2019: Et sublimt år

Det sublime er det, der ikke kan tænkes bedre.
Det er det ypperste, men som netop det, også noget, der midt i al glædens og optimismens lys destrueres, forsvinder i et brag som en mexicansk fyrværkerihammer, der lander på en jernplade, hvorefter alting mister retning og bliver et hylende hvidt punkt.


2019 blev året, hvor Radio24Syv fik den store (politiske) kniv i ryggen af flere omgange – for mit vedkommende blev det enden på syv års en-time-om-ugen på FM, et stort ur, med mig som alle visere, er stoppet.
Det føles både meget forkert og rigtigt – det var planen at programmet skulle have fortsat på den DAB-kanal, vi alligevel ikke fik, og jeg havde regnet med at ændre konceptet en hel del i den forbindelse uanset hvad – målet var at kombinere radio med at skrive den der BOG, det er det stadig – der kommer mere om det i 2020 om fingrene og ånden kan holde til det…kan godt mærke, der har været fuld tryk på alle kedler…
Programmet Aflyttet er i dvale – men der arbejdes på, at give det et nyt liv på internettet – jeg savner FM – det gør lytterne også, tak for alle mailsene – jeg kan i øvrigt høres i min (meget) gamle kollega Henrik Føhns ‘Techtopia’ på radio4 – som gæst – hvor jeg pipper om 2020 som året, hvor vi kommer til at se cyber-angreb, der virkelig batter noget og gør ondt, og hvor vi dropper illusionerne omkring digitaliseringens og den kunstige intelligens og algoritmernes velsignelser og kræver menneskelige løsninger på menneskelige problemer…det er den 2. januar – lyt med, jeg skal også tale ved Dansk ITs cybersikkerheds-konference og har allerede løftet sløret for noget af, hvad jeg vil sige der, den 22 januar:

For mit lille firma(ja, jeg er stadig selvstændig – på alle måder!) og mine mærkesager har det været et godt år med masser af foredrag og opmærksomhed – Bevar Kontanter-bevægelsen har om ikke vundet, men har i hvertfald heller ikke tabt og der er aldrig blevet talt SÅ meget om overvågning og privatliv, som der gør nu!
Jeg er også DR-Debatten relativt taknemmelig for at få lov at sige på landsdækkende TV, at: Det er sjovt med debatten, hvor alle siger: “Hvad der er galt med de her kameraer? De generer os jo ikke”. Det er fordi vi har vænnet os til at leve i en fuldstændig grotesk verden, hvor vi hele tiden bliver gloet på– link her: https://twitter.com/kjaerulv/status/1182678769531867136?s=20 – at man så ikke fik lov at sige ret meget mere, er en anden snak…

2019 blev også året, hvor jeg en enkelt gang fik lov at skrive i Weekend Avisen – et rigtigt ESSAY, som jeg er meget stolt over, håber der bliver et hul til mere en gang – desværre bag paywall – sådan er det, men det er den her – med en profetisk overskrift på flere måder: https://www.weekendavisen.dk/2019-35/samfund/den-doede-kanal

2019 blev også året hvor tænketanken ‘Analogiseringsstyrelsen’ virkelig har fået rystet træet, kulminerende med et møde med Digitaliseringsstyrelsen for nylig – vi ser store potentialer i fremtiden – vi har sågar optrådt på bogmessen uden at have skrevet en bog(endnu).

Og så er jeg stolt over, at Rasmus Malver og bestyrelsen  har udnævnt mig til ‘Æremedlem af foreningen imod ulovlig logning‘ – må 2020 blive året, hvor denne demokratiske skamplet, masseovervågning af alle danskere uden lovligt grundlag, endelig går væk!

2019 blev også året, hvor jeg påbegyndte undervisning som Certificeret Etisk Hacker(CEH) på et kursus hos ARROW – der er lang vej endnu, og måske nøjes jeg med at være Etisk Hacker og dropper certificeringen? – jeg er blevet voldsomt klogere allerede, men vil på den anden side ikke risikere at ødelægge systemer ved at påstå, jeg kan mere end jeg kan – en ting er at forstå en motor, noget andet at have ansvar for den når den kører 280 km/t. Min respekt for sikkerhedsfolk i alle hjørner af cyberspace er, som det eneste i 2019, steget eksponentielt!
Imens hacker jeg mig selv…det er som bekendt ikke ulovligt, og prøver eksamen, når jeg er klar.
Årets Takkeliste: Tak PROSA, ikke mindst til Jakob Rugaard og den dedikerede flok hackere, der forsøger at finde en måde at holde mig og mit program i gang, til Sikkerhedsbranchen for tillid og samarbejde, til B-sides-folket, til Krogerup Højskole og ikke mindst Overvågningsministeriet, til mine højt elskede medtænkere i analogiseringsstyrelsen, til IT-politisk forening for at sparke røv, konstant! – Jesper Lund er en arbejdshest og klog, til den ultrakompetente ildsjæl Mette Nikander for gode råd og hjælp og snak, til Brit Ross Winthereik for at hive mig med til tillids-diskussioner på KU og for generelt at hive mig med, til Hanne Marie Motzfeldt for rants og raseri, til min ven Keld Norman(der fik mig på det CEH-kursus og sagde det bare var en slags udvidet pc-kørekort – SOMOM!) og til Rasmus Malver for at aldrig at give op og til medier i hele DK for at kime mig ned og give mig taletid om ting, jeg ved noget om – I ringer bare igen, jeg er stadig teknologikritiker  – og ikke mindst til venner og kollegaer fra Radio24syv og udenfor, og til min familie for at holde mig ud og holde med mig – OG tak til mine fjender og benspændere og backstabbers og hvad-sagde-vi-og-det-kunne-jeg-selv-have-gjort-bedre-end-anders-typer og de helt generelle haters, I skal også være her, ellers skete der jo ingenting, så ville året netop ikke være det, jeg påstår det var: Sublimt!
Godt nytår!
Og som vi siger i Jylland: ‘Det bliver HYL!’

