KH @Kjaerulv: De Hemmelige Socialdemokrater?

Velkommen til et nyhedsbrev fra @kjaerulv –med  lidt om hvad der er sket i ugen, set fra min sære uriaspost på egen blog og diverse sociale medier. Jeg laver det her på egen regning og risiko – hvis nogen har lyst til at sponsere mig, så find mine kontaktoplysninger og send en mail?

Der findes to efterretningstjenester i Danmark. Mindst.
De to vi kender og som bliver betalt af staten for at sikre henholdvis den ydre og den indre sikkerhed, hedder FE, forsvarets efterretningstjeneste og den anden PET, politiet efterretningstjeneste.
FE skal som udgangspunkt tage sig af ydre trusler og kontraspionage, altså folk i Danmark, der spionere imod os, men har på det seneste fået flere opgaver indenfor cybersikkerhed, her især Center for Cybersikkerhed, der er under FE.
Og ja, grunden til jeg taler om det her, er selvfølgelig på grund af Lars Findsen, der er chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, hvis man altså kan være det,  når man sidder i fængsel, for det gør han lige i øjeblikket, sigtet efter den paragraf 109, landsforræder-paragraffen, som jeg har talt om før i det her nyhedsbrev.
Findsen har ikke mulighed for at fortælle hvad der er sket, da sagen foregår bag lukkede døre. Men han og hans forsvarer har fået ophævet navneforbuddet og i forbindelse med det, nåede han at udtale til pressen, at han mener at anklagerne imod ham er ’fuldkommen vanvittige’.
Pressen, der som bekendt også har haft besøg af FE og PETs chefer, der skulle minde dem om, at også DE er underlagt paragraf 109 og læner sig op af samme behandling som Findsen hvis de skulle få alt for gode ideer, de skriver nu løs som gale, men samtidig lidt forsigtigt, for at finde ud af, hvad der mon kan være sket, og hvis jeg havde været mit gamle jeg ville jeg også være kommet med en eller anden knap så hemmelig forklaring – men det vil jeg lade andre om.

OBERSTEN OG KOMMANDØREN
I stedet vil jeg fortælle noget til det, man i medierne kalder BAGGRUND.

forsiden af Wilhelm Christmas-Møllers bog fra 1993

For at kunne gøre det, har jeg hevet den fremragende bog, ‘Obersten og Kommandøren’ af Wilhelm Christmas Møller ned af hylden i reolen. Bogen er en meget velskrevet og ret personlig gennemgang af hvad forfatteren kalder ’Efterretningstjeneste, sikkerhedspolitik og socialdemokrati i 1945 til 1955’ og i det med socialdemokratiet, det er værd at holde fast i.
Obersten var Hans Matiesen Lunding, leder af dansk efterretningsvæsen hele livet, kun afbrudt af et brutalt ophold i koncentrationslejr, hvor han var dømt til døden – men slap.
Kommandøren var Poul Adam Mørch, der tilbagte krigen i Sverige som leder af undergrundshærens efterretningsvæsen, Nielsen og Møller, som det blev kaldt.
Sammen stod de for opbygningen af den militære E-tjeneste i Danmark.
De var meget forskellige. Mørch var konservativ og af god familie mens Lunding var fra fattige kår i Sønderjylland og socialdemokrat helt ind i hjertet.
Det sidste betyder mere end man skulle tro. Historisk set, hævder forfatteren, er socialdemokratiet nemlig det eneste parti, der seriøst har interesseret sig for efterretningsvæsenet, og har gjort det lige siden befrielsen. 

REGISTRERE KOMMUNISTER
Socialdemokratiet var faktisk så glade for det hemmelige, at de havde deres helt eget efterretningsvæsen, kaldet Arbejderbevægelsens Informations Central, der fungerede fra 1944 og helt op til 1972. Informationstjenesten blev styret fra LOs hovedkvarter i København, og havde, da den var størst, 6000 informanter på store arbejdspladser. Deres simple opgave var, at registrere kommunister, deres adresser, fødselsdata og i flere tilfælde også navne på ægtefæller.Oplysningerne blev givet videre til Politiets Efterretningstjeneste og det amerikanske CIA i et samarbejde, med amerikanerne, der har fundet sted kontinuert siden 2. verdenskrig, først med OSS, senere altså CIA og nu altså NSA, National Security Agency.
Vi kender ikke sigtelsen mod Lars Findsen. Det kan være hvad som helst. Han KUNNE jo have været dobbeltagent? Eller noget andet. Men det man måske går efter ham med, og det der gættes på blandt mine kolleger, er afsløringen af den aftale socialdemokraten Poul Nyrup indgik med Bill Clinton og NSA i 1997.
Den aftale gav, ifølge ikke mindre end fem journalister på Berlingske, NSA adgang til et kabel et sted i københavn, hvor man kunne følge med i kommunikation fra blandt andet Kina.
Problemet var, al mulig anden international data og telefontrafik – fra hele Danmark og ud af landet – også løb gennem det kabel, men det valgte man at se stort på, hvilket i maj måned eksploderede i historien om, at FE havde hjulpet NSA med at overvåge tysklands kansler Angela Merkel.
Men: Det var jo amerikanerne, vores, og historisk set, især socialdemokratiets venner. Og vi har sikkert fået noget tilbage for ulejligheden.

YHEM
Selve aftale har været YHEM, som det hedder, Yderst Hemmelig, men det har ikke forhindret pressen i at skrive om det og Socialdemokratiet i at benægte med den stærkt indstuderede sætning: Vi har ingen grund til at antage, at der finder ulovlig overvågning sted. Og nej, den var ikke ulovlig, faktisk ligger der angiveligt et stykke papir med hele aftalen i FEs hovedkvarter på Østerbro, med underskrifter af samtlige forsvarsministre siden Nyrupregeringen, inklusive, må man formode, Tine Bramsen. Hun har hidtil været påfaldende tavs.
Socialdemokratiet har altid vist stor forståelse for efterretningstjenester, og er der nogen, der gennem tiderne har hjulpet med at rage kastanjerne ud af ilden, hvis FE eller PET – og især deres meddelere kom til at klokke i det, så er det Socialdemokratiet.
’Ved at lægge ryg til en efterretningsudvikling, der ikke altid var demokratisk, set fra en ideel synsvinkel, fik partiet et ansvar, der betød at det senere og efter evne lagde låg på de skandaleagtige sager, der opstod med mellemrum’, skriver Wilhelm Christmas-Møller.
Christmas-Møller fortsætter med at forklare, hvordan politikerne og tjenesterne nærmest har en drejebog for at dræbe sager, når de kommer i medierne, en drejebog, der inkluderer læk af injuerende oplysninger mod modstandere og lange, lange sagsbehandlinger i diverse kommissioner og udvalg, så længe, at ingen længere kan huske, hvad sagen gik ud på, når den endelig når en slags afgørelse, lidt som da de tre landsretsdommere afviste sagen omkring Tilsynets med Efterretningstjenesterne whistleblower, og beskyldningen om, at FE havde overvåget danskere ulovligt – samme dag, som Støjbjerg-sagen blev afgjort.

DEN LOKALE FE’ER?
Men tilbage til min bog: Når Wilhelm Christmas-Møller er interessant og ved så meget, så det fordi han selv arbejdede i militærets E-tjeneste, det nuværende FE, i 15 år. Han var sig også paragraf 109 bevidst og undlader at skrive om den periode han selv var ansat i, og nøjes med at kigge tilbage på rent historiske forløb, hvortil der findes kilder.
Dansk presse har altid opført sig pænt. Som Wilhem Christmas-Møller konstaterer, så har beliggenheden af ’Villaen’, FEs lyttecentral på Aflandshage, stort set ikke være omtalt.
’flertallet af disse har i virkeligheden været ganske loyale overfor de legitime og lovlige dele af de danske e-tjenesters arbejde’, skriver han.
Spørgsmålet er, om især PET presser den loyalitet for hårdt nu.
Og selvom jeg har lyst til at fortælle mere om Willliam Colby fra CIA, Stay-Behind-netværk, Forsvarets Central Radio og ikke mindst GLADIO, så vil jeg nu nøjes med at konstatere, at det er påfaldende, at det er PET, der har overvåget FEs chef.
De to tjenester har nemlig altid ligget i krig med hinanden om bevillinger og indflydelse, og som det ser ud nu, er det PET, der går af med sejren.
Lars Findsen, der som jurist i forvejen repræsenterer et DJØF-element i en ellers militær tjeneste, har en fortid som chef hos PET, og byttede i sin tid plads med Thomas Ahrenkiel, også DJØFer uden stjerner på skuldrene. Sidstnævnte var i spil til en ambassadørpost – i Berlin – men holder nu lav profil i det private.
Både Findsen og Ahrenkiel er blevet ansat under borgerlige regeringer. Og begge er nu ude af systemerne.

ET STYKKE VEJ
Hvad angår Findsen og hvorvidt han har gjort noget forkert eller ej, så må tiden og domstolene vise det.
Indtil videre kender vi end ikke sigtelsen.
Jeg skal her bare igen henvise til min bog:
“Hermed rejses spørgsmålet om, hvor langt en E-chef bør og må gå på egen hånd, hvilket vil sige uden politisk rygdækning? Det er min opfattelse, at han for effektivitetens skyld må være rede på at gå et stykke vej”, skriver Wilhelm Christimas-Møller.
Og lige et lille ‘heads up’ her til sidst:
Rygter i mediebranchen siger at der under den kolde krig – og måske sågar den dag i dag – altid var EN journalist på enhver redaktion i Danmark, der var direkte forbundet til PET eller FE, og som var villig til at tage telefonen og ringe til hovedkvarteret, hvis noget pinligt var under opsejling – eller til at skrive artikler, der sendte resten af pressen i en anden retning. I disse tider vil jeg nok anbefale de af mine kolleger, der danser på kanten af 109 at kigge sig godt over skulderen og tænke lidt over, hvem på kontoret, der altid er sært velorienteret og som synes at være immun overfor fyringsrunder og omplaceringer.
Og så snakker vi ikke mere om det – det er der nok andre der vil gøre.
For vi skal også nå et par andre ting.

