Os Derhjemme: Bord i brug

Ja, det går langsomt pt herhjemme. Men også fremad. Nu er bordet på plads og min morfars gamle skriverelikvier på bordet sammen med den lille x-pc og datters nu glemte gamer-mus….

Her er rart med åben dør – verden er stadig levende derude, kan jeg høre – naboens børn leger, et par F16 fly zappede forbi for lidt siden, sandsynligvis for lige at fortælle russerne, at den del af landet altså ikke har lukket ned.

mit nye skrivebord

Mere følger – nu – måske, en tur på motorcykel i solen? Det er jo ikke forbudt, endnu.

DAGENS CORONA TIP: Lyt til BBC-world, hvis du vil vide noget – de har både app og website til live-streaming.

Link her: https://www.bbc.co.uk/sounds/play/live:bbc_world_service

Den døde kanal

starlinks satellitter

Essay. »Hvad klager vi for? Himlen er endelig vores – menneskets – alene. Var det ikke det, vi ville?« Teknologikritikeren Anders Kjærulff om surrogat-mødre, Jeffrey Epstein, computerchips i hjernen og de 768 satelitter, der holder øje med os i det høje.

 

Den døde kanal
starlinks satellitterAf Anders Kjærulff

Jeg sidder bag rattet i en sort bil, og jeg kører alt for hurtigt.

Det er midt om natten. Min svigerfamilie er i bilen, og vi er på vej til et hospice, der netop har ringet og sagt, at min svigermor er ved at dø. Jeg kører for stærkt, men jeg tilpasser hastigheden efter forholdene, og i øvrigt er jeg ligeglad med fartbegrænsninger: vi har noget, vi skal nå, et menneske, der er på vej væk, og det er vigtigere end alt andet lige nu. Jeg er sikker på, at alle mennesker på planeten ville forstå os, hvis de mødte os på landevejen i dette øjeblik – også hvis de var ansat hos politiet

Vi er fire små mennesker i en sort raket, og vi brøler gennem natten, spændt fast til vores sæder, og over os funkler satellitterne på himlen. Der er 768 af dem deroppe og mange flere på vej.

Hvis jeg kunne løfte blikket fra vejen og se op, ville jeg vide med sikkerhed, at vi er et konkret sted på en planet, der suger os fast her på vejen, mens den bevæger sig gennem en uendelighed, der hele tiden udvider sig. Måske er det derfor, vi altid ignorerer den, himlen; fordi den får os til at føle os som små, moderløse molekyler? Og måske er det også derfor, vi for tiden har så travlt med at fylde himmelrummet op med teknik; så vi på en eller anden måde kan få det under kontrol?

Selv trøster jeg mig ved uendeligheden, også på nætter som denne, som ingen kender udfaldet af. Det siges, at der er ligeså mange stjerner i universet, som der er hjerneceller i vores hoveder. Det er ikke videnskab, men det lyder godt, og det giver en mig en fornemmelse af at høre til. Som var jeg en brik i et puslespil, jeg aldrig ser motivet på.

Jeg flytter foden til bremsen. I det tomme kryds forude skifter lyset til rødt.

Et par dage senere klikker jeg mig gennem nyheder på nettet. Jeg læser om Jeffrey Epstein, den amerikanske rigmand, der blev anholdt og sigtet for forsøg på at smugle mindreårige piger til USA og misbruge dem til sex, og som senere begik selvmord i sin fængselscelle.

Epstein var en moderne mand. Han troede på teknologi og var besat af at forbedre menneskeheden, gerne med sine egne gener. På sin ranch i New Mexico planlagde han angiveligt at inseminere op mod tyve kvinder af gangen med sin sæd. Han ville også have både sin hjerne og sin pik frosset ned, når han døde, så de kunne genskabes i fremtiden. Blandt hans bekendte var Virtual Reality-legenden Jaron Lanier, afdøde Stephen Hawking og psykologen Steven Pinker, der har været med til at skabe en stor del af tankesættet bag kunstig intelligens. Alle deltog de i Epstein’s saloner, hvor det flød med champagne.

