøre, hvis de kaster sig over en statusopdatering, der passer i deres kram.
Det giver endnu mere opmærksomhed og hed debat – en drømmesituation for en teknologikritiker og debattør som jeg.
Men der er et problem og det er næsten ligeså gammelt og uomgængeligt som den film, hvis titel jeg har parafraseret over i overskriften. I filmen er Dirch Passer en småsvindler, der er nød til at forklæde sig som alt mulig, for at få mulighed for at se en tatovering på ballen af fire forskellige piger. Det lyder fjolllet. Det er fjollet.
20090916-145555-6
Og det minder om noget, nemlig alt det vi gør, for at få lov til at få opmærksomhed på Facebook. For at få det, er vi nød til at give en masse først. Opmærksomhed.
Problemet er at menneskelig opmærksomhed er en begrænset ressource.
Og derfor satte jeg min profil på standby for første gang.

Jeg var på arbejdsferie på Mallorca, men vågnede meget tidligt på anden-dagen med mentale tømmermænd: Det, jeg skrev i opdateringen i går, kunne det ikke misforståes? Og den kommentar, jeg skrev til den og den ven, den er da vist lige lovlig grov, ikke? Ind på Facebook via mobilen, rette, slette, bygge om.
Og i gang med at tænke på næste opdatering, for at holde det hele kogende. Så var der gået en time….Og udenfor skinnede solen, og jeg havde ikke fået skrevet en eneste fornuftig linie endnu.

To egentligt indlysende ting slog mig: Den første er, at vi alle sammen er blevet redaktører i vores egne små aviser, med meget få læsere og at de af os, der har et professionelt forhold til den slags ved, at man skal opdatere jævnligt, gerne flere gange om dagen, hvis du vil holde fast i og udvide din læserskare. Facebook som medie er hurtigt, nemt at bruge og giver respons med det samme. Men hvad giver det egentlig i en verden, hvor vi alle sammen er udgivere og hvor ingen bare er læsere?
Og så er der diskussionerne og like-kulturen.
Jeg er nysgerrig og stikker gerne næsen frem. Og så lider jeg af noget, der er ligeså udbredt som forkølelse – hvis jeg ved noget, der passer ind i en andens opdatering, så føler jeg mig kaldet til at skrive det ind. Lidt ligesom vildt irriterende mennesker, der går til fest og blander sig i alles samtaler, noget jeg sjovt nok ikke gør der, i virkeligheden. Men jeg stopper ikke med det: På Facebook tror jeg generelt, jeg ved bedre, og værre endnu, jeg tror at facts, MINE facts, betyder noget. Det sidste medfører, at jeg ikke kan lade en fejlagtig statusopdatering passere,  jeg skal lige ind og påpege hvad der er galt.
Og det er i sandhed galt i sig selv. Det er bindegalt. For når man som jeg har små 2500 i øvrigt velvalgte venner, så er der meget, jeg skal følge med i. Det svarer til, at jeg på et hvilket som helst givent tidspunkt skal holde mig ajour med alle, der er på hele Rådhuspladsen, følge med i alt de siger, og kommentere om nødvendigt. Hvis jeg slår op offentligt er det endnu flere mennesker og jeg er pludselig vært for en større provinsby, der alle sammen skal have drinks og komme til orde og føle de er tilstede.
For jeg kan mærke dem, derude, indeni og de kan mærke mig, og hver gang vi anerkender det, kræver det et nyt opslag, et nyt like, en kommentar…

Det er en form for mental globalisering, og jeg tror simpelthen ikke vi er bygget til det. Jeg er i hverfald ikke, det gør mig rastløs og stresset.