DATAETISK URÅD?
I denne uge har formanden for det tydeligvis vingestækkede dataetisk råd, Johan Busse, klaget i sin nød over ikke at være blevet hørt, da Morten Bødskov og SKAT lige fik fiflet en lov igennem, der giver SKAT mulighed for adgang til ALLE oplysninger om borgerne, inklusive potentielt politisk tilhørsforhold, så de kan træne en algoritme. Der er nul begrænsninger, ja, man har sågar tænkt sig, at trække på åbne kilder som køb på den blå avis og Facebookopslag i bedste techbro high-tech STASI-stil. Folketinget vedtog det bredt, om end flere politikere nu har fået lidt kolde fødder og jamrer sig over ikke at have tid nok, til at sætte sig ind i den slags komplicerede sager.
Busses Data Etisk råd, er som sagt ikke blevet hørt, selvom det må siges at være lige deres område, hvilket endnu engang understreger, at databeskyttelse og etik kun er noget forvaltninger beskæftiger sig med, når det passer dem. Dataetisk Råd er under alle omstændigheder kun et råd. Og man behøver ikke rigtig lytte til dem. Det er synd. Ikke mindst for tilliden til staten.
Så går de anderledes hårdt frem i Frankrig, hvor deres datatilsyn har stanget mega-bøder ud til både Facebook og Google for, bevist, at have sjusket med cookies gennem lang tid: I Frankrig, hvor tilsynet ikke sidder under et ministerie, og hvis angørelser ikke kan ankes, har det kostet de to techgitanter 210 millioner euro!
Det kunne vi, i lille Danmark, hvor vi helst vil være venner med amerikanerne, godt lære lidt af. Ikke?
Og hvis vi ikke vil det, så bør vi nok se at få trænet vores etiske muskler, før vi høvler data ind og fodrer dem til algoritmer, som ingen forstår, og som derfor ikke kan holdes ansvarlige – end ikke for paragraf 109.

Kærlig Hilsen
@Kjaerulv

PS: Hvis du vil vide lidt mere om FE og aflytning, så kan du med stor fordel se det her aldrig sendte TV-program, DECODE, som jeg var med til at lave – det er en såkaldt PILOT, og DR ville ikke røre det med en ildtang.

Christmas-Møllers beskrivelse af, hvordan man dysser en E-sag ned

KH @Kjaerulv fra MATRIX.DK: Godt nytår fra et samfund, der er en computer, der ikke virker

Velkommen til et nyhedsbrev fra @kjaerulv –med  lidt om hvad der er sket i ugen, set fra min sære uriaspost på egen blog og diverse sociale medier. Jeg laver det her på egen regning og risiko – hvis nogen har lyst til at sponsere mig, så find mine kontaktoplysninger og send en mail?

Godt nytår – håber i er kommet godt over på den anden side og ind i den nye vitualitet, der hedder 2022.
Jeg har set den nye Matrix film, resourrections, genopstandelserne. Det blev ikke i biografen fordi de jo som bekendt er lukket ned, men via Apple TV – fra en smartphone til et smart-TV – rimelig skærm men ikke noget biograflærred.
jeg så den 2. januar fordi det føltes passende som begyndelsen på et nyt år og fordi jeg faktisk havde glædet mig til at se den efter at have dyrket de meget sparsomme trailers, der kom ud.


Jeg havde glædet mig til at gense NEO, aka Thomas Andersson aka skuespilleren Keanu Reeves, der om nogen har lavet sig en karriere på de tidligere tre film i den originale Matrix Trilogi. Den første var og er stadig den bedste kan jeg godt afsløre, om end Reeves og hans livlange Matrix kærlighed, Trinity, spillet af Carrie Ann Moss, spiller med en nyfunden tyngde og værdighed, der på mange måder er det meste værd: Man tror kort sagt på de to og deres kærlighed, for The Matrix er i virkeligheden også – og måske endda mest – en historie om, at kærlighed besejrer alt!
Trilogien, som nu er en kvartet har altid givet den fuld gas med effekter, og når de to endelig holder hånd og ser hinanden ind i øjnene, ja, så eksplodere alting og alle de onde forsvinder i et inferno af krudtrøg og det er faktisk rørende og smukt.
Resten af filmen derimod ved ikke rigtig hvad den vil udover at være….den fjerde Matrix film. I DEN er Neo igen Thomas Andersson – han er ikke længere hygge-hacker med et kedeligt kontorjob, men ledende spildesigner, der har lavet et computerspil, der hedder….The Matrix.

FLASHBACKS
Hans onde chef tvinger ham til at lave en opfølger, og det giver ham hele tiden flashbacks, som han og hans psykolog tror er psykotiske anfald, men vi ved naturligvis bedre, lige fra begyndelsen.
Og, ja der skal ædes masser af røde piller og hamres en masse Kung Fu før Neo – og Trinity, der først skal frigøres for en familie-simulation med falske børn og mand – kan flyve afsted sammen.
Men denne gang er det ikke Neo der på messiansk vis stiger mod himlen, det er Trinity, kvinden, der både kan slå en prober næve, køre en motorcykel med Neo bagpå og altså, viser det sig til sidst efter at Neo har opgivet den evne, at flyve.
Sidste ord i filmen – så vidt jeg husker det- var: Vi har fået den bedste gave mennesket kan få – en ny chance.
Den chance er spildt, og jeg ærgrer mig lidt over den film, ikke at jeg ikke var underholdt, men at den vil mig så lidt, når der var så mange muligheder for at skrive sig seriøst ind i samtiden. For at sige noget om vores moderne liv, altså det, der er opstået EFTER den første Matrix film fra 1999, for sølle 23 år siden.
Dengang var smartphonen ikke opfundet og internettet var stadig en lille smule eksotisk for de fleste og sociale medier bestod af postlister på hjemmesider.

ELEVATOR
I én, synes jeg lidt ensom scene, tager Matrix Resurrection fat på det spring:
Thomas Andersson er i en elevator, der kører ned. Vi ser ham og de andre i elevatoren, oppefra, som stod vi ovenpå dem. Thomas kigger op. Direkte ind i kameraet. Alle andre ser ned. På deres telefoner og ind i det som Facebooks Mark Zuckerburg at gode grunde ikke har døbt the matrix, men META, og det er egentlig rigtig meget meta, for Matrix Ressurrections er i den grad en metafilm om et dobbelt univers, hvis ambition er den samme som METAs: At få os, brugerne til at investere endnu mere tid og opmærksomhed på at interagerer bevidstløst med hinanden gennem maskiner, der så tapper os for data på næsten samme måde, som The Matrix der har hele menneskeheden koblet op til et el-net og bruger dem som batterier.

DATABATTERIER
På Facebook og i sikkert endnu højere grad i det nye META, er vi databatterier, der leverer informationer om os, der kan bruges til at sælge os ting eller manipulere os.
Det er sådan det er og jeg synes ikke helt, at Matrix Resurrections formår at få den pointe på plads i noget, der faktisk ender med at ligne netop de videospil, som Paul Andersson designer – og som måske indenfor forbavsende kort tid vil være at finde på META i en Occolus Rift udgave med VR-briller og handsker og hovedtelefoner. I hvert fald vil der nok være SKINS, så man kan være Neo eller Trinity eller agent Smith, mens man tramper rundt inde i sin stue iført en bunke skærme og ledninger, og udefra – for den ikke forbundne – ligner en besat person midt i et psykotisk anfald.

UD AF META
Herhjemme kan man også få sig en Matrix-agtig oplevelse – endda uden at forstå hvorfor.
Den 29de december røg tegneren StineStregen – aka Stine Spedsbjerg – ud af Facebook. Hun blev deaktiveret, og dermed brutalt revet ud af sin Matrix-ærtebælg, den vi alle sammen sidder i:  ’Din konto er blevet deaktiverret.  Du kan ikke bruge facebook, fordi din konto eller aktiviteten på den ikke følger vores fællesskabsregler’, lød begrundelsen som tegneren postede på et andet socialt medie, Twitter med teksten, ’Nå, men jeg brugte den heldigvis heller ikke til andet end mit arbejde’…

Ordet DEAKTIVERET er interessant – fordi det er meget, meget Matrix at kunne slukke for folk som det passer én – men det er et sidespor, for det, der virkelig har fået folk op og køre er problemet med at klage over sådan én de-aktivering, for det kan man ikke rigtig, da det man prøver at klage til i virkeligheden er en maskine, der kun tænker i matematik, ganske som simulationerne i The Matrix og ligeså firkantet og dumstædigt som var de ALLE sammen agent Smith bag solbriller.
Facebook bruger en blanding af underbetalte folk i 3de verdens lande på forfærdelige kontrakter  men langt overvejende algoritmer til at finde ud af, om folk skal smides ud eller ej. Og selvom de, altså algoritmerne, skriver venlige standart-svar er de ikke til at diskutere med.
Så hvis Stinestregen skal have en chance for at komme tilbage skal hun på en eller anden måde påkalde sig menneskelig interesse – og det er der p.t. kun én måde at gøre på: Via medierne!
Heldigvis for hende skrev Politiken lidt om det og historien blev re-tweetet en del gange, blandt andet af Journalistforbundet, og så var der pludselig åbent igen.- fordi et menneske havde fundet ud af at det måske var dårlig presse….?