Jeg klikker videre og falder over en video på YouTube. Den er i sort-hvid og optaget i et laboratorium hos en anden psykolog, amerikanske Harry Harlow, der i 1958 udgav The Nature of Love, en bog baseret på en række banebrydende og kontroversielle forsøg med rhesusaber. Harlow fjernede nyfødte unger fra deres mødre, satte dem i bur og tilbød dem i stedet to versioner af en kunstig mor. Begge var i stand til at give abeungen mad, og begge havde et stiliseret ansigt med øjne og mund. Den ene kunstige mor var beklædt med blødt stof, mens den anden kun bestod af et ansigt og en krop af bøjede metaltråde, hønsenet, formet som en abemor. Når abeungerne fik valget mellem de to, valgte de den bløde udgave. Og hvis den stofbeklædte mor ikke gav mælk, spiste de hos ‘metal-net-mor’ og løb bagefter hurtigt tilbage til den bløde udgave.

Harlow viste eksperimenter og en af forsøgsaberne, ’Baby106’, frem til en journalist, og den hjerteskærende video er endt på YouTube.

For at kunne teste, hvordan Baby106 reagerer på frygt, konstruerede Harlow et mekanisk skræmmedyr; et støjende og blinkende væsen med store øjne og smækkende kæmpetænder. Han stiller det op foran Baby106, der straks løber skrigende hen til den bløde surrogatmor og klamrer sig til hende.

Hvis der kun er ‘Metal-net-mor’ at klamre sig til, er ungens rædsel derimod stum.

Harlow lod også nogle af ungerne vokse op helt uden mødre, alene i et rum med en slange, de kunne suge næring fra. Resultatet var uhyggeligt. Abeungerne stirrede tomt ud i luften, gik hvileløst rundt og forsøgte at skade sig selv. De kradsede sig til blods og slog hovedet mod væggene. Flere aber døde, fordi de holdt op med at æde.

»Men er det, vi ser her – at en abe klynger sig til et stykke stof – virkelig kærlighed?« spørger journalisten i videoen.

Harlow tænker sig godt om og svarer så:

»Hvis du gør en baby bange, og den løber hen til sin mor, og dens angst bliver forvandlet til en følelse af tryghed, ville du så ikke sige, at dén baby elskede sin mor?«

Jeg er ikke så sikker. Men jeg tror, at vi har mere til fælles med Baby106, end vi vil være ved. Vi fylder verden med surrogatmødre og kaldet det fremskridt. Som med tilfældet Jeffrey Epstein handler det nu tit om noget helt andet.

Engang kiggede vi ud i rummet og talte stjernerne. Nu ser vi ned på os selv.

Ifølge Technology Review er der nu private firmaer, der tilbyder noget, der ligner LIVE-overvågning fra rummet, hvilket er en statsgaranti for, at regeringer har haft den samme mulighed længe. I 2008 var 150 kamerabærende satellitter i kredsløb om Jorden; nu er vi oppe på 768 med en tilladt skarphed på 25 centimeter til civilt brug. Kombinerer man det med Synthetic Aperture Radar, en militær teknik, der kan »se« gennem skyerne, stiger nøjagtigheden til en millimeter.

Det virkelig interessante er vores evne til at behandle de data, det handler om. Allerede i 2014 tilbød et firma ved navn SkyBox HD-video fra rummet af 90 sekunders længde. I dag tilbyder EarthNow det, de kalder Continous Realtime-video med ét sekunds forsinkelse.

