Tale ved Copenhagen Future Crypto 2017

Velkommen til Copenhagen future crypto – det er første, men forhåbentlig ikke sidste gang vi har lavet den her konference om nogen af de vigtigste emmer i vor tid – sikkerhed og privatliv.

Jeg hedder Anders Kjærulff, jeg driver et radioprogram der hedder aflyttet, det har jeg gjort siden 2012 og dengang for fem år siden, regnedes det for paranoidt og sært og sølvpapirshattet at beskæftige sig med overvågning og sikkerhed og især kryptering, der jo kun er noget, som folk, der har noget at skjule, har et forhold til, og hvad skal det iøvrigt til for.

Det her bag mig, er et billede af mig. Jeg har lige fået en ny cykel, den består af dele fra tre andre cykler fra mine fætre, og min far har samlet den selv og malet den mørkeblå og min aktionsradius var pludselig udvidet med 20-30 kilometer om dagen og jeg var 10-12 år gammel og ingen ANEDE hvor jeg var, når jeg forlod matriklen. 
Billedet var oprindeligt et lysbillede og den slags kunne man som bekendt kun se via et lysbillled apparat ved særlige magiske lejligheder, så jeg har taget et billede af lærredet med min smartphone ved en af dem og det billede, det er digitalt og det kan deles og gemmes og sendes rundt i hele verden nu, samtidig med, at alle ved hvor jeg er, hele tiden.

Dengang, i 70erne, var det at være privat ikke bare muligt, det var en betingelse for at være borger, man kunne ikke andet og de fleste var glade for det. 

Vi danskere havde en klar bevidsthed om frihed fra stat og myndigheder og en indbygget modstand mod det, vi også kaldte Big Brother, dengang: En af de stærkeste bevægelser var balladen omkring Dankortet. Aviserne, altså dem på tryk, strømmede over med læserbreve og artikler om Big Brother, der kom ind i vores liv, nu hvor vi skulle betale for varer elektronisk: Banken ville jo kunne få indsigt i, hvad vi brugte vores penge til! Det var i det magiske år, 1984, men i dag ligger der såmænd et lovforslag fra Brian Mikkelsen til høring, Lov om Betalinger, hvor man vil gøre det friviligt om forretningerne vil modtage kontanter fra borgerne. Overhovedet. 

Og det er kun begyndelsen – for Folketinget ved godt, at borgerne ikke vil af med kronerne, men det vil DE. 

Planene er, at vi skal have e-kontanter, de der rede papir-penge skal væk, nogen kan røve dem, hedder det, og så er der ikke ordentlig styr på, hvordan vi bruger dem og hvorhenne. 

Det er jo anonymt og svært at spore. 

Nationalbanken meddelte sidste år at det ikke længere var rentabelt for danmark at trykke vores egne penge, så nu bliver danske kontanter, kongens mønt, trykt i Finland, indtil videre, til det stopper helt og alt bliver digitalt.

For det kan ikke betale sig, at trykke vores egne penge, hed det fra nationalbankdirektøren. Tænk lidt over det udtryk….i øvrigt. 

Når kontanterne engang bliver afskaffet, vil vi være perfekt sporbare. Det er den sidste brik. 

Tænk på mobile-pay: Alle transaktioner mellem os er tids- og stedbestemte på metadata og man kan slå tilbage og dele de data, banker og databrokere og forsikringsselskaber og hvem ved ellers og når SKAT engang, måske, kommer i omdrejninger, så er der hul igennem til overvågning af borgerne på et hidtil ukendt niveau – og vi vil ikke have nogen alternativer.

Og det er bare et enkelt eksempel på, hvordan vi er ved at indrette verden: Som en kontrolmaskine, et bærbart fængsel, bygget i glas. 

Vi BURDE havde ret til at rulle gardinet for.

ret til at være fri for uinviterede gæster i vores digitale liv. 

ret til at kunne være i fred

ret til at være anonym

Og ret til tillid – fra de systemer, vi giver vores. 

