FLASHBACK2007: Intet at skjule – intet at frygte?

I 2007 lavede jeg min sidste lurmærkede DR-radiomontage. Dengang var jeg afløsende redaktør og konsulent på DRs montage og dokumentargrupppe – og jeg var på et udvekslingsophold hos engelske BBCs dokumentargruppe, et ophold hvor jeg både klippede udsendelser for dem – og fandt materiale til mine egne.
Den her hedder ‘Intet at skjule, intet at frygte’, den handler om overvågning, angst og George Orwell – den ligger (naturligvis) ikke længere hos DR – men på min egen podcastside hos SoundCloud.
Jeg genhørte udsendelsen for et par dage siden og havde næsten glemt den.
Og i slutningen af den, var der et digt, jeg havde skrevet.
Det lyder sådan her:

Jeg sidder i toget og ser på de andre passagerer
Toget er fyldt
Overfor mig sidder en pige på min egen alder
Hun ser ud af vinduet.
Noget løber ned af kinderne på hende.
Det er tårer.
Hun græder.
Jeg vil rejse mig for at trøste hende, men hun ser ud af vinduet
og hendes krop lukker sig om sig selv og lukker mig ude.

Hun var det første grædende menneske, jeg så i et tog.
Men efter jeg havde set hende, opdagede jeg, at der var mange flere.
De sidder som regel og ser ud af vinduet på tunnelvæggene, der blæser forbi.
Efter nogen tid, vænner man sig til det

Rådhusklokkerne!

Engang blev rådhusklokkerne sendt direkte gennem æteren og ind til radiohuset, hvorfra de blev udsendt over hele landet. I 80erne gik man over til en båndet udgave, som man forkortede en smule.

Mikrofonen (en Sennheiser MD 21) sad i den lodrette, lyse plastcylinder noget til venstre for billedmidten. Cylinderen var lukket foroven, og mikrofonen vendte nedad, omgivet af et metalnet overtrukket med en mylarpose, lufttæt lukket og forsynet med silicagel. Porøs akustikfyldning i cylinderens indre og nedadvendte munding neutraliserede dens indvirkning på mikrofonen. Det tilhørende forstærkerudstyr sad på væggen i et aflåst rum på Rådhusets loft og forsynedes med strøm via det samme kabel, som førte lyden til Radiohuset (48 Volt fantomforsyning)! FOTO: Matti Pedersen, beg.af 1980’erne

Fra DR-museum:
“Rådhusklokkerne

Københavns Rådhusklokker lød første gang i radio nytåret 1924/25 fra en svag københavnsk lokalsender, og har siden lydt som fast bestanddel af Statsradiofoniens og Danmarks Radios programmer.

 I mange år udsendtes klokkespil og timeslag dagligt kl. 12 middag direkte fra en mikrofon anbragt ved de nederste (mindre) klokker ca. 86 meter oppe i Rådhustårnet. Det var den legendariske Emil Holm, som i sin tid fandt frem til stedet, han syntes gav den bedste balance ved gengivelsen af Rådhusklokkerne, men anbringelsen, udsat som den er for vind og vejr, har i tidens løb givet problemer og ødelagte mikrofoner! Problemet løstes (se billedet) ved at anbringe mikrofonen afskærmet og lufttæt (af hensyn til kondensvand) i et stykke plastrør, lukket foroven, og på en sådan måde, at de akustiske egenskaber bibeholdtes.

Rådhusklokkerne har i perioder også været udsendt kl. 20 om aftenen og ved midnat. I dag udsendes klokkespillet i optaget og redigeret form kl. 12 middag, og det hele som lejlighedsvis, direkte reportage (nytårsaften). Og for resten:  Klokken er 12, når det første slag (i klokkespillet) lyder!

Jeg synes det var synd, at man fjernede den direkte sending. Den var virkelighedsbekræftende: Rådhuset, tiden og København står endnu.
Nu skal båndet være endnu kortere, og klokkerne underlægges et ‘beat’, så de rasende utålmodige lyttere ikke trættes, og løber hen til radioapparatet og skifter væk til en anden kanal…
I programmet herunder, ‘Det magiske øje’, optaget og klippet af mig engang i nullerne, møder vi blandt andet en mand, der mener det samme som jeg og taler om rådhusklokkerne, som noget, der binder os sammen.
Vi møder også nogen andre radio-entusiaster.
Udsendelsen foregår i en butik for brugte radioapparater på Østerbro, der ikke findes mere.

1996: Danmarks første podcast?

