Når vi registreres fryser vi….

Har lavet en ekstra NØDRADIO, der handler om LOGNINGSBEKENDTGØRELSEN, en bekendtgørelse, der siden 2006 har krævet at teleselskaberne skal gemme vores opkalds- og sms-data og hvor vi er imens vi ringer og sms’er – i et helt år for alle, uanset om du har gjort noget eller ej.

Jeg har beskæftiget mig med den logningsbekendtgørelse siden 2010 og den 29 juni i år skulle det så have været enden på den historie. Foreningen mod ulovlig logning havde nemlig anlagt sag mod justistministeriet for at få den afskaffet, og den mest synlige i den forening, juristen Rasmus Malver, var så sikker på at vinde, at han dagen før dommen i landsretten tweetede ud, at ‘vi vinder og fejrer det på Nytorv’ Nu stod vi så der, og der var også købt champagne, der var rigtige glas og forventningerne var høje.
Men det endte ikke som Rasmus Malver troede.

Det er tre år siden, foreningen mod ulovlig logning stævnede justitsministeriet for ikke at følge de domme, EU-domstolen havde givet af flere omgange, domme der fik andre lande til at droppe logningen øjeblikkeligt. Men ikke Danmark, hvor man gang på gang har hævdet, at det var et alt for vigtigt redskab for politiet.
Tjekkiet, Norge, Tyskland, Sverige, Slovakiet og Nederlandene har alle standset logningen. Men ikke Danmark.
I Danmark har vi altid haft en uskyldsformodning – at man er uskyldig til det modsatte er bevist, men med logningsbekendtgørelsen indsamles der beviser imod os før der overhovedet er rejst en anklage.
Og så er der EUs charter om grundlæggende rettigheder. I Artikel 7 står der: Respekt for privatliv og familieliv Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin kommunikation.
Den kommunikation er har tilhørt staten siden 2007. Og selvom justistministeren hævder at man vil tilpasse logningbekendtgørelsen til EUs regler, fortsætter logningen af borgerne – endda helt frivilligt fra teleselskabernes side – som det ser ud nu, kan de ikke straffes for ikke at logge, men på opfordring af justitsministeriet gør de det alligevel.

Og hvad er det så for en logning vi taler om her? Jo, det skal jeg sige dig: Det er logning af dig. Og alle dem du kommunikere med, ikke på indholdet, bevares, men på alle metadata, dvs. hvem du ringede eller sms’ede med og hvor du var imens, altsammen registreret og gemt af dit flinke teleselskab, der opbevarer de data i mindst et år, og som har skullet udlevere data til politiet mod en dommerkendelse. Tænk lidt over, hvad man kan få ud af data om hvem du ringer mest til, og hvor i er henne imens og lad fantasien lege lidt med tanken om, hvad du egentlig foretog dig for en måned siden, et halvt år, et år? Nemlig. Du kan ikke huske det. Det kan dine teledata. Med en præcision på ca. 50 – 100 meter og på helt præcist klokkeslet.

I 2012 blev der lagret 1,5 millarder stykker data på hele befolkningen. Og de såkaldte MASTESUG, hvor politiet simpelthen støvsuger og søger i oplysninger om alle telefoner, der har været i nærheden af et gerningssted, også DIN, er idag fast rutine. Måske kender du en kriminel? Måske har du bare været tæt på den? Metadata ved det hele.
Jeg ringede til Keld Norman, white hat-hacker, og spurgte ham, hvad man kan bruge den slags data til – du kan høre ham og Rasmus Malver i podcasten herover.


Foreningen imod ulovlig logning er igang med at skaffe penge
til at anke sagen til højesteret, men der er lang vej endnu.
Imens må vi tænke lidt over, hvad for et samfund vi vil have: Et der bevidstløst – og bevidst – registrerer sine borgere – uanset om de er uskyldige eller ej – eller et, hvor man stoler på borgeren, lader os være i fred, indtil der er en mistanke, der kan holde hos en dommer.
Jeg ved, hvad jeg foretrækker.

FLASHBACK 2011: Her forsøgte jeg at få et estimat på, hvad det ville kræve at køre en retssag mod staten: https://soundcloud.com/garagen/samtale-med-advokat-bj-rn

Fra AFLYTTETS arkiver: https://aflyttet.dk/logning-logning-logning-overgrebet-der-aldrig-ender/

Retten tiil en hemmelighed – anno 2001: https://aflyttet.dk/bonskrift-et-forsvar-for-retten-til-det-hemmelige/

CORONAPAS: Da vi blev tvangsdigitaliserede…?

‘people will literally do and say anything to return to a “normal” that never existed’ – Chelsea E. Manning på Twitter, 18 marts

Klokken er fire om natten og jeg kan ikke sove.

Udenfor mit vindue passerer en motorcykelbetjent, man kan høre den bløde brummen af hans maskine, det er kun politiet, der kører på den måde, sådan langsomt og lidt tilbageholdt og jeg ser hans gule hjelm passere, da han kører forbi mit hegn.
For fire en halv time siden blev folketingets partier enige om en såkaldt genåbningsaftale, den slags handler logisk nok især om HVEM der skal have lov at åbne først, hvad med restauranterne, barene, koncerterne og ikke mindst: Frisørerne?
Og umiddelbart lyder det jo lovende ovenpå over et års civil undtagelsestilstand (ja, det er det!) hvor vi har været sammen hver for sig og tvangsindlagt til fællessang og kollektive afspritninger og mundbind og alle de andre nødvendige ting, der skal til for at undgå at sprede smitte, og nu, endelig, skal Danmark ‘genåbnes’.
Men det bliver naturligvis ikke lige nu, for der er stadig virus i blandt os, den muterer og opfører sig mærkeligt og vi regner og regner og er alle sammen blevet matematikere og virologer og vi er vanvittige af isolation og afsavn og af at skulle klare den, klare jobbet, for manges vedkommende ikke engang kunne beholde det, børnene er også hjemme og glor ned i iPads og playstations konstant og gaderne er så stille, at man kan sidde og tælle betjentenes rundture i kvarteret….
Nu er der en slags dato: Når alle over 50 er blevet vaccineret mod corona, SÅ er det forbi, endeligt, så åbner vi HELT op for gassen og kan leve som vi plejede engang…måske? Men så længe KAN vi ikke vente – så det bliver april, der åbnes, sådan lidt. Det ligner næsten noget normalt.
Men der er noget i den aftale, der ikke er som det plejer. Og som har fået Pernille Vermund fra Nye Borgerlige til at forlade forhandlingerne, som den eneste.
Corona-passet, hedder det.