Jeg mener ikke, vi reelt har de rettigheder længere, som det ser ud nu. 

Nogen har hugget dem. 

Vi ved godt hvem. 

Jeg har ikke som sådan noget IMOD ny teknologi.

Jeg har til gengæld MEGET imod fantasiløs, desperat, grådig og farlig brug af ny teknologi.

Og det er den vi ser, nu. 

Jeg mener, vi er i gang med at reducere og varegøre mennesker i Big Datas navn.

At vi skabes om fra borgere til dataleverandører, data vi ovenikøbet selv er ansvarlige for at få tastet korrekt ind på maskiner, vi selv skal vedligeholde og opdatere.

Ellers får vi en bøde. 

Vi taler med hinanden, vi lægger ting ud til hinanden, mens nogen firmaer og myndigheder kigger på og tager noter.
Vi ser på de ting, vi lægger ud til hinanden, mens nogen firmaer kigger på. 

Vi vurderer og deler hinanden – mens nogen firmaer kigger på.

Firmaerne gemmer data om det hele. 

Vi ved det. 

Men vi ved ikke hvad de gør med de data. 

Vi ved, de sælger os og at det giver godt. 

Og at de også deler med politi og efterretningtjenester…

Men vi vil ikke vide hvordan og hvad det medfører.

VI LEVER I EN BLACK BOX OMGIVET AF REGISTRANTER, DER SÆLGER OS

DET ER OS; DER ER INDE I FJERNSYNET, MEN VI KAN IKKE KOMME UD

…og det påvirker os…

Det gør os til dårligere mennesker. Det gør os ufrie. 

Det gør os bange. 

Jeg mener, vi skal KRYPTERER ALT. 

Det hele. 

Så vi får reel brevhemmelighed. 

Så vi igen kan tale sammen, på nettet, med samme fortrolighed, som når jeg mødte en ven et sted i nabolaget, når jeg var på ture på min blå cykel som 12 årig og ingen vidste hvor jeg var.

Vi har ret til at være i fred! Vi må selv bestemme. 

Vi har lov at tale med hinanden – uden nogen tager noter og optager. 

HUSK i har ret til at rulle gardinet for, så ingen kigger ind.

I har ret til at være fri for uinviterede gæster i jeres digitale liv. 

I har ret til at kunne være i fred

I har ret til at være anonyme

Og ret til tillid – fra de systemer, vi giver vores.

Spræng det bærbare fængsel!

HUSK, det er bare bygget i glas…

Torsted og Skole genbesøgt

image

Var til 35 års jubilæumsfest på min gamle skole i Horsens. Den er egentlig omdøbt til Østerhåbskolen. Men ved bagindgangen har den stadig samme navn.

image

Min far var viceskoleinspektør på skolen. Det var ikke altid så rart…den slags er der moppemateriale i. Heldigvis gik jeg i klasse med skoleinspektørens datter Hanne – her er hun fra lidt senere på dagen.

image

Som søn af viceren har jeg et specielt forhold til bygningen. Jeg har også været der udenfor skoletiden. Lærerne kom i vores hjem.
Min far havde nøgler til det hele.

Det her er min Skolevej. De første år fulgtes jeg med min far om morgenen.
Men det blev pinligt i længden, og jeg insisterede på, at gå alene….

image

Jeg tog en masse løse billeder på skolen. Meget af det lignede sig selv. Også menneskene. Man kunne genkende hinanden på øjnene. Ikke altid navnet. Eller udseende. Men øjnene.

image

Her er nogen af os.

image

image

Merete….

image

Henrik og Jens – også FDF venner.
image

Lene og Tommy og Marianne.

image

Momme – foran kontoret…og Leif – set bagfra.

image

Vi blev vist rundt og jeg tog en masse billeder, lidt tilfældigt, og undrede mig over hvor meget, der lignede sig selv fra dengang.

image

image

image

gymnastik salen virker så lille…

image

image

image

image

image

image

Om aftenen gik jeg en tur i nabolaget. Forbi skolen igen. Og træet foran formningslokalet som jeg pleje at stirre ind i, og drømme, da jeg var dreng.

image

og vejene ved Toften….

image

og alle fuglene sang, som genskabte de alle somre på en gang i hvert enkelt himmelfrydefyldt fløjt.

image

Første tur på Cannondale – klar til salg..?

