TERRORBLOD: Medier som medskyldige?

‘Jeg begriber ikke, at nogen ren hånd kan holde om en avis, uden at få krampe af væmmelse’
Charles Baudelaire, Gnister.

Fra Wikipedia – ‘Nine emigrants go to the guillotine, 1793’

Da jeg var i lære som journalist, fortalte redaktionsekretæren mig de uskrevne regler for min lokalavis.
De, der gjaldt for retsstoffet.
Der var ikke så mange. Men de var vigtige:
Vi skrev ikke anklagedes navne, før de var blevet dømt, og kun hvis de fik over tre måneders ubetinget fængsel.
Og så var der de vedtagne tabuer.
Brandstiftelse og Pædofæli omtales højest i en-spaltere. Kun fact og ikke mere.
‘For den slags har det med at brede sig’, sagde redaktionssekretæren, og henviste til, at omtale af pyromani/pædofæli fik folk med de tendenser til at få lidt for gode ideer…
Det lokale politi var i øvrigt helt enige.
Jeg mener at tiden er kommet til, at vi udvider reglerne til også at gælde TERROR.
Som tingene udvikler sig, haster det voldsomt.
For den omtale vi villigt leverer af rædsler og menneskelige vinkler og detaljer og nærbilleder af sproglig og visuel karakter, giver med garanti rigtig mange svage sjæle virkelig gode ideer.

Men først et flash-back. Til et billede fra Paris. Det her for oven.

Fra det man (sic) kalder ‘TERROR-regimet’ i Paris, en periode med summariske henrettelser på over 40.000 mennesker, offentligt udført ved guillotine eller skydning eller hvad man nu kunne finde på.
Der var bunker af tilskuere, naturligvis, og henrettelserne var et show, der får enhver udgave af x-factor til at blegne.
Man kappede hovedet af alle mulige forskellige alt efter hvem der sad på magten og det gik udover både adel og borger og arbejder.
Hvis der var journalister tilstede dengang, hvordan ville man så have dækket det? På en anstændig måde? Giv mig bare et godt bud? Kunne man dække det?
For i dag, under dække af pænhed, utryghed og bekymrede miner er det netop det vi gør – dækker  TERROR  som var det x-factor – og det skal vi simpelthen holde op med! NU!

Men det er svært.
For udover epidemier, pludselige spektakulære ulykker, mord og ekstreme vejrfænomener, er der fire ting, der kan få journalister til at dirre af vellyst: Folketingsvalg, Ministerrokeringer, Royale Skandaler og TERROR.
Jeg ved det, for jeg er selv journalist, og også jeg mærker denne følelse af vigtighed, uundværlighed og ikke mindst et opmærksomt publikum, når et af de fire optræder.
TERROR er ikke noget dansk ord.
Det er engelsk og betyder rædsel. Frygt og rædsel er ikke det samme. Rædsel er værre, dybere, er mange lag af frygt lagt ovenpå hinanden, gentaget, forstærket i hjernens kammer med en snert af vellyst.
Ja, vellyst. For de nervebaner, der transporterer henholdsvis iskold angst og gnistrende vellyst, ligger angiveligt lige op af hinanden, det har jeg fra en forsker, der naturligt nok konkluderer, at vellysten og angsten nærer hinanden, hvilket forklarer en hel del mere, end de fleste af os har lyst til at vide, endsige er i stand til at rumme – eller drage konklusioner af.
Det er kort sagt den bedste kombination at få læsere/lyttere/seere/klik på.
Hvilket bringer mig videre til vores næste problem.
Journalister. Mig selv. Og mine.
Vi elsker forløb uden ende, uden dramaturgi og uden analyse, gerne ting, der foregår foran os, hvor det kun handler om at indsamle data løbende, til tingene når deres naturlige – og som regel ubehagelige – afslutning.
Og så kan vi tale videre, og videre bagefter, inden vi går ud og fejrer os selv på et eller andet værtshus og slår hinanden på skuldrene af bare vigtighed i presselogen…

TERROR i Paris er det perfekte eksempel. En kulmination af et længe næret vanvid.
Alle er gået i breaking news mode. Breaking er dejligt. Breaking betyder at alle går på overtid, ingen vil tjekke fakta, cheferne er på gulvet for en gangs skyld, og så skal vi alle sammen vise os. Der er BREAKING. Og vi vil så nødig gå ud af det.