DR skriver om det: “Aftalen betyder, at et coronapas bliver helt afgørende for, hvad vi kan foretage os fra den 6. april og de følgende måneder. Et coronapas er et bevis på, at man enten er vaccineret, har en negativ test som højst er 72 timer gammel eller har været smittet tidligere. Det vil kræve coronapas at komme til frisør, tatovør, massør eller andre liberale erhverv. Og når det løbende bliver muligt at gå på restaurant, på museum, i biografen og til koncert vil det også kræve fremvisning af coronapas.”
Det vil på almindelig dansk sige, at du skal kunne vise en eller anden qr-kode frem på din smartphone med ubrudt glas og af nyere model frem til din tatovør, massør og frisør og at de skal have en dims der kan aflæse og verificere koden. Ellers kan du ikke komme ind. Hvem du ELLERS skal vise den her app til, ja, det gav en nu kraftigt nedredigeret video fra Netcompany et par bud på: Din arbejdsgiver vil kunne få adgang, så han ved om du kan møde på arbejde og den vil være helt afgørende hvis du vil ud og rejse…
(Vi springer alle mine sikkerhedsmæssige bekymringer over for denne gang – de er valide, for alt, der er digital kan manipuleres og det VIL det blive)

Navnet Corona-PAS er nok til at alle vores demokratiske alarmklokker bør bimle.
Et PAS er et officielt dokument, der beviser man er statsborger med rettigheder og pligter. Sådan et har vi allerede, det er rødbedefarvet, som vi leverpostejsdanskere godt kan lide det, men i Digitaliseringsstyrelsen har man længe ønsket sig, at det skulle væk fra den fysiske verden og ind i en af de der APPs i en smartphone, dem som vi, der går op i sikkerhed kalder for single-point-of-failure – har du adgang til telefonen har du adgang til alt. Og det er meget: I din iPhone/Android bor nemID, kørekort, sygesikringsbevis, SMITTESTOP-APP og det seneste skud på stammen, MinSundhed, en app der kan vise ens sundhedsdata, inklusive seneste corona test.
Smittestop-appen har haft et mildt sagt bumlet forløb – det hed sig i starten, at hvis den skulle være succesfuld, så skulle 2/3 dele af danskerne have den installeret – nu, efter snart et år – er der under 2,2 millioner der bruger appen, under halvdelen af befolkningen.

Uanset hvad, så er hele denne eskadre af apps principielt frivillige at installere -vi har stadig et analogt kørekort og sygesikringsbevis og nemID-pap-kortet virker lidt endnu. Det skulle sågar være muligt at få en elektronisk ‘standalone’ plastikdims som erstatning, når papkortet udfases, sidste sker fordi det simpelthen gør for ondt på digitalisterne, at de skal bruge papir…tror jeg.
Coronapas derimod, DET bliver ikke frivilligt. Ihvertfald ikke, hvis man ønsker at deltage i samfundslivet, blive klippet eller gå til et offentligt arrangement, til kor, eller i kirke.
Og det pas, det skal også, må vi forstå, pinedød være digitalt.

Old School Vaccinebog – virker og er anerkendt internationalt – men er ikke digitalt


I første omgang kaldte man det ‘vaccinepas’ fordi det skulle vise, at man var vaccineret, men kvikke hoveder mindede om, at den slags HAR vi allerede lavet i analog form – den FN-godkendte vaccinebog i gult pap findes og er analog og virker med stempel og underskrift fra lægen.
Men den er ikke digital. Og den kan ikke vise resultatet af seneste test fra dem, der ikke er vaccinerede endnu, hedder det sig. Så i stedet skabte man så, tada, Corona-passet, der angiveligt kan begge dele, og jo, det findes faktisk allerede i ‘MinSundhed’, under corona-pas…men det er IKKE nok.
DR, skriver videre: ‘I første omgang vil det ske gennem appen “MinSundhed”. Senere vil der komme en mere avanceret app’.
Denne avancerede app er blevet givet til udvikling af to firmaer, Netcompany, der også står bag Smittestop(Netcompany lovede som bekendt at ville gøre det gratis, for samfundet, men har i den grad skiftet mening og har indtil videre sendt regninger på 35 millioner kroner) og TRIFORK, der står for sundhedsdata-behandlingen.

Udbuddet var en såkaldt lyn-udbud, hvilket kan undre i en tid, hvor vi ikke HAR andet end netop det, tid, men hu hej, hvor skulle det gå stærkt, med den der app, som principielt er frivillig…
Ifølge DR skal der dog tages hensyn til de ‘mange’ der ikke bruger digitale platforme – her går jeg udfra, de mener de mindst 10 procent af den danske befolkning, der er regulært IT-blinde(jep de findes og de er gode nok danskere for det) PLUS de ældre, der ikke kan betjene eller se skærmen OG de 20.5 procent af alle danskere, der simpelthen ikke installerer apps…overhovedet. Samlet set, passer det nok ret godt med tallene for SMITTESTOP – Coronapasset i digital udgave kommer til at blive downloadet og brugt af under halvdelen af alle danskere, hvis det stod til os selv.
Og i følge DR vil man tage hensyn til de analoge. Eller ihvertfald ‘forsøge’:
‘Partierne forsøger at tage hensyn til, at mange ikke bruger digitale platforme. Derfor bliver det muligt at få tilsendt et vaccinationspas med posten, og det vil være muligt at vise fysiske dokumenter for en negativ test’, skriver statsradiofonien.

Det sidste rejser et ret konkret spørgsmål: En ting er, at kunne bevise man er vaccineret, men de corona-test, der også skal fremvises, ikke mindst for alle de, der er UNDER 50 år og som man må formode har et større behov og lyst til til at bevæge sig ud, gå til koncert og i byen og generelt være sammen med andre mennesker, hvad skal de gøre, hvis ikke de har en smartphone af nyeste, fine skatteyderbetalte folketingsmodel? Tager man den sikre PCR-test i et af teltene, varer det op til 48 timer før man har resultatet, og hvis man ikke kan logge ind på nettet og printe ud, og i stedet skal vente på, at resultatet sendes med det totalt udhungrede kongelige, engang danske, nu svenske postvæsen, så kommer man de facto aldrig ud af døren, for din test vil være for gammel, før resultatet når frem.
Måske kan det løses på lynteststeder, der så udsteder og printer papirer på stedet, men da jeg tog en lyntest hos ZOO for nylig var der umiddelbart ikke tilbud om andet end notifikation via mobil og velogmærke en mobil med NETADGANG. En gammel nokia, som mange faktisk render rundt med, fordi den dækker deres behov, ville ikke kunne anvendes.