Ude at rulle og tjekke gearsetup – Den ER for lille – men kører fint nu, hvor nu hvor kun 9 gear og nul forskifter er etableret .

image

Har bevaret det lille tandhjul, der kan skiftes ned manuelt(flytte kæden med.fingrene) men det er umiddelbart ikke nødvendigt – de ni dækker godt.

image

cyklede ned og mødte en ven.

image

Bremser er også reparerede så godt som muligt, nyt kabel på foran – og det hele aka et godt stel, en hel del rigtig gode dele, en ny bagkassette(shimano) og ny kæde på velkonstrueret nigearsystem er til salg – hvis nogen vil købe – på den blå avis her: http://www.dba.dk/citybike-cannondale-bad-boy/id-1024305529/

Mine børn – piger – er ikke vanvittigt interesserede i en sort cykel…og jeg nægter at male den…så…
Hvis du gider ofre en ny saddel, og to nye, fede dæk er du ret flot kørende…imo…

Bålvagt

image
På Roskildevej fyrer de unge mænd deres kværne af
De vræler gennem sommernatten, og også jeg har engang været der, midt i hastighedens eksploderende ingenting, men nu er jeg gammel, og har bålvagten, og omfavnes af askegørelses sære, rastløse ro

image

Og bålet falder, vakt til live kun for langsomt, planlagt, at kunne dø ud igen, uden at have realiseret sin essens, ilden, dens raseri.

image

image

image

Og noget, nogen vil mig noget, glødende.

image

image

TERRORBLOD: Medier som medskyldige?

‘Jeg begriber ikke, at nogen ren hånd kan holde om en avis, uden at få krampe af væmmelse’
Charles Baudelaire, Gnister.

Fra Wikipedia – ‘Nine emigrants go to the guillotine, 1793’

Da jeg var i lære som journalist, fortalte redaktionsekretæren mig de uskrevne regler for min lokalavis.
De, der gjaldt for retsstoffet.
Der var ikke så mange. Men de var vigtige:
Vi skrev ikke anklagedes navne, før de var blevet dømt, og kun hvis de fik over tre måneders ubetinget fængsel.
Og så var der de vedtagne tabuer.
Brandstiftelse og Pædofæli omtales højest i en-spaltere. Kun fact og ikke mere.
‘For den slags har det med at brede sig’, sagde redaktionssekretæren, og henviste til, at omtale af pyromani/pædofæli fik folk med de tendenser til at få lidt for gode ideer…
Det lokale politi var i øvrigt helt enige.
Jeg mener at tiden er kommet til, at vi udvider reglerne til også at gælde TERROR.
Som tingene udvikler sig, haster det voldsomt.
For den omtale vi villigt leverer af rædsler og menneskelige vinkler og detaljer og nærbilleder af sproglig og visuel karakter, giver med garanti rigtig mange svage sjæle virkelig gode ideer.

Men først et flash-back. Til et billede fra Paris. Det her for oven.

Fra det man (sic) kalder ‘TERROR-regimet’ i Paris, en periode med summariske henrettelser på over 40.000 mennesker, offentligt udført ved guillotine eller skydning eller hvad man nu kunne finde på.
Der var bunker af tilskuere, naturligvis, og henrettelserne var et show, der får enhver udgave af x-factor til at blegne.
Man kappede hovedet af alle mulige forskellige alt efter hvem der sad på magten og det gik udover både adel og borger og arbejder.
Hvis der var journalister tilstede dengang, hvordan ville man så have dækket det? På en anstændig måde? Giv mig bare et godt bud? Kunne man dække det?
For i dag, under dække af pænhed, utryghed og bekymrede miner er det netop det vi gør – dækker  TERROR  som var det x-factor – og det skal vi simpelthen holde op med! NU!