ROBOTSNAK
Det er ikke kun Facebook, der kører helt automatisk, det vælter med historier fra folk, der har mistet deres konti uden at forstå hvorfor: Undertegnede har selv haft ørene i TWITTERS maskine i december sidste år, hvor jeg af stadig uvisse grunde blev de-aktiveret i en måned og hvor alle klageadgange tydeligvis var robot-bemandede og ikke gav noget resultat.
Men så skrev jeg en artikel til PROSA-bladet og den blev retweetet rigtig meget, og SÅ blev der på mystisk vis, åbnet igen – helt uden forklaring, hverken på de-aktiveringen eller rea-ktiveringen…
Stinestregen og jeg kom altså tilbage igen – omend hun p.t. kun har kontrol over sin Instagram – ikke sin Facebook, selvom det er samme ejer, META!
Men hvad med alle de, der ikke har medieadgang? Det er sandsynligvis mange og mon ikke de stadig står derude og banker på, med mindre de da har opgivet og lavet en ny konto?
I mens kan man læse i Politiken at vore højtærede folkevalgte nu bruger mere tid på sociale medier end regulært lovarbejde. 26.000 facebook opslag blev det til fra #dkpol i 2021 og det er jo tankevækkende. Måske det bedste for dem var at blive de-aktiverede? Eller er de selv en del af simulationen, en del af den Matrix, der breder sig ud over hele landet og stjæler vores tid og koncentration?

OPMÆRKSOMHED EFTERLYSES?
I The Guardian har den engang skandaliserede journalist og nu genopstandne forfatter Johann Hari et fremragende essay om hvordan vores opmærksomhed er blevet stjålet. Han har talt med en række psykologer og forskere, heriblandt Professor Earl Miller fra Massachusetts Institute of Technology, der forklarer at vores hjerner simpelthen kun kan tænke en eller maksimalt to tanker af gangen og at vores evige skiften mellem rigtigt arbejde, som at skrive det her, og twitter og Facebook og sms-beskeder og breaking news, betyder, at vi nulstiller de processer vi er i gang med hver gang vi skifter vores opmærksomhed frem og tilbage.
Det giver tidsspilde. En undersøgelse af studerende, der skulle løse en opgave mens der kom SMS-er ind samtidig vs en kontrol gruppe uden sms viste at de første var 20 procent dårligere end de sidste! Earl Miller kalder menneskets nuværende situation for ’en perfekt storm af kongnitiv nedgradering!’
Johann Hari skriver: ’Et mindre studie blandt gymnasielever konkludere at deres koncentration kun er på 65 sekunder. Et andet, af folk, der arbejder på kontor, fandt ud af, at de kun kunne fokusere på en opgave i 3 minutter af gangen’.
Det er ikke meget. Og nej, det har ikke altid været sådan og det ved vi godt, hvis vi, især os, der er over 40, mærker lidt efter.
Men i modsætning til tidens trends hvor man skal kontrollere sig selv og lade være med at have notifikationer eller bruge smartphones, så er Haris ærende et andet: Det er ikke vores egen skyld. Problemet skal ikke individualiseres – for det er verdensomspændende, og selvom det lykkes en enkelt analog sjæl at koble sig fra hist og her, så kører samfundet videre i the Matrix.

Vi har ikke tabt vores opmærksomhed, skriver han, den er blevet stjålet fra os. Og vi må sammen kræve den tilbage.
Og ja, jeg kan sagtens høre koret af medieforskere sige, at der ikke er ‘evidens’ for det her. Men dem har Hari også et svar til: ‘Nogen videnskabsmænd siger, at de her bekymringer er ‘moralsk panik’ der kan sammenlignes med angsten for tegneserier eller rap-musik og at beviserne er for svage. Andre videnskabsmænd siger at beviserne er stærke og at bekymringerne er lige som de tidlige advarsler om fedme-epidemien eller klimakrisen i 1970erne. Med den usikkerhed mener jeg ikke, vi kan vente på sikre beviser’.

SKAT?
Men tilbage til det koncentrationsbesværede Folketing, hvor man arbejder stenhårdt på at bygge Danmark om til en stor computer. Den største af de computere har altid stået hos SKAT, men den har ikke rigtig virket siden EFI, Et Fælles Indrivelses-system, blev opgivet. Det var elleres meningen, at det system skulle spare en masse mennesker væk, ja de blev faktisk spares væk.
Siden da har Morten ’Nødløgn’ Bødskov arbejdet utrætteligt på at sprænge budgetterne for SKAT indefra med hvad man må kalde et super-uetisk-signatur-AI-projekt, hvor man kort sagt vil samkøre alle financielle data om borgerne(indklusive dem fra dine kontoudtog, og du skal ikke spørges først) – OG de åbne fra Amazon og Facebook – og så lave nogen risiko-for-snyd-algoritmer, der kan køres hen over os alle sammen baseret på data, Bødskov i øvrigt har tænkt sig at beholde ligeså længe skattevæsenet skønner det nødvendigt.
Hvad værre er: Man vil ‘træne’ systemet på borgernes data – hvilket uvægerligt betyder, at man skaber en black-box-ai, som ingen bagefter kan forklare hvorfor har taget en bestemt beslutning – eller rettere, staten er kloge nok til at sige, at den slags systemer skam ikke tager beslutninger men leverer beslutningsstøtte til mennesker, der så skal tage stilling derfra.
Men hvad hjælper det, hvis man ikke kan se matematikken og datagrundlaget efter?
Hvem tør sige nej til juvelen i et system, der ser ud til samlet at ende med at koste 9.9 milliarder om året og som er blevet 50 procent dyrere på kun fem år, ikke mindst under Bødskovs ledelse?
Samme Bødskov har fået den hidtil hårdeste kritik af rigsrevision jeg mindes at have set – og så er det nye automatiske ejendomsskatte-system, der også er baseret på algoritmer ikke engang rullet helt ud endnu. DET bliver nok 2022s mest interessante oplevelse, når borgerne finder ud af, at systemet regner 20 procent forkert i 30 procent af tilfældene og at SKAT regner DET for en acceptabel fejlmargin – der kommer til at være hyggelige samtaler over hækken når vi opdager at naboen betaler 20 procent mindre i ejendomsskat end os selv, for samme hus, hvis vi da eller har tid til den slags mere, vi har jo travlt med at lade os distrahere her i Matrix-DK og vores opmærksom er så velsignet kort.

Tak fordi du læste det her til ende.
Kærlig Hilsen
kjærulv

Den analoge kløft

KH Kjaerulv: Den analoge kløft

Velkommen til et nyhedsbrev fra @kjaerulv – lidt om hvad der er sket i ugen, set fra min sære uriaspost på egen blog og diverse sociale medier. Jeg laver det her på egen regning og risiko – hvis nogen har lyst til at sponsere mig, så find mine kontaktoplysninger og send en mail?

Sidste nyhedsbrev handlede om alt det hemmelige. Om efterretningstjenesternes arbejde og mulige samarbejder med USA. Og hvis man var en sur mand fra FE eller PET eller justitsministeriet kunne man godt få det indtryk, at jeg er sådan én, der hader hemmelige tjenester og mener alt skal frem i lyset.
Det er jeg ikke. Jeg er faktisk godt tilfreds med at vi har nogen, der passer på de rigtig slemme ting, terrorister og industrispionage og det, der er værre, det skal foregå i et vist mørke og det kan være ok, for ja, jeg er sågar overbevist om, at de ansatte i Forsvarets Efterretningstjeneste simpelthen arbejder for noget så gammeldags og godt som Gud, Konge og Fædreland og at de, i modsætning til folketinget, faktisk ved hvad alle tre ting er, selvom samme folketing, med sin hang til at se verden gennem EU-udbud og med permanent dårlig samvittighed over en befolkning, der ikke vil være med i Unionen og ikke vil have Euro, gør hvad de kan for at underminere Danmark som ide og nation.
Det gør mig gammeldags, konservativ og måske sågar nostalgisk, vil nogen sikkert mene, men jeg har lige opdaget, at fremtidens mand, Marshall McLuhan, ham som alle danske medieforskere beder til hver aften, han forstår hvad jeg taler om. Hør ham bare her i en samtale med Robert Fulford fra 1966:

Ligesom Mcluhan er jeg altså modstander af alle fremskridt og innovation, men er samtidig besat af, at forstå hvad der foregår. Og selvom jeg stadig tror på Danmark som land og som nation, kommer jeg mere og mere i tvivl om, hvorvidt vi egentlig findes efterhånden eller vi bare er et produkt, noget der kan programmeres udefra?
Tag nu digitaliseringen. Ja, det som vi her i landet angiveligt er verdensmestre i, simpelthen fordi vi har tilpasset vores politik på dette i øvrigt ekstremt uklare område til nogen benchmark-mål fra FN, mål, der glider sammen med alle raske teknokraters anden favorit, verdensmålene.