De unge er smidt under bussen – de skal bruge Coronapas og testes i en uendelighed – men får ikke vaccine.

Så hvad ER det der foregår?
Det skal jeg sige jer: Tvangsdigitalisering. Big Time. Komplet med indbygget A og B-hold – har du smartphone, så kan du gå i byen – uden må du blive hjemme, eller finde dig i al muligt ydmygende bøvl, med risiko for at fejle.

Det er ingen hemmelighed, at Digitaliseringsstyrelsen (læs =Politikerne)længe har ønsket en udfasning af fysiske identitetspapirer fordi….digitalt er moderne.
Coronapasset har også været et MUST for regeringen, hedder det, samtlige partier har skullet acceptere det, før de overhovedet kunne være med i forhandlingerne, og den eneste, der ikke ville være det, var Pernille Vermund fra Nye Borgerlige, der kalder det for endnu et af regeringens ‘kontrolredskaber’.
Jeg mener, hun har ret, coronapasset er et kontrolredskab, det er et fullblown id-kort fyldt med info om os, som vi nu skal gå og vise frem til gud og hver mand, hvis vi vil deltage i samfundslivet.
Hun er ikke den eneste, der er bekymret: »Vi har en række bekymringer for, hvilke konsekvenser coronapasset vil have for vores samfund og omgangen med hinanden. Det er både i forhold til datasikkerhed, kontrol og adgangen til mennesker uden en smartphone,« udtalte enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, uden dog at lade bekymringerne stoppe dem i at deltage.
WHO og EU er også bekymrende og anbefaler at man vælger en løsning, der er kortvarig, inkluderende og klart afgrænset tidsmæssigt. Det sidste har vi Gud ske lov (måske) opnået i Danmark, hvor der er en solnedgangsklausul over passet i august…men jeg tvivler på, det forsvinder der.
Især fordi man allerede har annonceret, at der kommer ‘mange andre nyttige funktioner i det’.

Det er også svært at overse, at udbuddet af coronapasset kommer lige nu, en lille uge efter, at statsministeren og finansministeren annoncerede et »Digitaliseringspartnerskab om Danmarks digitale fremtid«, med blandt andet MÆRSK som motor.
»Et gennemdigitaliseret samfund er også et højproduktivt samfund,« sagde Mette Frederiksen til Berlingske og fortsatte: »Det handler om at komme foran i en verden, som har behov for yderligere digitalisering og et Europa, som allerede har besluttet, at digitalisering er en del af svaret på at komme ud af krisen.«
Og med den strategi, så er coronapas nok kun en spag begyndelse – der tales sjovt nok også en del om sundhedsdata og Israelske vaccinefabrikker og meget andet i disse dage – herhjemme regnes danske sundhedsdata for den hellige gral og noget, vi skal tjene mange penge på, og mon ikke det går noget nemmere at få dem ud af os, når de alligevel ligger og flyder rundt i en telefon?

Med denne strategi gør regeringen sig skyldig i netop den synd, som en rapport fra Ada Lovelace-instituttet, udgivet for en måned siden og som alle politikere har haft tid til at læse, og ignorere, advarer imod: At benytte sig af covid-19 krisen til at digitalisere nye områder af samfundet uden at tænke sig om. Eller som der står i rapporten:
‘Normalising health status surveillance
by creating long-term infrastructure
in response to a time-bounded crisis’


Klokken er blevet 5.30. Politiet har været forbi igen, listende på motorcyklen for ikke at vække dem, der sover.
Jeg er stadig vågen.
Fuglene synger og det er forår.
Og der er alt for lang tid til august, hvor solen forhåbentlig går ned over corona-passet…

Desværre er der undtagelser i den klausul. Solen går ikke ned i forhold til rejser. Eller for hvad EU beslutter fremover. Vi har sandsynligvis fået en app der er permanent og som skal vises over alle grænser, samtidig med passet, iøvrigt. Tillykke?








Mig og Jumbo

Jeg har gennem det seneste års tid haft en robot kørende. Den hedder Jumbo, er visualiseret som en lille, Martin Strid-agtig elefant, og den sletter mine gamle Facebookopslag for mig, rydder mine søgninger og brokker sig, hvis mine opslag står som offentlige.
Har også haft den igang på Twitter, men det blev for invasivt, syntes jeg.
Betaler man den penge, kan den også klare linkedin og instagram.
Men Faceboook er gratis.


Det med at få slettet gamle opslag på Facebook er en lettelse, de hober sig simpelthen op, og Facebook har generelt gjort det næsten umuligt at masseslette, alt skal tages et pinefuldt klik af gangen….
Jumbo æder det hele stille og roligt OG den smider iøvrigt en kopi af det hele på min telefon, HVIS jeg nu en dag fik lyst til at slå op i det – men generelt lever den efter princippet: Mennesker ændrer sig, derfor bør der ikke ligge gamle opslag og blokere for opfatttelsen af dig.
Jumbo virker troværdig som system – de har en knaldhård privatlivspolitik og har hidtil ikke optrådt i datalæk eller andre pinligheder. Det er ikke nogen garanti mod misbrug fra efterretningstjenester iøvrigt – hvis de vil gemme dine likes, så gør de det – uanset hvilken software du kører – men det er bedre end ingenting, og fjerner data fra Facebooks baser!

Det, man lige skal vænne sig til, er så, at..ting forsvinder. Og at det er en god ting nu til dags.
Prøv det!

Cirkel sluttes: Av min arm

 
En fredag for fire år siden kørte jeg hjem efter at have afviklet mit radioprogram ‘Aflyttet’ på radio24syv.
Det var sensommer og solskin – som nu – og jeg var på min motorcykel, i læderjakke og hjelm og handsker og trafikken flød langsomt foran mig som en doven flod, og jeg var træt og lettet og i rygsækken lå min store bærbare computer og sov.

På vej op af Valby langgade, på bakken, kiggede jeg mod venstre, ind på Bjerregaardsvej, hvor Danmark første computer DASK engang boede. Den interesserede mig, den maskine. Den fyldte en hel villa og lyste grønt om natten, og naboerne var bange for den.
Nu er villaen jævnet med jorden, men det finder jeg først ud af senere.

Jeg kører 30 km/t og da jeg igen ser fremad ser jeg direkte ind i et par røde bremselygter.

Bilen foran mig har tilsyneladende fundet en p-plads og er bremset hårdt op.

Det gør jeg også. Det er jeg nød til. Og jeg når ikke at tænke: Tager forbremsen alt for hårdt, så maskinen skrider ud, forsvinder under mig og jeg, jeg hænger et øjeblik i luften mens jeg ser min motorcykel glide på siden hen af vejen, motoren er gået i stå, jeg nåede ikke at koble ud og der er noget indebrændt og vredt over den måde, den bevæger sig ned af bakken på, inden den standser helt, ligger sig til hvile på siden, midt på vejen.

