KH @kjaerulv: Note fra mit Simulacrum

For to dage siden vågnede jeg op, og kunne ikke længere mærke forskel på mig selv og mine kommentarer på de sociale medier. Mente han det virkelig, da han sagde, at jeg argumenterede som om jeg var konspirationsteoretiker? Og var jeg nedladende, som en anden havde sagt? Og var mine svar lige dumsmarte nok, var jeg ‘snarky’, som amerikanerne, der som bekendt har ord for alt, siger det, eller var det de andre der var det og hvorfor blev netop det ord, SNARKY, siddende i mit hoved som et urværks-gentagent slag med en spids hammer?

Måske er det fordi SNARKY lyder godt. Det lyder godt, fordi det kombinere det, at være sarkastisk med at være irriteret og ondsindet samtidig og definitionen lyder således: ‘criticizing someone in an annoyed way and trying to hurt their feelings‘, og det gør vi faneme da alle sammen på de sociale medier, ikke, og definitionen er fra Cambridge Dictionary og så må det jo være rigtigt, for de har et fint universitetslogo i hjørnet og naturligvis egen Instagram, Facebook og Twitter konto samt den for tiden uundgåelige og ulidelige mulighed for at få en ‘konto’ hos dem, så de kan ‘lære dig bedre at kende’ og så du kan få lov til at deltage i en endeløs række af quizzer, der har det samme formål, at lære dig bedre at kende, så dine data bliver mere værd, beriges, og kan sælges for profit, for universiteter, de har også brug for penge i disse dage, så meget, at de statsstøttede universiteter i Danmark selvfølgelig har købt aktier for statsstøtten dengang det gik godt med det og nu mangler 1 milliard kroner, fordi alt hvad der engang var institutioner og statsbetalte, sikre bolværk mod tidens kapitalbevægelser, de er nu simple forretninger, de skal give overskud og effektiviseres og optimeres og det nu svensk ejede PostNord(Ja, Sverige har altså majoriteten af aktier i vores gamle postvæsen, det er derfor bilerne og de alt for få postkasser er prips-blå nu, og ikke længere Dannebrogs-røde og posthorns-gule) ja, de fyrer også løs og smider dermed mere og mere af forretningen i hovedet på GLS og UPS og hvad de nu alle sammen hedder, dem der laver sørgelige parodier på posthuse alle mulige steder i nedlagte hjørnebutikker, hvor der engang var en købmand eller en skomager eller noget andet gammeldags, der kan disruptes og internationaliseres.

DÅRLIGE NYHEDER
I min radio snakker DRs medieforskere om, at der er for mange dårlige nyheder, der er FOR meget krig i Ukraine og der er FOR meget klimakrise og det er der, men der er også for mange detaljer og så flygter lytterne for vi VED det jo godt, og vi HAR skam været kede af det og tænkt meget på det og så burde journalisterne jo altså sortere lidt mere for det har ikke noget med OS at gøre det her, siger en lærerstuderende som studieværterne lytter andægtigt til, for det er stadig rasende vigtigt at vi lytter ti P1, i hvert fald for de stadigt færre værter og journalister, der mases sammen under et vildt ekspanderende lag af meningsløse mellemledere og medieforskere og social medie-æg-sperter, så derfor er man nød til at lave nyhederne anderledes og få mere nære historier, som noget om INFLATIONEN, den kan vi forstå, det med at et ÆG er blevet dyrere, men gør det os gladere spørger jeg, i hvert fald ikke mere krig eller klimakrise, for det gør folk bliver så triste, det siger de alle sammen og det bliver JEG trist over, for indtil for nylig troede jeg faktisk, at virkeligheden var virkelig og at jeg var en del af den og at den vigtigste del af virkeligheden var den, man skulle fortælle om og tage sig af og forsøge at gøre mindre vigtig, så vi kunne….ja, hvad var det egentlig vi skulle gøre, når virkeligheden holdt op med at være et problem?

SKYKLAP
Men se: Her kigger vi ind i det moderne livs største spørgsmål, hvad nu hvis vi ikke havde nogen problemer, hvad er det så vi ville gøre? Vi ved det ikke og grunden til, at der ikke er et indlysende svar er naturligvis, at hvis krigen og klimakrisen, desværre mod forventning, holdt op i morgen, så ville vi få nogen nye problemer, som også ville gøre os triste og angste og få os til at knalde nogen andre sky-klapper på, og hvis nogen skulle have glemt hvad SKYKLAPPER er, så er det sådan en slags tunnel-vision for heste, to sorte klapper på siden af hovedet, der sikrer at hesten ikke ser til siden, at den fortsætter FREMAD og ikke distraheres, at den trækker uden at tænke over det, klip,klap, fremad!
Og fremad synes stadig at være alle tiders løsen.
Således har DSB nu fået fået den ide, at de vil ‘digitalisere rejsekortet’, det rejsekort, der i forvejen er en helt vanvittig digitalisering af simple, forståelige og fungerende billetter, som man vidste og kunne se hvad kostede, ikke bare som et kort glimt på en HAL-9000-lignende blå rejsekortstander. ‘Digitaliseringen’, som vel retteligt må kaldes en DOBBELT-DIGITALISERING eller hvad amerikanerne kalder en ‘Double-Whammy’ på klassisk SNARKY vis, den består naturligvis i en APP til smartphones, apparater, som vi simpelthen forventes at eje, oplade, have netadgang i og opdatere alle sammen og som igen ejes af amerikanske techgiganter, der har en fremragende forretning kørende på, at skovle alle data op fra alt hvad vi foretager os på vores små lysende firkanter.