Metal-net-mor og Baby106


I 1958 udgav den amerikanske psykolog Harry Harlow “The Nature of Love”, baseret på en række banebrydende og kontroversielle forsøg med rhesus-aber. Han fjernede nyfødte unger fra deres mødre og tilbød dem i stedet to versioner af en kunstig mor. 
Begge versioner var i stand til at give abe-ungen mad og begge havde et stiliseret ansigt med øjne og mund. 
Den ene kunstige mor var beklædt med blødt stof, mens den anden kun bestod af et ansigt og en krop bestående af bøjede metaltråde, det vi herhjemme kalder for hønsenet, formet i abemorstørrelse.
Hvis aberne fik valget mellem de to, valgte de den bløde version.
Hvis ‘blød-mor’ ikke gav dem noget mælk, spiste de af ‘metal-net-mor’, og løb bagefter tilbage til den bløde.

‘Baby106’, som Harry Harlow kaldte en af ungerne, brugte under en time om dagen hos den metal-net-mor, der ellers gav ham mad, mens han sad 17-18 timer og klamrede sig til den bløde mor, der ikke havde andet at tilbyde end blødhed. 
Aberne, der havde været sammen med ‘bløde-mor’, klarede sig bedst når man bagefter satte dem sammen med andre aber, mens ‘metal-net-mors’ børn var stressede og angste og tit endte med at sidde alene i et hjørne.
Harlow lod sig interviewe til TV, og viste sine eksperimenter og ‘Baby106’ frem for en reporter.
Videoen ligger idag på YouTube, og den er hjerteskærende.
For at kunne teste ‘Baby106’ reaktion på frygt, konstruerede Harlow et mekanisk skræmmedyr, et støjende, blinkende, truende væsen med store øjne, og smækkende kæmpetænder, der ligner et stykke kunst fra cobra-perioden, og stillede det op foran ‘Baby106’, der løber skrigende henimod ‘bløde-mor’ og klamrer sig til hende. 
Hvis der kun er ‘Metal-net-mor’ at klamre sig til, er ungens rædsel monumental.
Men Harry Harlow nøjedes ikke med at lave bløde og hårde surrogat-mødre.
Når hans eksperimenter regnes for kontroversielle, er det fordi han også prøvede at lade ungerne vokse op helt uden mødre, alene i et rum med en slange, de kunne suge næring fra.
Resultaterne var skræmmende.
Abeungerne stirrede tomt ud i luften, gik hvileløst rundt og forsøgte at skade sig selv, kradsede sig til blods, slog hovedet mod væggene.
Hvis man hev dem ud af buret og satte dem sammen med andre aber, anede de ikke hvad de skulle gøre.
Flere af dem døde, fordi de holdt op med at spise.

Hvis man har valget mellem noget koldt metal eller noget blødt, så er det da logisk, at man vælger det sidste, det er jo bare som en baby med sit tæppe’, siger reporteren i videoen, og fortsætter: 
‘Men er det vi ser her, at en abe klynger sig til et stykke stof, er det virkelig kærlighed?
Harlow tænker sig godt om og svarer så: 
‘Hvad betyder det egentlig, når vi siger at en baby elsker sin mor? Ja, det betyder ihvertfald, at babyen føler sig mere tryg, når dens mor er tilstede. Hvis du gør en baby bange, og den løber hen til sin mor, og dens angst bliver forvandlet til en følelse af tryghed, ville du så ikke sige, at den baby elskede sin mor?