Når det kan lade sig gøre, er det blandt andet, fordi hele planeten bliver pakket ind i internet. Rummet over os, den yderste del af den kugle af tyngdekraft, der udgør vores verden, er i øjeblikket befolket af ialt 5000 menneskeskabte satellitter af forskellige slags, og det er kun begyndelsen: Med projektet Starlink vil Elon Musk dække hele kloden med satellitbåret internet. Med vanlig grandiositet planlægger tech-guruen også at sende 11.943 satellitter i luften i de kommende år; flere end antallet af stjerner, der kan ses med det blotte øje.

Jeff Bezos fra Amazon har også fået rum på hjernen og har lagt billet ind på 3236 af sine low-earth-orbit-satellitter.

Elon Musks første 60 satellitter har allerede vist os, hvad det er, vi ser ind i: En snurrende jernkugle, et metal-bur mellem os og stjernerne. Lowell Observatory tog et billede af dem, som viste en lang, skinnende hale over himlen. En hale, der med tiden vil vokse til et helt dyr og blive et hulspejl af os alle sammen og vores bevægelser hernede på jorden.

Vi kan ikke gemme os for os selv. Til gengæld bliver stjernerne væk bag satellitterne, klager astronomer og observatører, der allerede nu oplever, at den første kreds i rumkaravanen tager udsynet.

Men hvad klager de for? Himlen er endelig vores – menneskets – alene.

Var det ikke det, vi ville?

Elon Musk og Jeff Bezos vil ikke bare væk fra jorden. De vil være super-mennesker. Transhumanister.

Transhumanisme er det, som følger efter mennesket, det endelige opgør med Gud som begreb: Se! Vi magter at sætte blad på nælde, og vi skaber os selv, mener følgerne af denne tekniske, rationelle, digitale religion. Og de vil gå langt for at bevise, at de har ret.

Den Transhumanistiske Deklaration blev skrevet i 1998 og er siden revideret mange gange: »Menneskeheden vil blive radikalt forandret af teknologien i fremtiden. Vi forudser muligheden for at redesigne de menneskelige grundvilkår, inklusive parametre som aldringens nødvendighed, begrænsninger af menneskelig og kunstig intelligens, medfødt psykologi, lidelse og vores indespærring på planeten Jorden«, står der blandt andet.

Fremtiden beskrives også som »Humanity+« under det kække, 1960er-amerikanske slogan: Dont Limit Your Challenges, Challenge Your Limits. Jeffrey Epstein donerede i øvrigt over 100.000 dollar til ‘Humanity+’.

Elon Musk har også netop lanceret en robot, der kan operere computerchips ind i rotters hjerner. Men målet er mennesker. Chippen hedder NEURALINK og er en dataforbindelse mellem vores hjerner og det, der er udenfor, en blanding af data-aflæser og upload-punkt.

I første omgang handler det om at hjælpe dem, der mangler en arm eller ikke kan se. Men Musk har en langsigtet plan: »Vi arbejder frem mod en symbiose mellem os mennesker og den kunstige intelligens«, sagde han for nylig.

Sært nok har Musk advaret kraftigt mod den samme kunstige intelligens, han nu er med til at udbrede. Den kan ikke standses, siger han, den kommer til at vokse eksponentielt. Men vi ved ikke, hvad den finder på. Vi ved, at computeren regner os ud, celle for celle. Vi kan reproduceres i kode og nu – snart – kan vi forbindes direkte til computere.

Er det så kærlighed? spørger nogen. Og andre svarer: Betyder det noget?

I 2017 skrev en række forskere fra Østrig et andet svar, Det Anti-transhumanistiske Manifest. Her bestrider de, at mennesket bare er summen af information. Vi er meget mere, skriver de – vi er Animals of meaning; dyr, der søger mening:

»Vor menneskelige natur er kendetegnet ved vores skrøbelighed, følsomhed, selvbevidsthed og vores indbyggede fornemmelse af, hvem vi er, i modsætning til hvad vi er. Det er evner, der gør os i stand til at reagere på vores omgivelser, til at udvikle en fornemmelse af vores egen dødelighed og til at indse, at hvert eneste øjeblik har en unik fortid, der viser sig for os, som en fremtid uden fortilfælde«.