FÆRDIGHEDER – DIGITALE
Men jeg fortaber mig. Vi skal videre siges det, og midlet til det, er angiveligt mere digital dannelse, som det hedder. Digital Dannelse handler om at opnå digitale færdigheder, det skal ind i skoler, ja børnehaver, det er alle enige om, men det går lige nu også i den grad ud på, at lære den åbenbart dummere del af den voksne befolkning, hvordan de skal bruge internettet og de smartphones, som vi pinedød skal slæbe rundt med hele tiden så vi kan betjene os selv.
Og det haster, lyder det fra flokken af verdensmåls-nål-bærende teknokrater: I en kronik i altinget skriver formand for Dansk IT, Rikke Hvilshøj og byrådsmedlem for Venstre Christoffer Melson følgende:
’ Hvis vi skal hæfte os ved noget i rapporten, bør det ikke være de relative scorer, men de absolutte termer. Det lyder jo sådan set fint at være nummer fire i Europa indenfor menneskelig kapital, men det er i den grad skræmmende at læse, at 25 procent af den danske arbejdsstyrke mangler grundlæggende digitale færdigheder, og at 58 procent af danske virksomheder har svært ved at besætte ledige IT-stillinger’
Og de fortsætter så videre ud af den teknokratisk tangent:
’ Det er afgørende, at vi sætter ind her og nu for at opkvalificere borgerne, så de føler sig trygge og velinformerede i det digitale Danmark’
De borgere, Hvilshøj og og Melson taler om, er altså ikke kvalificerede til at være borgere. Og lad os lige tage tallet igen: 25 procent. De 25 procent ikke-digitale borgere stammer fra den såkaldte ADD-undersøgelse, Algoritmer, Data og Demokrati, der har undersøgt danskernes forhold til det digitale og konkluderer: ’Det er en udfordring i et digitalt samfund, at omkring en fjerdedel af befolkningen ikke har særligt stærke digitale kompetencer, hvilket må forventes at skabe barrierer og udfordringer i hverdagen. De sakker ikke kun bagud i den teknologiske udvikling, men bliver også afkoblet fra samfundet og ser i mindre grad de muligheder, der ligger i udviklingen’, hedder det.
Samme danskere har, efter min mening helt naturligt, meget lav tillid til de, der har det primære ansvar for at beskytte borgerne digitalt.
Og, som der skrives: ’Danskere med høje digitale kompetencer har mere fokus på og er mere bekymrede for demokratiske udfordringer’. No shit Sherlock, som man siger, og løsningen, der hamres fast side efter side er da også mere ’digital opkvalificering’.
Men vi skal lige dvæle lidt mere ved tallene før vi går videre: 25 procent af den danske befolkning. Det er såmænd 1,46 millioner mennesker, aka 1 million 460.000 personer, der skal opkvalificeres for at kunne deltage i den der digitale fest, vi holder for FN og verdensmålene og techgiganterne og vores egen skyld?
Hvad forestiller man sig her? Undervisning i vaccineteltene, når og hvis den her pandemi engang forsvinder?


HVEM GØR DET FORKERTE?
Og hvordan kan det være, at teknokraterne ikke bare én eneste gang stiller sig selv dette simple spørgsmål: Måske gør VI noget forkert, når så mange ikke kan være med?
Hidtil har argumentet været, at det kun var nogen irriterende gamle mennesker, der ikke var med på det digitale togs raslende  godsvogne, og at de jo alligevel ville uddø snart.
Men det gør de tydeligvis ikke.
For det første fordi der hele tiden kommer nye til, folk der før klarede sig fint, men nu har fået en lille hjerneblødning eller blindhed eller stive, ikke-smartphonekompatible fingre eller noget af alt det andet, der uvægerligt rammer os i vores små liv her under en ubønhørlig tyngdekraft på den p.t. eneste beboelige planet i universet.
Og for det andet fordi det simpelthen ikke er den eneste store gruppe, der ikke passer ind i visionen om det gnidningsløse, digitale selvbetjeningssamfund – f.eks. er forbavsende mange unge mennesker meget lidt interesserede i at bruge mit- og NemID – ja, de betragter muligvis det, at staten kræver digitale ting af dem, som en afbrydelse og et irritationsmoment på den fest, de p.t. har på insta og snap?
Og så er der alle de, jeg vil kalde analoge borgere, fordi jeg synes det mere rimeligt og sandt end det der med ’ikke-digitale’ eller ’digitalt udsatte’ som digitaliseringsstyrelsen og KL kalder dem i en anden, meget alarmerende rapport fra foråret.
I den kan man læse et nyt procenttal, at mellem 17-22 procent af alle voksne danskere må betragtes som digitalt udsatte, fordi de ikke benytter eller ikke KAN benytte de digitale selvbetjenings løsninger, som stat og kommune og regioner har ladet regne ned over os.
Men det er værre endnu.

fra dengang computeren var forbavsende konkret – og alligevel mystisk

MØRKETAL
Man regner nemlig med et massivt MØRKETAL, som er alle de borgere, der slet ikke kan finde ud af at bruge digitale services, men som halter sig igennem med hjælp fra andre – det kan være det smarte barnebarn eller en sagsbehandler eller en af de frivillige, som alle åbenbart mener, er nødvendige for at holde skuden flydende, uden i den sammenhæng at tænke tanken: Hvad hvis vi har lavet det hele forkert?
Hvad nu hvis det aldrig bliver et suk bedre end det er nu, og vi så har lavet et samfund til en digital elite, der skøjter gennem livet på nye, firmabetalte iPhones, mens de andre, de analoge borgere, hele tiden støder panden mod en mur, fordi teknokraterne i deres optimerings- og spare-iver – og simpelthen for at kunne finansiere alle konsulenterne og de nye servere – har lukket de institutioner og fyret de mennesker, der ellers gennem de sidste 70 år har kørt vores velfærdssamfund.
Jeg tror kun vi lige har set ud over kanten af den analoge afgrund, af det vanvittige nul-sum-spil, der kommer til at udfolde sig i et samfund, der er designet som en smartphone, og hvor borgerne skal programmeres og opgraderes årligt.
Når 1 million 460.000 ikke kan være i den smartphone, er det så ikke på tide, at lægge den lidt væk, som vi jo hele tiden forklarer vores børn, de skal gøre? Og at vi så også tillader mennesker, der foretrækker en gammel Nokia og en direkte samtale på kommunen med et andet menneske, uden tidsbestilling med mitID, at være med?
Eller vil vi blive ved med at påstå, til det sidste, at det er borgerne, der er noget galt med, at de skal oplæres og købe nyt udstyr og få styr på sikkerheden, når det er klart som en skovsø, at det ikke kommer til at ske?

DIGITAL DISKRIMINATION

Forskerne taler om digital ulighed og inklusion. Det er de forkerte ord.
Lad os være ærlige. Vi taler om statsdrevet digital diskrimination af analoge borgere. Og om en måde at se vores fremtid på, der har meget lidt at gøre med det Danmark, jeg holder af. Især når det vi ser fra det offentlige alt, alt for ofte er dysfunktionelle IT løsninger, uacceptable ventetider og lemfældig omgang med borgeres personlige data…fordi man ikke har tænkt det på andet, end at spare penge og optimere – og end ikke, hvis vi skal være HELT ærlige, er lykkedes med det?
Jeg ser i hvert fald gerne den helt store cost-benefit-beregning på overgangen fra analogt til digitalt.
På den anden side er det efter min mening glædeligt at vi nu får tal på, hvor slemt det står til.
SÅ mangler vi bare noget handling. Og helst noget af den slags, der ikke bare er mere af det samme? Vi kommer næppe over den analoge kløft ved at grave den dybere. Og mon ikke vi, i dette ekstremt rige land, kunne have råd til at køre begge dele – det analoge og det digitale og måske endda skabe noget, andre lande kunne lære noget af? Så må den bedste model – som nok er lidt af hvert, vinde i ægte, liberal ånd!

GLÆDELIG PHISHING-JUL
Meget – nogen vil sige lige lovlig – apropos vil jeg slutte med en advarsel: Pas på PHISHING her i julen! Phishing er emails eller sms-ere – og hvis det sidste hedder det faktisk ’smishing’ – der fisker efter dine passwords og digitale IDere, ved at forsøge at få dit til at trykke på et link eller svare eller andet.
Således har jeg lige fået en tilsyneladende meget troværdig mail fra Digitaliseringsstyrelsen, hvor de gerne vil have mig til at opdatere mine id-oplysninger i forbindelse med skiftet fra nemID til mitID. Mailen indeholder et link, jeg bør trykke på, mener afsenderen – det gør jeg ikke, for det fører et helt andet sted hen, hvor der med statsgaranti ligger en kopi af nemIDs loginvindue, hvorfra bagmændene så kan kopiere min kode.


Når jeg ved, det er fup, er det fordi jeg har tjekket url-en, adressen, på det link ved lige at holde musen henover et øjeblik. Så kommer den nemlig frem – alternativt kan man højre-klikke på linket. Og det her, ligner ikke noget, jeg har lyst til…
Det er et godt trick, og det er fristende at sige, at det kan alle da finde ud af.
Men det ved jeg, at det kan de ikke.
Og jeg ved, at mens jeg skriver det her, sidder der 1000vis af gode og normalt fungerende og søde og kloge analoge borgere og klikker sig ind på en falsk udgave af døren til hele deres eget liv, og de sender nøglen i hænderne på folk, der vil kopiere og misbruge og plyndre dem.
Det er synd og skam. Og det burde ikke kunne ske.
Men uddannelse løser ikke det problem.
Det gør kun et system, hvor det ikke er nødvendigt at identificere sig digitalt konstant – eller hvor det er simpelt og sikkert og ikke hele tiden laves om.
Med ønsket om, at nogen laver det system – eller genopfinder Det Kongelige Danske Postvæsen – eller begge dele – så vil jeg forlade dig denne gang og ønske dig en god og fredelig og aldeles analog jul.
Hold fingrene fra skærmen imens, hvis du kan.
Jeg tror ikke du går glip af noget.

Hav det godt til næste gang.