Så rammer jeg selv asfalten, hagen først, og jeg når lige at tænke, at det var godt, at min flip-op-hjelm var klappet ned og hagebøjlen tager slaget og at jeg egentlig var sluppet billigt.
Så kom rygsækken. Med den sovende computer.
Den har ligesom svævet over mig, og rammer mig nu hårdt i ryggen samtidig med, at jeg rammer asfalten med resten af kroppen.
Og jeg kan mærke, at der er noget, der går i stykker. Noget der knækker. Som en gren.
Jeg er høj på adreanalin og rejser mig op, springer op og går ind til siden.
En lastbil er standset lige bag mig og chaufføren er rystet og kommer hen og siger, at den der bil foran mig, han stoppede godt nok pludseligt og det var heldig han var vågen, og nåede at bremse.

Den bil, bilen foran, den der var skyld i mit styrt, er væk og vi peger begge to ud i den tomme luft efter den.

Chaufføren fra lastbilen hjælper mig med at få min mc ind til siden.

Min venstre arm hænger mærkeligt.
Det er kravebenet, siger chaufføren. Den fikser de på hospitalet, fortsætter han.
‘De sætter bare en plade ind, så er den fikset, jeg har selv en’, siger han og slår let på sit bryst.
Nogen ringer efter en ambulance.
Politiet kommer. De ser på min MC, en hvid BMW, og smiler.
‘Sådan en havde vi også en gang’.
De spørger om der er ringet efter ambulancen, det er der, og de kører igen.

Jeg ringer hjem og siger jeg er kørt galt og på vej på hospitalet, min datter tager telefonen og begynder at græde, og jeg siger hun skal tage det roligt, der er ingen problemer, jeg skal bare lige lappes sammen i kravebenet, ikke noget særligt.

Så kommer ambulancen. To mænd stiger ud.

De har ingen bedøvelse, undskylder de, det er reserveambulancen – de har kun lattergas….de klipper min læderjakke i stykke, hele venstre ærme. Det er trist. Har haft jakken i ti år.

Min arm føles adskilt fra kroppen.
Det gør rigtig ondt nu.
Jeg inhalerer lattergas uden effekt.
Ambulancen kører mig til Hvidovre hospital, selvom Frederiksberg er langt tættere på, faktisk lige om hjørnet.
Jeg spørger hvorfor.
‘Du er journalist, ikke? Jeg kunne godt fortælle dig en meget lang historie om hvorfor, men det er politikerne der har bestemt det’, siger ambulanceføreren, der smider mig på en båre og kører mig ind på en stue, hvor en sygeplejeske konstaterer at mit kraveben er brækket, ja, siger jeg, og hun siger at jeg ikke kan få smertestillende, før der har været en læge.

I stuen er der beskidt, jeg kan se støvet. Jeg kan se det falde. Langsomt falder det og lægger sig på alle glatte flader i det vinduesløse og helt tyste rum.
Jeg ligger på ryggen og alt gør ondt.
Lægen kommer efter hvad der føles som en uendelighed.
Hun konstaterer at jeg har brækket kravebenet.
Ja, siger jeg. Må jeg få noget smertestillende?
Da morfinpillen rammer, falder jeg tilbage i mig selv, i ro, og ser op på loftet og synes det er pænt. Mønstrene giver mening.
Støvet er væk.
Får taget en masse røngtenbilleder.
Møder ny læge.
Hun siger: Konservativ behandling. En slynge. Det skal bare gro sammen af sig selv.
Jeg brokker mig – det er jo skævt, jeg  kan mærke de to knoglestumper glide hen over hinanden, krydsede.
Ahr siger hun, det betyder ikke noget, din skulder bliver lidt kortere, men det er lige meget.
Jeg får en lang forelæsning om hvorfor, som jeg ikke fatter, fordi jeg er skæv af morfin og de giver mig nogen flere piller og sender mig hjem.
Jeg har et blåt mærke på størrelse med et stykke a-4 ark papir og det kommer til at skifte farve og flytte sig langsomt nedad, gennem kroppen, over de 5 uger, det tager at hele.
Motorcyklen slap billigt, en bøjet motorbøjle og et skrabet sidespejl. En ven henter den og kører den hjem.

Jeg arbejder og konstaterer, at jeg godt kan skrive. Og at ja, det gror sammen.
Forkert sammen, synes jeg.
Som et par krydsede fingre.
Og min venstre skulder er mærkbart kortere end den anden, nu.
Jeg klager til læger og hospitaler. De siger vent og se.
Det gør jeg så. Og har ondt i skulderen. Og kan ikke sove på den.
Lærer at leve med det -men kan alligevel ikke.
De vil gerne operere mig bagpå skulderen, hvor en led-læbe er rykket løs.
Det nægter jeg. Det er jo stadig skævt, det hele.

Der går en tre mere år med arbejde, arbejde hele tiden og jeg lever med skævhed og ømhed og ondt.
En af min kolleger mener det var et komplot – ulykken. Det var nok FE, der kørte bilen, mente han, de var nok trætte af mig, mener han og jeg tror ham ikke.
Et moderne komplot er sjældent så simpelt. 

I november 2019 lukker 24syv.
Jeg sætter mig et mål: Jeg vil have den skulder fikset, nu jeg alligevel har tid.
Det er noget konkret. Noget at se frem til.

Så får jeg en henvisning fra en læge, et nyt check, nye møder og røngtenbilleder og efter en masse omveje endelig en dygtig kirurg på Hvidovre, der godt mener han kan fikse det der kraveben.
Han har prøvet det før.
Han har slagterhænder. Det beroliger mig.
Jeg bliver skrevet op til operation og så kommer corona og så bliver det udsat.