****

Hun kalder sig ‘Amazing Polly’ og hun har 121,623 subscribers på YouTube. Hendes videoer optræder under hashtag som #GreatAwakening og #WalkAway.
Hun stirrer konstant direkte ind i Harlows skræmmedyr.
Jeg har fået tilsendt en af Amazing Pollys videoer af en bekendt på Facebook. Videoen hedder ‘I Know How We Can Hurt Them’, og jeg ser den først i en tilstand af sløv opgivenhed blandet med en tiltagende angst for have spildt tiden og gjort mig selv endnu dummere end jeg er i forvejen, udmattet af overspringshandlings-videoer af racerbiler, filmtrailere, rockstjerner og reparations-guides. 
Men så vågner jeg også: #TheGreatAwakening?
Scenen ser sådan her ud: Amazing Polly er blond og har intense blå øjne. Hun ser direkte ind i kameraet og tager ikke blikket væk en eneste gang.
Hun sidder i en blå sofa, hendes øreringe er også blå, der hænger en billig krystallysekrone fra loftet, en reol, få bøger, et billede af en eller anden, hendes mand, en søn?
Hun taler.
‘Internettet plus 5g plus digitale identiteter kommer til at skabe Smarte Byer, hvor alt vi gør kommer til at blive aflæst i real-tid! De kan spore os hele tiden. De vil vide hvad vi har brugt hver eneste krone på, hver eneste milliwatt energi, alle vores tanker og al den kommunikation, vi har med andre. De skaber deres lille prototype her, og de kalder dem for Smarte Byer. Når folk hører ordet data, så tænker de bare på tal. 
Men her taler vi om alt fra vores hjerterytmer, hvordan vi bruger vores penge og hvem vi elsker, hvad vi har i køleskabet og hvad vi ser i fjernsynet og hvordan vi tager os af vores børn. Det hele er DATA og Google vil have dem alle sammen i en Smart By’, siger Amazing Polly og vifter dramatisk med hænderne, mens hun går videre med at tale om at George Soros og The Koch Brothers kamp mod ‘fake-news’ i virkeligheden er første bølge af censur mod os alle sammen, mod folket, os mod dem, igen, i et sidste, ultimativt greb om magten, der herefter vil være umulig at vinde tilbage og som vil efterlade os alle slavebundne.
Men Polly har en løsning.
Polly mener, vi skal droppe vores smart-phones.
‘Smartphonen er indgangen til deres kontrolsamfund. På længere sigt vil de indoperere teknologien i vores kroppe, men lige nu har vi stadig et valg.
De er nød til at sikre sig, at vi ikke kan undvære smartphonen. Derfor kører de hele sundhedsvæsenet, al regeringsførelse, selv valgene kører elektronisk via telefonen og vi skal bruge den til vores banker, vores uddannelse, alt ender i smartphonen, til sidst’, siger altså Amazing Polly, der hævder, at man i USA kan klare sig uden data på telefonen, man kan gå ned i banken og man kan købe ind med kontanter og man behøver ikke bruge en smartphone til det og hvis vi dropper den, smartphonen, så kan de ikke spore os og lave data på os.
Boede hun i Danmark, ville hun ikke være så begejstret: Digitaliseringsstyrelsen fejrer i disse dage at deres monopol har givet dem over to millioner downloads af deres nemID nøgleapp, den, der skal erstatte det papkort, som ellers sikrede seriøs to-faktor-sikkerhed. 
Nu ligger alt på mobilen. Næste skridt er kørekort, sygesikringsbevis og pas, skriver de.

‘Vi skal bare være mange nok der dropper smartphonen!’, siger Polly og i det sekund ved jeg, at det kommer ikke til at ske, nogensinde.
Og jeg ser på hendes øjne, og jeg ser hun er bange.
Hun er bange for noget helt andet end 5g og digitale identiteter – hun er bange for noget indeni, i hendes irisser ser jeg det dansende, støjende skræmmedyr, hun og de andre har bygget selv og jeg stopper videoen og lægger mærke til, hvad der viser sig i den forræderiske, datadrevne højre side af mit YouTube-vindue alle forslagene til, hvad jeg nu skal se, ansporet og bøjet af, at jeg netop har set ‘Amazing Polly’: Fox News, Sky, Goodwood Road & Racing, Jordan Peterson, ‘Mental Breakdown VS Mental Breakthrough’ ved Russell Brand og et interview med en kvinde, der engang arbejdede for Adolf Hitler….
Netop som jeg vil lukke vinduet helt ned, falder jeg over en kommentar fra en person, der kalder sig Geza Papp: ‘Jeg har set fremtiden: Jeg er vokset op i et kommunistisk samfund. Har allerede smidt min smartphone væk’
Som om det betød noget som helst.
Ifølge ‘Technology Review’, et medie, der I modsætning til ‘Amazing Polly’ befinder sig på den helt rigtige sige af fake-new-muren, er der nu private firmaer, der tilbyder noget, der ligner LIVE-overvågning fra rummet, hvilket er en statsgaranti for, at regeringer har haft muligheden længe.
I 2008, var der 150 kamerabærende satellitter, der glor ned på os, nu er vi oppe på 768 med en officiel tilladt skarphed på 25 cm til civilt brug – kombinerer man det med ‘synthetic aperture radar’, en militær teknik, der kan ‘se’ gennem skyerne, stiger nøjagtigheden til en millimeter. 
Det virkelig interessante er imidlertid ikke at billederne findes og optages derude i geostationære højder, det er vores evne til at behandle de data, det handler om. 
Allerede i 2014 tilbød et firma ved navn SkyBox, HD-video fra rummet af 90 sekunders længde. 
I dag tilbyder EarthNow det de kalder ‘continous realtime’-video med et sekunds forsinkelse.
Når det kan lade sig gøre, er det blandt andet fordi hele planeten bliver pakket ind i internet.
Rummet over os, den yderste del af den kugle af tyngdekraft, der udgør vores verden, er p.t. befolket af i alt 5000 faldende, menneskeskabte satellitter, og det er i den grad kun begyndelsen: Elton Musk vil dække hele kloden med satellitbåret internet med sit projekt ‘Starlink’ og planlægger med vanlig grandiositet at have 11943 satellitter i luften i løbet af de kommende år, flere end antallet af stjerner, der kan ses med det blotte øje. 
Amazons Jeff Bezoa har også fået rum på hjernen og har lagt billet ind på 3236 af sine ‘low-earth-orbit’ satellitter.
Musks første 60 satellitter har allerede vist os, hvad det er vi ser ind i: En snurrende jernkugle, et metal-bur mellem os og stjernerne.
Lowell Observatory tog et billede af Musks satellitter, en lang, skinnende hale hen over himlen, en hale, der med tiden vil vokse til et helt dyr, et hulspejl af os og vore bevægelser.
Polly kan lægge sin telefon væk.
Men hun kan ikke gemme sig.
Til gengæld bliver stjernerne, firmamentet, væk bag satellitterne, klager astronomer og observatører, der allerede nu oplever at den første echelon af Musks rum-net-karavane tager udsynet.
Hvad klager de for? Himlen er endelig vores, menneskets, alene.
Var det ikke det, vi ville?

