GARAGEN

Dette er et aldrig bragt debatindlæg sendt til Weekend Avisen i 2021- fandt det tilfældigt og synes det var værd at læse – og gemme.
NB: Det er så gammelt at det stadig hed Twitter – nu hedder det X og ligeom lidt sletter jeg min konto der, for jeg bruger den ikke, selvom jeg fik den igen, uden nogen forklaring – efter et tilsvarende debat-indlæg blev bragt i PROSA-bladet.

DEL 1: Covid19 Julemanden

Det var måske nisserne, der gjorde det.
Mere præsist det her citat-tweet fra mig: ’Julemænd og nisser spreder covid på plejehjem i belgien…..#detbliveraldrigjul #mendetblivergodtigenikke’ skrev jeg over et retweet af videnskabsjournalisten Laurie Garreth, der delte en artikel fra The Independent om et belgisk plejehjem, hvor man havde inviteret en julemand og nogen nisser til at underholde de desperat ensomme gamle, og hvor Julemanden så til gengæld smittede 75 beboere med covid19. Det var den 14. december i det herrens, eller måske mere djævelens, år 2020 og med dette som mit sidste tweet siden dengang, mistede jeg med et slag en stor del af min værdighed, kontakter og journalistiske troværdighed.
Måske læste twitters algoritmer det her som et antivaccinestatement fra en q-anon-tilhænger? Måske aktiverede det, deres ’fake-news’-filter, på trods af, at netop Laurie Garreth er bredt anerkendt som seriøs og troværdig videnskabsjournalist og forfatter? Jeg ved det ikke.
Men nogen skete. Et eller andet sted baskede en krigerisk digital sommerfugl med jernvingen og fyrede en laserkanon af: Kort efter jeg havde sendt det tweet, blev min twitterkonto @kjaerulv nemlig ’midlertidigt supenderet’ og derefter låst og jeg begyndte en lang rejse ind i et totalt bimlet robotland for at få den åbnet igen.

Journalister og politikere bruger twitter. Meget.
I dag, den 11 januar 2021 er jeg stadig lukket ned, og jeg aner ikke om det var det med nisserne, der gjorde det, for jeg har ikke fået nogen svar på hvad min brøde består i.
Det der til gengæld står lysende klart tilbage er dette: Jeg har været på twitter siden 2008, jeg har, eller rettere havde, lidt over 5000 følgere og fulgte omkring 2000 personer og har vel tilbragt en times tid om dagen på mediet, der nu ikke vil lukke mig ind igen og ikke vil give mig en forklaring.
Jeg har dermed mistet en mindre formue i opsparet troværdighedskapital, et kildenet og ikke mindst en mulighed for at gøre det, jeg gjorde mest på Twitter: Blande mig i og starte debatter om computersikkerhed, etik og privatliv.
Jeg er i den grad medlem af Journalistforbundet, jeg er uddannet på DJH, jeg indrømmer gerne en fejl og jeg har en journalistisk erhvervserfaring på over 30 år hos medier som Danmarks Radio, Radio24syv og Ekstra Bladet hvor jeg har arbejdet derudaf uden klager eller pressenævnsager. Jeg har stadig mit pressekort og jeg er glad for det.
Jeg er kendt af nogen som teknologikritiker – af andre som maskinstormer og rabiat anti-digitalist – det sidste på trods af, at jeg har arbejdet med ny teknologi stort set hele livet og har taget kurser i etisk hacking.
Der en nogen der kan lide mig og nogen der synes jeg er en plage, men selv blandt fjender har jeg indtryk af at være respekteret.
Men jeg kan naturligvis tage fejl.
Via min rolle som som vært fra det tidligere radio24syv program AFLYTTET har jeg skullet udføre en yderst kompliceret linedans mellem oplysning om computersikkerhed, hacking og spionage med kilder blandt black- og white-hat-hackere og efterretningstjenester og computereksperter og aktivister samtidig med, at jeg har skullet holde sølvpapirshattene fra døren med en meget stor kæp.
Jeg bildte mig ind, at jeg mestrede den linedans.
Men når en techgigant som Twitter pludselig slår ned på en, uden at fortælle hvorfor, kan man godt komme alvorligt i tvivl: Har jeg sagt noget udokumenteret? Og værre endnu: Er der nogen, der er ude efter mig? Nogen, der kan tage en telefon eller sende en mail til rette vedkommende og få lukket kæften på mig?

Og hvis de kan få mig til at tie stille – så kan de også slukke for dig.