Men det er svært.
For udover epidemier, pludselige spektakulære ulykker, mord og ekstreme vejrfænomener, er der fire ting, der kan få journalister til at dirre af vellyst: Folketingsvalg, Ministerrokeringer, Royale Skandaler og TERROR.
Jeg ved det, for jeg er selv journalist, og også jeg mærker denne følelse af vigtighed, uundværlighed og ikke mindst et opmærksomt publikum, når et af de fire optræder.
TERROR er ikke noget dansk ord.
Det er engelsk og betyder rædsel. Frygt og rædsel er ikke det samme. Rædsel er værre, dybere, er mange lag af frygt lagt ovenpå hinanden, gentaget, forstærket i hjernens kammer med en snert af vellyst.
Ja, vellyst. For de nervebaner, der transporterer henholdsvis iskold angst og gnistrende vellyst, ligger angiveligt lige op af hinanden, det har jeg fra en forsker, der naturligt nok konkluderer, at vellysten og angsten nærer hinanden, hvilket forklarer en hel del mere, end de fleste af os har lyst til at vide, endsige er i stand til at rumme – eller drage konklusioner af.
Det er kort sagt den bedste kombination at få læsere/lyttere/seere/klik på.
Hvilket bringer mig videre til vores næste problem.
Journalister. Mig selv. Og mine.
Vi elsker forløb uden ende, uden dramaturgi og uden analyse, gerne ting, der foregår foran os, hvor det kun handler om at indsamle data løbende, til tingene når deres naturlige – og som regel ubehagelige – afslutning.
Og så kan vi tale videre, og videre bagefter, inden vi går ud og fejrer os selv på et eller andet værtshus og slår hinanden på skuldrene af bare vigtighed i presselogen…

TERROR i Paris er det perfekte eksempel. En kulmination af et længe næret vanvid.
Alle er gået i breaking news mode. Breaking er dejligt. Breaking betyder at alle går på overtid, ingen vil tjekke fakta, cheferne er på gulvet for en gangs skyld, og så skal vi alle sammen vise os. Der er BREAKING. Og vi vil så nødig gå ud af det.

Engang var det kun Ekstra Bladet der gik i BREAKING, og det skal de, for de er et tabloidt medie, der lever af klik og løssalg. Men nu gør alle det. ALLE. Hele tiden.
For breaking er det, vi lever af, hedder det sig.

Men breaking er også det, vi dør af. Alle sammen.

Vi har brug for at holde en pause. For at stoppe op. Og tænke.
Vi har ikke brug for flere journalister, der fortæller hvad de ser på TV. Og som rapporterer fra pressemeddelelser og officielle kilder og løse rygter og fra hvad andre journalister måske har sagt på en anden kanal, på et andet tidspunkt eller lige nu.
Vi har brug for, at vi venter. Og ser sandheden, mens den er der.

Vi ved godt, der er forskel på information og viden. Men når vi går i BREAKING-mode, er information alt vi viderebringer.
I gamle dage kaldte man det for at træde vande – men det er det ikke længere. BREAKING er i dag det, som samtlige større medier konkurrerer om at gøre sig bedst med, fordi det er billigt og fordi de er gearet til det. (Måske er det sågar det eneste, vi er gearet til? Alt andet er en slags ventesal…)
Man har til lejligheden en række fagmedarbejdere med et velsmurt mundtøj og pæne jakkesæt/spadseredragter og et netværk af kommentatorer, der er i stand til at tale om stort set hvad som helst meget, meget længe.
Man har taget en form, oprindeligt som set hos CNN, men den er nu den eneste reelle form, der er….
Det er som en standret af reportere, altid klar i kulissen, sobre og tilsyneladende fornuftige i tonen, mens de forvandler det, der egentlig er vores virkelighed, til et absurd teater af summariske henrettelser.