Engang var det kun Ekstra Bladet der gik i BREAKING, og det skal de, for de er et tabloidt medie, der lever af klik og løssalg. Men nu gør alle det. ALLE. Hele tiden.
For breaking er det, vi lever af, hedder det sig.

Men breaking er også det, vi dør af. Alle sammen.

Vi har brug for at holde en pause. For at stoppe op. Og tænke.
Vi har ikke brug for flere journalister, der fortæller hvad de ser på TV. Og som rapporterer fra pressemeddelelser og officielle kilder og løse rygter og fra hvad andre journalister måske har sagt på en anden kanal, på et andet tidspunkt eller lige nu.
Vi har brug for, at vi venter. Og ser sandheden, mens den er der.

Vi ved godt, der er forskel på information og viden. Men når vi går i BREAKING-mode, er information alt vi viderebringer.
I gamle dage kaldte man det for at træde vande – men det er det ikke længere. BREAKING er i dag det, som samtlige større medier konkurrerer om at gøre sig bedst med, fordi det er billigt og fordi de er gearet til det. (Måske er det sågar det eneste, vi er gearet til? Alt andet er en slags ventesal…)
Man har til lejligheden en række fagmedarbejdere med et velsmurt mundtøj og pæne jakkesæt/spadseredragter og et netværk af kommentatorer, der er i stand til at tale om stort set hvad som helst meget, meget længe.
Man har taget en form, oprindeligt som set hos CNN, men den er nu den eneste reelle form, der er….
Det er som en standret af reportere, altid klar i kulissen, sobre og tilsyneladende fornuftige i tonen, mens de forvandler det, der egentlig er vores virkelighed, til et absurd teater af summariske henrettelser.

Ideen bag er simpel – det handler om, at holde publikum fast på kanalen så længe som muligt i det håb, at endelige, faktuelle oplysninger på et eller andet tidspunkt indfinder sig. Til da træder vi alle sammen ind i en verden af antagelser, rygter, gentagelser af udgangspunket, analyser af ingenting og, ikke mindst, vilde spekulationer og nye analyser på baggrund af dem.
Jeg gider ikke engang komme med eksempler.
Ingen kan alligevel huske, hvad der blev sagt i forbindelse med hele Paris-TERROR, sagen – vi stod alle sammen med åben mund og polypper og kørte tomgang mens det skete udfoldede sig på skærme, der viste de samme billeder, igen og igen og igen og reportere med satellitlinks fortalte, at de ikke kunne komme nærmere end 1 kilometer på noget som helst….

Det blev et studie i angst med angst på. Af rædsel. Af TERROR i sig selv.

I manglende viden. Og i et overblik, der bevidst ødelægges for den gode, frygtfulde stemnings skyld.
Vi skal være bange. Meget bange. Og poltikerne skal gøre noget. NU, skriger vi og det gør de så, for åbne kameraer og helt og aldeles uden at tænke sig om – for midt i et hav af frygt er der ikke tid til det…
Og der er nogen, der er rigtig glade for, at det er sådan. Terroristerne.
Det er dem, der har hovedrollen. Det er dem, der kan læse om sig selv i avisen og se sig i fjernsynet.

Hvad er en terrorist? En der udfører terror, en der PÅFØRER os rædsel – en rædsel som vi, medierne, bærer frem som var det den hellige, lysende gral.
Det er det ikke. Det er andre menneskers blod.
Det fortjener mere respekt, omtanke og ikke mindst forsigtighed, end den måde vi ruller os rundt i det nu.