****

Internet.
Du, som er i himlen.
Engang var internettet en snerrende lyd i en flad, led-lys-blinkende kasse, et handshake, og en knitren før der var hul igennem til den uendelighed af information, vi heller ikke forstod at omsætte til viden dengang. 
Dengang var internettet som en uendelig lang postliste, som en af de emails, der er blevet uendelig lang og består af svar på svar, i hvertfald den del af internettet, jeg brugte mest i 1995, USENET, hvor jeg på alt.comp.psion gruppen kunne skrive med andre ejere af PSION-lommecomputere, datidens hotteste PDA, Person Digital Assistant. Jeg søgte et kabel, der kunne forbinde min PSION 5MX med min mobiltelefon, hvilket de facto gjorde den til en smartphone. 
Jeg elskede den maskine. Jeg gik med den på mig konstant.
Via USENET fandt jeg en mand, der havde lavet det kabel til sig selv, og som godt ville lave et til mig også, og som sendte mig det, med posten, uden fortjeneste.
Usenet var gratis. ALT på internettet var gratis.
Der var ingen reklamer.
Universiteter og læreanstalter delte glade ud af alt, og man kunne ringe direkte til forskere i udlandet og de tog telefonen og de svarede på mails. 
I 1996 var internettet lig med frihed og omvæltning. Det var John Perry Barlows “A Declaration of of the Independence of Cyberspace’ – og sætningen: ‘Governments of the Industrial World, you weary giants of flesh and steel, I come from Cyberspace, the new home of Mind’, og det var et nyt sted, en ny bevidsthed, et sted, der allerede var formet af Science Fiction, ikke mindst William Gibson og Bruce Sterlings værker, der viste os en ny verden, et nyt håb, omend et gråt og foruroligende et.
’The sky above the port was the color of television, tuned to a dead channel’
, lød Gibsons første sætning i ‘Neuromancer’ fra 1984, bogen der definerede drømmen om cyberspace, som den kropsløse bevægelse gennem en uendelig, programmerbar verden.
Men det holdt ikke længe – ‘blåskjorterne’ var på vej ind – pæne mennesker i jakkesæt med forretningsplaner og ideer om, hvordan der skulle tjenes penge på det her, penge på DATA, vores, dine, data.
Millionærer og milliardærer blev skabt, firmaer børsnoteret, aktieoptioner byttet, intellektuelle rettigheder solgt og alt, hvad vi før havde taget for konkret og forståeligt viste sig at være noget, der kunne digitaliseres, disruptes og tilbydes i abonnement-form, LAAS – ‘Life As A Service’ var født.
I dag kan man abonnere på usenet, det koster 9 dollar om måneden og kun seriøse nørder, koderne, den nye verdens skabere, forstår hvordan og hvorfor, og de ser mere og mere orden, mens de skaber en ‘metal-net-mor’ i kode som vi alle sammen er nød til at klamre os til, de ser en verden i tal og forklarlighed og der bliver hele tiden varmere og mere trygt på kontorstolen foran skærmen, en flod af brændende bits løber gennem vores devices, hele tiden, og Musk og Bezos drømmer om en fremtid i vægtløs tilstand, langt væk fra det menneskelige rod og kaos som vi 7.7 milliarder forbandede individer har i os.
De vil væk.
De vil være bedre end nogen sinde før.
De drømmer om kunstig intelligens, der er klogere end os, den er logisk retfærdig, siger de, de drømmer om Singulariteten, der opstår, når al den computerkraft og alle de data, de har pakket planeten ind i, smelter sammen og bliver til en handlende, tænkende, teknisk bevidsthed, et helt moderløst væsen, der ikke lader sig skræmme af noget som helst, og som tilpasser sig alt omkring sig, og kontrollerer det.
Tror man på transhumanisten og Singularity-guruen Ray Kurzweil, er der endda et årstal på: Det bliver i 2045, og han forventer selv at se det komme, om ikke som sig selv, så som up-loaded bevidsthed i et netværk, som en del af dette alvidende, almægtige væsen.
Mennesket har været på en rejse, mener man, og nu kommer det hjem til sig selv, ikke længere som ånd, ånden skal i stedet, som ved magisk overførsel, ‘Beam-me-up-Scotty’-agtigt, besjæle computeren, mens mennesket transformeres til en forudsigelig, programmerbar forbruger-maskine, under diskret, algoritmisk kontrol, fanget i LAAS med AirBNB og Elektriske Løbehjul til leje via apps og hundredvis af månedlige mikrobetalinger, små blinkende myrer under satellithimlens solgenspejlende aluminiumsglød.

****

Transhumanisme, det som følger efter mennesket, er det endelige opgør med Gud som begreb, se, vi magter, at sætte blad på nælde og vi skaber os selv, mener følgerne af denne tekniske religion, og de vil gå uendeligt langt for at bevise, de har ret.
‘Den Transhumanistiske Deklaration’, blev skrevet i 1998 og er siden revideret og ændret: ”Menneskeheden vil blive radikalt forandret af teknologien i fremtiden. Vi forudser muligheden for at redesigne de menneskelige grundvilkår, inklusive parametre som aldringens nødvendighed, begrænsninger af menneskelig og kunstig intelligens, medfødt psykologi, lidelse og vores indespærring på planeten Jorden”, hed det om den fremtid, der også beskrives som ‘Humanity+’ under det kække, 60er-amerikaner-slogan: ‘Dont Limit Your Challenges, Challenge Your Limits’.