DEL 2: Robot-fucked

Men måske er det også min egen skyld. Eller rettere: Jeg og robotternes. Som journalist med informationssikkerhed som speciale, bruger jeg naturligvis to-faktor godkendelse på Twitter, jeg har et langt godt password, min maskine er opdateret og så bruger jeg VPN, et program, der krypterer min internettrafik, så min internetudbyder og hackere ikke kan følge med i, hvad jeg laver på nettet. Den var selvfølgelig på, da det gik galt, og da den 14 december sidste år også var dem dag. Googles servere gik ned og min egen internetudbyder også opførte sig ustabilt, kunne det selvfølgelig også have fået et eller andet system til at gå i alarm-mode og tilkaldt Twitters softwarerobotter.
Samme robotter var da også venlige til at begynde med: Du skal bare bekræfte dit telefonnummer skrev de. Vi ringer dig op med en kode du skal taste ind, vent et øjeblik, hed det.
Men opkaldet kom aldrig. Som i aldrig nogen sinde.
Jeg gentog proceduren flere gange, så mange, at jeg til sidst fik at vide, at nu måtte jeg vente et døgn på at prøve igen. Det gjorde jeg så. Og de ringede stadig ikke. En klog mand i mit netværk mente, det kunne være fordi twitter ikke kan finde ud af +45 men vil have 0045 foran nummeret – men da jeg skrev det ind i sin tid, kom de selv op med +45. Det er også ligegyldigt nu, for jeg kan ikke ændre det. En anden klog mand foreslog mig, at skrive direkte til Twitter Supports presseafdeling. Det gjorde jeg. Den 15 december. Og har intet hørt.
Jeg har siden da modtaget et enkelt, suspekt udseende opkald fra Michigan, USA, som jeg ikke kunne tage, fordi jeg sad i en bil. Der blev ikke lagt besked.
Andre twitter-entusiaster hævder, at det opkald normalt kommer indenfor 3 sekunder. Men altså ingen opkald her.
Jeg har også påklaget min ’suspendering’ via twitters helt officielle klageformular – her er der heller ikke noget svar.
Så hvad kan der være sket? Kan jeg have raget uklar med nogen eller nogle andre, der så har masseanmeldt mig i et omfang, Twitters robotter ikke kan se overhørigt? Har min konto været hacket? Jeg ved det ikke. Og jeg kan ikke få nogen svar.

DEL 3: Trump og Jeg

Og hvad betyder det så for dig, at et privat firma har losset @kjaerulv ud af deres platform? Det har de vel ret til? Og hvis du ikke har gjort noget forkert, så finder de vel ud af det, ikke? Kan jeg ikke bare gå et andet sted hen? Og hvis jeg virkelig er så glad for Twitter, så kunne jeg vel bare lave en ny konto og begynde forfra?
Og lad os starte fra begyndelsen: Nej, jeg vil ikke have en ny konto! Jeg vil have min gamle konto tilbage! Jeg har vitterligt ikke foretaget mig noget som helst forkert, og hvis Twitter først kan lukke ned for Donald Trump, og dernæst genåbne ham, igen og igen og så derefter, først da kongressen endegyldigt anerkendte at det var Biden, der var den nye præsident, lukke ham ned permanent, så skulle det vel også være muligt, at genåbne en uskyldig og lille bitte fisk som mig?
Jeg tror bare ikke det kommer til at ske. Jeg sidder fast i robotternes greb og tandhjulene er låst og operatørerne er gået hjem. Der ER ikke nogen mennesker tilbage.
I det moderne liv er vi blevet mere og mere afhængige af social medie platforme, der langsomt men sikkert er blevet en kritisk infrastruktur, der bærer alt fra fjollede memes til aktivisme, politiske udmeldinger og sågar COVID19 informationer fra Statsminister Mette Frederiksen, der mener, hun skal bruge – og betale til – Facebook for at oplyse danskerne om seneste tiltag mod virus. Ville Twitter eller Facebook kunne smide Mette Frederiksen ud? Og hvad ville Folketinget så kunne gøre? Egentlig?
Fælles for alle de her platforme, Twitter, Facebook, Instagram og alle de andre er, at de er automater, at skaberne i den grad hader menneskelige vurderinger og at de fungerer uden for almindelig jura og lovgivning.
Man er i hænderne på robotter og den moral og de tilfældige luner, der programmeres med i deres algoritmer.
Det har jeg sådan set vist hele tiden, men det bliver først klart hvor uretfærdigt det er, når man selv falder i fangehullet og mister muligheden for at ytre sig.
Hvordan skal vores demokratier klare den her i fremtiden? Hvordan skal Pressen, den presse, der bliver mere og mere afhængige af netop twitter, fordi det er der, vores politikere ytrer sig i stedet for at tage en telefon og svare på et spørgsmål fra en irriterende journalist, hvordan skal vi klare den, når vi har absolut nul kontrol over den platform, vi bruger?
Jeg har endnu ikke opgivet kampen for @kjaerulv. Men det lakker mod enden.
På positivsiden kan jeg nævne, at der er blevet mere roligt i mit hoved og at jeg har fået en time mere tilovers om dagen. Tid, jeg kan bruge på at skrive det her. Og tid, jeg kan bruge til at bekymre mig over skrøbeligheden i vores debatter, hvis det er normen, at det er Techfirmaerne, der skal bestemme, hvem der må deltage i den.
Det burde være muligt at lave et simpelt ankesystem styret af folk udenfor platformene.
Ellers kan vi ligeså godt overlade ytringsfriheden til nisserne og julemanden.