Terminal: Post Mord

Københavns postterminal lukkes ned i disse dage, det foregår under den kreative klasses brændende faner, hvor man har ladet unge mennesker lave lounge og musik og kunst på grunden, før hele baduljen rives ned så der kan bygges et hotel med værelser til meget rige mennesker.

“Postgrunden bliver varierede, grønne byoplevelser på et areal svarende til fem fodboldbaner. Det højeste af de slanke boligtårne bliver på højde med Rådhustårnet. Vi blander metropolens højder med det gode mikroklima i form af lys, luft og læ – de nødvendige rammer for kultur, handel og byliv. Postgrunden bliver stedet, hvor livet kan leves og opleves for mennesker, hvad enten de bor, arbejder, triller forbi eller slapper af her”, lyder det forførende i prospektet hos by(g)herrerne, det har hentet inspiration fra “den hævede bypark og promenade High Line i New York, den parisiske park, Jardin de Luxembourg og midlertidige byrum i Sao Paulo”

Argumentet for lukningen er, naturligvis, faldende postmængder, omend mængden af pakker aldrig har været så stor som nu – desværre er det et område, som postnord ikke må konkurrere på. Tilgengæld går der hårdnakkede rygter om, at den store amerikanske transportør UPS, nu bruger PostNord til at få pakkerne ud på landet…det er nemlig for besværligt for UPS at ligge og rakke rundt derude.


Med flytningen af terminalen til forstæderne opgives endegyldigt ideen om en sammenhængende, fysisk infrastruktur midt i hovedstaden – byen bliver oplevelse, eller rettere kulisse for oplevelse og mister funktion og…liv. Ganske som det er sket i andre storbyer over hele verden, i New York, Luxembourg, Sao Paulo, til tonerne af workshop-petanque-easylistening-hangout-musik fra batteridrevne festival SoundBoxe…

Ideen bag denne bevægelse kommer ironisk nok fra en mand, der har skiftet mening – han hedder Richard Florida og han har netop fortrudt sine ideer om den kreative klasses drivende kraft – den virker nemlig ikke.
“Much more than a crisis of cities, the New Urban Crisis is the central crisis of our time” — “a crisis of the suburbs, of urbanization itself and of contemporary capitalism writ large.”
Men det er for sent for post terminalen.

Den er dødsdømt- og midt i de sædvanlige hipsteres kreative dødsgreb, der fører direkte ind i højglashusland hvor man stirrer direkte ud i ingenting, et ingenpåarbejdeland, pakket med lastbiler med…post?

Et stykke funktion-og friktion-forsvinder – og da grunden er solgt, (for sølle 900 millioner)er der ingen vej tilbage.

Vi får “oplevelser” – tegnet af monumentgale, selviscenesættende arkitekter og retten til at glo på bygningerne, når vi haster forbi, på vej mod forstæderne, i bil, mens Danmark, som ide og som struktur, stille og roligt går under og genopstår som prospekt, hvor livet netop ikke leves, men opleves.

Mere om terminalens historie her: 

https://fagbladet3f.dk/nyheder/83ab57928a314fff81bb39f111168476-20160128-koebenhavns-postterminal-er-snart-fortid

GenbrugsDanmark

Jeg er ved at blive gammel. Og sur.
Og det bliver værre og værre.
Hele tiden.

image

Her er f.eks et billede fra Valby Langgade. Som er gravet op de næste tre måneder, fordi der skal ny asfalt på.
Ca 15 centimeter nede, ligger fortiden i form af forbavsende velbevarede skinner fra fordums sporvogne, de er en lille smule rustne men i fin, næsten brugbar stand, i hverfald ind til gravemaskinerne har haft fat i dem.

image

image

Nu skal de pine død rives helt op. Ligesom på Rådhuspladsen. Ellers ligger den nye asfalt angiveligt ikke ordentligt. Den er ikke glat, nok.

Jeg løber fem kilometer for at holde mit gamle, sure skrog i gang.
Drejer ind af Langgade. Og ser fortiden stikke op af asfalt-bunkerne.
Så går jeg hjem og skifter tøj og finder kameraet.
Jeg går en tur langs hele stålmassakren. Jeg møder en anden mand, der også tager billeder af det. Vi taler om gamle dage.
“Der lå en remise lige her”, fortalte manden og vi kiggede fortvivlet efter den, men der var kun huse og lejligheder, alle belånt til skorstenene.
Selv har jeg kun kørt sporvogn som meget, meget lille. Jeg er i virkeligheden generation bus.
Men jeg får en ide: Når man i sin tid, i 1972, bare smed asfalt ovenpå, var der måske en tanke med det, udover at det sikkert var det billigste.
Det kunne også være, at nogen simpelthen havde sagt til hinanden: Måske vil Danmark gerne have sporvogne igen, engang?
Skinnelegemet er tydeligvis lavet til at holde flere hundrede år endnu.