ENDELIG?
Samtlige medier har kritikløst ædt DSBs pressemeddelelse og hylder initiativet med et ‘Endelig!’ uden at undersøge hvad det går ud på, og på den måde slipper DSB, der OGSÅ er et privat firma – med noget statstilskud, som jeg ikke håber de investerer i aktier! – så for at forholde sig til det faktum, at over 40 procent af deres kunder IKKE føler sig trygge ved eller ikke kan bruge digitale løsninger – og ja, hvis du klikker på linket står der selvfølgelig, at HOVEDPARTEN er glade for digitale løsninger, for ingen tør slippe den analoge kat ud af den sæk, der bliver mere og mere tyndslidt, for så skulle vi jo faktisk ikke længere gå fremad, men tilbage, og selvom det IMHO ville give fremragende mening at genindføre klippekort og rigtige billetter og KONDUKTØRER istedet for KONTROLLØRER i et tog, så kan det ikke længere lade sig gøre fordi vi definere alle ‘fremskridt’ som at bygge videre på noget vi har gjort, uanset hvor dumt DET var?
Derfor er det underligt nok ikke et fremskridt, at man indser, man har begået en massiv fejl og brugt en helvedes masse penge på et åndsvagt system, der favoriserer borgere, der går med smartphones og er ligeglade med, hvor deres transportdata ender henne og hvad de bruges til.
Og hvad værre er: Vi har endegyldigt afskaffet retten til FRI BEVÆGELIGHED for hvis vi registreres imens vi bevæges, og det gør vi, for det er stort set umuligt at købe en billet uden kreditkort og den slags gemmes i fem år, så er bevægelsen ikke fri – den er overvåget og gemt og kan bruges mod os, noget der som bekendt er ganske vanskeligt med et klippekort eller en på stedet printet billet betalt med kontanter, og HOV, nu ved jeg hvad DU tænker, der er sgu da også MISTÆNKELIGT, at du vil bevæges anonymt, har du noget at skjule?

STOCKHOMSYNDROM
Har jeg noget at skjule? Ja! Og jeg har kun en ting at sige til det evindelige, barnlige krav om at være gennemsigtig og kedelig: Stop dig selv, Stockholmsyndrom-offer! For indtil ganske nyligt var det en naturlig og fornuftig RET vi havde, men data-fanatikerne kan ikke have det, alt skal samles op, laves til statistikker og køres rundt i systemer, så vi, mennesker af kød og blod og fabelagtige fejl, kan være EFFEKTIVE og OPTIMEREDE, vi skal stå til regnskab for modeller og tal og bliver dermed mere og mere tal selv.
Og det var det, der skete med mig, da jeg sad og kiggede på en side på Facebook og en kommentar jeg ville til at skrive, en rigtig saftig og SNARKY en: Jeg kunne mærke at det, der er mig, sank sammen under tal, og pludselig lå og stirrede op på loftet, som fra bunden af en sø.
Og så tænkte jeg på alle de mennesker, jeg kender som jeg sad og hakkede på derinde og på alle dem, der hakkede på mig, og så blev jeg faktisk virkelig ked af det.
Ikke krænket. Ikke vred. Men ked af det.

SOM STASI ELLER NSA ELER FE?
Mest fordi at det godt kan være vi ikke aner hvad vi skal gøre med vores liv, hvis der ikke var nogen problemer, men DET HER, det er jo bare indlysende dumt, at vi sidder og hakker på hinanden på et medie, der har ca. ligeså meget respekt for privatliv som STASI eller NSA.
Og så skrev jeg om den følelse på Facebook, og så skal jeg love for, der kom gang i butikken, for de fleste har det åbenbart lige sådan, eller også har de lavet en eller anden afværgestrategi og skriver aldrig kommentarer, eller læser kun udvalgte sider.
Det gælder f.eks. en Facebookven fra Randers, der kalder sig ‘Urban Giraffe’ der kun har en ven på Facebook – mig – og det her skriveri er til den person – jeg ved ikke om du er en mand eller en kvinde – men det er HER jeg skriver fra i nærmeste fremtid, mens jeg forsøger at kommer til at mærke mig selv og mennesker i det hele taget og det, der er den her verden, der faktisk findes og er fyldt med langt sjovere og smukkere og mere sexet intelligens end alt hvad ChatGPT kan præstere.