Vi er spærret inde, her på jorden, vi længes mod det uendelige univers, mener de, og vi er uperfekte væsener, der kan forbedres og kan skabes om til noget bedre.
Vi er summen af information.
Vi kan reproduceres i kode.
Er det kærlighed, spørger vi – og svaret lyder: Betyder det noget?
I 2017 skrev en række forskere fra Østrig et modsvar, ‘Det anti-transhumanistiske manifest’. 
Her bestrider de, at mennesket bare er summen af tilfældige informationer. Vi er meget mere – vi er ‘animals of meaning’, dyr, der søger mening.

‘Vor menneskelige natur er kendetegnet ved vores skrøbelighed, følsomhed, selvbevidsthed og vores indbyggede fornemmelse af hvem vi er. Det er evner, der gør os I stand til at reagere på vores omgivelser, til at udvikle en fornemmelse for vores egen dødelighed og til at indse, at hvert eneste øjeblik har en unik fortid, der viser sig for os, som en fremtid uden fortilfælde’, skriver de og fortsætter: 
‘Teknologi kan forme, men ikke erstatte vores sociale forhold til hinanden, for det er dem, der definerer hvad der er meningsfuldt for os.‘
Jeg interviewer en af forfatterne, Dr. Sarah Spiekermann, professor ved Wiens Universitet for ¨Economics & Business’ og stifter af ‘Privacy & Sustainable Computing Lab‘ i Bruxelles i februar 2019.
Jeg spørger hende, hvordan hun har det med ideen om at mennesket har en sjæl.
Jeg er glad for du spørger. For jeg er meget ked af, at så få mennesker i dag tager sig den nødvendige tid til at føle efter. Til at føle deres sjæl’, svarede hun.

****
Jeg sidder bag rattet i en sort bil og jeg kører alt for hurtigt. 
Det er midt om natten. 
I bilen er min svigerfamilie og vi er på vej til et hospice, der netop har ringet og sagt at min svigermor er ved at dø.
Jeg kører for stærkt, men jeg tilpasser hastigheden efter forholdene og jeg er i øvrigt ligeglad.
Vi skal nå noget, et dødsleje, et menneske, der er på vej væk og det er vigtigere end alt andet lige nu, og jeg ved, alle mennesker ville forstå os, også politiet, for det er vores og hendes rejse videre, og vi når frem, og hun ånder stadig, og jeg aer hende på kinden og jeg siger farvel og kameraer fra rummet peger endnu ikke i vores retning og de har endnu ikke udstedt en automatisk bøde.
Vi er kollapsende hvide dværge under satellitterne, der dækker for de stjerner, hvor Baby106 sidder og klamrer sig til Metal-Net-Mor sammen med Amazing Polly, mens skræmmedyret udstøder mærkelige lyde og klaprer med tænderne.
Den er kun en mekanisk fugl, og vi er mennesker, dyr af mening, fyldt med kærlighed til hinanden, og uanset om den, kærligheden, er fuldt forståelig og logisk og kan deles op i små kemisk-elektriske bevægelser, så mærker jeg den der, i bilen, som noget blødt og varmt, mens jeg drøner afsted, fremad, gennem mørket, bærende hele universet med mig.

****

Dette er første, uredigerede version af Essay i weekendavisen den 30.8.2019

LINKS:
AMAZING POLLY: I Know How We Can Hurt Them:
https://youtu.be/D3r430bQQss

Harlow’s Studies on Dependency in Monkeys https://www.youtube.com/watch?time_continue=4&v=OrNBEhzjg8I

SATELITTER OVERALT: https://www.technologyreview.com/s/613748/satellites-threaten-privacy/

ETISK RÅD 2007 om Transhumanismen:
http://www.etiskraad.dk/etiske-temaer/optimering-af-mennesket/homo-artefakt/kulturhistorisk-perspektiv/transhumanisme

‘Den Transhumanistiske Deklaration’ https://humanityplus.org/philosophy/transhumanist-declaration/

Aflyttet.dk – oversættelse af det transhumanistiske manifest+interview med Sarah Spiekermann her: https://aflyttet.dk/det-anti-transhumanistiske-manifest/

GARAGE COMMUNICATION ønsker GODT NYTÅR….og det BLIVER godt! NU…ikke?

Et år rinder ud, og det er tid til en status fra Garagen, der pt huser motorcyklen, der står og lader og venter på mere kærlighed sammen med en B&O radio, en defekt Garrad-pladespiller, et garmin GPS-system, talrige løse, mere eller mindre defekte, computere og stole, der er gået i stykker….
2018 var et år, hvor der gik meget i stykker i Danmark.
Noget af det, er smadret helt bevidst, andet må betegnes som Collatheral Damage.

