GARAGEN

Christopher Nolans ‘The Odyssey’ er virkelig dårlig. Tilgengæld er den virkelig lang.

Matt Damons Odysseus ligner Jack Dorsey, AI-profet, rovkapitalist og tidligere stifter af Twitter, mens hans søn, i skuespilleren Tom Hollands skikkelse, ligner en permanent forbavset Mark Zuckerberg så meget, at jeg næsten ikke kunne tænke på andet….måske er det meningen? Måske har de penge i filmen? Jeg ved det ikke….

Det er ikke Matt Damon!
…eller Odysseus

Manuskriftet er så amerikansk professionelt, at man mærker hensigten fra start og bliver forstemt.
Kyklopen Polyfem er en positiv overraskelse, flot og rugende menneskeligt realiseret – den skulle have haft en større rolle, gerne sammen med troldkvinden Kirke, der spilles fremragende forsigtigt og manende af Samantha Morton, en kvinde, der med god grund er angst ved mænd – men hvor Nolan selvfølgelig springer det Homerske faktum, at Odysseus blev hos hende i et helt år som hendes elsker og fik to børn med hende, over, til fordel for noget pseudointellektuelt med en Poesk ravn(al respekt for Poe, men hvad laver det der?), der er hendes søster som han truer med at vride halsen om på, hvorefter hun bliver blid som et lam og fortæller ham alt….
Men tak for igen at lære mig noget om den multinationalisering, det, der i gamle dage hed Amerikanisering, der finder sted overalt i det kulturelle og for at minde os om, at amerikanere tilsyneladende ikke KAN være tavse eller alvorlige, at de taler som børn, de småsnakker konstant, fortæller dårlige vittigheder og kommer med det, vores dronning kaldte ‘dumsmarte bemærkninger’ uanset hvor alvorlig situationen er – eller som i Homers tilfælde: Hvor stor historien er og hvor meget den maner til få, men store ord. Jeg TROR simpelthen ikke på, man gik og småsnakkede på DEN måde, DENGANG.
Amerikanske film er kun tavse og alvorlige under én omstændighed: Drab og vold. Når de tier – dræber de. Og her dræber de en virkelig god historie ved at reducere den til nutids-Facebook-SOME-føleri og 140 tegns statements ala: ‘Ten years on this fucking beach. Let’s go home!”(ja, det siger han faktisk…)
Vold og drab er der til gengæld masser af, efter en ekstrem lang, følelsesfuld indledning, kommer der en ren kødhakker af sværdtricks og kampsportsudfoldelser fra judo og krav maga, teknikker der ikke var opfundet eller formaliseret på det tidspunkt, men hvad betyder det, det ser godt ud, ligesom mændene, der alle ser ud som om de kommer lige fra et fitnesscenter – der er sixpacks og skarpe biceps overalt, nogen jeg tvivler på var normen dengang? Men hvad ved jeg?
Men filmen som projekt repræsenterer også noget andet, der slog mig allerede under reklamerne i biografen: En denationalisering af virkeligheden, der ikke længere kun er et spørgsmål om at grækere taler amerikansk, men at selve historien gøres multinational, og dermed ret ligegyldig.

Nu vil jeg prøve at genlæse historien. Den rigtige.