Category: kommentar

Os derhjemme: Fod under eget bord?

Ligenu er alt fint her i det lille hus, midt i en en fysisk storm udenfor og med en stærk psykisk storm, der blæser over hele landet ovenpå Covid-19 og den undtagelsestilstand den medfører og som hastigt sænker sig over os alle sammen.

Danskerne er jo et effektivt folkefærd, når de først går igang: Så GARAGEN har fået aflyst stort set alle foredrag og ordstyrer jobs frem til 1.april, og folk jeg skulle have lavet interviews med melder logisk nok også fra. Det bliver en dyr omgang for mig, men jeg klarer mig, og gør samtidig opmærksom på, at jeg kan bookes til Folkemødet og i fremtiden og det skal i endelig gøre – her!
Heldigvis har det længe været meningen jeg skulle have skrevet noget. Det bliver der god tid til nu.

Og så skal vi jo alle sammen blive inde i disse tider. Hvad gør man så? Jeg bygger ting og her er det oplagt at gå igang med et skrivebord, så man kan skrive. Mit er lavet af en ældre forkortet bordplade og to billige bukke fra Ilva, eller rettere, jeg startede på det i weekenden, lørdag, hvor vejret var fint og jeg malede pladen udenfor…en fremragende ide til det begyndte at styrtregne ud af det blå…
Nu har den fået tre gange mere ovenpå…

Det er en prototype – mere følger som det skrider fremad – den skal blandt andet have monteret hængsler nedeunder på bukkene, så det hele bliver mere stabilt, men også kan klappes sammen.

Hav det godt alle sammen derinde, jeg savner jer….<3
 
PS: Hvis du har lyst til at bygge noget selv kan du også se mine reoler her 😉

2019: Et sublimt år

Det sublime er det, der ikke kan tænkes bedre.
Det er det ypperste, men som netop det, også noget, der midt i al glædens og optimismens lys destrueres, forsvinder i et brag som en mexicansk fyrværkerihammer, der lander på en jernplade, hvorefter alting mister retning og bliver et hylende hvidt punkt.


2019 blev året, hvor Radio24Syv fik den store (politiske) kniv i ryggen af flere omgange – for mit vedkommende blev det enden på syv års en-time-om-ugen på FM, et stort ur, med mig som alle visere, er stoppet.
Det føles både meget forkert og rigtigt – det var planen at programmet skulle have fortsat på den DAB-kanal, vi alligevel ikke fik, og jeg havde regnet med at ændre konceptet en hel del i den forbindelse uanset hvad – målet var at kombinere radio med at skrive den der BOG, det er det stadig – der kommer mere om det i 2020 om fingrene og ånden kan holde til det…kan godt mærke, der har været fuld tryk på alle kedler…
Programmet Aflyttet er i dvale – men der arbejdes på, at give det et nyt liv på internettet – jeg savner FM – det gør lytterne også, tak for alle mailsene – jeg kan i øvrigt høres i min (meget) gamle kollega Henrik Føhns ‘Techtopia’ på radio4 – som gæst – hvor jeg pipper om 2020 som året, hvor vi kommer til at se cyber-angreb, der virkelig batter noget og gør ondt, og hvor vi dropper illusionerne omkring digitaliseringens og den kunstige intelligens og algoritmernes velsignelser og kræver menneskelige løsninger på menneskelige problemer…det er den 2. januar – lyt med, jeg skal også tale ved Dansk ITs cybersikkerheds-konference og har allerede løftet sløret for noget af, hvad jeg vil sige der, den 22 januar:

For mit lille firma(ja, jeg er stadig selvstændig – på alle måder!) og mine mærkesager har det været et godt år med masser af foredrag og opmærksomhed – Bevar Kontanter-bevægelsen har om ikke vundet, men har i hvertfald heller ikke tabt og der er aldrig blevet talt SÅ meget om overvågning og privatliv, som der gør nu!
Jeg er også DR-Debatten relativt taknemmelig for at få lov at sige på landsdækkende TV, at: ‘Det er sjovt med debatten, hvor alle siger: “Hvad der er galt med de her kameraer? De generer os jo ikke”. Det er fordi vi har vænnet os til at leve i en fuldstændig grotesk verden, hvor vi hele tiden bliver gloet på‘ – link her: https://twitter.com/kjaerulv/status/1182678769531867136?s=20 – at man så ikke fik lov at sige ret meget mere, er en anden snak…