Det er således ikke længere tilladt at ‘maskere sig’ i Danmark – hvilket det sådan set heller ikke var før, slet ikke til demonstrationer, hvor politiet længe har kunnet kræve, at alle skulle vise ansigt, så der kunne tages ordentlige billeder og eventuelle vandaler kunne gøres ansvarlige for deres gerninger, men i 2018, ja der blev det HELT forbudt at maskere sig – det blev kaldt et burkaforbud og det var helt klart henvendt mod burkaer, men det gælder altså også alle os andre, og i en tid, hvor ansigtsgenkendelse nu er standard i moderne smartphones og etat og private klistrer gader og stræder og butikker og toiletter til med overvågningskameraer, så kunne man få den ubehagelige tanke, at forbuddet mod maskering måske mest er henvendt til dem, direkte til CCTCV-kameraerne, så alle vi, de fleste af os helt uskyldige, husk det, borgere kan identificeres, hvor vi end befinder os i det offentlige rum?
Men betyder det noget med lidt Facerec hvis man kan fange en forbryder og ikke har noget at skjule, hvad så, FACE IT?, spørger du?
Og her kommer så min første og i denne omgang eneste, store løftede pegefinger til det 2019, der bliver meget bedre end i år: Stop med at grave din egen grav!
Hold op med at samarbejde og komme med gode ideer til de, der vil tage noget fra dig!
Det er IKKE din pligt at komme med argumenter for, hvorfor det er en god ide! Det er tilgengæld vores alle sammens pligt, at kæmpe imod så godt vi kan, så må de, der vil tage noget fra os, stå for argumenterne, og nej, det gør dig ikke til en negativ maskinstormer, det gør dig til et menneske, der tager dine rettigheder og dig selv og det samfund du bor i, alvorligt….
2018 blev også året, hvor alle flyrejser du tager, hvor du skal hen, hvordan du har betalt, hvem du rejser med, hvad du spiser i flyet(!), bliver registreret og stillet til rådighed for politi og efterretningstjenester. For en sikkerheds skyld.
Og så var der Gladsaxe-modellen, kommunen der ville opspore udsatte børn via et pointsystem baseret på tandlægebesøg, alkoholbehandlinger, arbejdsløshed og meget andet, noget der mindede Kinas Social Credit, så meget, at det egentlig blev bremset….men det fortsætter såmænd alligevel….i Gladsaxe.
Vi fik også et nationalt genomcenter, som rigspolitiet(også) forventer adgang til, selvom forskerne siger det modsatte, Automatisk NummerPlade Genkendelse blev udbredt til hele landet, og politiet kører nu deres computersystemer via amerikanske Palantir – et firma, der også har nære kontakter til GCHQ og NSA.


Der var balladen om nationale test, der skulle være anonyme men ikke var det, og der var IT-læk-skandaler i hobetal, hovedløst udsalg af kritisk digital infrastruktur og Huawei, der måske alligevel ikke får lov at lave 5g i DK.

MEN, det er nytår og 2019 bliver ikke bare bedre, det bliver aldeles fantastisk -og derfor bør jeg også takke alle de samarbejdspartnere jeg har haft i -18, det bliver en lang liste, så hold ud og hold fast:
Tak til radio24syv – og mine fantastiske kolleger der – for FM-sendetid og podcast og tak til alle dem, der har været i studiet og stillet op!
Også tak til Forbundet af IT-professionelle – PROSA – for at lade mig lave deres nye podcast, DATADEBAT, vi er stadig beta, hold øje med den her…..
Tak til Avisen Kommunen for at stille klummeplads til rådighed for alle mine mærkelige udfald.
Tak til Krogerup Højskole for at få lov til at tale bekymret for unge og knap så unge mennesker mennesker, glæder mig til at gøre det igen.
Rigtig mange tak til Marstal Navigationsskole, hvor et lille, men dedikeret publikum stillede op en sort efterårsdag.
Tak til GlobalConnect for Roundtables – igen.
Tak til BORNHACK, hvor jeg fik lov at fortælle om den nye tænketank, jeg er medstifter af: ‘Analogiseringsstyrelsen’.
Tak til Fremvirke for interesse for netop Analogiseringsstyrelsen – vi høres ved i det nye år!
Tak til Favrskov Kommune og Biblioteket og den bibliotekar(du ved hvem du er), der fik mig dertil – jeg elsker biblioteker! Og derfor også tak til Odense Bibliotek – det var spændende at få lov at tale for jer.
Tak til Folkemødet på Bornholm, til statsadvokaten for at slippe mig løs i debat om automatisering i staten og til TRYG for godt samarbejde.
Tak til folkeuniversitet i Fensmark for en god aften og håber I kunne bruge de konkrete råd om telefoner og computere til noget.
Tak til CPH-dox for moderatortjans om Predictive Policing.
Tak til Oure Højskole for dejlig forårsaften og mange ord.
Tak til Dansk Energi for at lade mig forudsige problemerne med SMART-meters – det kom lidt senere end jeg havde regnet med, men de er der…nu!
Tak til Herlev og Gentofte hospital for at høre på min version af hvad GDPR betyder – og hvad det BURDE betyde.
Tak til Sikkerhedsbranchen – vi kommer til at se mere til hinanden i 2019.
Tak til TV2-news, DR-dagen og ikke mindst Orientering på P1 for at hive mig ind foran andres mikrofoner og de der mystiske kameraer, og lade mig sige mærkelige ting til mange mennesker.
Tak til IDA for endnu engang at hyre mig som moderator på DRIVING-IT.
Og tak til min booker, ‘Tajmer‘, der skaffer mig penge og nogen at tale til.

Mens jeg sad og skrev det her, nåede Socialdemokraterne så lige at toppe listen med rettighedsnedbrydende tiltag i dette år: De mener vi ikke har NOK automatisk nummerplade genkendelses kameraer(ANPG) i Danmark, og det gør livet for nemt for de indbrudstyve, politiets egne statistikker ellers siger har lavet mindre i år, end sidste år.
Alligevel siger Trine Bramsen: »I dag kan man køre fra Storebælt og helt til København uden, at der er en eneste. Det er ikke godt nok. Det gør livet meget let for indbrudstyve«, og een ting er, at hun hermed lægger op til, at almindelige, uskyldige danskere skal identificeres og overvåges endnu mere – men det er faktisk værre endnu, for det passer simpelthen ikke, at man kan køre fra Storebælt til København uden at blive registreret, hvilket blandt andet kan ses her på internetaktivisten Christian Pantons side, ANPG.DK.