Og nu kan jeg allerede høre et kor af forargede politikere og kolleger råbe i kor:
‘CENSUR! Af med hans hoved!’
Men jeg har allerede tabt det, og nej, det er ikke DET jeg beder om, jeg beder ikke engang om selvcencur, for min skyld kan I tapetsere hele verden til med Muhammed-tegninger og skrive frækt om Kongehuset og Prinsen på Broen og Dannebrog eller hvad I nu har lyst til.
Det er ikke det, det handler om her. Det handler om at besinde sig.
Om ikke at male fanden på væggen. Gør man det, kommer han som bekendt.

Jeg ved det er svært men, SLAP AF!
Lad os os tænke os lidt om. Lad os ikke sige noget – før vi ved noget.
Lad evt. billederne stå og ti stille, hvis der ikke er noget at sige.
Ellers spiller vi med på sangen, rædslens sang, terroristernes.
Og hvis vi ikke holder op med det, bliver det den sidste sang vi hører.

Breaking: LIVE: Medie-halmfyret: Vi fryser…ind med Løkke! (opdateret!)

’Some people lose their sense of proportion. Ive lost my sense of scale’
Will Self

Der findes en Jumbo-bog-historie, jeg læste som barn og den handler om Anders And og ungerne i et båd-ræs mellem Von And og Vanderbilt på en unavngivet flod med hjuldampere. Desværre løber Joachim og Anders tør for kul og begynder derfor at brænde dele af skibet for at komme frem. Flere og flere ting brændes, også Vanderbilt brænder nu skorstene og stole og gulv og kahyt og ror.
Mod målstregen er der intet tilbage, og begge skibe synker. Klik!
boa196102
Dampskibe er i dag en håbløs romantisk metafor, så lad os tage et mere moderne, sågar engang fornuftigt men nu befængt eksempel: Halmfyr!
Halmfyret er egentligt økologisk tænkt – man kunne fyre med halm, der ikke kunne sælges og dermed spare penge. I dag fyrer landmænd såmænd med KORN, hvis prisen på dem er for lav – med nutidens energipriser kan det nemlig bedre betale sig.
Men hvorfor taler vi i det hele taget om halmfyr og hjuldampere? Lad os da tale om Lars Løkke Rasmussen ligesom resten af landet og ikke mindst alle medierne, der nu er gået så meget i selvsving, at de er nået til (selv) at analysere, hvad der foregår, mens det foregår – og nu altså også jeg, fuld af brændende metaforer, for 1000 kroner i det honorar der for hvert ord skriver sig længere og længere væk fra mig.
I skrivende stund er der Løkke-tale overalt. Det er endeløst og småsnakkende som denne klumme og det er ikke blot ude af proportioner, det er udenfor enhver målestok. Nogensinde. Klik..
DR har forladt hjuldamperen helt og er sprunget direkte i floden og har taget en stak politiske redaktører og mindst fire politiske kommentatorer med. Jeg har opgivet at tælle. Her er fra tirsdagens program: “DR2 Live: Krisen i Venstre, Kl. 16:00 – 20:00 ; Debatten direkte: Krisen i Venstre, Kl. 20:00 – 21:00 ; DR2 Live: Krisen i Venstre, Kl. 21:00 – 22:00 ; Løkke: Regnskabets time, Kl. 22:00 – 22:30 ; Deadline, Kl. 22:30 – 23:00 ; DR2 Live: Krisen i Venstre, Kl. 23:00 – 00:00.’
TV2 news kan jeg ikke tage. Godt det samme. Min hoved ville eksplodere af Løkke. Høhø. Klassevittighed på linie med stilen i mit TV. Klik?
På Politiken kløede den politiske redaktør allerede tirsdag morgen på med at ’erfare fra en »særdeles troværdig« kilde, at Venstre skal have en ny formand’ mens Berlingske fyrede med alt der kunne brænde – ’liveblog’ på forsiden dagen lang! Hovedpersonens fejltagelser, bilagssynder og nye tøj er blevet vendt og drejet og syet om igen og igen og billedet af den svedende og utilpasse Lille-Lars fra Græsted, genbruges og beskæres med skræmmende jævne mellemrum.
DEBATTEN har studiet fyldt med redaktører og politikere og en Suzanne Bjerrehus, der måske siger fornuftige ting, men taler meget underligt. Som har hun netop fået en ansigtsløftning og ikke kan åbne munden ordentligt? Jeg er bekymret. Men rolig nu. Nogen skriver om det i dag. Den er helt sikker, det har jeg læst på Facebook, det Facebook som Clement Kjærgaard og DR konstant vil have mig til at besøge for at debattere og deltage. Klik!
Har slukket for tv. Håber DR er glade nu jeg klikker på et amerikansk multinationalt reklame- og datamining-selskab i stedet for dem…de elsker også kliks.
Kliks er ikke det samme som en læser eller seer.
Kliks er det samme som en frenetisk, hyperaktiv internet-surfer der distræt og udbrændt speed-læser minimum 30 artikler før morgenmaden og fortsætter med det på jobbet, i toget og på toilettet. Den ideelle medieforbruger klikker bare. Klik.
Engang for meget længe siden da jeg var på fast, kanonhøj løn og arbejdede for ekstrabladet.dk, var vi eksperter i hurtige, billige historier, ukronede konger i ting, der giver mange klik og flodbåden var sunket for længst og vores halmfyr glødede og varmede og alle andre medier kiggede misundeligt i vores retning.
Så meget, at de begyndte at tænke: Vi vil også have sådan en maskine. Og det har de så fået – alle sammen.
Dengang på ekstrabladet.dk vidste vi alle sammen hvad vi lavede: Vi var de tabloide. Det har altid været BT og EBs natur. Vi var frække og skulle underholde. Vi gik efter manden. Det personlige.
Ind med det hele – det brænder så godt…Klik.
I dag er der halmfyr i alle hjem – også hos TV-avisen på DR og på TV2 og hos Berlingske og Jyllands Posten og ikke mindst hos Politiken. De går efter manden. BAM! Der fik han den. Bolden ligger urørt i hjørnet.
Spillet er stort set glemt.
For nu tænker vi på Løkke. Vi har fokus. Alle sammen. Han må ind i halmfyret – og ja, han har været der før, men han kan tage det og fyrer vi helt op, ryger han i luften i en kaskade af personhistorier og analyser og vilde gisninger, vi kan få dage til at gå med! Et fyrværkeri! En fest! Endelig…
Løkke varmer så godt. Og vi fryser…..meget….værre og værre fryser vi, for læserne er blevet klikkere, de sidder der bag skærmen – ikke med en avis i hånden eller passivt med kaffen i hånden, hvor VI kan måle dem men med hovedet under armen, badet i breaking news på Facebook og Twitter og vi ved ikke hvad vi skal gøre ved det. Men vi har fest. Og fokus. Klik….
Danmark er en brugsforening. Vi er på græs.
Vi er bissende pressekøer foran Odense kongrescentre og på Kvæg-Torvet og vi venter alle sammen på noget, på Lille-Lars, der med sit fravær bliver en tavs spærreballon over horisonten. Vores horisont!
Det er næsten som en af Helles raske ministerrokader, åh, dem elsker vi, de er dejlige, så handler det nemlig om personer igen og det kan vi forstå. Det er en rigtig FEST, adgang kun for journalister. Seere og læsere og lyttere er vores gidsler, de kommer ikke ud levende, de skal blive siddende, der er BREAKING for fanden!
Men vi er trætte nu. Vælter næsten selv.
Klik…
Det har stået på i ugevis. Løkkeland for journalister. I dag kulminerer det. Måske?
I mandags var jeg på Christiansborg til et samråd om overvågning af danskerne.
Det handlede om logningbekendtgørelsen. Kedeligt. Kompliceret. Og vanvittigt væsentligt. Det er den, logningsbekendtgørelsen, der betyder, at kildebeskyttelsen, ja DEN, ikke eksisterer, fordi samtlige telefonopkald og smsere logges sammen med placeringen af såvel kilde og journalist. Logges og gemmes i et år. Sådan har det været siden 2006, vidste I det? Nej. Det gælder naturligvis ikke kun journalister – det gælder alle. Ingen synes at bekymre sig om det. Slet ikke journalister og hvad betyder det også, nu hvor vi kun taler med hinanden? Men hey, Justitsministeriet var netop kommet under pres som følge af en EU-dom, der har erklæret hele ideen bag logningsbekendtgørelsen for en grov krænkelse af borgernes privatliv.
Jeg mødte flere kolleger den mandag, på borgen – de var helt glasøjede, rent instinkt.
‘Vi er alt for få på job’, sagde de.
‘Ja?’
‘Det er Løkke! Og der er for meget at lave – vi kan ikke nå det hele. Vi skal ringe til alle kredsformændene og være både her og i Odense og Viborg og hvad ved vi’, sagde de og løb videre med kamerahold og mikrofoner, videre ud til ventende sendevogne og taxabonbon i mellemtiderne.
Jeg var på cykel. Klik.
Til samrådet erklærede Justitsministeren at Danmark intet forkert har gjort. Intet at komme efter. Hun sagde ikke et ord om borgerne. Intet om privatliv. Hun fortalte at man droppede ’sessionslogningen’ – data-delen, den del der fylder mest, og som man ikke kan bruge til noget som helst. Det har aldrig virket.
Senere blev det udlagt til, at Justitsministiet nu, ’ …fjerner overvågning af danskere på nettet’. Som om! Stod det til Karen Hækkerup ville hun helst kunne ’overvåge hvert skridt danskerne tager på nettet, SÅ kunne vi forhindre ALVORLIGE forbrydelser’, som hun ret uimodsagt fik erklæret.
Hun var også åben for at genoptage sessionslogning – ligeså snart det virker…klik?
I mens stillede jeg mig selv et par spørgsmål. Nogen skal jo gøre det. Jeg spurgte: Kan Løkke overhovedet proppes ind i det der halmfyr? Især nu, hvor han er vokset til at være større og vigtigere end alt andet i hele verden? Og hvad er egentlig brændværdien af politikere i disse dage? Forurener de? Og er det ikke farligt, når mindst 150 journalister, alle i mediehus-betalte, nystrøgne jakkesæt fra ’Zornig’, forsøger at få ham ind i halmfyret på samme tid?

KLIK!

Sovet i fem timer.

Da jeg vågner var Løkke udenfor halmfyret. Han var stadig formand. Han og Jensen så glade ud. Og der var en sær metallisk gløden i horisonten. Som om nogen havde åbnet en luge i himlen og skovlet noget indenfor. Som var der et univers inden i universet og hul imellem dem.
Det kan blive meget værre – værre end 1000 kroner i honorar uden målestok og sten og det bliver det: ‘Jeg bliver kun betalt to en halv cent for hvert klik på denne historie. Det er mere end hvad 99,9 procent af bidragyderne på ’Medium’ får. Jeg har en universitetsuddannelse i journalistik til 60.000 dollar, jeg har skrevet i snart 10 år, og, lad os være ærlige, jeg er skide-kvik og rigtig god til det jeg gør! Men den algoritme, der bestemmer hvor meget jeg får for al den kunnen, er ligeglad med hvor god jeg er. Den er helt ligeglad med hvordan denne historie er skrevet eller hvor mange års erfaring jeg har. Det eneste der betyder noget, er hvor mange gange I klikker derude’,– sådan skriver Erin Biba i medium.com – hun er en af fremtidens journalister – betalt per klik, per mand i halmfyret og det gik pludselig op for hende, at hun var den synkende floddamper.

Klik. Til spindoktorene, der hver nat pakker sig ind i meningsmålinger og grafer og smyger dem om sig, De lyser som sole. Klik.

Vi ses nok i Halmfyret. Der er altid plads. Især nu, hvor Løkke ikke kom ind.
Stuver vi os lidt sammen kan alle være der mens vi skriger: ‘Vi fryser….skru op!’.Det bliver hyl. Det bliver en fest…Men det bliver ikke varmere.

Udenfor flyder floden. Uforstyrret.