Den sidste postkasse

Her til morgen skulle jeg sende noget. Med posten. Det hele var klar med porto og adresse. Og skulle bare i en postkasse.
Hvis man kunne finde sådan een.
Jeg så ikke en eneste postkasse på vej gennem byen. De er nemlig væk, de fleste, nu. Men jeg fandt jeg så de her tre ved siden af hinanden ved en s-togsstation. Som stod de skulder ved skulder, beskyttende hinanden i signalfarvens røde glød.
For om ganske få år, eller måske endda kun måneder, tror jeg de er helt væk, disse analoge, hemmelige portaler af ord og meddelelser.
Mine efterkommere vil tro, at en postkasse er den man gemmer e-mail i.
De har samtidig glemt, hvad brev-hemmelighed er: Den ukrænkelighed, der ligger i en lukket kuvert.
Kuverten vil fremover være et symbol, noget åbent, noget der bor i cyberspace, hvor hvem som helst kan kigge indenfor.
Ikke at det betyder noget, måske.
Tiden hvor vi ville hinanden noget alvorligt, noget, der kun vedrørte afsender og modtager, er tilsyneladende forbi og jeg tror snart vi glemmer hvorfor vi engang havde behov for det.
I fremtiden er vi gennemsigtige.
Uden noget at skjule.
Som åbne kuverter, eller rettere; postkort, der blæser for en hvilken som helst rød vind.