DANMARKS FØRSTE PODCAST? Henrik Fohns og jeg lavede mikro-podcast i .wav format i 1996 på Harddisken P1 – nogen af filerne ligger der endnu – Søren Ryge Pedersen er alvorligt bekymret over informationssamfundet, der er et 45 sekunders klip med Douglas Coupland, der sammenligner lego-klodser og programmering og en ung Simon Davies fra Privacy International, der nailer overvågningssituationen….!

Siden blev kodet i HTML-pro og filer klippet til og uploadet direkte til server af undertegnede. De fleste af interview stumperne er også mine, så vidt jeg husker.

Formatet er det fantastisk solide 8bit Mono – et netgrønt, minimalt format.

Lyt til 1996 her:

https://web.archive.org/web/19970209115937/http://www.dr.dk/harddisk/realaudi/

NB: der er masser af teknisk diskussion om hvad podcast er – nogen siger der skal være rss-feed – det er pjat – det er lyd 🙂

I dag står jeg for 3 – snart fire podcasts – AFLYTTET(her) – PROSAs ‘DataDebat’ – her: https://www.prosa.dk/prosa-mener/podcasts/ og min egen – med en del råinterviews fra GARAGEN: https://m.soundcloud.com/garagen

PS: Garagen har fuldt professionelt udstyr til selv at producere podcast med op til tre gæster på een gang – ring, eller mail mig hvis du vil vide mere, have mig til at hjælpe med at lave din egen eller få kompetent, professionel efterkritik på den du har – jeg har små 25 års radioerfaring – og podcast ER jo radio…ikke?

Peter og undervandsbåden

I Ekstra Bladet kunne man søndag læse om TV2-dommeren Mette Helene Rasmussens oplevelse af et kortvarigt besøg i Peter Madsens ubåd, Nautilus. Hendes beskrivelse af ham, er ligeså dum, som den på en måde er sand.
– Der gik noget tid, før jeg forstod, at det var alvor for ham. At det var en rigtig raket og en ægte ubåd, han havde gang i. Han blev tydeligvis irriteret på mig, og jeg fik en følelse af, at jeg havde sagt noget forkert, fortsætter hun – og jo, hun har sagt noget forkert, og det hun siger, bliver nu en del af et narrativ, en historie, noget der nu hober sig op som små indicier, små pletter på Peters renomme – en mand der tager tingene alvorligt? Og som bliver irriteret på andre? Og som nu er sigtet for uagtsomt manddrab? Puha….
Derfor – tror jeg – denne lille artikel:
I sensommeren og efteråret 2002 hang jeg ud med Peter Madsen og interviewede ham til understående montage, oprindeligt sendt på Danmarks Radios P1. Montagen handler om hans første U-båd, Freja, der ligesom Nautilus har haft en omtumlet tilværelse, der blandt andet inkluderede et færdselsuheld(!), hvor tårnet til ubåden blev ødelagt under transport.Dengang boede og sov og arbejdede han i et værksted i Farum.
Peter og jeg elskede filmen ‘Das Boot‘ og vi var begge voldsomt fascinerede af teknologi.
Med en fortid som arbejdsdreng hos en smed i Horsens, kunne jeg også forstå og føle hans kærlighed til metal og svejsning, og det at blødgøre noget, der er hårdt, forme det og skabe et fartøj til sig selv, at skabe et billede i stål.
Peter har ikke fået noget forærende. Alt han er, har han skabt selv.
Han er også et ekstremt dedikeret og inspirerende menneske, der, ja, tager sig selv og sine drømme alvorligt.
Den slags har vi ikke ret mange af i Danmark.

Han er stædig og egenrådig. Men han er også en fighter og en ildsjæl og drømmenes mand. En, der får ting til at ske. En inspiration for mange.

Peter sidder i fængsel nu, sigtet for en alvorlig forbrydelse, uagtsomt manddrab, men er også i den grad stadig uskyldig til det modsatte er bevist, selvom medierne og tidligere efterforskere og resten af Danmark har travlt med at dømme ham med det samme.
Han nægter sig skyldig.

Uanset hvad der er hændt, og jeg synes det er skammeligt, at han ikke må forklare sig offentligt i en retssal, håber jeg det bedste for ham og for den forsvundne journalist.

Sandheden kommer vel for en dag – snart – så vi kan holde op med alle disse uværdige gætterier.
I mens, hvis du vil have et kig ind i Kaptajn Madsens univers anno 2002 – så lyt til montagen herunder. Jeg tror desværre, at nogen vil tolke den som et bevis på hans mulige svagheder – men min pointe med den, er den modsatte: At man kan vende et dårligt udgangspunkt til noget godt og stærkt – og blive kaptajn på eget ocean.

PS: Den er altså kun 45 min lang, den fil jeg havde liggende har en fejl.
PPS: Til mine kolleger: NEJ, jeg vil ikke citeres eller interviewes om ham.