2019 blev også året, hvor jeg en enkelt gang fik lov at skrive i Weekend Avisen – et rigtigt ESSAY, som jeg er meget stolt over, håber der bliver et hul til mere en gang – desværre bag paywall – sådan er det, men det er den her – med en profetisk overskrift på flere måder: https://www.weekendavisen.dk/2019-35/samfund/den-doede-kanal

2019 blev også året hvor tænketanken ‘Analogiseringsstyrelsen’ virkelig har fået rystet træet, kulminerende med et møde med Digitaliseringsstyrelsen for nylig – vi ser store potentialer i fremtiden – vi har sågar optrådt på bogmessen uden at have skrevet en bog(endnu).

Og så er jeg stolt over, at Rasmus Malver og bestyrelsen  har udnævnt mig til ‘Æremedlem af foreningen imod ulovlig logning‘ – må 2020 blive året, hvor denne demokratiske skamplet, masseovervågning af alle danskere uden lovligt grundlag, endelig går væk!

2019 blev også året, hvor jeg påbegyndte undervisning som Certificeret Etisk Hacker(CEH) på et kursus hos ARROW – der er lang vej endnu, og måske nøjes jeg med at være Etisk Hacker og dropper certificeringen? – jeg er blevet voldsomt klogere allerede, men vil på den anden side ikke risikere at ødelægge systemer ved at påstå, jeg kan mere end jeg kan – en ting er at forstå en motor, noget andet at have ansvar for den når den kører 280 km/t. Min respekt for sikkerhedsfolk i alle hjørner af cyberspace er, som det eneste i 2019, steget eksponentielt!
Imens hacker jeg mig selv…det er som bekendt ikke ulovligt, og prøver eksamen, når jeg er klar.
Årets Takkeliste: Tak PROSA, ikke mindst til Jakob Rugaard og den dedikerede flok hackere, der forsøger at finde en måde at holde mig og mit program i gang, til Sikkerhedsbranchen for tillid og samarbejde, til B-sides-folket, til Krogerup Højskole og ikke mindst Overvågningsministeriet, til mine højt elskede medtænkere i analogiseringsstyrelsen, til IT-politisk forening for at sparke røv, konstant! – Jesper Lund er en arbejdshest og klog, til den ultrakompetente ildsjæl Mette Nikander for gode råd og hjælp og snak, til Brit Ross Winthereik for at hive mig med til tillids-diskussioner på KU og for generelt at hive mig med, til Hanne Marie Motzfeldt for rants og raseri, til min ven Keld Norman(der fik mig på det CEH-kursus og sagde det bare var en slags udvidet pc-kørekort – SOMOM!) og til Rasmus Malver for at aldrig at give op og til medier i hele DK for at kime mig ned og give mig taletid om ting, jeg ved noget om – I ringer bare igen, jeg er stadig teknologikritiker  – og ikke mindst til venner og kollegaer fra Radio24syv og udenfor, og til min familie for at holde mig ud og holde med mig – OG tak til mine fjender og benspændere og backstabbers og hvad-sagde-vi-og-det-kunne-jeg-selv-have-gjort-bedre-end-anders-typer og de helt generelle haters, I skal også være her, ellers skete der jo ingenting, så ville året netop ikke være det, jeg påstår det var: Sublimt!
Godt nytår!
Og som vi siger i Jylland: ‘Det bliver HYL!’

Den døde kanal

starlinks satellitter

Essay. »Hvad klager vi for? Himlen er endelig vores – menneskets – alene. Var det ikke det, vi ville?« Teknologikritikeren Anders Kjærulff om surrogat-mødre, Jeffrey Epstein, computerchips i hjernen og de 768 satelitter, der holder øje med os i det høje.

 

Den døde kanal
starlinks satellitterAf Anders Kjærulff

Jeg sidder bag rattet i en sort bil, og jeg kører alt for hurtigt.