image

image

Og pludselig forestillede jeg mig, hvor smukt det ville være at genindføre sporvognene! Ikke mere pjat og kø med busser. Fremad på skinner og ding, ding!
Jaja, kan jeg høre nogen sige, vi har jo ikke nogen mere, vel?
Jamen så byg nogen! De kører fint i Helsinki og London og Linz og San Francisco og Lissabon og mange andre steder, og mon ikke innovative mennesker i DK kunne lave en ny og bedre sporvogn til de gamle skinner?
De kunne måske endda komme til at se ud som de her i Strasbourg?
Vi kunne også overveje at købe originalerne tilbage: 99 ledvogne, kaldet “Düsseldorfere”, blev solgt til Alexandria, (selskabet Alexandria Passengers Transport Authority (APTA)) i Egypten hvor de fleste stadig kører.

image

Men sådan bliver det ikke. Der skal være busser og benzinbiler her for evigt, i hvertfald indtil nogen amerikanere har opfundet nogen elbiler vi kan lease….
DSB synger på allersidste vers, politikerne har opgivet togfonden, færgeruter lukker og folketinget kan tydeligvis ikke tage selvstændige beslutninger om infrastruktur længere – det hænger i en eller anden EU-plan nu (En plan som selvfølgelig kræver opløsning af statslige jernbaner til fordel for et ‘single marked’ princip – og nej, det gider dine politikere ikke fortælle dig noget om…), og skinner, ja det er vist noget for kommissionen og i hvertfald noget der skal udliciteres, det må for Guds skyld ikke laves af os der bor her – det skal ende i velkendte, superlobbyistiske italienske hænder.

image

Danmark har givet op.
Mit lokale postkontor er blevet en genbrugsbutik, en logisk konsekvens af at udbringningen nu må tage seks dage, og at de røde postbude i øvrigt skal bære blåt fremover: Det Kongelige Danske Postvæsen er som bekendt solgt til svenskerne og de har tænkt sig at harmonisere uniformerne…
Vi har ikke længere nogen særlige kendetegn tilbage.

image

Men vi har genbrug.
Over det hele. Alle danske byer har i dag mindst en genbrugsbutik. Og bunker af loppemarkeder. Her sælger vi vores gamle ting til hinanden, ting, der er købt for dyrt og som tiden er løbet fra nu. Resten sker tilsyneladende på internettet, hvor vi køber flere ting, tiden kan løbe fra, og det, at tiden løber fra noget, sker i stadigt hastigere tempo, cirklerne bliver mindre og omløbstiden hurtigere.

Tilbage til mit posthus. Som ligger ud til den opgravede Valby Langgade, og ikke længere har noget med post at gøre, vil man have frimærker eller hente sine pakker foregår det det i Superbrugsen eller Menu.
Så jeg gik ind på post-posthuset – aka “genbrugsbazaren” – det HEDDER det.
Konceptet er nyt: Man kan leje en uge på bazaren for 200 kr per hylde, og så sælger andre ens ting for een. Der kan ikke pruttes om priserne. De tager Mobile-Pay.
Jeg så mig om. Tingene var de sædvanlige, bunker af tøj og Sneakers og cdere og gammelt køkkengrej.
Der lå en chillum, let brugt, i et læderetui. ‘Pibe – 170 kr’ stod der på prisskiltet.
Vi er jo også efterhånden ret få, der kan se forskel…

Selv går jeg kun efter hardware til Garagen.
Jeg købte en fin skydelære for 120 Kr. En iPod for 30. Og en Garmin GPS for 120 Kr.
image

Bazaren har symptomatisk kaldt skydelæren for skydelærred…og den var alt for dyr, kan jeg se nu, hvor jeg er på nettet igen.
Ipodden er fin. Men hvad skal jeg med den? Og der er GPS i min telefon.
Jeg ser mig rundt i genbrugsbutikken. Der er mange som jeg – sure gamle mænd på jagt efter noget, der ligner det, der var. Vi håber alle sammen på et gøre et kup. Købe noget meget billigt – eller sælge det, igen, alt for dyrt.
Det er nu engang blevet vores natur.
For vi lever i et land, hvor alt er til salg: Vores infrastruktur – DONG, TeleDanmark, KommuneData, Postvæsenet….og bygninger, der engang var skoler, sygehuse, kirker, menighedshuse, fabrikker…det hele er en stor ejerlejlighed nu, pengene er lånt i kapitalfonde og banker og vi betaler allesammen af til vi kreperer – everything must go!

Men ingen sælger sporvognsskinner. Og Düsseldorferne i Alexandria kan ikke være i en genbrugsbutik.
Så længe asfalten er glat og ny, tror vi, alle veje fører til Rom.
Det gør de ikke.
De fører ingen steder hen i dag.
Ikke engang tilbage.

image