Som jeg skrev i starten, så var 2018 året hvor meget gik i stykker.
I vore og i vore politikeres hoveder, i computere og i det hele taget.
Lad 2019 blive året, hvor vi vågner den 1. januar, ryster på hovedet, smiler ved os selv og siger: Sikke noget rod vi fik lavet – lad os få ryddet op i det her og genskabt menneskelige forhold så Danmark igen bliver et sted, vi kan være i fred og både være og passe os selv, mens vi passer på hinanden.
Godt nytår – fra Garage Communication – og den dansende kat, Anders Kjærulff(effect via: Facebook Messenger).

Køb en havn


Vi elsker vand i Danmark. Den lille havfrue og kongeskibet. Og vi elsker havne. Men vi elsker penge og sikkerhed mere. Og Københavns havn er blevet til Køb En Havn.

Langelinie-kajen er bygget til store skibe, til færger og til fragt, men da Ørestaden gik igang forærede vi havnen, den rigtige, arbejdende havn, til Malmø.
Nu har vi terrorsikring og privatområder og krydstogtskibe(når de ellers kommer) langs hele strækningen, eneste helle er den lille pølsekiosk for enden, og jeg gribes af tristhed, når jeg ruller på mc henover de bløde, fartdæmpende kommunale bump, jeg kører i halvmørke, buret inde mellem høje outlets til krydstogt-turister og de terrorhegn, der er sat op for at passe på dem, hegn, der har taget fem meter kaj og bunker af udsigt…Jeg bliver trist, fordi jeg husker, hvordan det var før, hvor der var en endeløs, halvvild, anarkistisk karavane af amerikanerbiler og motorcykler på vej med havet som mål.

Der er meget få åndehuller, hvor man kan komme til vandet, tilbage i byen.


Der er lidt ved Svanemølle havn, men også der æder computerfirmaer og konsulentbureauer sig ind i de gamle pakhuse. Der er travlt med at sælge ud. Pengene skal bruges til METRO og der er ikke nok af dem….(læs her og gys!)

Der er ejerlejligheder over det hele. Og private områder ned til vandet. Kranen her er sikkert fredet nu, og lavet om til konferencelokale – fra bevægelse og løften til stilstand og møder – og parkering kun med tilladelse.


Tiden går, noget forsvinder og med det, noget af mig. Jeg ved det, for jeg kørte forbi, her til aften, og det var som om det stadig duftede svagt af tjære der, somom længslen efter havet stadig var der, en svag, glemt sang af sømænd og dokarbejdere, af rejser og salt…..og jeg fløjtede den, mens jeg rullede forbi krusningerne i det silkebløde vand, uden at kunne huske hvad den hed…

Registerstaten Danmark

Nogen gange falder man over noget, der virker som om, det blev placeret i fortiden, for at nogen kunne finde det i fremtiden.
Sådan har jeg det, med den her bog!


Den er fra….1978, kan kun lånes på biblioteket(mod nemID-søgning, noget forfatteren ville have set som klart totalitært!) og handler stort set om det samme vi taler om idag: Digitalisering – at sætte mennesker i bås med tal og registre!
Det var cand.polit. Jussi Merklin, tidligere embedsmand i finansministeriet, meget utilfreds med, og han var ikke alene, ifølge en opinionsundersøgelse fra dengang var godt 80 procent(!) af befolkningen imod CPR-nummeret som nøgle til alle statens oplysninger om os.
Men Merklins vrede retter sig ikke kun imod CPR – også ideen om Borgerkort fra 90erne, var han meget imod, her i et interview med ‘FAKLEN’ fra 1994:
‘Informationerne skabes jo først ved brugen af borgerkortet. Hver gang det bliver aflæst, bliver det registreret, og hvis det sker, når du går i supermarkedet, eller når du går ned og køber en billet på banegården eller passerer grænsen, så betyder det, at registreringen bliver langt mere omfattende og vidtgående, end den er i øjeblikket.
Det, man så hævder, er, at kortet giver borgerne mulighed for at trække oplysninger ud af registrene uden at skulle have attester med ved henvendelse til myndighederne, men dét vil samtidig give magthaverne carte blanche til at samle enhver form for oplysning i de offentlige registre.
I dag er der vandtætte skodder – i hvert fald delvist vandtætte skodder – mellem de oplysninger, der ligger i de forskellige registre, og der er en registerlov, som faktisk netop går ud på at hindre sammenføring af registre i bred almindelighed.
I regeringens IT-plan siger man derimod, at det gælder om at gøre det modsatte, om at bryde barriererne mellem registrene ned og lade oplysningerne løbe sammen i én strøm af informationer. Og så kan det da godt være, at de nuværende embedsmænd og politikere måske stadig har visse moralske skrupler mht., hvad de vil, tør eller kan foretage sig med dette her.
Men der skal ikke så forfærdelig meget til at få moralen til at flytte sig markant, som man så det i Tyskland i 30erne. Skønt landet i begyndelsen af 30erne var en højtstående civilisation og et kultursamfund, så gik der jo ikke mange år, før det blev hjemsted for de groveste forbrydelser i verdenshistorien.
Det kan ske igen. Det er farligt at bryde dæmningerne ned, så der er frit løb for registreringen, for det kan næsten ikke undgå at føre til misbrug, sagde han dengang i 1994, som et ekko, at den debat vi netop nu har om BIG DATA, NemID og den registersamkøring, der finder sted med den nye DATABESKYTTELSESLOV.

