Genudsendelse – tamagotchi vs. facebook?

Klumme fra 22. jun. 2006 13.16 – udskift tama med Facebook – så er den lynende aktuel:

Den ene Tama er blevet væk. Det skete her til morgen, og krisen er ikke dyb endnu. Men det bliver den, det er helt sikkert.

“It is my honor to welcome our friends from across the world to come to our great city to visit with me and my fellow citizens,” said His Royal Majesty. “Now, kids across the universe will know where the world’s first ‘virtual pet’ was born”

The TamagotchiKing – citat fra http://www.tamagotchi.com/stay_connected/index.php

Det måtte jo ske før eller siden…at en af Tamaerne forsvandt. Tama er børneslang for Tamagotchi. Det er japansk og betyder lille æg eller lille ven, fremover sammentrukket til lille ægge-ven. Mine to døtre har netop fået hver deres, og her til morgen var den ene lille æggeven alias Tama så blevet væk blandt alt det andet plastik, som moderne børn beklageligvis er omgivet af.

Det skete her til morgen, og krisen er ikke dyb endnu. Men det bliver den, det er helt sikkert. Så dyb at alting falder ned i den. For når Tama ikke får noget opmærksomhed dør den, og det går kvikt.

Til de forældre, der endnu lever i lykkelig uvidenhed om, hvad en tamagotchi er: Tama er et lille æggeformet stykke plastik med en lcd-skærm på midten og tre små knapper. Når man starter den, kommer der et lille æg på skærmen, der udklækkes efter nogen tid. Ud kommer en meget fortegnet lille figur med øjne, mund og et par arme som den hele tiden vinker med, mens hele apparatet bibber hysterisk. Man bruger så knapperne til at fodre den, til at gøre rent hos den(den skider ret meget, for nu at sige det på godt dansk), til at give den medicin, når den bliver syg, til at underholde den med små spil og til at opdrage på den.

Det sidste har mine børn ikke gået ret meget op i, og på det punkt er en Tama faktisk en pædagogisk lille ting. Tamaer bliver nemlig ret irriterende, selviske og krævende, hvis man ikke opdrager på dem ved at belønne og straffe dem, afhængig af opførsel – noget der viser sig i en af de seneste features i Tamagotchi universet, nemlig muligheden for at forbinde forskellige tammaer med hinanden.

Det foregår over en infrarød port og via den, kan de små digitale kræ så besøge hinanden, lege sammen og give hinanden gaver. En dårligt opdraget Tama forærer alting væk(hvilket betyder den ikke har penge til mad!), gider ikke lege og bliver ikke særlig gammel.

Jeg har i sin tid haft den særprægede fornøjelse selv at have en af de første Tamagotchier i DK, før jeg fik børn, og jeg må sige, at firmaet Bandai har lavet en række forbedringer siden dengang. F.eks. kan lyden nu slås fra, så den ikke vækker børnene midt om natten (min vækkede mig konstant og ville lege og have mad kl. 3 i 1997…den var en satan, og jeg forærede den bort og har heldigvis ikke set den siden…håber dens batterier er døde nu!) og så kan den, Gud være lovet, sættes på pause – nyttigt og fornuftigt, hvis børnene altså skal have en chance for at følge med i skolen eller bare huske at spise aftensmad, uden at behøve at bekymre sig om de 20 små pixels på skærmen nu har det godt.

For bekymre sig, det gør de!

Mine piger er fire og seks år, og siden Tamaernes indtog har der været en hel del gråd og jammer over pludseligt opståede sygdomme, et ur, der er stillet forkert, så tamaen er vågen hele natten (ellers lægger den sig faktisk pænt under et tæppe når man slukker lyset hos den efter kl 18!) og så er der den værste sætning: ”DEN DØR SNART!”, når mine piger pludseligt har opdaget, at de har glemt at fodre eller skylle ud i dens virtuelle toilet, og den derfor er blevet syg og panikken dermed breder sig og stiger til hylende hysteriske højder.

Nu holder jeg jo fast i, at en Tamagotchi ER et pædagogisk legetøj, så jeg har benyttet mig af lejligheden til at holde nogen meget lange foredrag om forskellen på det der er ”DERINDE” i maskinerne og det der er ”HERUDE” i den fysiske verden.

Jeg forklarer dem, at det ”DERINDE” på ingen måde betyder så meget som det ”HERUDE”, hvorved jeg bilder mig ind, jeg driver en vigtig pointe hjem – nemlig at der FINDES en virkelighed, der er absolut og som skal respekteres, plejes og passes.

Det kan virke indlysende, men i et moderne børneunivers af 1000vis af timers TV, Paris Hilton, Nintendo, Aqua, MGP, W.I.T.C.H.-DVDere og så de der forbandede børnereklamer vores kulturminister har bildt sig og TV2 ind ikke skader de smås hjerner (det gør de – prøv bare at læse dine egen børns ønskesedler til jul, samtlige ting på listen stammer jo fra tv-reklamerne Hr. kulturminister!) og ikke mindst INTERNETTET, hvor tamagotchierne nu har fået deres egen by, TAMATOWN, hvor de kan møde ”forældrene” til deres egne Tamaer – ja, der bliver det i stigende grad vigtigt at understrege, at der er noget, der er væsentligt mere virkeligt end andet.

Hvad angår vores egen virkelighed, de voksnes, så trænger den vist ved nærmere eftertanke til et tilsvarende check-up. Personligt får jeg det fysisk dårligt uden min mobil eller ved manglende netforbindelser – men jeg er nok ekstrem? Men ellers tænk på den panik, der breder sig, når Dankortsystemet går ned, eller når bilen ikke vil starte og alle ikonerne på instrumentbrættet blinker, og der står “henvend dem til et autoriseret værksted”…

Men altså: En tama er væk. Én tilbage.

Og krisen kommer i form af gråd og tænders gnidsel over endnu en lille, kontrollerbar verden, der går under..
Måske er det det, det handler om, barndom, at verdener forsvinder og nye opstår i en stor universel bevægelse?

Hvor det først var Vorherre og siden fysikkens love, der styrede rundt med dem, er det nu tre små knapper på en lyserød plastik-æggeven.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s