#DrivingIT18 – dagens tekst og billeder

FOTO: Peter Toft

Dagens tekst: ‘Velkommen til Privacy-sporet her på Driving IT18 – spor, det er noget med tog, og privacy-toget, det kører fuld GDPR-damp i disse dage, omend man som een, der har fulgt med gennem mange år, har en klar fornemmelse af, at toget allerede ER afsporet og nu ruller med stålhjulene direkte ned i græsset på vej ud over møns klint og helt uden vognstyrer eller nødbremser….

Jeg tager bare lige et par eksempler. ‘Vækstteam for kreative erhverv’, mener at borgere der downloader rettighedsbelagt materiale, skal have en bøde, de kan mærke, ikke bare et slag over fingrene, den skal være på 500 kr mener man. Det kan man sådan set godt forstå, det er jo ulovligt.
Problemet er, at HVIS man skal gøre det, kræver det at politiet overvåger samtlige internetforbindelser i Danmark hele tiden. Og det mener vores justitsminister er en fremragende ide…

I Ålborg, der siger man i disse dage goddag til en ordentlig bunke nye overvågningskameraer i midtbyen – Det er regeringen – justitsministeriet, der har pålagt de forskellige politikredse at få flere tryghedsskabende kameraer op i byerne.
– Der er tale om kameraer, der skal forebygge vold og andre hændelser. Vi kan også efterfølgende bruge optagelserne efterforskningsmæssigt, fortæller politiinspektør Claus Danø…

Det kan blive bedre endnu: Hvad med en AI-grænsebetjent? Vent ikke mere – den er her alllerede -fremover, hvis du skal over grænsen i Grækenland, Litauen og Ungarn, kan du måske møde en AI fra firmaet iBorderCTRL, indtil videre som et seks måneders pilotprojekt
AI-grænsebetjenten stiller de rejsende spørgsmål som f.eks. Hvad er der i din kuffert? Og ‘Hvis du åbner den og viser mig hvad der er indeni, passer det så med det, du fortalte mig? – Den kunstige intelligens vejer dine svar mod 38 såkaldte mini-bevægelser, fra dig mens du svarer – og så må vi se, om du kan komme ind?
Og så er der regeringens nye ide om at samle alle data om mig i et stort single-point-of-failure-system – den centrale datafordeler, hvor jeg kan se hvad de ved om mig – men nok ikke styre, hvad der sker med den viden eller give samtykke elller rette og hvor mulighederne for samkøring og datamining er DDR-overvågningsstat-massivt fristende, nu hvor det hele er samlet og systematiseret.

Hvis nogen havde sagt til mig for syv år siden, at det her var ting Danmark og Europa ville gøre, havde jeg grinet dem op i ansigtet….nu er det, som Danske bank engang kaldte det, The New Normal.

Vi gør alt det her, fordi vi kan, og fordi nogen sælger os det.

VI er nød til at sige, at bare fordi vi kan, så er det ikke sikkert vi SKAL.

Jeg tror stadig på, at Lenin tog fejl, da han sagde at tillid er godt, men kontrol er bedre. Og jeg tror, vi kan få toget tilbage på sporet, måske endda blive enige om, hvor vi skal hen. Sammen.

Fordi vi er mennesker.
Og fordi vi elsker hinanden mere, end vi elsker maskiner.’

ps: Poul Henning-Kamps foredrag om teleskoper og observatoriet i Chile var hele dagen værd!

Arbejdets natur?

Hvis man tager to grupper børn og beder dem lave tegninger og giver den ene gruppe fine diplomer for deres værker, holder de fleste i denne gruppe OP med at synes det er sjovt at tegne og laver dårligere tegninger end de, der ikke fik diplomer fra starten….

Dyr og mennesker gør ikke ting fordi det er nyttigt. Delfinen springer fordi den kan. Og kan lide det.

Således vil jeg springe ind i dagen.

(inspireret af Matthew B Crawford – shopcraft as soulcraft)
Videnskaben bag: https://www.spring.org.uk/2009/10/how-rewards-can-backfire-and-reduce-motivation.php

Folkemøder

Har mødt en mand der har hørt ALLE mine programmer. To gange! Og han var helt normal og ville bare sige at min stemme havde fyldt meget i hans hoved. Og en anden ville bare hilse på mig og sige han og “mange andre” var vildt glade for Aflyttet og ville høre hvor stort mit hold var.