Manifestet fortsætter:

»Teknologi kan forme, men ikke erstatte vores sociale forhold til hinanden, for det er dem, der definerer, hvad der er meningsfuldt for os.«

Tidligere på sommeren interviewede jeg til mit radioprogram en af manifestets forfattere, Dr. Sarah Spiekermann, professor ved Wiens Universitet og stifter af Privacy & Sustainable Computing Lab:

»Transhumanisterne kobler et skuffet blik på den menneskelige natur med en overtroisk science-fiction-vision om, hvordan vi skal forbedres,« sagde hun. »De foragter vores skrøbelighed.«

Internet. Du, som er i himlen.

Engang var nettet en snerrende lyd i en flad kasse med LED-lys, et håndtryk og en knitren, før der var hul igennem til den uendelighed af information, vi heller ikke dengang forstod at omsætte til viden.

Dengang var internettet som en uendelig lang postliste; én af de emails, der består af svar på svar på svar. I hvert fald den del af internettet, jeg brugte mest i 1995, nemlig USENET, hvor jeg på alt.comp.psion-gruppen kunne skrive med andre ejere af PSION-lommecomputere, datidens hotteste apparat. Jeg fik et kabel, der forbandt min PSION 5MX med min mobiltelefon, hvilket de facto gjorde den til en smartphone. Jeg elskede den maskine. Jeg havde den på mig konstant.

Via USENET fandt jeg en mand, der havde lavet kablet til sig selv, og som godt ville lave et til mig også, og som sendte det til mig med posten, uden fortjeneste.

Usenet var gratis. Alt på internettet var gratis. Der var ingen reklamer. Universiteter og læreanstalter delte glade ud af alt, man kunne ringe direkte til forskere i udlandet, og de både tog telefonen og svarede på mails.

Men det holdt ikke længe. Pæne mennesker i jakkesæt lavede forretningsplaner og fik ideer til, hvordan der skulle tjenes penge på nettet. Hvordan der kunne tjenes penge på data; vores data. De blev milliardærer, firmaer blev børsnoteret, aktieoptioner byttet, intellektuelle rettigheder solgt og alt, hvad vi før havde taget for konkret og forståeligt og dagligdags viste sig at være noget, der kunne digitaliseres, disruptes og tilbydes i abonnementform. LAAS – Life As A Service – var født.

Elon Musk og Jeff Bezos drømmer om en fremtid i vægtløs tilstand, langt væk fra det menneskelige rod og kaos, som vi 7.7 milliarder individer har i os.

De vil væk fra os. De vil være bedre end nogensinde før.

De drømmer om kunstig intelligens, der er klogere end os, fordi den er logisk, rationel og retfærdig. De drømmer om »Singulariteten«, der opstår, når al den computerkraft og alle de data, de har pakket planeten ind i, smelter sammen og bliver til én handlende, tænkende, teknisk bevidsthed, et blankt, hårdt, moderløst væsen, der ikke lader sig skræmme af noget som helst, og som tilpasser sig alt omkring det – og kontrollerer det via NEURALINK.

Mennesket har været på en rejse, mener transhumanisterne, og nu kommer det hjem til sig selv. Ånden skal besjæle computeren, mens mennesket transformeres til en forudsigelig, programmerbar forbruger-maskine under diskret, algoritmisk kontrol, fanget i LAAS med AirBNB og Netflix og elektriske Løbehjul til leje via apps og hundreder af månedlige mikrobetalinger og manipulationer. Af os små blinkende myrer under satellithimlens solgenspejlende aluminiumsglød.

 

Det røde lys er i spejlet bag mig.

Jeg sidder bag rattet i en sort bil, og jeg kører alt for hurtigt. Det er midt om natten, og lygtepælenes lysstriber går i ét og skærer bilen midt over.

