GARAGEN

Journalistik har i dag fjernet sig fuldkomment fra skrivekunsten og villigt, ja dovent, reduceret sig selv til en konkurrence om være først om at rapportere den allermindste lyd fra hver enkelt faldende skrue i politikkens rasende kedelige maskinrum, hvor nu aldrig mere beskrevne kranier knuses mellem hver rotation af de skærmlysende AI-tandhjul i teknokratiets haller, mens selve maskinen ikke synes at bevæge sig ud af stedet endsige producere noget af blivende værdi.

Ovenpå den danser en ganske lille gruppe privilegieblindt selvforelskede DJ-medlemmer sammen med en ligeså lille gruppe fuldkomment udannede, skrigende influencere, eks-folketingsmedlemmer og andre b-kendisser en kokaininduceret dødedans i deres italienske sko mellem de blomster, ingen længere må se.

Skulle der opstå et øjebliks stilhed, er der altid vejret. Vejrudsigter pølses ud hver halve time, ja hvert sløvt minut, og anledningerne for at skrive om det, der alligevel ikke kan ændres, er ligeså kedelige og manipulerende som resultatet.

Så giv mig dog hellere i evig gentagelse Johannes V. Jensens vejrudsigter fra 1906, som han skrev i sin egen avis, PRESSEN, udgivet dagligt i en enkelt måned: (citater via Arne Herløv Pedersen)

5/7: “Frue Kirketag glinser som en dugskimlet Ager med et blændende Ildpunkt midt i en Rude. Luften var efter Natten frisk og sval som Roser, men der vil gaa Lue i den inden Middag.”

7/7: “Varme fra Solopgang. Der kører et Halmlæs paa Vesterbrogade ude fra Landet, det fylder hele Gaden med en Duft af Sundhed. Unge Damer cyklede ind til Byen med Nelliker i Haanden.”

9/7: “Dagen vaagnede blød og lun som et stort Kattedyr med Haarlaget fuldt af Elektricitet efter at have drømt i den varme Nat.”