Kærlig Hilsen
@kjaerulv

Derfor skal vi digitalisere mere?

Min booker havde hyret mig til at være digitaliseringkritisk til det meget digitaliseringsspositive arrangement ‘TRANSFORMATION NOW!2021 – making digital real’ men jeg fik et benspænd af moderator Christiane Vejlø, der ville have mig til at sige noget positivt om digitalisering….det var ikke helt nemt men der er jo ret mange ORD og dogmer og sære tilfælde og ligefrem visioner omkring det digitale, som jeg så byggede et digt op omkring.
Det læser jeg op her:

Hvis du ikke vil se og høre på mig og mit strittende hår – eller pæne Christiane Vejlø – så kan det læses:

Vi skal digitalisere mere fordi…

Hvis vi digitalisere mere, SÅ skal vi have nye telefoner og flere apps og så bliver apple og google rigere og så bliver Danmark vist nok også rigere og så kan netcompany og microsoft og Ibm og google og apple få flere maskiner i arbejde og alle de dejlig techbros og søstre bliver endnu rigere end de allerede er og så kan de lave nogen nye biler eller veksle pengene til cryptovaluta og det er også godt, for det er moderne og fremtiden, bortset fra, at man ikke kan bruge bitcoins til at betale for sort arbejde med, og hvordan i alverden skal man SÅ få malet de der strandvejsvillaer? 

Vi skal også digitalisere mere, så vi kan holde gang i hjulene i centralforvaltningen. Der er en stor tung hvirvlende svingdør mellem digitaliseringsstyrelsen og folketinget og dansk enhverv og dansk industri, der skal holdes i gang jo, se bare hvad den allerede har givet os alle sammen af jobs til folk, der før sad til en kummerlig løn hos staten og nu, endelig er kommet ud i det private erhversliv efter et skønt kursus hos Singularity Us eksponentialitets eksperter?

Vi skal digitalisere mere, så vi kan blive mere DATA, BIG DATA, data om hvad vi lytter til og ser på og hvornår og hvor vi er henne i mens og hvem vi er sammen med. Hvordan skulle Techgiganterne ellers holde sig i gang? Vi må HJÆLPE alle sammen!
Big Data er fremtiden og vi skal have mere, vi skal lave pyramider af det og vi vil begraves inde i det, som konger. 
Og derinde, midt i alt det, er der ingen der længere ved, hvem der er OS og DEM, undtagen computerne, vores store snurrende herskere badet i grøn strøm med deres etiske kunstige intelligenser, der regner os ud som en kniv, der skærer i smør, som en speedbåd, der kløver Øresunds bølger, som fire baner digitalt hvidt glødende pulver lige op i næsen og vores blændende hvide smil, der sætter sig, gnistrende over hele horisonten. 

Og vi skal digitalisere mere, så vi ikke behøver at røre ved hinanden eller tale med hinanden eller skændes eller kysse, adr, direkte gammeldags på læberne, det vi kan røre ved er som bekendt farligt – så hellere glat og ren og afsprittet, mens vi biohacker i fittnessmaskiner under pulsurenes blinkende lys.


Vi skal digitalisere mere, så vi ikke behøver at tænke selv. 
Vi gider ikke være kloge mere, eller etiske, eller retfærdige, det har vi maskinerne til, den kunstige intelligens forstår at gøre os til gennemsnitligheder i algoritmer og hvis vi ellers bare forstod at lade den gøre det i fred, så finder AI, AIIII; ud af det hele. 
AIIII! Der skal effektiviseres og OPTIMERES, eller når vi ALDRIG TIL MARS, ellers står vi på iskolde perroner uden de tog, der ikke har kørt i årevis og som nogen har solgt til Google og Facebook og Apple sammen med vindmøllerne og der er så ensomt der, og stille, larm skal vi have, serverlarm og bluetoothhovedtelefonstøj, og Squid Game som full body Virtual Reality og et metavers, der ikke skal synges som andet end AIIIIIII og som vi ikke kan slukke for  nogensinde, billeder direkte på nethinderne fra vores raybans. Bigger, better, faster, MORE er fremtiden, og den kunstige intelligens blinker til os fra et sted overalt omkring os – den er lys som selve solen, nu går den SUPERNOVA – AIIIIIIIIIIIIII!

——–

Jeg kan efterfølgende konstatere at der er mange, der har taget mig HELT bogstaveligt – ikke mindst Digitaliseringspartnerskabet – der netop har udgivet det her: https://itb.dk/maerkesager/offentlig-digitalisering/ny-vision-og-46-digitale-anbefalinger-leveret-til-regeringen/

Når vi registreres fryser vi….

Har lavet en ekstra NØDRADIO, der handler om LOGNINGSBEKENDTGØRELSEN, en bekendtgørelse, der siden 2006 har krævet at teleselskaberne skal gemme vores opkalds- og sms-data og hvor vi er imens vi ringer og sms’er – i et helt år for alle, uanset om du har gjort noget eller ej.

Jeg har beskæftiget mig med den logningsbekendtgørelse siden 2010 og den 29 juni i år skulle det så have været enden på den historie. Foreningen mod ulovlig logning havde nemlig anlagt sag mod justistministeriet for at få den afskaffet, og den mest synlige i den forening, juristen Rasmus Malver, var så sikker på at vinde, at han dagen før dommen i landsretten tweetede ud, at ‘vi vinder og fejrer det på Nytorv’ Nu stod vi så der, og der var også købt champagne, der var rigtige glas og forventningerne var høje.
Men det endte ikke som Rasmus Malver troede.

Det er tre år siden, foreningen mod ulovlig logning stævnede justitsministeriet for ikke at følge de domme, EU-domstolen havde givet af flere omgange, domme der fik andre lande til at droppe logningen øjeblikkeligt. Men ikke Danmark, hvor man gang på gang har hævdet, at det var et alt for vigtigt redskab for politiet.
Tjekkiet, Norge, Tyskland, Sverige, Slovakiet og Nederlandene har alle standset logningen. Men ikke Danmark.
I Danmark har vi altid haft en uskyldsformodning – at man er uskyldig til det modsatte er bevist, men med logningsbekendtgørelsen indsamles der beviser imod os før der overhovedet er rejst en anklage.
Og så er der EUs charter om grundlæggende rettigheder. I Artikel 7 står der: Respekt for privatliv og familieliv Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin kommunikation.
Den kommunikation er har tilhørt staten siden 2007. Og selvom justistministeren hævder at man vil tilpasse logningbekendtgørelsen til EUs regler, fortsætter logningen af borgerne – endda helt frivilligt fra teleselskabernes side – som det ser ud nu, kan de ikke straffes for ikke at logge, men på opfordring af justitsministeriet gør de det alligevel.

Og hvad er det så for en logning vi taler om her? Jo, det skal jeg sige dig: Det er logning af dig. Og alle dem du kommunikere med, ikke på indholdet, bevares, men på alle metadata, dvs. hvem du ringede eller sms’ede med og hvor du var imens, altsammen registreret og gemt af dit flinke teleselskab, der opbevarer de data i mindst et år, og som har skullet udlevere data til politiet mod en dommerkendelse. Tænk lidt over, hvad man kan få ud af data om hvem du ringer mest til, og hvor i er henne imens og lad fantasien lege lidt med tanken om, hvad du egentlig foretog dig for en måned siden, et halvt år, et år? Nemlig. Du kan ikke huske det. Det kan dine teledata. Med en præcision på ca. 50 – 100 meter og på helt præcist klokkeslet.

I 2012 blev der lagret 1,5 millarder stykker data på hele befolkningen. Og de såkaldte MASTESUG, hvor politiet simpelthen støvsuger og søger i oplysninger om alle telefoner, der har været i nærheden af et gerningssted, også DIN, er idag fast rutine. Måske kender du en kriminel? Måske har du bare været tæt på den? Metadata ved det hele.
Jeg ringede til Keld Norman, white hat-hacker, og spurgte ham, hvad man kan bruge den slags data til – du kan høre ham og Rasmus Malver i podcasten herover.


Foreningen imod ulovlig logning er igang med at skaffe penge
til at anke sagen til højesteret, men der er lang vej endnu.
Imens må vi tænke lidt over, hvad for et samfund vi vil have: Et der bevidstløst – og bevidst – registrerer sine borgere – uanset om de er uskyldige eller ej – eller et, hvor man stoler på borgeren, lader os være i fred, indtil der er en mistanke, der kan holde hos en dommer.
Jeg ved, hvad jeg foretrækker.

FLASHBACK 2011: Her forsøgte jeg at få et estimat på, hvad det ville kræve at køre en retssag mod staten: https://soundcloud.com/garagen/samtale-med-advokat-bj-rn

Fra AFLYTTETS arkiver: https://aflyttet.dk/logning-logning-logning-overgrebet-der-aldrig-ender/

Retten tiil en hemmelighed – anno 2001: https://aflyttet.dk/bonskrift-et-forsvar-for-retten-til-det-hemmelige/

CORONAPAS: Da vi blev tvangsdigitaliserede…?

‘people will literally do and say anything to return to a “normal” that never existed’ – Chelsea E. Manning på Twitter, 18 marts

Klokken er fire om natten og jeg kan ikke sove.