Vi tager lidt mere om registre, set fra 1994, og Jussis betragtninger her, kunne passende opdateres med LOGNINGSBEKENDTGØRELSEN, der gemmer placering sammen med smsere og telefonopkald fra vore allestedsnærværende mobiler:
‘På registerområdet er en af de seneste fortielser fra myndighedernes side det såkaldte GIS [Grafisk Informations System]. Man er efterhånden blevet i stand til at fremstille nogle overordentlig detaljerede landkort helt ned til 2 meters nøjagtighed, der kan lagres digitalt, således at man vha. simple koordinater kan stedfæste bygninger og sågar enkelte rum med meget stor præcision.
Det betyder, at man kan samle oplysninger i registre og administrere dem direkte på landkort, hvorfra de så atter kan indhentes til forskellig brug – så er der nemlig lige pludselig ikke længere tale om noget egentligt personregister, men blot om et koordinatsæt for en bestemt person. Forudsætningerne herfor er allerede til stede, og Registertilsynet har da også allerede skullet tage stilling til en række klager, men enten benægter de simpelt hen eksistensen af disse, eller også henviser de bare til, at de formoder, at kommunerne, som er i besiddelse af disse systemer, overholder registerloven.
GIS bliver mere og mere udbredt og muliggør derved en registrering og overvågning, der rent faktisk er lige så tæt, som den var i det 3. Rige. Dengang havde man blokvagter i enhver ejendom, hvis opgave det var at udlevere detaljerede oplysninger om alle beboerne til repræsentanter for efterretningsvæsenet. Blokvagten kan imidlertid her erstattes af et meget mere effektivt elektronisk GIS-system.”

Merklin blander sig stadig – blandt andet omkring DAMD-registrene, hvilket Helle Thorning Schmidt og Marianne Jelved fik at føle i et brev fra 2014.
Borgerne har ejendomsretten til deres data. Patienterne har ejendomsretten til deres patientdata, herunder deres følsomme patientdata. De har, ved at konsultere deres læge for at modtage lægens tjenesteydelser, midlertidigt, under visse forudsætninger og på visse vilkår, givet deres læge en brugsret til deres patientdata.
Denne brugsret giver lægen mulighed for – med tavshedspligt –at bruge oplysningerne til gavn for patienten i sin behandling og rådgivning af patienten i lægens praksis.
Intet andet!’

PS: Jeg ved ikke hvor Jussi Merklin er i dag – om han lever? Hvis noget ved det, send mig en mail, jeg vil meget gerne tale med ham!

Peter og undervandsbåden

I Ekstra Bladet kunne man søndag læse om TV2-dommeren Mette Helene Rasmussens oplevelse af et kortvarigt besøg i Peter Madsens ubåd, Nautilus. Hendes beskrivelse af ham, er ligeså dum, som den på en måde er sand.
– Der gik noget tid, før jeg forstod, at det var alvor for ham. At det var en rigtig raket og en ægte ubåd, han havde gang i. Han blev tydeligvis irriteret på mig, og jeg fik en følelse af, at jeg havde sagt noget forkert, fortsætter hun – og jo, hun har sagt noget forkert, og det hun siger, bliver nu en del af et narrativ, en historie, noget der nu hober sig op som små indicier, små pletter på Peters renomme – en mand der tager tingene alvorligt? Og som bliver irriteret på andre? Og som nu er sigtet for uagtsomt manddrab? Puha….
Derfor – tror jeg – denne lille artikel:
I sensommeren og efteråret 2002 hang jeg ud med Peter Madsen og interviewede ham til understående montage, oprindeligt sendt på Danmarks Radios P1. Montagen handler om hans første U-båd, Freja, der ligesom Nautilus har haft en omtumlet tilværelse, der blandt andet inkluderede et færdselsuheld(!), hvor tårnet til ubåden blev ødelagt under transport.Dengang boede og sov og arbejdede han i et værksted i Farum.
Peter og jeg elskede filmen ‘Das Boot‘ og vi var begge voldsomt fascinerede af teknologi.
Med en fortid som arbejdsdreng hos en smed i Horsens, kunne jeg også forstå og føle hans kærlighed til metal og svejsning, og det at blødgøre noget, der er hårdt, forme det og skabe et fartøj til sig selv, at skabe et billede i stål.
Peter har ikke fået noget forærende. Alt han er, har han skabt selv.
Han er også et ekstremt dedikeret og inspirerende menneske, der, ja, tager sig selv og sine drømme alvorligt.
Den slags har vi ikke ret mange af i Danmark.

Han er stædig og egenrådig. Men han er også en fighter og en ildsjæl og drømmenes mand. En, der får ting til at ske. En inspiration for mange.

Peter sidder i fængsel nu, sigtet for en alvorlig forbrydelse, uagtsomt manddrab, men er også i den grad stadig uskyldig til det modsatte er bevist, selvom medierne og tidligere efterforskere og resten af Danmark har travlt med at dømme ham med det samme.
Han nægter sig skyldig.

Uanset hvad der er hændt, og jeg synes det er skammeligt, at han ikke må forklare sig offentligt i en retssal, håber jeg det bedste for ham og for den forsvundne journalist.

Sandheden kommer vel for en dag – snart – så vi kan holde op med alle disse uværdige gætterier.
I mens, hvis du vil have et kig ind i Kaptajn Madsens univers anno 2002 – så lyt til montagen herunder. Jeg tror desværre, at nogen vil tolke den som et bevis på hans mulige svagheder – men min pointe med den, er den modsatte: At man kan vende et dårligt udgangspunkt til noget godt og stærkt – og blive kaptajn på eget ocean.

PS: Den er altså kun 45 min lang, den fil jeg havde liggende har en fejl.
PPS: Til mine kolleger: NEJ, jeg vil ikke citeres eller interviewes om ham.