Mit hold er mig – med masser af backup fra andre, der synes det er vigtigt og som hjælper og stiller op(I ved hvem I er!). Og producer Ninette Birck, der altid er der, når man sender og som lytter og giver ro, sammen med gode afviklingsteknikkere, så jeg kan glemme knapperne og lytte og tale. ❤️

Jeg har modereret to debatter og optaget Aflyttet live-on-tape.

Nu er det aften og jeg burde drøne rundt og drikke fadøl og rosevin og netværke. Men jeg duer ikke til netværk. Er ikke tørstig på den måde. Og er træt som et alderdomshjem.

Gik tur. Så på himlen. Nu, endelig, helikoptorfri.

I morgen angriber vi. Igen.

For-Folkemøde

Er her igen. Skal lave program, og være ordstyrer for PROSA om logning og automatisering og overvågning på arbejdspladsen, og jeg skal være hos TRYG og styre et slag om Cybersikkerhed. Og så skal jeg være MED i en debat, udelukkende på baggrund af mine holdninger. Jeg skal snakke om kunstig intelligens og dataetik. Og jeg er oppe mod folk, der generelt mener, at alt med AI, robotter og automatisering er UAFVENDELIGT og godt.

Jeg har det lidt som drengen i kejserens nye klæder men ved godt at jeg også selv er kejseren…

Vi er alle kejsere. Og Vi kejsere foretrækker tilsyneladende luftkasteller…

De kan også være pæne. Her er et. Fra Sandvig Camping, hvor natten er blid og indigoblå og helt analog.

Jeg løb fem kilometer idag. Ca. For jeg målte det ikke. Og jeg har kørt 100 km på motorcykel. En del I regnvejr. Det var dejligt.

Og jeg hoppede i vandet fra bro. Eller rettere: Det vil jeg gøre imorgen. Idag havde jeg kun hovedet under vandet fra stigen, og turde ikke sætte foden ned på stenet bund.

Imorgen badesko.

Et sted på pladsen: Børn på hoppeborg. Små drenge. De vil ikke i seng. De vil aldrig sove.

Kun hoppe, vægtløst bumpe rundt, mens de hviner og råber over at være her. Nu.

Køb en havn


Vi elsker vand i Danmark. Den lille havfrue og kongeskibet. Og vi elsker havne. Men vi elsker penge og sikkerhed mere. Og Københavns havn er blevet til Køb En Havn.

Langelinie-kajen er bygget til store skibe, til færger og til fragt, men da Ørestaden gik igang forærede vi havnen, den rigtige, arbejdende havn, til Malmø.
Nu har vi terrorsikring og privatområder og krydstogtskibe(når de ellers kommer) langs hele strækningen, eneste helle er den lille pølsekiosk for enden, og jeg gribes af tristhed, når jeg ruller på mc henover de bløde, fartdæmpende kommunale bump, jeg kører i halvmørke, buret inde mellem høje outlets til krydstogt-turister og de terrorhegn, der er sat op for at passe på dem, hegn, der har taget fem meter kaj og bunker af udsigt…Jeg bliver trist, fordi jeg husker, hvordan det var før, hvor der var en endeløs, halvvild, anarkistisk karavane af amerikanerbiler og motorcykler på vej med havet som mål.

Der er meget få åndehuller, hvor man kan komme til vandet, tilbage i byen.


Der er lidt ved Svanemølle havn, men også der æder computerfirmaer og konsulentbureauer sig ind i de gamle pakhuse. Der er travlt med at sælge ud. Pengene skal bruges til METRO og der er ikke nok af dem….(læs her og gys!)

Der er ejerlejligheder over det hele. Og private områder ned til vandet. Kranen her er sikkert fredet nu, og lavet om til konferencelokale – fra bevægelse og løften til stilstand og møder – og parkering kun med tilladelse.


Tiden går, noget forsvinder og med det, noget af mig. Jeg ved det, for jeg kørte forbi, her til aften, og det var som om det stadig duftede svagt af tjære der, somom længslen efter havet stadig var der, en svag, glemt sang af sømænd og dokarbejdere, af rejser og salt…..og jeg fløjtede den, mens jeg rullede forbi krusningerne i det silkebløde vand, uden at kunne huske hvad den hed…

Registerstaten Danmark

Nogen gange falder man over noget, der virker som om, det blev placeret i fortiden, for at nogen kunne finde det i fremtiden.
Sådan har jeg det, med den her bog!