Vi skal nå noget, et dødsleje, et menneske, der er på vej væk, og lige nu er det vigtigere end alt andet, og jeg ved, at alle mennesker ville forstå os, også politiet, for det er vores og hendes rejse videre, det handler om.

Vi når frem, og hun ånder stadig, og jeg aer hende på kinden, jeg siger farvel, og alle græder, og satellitterne peger endnu ikke alle sammen i vores retning, og de har endnu ikke udstedt en automatisk bøde til os, og singulariteten er eksponentielt set længere væk end nogen sinde før. Her under satellitterne, der skærmer for stjernerne, hvor Baby106 sidder og klamrer sig til Bløde-Mor, og skræmmedyret udstøder mærkelige lyde og klaprer med tænderne.

Den er kun en mekanisk fugl, men vi er dyr af mening, fyldt med kærlighed til hinanden, og uanset om kærligheden er fuldt forståelig og logisk og kan deles op i små kemisk-elektriske bevægelser, så mærker jeg den, mens et menneske forsvinder for øjnene af mig, drøner afsted op gennem mørket og bliver endnu en brik i det puslespil, ingen af os kan se, hvad forestiller, fordi vi er det. Selv.

Anders Kjærulff er journalist, teknologikritiker og tidligere vært og redaktør på Radio24syv-programmet ’Aflyttet’.


Bragt i weekendavisen den 30.8.2019

 

LINKS:

Harlow’s Studies on Dependency in Monkeys https://www.youtube.com/watch?time_continue=4&v=OrNBEhzjg8I

SATELITTER OVERALT: https://www.technologyreview.com/s/613748/satellites-threaten-privacy/

ETISK RÅD 2007 om Transhumanismen:
http://www.etiskraad.dk/etiske-temaer/optimering-af-mennesket/homo-artefakt/kulturhistorisk-perspektiv/transhumanisme

‘Den Transhumanistiske Deklaration’ https://humanityplus.org/philosophy/transhumanist-declaration/

Aflyttet.dk – oversættelse af det transhumanistiske manifest+interview med Sarah Spiekermann her: https://aflyttet.dk/det-anti-transhumanistiske-manifest/

CCCC19 @cyberhagen

En dejlig dag med kloge mennesker på Copenhagen Cyber Crime Conference 19 i Industriens hus. Har talt med Lars Frelle-Petersen, DI digital og selvfølgelig medstifter af CSIS, Peter Kruuse, her igang med beskrivelse af hardcore hacker, “Bagsu”

Der var også et yderst relevant oplæg om AI fra Trend Micros Rick Ferguson – der var forbi Marvin Minskys første prototyper SNARC, den Stocastiske Neurale, Analog Reinforcement Computer.

Og så mødte jeg flinke mennesker overalt.Lyt til aflyttet på Søndag 1505

1996: Danmarks første podcast?

DANMARKS FØRSTE PODCAST? Henrik Fohns og jeg lavede mikro-podcast i .wav format i 1996 på Harddisken P1 – nogen af filerne ligger der endnu – Søren Ryge Pedersen er alvorligt bekymret over informationssamfundet, der er et 45 sekunders klip med Douglas Coupland, der sammenligner lego-klodser og programmering og en ung Simon Davies fra Privacy International, der nailer overvågningssituationen….!

Siden blev kodet i HTML-pro og filer klippet til og uploadet direkte til server af undertegnede. De fleste af interview stumperne er også mine, så vidt jeg husker.

Formatet er det fantastisk solide 8bit Mono – et netgrønt, minimalt format.

