Arbejdets natur?

Hvis man tager to grupper børn og beder dem lave tegninger og giver den ene gruppe fine diplomer for deres værker, holder de fleste i denne gruppe OP med at synes det er sjovt at tegne og laver dårligere tegninger end de, der ikke fik diplomer fra starten….

Dyr og mennesker gør ikke ting fordi det er nyttigt. Delfinen springer fordi den kan. Og kan lide det.

Således vil jeg springe ind i dagen.

(inspireret af Matthew B Crawford – shopcraft as soulcraft)
Videnskaben bag: https://www.spring.org.uk/2009/10/how-rewards-can-backfire-and-reduce-motivation.php

Folkemøder

Har mødt en mand der har hørt ALLE mine programmer. To gange! Og han var helt normal og ville bare sige at min stemme havde fyldt meget i hans hoved. Og en anden ville bare hilse på mig og sige han og “mange andre” var vildt glade for Aflyttet og ville høre hvor stort mit hold var.

Mit hold er mig – med masser af backup fra andre, der synes det er vigtigt og som hjælper og stiller op(I ved hvem I er!). Og producer Ninette Birck, der altid er der, når man sender og som lytter og giver ro, sammen med gode afviklingsteknikkere, så jeg kan glemme knapperne og lytte og tale. ❤️

Jeg har modereret to debatter og optaget Aflyttet live-on-tape.

Nu er det aften og jeg burde drøne rundt og drikke fadøl og rosevin og netværke. Men jeg duer ikke til netværk. Er ikke tørstig på den måde. Og er træt som et alderdomshjem.

Gik tur. Så på himlen. Nu, endelig, helikoptorfri.

I morgen angriber vi. Igen.

For-Folkemøde

Er her igen. Skal lave program, og være ordstyrer for PROSA om logning og automatisering og overvågning på arbejdspladsen, og jeg skal være hos TRYG og styre et slag om Cybersikkerhed. Og så skal jeg være MED i en debat, udelukkende på baggrund af mine holdninger. Jeg skal snakke om kunstig intelligens og dataetik. Og jeg er oppe mod folk, der generelt mener, at alt med AI, robotter og automatisering er UAFVENDELIGT og godt.

Jeg har det lidt som drengen i kejserens nye klæder men ved godt at jeg også selv er kejseren…

Vi er alle kejsere. Og Vi kejsere foretrækker tilsyneladende luftkasteller…

De kan også være pæne. Her er et. Fra Sandvig Camping, hvor natten er blid og indigoblå og helt analog.

Jeg løb fem kilometer idag. Ca. For jeg målte det ikke. Og jeg har kørt 100 km på motorcykel. En del I regnvejr. Det var dejligt.

Og jeg hoppede i vandet fra bro. Eller rettere: Det vil jeg gøre imorgen. Idag havde jeg kun hovedet under vandet fra stigen, og turde ikke sætte foden ned på stenet bund.

Imorgen badesko.

Et sted på pladsen: Børn på hoppeborg. Små drenge. De vil ikke i seng. De vil aldrig sove.

Kun hoppe, vægtløst bumpe rundt, mens de hviner og råber over at være her. Nu.

Køb en havn


Vi elsker vand i Danmark. Den lille havfrue og kongeskibet. Og vi elsker havne. Men vi elsker penge og sikkerhed mere. Og Københavns havn er blevet til Køb En Havn.

Langelinie-kajen er bygget til store skibe, til færger og til fragt, men da Ørestaden gik igang forærede vi havnen, den rigtige, arbejdende havn, til Malmø.
Nu har vi terrorsikring og privatområder og krydstogtskibe(når de ellers kommer) langs hele strækningen, eneste helle er den lille pølsekiosk for enden, og jeg gribes af tristhed, når jeg ruller på mc henover de bløde, fartdæmpende kommunale bump, jeg kører i halvmørke, buret inde mellem høje outlets til krydstogt-turister og de terrorhegn, der er sat op for at passe på dem, hegn, der har taget fem meter kaj og bunker af udsigt…Jeg bliver trist, fordi jeg husker, hvordan det var før, hvor der var en endeløs, halvvild, anarkistisk karavane af amerikanerbiler og motorcykler på vej med havet som mål.