Den er fra….1978, kan kun lånes på biblioteket(mod nemID-søgning, noget forfatteren ville have set som klart totalitært!) og handler stort set om det samme vi taler om idag: Digitalisering – at sætte mennesker i bås med tal og registre!
Det var cand.polit. Jussi Merklin, tidligere embedsmand i finansministeriet, meget utilfreds med, og han var ikke alene, ifølge en opinionsundersøgelse fra dengang var godt 80 procent(!) af befolkningen imod CPR-nummeret som nøgle til alle statens oplysninger om os.
Men Merklins vrede retter sig ikke kun imod CPR – også ideen om Borgerkort fra 90erne, var han meget imod, her i et interview med ‘FAKLEN’ fra 1994:
‘Informationerne skabes jo først ved brugen af borgerkortet. Hver gang det bliver aflæst, bliver det registreret, og hvis det sker, når du går i supermarkedet, eller når du går ned og køber en billet på banegården eller passerer grænsen, så betyder det, at registreringen bliver langt mere omfattende og vidtgående, end den er i øjeblikket.
Det, man så hævder, er, at kortet giver borgerne mulighed for at trække oplysninger ud af registrene uden at skulle have attester med ved henvendelse til myndighederne, men dét vil samtidig give magthaverne carte blanche til at samle enhver form for oplysning i de offentlige registre.
I dag er der vandtætte skodder – i hvert fald delvist vandtætte skodder – mellem de oplysninger, der ligger i de forskellige registre, og der er en registerlov, som faktisk netop går ud på at hindre sammenføring af registre i bred almindelighed.
I regeringens IT-plan siger man derimod, at det gælder om at gøre det modsatte, om at bryde barriererne mellem registrene ned og lade oplysningerne løbe sammen i én strøm af informationer. Og så kan det da godt være, at de nuværende embedsmænd og politikere måske stadig har visse moralske skrupler mht., hvad de vil, tør eller kan foretage sig med dette her.
Men der skal ikke så forfærdelig meget til at få moralen til at flytte sig markant, som man så det i Tyskland i 30erne. Skønt landet i begyndelsen af 30erne var en højtstående civilisation og et kultursamfund, så gik der jo ikke mange år, før det blev hjemsted for de groveste forbrydelser i verdenshistorien.
Det kan ske igen. Det er farligt at bryde dæmningerne ned, så der er frit løb for registreringen, for det kan næsten ikke undgå at føre til misbrug, sagde han dengang i 1994, som et ekko, at den debat vi netop nu har om BIG DATA, NemID og den registersamkøring, der finder sted med den nye DATABESKYTTELSESLOV.

Vi tager lidt mere om registre, set fra 1994, og Jussis betragtninger her, kunne passende opdateres med LOGNINGSBEKENDTGØRELSEN, der gemmer placering sammen med smsere og telefonopkald fra vore allestedsnærværende mobiler:
‘På registerområdet er en af de seneste fortielser fra myndighedernes side det såkaldte GIS [Grafisk Informations System]. Man er efterhånden blevet i stand til at fremstille nogle overordentlig detaljerede landkort helt ned til 2 meters nøjagtighed, der kan lagres digitalt, således at man vha. simple koordinater kan stedfæste bygninger og sågar enkelte rum med meget stor præcision.
Det betyder, at man kan samle oplysninger i registre og administrere dem direkte på landkort, hvorfra de så atter kan indhentes til forskellig brug – så er der nemlig lige pludselig ikke længere tale om noget egentligt personregister, men blot om et koordinatsæt for en bestemt person. Forudsætningerne herfor er allerede til stede, og Registertilsynet har da også allerede skullet tage stilling til en række klager, men enten benægter de simpelt hen eksistensen af disse, eller også henviser de bare til, at de formoder, at kommunerne, som er i besiddelse af disse systemer, overholder registerloven.
GIS bliver mere og mere udbredt og muliggør derved en registrering og overvågning, der rent faktisk er lige så tæt, som den var i det 3. Rige. Dengang havde man blokvagter i enhver ejendom, hvis opgave det var at udlevere detaljerede oplysninger om alle beboerne til repræsentanter for efterretningsvæsenet. Blokvagten kan imidlertid her erstattes af et meget mere effektivt elektronisk GIS-system.”