Ideen bag er simpel – det handler om, at holde publikum fast på kanalen så længe som muligt i det håb, at endelige, faktuelle oplysninger på et eller andet tidspunkt indfinder sig. Til da træder vi alle sammen ind i en verden af antagelser, rygter, gentagelser af udgangspunket, analyser af ingenting og, ikke mindst, vilde spekulationer og nye analyser på baggrund af dem.
Jeg gider ikke engang komme med eksempler.
Ingen kan alligevel huske, hvad der blev sagt i forbindelse med hele Paris-TERROR, sagen – vi stod alle sammen med åben mund og polypper og kørte tomgang mens det skete udfoldede sig på skærme, der viste de samme billeder, igen og igen og igen og reportere med satellitlinks fortalte, at de ikke kunne komme nærmere end 1 kilometer på noget som helst….

Det blev et studie i angst med angst på. Af rædsel. Af TERROR i sig selv.

I manglende viden. Og i et overblik, der bevidst ødelægges for den gode, frygtfulde stemnings skyld.
Vi skal være bange. Meget bange. Og poltikerne skal gøre noget. NU, skriger vi og det gør de så, for åbne kameraer og helt og aldeles uden at tænke sig om – for midt i et hav af frygt er der ikke tid til det…
Og der er nogen, der er rigtig glade for, at det er sådan. Terroristerne.
Det er dem, der har hovedrollen. Det er dem, der kan læse om sig selv i avisen og se sig i fjernsynet.

Hvad er en terrorist? En der udfører terror, en der PÅFØRER os rædsel – en rædsel som vi, medierne, bærer frem som var det den hellige, lysende gral.
Det er det ikke. Det er andre menneskers blod.
Det fortjener mere respekt, omtanke og ikke mindst forsigtighed, end den måde vi ruller os rundt i det nu.

Og nu kan jeg allerede høre et kor af forargede politikere og kolleger råbe i kor:
‘CENSUR! Af med hans hoved!’
Men jeg har allerede tabt det, og nej, det er ikke DET jeg beder om, jeg beder ikke engang om selvcencur, for min skyld kan I tapetsere hele verden til med Muhammed-tegninger og skrive frækt om Kongehuset og Prinsen på Broen og Dannebrog eller hvad I nu har lyst til.
Det er ikke det, det handler om her. Det handler om at besinde sig.
Om ikke at male fanden på væggen. Gør man det, kommer han som bekendt.

Jeg ved det er svært men, SLAP AF!
Lad os os tænke os lidt om. Lad os ikke sige noget – før vi ved noget.
Lad evt. billederne stå og ti stille, hvis der ikke er noget at sige.
Ellers spiller vi med på sangen, rædslens sang, terroristernes.
Og hvis vi ikke holder op med det, bliver det den sidste sang vi hører.

Screenshots fra min nexus Update Android 5.0 lollipop

image

Endelig! Lommelygte uden spyware.
Og ja, den overvågning i flager for, google, er finsk, f-secure freedome…you do not like, do you punks? 🙂

image

Hrm. Krigen er igang på big data sundhed – kroppe skal være under streng kontrol – registreres. For deres eget, vores, fælles bedste.

image

Foto 1.

Foto af skærm af ældre bærbar

image
fra: http://fe-ddis.dk/SiteCollectionDocuments/FE/DenKoldeKrig/Truslen_Mod_Danmark_1988.pdf

Konklusion vs. 0.9 – in progress:
+
lommelygte
Alle ApS virker endnu
Bedre privatlivs kontrol hvis vågen bruger


Totalt tab af id til google – big data punkt hvis ikke vågen
Taber TOR via orbot og orweb – holder op med at virke!
Æder 500/MB
Angsprovokerende i al sin omfavnelse

image

…fremtidige check:
Gå offline gennem længere tid. NU