Det er midt om natten. Min svigerfamilie er i bilen, og vi er på vej til et hospice, der netop har ringet og sagt, at min svigermor er ved at dø. Jeg kører for stærkt, men jeg tilpasser hastigheden efter forholdene, og i øvrigt er jeg ligeglad med fartbegrænsninger: vi har noget, vi skal nå, et menneske, der er på vej væk, og det er vigtigere end alt andet lige nu. Jeg er sikker på, at alle mennesker på planeten ville forstå os, hvis de mødte os på landevejen i dette øjeblik – også hvis de var ansat hos politiet

Vi er fire små mennesker i en sort raket, og vi brøler gennem natten, spændt fast til vores sæder, og over os funkler satellitterne på himlen. Der er 768 af dem deroppe og mange flere på vej.

Hvis jeg kunne løfte blikket fra vejen og se op, ville jeg vide med sikkerhed, at vi er et konkret sted på en planet, der suger os fast her på vejen, mens den bevæger sig gennem en uendelighed, der hele tiden udvider sig. Måske er det derfor, vi altid ignorerer den, himlen; fordi den får os til at føle os som små, moderløse molekyler? Og måske er det også derfor, vi for tiden har så travlt med at fylde himmelrummet op med teknik; så vi på en eller anden måde kan få det under kontrol?

Selv trøster jeg mig ved uendeligheden, også på nætter som denne, som ingen kender udfaldet af. Det siges, at der er ligeså mange stjerner i universet, som der er hjerneceller i vores hoveder. Det er ikke videnskab, men det lyder godt, og det giver en mig en fornemmelse af at høre til. Som var jeg en brik i et puslespil, jeg aldrig ser motivet på.

Jeg flytter foden til bremsen. I det tomme kryds forude skifter lyset til rødt.

Et par dage senere klikker jeg mig gennem nyheder på nettet. Jeg læser om Jeffrey Epstein, den amerikanske rigmand, der blev anholdt og sigtet for forsøg på at smugle mindreårige piger til USA og misbruge dem til sex, og som senere begik selvmord i sin fængselscelle.

Epstein var en moderne mand. Han troede på teknologi og var besat af at forbedre menneskeheden, gerne med sine egne gener. På sin ranch i New Mexico planlagde han angiveligt at inseminere op mod tyve kvinder af gangen med sin sæd. Han ville også have både sin hjerne og sin pik frosset ned, når han døde, så de kunne genskabes i fremtiden. Blandt hans bekendte var Virtual Reality-legenden Jaron Lanier, afdøde Stephen Hawking og psykologen Steven Pinker, der har været med til at skabe en stor del af tankesættet bag kunstig intelligens. Alle deltog de i Epstein’s saloner, hvor det flød med champagne.

Jeg klikker videre og falder over en video på YouTube. Den er i sort-hvid og optaget i et laboratorium hos en anden psykolog, amerikanske Harry Harlow, der i 1958 udgav The Nature of Love, en bog baseret på en række banebrydende og kontroversielle forsøg med rhesusaber. Harlow fjernede nyfødte unger fra deres mødre, satte dem i bur og tilbød dem i stedet to versioner af en kunstig mor. Begge var i stand til at give abeungen mad, og begge havde et stiliseret ansigt med øjne og mund. Den ene kunstige mor var beklædt med blødt stof, mens den anden kun bestod af et ansigt og en krop af bøjede metaltråde, hønsenet, formet som en abemor. Når abeungerne fik valget mellem de to, valgte de den bløde udgave. Og hvis den stofbeklædte mor ikke gav mælk, spiste de hos ‘metal-net-mor’ og løb bagefter hurtigt tilbage til den bløde udgave.

Harlow viste eksperimenter og en af forsøgsaberne, ’Baby106’, frem til en journalist, og den hjerteskærende video er endt på YouTube.

For at kunne teste, hvordan Baby106 reagerer på frygt, konstruerede Harlow et mekanisk skræmmedyr; et støjende og blinkende væsen med store øjne og smækkende kæmpetænder. Han stiller det op foran Baby106, der straks løber skrigende hen til den bløde surrogatmor og klamrer sig til hende.

Hvis der kun er ‘Metal-net-mor’ at klamre sig til, er ungens rædsel derimod stum.

Harlow lod også nogle af ungerne vokse op helt uden mødre, alene i et rum med en slange, de kunne suge næring fra. Resultatet var uhyggeligt. Abeungerne stirrede tomt ud i luften, gik hvileløst rundt og forsøgte at skade sig selv. De kradsede sig til blods og slog hovedet mod væggene. Flere aber døde, fordi de holdt op med at æde.