Lyt til 1996 her:

https://web.archive.org/web/19970209115937/http://www.dr.dk/harddisk/realaudi/

NB: der er masser af teknisk diskussion om hvad podcast er – nogen siger der skal være rss-feed – det er pjat – det er lyd 🙂

I dag står jeg for 3 – snart fire podcasts – AFLYTTET(her) – PROSAs ‘DataDebat’ – her: https://www.prosa.dk/prosa-mener/podcasts/ og min egen – med en del råinterviews fra GARAGEN: https://m.soundcloud.com/garagen

PS: Garagen har fuldt professionelt udstyr til selv at producere podcast med op til tre gæster på een gang – ring, eller mail mig hvis du vil vide mere, have mig til at hjælpe med at lave din egen eller få kompetent, professionel efterkritik på den du har – jeg har små 25 års radioerfaring – og podcast ER jo radio…ikke?

GARAGE COMMUNICATION ønsker GODT NYTÅR….og det BLIVER godt! NU…ikke?

Et år rinder ud, og det er tid til en status fra Garagen, der pt huser motorcyklen, der står og lader og venter på mere kærlighed sammen med en B&O radio, en defekt Garrad-pladespiller, et garmin GPS-system, talrige løse, mere eller mindre defekte, computere og stole, der er gået i stykker….
2018 var et år, hvor der gik meget i stykker i Danmark.
Noget af det, er smadret helt bevidst, andet må betegnes som Collatheral Damage.

Det er således ikke længere tilladt at ‘maskere sig’ i Danmark – hvilket det sådan set heller ikke var før, slet ikke til demonstrationer, hvor politiet længe har kunnet kræve, at alle skulle vise ansigt, så der kunne tages ordentlige billeder og eventuelle vandaler kunne gøres ansvarlige for deres gerninger, men i 2018, ja der blev det HELT forbudt at maskere sig – det blev kaldt et burkaforbud og det var helt klart henvendt mod burkaer, men det gælder altså også alle os andre, og i en tid, hvor ansigtsgenkendelse nu er standard i moderne smartphones og etat og private klistrer gader og stræder og butikker og toiletter til med overvågningskameraer, så kunne man få den ubehagelige tanke, at forbuddet mod maskering måske mest er henvendt til dem, direkte til CCTCV-kameraerne, så alle vi, de fleste af os helt uskyldige, husk det, borgere kan identificeres, hvor vi end befinder os i det offentlige rum?
Men betyder det noget med lidt Facerec hvis man kan fange en forbryder og ikke har noget at skjule, hvad så, FACE IT?, spørger du?
Og her kommer så min første og i denne omgang eneste, store løftede pegefinger til det 2019, der bliver meget bedre end i år: Stop med at grave din egen grav!
Hold op med at samarbejde og komme med gode ideer til de, der vil tage noget fra dig!
Det er IKKE din pligt at komme med argumenter for, hvorfor det er en god ide! Det er tilgengæld vores alle sammens pligt, at kæmpe imod så godt vi kan, så må de, der vil tage noget fra os, stå for argumenterne, og nej, det gør dig ikke til en negativ maskinstormer, det gør dig til et menneske, der tager dine rettigheder og dig selv og det samfund du bor i, alvorligt….
2018 blev også året, hvor alle flyrejser du tager, hvor du skal hen, hvordan du har betalt, hvem du rejser med, hvad du spiser i flyet(!), bliver registreret og stillet til rådighed for politi og efterretningstjenester. For en sikkerheds skyld.
Og så var der Gladsaxe-modellen, kommunen der ville opspore udsatte børn via et pointsystem baseret på tandlægebesøg, alkoholbehandlinger, arbejdsløshed og meget andet, noget der mindede Kinas Social Credit, så meget, at det egentlig blev bremset….men det fortsætter såmænd alligevel….i Gladsaxe.
Vi fik også et nationalt genomcenter, som rigspolitiet(også) forventer adgang til, selvom forskerne siger det modsatte, Automatisk NummerPlade Genkendelse blev udbredt til hele landet, og politiet kører nu deres computersystemer via amerikanske Palantir – et firma, der også har nære kontakter til GCHQ og NSA.