Men den 4de september kom jeg så ind.
Og røg i fuld narkose for første gang i mit liv, en genfødsels-oplevelse, hvor jeg ligger på briks i et rum omgivet af to narkoselæger og to sygeplejesker.
Her er koldt. De pakker mig ind i et tæppe og blæser varm luft gennem det, og det er rart. 
De kan ikke finde ud af, hvor de skal lægge droppet og stikker mig en masse steder.
De finder et sted. De har travlt, men er meget fokuserede.
Jeg kigger på værktøjet, kirurgens, på bordet ved siden af. En sav, blandt andet.
Jeg ser på loftet. Jeg trækker vejret gennem en maske, det er ilt, siger de, det er godt for kroppen.
Jeg ser en sygeplejeske direkte i øjnene, hun ser tilbage, jeg kan se hendes arme omkring mit ansigt, hun har tatoveringer på dem begge to, lange mønstre, der snor sig ned mod hendes hænder og hun taler til mig, mens jeg bliver slukket af drop-medicin, og jeg drømmer en hel masse, og da jeg vågner står hun der endnu, igen og ser på mig og siger godmorgen og det første jeg siger er: Ja, jeg er vågen og godt jeg har min stemme….og at jeg ville ønske jeg kunne huske hvad jeg havde drømt, men jeg har glemt det hele.
Jeg har fået skruer i kroppen og fået savet en knogle over og fået den sat sammen igen.
Kirurgen kommer og smiler og siger det er gået godt.
Jeg bliver kørt til opvågning og røngten.

Alle er meget dygtige. Der er en urværksagtig langsom professionalisme i luften og jeg ånder den ind.
Jeg kan intet mærke. Jeg vågner og falder i søvn i et væk.
Portører kommer forbi og lover at hente mig, men glemmer mig på gangen. Der er for mange mennesker, der skal køres på een gang.
En ung håndværker med smadrede håndled.
En gammel dame, der er faldet.
Til sidst en portør ved sengegærdet og en elevator der sender mig tilbage på stuen.

Hospitalet er overfyldt. Jeg får en gangplads. Og et tilbud om at tage hjem eller blive til i morgen.
Jeg vil gerne hjem – her er mest gamle mennesker, der ikke burde være her.
En dame tilbyder mig sit tæppe – du fryser, jeg kan få et andet, siger hun.
Hun mangler det ene ben. De har sat det af.
Hun burde være et andet sted, et plejehjem eller en særlig afdeling.
Jeg spørger hvor længe hun har været her og hun siger siden midt i juli.
Det er ikke nemt, siger hun, det er som om man ikke kan komme op af stolen igen, den suger, gør den.
Jeg giver hende tæppet igen.

Jeg har fastet siden dagen før og nu er det eftermiddag og jeg spiser en mad, en æggemad, og drikker en masse vand og så tager jeg tøj på, efter sygeplejeskens regler, den dårlige arm først, så den gode.

Jeg bliver hentet og døser i bilen, stadig høj på morfin.
Hjemme hører jeg musik og smiler meget.
Roxy Music ‘Aint that so’ fra Manifesto lyder smuk.


 
Og nu ligger jeg her, i min egen seng, fyldt med skruer og skinner og mit kraveben er 1,5 cm længere, og det kan mærkes og det er GODT.
Oplevelsen af immobilitet er den samme, som da jeg styrtede, men nu er det rigtigt – nu peger det fremad.
Og det gør mig forbavsende lykkelig at være blevet lige igen.

efter operation – ikke nogen tatovering th. Nu fyldt med skruer…


Noget er overstået. Et vendepunkt er nået. Et nulpunkt på mange måder men også noget nyt…Noget nyt begynder med smerter og piller og genfødsel på genfødsel.
Og først nu, kan jeg, hele mig selv.
Cirklen er sluttet.

Av min arm.







 

(kapitel i kommende bog ‘AFLYTTET’)

 

 

BORNHACK – MAKE IT CLEAN 2020

Jeg har været på IT-konference. I et (alt for lille)telt. På en lejet FDF-lejr på Fyn, sammen med 150 andre hackere, makere og almindeligt teknologiinteresserede fra Danmark – og nogen stykker fra udlandet, der havde zig-zagget sig til landet gennem diverse Coronaspærringer.

Og netop Corona havde været tæt ved at lukke denne femte Bornhack ned før den kom igang, det lykkedes alligevel at få tilladelse og de ekstremt hårdtarbejdende arrangører havde kvitteret med massive mængder håndsprit og håndvaske overalt i området, der som sagt ligger midt ude i naturen på Sydfyn – og havde navngivet festivalen: Make It Clean!
Alle var meget hensynfulde, der blev holdt afstand og båret masker meget af tiden – det sidste falder ikke hackere svært – i øvrigt.
Det var som sagt femte gang der var festival, jeg har været med siden starten – og i år holdt jeg et oplæg om kontanter – på engelsk som alle andre foredrag var det og brugte ellers tiden på at snakke, lytte og blive klogere. Som jeg altid bliver hvert år jeg er med.
Jeg optog ikke så meget, men tre små interviews blev det da til – herover det første med en, der kun vil kaldes Halfdan – vi går ikke så meget op i navne på den her slags konferencer, noget vil slet ikke have deres navne på, og der er generelt forbud mod at fotografere og dele billeder af andre – hvilket er sært befriende! (og grunden til, der ikke er nogen billeder af folk her på siden)
Halfdan fortæller herover om Open Street Maps og vi taler om konsekvenserne af, at alt bliver kortlagt. Der kommer to interviews mere senere. Stay Tuned – god weekend.

Abonner på Nødradio! Det er gratis!
ITUNES: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/aflyttet-i-garagen/id1504650482
RSS-feed: https://feeds.soundcloud.com/users/soundcloud:users:9572226/sounds.rss

 

 

Cykel byggerier: Cannondale revisited

Som de, der følger denne blog har bemærket har jeg en del hobbyer. En af dem er at bygge cykler – eller rettere genopbygge dem udfra hvad der nu kan lade sig gøre med knofedt og ikke for mange nye dele. Det lærer jeg meget af – om mig selv og min tålmådighed og mangel på konkret systematik.

Har færdiggjort cykel nr 5 i garagen – ses herunder – baseret på et hærget cannondale stel anno midt 90erne – købt på den blå avis og med alle dele rustet sammen/ødelagte. Nu kører den igen – fremragende endda – alle lejer ruller godt, der er ny krank og et sæt brugte pedaler og en 8 krans reduceret til syv bagpå.

Sådan så den ud før:

Suntour klingerne var slidt ned og pedaler bøjet – bagskifter totalt rustet sammmen

Det virkelige spændende er, at jeg har fået hjælp af andre – via facebook har jeg feks mødt Jeppe, der er god til alt det jeg ikke kunne finde ud af af før – feks krank og hjulopretninger.

skiftet ud med understående
klinge og pedalarme blev doneret fra endnu en facebookkontakt – tak!