Udenfor mit vindue passerer en motorcykelbetjent, man kan høre den bløde brummen af hans maskine, det er kun politiet, der kører på den måde, sådan langsomt og lidt tilbageholdt og jeg ser hans gule hjelm passere, da han kører forbi mit hegn.
For fire en halv time siden blev folketingets partier enige om en såkaldt genåbningsaftale, den slags handler logisk nok især om HVEM der skal have lov at åbne først, hvad med restauranterne, barene, koncerterne og ikke mindst: Frisørerne?
Og umiddelbart lyder det jo lovende ovenpå over et års civil undtagelsestilstand (ja, det er det!) hvor vi har været sammen hver for sig og tvangsindlagt til fællessang og kollektive afspritninger og mundbind og alle de andre nødvendige ting, der skal til for at undgå at sprede smitte, og nu, endelig, skal Danmark ‘genåbnes’.
Men det bliver naturligvis ikke lige nu, for der er stadig virus i blandt os, den muterer og opfører sig mærkeligt og vi regner og regner og er alle sammen blevet matematikere og virologer og vi er vanvittige af isolation og afsavn og af at skulle klare den, klare jobbet, for manges vedkommende ikke engang kunne beholde det, børnene er også hjemme og glor ned i iPads og playstations konstant og gaderne er så stille, at man kan sidde og tælle betjentenes rundture i kvarteret….
Nu er der en slags dato: Når alle over 50 er blevet vaccineret mod corona, SÅ er det forbi, endeligt, så åbner vi HELT op for gassen og kan leve som vi plejede engang…måske? Men så længe KAN vi ikke vente – så det bliver april, der åbnes, sådan lidt. Det ligner næsten noget normalt.
Men der er noget i den aftale, der ikke er som det plejer. Og som har fået Pernille Vermund fra Nye Borgerlige til at forlade forhandlingerne, som den eneste.
Corona-passet, hedder det.

DR skriver om det: “Aftalen betyder, at et coronapas bliver helt afgørende for, hvad vi kan foretage os fra den 6. april og de følgende måneder. Et coronapas er et bevis på, at man enten er vaccineret, har en negativ test som højst er 72 timer gammel eller har været smittet tidligere. Det vil kræve coronapas at komme til frisør, tatovør, massør eller andre liberale erhverv. Og når det løbende bliver muligt at gå på restaurant, på museum, i biografen og til koncert vil det også kræve fremvisning af coronapas.”
Det vil på almindelig dansk sige, at du skal kunne vise en eller anden qr-kode frem på din smartphone med ubrudt glas og af nyere model frem til din tatovør, massør og frisør og at de skal have en dims der kan aflæse og verificere koden. Ellers kan du ikke komme ind. Hvem du ELLERS skal vise den her app til, ja, det gav en nu kraftigt nedredigeret video fra Netcompany et par bud på: Din arbejdsgiver vil kunne få adgang, så han ved om du kan møde på arbejde og den vil være helt afgørende hvis du vil ud og rejse…
(Vi springer alle mine sikkerhedsmæssige bekymringer over for denne gang – de er valide, for alt, der er digital kan manipuleres og det VIL det blive)

Navnet Corona-PAS er nok til at alle vores demokratiske alarmklokker bør bimle.
Et PAS er et officielt dokument, der beviser man er statsborger med rettigheder og pligter. Sådan et har vi allerede, det er rødbedefarvet, som vi leverpostejsdanskere godt kan lide det, men i Digitaliseringsstyrelsen har man længe ønsket sig, at det skulle væk fra den fysiske verden og ind i en af de der APPs i en smartphone, dem som vi, der går op i sikkerhed kalder for single-point-of-failure – har du adgang til telefonen har du adgang til alt. Og det er meget: I din iPhone/Android bor nemID, kørekort, sygesikringsbevis, SMITTESTOP-APP og det seneste skud på stammen, MinSundhed, en app der kan vise ens sundhedsdata, inklusive seneste corona test.
Smittestop-appen har haft et mildt sagt bumlet forløb – det hed sig i starten, at hvis den skulle være succesfuld, så skulle 2/3 dele af danskerne have den installeret – nu, efter snart et år – er der under 2,2 millioner der bruger appen, under halvdelen af befolkningen.

Uanset hvad, så er hele denne eskadre af apps principielt frivillige at installere -vi har stadig et analogt kørekort og sygesikringsbevis og nemID-pap-kortet virker lidt endnu. Det skulle sågar være muligt at få en elektronisk ‘standalone’ plastikdims som erstatning, når papkortet udfases, sidste sker fordi det simpelthen gør for ondt på digitalisterne, at de skal bruge papir…tror jeg.
Coronapas derimod, DET bliver ikke frivilligt. Ihvertfald ikke, hvis man ønsker at deltage i samfundslivet, blive klippet eller gå til et offentligt arrangement, til kor, eller i kirke.
Og det pas, det skal også, må vi forstå, pinedød være digitalt.

Old School Vaccinebog – virker og er anerkendt internationalt – men er ikke digitalt


I første omgang kaldte man det ‘vaccinepas’ fordi det skulle vise, at man var vaccineret, men kvikke hoveder mindede om, at den slags HAR vi allerede lavet i analog form – den FN-godkendte vaccinebog i gult pap findes og er analog og virker med stempel og underskrift fra lægen.
Men den er ikke digital. Og den kan ikke vise resultatet af seneste test fra dem, der ikke er vaccinerede endnu, hedder det sig. Så i stedet skabte man så, tada, Corona-passet, der angiveligt kan begge dele, og jo, det findes faktisk allerede i ‘MinSundhed’, under corona-pas…men det er IKKE nok.
DR, skriver videre: ‘I første omgang vil det ske gennem appen “MinSundhed”. Senere vil der komme en mere avanceret app’.
Denne avancerede app er blevet givet til udvikling af to firmaer, Netcompany, der også står bag Smittestop(Netcompany lovede som bekendt at ville gøre det gratis, for samfundet, men har i den grad skiftet mening og har indtil videre sendt regninger på 35 millioner kroner) og TRIFORK, der står for sundhedsdata-behandlingen.

Udbuddet var en såkaldt lyn-udbud, hvilket kan undre i en tid, hvor vi ikke HAR andet end netop det, tid, men hu hej, hvor skulle det gå stærkt, med den der app, som principielt er frivillig…
Ifølge DR skal der dog tages hensyn til de ‘mange’ der ikke bruger digitale platforme – her går jeg udfra, de mener de mindst 10 procent af den danske befolkning, der er regulært IT-blinde(jep de findes og de er gode nok danskere for det) PLUS de ældre, der ikke kan betjene eller se skærmen OG de 20.5 procent af alle danskere, der simpelthen ikke installerer apps…overhovedet. Samlet set, passer det nok ret godt med tallene for SMITTESTOP – Coronapasset i digital udgave kommer til at blive downloadet og brugt af under halvdelen af alle danskere, hvis det stod til os selv.
Og i følge DR vil man tage hensyn til de analoge. Eller ihvertfald ‘forsøge’:
‘Partierne forsøger at tage hensyn til, at mange ikke bruger digitale platforme. Derfor bliver det muligt at få tilsendt et vaccinationspas med posten, og det vil være muligt at vise fysiske dokumenter for en negativ test’, skriver statsradiofonien.

Det sidste rejser et ret konkret spørgsmål: En ting er, at kunne bevise man er vaccineret, men de corona-test, der også skal fremvises, ikke mindst for alle de, der er UNDER 50 år og som man må formode har et større behov og lyst til til at bevæge sig ud, gå til koncert og i byen og generelt være sammen med andre mennesker, hvad skal de gøre, hvis ikke de har en smartphone af nyeste, fine skatteyderbetalte folketingsmodel? Tager man den sikre PCR-test i et af teltene, varer det op til 48 timer før man har resultatet, og hvis man ikke kan logge ind på nettet og printe ud, og i stedet skal vente på, at resultatet sendes med det totalt udhungrede kongelige, engang danske, nu svenske postvæsen, så kommer man de facto aldrig ud af døren, for din test vil være for gammel, før resultatet når frem.
Måske kan det løses på lynteststeder, der så udsteder og printer papirer på stedet, men da jeg tog en lyntest hos ZOO for nylig var der umiddelbart ikke tilbud om andet end notifikation via mobil og velogmærke en mobil med NETADGANG. En gammel nokia, som mange faktisk render rundt med, fordi den dækker deres behov, ville ikke kunne anvendes.

De unge er smidt under bussen – de skal bruge Coronapas og testes i en uendelighed – men får ikke vaccine.

Så hvad ER det der foregår?
Det skal jeg sige jer: Tvangsdigitalisering. Big Time. Komplet med indbygget A og B-hold – har du smartphone, så kan du gå i byen – uden må du blive hjemme, eller finde dig i al muligt ydmygende bøvl, med risiko for at fejle.

Det er ingen hemmelighed, at Digitaliseringsstyrelsen (læs =Politikerne)længe har ønsket en udfasning af fysiske identitetspapirer fordi….digitalt er moderne.
Coronapasset har også været et MUST for regeringen, hedder det, samtlige partier har skullet acceptere det, før de overhovedet kunne være med i forhandlingerne, og den eneste, der ikke ville være det, var Pernille Vermund fra Nye Borgerlige, der kalder det for endnu et af regeringens ‘kontrolredskaber’.
Jeg mener, hun har ret, coronapasset er et kontrolredskab, det er et fullblown id-kort fyldt med info om os, som vi nu skal gå og vise frem til gud og hver mand, hvis vi vil deltage i samfundslivet.
Hun er ikke den eneste, der er bekymret: »Vi har en række bekymringer for, hvilke konsekvenser coronapasset vil have for vores samfund og omgangen med hinanden. Det er både i forhold til datasikkerhed, kontrol og adgangen til mennesker uden en smartphone,« udtalte enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, uden dog at lade bekymringerne stoppe dem i at deltage.
WHO og EU er også bekymrende og anbefaler at man vælger en løsning, der er kortvarig, inkluderende og klart afgrænset tidsmæssigt. Det sidste har vi Gud ske lov (måske) opnået i Danmark, hvor der er en solnedgangsklausul over passet i august…men jeg tvivler på, det forsvinder der.
Især fordi man allerede har annonceret, at der kommer ‘mange andre nyttige funktioner i det’.