Der er meget få åndehuller, hvor man kan komme til vandet, tilbage i byen.


Der er lidt ved Svanemølle havn, men også der æder computerfirmaer og konsulentbureauer sig ind i de gamle pakhuse. Der er travlt med at sælge ud. Pengene skal bruges til METRO og der er ikke nok af dem….(læs her og gys!)

Der er ejerlejligheder over det hele. Og private områder ned til vandet. Kranen her er sikkert fredet nu, og lavet om til konferencelokale – fra bevægelse og løften til stilstand og møder – og parkering kun med tilladelse.


Tiden går, noget forsvinder og med det, noget af mig. Jeg ved det, for jeg kørte forbi, her til aften, og det var som om det stadig duftede svagt af tjære der, somom længslen efter havet stadig var der, en svag, glemt sang af sømænd og dokarbejdere, af rejser og salt…..og jeg fløjtede den, mens jeg rullede forbi krusningerne i det silkebløde vand, uden at kunne huske hvad den hed…

Registerstaten Danmark

Nogen gange falder man over noget, der virker som om, det blev placeret i fortiden, for at nogen kunne finde det i fremtiden.
Sådan har jeg det, med den her bog!


Den er fra….1978, kan kun lånes på biblioteket(mod nemID-søgning, noget forfatteren ville have set som klart totalitært!) og handler stort set om det samme vi taler om idag: Digitalisering – at sætte mennesker i bås med tal og registre!
Det var cand.polit. Jussi Merklin, tidligere embedsmand i finansministeriet, meget utilfreds med, og han var ikke alene, ifølge en opinionsundersøgelse fra dengang var godt 80 procent(!) af befolkningen imod CPR-nummeret som nøgle til alle statens oplysninger om os.
Men Merklins vrede retter sig ikke kun imod CPR – også ideen om Borgerkort fra 90erne, var han meget imod, her i et interview med ‘FAKLEN’ fra 1994:
‘Informationerne skabes jo først ved brugen af borgerkortet. Hver gang det bliver aflæst, bliver det registreret, og hvis det sker, når du går i supermarkedet, eller når du går ned og køber en billet på banegården eller passerer grænsen, så betyder det, at registreringen bliver langt mere omfattende og vidtgående, end den er i øjeblikket.
Det, man så hævder, er, at kortet giver borgerne mulighed for at trække oplysninger ud af registrene uden at skulle have attester med ved henvendelse til myndighederne, men dét vil samtidig give magthaverne carte blanche til at samle enhver form for oplysning i de offentlige registre.
I dag er der vandtætte skodder – i hvert fald delvist vandtætte skodder – mellem de oplysninger, der ligger i de forskellige registre, og der er en registerlov, som faktisk netop går ud på at hindre sammenføring af registre i bred almindelighed.
I regeringens IT-plan siger man derimod, at det gælder om at gøre det modsatte, om at bryde barriererne mellem registrene ned og lade oplysningerne løbe sammen i én strøm af informationer. Og så kan det da godt være, at de nuværende embedsmænd og politikere måske stadig har visse moralske skrupler mht., hvad de vil, tør eller kan foretage sig med dette her.
Men der skal ikke så forfærdelig meget til at få moralen til at flytte sig markant, som man så det i Tyskland i 30erne. Skønt landet i begyndelsen af 30erne var en højtstående civilisation og et kultursamfund, så gik der jo ikke mange år, før det blev hjemsted for de groveste forbrydelser i verdenshistorien.
Det kan ske igen. Det er farligt at bryde dæmningerne ned, så der er frit løb for registreringen, for det kan næsten ikke undgå at føre til misbrug, sagde han dengang i 1994, som et ekko, at den debat vi netop nu har om BIG DATA, NemID og den registersamkøring, der finder sted med den nye DATABESKYTTELSESLOV.