Jeg har typisk arbejdet med begrænsninger – nydt det – en ting af gangen: En bremse. Kæden. Saddel. Og så går man væk, når den ene ting er på plads. Det er ikke professionelt og hurtigt men det virker. Og er yderst tilfredstillende.

pedalerne er fra en gammel Marin-cykel jeg engang havde

En af de ting, der virkelig har drillet mig, er bremserne. Cannondale har brugt et cantileversystem jeg simpelthen ikke forstår: Der er et rundt hjul i midten, en del af stellet, som et kabel løber igennem. Men hvor skal der trækkes? Fik det ikke løst. Så der måtte hackes udenom – en v-bremse foran og en cantlever bagpå er et udemærket, omend frusterende fix.

de uforståelige bremser – min begrænsning
detalje
et hack

Mens jeg har gået og arbejdet har jeg læst og tænkt meget på Matthew Crawford og hans bog “shopcraft as soulcraft” – læs den! Se ham her: https://m.youtube.com/watch?v=Cie2Mw2uvJg

Det konkrete giver ro i sjælen. Det skrider fremad. Det bliver til noget. Og glæden ved at kunne genanvende noget, genskabe det i ny form, er stor…

Jeg er ikke HELT tilfreds – det er jeg aldrig – men cannondale er blevet fin og kører som en drøm – selvom styret – med 40 mm rise – nok ER for bredt til en 26 tommer hjuls maskine og de der bremser…de skal altså findes ud af!

Så måske sælger jeg den alligevel?

Mest for at kunne bygge en ny.

NØDRADIO 24: Hvepsen under glasset, Cyber-Feminisme og det store spil om sandheden

Hvad sker der med os, når vi ikke kan gå ud, gå på arbejde eller røre ved hinanden og skifter alt det, vi før gjorde analogt ud med noget med computere? Det undersøger ITU for tiden – Nødradio har talt med professor Britt Ross Winthereik om de nye tider vi ikke har ord for og om cyberfeminisme er en mulig strategi. Lars Bangert Struwe, phd fra center for militære studier og generalsekretær i Atlantsammenslutningen giver også sit bud på, hvordan det går med sandheden om Covid-19 – en sandheden der består af lige dele skæg og blå briller, handelskrig og konspirationer.

LINKS:
Hverdagens Digitalisering under Covid-19

Lækket Five-Eyes-efterretingsrapport er et nyt trin i informationskrigen mellem Kina og USA

Drone på afveje

Krig via Droner er fremtiden under sundhedskrise?

Abonner på Nødradio:
ITUNES: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/aflyttet-i-garagen/id1504650482
RSS-feed: https://feeds.soundcloud.com/users/soundcloud:users:9572226/sounds.rss

EKSTRA: Unge kinesere identificerer sig angiveligt med den her film:

Os Derhjemme: Bord i brug

Ja, det går langsomt pt herhjemme. Men også fremad. Nu er bordet på plads og min morfars gamle skriverelikvier på bordet sammen med den lille x-pc og datters nu glemte gamer-mus….

Her er rart med åben dør – verden er stadig levende derude, kan jeg høre – naboens børn leger, et par F16 fly zappede forbi for lidt siden, sandsynligvis for lige at fortælle russerne, at den del af landet altså ikke har lukket ned.

mit nye skrivebord

Mere følger – nu – måske, en tur på motorcykel i solen? Det er jo ikke forbudt, endnu.

DAGENS CORONA TIP: Lyt til BBC-world, hvis du vil vide noget – de har både app og website til live-streaming.

Link her: https://www.bbc.co.uk/sounds/play/live:bbc_world_service

Den døde kanal

starlinks satellitter

Essay. »Hvad klager vi for? Himlen er endelig vores – menneskets – alene. Var det ikke det, vi ville?« Teknologikritikeren Anders Kjærulff om surrogat-mødre, Jeffrey Epstein, computerchips i hjernen og de 768 satelitter, der holder øje med os i det høje.

 

Den døde kanal
starlinks satellitterAf Anders Kjærulff

Jeg sidder bag rattet i en sort bil, og jeg kører alt for hurtigt.

Det er midt om natten. Min svigerfamilie er i bilen, og vi er på vej til et hospice, der netop har ringet og sagt, at min svigermor er ved at dø. Jeg kører for stærkt, men jeg tilpasser hastigheden efter forholdene, og i øvrigt er jeg ligeglad med fartbegrænsninger: vi har noget, vi skal nå, et menneske, der er på vej væk, og det er vigtigere end alt andet lige nu. Jeg er sikker på, at alle mennesker på planeten ville forstå os, hvis de mødte os på landevejen i dette øjeblik – også hvis de var ansat hos politiet

Vi er fire små mennesker i en sort raket, og vi brøler gennem natten, spændt fast til vores sæder, og over os funkler satellitterne på himlen. Der er 768 af dem deroppe og mange flere på vej.

Hvis jeg kunne løfte blikket fra vejen og se op, ville jeg vide med sikkerhed, at vi er et konkret sted på en planet, der suger os fast her på vejen, mens den bevæger sig gennem en uendelighed, der hele tiden udvider sig. Måske er det derfor, vi altid ignorerer den, himlen; fordi den får os til at føle os som små, moderløse molekyler? Og måske er det også derfor, vi for tiden har så travlt med at fylde himmelrummet op med teknik; så vi på en eller anden måde kan få det under kontrol?

Selv trøster jeg mig ved uendeligheden, også på nætter som denne, som ingen kender udfaldet af. Det siges, at der er ligeså mange stjerner i universet, som der er hjerneceller i vores hoveder. Det er ikke videnskab, men det lyder godt, og det giver en mig en fornemmelse af at høre til. Som var jeg en brik i et puslespil, jeg aldrig ser motivet på.

Jeg flytter foden til bremsen. I det tomme kryds forude skifter lyset til rødt.

Et par dage senere klikker jeg mig gennem nyheder på nettet. Jeg læser om Jeffrey Epstein, den amerikanske rigmand, der blev anholdt og sigtet for forsøg på at smugle mindreårige piger til USA og misbruge dem til sex, og som senere begik selvmord i sin fængselscelle.

Epstein var en moderne mand. Han troede på teknologi og var besat af at forbedre menneskeheden, gerne med sine egne gener. På sin ranch i New Mexico planlagde han angiveligt at inseminere op mod tyve kvinder af gangen med sin sæd. Han ville også have både sin hjerne og sin pik frosset ned, når han døde, så de kunne genskabes i fremtiden. Blandt hans bekendte var Virtual Reality-legenden Jaron Lanier, afdøde Stephen Hawking og psykologen Steven Pinker, der har været med til at skabe en stor del af tankesættet bag kunstig intelligens. Alle deltog de i Epstein’s saloner, hvor det flød med champagne.

