NØDRADIO NY SERIE: Corona-Eksperimentet del 1: ARKIVET

’Alene jeg var bedrøvet, ufatteligt bedrøvet. Ligesom en præst, hvem man ville berøve hans guddom, kunne jeg ikke uden en nagende bitterhed løsrive mig fra dette hav, der var så afsindigt besnærende, dette hav, der var så uendeligt omskifteligt i sin frygtelige simpelhed, og som i sine lege, sine bevægelser, i sine vredesudbrud, i sine smil syntes at fremstille og rumme enhver rørelse, enhver kval, enhver ekstase hos alle de sjæle, som har levet, som lever, og som skal leve!’
Charles Baudelaire om en vemodig landgang fra en lang sørejse i ’Allerede’ (Parisk Spleen – 1869)

På nogen måder føles CORONA-krisen lidt som en drøm, et mareridt nok, eller en sørejse i et stormvejr, der pludselig er overstået, nu hvor der er land i sigte…Men hvad skete der egentlig under og efter den store krise, der tvang alle borgere indendøre, hver for sig? Det har NØDRADIO undersøgt gennem 27(!) programmer og nu er NØDRADIO i samarbejde med Center for digital velfærd, ITU og Teknoantropologisk Laboratorium, AAU, i gang med en ny, rullende serie, CORONA-EKSPERIMENTET – første afsnit kan høres herover.
Serien tager udgangspunkt i forskningsprojektet ‘Hverdagens digitalisering under Corona-krisen’, den krise, der først nu, i juni måned, er ved at slippe sit greb om befolkningen.
En forskningsgruppe med deltagere fra IT-Universitet i København og Aalborg Universitet skal i projektet ”Hverdagens Digitalisering under Coronakrisen” kortlægge, hvordan det digitale har haft indflydelse på og formet danskernes hverdag under virusudbruddet. Forskerne søger deltagere, der gennem enten telefoniske interviews eller en 14-dages ”smartphone-dagbog” med foto og tekst vil fortælle om den rolle, digitale platforme spiller i deres liv under nedlukningen. De kontakter borgere via digitale platforme og laver interviews efter manualer. Indholdet er kun lavet til forskningen. Men da forskerne også er ofre for samme nedlukning af samfundet, påvirkes de tilsvarende og udvikler egne symptomer og løsninger på isolation.
Måske er de selv er den centrale del af eksperimentet?
I denne første udsendelse skal du møde Brit Ross Winthereik, Professor, IT Universitetet i København og Anders Kristian Munk, Lektor, Aalborg Universitet.
Progammet er produceret i samarbejde med Center for digital velfærd, ITU og Teknoantropologisk Laboratorium, AAU.

Abonner på Nødradio!
ITUNES: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/aflyttet-i-garagen/id1504650482
RSS-feed: https://feeds.soundcloud.com/users/soundcloud:users:9572226/sounds.rss

1 thoughts on “NØDRADIO NY SERIE: Corona-Eksperimentet del 1: ARKIVET

Skriv en kommentar