»Men er det, vi ser her – at en abe klynger sig til et stykke stof – virkelig kærlighed?« spørger journalisten i videoen.

Harlow tænker sig godt om og svarer så:

»Hvis du gør en baby bange, og den løber hen til sin mor, og dens angst bliver forvandlet til en følelse af tryghed, ville du så ikke sige, at dén baby elskede sin mor?«

Jeg er ikke så sikker. Men jeg tror, at vi har mere til fælles med Baby106, end vi vil være ved. Vi fylder verden med surrogatmødre og kaldet det fremskridt. Som med tilfældet Jeffrey Epstein handler det nu tit om noget helt andet.

Engang kiggede vi ud i rummet og talte stjernerne. Nu ser vi ned på os selv.

Ifølge Technology Review er der nu private firmaer, der tilbyder noget, der ligner LIVE-overvågning fra rummet, hvilket er en statsgaranti for, at regeringer har haft den samme mulighed længe. I 2008 var 150 kamerabærende satellitter i kredsløb om Jorden; nu er vi oppe på 768 med en tilladt skarphed på 25 centimeter til civilt brug. Kombinerer man det med Synthetic Aperture Radar, en militær teknik, der kan »se« gennem skyerne, stiger nøjagtigheden til en millimeter.

Det virkelig interessante er vores evne til at behandle de data, det handler om. Allerede i 2014 tilbød et firma ved navn SkyBox HD-video fra rummet af 90 sekunders længde. I dag tilbyder EarthNow det, de kalder Continous Realtime-video med ét sekunds forsinkelse.

Når det kan lade sig gøre, er det blandt andet, fordi hele planeten bliver pakket ind i internet. Rummet over os, den yderste del af den kugle af tyngdekraft, der udgør vores verden, er i øjeblikket befolket af ialt 5000 menneskeskabte satellitter af forskellige slags, og det er kun begyndelsen: Med projektet Starlink vil Elon Musk dække hele kloden med satellitbåret internet. Med vanlig grandiositet planlægger tech-guruen også at sende 11.943 satellitter i luften i de kommende år; flere end antallet af stjerner, der kan ses med det blotte øje.

Jeff Bezos fra Amazon har også fået rum på hjernen og har lagt billet ind på 3236 af sine low-earth-orbit-satellitter.

Elon Musks første 60 satellitter har allerede vist os, hvad det er, vi ser ind i: En snurrende jernkugle, et metal-bur mellem os og stjernerne. Lowell Observatory tog et billede af dem, som viste en lang, skinnende hale over himlen. En hale, der med tiden vil vokse til et helt dyr og blive et hulspejl af os alle sammen og vores bevægelser hernede på jorden.

Vi kan ikke gemme os for os selv. Til gengæld bliver stjernerne væk bag satellitterne, klager astronomer og observatører, der allerede nu oplever, at den første kreds i rumkaravanen tager udsynet.

Men hvad klager de for? Himlen er endelig vores – menneskets – alene.

Var det ikke det, vi ville?

Elon Musk og Jeff Bezos vil ikke bare væk fra jorden. De vil være super-mennesker. Transhumanister.

Transhumanisme er det, som følger efter mennesket, det endelige opgør med Gud som begreb: Se! Vi magter at sætte blad på nælde, og vi skaber os selv, mener følgerne af denne tekniske, rationelle, digitale religion. Og de vil gå langt for at bevise, at de har ret.

Den Transhumanistiske Deklaration blev skrevet i 1998 og er siden revideret mange gange: »Menneskeheden vil blive radikalt forandret af teknologien i fremtiden. Vi forudser muligheden for at redesigne de menneskelige grundvilkår, inklusive parametre som aldringens nødvendighed, begrænsninger af menneskelig og kunstig intelligens, medfødt psykologi, lidelse og vores indespærring på planeten Jorden«, står der blandt andet.

Fremtiden beskrives også som »Humanity+« under det kække, 1960er-amerikanske slogan: Dont Limit Your Challenges, Challenge Your Limits. Jeffrey Epstein donerede i øvrigt over 100.000 dollar til ‘Humanity+’.

Elon Musk har også netop lanceret en robot, der kan operere computerchips ind i rotters hjerner. Men målet er mennesker. Chippen hedder NEURALINK og er en dataforbindelse mellem vores hjerner og det, der er udenfor, en blanding af data-aflæser og upload-punkt.