Vi tager lidt mere om registre, set fra 1994, og Jussis betragtninger her, kunne passende opdateres med LOGNINGSBEKENDTGØRELSEN, der gemmer placering sammen med smsere og telefonopkald fra vore allestedsnærværende mobiler:
‘På registerområdet er en af de seneste fortielser fra myndighedernes side det såkaldte GIS [Grafisk Informations System]. Man er efterhånden blevet i stand til at fremstille nogle overordentlig detaljerede landkort helt ned til 2 meters nøjagtighed, der kan lagres digitalt, således at man vha. simple koordinater kan stedfæste bygninger og sågar enkelte rum med meget stor præcision.
Det betyder, at man kan samle oplysninger i registre og administrere dem direkte på landkort, hvorfra de så atter kan indhentes til forskellig brug – så er der nemlig lige pludselig ikke længere tale om noget egentligt personregister, men blot om et koordinatsæt for en bestemt person. Forudsætningerne herfor er allerede til stede, og Registertilsynet har da også allerede skullet tage stilling til en række klager, men enten benægter de simpelt hen eksistensen af disse, eller også henviser de bare til, at de formoder, at kommunerne, som er i besiddelse af disse systemer, overholder registerloven.
GIS bliver mere og mere udbredt og muliggør derved en registrering og overvågning, der rent faktisk er lige så tæt, som den var i det 3. Rige. Dengang havde man blokvagter i enhver ejendom, hvis opgave det var at udlevere detaljerede oplysninger om alle beboerne til repræsentanter for efterretningsvæsenet. Blokvagten kan imidlertid her erstattes af et meget mere effektivt elektronisk GIS-system.”

Merklin blander sig stadig – blandt andet omkring DAMD-registrene, hvilket Helle Thorning Schmidt og Marianne Jelved fik at føle i et brev fra 2014.
Borgerne har ejendomsretten til deres data. Patienterne har ejendomsretten til deres patientdata, herunder deres følsomme patientdata. De har, ved at konsultere deres læge for at modtage lægens tjenesteydelser, midlertidigt, under visse forudsætninger og på visse vilkår, givet deres læge en brugsret til deres patientdata.
Denne brugsret giver lægen mulighed for – med tavshedspligt –at bruge oplysningerne til gavn for patienten i sin behandling og rådgivning af patienten i lægens praksis.
Intet andet!’

PS: Jeg ved ikke hvor Jussi Merklin er i dag – om han lever? Hvis noget ved det, send mig en mail, jeg vil meget gerne tale med ham!

Flygtningeliv Bruxelles

De sover på gaderne og under viadukter og broer og bænke og der er utrolig mange af dem og hver morgen, mellem 6 og 7 kommer kommunen og vækker dem og fejer alle de ting sammen, som de ikke har nået at få med sig. Resten af dagen hænger de på samme gader, nogen tigger, andre hustler lidt og samler nye ting sammen til endnu en nat: en skummadras, et tæppe, en bunke jakker…eller affald, nu i poser….

Autopilot i Bruxelles

Der sidder en pæn, smilende dame i hallen. Hun deler kort ud. Dem på papir, altså.
Hun har mange af dem.
Og ingen bruger dem.
Det er nemt at finde vej, nu.
På autopiloten på telefonen – nogen gange skal man lige gå 30 meter den ene vej for at se, hvordan man vender. Men ellers er det bare fremad, med næsen i skærmen, mens telefonen spørger satellitterne hvad klokken er, og hvor de befinder sig, igen og igen og igen.
I går gik jeg fem km og ni etager. Og når jeg så op, var der blandt andet det her:

Her til morgen har jeg stadig ikke lært vejen, og fortsætter, styret af min lysende tings usynlige hånd gennem butiksstrøg, overstrøet med hjemløse.

Belgierne stiller affaldet på gaderne og de hjemløse bygger huler af det. Og hver morgen rives det ned, og de står op, og venter, i hættetrøjer og dynejakker på endnu en dag…

Jeg går videre, svingende kameraet, forbi soldater i grønne lastbiler og deres velsmurte våben mens autopiloten blidt trækker mig fremad, opad….