Det vi kan, er at føre samtaler med vore nærmeste, i små, lukkede kredse, eller under ekstremt ritualiserede former til møder eller kongresser og seminarer. Det andet, at jeg skal kunne være mentalt tilstede hos hele verden på een gang, er ikke en mulighed, men alligevel forsøger jeg, gang på gang, dag efter dag. Og dengang, sidste, på Mallorca, kunne jeg altså ikke holde til det mere.
Jeg lukkede min profil ned. To minutter efter, begyndte jeg at få SMSere, fra folk, der spurgte hvad der var sket, folk, der ligesom jeg, har udstrakt deres intellekt til det yderste og deres empati til bristepunktet til ære for den globale samtale.
Men som jeg skrev i begyndelsen, så er det min egen skyld. Jeg er for svag. Jeg kan ikke styre det, og det er nok kun mig, og det her er heller ikke nogen løsning.

På den anden side har tre dages pause allerede muliggjort den her alt for lange artikel, som jeg nu kan koncentrere mig om at skrive, fordi jeg ikke er nød til at tjekke opdateringer og hvad nogen mon mener om noget, jeg har delt, og samtidig, naturligvis, er den båret frem af det faktum, at det hele selvfølgelig bliver delt. På Facebook. Om lidt.
I skulle jo nødig glemme, at jeg er her, vel? Og man kan kommentere herunder…rase ud?
Og har du kedet dig under læsningen, ja, så er der kun en ting, der hjælper – at se traileren til ‘Mig og Mafiaen’ fra 1973 herunder, og drage et lettelsens suk over, at vi trods alt har bevæget os, at det er blevet bedre, og at vi endegyldigt er forbi den tid, hvor Mafiaen i virkeligheden var en mørksværtet Poul Bundgård.
I dag er Mafiaen global og konkret, og den sidder i dine sociale medier og hæver overskuddet og prygler vores opmærksomhed med nye, smarte algoritmer år efter år mens vi råber og skriger over det – ikke til hinanden, men til de gamle, brændende medier – og den sidder inde i os selv, som en kynisk afpresser, der truer og skriger og hærger hele verden, på een gang, i tusindvis af forklædninger.


Genudsendelse – tamagotchi vs. facebook?

Klumme fra 22. jun. 2006 13.16 – udskift tama med Facebook – så er den lynende aktuel:

Den ene Tama er blevet væk. Det skete her til morgen, og krisen er ikke dyb endnu. Men det bliver den, det er helt sikkert.

“It is my honor to welcome our friends from across the world to come to our great city to visit with me and my fellow citizens,” said His Royal Majesty. “Now, kids across the universe will know where the world’s first ‘virtual pet’ was born”

The TamagotchiKing – citat fra http://www.tamagotchi.com/stay_connected/index.php

Det måtte jo ske før eller siden…at en af Tamaerne forsvandt. Tama er børneslang for Tamagotchi. Det er japansk og betyder lille æg eller lille ven, fremover sammentrukket til lille ægge-ven. Mine to døtre har netop fået hver deres, og her til morgen var den ene lille æggeven alias Tama så blevet væk blandt alt det andet plastik, som moderne børn beklageligvis er omgivet af.

Det skete her til morgen, og krisen er ikke dyb endnu. Men det bliver den, det er helt sikkert. Så dyb at alting falder ned i den. For når Tama ikke får noget opmærksomhed dør den, og det går kvikt.

Til de forældre, der endnu lever i lykkelig uvidenhed om, hvad en tamagotchi er: Tama er et lille æggeformet stykke plastik med en lcd-skærm på midten og tre små knapper. Når man starter den, kommer der et lille æg på skærmen, der udklækkes efter nogen tid. Ud kommer en meget fortegnet lille figur med øjne, mund og et par arme som den hele tiden vinker med, mens hele apparatet bibber hysterisk. Man bruger så knapperne til at fodre den, til at gøre rent hos den(den skider ret meget, for nu at sige det på godt dansk), til at give den medicin, når den bliver syg, til at underholde den med små spil og til at opdrage på den.

Det sidste har mine børn ikke gået ret meget op i, og på det punkt er en Tama faktisk en pædagogisk lille ting. Tamaer bliver nemlig ret irriterende, selviske og krævende, hvis man ikke opdrager på dem ved at belønne og straffe dem, afhængig af opførsel – noget der viser sig i en af de seneste features i Tamagotchi universet, nemlig muligheden for at forbinde forskellige tammaer med hinanden.