Jeg klikker videre og falder over en video på YouTube. Den er i sort-hvid og optaget i et laboratorium hos en anden psykolog, amerikanske Harry Harlow, der i 1958 udgav The Nature of Love, en bog baseret på en række banebrydende og kontroversielle forsøg med rhesusaber. Harlow fjernede nyfødte unger fra deres mødre, satte dem i bur og tilbød dem i stedet to versioner af en kunstig mor. Begge var i stand til at give abeungen mad, og begge havde et stiliseret ansigt med øjne og mund. Den ene kunstige mor var beklædt med blødt stof, mens den anden kun bestod af et ansigt og en krop af bøjede metaltråde, hønsenet, formet som en abemor. Når abeungerne fik valget mellem de to, valgte de den bløde udgave. Og hvis den stofbeklædte mor ikke gav mælk, spiste de hos ‘metal-net-mor’ og løb bagefter hurtigt tilbage til den bløde udgave.

Harlow viste eksperimenter og en af forsøgsaberne, ’Baby106’, frem til en journalist, og den hjerteskærende video er endt på YouTube.

For at kunne teste, hvordan Baby106 reagerer på frygt, konstruerede Harlow et mekanisk skræmmedyr; et støjende og blinkende væsen med store øjne og smækkende kæmpetænder. Han stiller det op foran Baby106, der straks løber skrigende hen til den bløde surrogatmor og klamrer sig til hende.

Hvis der kun er ‘Metal-net-mor’ at klamre sig til, er ungens rædsel derimod stum.

Harlow lod også nogle af ungerne vokse op helt uden mødre, alene i et rum med en slange, de kunne suge næring fra. Resultatet var uhyggeligt. Abeungerne stirrede tomt ud i luften, gik hvileløst rundt og forsøgte at skade sig selv. De kradsede sig til blods og slog hovedet mod væggene. Flere aber døde, fordi de holdt op med at æde.

»Men er det, vi ser her – at en abe klynger sig til et stykke stof – virkelig kærlighed?« spørger journalisten i videoen.

Harlow tænker sig godt om og svarer så:

»Hvis du gør en baby bange, og den løber hen til sin mor, og dens angst bliver forvandlet til en følelse af tryghed, ville du så ikke sige, at dén baby elskede sin mor?«

Jeg er ikke så sikker. Men jeg tror, at vi har mere til fælles med Baby106, end vi vil være ved. Vi fylder verden med surrogatmødre og kaldet det fremskridt. Som med tilfældet Jeffrey Epstein handler det nu tit om noget helt andet.

Engang kiggede vi ud i rummet og talte stjernerne. Nu ser vi ned på os selv.

Ifølge Technology Review er der nu private firmaer, der tilbyder noget, der ligner LIVE-overvågning fra rummet, hvilket er en statsgaranti for, at regeringer har haft den samme mulighed længe. I 2008 var 150 kamerabærende satellitter i kredsløb om Jorden; nu er vi oppe på 768 med en tilladt skarphed på 25 centimeter til civilt brug. Kombinerer man det med Synthetic Aperture Radar, en militær teknik, der kan »se« gennem skyerne, stiger nøjagtigheden til en millimeter.

Det virkelig interessante er vores evne til at behandle de data, det handler om. Allerede i 2014 tilbød et firma ved navn SkyBox HD-video fra rummet af 90 sekunders længde. I dag tilbyder EarthNow det, de kalder Continous Realtime-video med ét sekunds forsinkelse.

Når det kan lade sig gøre, er det blandt andet, fordi hele planeten bliver pakket ind i internet. Rummet over os, den yderste del af den kugle af tyngdekraft, der udgør vores verden, er i øjeblikket befolket af ialt 5000 menneskeskabte satellitter af forskellige slags, og det er kun begyndelsen: Med projektet Starlink vil Elon Musk dække hele kloden med satellitbåret internet. Med vanlig grandiositet planlægger tech-guruen også at sende 11.943 satellitter i luften i de kommende år; flere end antallet af stjerner, der kan ses med det blotte øje.

Jeff Bezos fra Amazon har også fået rum på hjernen og har lagt billet ind på 3236 af sine low-earth-orbit-satellitter.

Elon Musks første 60 satellitter har allerede vist os, hvad det er, vi ser ind i: En snurrende jernkugle, et metal-bur mellem os og stjernerne. Lowell Observatory tog et billede af dem, som viste en lang, skinnende hale over himlen. En hale, der med tiden vil vokse til et helt dyr og blive et hulspejl af os alle sammen og vores bevægelser hernede på jorden.

Vi kan ikke gemme os for os selv. Til gengæld bliver stjernerne væk bag satellitterne, klager astronomer og observatører, der allerede nu oplever, at den første kreds i rumkaravanen tager udsynet.

Men hvad klager de for? Himlen er endelig vores – menneskets – alene.

Var det ikke det, vi ville?

Elon Musk og Jeff Bezos vil ikke bare væk fra jorden. De vil være super-mennesker. Transhumanister.

Transhumanisme er det, som følger efter mennesket, det endelige opgør med Gud som begreb: Se! Vi magter at sætte blad på nælde, og vi skaber os selv, mener følgerne af denne tekniske, rationelle, digitale religion. Og de vil gå langt for at bevise, at de har ret.

Den Transhumanistiske Deklaration blev skrevet i 1998 og er siden revideret mange gange: »Menneskeheden vil blive radikalt forandret af teknologien i fremtiden. Vi forudser muligheden for at redesigne de menneskelige grundvilkår, inklusive parametre som aldringens nødvendighed, begrænsninger af menneskelig og kunstig intelligens, medfødt psykologi, lidelse og vores indespærring på planeten Jorden«, står der blandt andet.

Fremtiden beskrives også som »Humanity+« under det kække, 1960er-amerikanske slogan: Dont Limit Your Challenges, Challenge Your Limits. Jeffrey Epstein donerede i øvrigt over 100.000 dollar til ‘Humanity+’.

Elon Musk har også netop lanceret en robot, der kan operere computerchips ind i rotters hjerner. Men målet er mennesker. Chippen hedder NEURALINK og er en dataforbindelse mellem vores hjerner og det, der er udenfor, en blanding af data-aflæser og upload-punkt.

I første omgang handler det om at hjælpe dem, der mangler en arm eller ikke kan se. Men Musk har en langsigtet plan: »Vi arbejder frem mod en symbiose mellem os mennesker og den kunstige intelligens«, sagde han for nylig.

Sært nok har Musk advaret kraftigt mod den samme kunstige intelligens, han nu er med til at udbrede. Den kan ikke standses, siger han, den kommer til at vokse eksponentielt. Men vi ved ikke, hvad den finder på. Vi ved, at computeren regner os ud, celle for celle. Vi kan reproduceres i kode og nu – snart – kan vi forbindes direkte til computere.