I første omgang handler det om at hjælpe dem, der mangler en arm eller ikke kan se. Men Musk har en langsigtet plan: »Vi arbejder frem mod en symbiose mellem os mennesker og den kunstige intelligens«, sagde han for nylig.

Sært nok har Musk advaret kraftigt mod den samme kunstige intelligens, han nu er med til at udbrede. Den kan ikke standses, siger han, den kommer til at vokse eksponentielt. Men vi ved ikke, hvad den finder på. Vi ved, at computeren regner os ud, celle for celle. Vi kan reproduceres i kode og nu – snart – kan vi forbindes direkte til computere.

Er det så kærlighed? spørger nogen. Og andre svarer: Betyder det noget?

I 2017 skrev en række forskere fra Østrig et andet svar, Det Anti-transhumanistiske Manifest. Her bestrider de, at mennesket bare er summen af information. Vi er meget mere, skriver de – vi er Animals of meaning; dyr, der søger mening:

»Vor menneskelige natur er kendetegnet ved vores skrøbelighed, følsomhed, selvbevidsthed og vores indbyggede fornemmelse af, hvem vi er, i modsætning til hvad vi er. Det er evner, der gør os i stand til at reagere på vores omgivelser, til at udvikle en fornemmelse af vores egen dødelighed og til at indse, at hvert eneste øjeblik har en unik fortid, der viser sig for os, som en fremtid uden fortilfælde«.

Manifestet fortsætter:

»Teknologi kan forme, men ikke erstatte vores sociale forhold til hinanden, for det er dem, der definerer, hvad der er meningsfuldt for os.«

Tidligere på sommeren interviewede jeg til mit radioprogram en af manifestets forfattere, Dr. Sarah Spiekermann, professor ved Wiens Universitet og stifter af Privacy & Sustainable Computing Lab:

»Transhumanisterne kobler et skuffet blik på den menneskelige natur med en overtroisk science-fiction-vision om, hvordan vi skal forbedres,« sagde hun. »De foragter vores skrøbelighed.«

Internet. Du, som er i himlen.

Engang var nettet en snerrende lyd i en flad kasse med LED-lys, et håndtryk og en knitren, før der var hul igennem til den uendelighed af information, vi heller ikke dengang forstod at omsætte til viden.

Dengang var internettet som en uendelig lang postliste; én af de emails, der består af svar på svar på svar. I hvert fald den del af internettet, jeg brugte mest i 1995, nemlig USENET, hvor jeg på alt.comp.psion-gruppen kunne skrive med andre ejere af PSION-lommecomputere, datidens hotteste apparat. Jeg fik et kabel, der forbandt min PSION 5MX med min mobiltelefon, hvilket de facto gjorde den til en smartphone. Jeg elskede den maskine. Jeg havde den på mig konstant.

Via USENET fandt jeg en mand, der havde lavet kablet til sig selv, og som godt ville lave et til mig også, og som sendte det til mig med posten, uden fortjeneste.

Usenet var gratis. Alt på internettet var gratis. Der var ingen reklamer. Universiteter og læreanstalter delte glade ud af alt, man kunne ringe direkte til forskere i udlandet, og de både tog telefonen og svarede på mails.

Men det holdt ikke længe. Pæne mennesker i jakkesæt lavede forretningsplaner og fik ideer til, hvordan der skulle tjenes penge på nettet. Hvordan der kunne tjenes penge på data; vores data. De blev milliardærer, firmaer blev børsnoteret, aktieoptioner byttet, intellektuelle rettigheder solgt og alt, hvad vi før havde taget for konkret og forståeligt og dagligdags viste sig at være noget, der kunne digitaliseres, disruptes og tilbydes i abonnementform. LAAS – Life As A Service – var født.

Elon Musk og Jeff Bezos drømmer om en fremtid i vægtløs tilstand, langt væk fra det menneskelige rod og kaos, som vi 7.7 milliarder individer har i os.

De vil væk fra os. De vil være bedre end nogensinde før.

De drømmer om kunstig intelligens, der er klogere end os, fordi den er logisk, rationel og retfærdig. De drømmer om »Singulariteten«, der opstår, når al den computerkraft og alle de data, de har pakket planeten ind i, smelter sammen og bliver til én handlende, tænkende, teknisk bevidsthed, et blankt, hårdt, moderløst væsen, der ikke lader sig skræmme af noget som helst, og som tilpasser sig alt omkring det – og kontrollerer det via NEURALINK.