Det foregår over en infrarød port og via den, kan de små digitale kræ så besøge hinanden, lege sammen og give hinanden gaver. En dårligt opdraget Tama forærer alting væk(hvilket betyder den ikke har penge til mad!), gider ikke lege og bliver ikke særlig gammel.

Jeg har i sin tid haft den særprægede fornøjelse selv at have en af de første Tamagotchier i DK, før jeg fik børn, og jeg må sige, at firmaet Bandai har lavet en række forbedringer siden dengang. F.eks. kan lyden nu slås fra, så den ikke vækker børnene midt om natten (min vækkede mig konstant og ville lege og have mad kl. 3 i 1997…den var en satan, og jeg forærede den bort og har heldigvis ikke set den siden…håber dens batterier er døde nu!) og så kan den, Gud være lovet, sættes på pause – nyttigt og fornuftigt, hvis børnene altså skal have en chance for at følge med i skolen eller bare huske at spise aftensmad, uden at behøve at bekymre sig om de 20 små pixels på skærmen nu har det godt.

For bekymre sig, det gør de!

Mine piger er fire og seks år, og siden Tamaernes indtog har der været en hel del gråd og jammer over pludseligt opståede sygdomme, et ur, der er stillet forkert, så tamaen er vågen hele natten (ellers lægger den sig faktisk pænt under et tæppe når man slukker lyset hos den efter kl 18!) og så er der den værste sætning: ”DEN DØR SNART!”, når mine piger pludseligt har opdaget, at de har glemt at fodre eller skylle ud i dens virtuelle toilet, og den derfor er blevet syg og panikken dermed breder sig og stiger til hylende hysteriske højder.

Nu holder jeg jo fast i, at en Tamagotchi ER et pædagogisk legetøj, så jeg har benyttet mig af lejligheden til at holde nogen meget lange foredrag om forskellen på det der er ”DERINDE” i maskinerne og det der er ”HERUDE” i den fysiske verden.

Jeg forklarer dem, at det ”DERINDE” på ingen måde betyder så meget som det ”HERUDE”, hvorved jeg bilder mig ind, jeg driver en vigtig pointe hjem – nemlig at der FINDES en virkelighed, der er absolut og som skal respekteres, plejes og passes.

Det kan virke indlysende, men i et moderne børneunivers af 1000vis af timers TV, Paris Hilton, Nintendo, Aqua, MGP, W.I.T.C.H.-DVDere og så de der forbandede børnereklamer vores kulturminister har bildt sig og TV2 ind ikke skader de smås hjerner (det gør de – prøv bare at læse dine egen børns ønskesedler til jul, samtlige ting på listen stammer jo fra tv-reklamerne Hr. kulturminister!) og ikke mindst INTERNETTET, hvor tamagotchierne nu har fået deres egen by, TAMATOWN, hvor de kan møde ”forældrene” til deres egne Tamaer – ja, der bliver det i stigende grad vigtigt at understrege, at der er noget, der er væsentligt mere virkeligt end andet.

Hvad angår vores egen virkelighed, de voksnes, så trænger den vist ved nærmere eftertanke til et tilsvarende check-up. Personligt får jeg det fysisk dårligt uden min mobil eller ved manglende netforbindelser – men jeg er nok ekstrem? Men ellers tænk på den panik, der breder sig, når Dankortsystemet går ned, eller når bilen ikke vil starte og alle ikonerne på instrumentbrættet blinker, og der står “henvend dem til et autoriseret værksted”…

Men altså: En tama er væk. Én tilbage.

Og krisen kommer i form af gråd og tænders gnidsel over endnu en lille, kontrollerbar verden, der går under..
Måske er det det, det handler om, barndom, at verdener forsvinder og nye opstår i en stor universel bevægelse?

Hvor det først var Vorherre og siden fysikkens love, der styrede rundt med dem, er det nu tre små knapper på en lyserød plastik-æggeven.