Det er også svært at overse, at udbuddet af coronapasset kommer lige nu, en lille uge efter, at statsministeren og finansministeren annoncerede et »Digitaliseringspartnerskab om Danmarks digitale fremtid«, med blandt andet MÆRSK som motor.
»Et gennemdigitaliseret samfund er også et højproduktivt samfund,« sagde Mette Frederiksen til Berlingske og fortsatte: »Det handler om at komme foran i en verden, som har behov for yderligere digitalisering og et Europa, som allerede har besluttet, at digitalisering er en del af svaret på at komme ud af krisen.«
Og med den strategi, så er coronapas nok kun en spag begyndelse – der tales sjovt nok også en del om sundhedsdata og Israelske vaccinefabrikker og meget andet i disse dage – herhjemme regnes danske sundhedsdata for den hellige gral og noget, vi skal tjene mange penge på, og mon ikke det går noget nemmere at få dem ud af os, når de alligevel ligger og flyder rundt i en telefon?

Med denne strategi gør regeringen sig skyldig i netop den synd, som en rapport fra Ada Lovelace-instituttet, udgivet for en måned siden og som alle politikere har haft tid til at læse, og ignorere, advarer imod: At benytte sig af covid-19 krisen til at digitalisere nye områder af samfundet uden at tænke sig om. Eller som der står i rapporten:
‘Normalising health status surveillance
by creating long-term infrastructure
in response to a time-bounded crisis’


Klokken er blevet 5.30. Politiet har været forbi igen, listende på motorcyklen for ikke at vække dem, der sover.
Jeg er stadig vågen.
Fuglene synger og det er forår.
Og der er alt for lang tid til august, hvor solen forhåbentlig går ned over corona-passet…

Desværre er der undtagelser i den klausul. Solen går ikke ned i forhold til rejser. Eller for hvad EU beslutter fremover. Vi har sandsynligvis fået en app der er permanent og som skal vises over alle grænser, samtidig med passet, iøvrigt. Tillykke?








Mig og Jumbo

Jeg har gennem det seneste års tid haft en robot kørende. Den hedder Jumbo, er visualiseret som en lille, Martin Strid-agtig elefant, og den sletter mine gamle Facebookopslag for mig, rydder mine søgninger og brokker sig, hvis mine opslag står som offentlige.
Har også haft den igang på Twitter, men det blev for invasivt, syntes jeg.
Betaler man den penge, kan den også klare linkedin og instagram.
Men Faceboook er gratis.


Det med at få slettet gamle opslag på Facebook er en lettelse, de hober sig simpelthen op, og Facebook har generelt gjort det næsten umuligt at masseslette, alt skal tages et pinefuldt klik af gangen….
Jumbo æder det hele stille og roligt OG den smider iøvrigt en kopi af det hele på min telefon, HVIS jeg nu en dag fik lyst til at slå op i det – men generelt lever den efter princippet: Mennesker ændrer sig, derfor bør der ikke ligge gamle opslag og blokere for opfatttelsen af dig.
Jumbo virker troværdig som system – de har en knaldhård privatlivspolitik og har hidtil ikke optrådt i datalæk eller andre pinligheder. Det er ikke nogen garanti mod misbrug fra efterretningstjenester iøvrigt – hvis de vil gemme dine likes, så gør de det – uanset hvilken software du kører – men det er bedre end ingenting, og fjerner data fra Facebooks baser!

Det, man lige skal vænne sig til, er så, at..ting forsvinder. Og at det er en god ting nu til dags.
Prøv det!

Cirkel sluttes: Av min arm

 
En fredag for fire år siden kørte jeg hjem efter at have afviklet mit radioprogram ‘Aflyttet’ på radio24syv.
Det var sensommer og solskin – som nu – og jeg var på min motorcykel, i læderjakke og hjelm og handsker og trafikken flød langsomt foran mig som en doven flod, og jeg var træt og lettet og i rygsækken lå min store bærbare computer og sov.

På vej op af Valby langgade, på bakken, kiggede jeg mod venstre, ind på Bjerregaardsvej, hvor Danmark første computer DASK engang boede. Den interesserede mig, den maskine. Den fyldte en hel villa og lyste grønt om natten, og naboerne var bange for den.
Nu er villaen jævnet med jorden, men det finder jeg først ud af senere.

Jeg kører 30 km/t og da jeg igen ser fremad ser jeg direkte ind i et par røde bremselygter.

Bilen foran mig har tilsyneladende fundet en p-plads og er bremset hårdt op.

Det gør jeg også. Det er jeg nød til. Og jeg når ikke at tænke: Tager forbremsen alt for hårdt, så maskinen skrider ud, forsvinder under mig og jeg, jeg hænger et øjeblik i luften mens jeg ser min motorcykel glide på siden hen af vejen, motoren er gået i stå, jeg nåede ikke at koble ud og der er noget indebrændt og vredt over den måde, den bevæger sig ned af bakken på, inden den standser helt, ligger sig til hvile på siden, midt på vejen.

Så rammer jeg selv asfalten, hagen først, og jeg når lige at tænke, at det var godt, at min flip-op-hjelm var klappet ned og hagebøjlen tager slaget og at jeg egentlig var sluppet billigt.
Så kom rygsækken. Med den sovende computer.
Den har ligesom svævet over mig, og rammer mig nu hårdt i ryggen samtidig med, at jeg rammer asfalten med resten af kroppen.
Og jeg kan mærke, at der er noget, der går i stykker. Noget der knækker. Som en gren.
Jeg er høj på adreanalin og rejser mig op, springer op og går ind til siden.
En lastbil er standset lige bag mig og chaufføren er rystet og kommer hen og siger, at den der bil foran mig, han stoppede godt nok pludseligt og det var heldig han var vågen, og nåede at bremse.

Den bil, bilen foran, den der var skyld i mit styrt, er væk og vi peger begge to ud i den tomme luft efter den.

Chaufføren fra lastbilen hjælper mig med at få min mc ind til siden.

Min venstre arm hænger mærkeligt.
Det er kravebenet, siger chaufføren. Den fikser de på hospitalet, fortsætter han.
‘De sætter bare en plade ind, så er den fikset, jeg har selv en’, siger han og slår let på sit bryst.
Nogen ringer efter en ambulance.
Politiet kommer. De ser på min MC, en hvid BMW, og smiler.
‘Sådan en havde vi også en gang’.
De spørger om der er ringet efter ambulancen, det er der, og de kører igen.

Jeg ringer hjem og siger jeg er kørt galt og på vej på hospitalet, min datter tager telefonen og begynder at græde, og jeg siger hun skal tage det roligt, der er ingen problemer, jeg skal bare lige lappes sammen i kravebenet, ikke noget særligt.

Så kommer ambulancen. To mænd stiger ud.

De har ingen bedøvelse, undskylder de, det er reserveambulancen – de har kun lattergas….de klipper min læderjakke i stykke, hele venstre ærme. Det er trist. Har haft jakken i ti år.

Min arm føles adskilt fra kroppen.
Det gør rigtig ondt nu.
Jeg inhalerer lattergas uden effekt.
Ambulancen kører mig til Hvidovre hospital, selvom Frederiksberg er langt tættere på, faktisk lige om hjørnet.
Jeg spørger hvorfor.
‘Du er journalist, ikke? Jeg kunne godt fortælle dig en meget lang historie om hvorfor, men det er politikerne der har bestemt det’, siger ambulanceføreren, der smider mig på en båre og kører mig ind på en stue, hvor en sygeplejeske konstaterer at mit kraveben er brækket, ja, siger jeg, og hun siger at jeg ikke kan få smertestillende, før der har været en læge.

I stuen er der beskidt, jeg kan se støvet. Jeg kan se det falde. Langsomt falder det og lægger sig på alle glatte flader i det vinduesløse og helt tyste rum.
Jeg ligger på ryggen og alt gør ondt.
Lægen kommer efter hvad der føles som en uendelighed.
Hun konstaterer at jeg har brækket kravebenet.
Ja, siger jeg. Må jeg få noget smertestillende?
Da morfinpillen rammer, falder jeg tilbage i mig selv, i ro, og ser op på loftet og synes det er pænt. Mønstrene giver mening.
Støvet er væk.
Får taget en masse røngtenbilleder.
Møder ny læge.
Hun siger: Konservativ behandling. En slynge. Det skal bare gro sammen af sig selv.
Jeg brokker mig – det er jo skævt, jeg  kan mærke de to knoglestumper glide hen over hinanden, krydsede.
Ahr siger hun, det betyder ikke noget, din skulder bliver lidt kortere, men det er lige meget.
Jeg får en lang forelæsning om hvorfor, som jeg ikke fatter, fordi jeg er skæv af morfin og de giver mig nogen flere piller og sender mig hjem.
Jeg har et blåt mærke på størrelse med et stykke a-4 ark papir og det kommer til at skifte farve og flytte sig langsomt nedad, gennem kroppen, over de 5 uger, det tager at hele.
Motorcyklen slap billigt, en bøjet motorbøjle og et skrabet sidespejl. En ven henter den og kører den hjem.