Merklin blander sig stadig – blandt andet omkring DAMD-registrene, hvilket Helle Thorning Schmidt og Marianne Jelved fik at føle i et brev fra 2014.
Borgerne har ejendomsretten til deres data. Patienterne har ejendomsretten til deres patientdata, herunder deres følsomme patientdata. De har, ved at konsultere deres læge for at modtage lægens tjenesteydelser, midlertidigt, under visse forudsætninger og på visse vilkår, givet deres læge en brugsret til deres patientdata.
Denne brugsret giver lægen mulighed for – med tavshedspligt –at bruge oplysningerne til gavn for patienten i sin behandling og rådgivning af patienten i lægens praksis.
Intet andet!’

PS: Jeg ved ikke hvor Jussi Merklin er i dag – om han lever? Hvis noget ved det, send mig en mail, jeg vil meget gerne tale med ham!

Flygtningeliv Bruxelles

De sover på gaderne og under viadukter og broer og bænke og der er utrolig mange af dem og hver morgen, mellem 6 og 7 kommer kommunen og vækker dem og fejer alle de ting sammen, som de ikke har nået at få med sig. Resten af dagen hænger de på samme gader, nogen tigger, andre hustler lidt og samler nye ting sammen til endnu en nat: en skummadras, et tæppe, en bunke jakker…eller affald, nu i poser….

Autopilot i Bruxelles

Der sidder en pæn, smilende dame i hallen. Hun deler kort ud. Dem på papir, altså.
Hun har mange af dem.
Og ingen bruger dem.
Det er nemt at finde vej, nu.
På autopiloten på telefonen – nogen gange skal man lige gå 30 meter den ene vej for at se, hvordan man vender. Men ellers er det bare fremad, med næsen i skærmen, mens telefonen spørger satellitterne hvad klokken er, og hvor de befinder sig, igen og igen og igen.
I går gik jeg fem km og ni etager. Og når jeg så op, var der blandt andet det her:

Her til morgen har jeg stadig ikke lært vejen, og fortsætter, styret af min lysende tings usynlige hånd gennem butiksstrøg, overstrøet med hjemløse.

Belgierne stiller affaldet på gaderne og de hjemløse bygger huler af det. Og hver morgen rives det ned, og de står op, og venter, i hættetrøjer og dynejakker på endnu en dag…

Jeg går videre, svingende kameraet, forbi soldater i grønne lastbiler og deres velsmurte våben mens autopiloten blidt trækker mig fremad, opad….

CPDP2018 – det var der i tasken

Har lige registreret mig til CPDP2018 – og der er som altid en lille, blå taske med, denne gang med diverse “goodies” – Europa Data Protection Supervisor har foræret os en(meget lille, meget bekymrende kinesisk) Powerbank og nogen pastiller, Mozilla tilbyder et cover til webcameraet og så er der fire badges til at sætte på tøjet, så de, der tager billeder ved hvad de må og ikke må.

Jeg vælger “Blur me! Ensure that i cannot be recognized” fordi det er den mest irriterende.

Og mon ikke vi engang får den slags automatisk? Altså når facebook og de andre allerede har vores ansigter….og det kun bliver dem, og deres partnere – inklusive politiet – der kan se hvor vi er og hvem vi er sammen med mens vi varmer os i en falsk privathed?

Og hvor er vi så egentlig henne? I virkeligheden?

Når TAK er et fattigt ord….

Jeg har gennemgået hele mit følelsesregister i denne weekend.
Jeg har været i tvivl, panisk, opgivende, rasende på mig selv og dernæst sort deprimeret.
For dernæst af blive meget, meget lykkelig igen.