Er det så kærlighed? spørger nogen. Og andre svarer: Betyder det noget?

I 2017 skrev en række forskere fra Østrig et andet svar, Det Anti-transhumanistiske Manifest. Her bestrider de, at mennesket bare er summen af information. Vi er meget mere, skriver de – vi er Animals of meaning; dyr, der søger mening:

»Vor menneskelige natur er kendetegnet ved vores skrøbelighed, følsomhed, selvbevidsthed og vores indbyggede fornemmelse af, hvem vi er, i modsætning til hvad vi er. Det er evner, der gør os i stand til at reagere på vores omgivelser, til at udvikle en fornemmelse af vores egen dødelighed og til at indse, at hvert eneste øjeblik har en unik fortid, der viser sig for os, som en fremtid uden fortilfælde«.

Manifestet fortsætter:

»Teknologi kan forme, men ikke erstatte vores sociale forhold til hinanden, for det er dem, der definerer, hvad der er meningsfuldt for os.«

Tidligere på sommeren interviewede jeg til mit radioprogram en af manifestets forfattere, Dr. Sarah Spiekermann, professor ved Wiens Universitet og stifter af Privacy & Sustainable Computing Lab:

»Transhumanisterne kobler et skuffet blik på den menneskelige natur med en overtroisk science-fiction-vision om, hvordan vi skal forbedres,« sagde hun. »De foragter vores skrøbelighed.«

Internet. Du, som er i himlen.

Engang var nettet en snerrende lyd i en flad kasse med LED-lys, et håndtryk og en knitren, før der var hul igennem til den uendelighed af information, vi heller ikke dengang forstod at omsætte til viden.

Dengang var internettet som en uendelig lang postliste; én af de emails, der består af svar på svar på svar. I hvert fald den del af internettet, jeg brugte mest i 1995, nemlig USENET, hvor jeg på alt.comp.psion-gruppen kunne skrive med andre ejere af PSION-lommecomputere, datidens hotteste apparat. Jeg fik et kabel, der forbandt min PSION 5MX med min mobiltelefon, hvilket de facto gjorde den til en smartphone. Jeg elskede den maskine. Jeg havde den på mig konstant.

Via USENET fandt jeg en mand, der havde lavet kablet til sig selv, og som godt ville lave et til mig også, og som sendte det til mig med posten, uden fortjeneste.

Usenet var gratis. Alt på internettet var gratis. Der var ingen reklamer. Universiteter og læreanstalter delte glade ud af alt, man kunne ringe direkte til forskere i udlandet, og de både tog telefonen og svarede på mails.

Men det holdt ikke længe. Pæne mennesker i jakkesæt lavede forretningsplaner og fik ideer til, hvordan der skulle tjenes penge på nettet. Hvordan der kunne tjenes penge på data; vores data. De blev milliardærer, firmaer blev børsnoteret, aktieoptioner byttet, intellektuelle rettigheder solgt og alt, hvad vi før havde taget for konkret og forståeligt og dagligdags viste sig at være noget, der kunne digitaliseres, disruptes og tilbydes i abonnementform. LAAS – Life As A Service – var født.

Elon Musk og Jeff Bezos drømmer om en fremtid i vægtløs tilstand, langt væk fra det menneskelige rod og kaos, som vi 7.7 milliarder individer har i os.

De vil væk fra os. De vil være bedre end nogensinde før.

De drømmer om kunstig intelligens, der er klogere end os, fordi den er logisk, rationel og retfærdig. De drømmer om »Singulariteten«, der opstår, når al den computerkraft og alle de data, de har pakket planeten ind i, smelter sammen og bliver til én handlende, tænkende, teknisk bevidsthed, et blankt, hårdt, moderløst væsen, der ikke lader sig skræmme af noget som helst, og som tilpasser sig alt omkring det – og kontrollerer det via NEURALINK.

Mennesket har været på en rejse, mener transhumanisterne, og nu kommer det hjem til sig selv. Ånden skal besjæle computeren, mens mennesket transformeres til en forudsigelig, programmerbar forbruger-maskine under diskret, algoritmisk kontrol, fanget i LAAS med AirBNB og Netflix og elektriske Løbehjul til leje via apps og hundreder af månedlige mikrobetalinger og manipulationer. Af os små blinkende myrer under satellithimlens solgenspejlende aluminiumsglød.

 

Det røde lys er i spejlet bag mig.

Jeg sidder bag rattet i en sort bil, og jeg kører alt for hurtigt. Det er midt om natten, og lygtepælenes lysstriber går i ét og skærer bilen midt over.

Vi skal nå noget, et dødsleje, et menneske, der er på vej væk, og lige nu er det vigtigere end alt andet, og jeg ved, at alle mennesker ville forstå os, også politiet, for det er vores og hendes rejse videre, det handler om.

Vi når frem, og hun ånder stadig, og jeg aer hende på kinden, jeg siger farvel, og alle græder, og satellitterne peger endnu ikke alle sammen i vores retning, og de har endnu ikke udstedt en automatisk bøde til os, og singulariteten er eksponentielt set længere væk end nogen sinde før. Her under satellitterne, der skærmer for stjernerne, hvor Baby106 sidder og klamrer sig til Bløde-Mor, og skræmmedyret udstøder mærkelige lyde og klaprer med tænderne.

Den er kun en mekanisk fugl, men vi er dyr af mening, fyldt med kærlighed til hinanden, og uanset om kærligheden er fuldt forståelig og logisk og kan deles op i små kemisk-elektriske bevægelser, så mærker jeg den, mens et menneske forsvinder for øjnene af mig, drøner afsted op gennem mørket og bliver endnu en brik i det puslespil, ingen af os kan se, hvad forestiller, fordi vi er det. Selv.

Anders Kjærulff er journalist, teknologikritiker og tidligere vært og redaktør på Radio24syv-programmet ’Aflyttet’.


Bragt i weekendavisen den 30.8.2019

 

LINKS:

Harlow’s Studies on Dependency in Monkeys https://www.youtube.com/watch?time_continue=4&v=OrNBEhzjg8I

SATELITTER OVERALT: https://www.technologyreview.com/s/613748/satellites-threaten-privacy/

ETISK RÅD 2007 om Transhumanismen:
http://www.etiskraad.dk/etiske-temaer/optimering-af-mennesket/homo-artefakt/kulturhistorisk-perspektiv/transhumanisme

‘Den Transhumanistiske Deklaration’ https://humanityplus.org/philosophy/transhumanist-declaration/

Aflyttet.dk – oversættelse af det transhumanistiske manifest+interview med Sarah Spiekermann her: https://aflyttet.dk/det-anti-transhumanistiske-manifest/