NUMMER NUL
Og samme dag, hvor jeg var holdt op med at deltage i diskussioner på en overvågningsplatform, befandt jeg mig pludselig i en kø hos McDonalds, det sker ikke så tit, men jeg var på hovedbanegården, og der skal man ikke bruge den åndsvage SKÆRM til at bestille mad, men kan gå direkte hen til skranken og betale, sågar med kontanter! Og så får man et nummer.
Og jeg fik nummer ‘NUL’!
Nummer nul, sagde manden bag disken, og så begyndte alle dem der stod bag mig, at sige, hold da op, det er alligevel sjældent og jeg stemte i, lidt hysterisk og råbte noget med ‘Ja! Det er jo UENDELIGT’, for det er det, NUL er, det er både ingenting og alting på samme tid, egypternes symbol for NUL var nefer, og det betyder SMUK, og bruges til at indikere bunden på tegninger af grave og pyramider, en BASE LINE, som man måler alt andet ud fra, og sådan følte jeg mig, ikke som ENTEN nul eller alting, men som begge dele og der er stor forskel og den kan mærkes.
Burgeren var dårlig. Jeg tror ikke jeg gør det igen, altså stiller mig i kø, der? Nu kan jeg vel heller ikke opnå mere?

EKKO
Men hvad er det med det billede i toppen af den her tekst? Hvorfor viser jeg et billede af Narcissus og EKKO? Jo, jeg er såmænd i gang med at læse bogen ‘EKKO‘, af den norske journalist Lena Lindgren, og det synes jeg også du skulle gøre, den er nem at læse selvom den er fyldt med enddog meget store tanker – f.eks. at eneste logisk konsekvens af alle medieforskernes moder Marshall McLuhans ideer om ‘The medium is the message’ er, at moderne mennesker SELV bliver til medier, at vi i virkeligheden er blevet en slags film, hver vores, der ligner hinanden og som udkommer i en verden af algoritmer, der styres af META, GOOGLE, Amazon…det er der vi er, nu, presset inde i matematik, der lader som om den er objektiv, mens den styrer os et bestemt sted hen, som regel hen mod vores kreditkort og kontoer og betalinger for services, vi ikke aner om vi har brug for, men som ser godt ud på det Instagram, som vi synes vigtigere at se godt ud på, end for det menneske, der sidder ved siden af os og kigger ned i DERES skærme.
Og CORONA-epedemien gjorde alting meget, meget mere META, end vi troede det muligt…..

MIMETISK BEGÆR
En central del at det Lena Lindgren beskæftiger sig med er det såkaldte ‘mimetiske begær’, et begreb skabt af den franske filosof, René Girard, en mand som Peter Theil, hovedinvestor i META/Facebook, ejer af PayPal og PALANTIR, der bruges af politi og efterretningstjenester verden over, er elev af,
Jeg citerer:
“Sociale medier er som skabt ud fra mimetiske principper. En ramme netop for medieret begær, hvor alle samtidig kan se hinanden som imitatorer og modeller. Desuden er alle udrustet med en mimetisk værktøjskasse (deling, reposting, retweeting), som kan distribuere synlighed. Derfor er det ikke tilfældigt, at Facebook, Instagram, Twitter og Snapchat bruger variationer af den samme designidé. Den forstærker de specifikke mimetiske kræfter: idoldyrkelse, rivalisering, gruppesuggestion.”

I den mimetiske filosofi, er vi meget lidt anderledes end andre, end vi tror. Ingen er noget særligt, men alligevel konkurrerer vi mod hinanden om at opnå overtag. I naturen – den vi har travlt med at smadre til ukendelighed for at få plads til SUV-el-biler og brændende varme serverparker – der gemmer dyr sig ved at camouflere sig som andre arter, helst nogen, der er farligere end dem selv.
Men måske kan man også gemme sig I sig selv? Og måske var det det, jeg var kommet til at gøre, gemme mig som mig selv – i mig selv – for mig selv?
Nu vil jeg gerne ud!

Og nu må det være nok for denne gang.
Og der kommer mere her på siden, denne hjemmeside, som er mit SIMULACRUM, om den bog, det kan jeg godt garantere, og det helt uden at være SNARKY.

Og indtil da er der kun en ting at sige:

kærlig hilsen
@kjaerulv

PS: Der er flere der spørger om jeg ikke har et NYHEDSBREV – men jeg hader at skulle gemme flere personoplysninger end WordPresss-systemet allerede gør(jep – skal have flyttet hostingen til noget DK osv. osv.) – men du kan simpelthen abonnere på den her side – det er herfra det kommer alligevel 😉 Enten ved at trykke på ‘FOLLOW’ nede hjørnet(det kræver vistnok -suk – du har en konto, men det er der mange der har, hvis de selv har en blog!) ELLER du går oldschool og bruger det her RSS-feed https://mingarage.net/feed/ – så kan jeg ikke se hvem du er!
Hurra?
PPS: Det oprindelige opslag fra det der Facebook….herunder: