Adgangskontrol, intelligente kameraer og låse uden nøgler – KH @kjaerulv 1

Jeg har været til udstilling i sikkerhedsbranchen. SecTech2021. Jeg havde job der, som moderator til en masse debatter om Intelligente Kameraer, smarte byer, ID og adgangskontrol – trends, fremtidsperspektiver og teknologiløsninger og naturligvis: Cybersikkerhed.
Sidste er blevet et varmt emme i sikringsbranchen. De to domæner, den fysiske sikring og nettet smelter nemlig i den grad sammen i disse dage gennem fjernkontrol og overvågning via apps.

Inteligent videoovervågning – du kan låse på bestemte personer udfra ansigtsgenkendelse, køn, tøj, om de bærer tasker og hvilken retning de bevæger sig i

Efter at have overstået mine arbejdspligter gik jeg en runde på messen og talte med udstillere – det kan du høre i podcasten herover.

DATASPØGELSE: Med intelligent video kan man rense billedet, så man kun ser den person, der interesserer een…indimellem er der en lille rest af noget tilbage, som den kunstige intelligens ikke helt ved hvad er – en slags dataspøgelse?

Det er dygtige, dedikerede folk, man møder på den messe. Men de har, måske netop i kraft af det de laver, et lettere deprimerende livssyn: Mennesker er for dyre. Vi skal automatisere. Og hvis man kan det, så skal man.
Således kan man få software til at lede efter et forsvundet barn i en menneskemængde – software, der tilgengæld ville mistænkeliggøre et menneske, en voksen, der gjorde det samme?
Men det er vejen frem. Og der kommer mere af det spår alle. Og pengene vælter ind.

Man taler om at ‘sikre’ områder. Om Perimenter-sikring, et ord, der stammer fra fængsler – nu er fængslet måske permanent og for os alle sammen og hedder tryghed?
Det eneste, der holder os på den rigtige side af tremmerne, er vores telefoner, der hele tiden fortæller hvem vi er, og hvor vi er og om vi gerne må være her?

Og så forsvinder dine nøgler i fremtiden. De ligger også i telefonen.
Den skal du passe godt på. Ellers kan du ikke starte din bil.
Eller komme ind i dit eget hjem.

Det her er første udgave et et stærkt uregelmæssigt nyheds-brev jeg skriver for egen regning og risiko – noget af det vil måske også blive læst op og lagt på soundcloud.com/garagen – hvor man kan lytte til det – nogen gange tilsat diverse lyde eller interviews – i dag som ren montage – du kan abonnere på min kanal her: podcasts.apple.com/dk/podcast/afly…FnAej4lgnkhMiUY RSS-FEED: feeds.soundcloud.com/users/soundclo…226/sounds.rss
NB: SPONSORER SØGES! Kontakt mig!

Adgangskontrol,  intelligente kameraer og låse uden nøgler – KH @kjaerulv 1