Det begyndte med en hyggelig, animeret fredag, et fyraftensarrangement med nogen rigtig gode drengevenner, som indeholdt en del øl, en aften jeg lige ville afslutte med en tur på McDonalds ved Nørreport St. kl. 1.00 – efter det gik jeg ned til S-toget og ventede og konstaterede at toget først kom om 30 minutter, gik op på gaden igen og prajede en taxa.
Efter at have kørt ca. 3 minutter slog det mig: Jeg mangler noget.
Jeg mangler min rygsæk!
Min rygsæk er en Haglöf og min arbejdsrygsæk, og normalt ville jeg have stillet den hjemme før jeg gik ud, men denne gang var der tale om et lille eftermiddagsarrangement, der var accelereret og jeg var ikke nået hjem først.
Rygsækken indeholdt det meste af mit professionelle og en stor del af mit private liv: En MacBook pro, fyldt med programmer og tekster, en NAGRA Ares digital båndoptager, mit pressekort og bunker af notesbøger og personlige papirer og ledninger og hvad ved jeg. Jeg er altid opmærksom på, om jeg har dem med, og hvor den står.
Eller det troede jeg, i hvertfald.
Og nu var den VÆK.
Jeg fik vendt Taxaen og tog tilbage på McDonalds. Ingen spor. Var i begge kiosker over stationen for at se om nogen havde indleveret noget. Ingen Spor. Kun en deprimerende melding fra en kioskejer: Hvis du har glemt den nede på stationen, så er der ikke de store chancer for, du får den igen.
Det værste var, at jeg ikke kunne komme i tanke om noget som helst sted, jeg havde stillet den rygsæk fra mig. Den plejer at være klistret til min ryg altid.
Men nu var den væk. Og jeg kunne ikke gøre mere, før dagen efter, hvor jeg igen besøgte McDonalds og stationen og hittegodskontoret på Hovedbanen og i øvrigt skyndte mig at lave en anmeldelse til politiet.
Men den var væk.
Jeg gennemgik en række scenarier, igen og igen: Kunne jeg have glemt den på McD hvor nogen så havde hugget den? Sandsynligt men på den anden side….Kunne jeg have stillet den fra mig på stationen? Usandsynligt, syntes jeg.
Som timerne gik, blev jeg mere og mere trist: En ting var data på computeren, den var krypteret(JUHU) og ingen ville kunne komme ind i den og hvis nogen tændte kræet, ville den dukke op på min ‘find-my-iphone’-overvågning. Men den stod off-line hele dagen….
Jeg ville kunne købe en ny og gendanne data fra backup. Det ville være træls og dyrt – men dog løsbart.
Båndtageren var en anden snak: Jeg har fundet den på Ebay efter måneders research, den er nærmest antik og ingen andre end jeg ville ane, hvad den kunne bruges til. Men jeg elsker den.
En evt. tyv ville sandsynligvis smide det hele, inklusive mine notebøger(fyldt med to års u-backuppede digte) i en skraldespand eller i havnen, tage computeren og få den slettet totalt før han sendte den ud af landet….
Jeg havde mistet mig selv. Og jeg kunne ikke gøre noget ved det.
Men lørdag kl. 22.10 ringede min telefon så.
Og det var Nordsjællands politi. Om jeg havde mistet en rygsæk med et pressekort og båndoptager og en computer? For den var blevet indleveret af ‘en borger’ og befandt sig nu i Hillerød, hvor jeg kunne hente den søndag(udenfor åbningstid – fusket igennem via Helsingør servicecenter og TAK også til dem og til Nordsjællands Politi, to søde betjente, der virkede ligeså glade som jeg selv)
Borgeren viste sig at hedde Angelo. Han havde fundet min taske på stationen – jeg må have stillet den fra mig – alligevel? Måske? Og hvor heldigt var det lige, at han ikke bare ringede til politiet, og de så kom med rullemarie, der så kunne have spærret det hele af og sprunget mine ejendele i luften for sikkerheds skyld?
Selv om Angelo sagde ‘det er ikke nødvendigt’ sendte jeg ham en massiv findeløn(ti procent af anslået værdi) via mobilepay.
På sit profilbillede på mobilepay ligner han ellers een af dem, jeg hele dagen havde raset rundt i byen og mistænkt for at være den type, der kunne have hugget min rygsæk, ung og ikke umiddelbart dansk.
Følelsen af svigt får mange grimme ting frem i een….nu sad jeg og skammede mig….! Og han var ikke den eneste, jeg nåede at mistænke: Nogen fattige hjemløse på McDonalds var også på min radar sammen med Taxachaufføren selv, var han måske til at stole på, har jeg tænkt, da det var allersortest.

Sidder nu og skriver dette blogindlæg på den maskine, jeg troede var tabt for evigt, mens jeg tænker på ting og identitet, og på, at hvor afhængige vi er af hinanden, af at kunne stole på hinanden.
Jeg er kisteglad over at den kom tilbage, rygsækken.
Og glad for at kunne fastslå, at mennesket generelt er godt og at vi finder ud af det, altsammen, også når en lettere beruset borger får en absence, og går fra sin rygsæk, uden at tænke over det og uden at se sig tilbage….