Jeg arbejder og konstaterer, at jeg godt kan skrive. Og at ja, det gror sammen.
Forkert sammen, synes jeg.
Som et par krydsede fingre.
Og min venstre skulder er mærkbart kortere end den anden, nu.
Jeg klager til læger og hospitaler. De siger vent og se.
Det gør jeg så. Og har ondt i skulderen. Og kan ikke sove på den.
Lærer at leve med det -men kan alligevel ikke.
De vil gerne operere mig bagpå skulderen, hvor en led-læbe er rykket løs.
Det nægter jeg. Det er jo stadig skævt, det hele.

Der går en tre mere år med arbejde, arbejde hele tiden og jeg lever med skævhed og ømhed og ondt.
En af min kolleger mener det var et komplot – ulykken. Det var nok FE, der kørte bilen, mente han, de var nok trætte af mig, mener han og jeg tror ham ikke.
Et moderne komplot er sjældent så simpelt. 

I november 2019 lukker 24syv.
Jeg sætter mig et mål: Jeg vil have den skulder fikset, nu jeg alligevel har tid.
Det er noget konkret. Noget at se frem til.

Så får jeg en henvisning fra en læge, et nyt check, nye møder og røngtenbilleder og efter en masse omveje endelig en dygtig kirurg på Hvidovre, der godt mener han kan fikse det der kraveben.
Han har prøvet det før.
Han har slagterhænder. Det beroliger mig.
Jeg bliver skrevet op til operation og så kommer corona og så bliver det udsat.

Men den 4de september kom jeg så ind.
Og røg i fuld narkose for første gang i mit liv, en genfødsels-oplevelse, hvor jeg ligger på briks i et rum omgivet af to narkoselæger og to sygeplejesker.
Her er koldt. De pakker mig ind i et tæppe og blæser varm luft gennem det, og det er rart. 
De kan ikke finde ud af, hvor de skal lægge droppet og stikker mig en masse steder.
De finder et sted. De har travlt, men er meget fokuserede.
Jeg kigger på værktøjet, kirurgens, på bordet ved siden af. En sav, blandt andet.
Jeg ser på loftet. Jeg trækker vejret gennem en maske, det er ilt, siger de, det er godt for kroppen.
Jeg ser en sygeplejeske direkte i øjnene, hun ser tilbage, jeg kan se hendes arme omkring mit ansigt, hun har tatoveringer på dem begge to, lange mønstre, der snor sig ned mod hendes hænder og hun taler til mig, mens jeg bliver slukket af drop-medicin, og jeg drømmer en hel masse, og da jeg vågner står hun der endnu, igen og ser på mig og siger godmorgen og det første jeg siger er: Ja, jeg er vågen og godt jeg har min stemme….og at jeg ville ønske jeg kunne huske hvad jeg havde drømt, men jeg har glemt det hele.
Jeg har fået skruer i kroppen og fået savet en knogle over og fået den sat sammen igen.
Kirurgen kommer og smiler og siger det er gået godt.
Jeg bliver kørt til opvågning og røngten.

Alle er meget dygtige. Der er en urværksagtig langsom professionalisme i luften og jeg ånder den ind.
Jeg kan intet mærke. Jeg vågner og falder i søvn i et væk.
Portører kommer forbi og lover at hente mig, men glemmer mig på gangen. Der er for mange mennesker, der skal køres på een gang.
En ung håndværker med smadrede håndled.
En gammel dame, der er faldet.
Til sidst en portør ved sengegærdet og en elevator der sender mig tilbage på stuen.

Hospitalet er overfyldt. Jeg får en gangplads. Og et tilbud om at tage hjem eller blive til i morgen.
Jeg vil gerne hjem – her er mest gamle mennesker, der ikke burde være her.
En dame tilbyder mig sit tæppe – du fryser, jeg kan få et andet, siger hun.
Hun mangler det ene ben. De har sat det af.
Hun burde være et andet sted, et plejehjem eller en særlig afdeling.
Jeg spørger hvor længe hun har været her og hun siger siden midt i juli.
Det er ikke nemt, siger hun, det er som om man ikke kan komme op af stolen igen, den suger, gør den.
Jeg giver hende tæppet igen.

Jeg har fastet siden dagen før og nu er det eftermiddag og jeg spiser en mad, en æggemad, og drikker en masse vand og så tager jeg tøj på, efter sygeplejeskens regler, den dårlige arm først, så den gode.

Jeg bliver hentet og døser i bilen, stadig høj på morfin.
Hjemme hører jeg musik og smiler meget.
Roxy Music ‘Aint that so’ fra Manifesto lyder smuk.


 
Og nu ligger jeg her, i min egen seng, fyldt med skruer og skinner og mit kraveben er 1,5 cm længere, og det kan mærkes og det er GODT.
Oplevelsen af immobilitet er den samme, som da jeg styrtede, men nu er det rigtigt – nu peger det fremad.
Og det gør mig forbavsende lykkelig at være blevet lige igen.

efter operation – ikke nogen tatovering th. Nu fyldt med skruer…


Noget er overstået. Et vendepunkt er nået. Et nulpunkt på mange måder men også noget nyt…Noget nyt begynder med smerter og piller og genfødsel på genfødsel.
Og først nu, kan jeg, hele mig selv.
Cirklen er sluttet.

Av min arm.







 

(kapitel i kommende bog ‘AFLYTTET’)

 

 

BORNHACK – MAKE IT CLEAN 2020

Jeg har været på IT-konference. I et (alt for lille)telt. På en lejet FDF-lejr på Fyn, sammen med 150 andre hackere, makere og almindeligt teknologiinteresserede fra Danmark – og nogen stykker fra udlandet, der havde zig-zagget sig til landet gennem diverse Coronaspærringer.

Og netop Corona havde været tæt ved at lukke denne femte Bornhack ned før den kom igang, det lykkedes alligevel at få tilladelse og de ekstremt hårdtarbejdende arrangører havde kvitteret med massive mængder håndsprit og håndvaske overalt i området, der som sagt ligger midt ude i naturen på Sydfyn – og havde navngivet festivalen: Make It Clean!
Alle var meget hensynfulde, der blev holdt afstand og båret masker meget af tiden – det sidste falder ikke hackere svært – i øvrigt.
Det var som sagt femte gang der var festival, jeg har været med siden starten – og i år holdt jeg et oplæg om kontanter – på engelsk som alle andre foredrag var det og brugte ellers tiden på at snakke, lytte og blive klogere. Som jeg altid bliver hvert år jeg er med.
Jeg optog ikke så meget, men tre små interviews blev det da til – herover det første med en, der kun vil kaldes Halfdan – vi går ikke så meget op i navne på den her slags konferencer, noget vil slet ikke have deres navne på, og der er generelt forbud mod at fotografere og dele billeder af andre – hvilket er sært befriende! (og grunden til, der ikke er nogen billeder af folk her på siden)
Halfdan fortæller herover om Open Street Maps og vi taler om konsekvenserne af, at alt bliver kortlagt. Der kommer to interviews mere senere. Stay Tuned – god weekend.

Abonner på Nødradio! Det er gratis!
ITUNES: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/aflyttet-i-garagen/id1504650482
RSS-feed: https://feeds.soundcloud.com/users/soundcloud:users:9572226/sounds.rss

 

 

Cykel byggerier: Cannondale revisited

Som de, der følger denne blog har bemærket har jeg en del hobbyer. En af dem er at bygge cykler – eller rettere genopbygge dem udfra hvad der nu kan lade sig gøre med knofedt og ikke for mange nye dele. Det lærer jeg meget af – om mig selv og min tålmådighed og mangel på konkret systematik.

Har færdiggjort cykel nr 5 i garagen – ses herunder – baseret på et hærget cannondale stel anno midt 90erne – købt på den blå avis og med alle dele rustet sammen/ødelagte. Nu kører den igen – fremragende endda – alle lejer ruller godt, der er ny krank og et sæt brugte pedaler og en 8 krans reduceret til syv bagpå.

Sådan så den ud før:

Suntour klingerne var slidt ned og pedaler bøjet – bagskifter totalt rustet sammmen

Det virkelige spændende er, at jeg har fået hjælp af andre – via facebook har jeg feks mødt Jeppe, der er god til alt det jeg ikke kunne finde ud af af før – feks krank og hjulopretninger.

skiftet ud med understående
klinge og pedalarme blev doneret fra endnu en facebookkontakt – tak!

Jeg har typisk arbejdet med begrænsninger – nydt det – en ting af gangen: En bremse. Kæden. Saddel. Og så går man væk, når den ene ting er på plads. Det er ikke professionelt og hurtigt men det virker. Og er yderst tilfredstillende.

pedalerne er fra en gammel Marin-cykel jeg engang havde

En af de ting, der virkelig har drillet mig, er bremserne. Cannondale har brugt et cantileversystem jeg simpelthen ikke forstår: Der er et rundt hjul i midten, en del af stellet, som et kabel løber igennem. Men hvor skal der trækkes? Fik det ikke løst. Så der måtte hackes udenom – en v-bremse foran og en cantlever bagpå er et udemærket, omend frusterende fix.

de uforståelige bremser – min begrænsning
detalje
et hack

Mens jeg har gået og arbejdet har jeg læst og tænkt meget på Matthew Crawford og hans bog “shopcraft as soulcraft” – læs den! Se ham her: https://m.youtube.com/watch?v=Cie2Mw2uvJg

Det konkrete giver ro i sjælen. Det skrider fremad. Det bliver til noget. Og glæden ved at kunne genanvende noget, genskabe det i ny form, er stor…

Jeg er ikke HELT tilfreds – det er jeg aldrig – men cannondale er blevet fin og kører som en drøm – selvom styret – med 40 mm rise – nok ER for bredt til en 26 tommer hjuls maskine og de der bremser…de skal altså findes ud af!

Så måske sælger jeg den alligevel?

Mest for at kunne bygge en ny.