Der var balladen om nationale test, der skulle være anonyme men ikke var det, og der var IT-læk-skandaler i hobetal, hovedløst udsalg af kritisk digital infrastruktur og Huawei, der måske alligevel ikke får lov at lave 5g i DK.

MEN, det er nytår og 2019 bliver ikke bare bedre, det bliver aldeles fantastisk -og derfor bør jeg også takke alle de samarbejdspartnere jeg har haft i -18, det bliver en lang liste, så hold ud og hold fast:
Tak til radio24syv – og mine fantastiske kolleger der – for FM-sendetid og podcast og tak til alle dem, der har været i studiet og stillet op!
Også tak til Forbundet af IT-professionelle – PROSA – for at lade mig lave deres nye podcast, DATADEBAT, vi er stadig beta, hold øje med den her…..
Tak til Avisen Kommunen for at stille klummeplads til rådighed for alle mine mærkelige udfald.
Tak til Krogerup Højskole for at få lov til at tale bekymret for unge og knap så unge mennesker mennesker, glæder mig til at gøre det igen.
Rigtig mange tak til Marstal Navigationsskole, hvor et lille, men dedikeret publikum stillede op en sort efterårsdag.
Tak til GlobalConnect for Roundtables – igen.
Tak til BORNHACK, hvor jeg fik lov at fortælle om den nye tænketank, jeg er medstifter af: ‘Analogiseringsstyrelsen’.
Tak til Fremvirke for interesse for netop Analogiseringsstyrelsen – vi høres ved i det nye år!
Tak til Favrskov Kommune og Biblioteket og den bibliotekar(du ved hvem du er), der fik mig dertil – jeg elsker biblioteker! Og derfor også tak til Odense Bibliotek – det var spændende at få lov at tale for jer.
Tak til Folkemødet på Bornholm, til statsadvokaten for at slippe mig løs i debat om automatisering i staten og til TRYG for godt samarbejde.
Tak til folkeuniversitet i Fensmark for en god aften og håber I kunne bruge de konkrete råd om telefoner og computere til noget.
Tak til CPH-dox for moderatortjans om Predictive Policing.
Tak til Oure Højskole for dejlig forårsaften og mange ord.
Tak til Dansk Energi for at lade mig forudsige problemerne med SMART-meters – det kom lidt senere end jeg havde regnet med, men de er der…nu!
Tak til Herlev og Gentofte hospital for at høre på min version af hvad GDPR betyder – og hvad det BURDE betyde.
Tak til Sikkerhedsbranchen – vi kommer til at se mere til hinanden i 2019.
Tak til TV2-news, DR-dagen og ikke mindst Orientering på P1 for at hive mig ind foran andres mikrofoner og de der mystiske kameraer, og lade mig sige mærkelige ting til mange mennesker.
Tak til IDA for endnu engang at hyre mig som moderator på DRIVING-IT.
Og tak til min booker, ‘Tajmer‘, der skaffer mig penge og nogen at tale til.

Mens jeg sad og skrev det her, nåede Socialdemokraterne så lige at toppe listen med rettighedsnedbrydende tiltag i dette år: De mener vi ikke har NOK automatisk nummerplade genkendelses kameraer(ANPG) i Danmark, og det gør livet for nemt for de indbrudstyve, politiets egne statistikker ellers siger har lavet mindre i år, end sidste år.
Alligevel siger Trine Bramsen: »I dag kan man køre fra Storebælt og helt til København uden, at der er en eneste. Det er ikke godt nok. Det gør livet meget let for indbrudstyve«, og een ting er, at hun hermed lægger op til, at almindelige, uskyldige danskere skal identificeres og overvåges endnu mere – men det er faktisk værre endnu, for det passer simpelthen ikke, at man kan køre fra Storebælt til København uden at blive registreret, hvilket blandt andet kan ses her på internetaktivisten Christian Pantons side, ANPG.DK.

Som jeg skrev i starten, så var 2018 året hvor meget gik i stykker.
I vore og i vore politikeres hoveder, i computere og i det hele taget.
Lad 2019 blive året, hvor vi vågner den 1. januar, ryster på hovedet, smiler ved os selv og siger: Sikke noget rod vi fik lavet – lad os få ryddet op i det her og genskabt menneskelige forhold så Danmark igen bliver et sted, vi kan være i fred og både være og passe os selv, mens vi passer på hinanden.
Godt nytår – fra Garage Communication – og den dansende kat, Anders Kjærulff(effect via: Facebook Messenger).

#DrivingIT18 – dagens tekst og billeder

FOTO: Peter Toft

Dagens tekst: ‘Velkommen til Privacy-sporet her på Driving IT18 – spor, det er noget med tog, og privacy-toget, det kører fuld GDPR-damp i disse dage, omend man som een, der har fulgt med gennem mange år, har en klar fornemmelse af, at toget allerede ER afsporet og nu ruller med stålhjulene direkte ned i græsset på vej ud over møns klint og helt uden vognstyrer eller nødbremser….

Jeg tager bare lige et par eksempler. ‘Vækstteam for kreative erhverv’, mener at borgere der downloader rettighedsbelagt materiale, skal have en bøde, de kan mærke, ikke bare et slag over fingrene, den skal være på 500 kr mener man. Det kan man sådan set godt forstå, det er jo ulovligt.
Problemet er, at HVIS man skal gøre det, kræver det at politiet overvåger samtlige internetforbindelser i Danmark hele tiden. Og det mener vores justitsminister er en fremragende ide…

I Ålborg, der siger man i disse dage goddag til en ordentlig bunke nye overvågningskameraer i midtbyen – Det er regeringen – justitsministeriet, der har pålagt de forskellige politikredse at få flere tryghedsskabende kameraer op i byerne.
– Der er tale om kameraer, der skal forebygge vold og andre hændelser. Vi kan også efterfølgende bruge optagelserne efterforskningsmæssigt, fortæller politiinspektør Claus Danø…

Det kan blive bedre endnu: Hvad med en AI-grænsebetjent? Vent ikke mere – den er her alllerede -fremover, hvis du skal over grænsen i Grækenland, Litauen og Ungarn, kan du måske møde en AI fra firmaet iBorderCTRL, indtil videre som et seks måneders pilotprojekt
AI-grænsebetjenten stiller de rejsende spørgsmål som f.eks. Hvad er der i din kuffert? Og ‘Hvis du åbner den og viser mig hvad der er indeni, passer det så med det, du fortalte mig? – Den kunstige intelligens vejer dine svar mod 38 såkaldte mini-bevægelser, fra dig mens du svarer – og så må vi se, om du kan komme ind?
Og så er der regeringens nye ide om at samle alle data om mig i et stort single-point-of-failure-system – den centrale datafordeler, hvor jeg kan se hvad de ved om mig – men nok ikke styre, hvad der sker med den viden eller give samtykke elller rette og hvor mulighederne for samkøring og datamining er DDR-overvågningsstat-massivt fristende, nu hvor det hele er samlet og systematiseret.

Hvis nogen havde sagt til mig for syv år siden, at det her var ting Danmark og Europa ville gøre, havde jeg grinet dem op i ansigtet….nu er det, som Danske bank engang kaldte det, The New Normal.

Vi gør alt det her, fordi vi kan, og fordi nogen sælger os det.

VI er nød til at sige, at bare fordi vi kan, så er det ikke sikkert vi SKAL.

Jeg tror stadig på, at Lenin tog fejl, da han sagde at tillid er godt, men kontrol er bedre. Og jeg tror, vi kan få toget tilbage på sporet, måske endda blive enige om, hvor vi skal hen. Sammen.

Fordi vi er mennesker.
Og fordi vi elsker hinanden mere, end vi elsker maskiner.’

ps: Poul Henning-Kamps foredrag om teleskoper og observatoriet i Chile var hele dagen værd!