Mennesket har været på en rejse, mener transhumanisterne, og nu kommer det hjem til sig selv. Ånden skal besjæle computeren, mens mennesket transformeres til en forudsigelig, programmerbar forbruger-maskine under diskret, algoritmisk kontrol, fanget i LAAS med AirBNB og Netflix og elektriske Løbehjul til leje via apps og hundreder af månedlige mikrobetalinger og manipulationer. Af os små blinkende myrer under satellithimlens solgenspejlende aluminiumsglød.

 

Det røde lys er i spejlet bag mig.

Jeg sidder bag rattet i en sort bil, og jeg kører alt for hurtigt. Det er midt om natten, og lygtepælenes lysstriber går i ét og skærer bilen midt over.

Vi skal nå noget, et dødsleje, et menneske, der er på vej væk, og lige nu er det vigtigere end alt andet, og jeg ved, at alle mennesker ville forstå os, også politiet, for det er vores og hendes rejse videre, det handler om.

Vi når frem, og hun ånder stadig, og jeg aer hende på kinden, jeg siger farvel, og alle græder, og satellitterne peger endnu ikke alle sammen i vores retning, og de har endnu ikke udstedt en automatisk bøde til os, og singulariteten er eksponentielt set længere væk end nogen sinde før. Her under satellitterne, der skærmer for stjernerne, hvor Baby106 sidder og klamrer sig til Bløde-Mor, og skræmmedyret udstøder mærkelige lyde og klaprer med tænderne.

Den er kun en mekanisk fugl, men vi er dyr af mening, fyldt med kærlighed til hinanden, og uanset om kærligheden er fuldt forståelig og logisk og kan deles op i små kemisk-elektriske bevægelser, så mærker jeg den, mens et menneske forsvinder for øjnene af mig, drøner afsted op gennem mørket og bliver endnu en brik i det puslespil, ingen af os kan se, hvad forestiller, fordi vi er det. Selv.

Anders Kjærulff er journalist, teknologikritiker og tidligere vært og redaktør på Radio24syv-programmet ’Aflyttet’.


Bragt i weekendavisen den 30.8.2019

 

LINKS:

Harlow’s Studies on Dependency in Monkeys https://www.youtube.com/watch?time_continue=4&v=OrNBEhzjg8I

SATELITTER OVERALT: https://www.technologyreview.com/s/613748/satellites-threaten-privacy/

ETISK RÅD 2007 om Transhumanismen:
http://www.etiskraad.dk/etiske-temaer/optimering-af-mennesket/homo-artefakt/kulturhistorisk-perspektiv/transhumanisme

‘Den Transhumanistiske Deklaration’ https://humanityplus.org/philosophy/transhumanist-declaration/

Aflyttet.dk – oversættelse af det transhumanistiske manifest+interview med Sarah Spiekermann her: https://aflyttet.dk/det-anti-transhumanistiske-manifest/

Opråb til Dataetisk råd: Lad Være og Hold op!

(Oprindeligt trykt i Avisen Kommunen, den 13. dec 2018)

Jeg kommer ikke til at blive medlem af det nye dataetiske råd.
Det er sikkert som amen i kirken, og det er ikke engang det værste.

Det næstværste er, at jeg kender en masse andre, der heller ikke kommer med, og det burde de, for de ved noget om computere og samfundet. 
Men det allerværste er, at et dataetisk råd sandsynligvis ikke kommer til at betyde noget som helst. 
Ikke for Danmark. Og slet ikke for de der uartige, uetiske data, som alle nu løber rundt for at få styr på inden de gør skade på sig selv og os data-subjekter. Som om data kan være etiske – data er fuldkomment ligeglade med etik – etikken ligger i, hvordan og hvorfor de indsamles, og ikke mindst: Hvordan de bliver brugt.
Indtil for ganske nylig mente jeg ellers, at et dataetisk råd ville være en rigtig god ide. 
Jeg deltog sågar i et formøde for regeringens ekspertgruppe om dataetik hvor jeg holdt et 10 minutter langt oplæg om etik.
Det var i foråret, nu er arbejdet i gruppen forbi, og de anbefaler at man nedsætter et dataetisk råd og det er alle enige om er en fremragende ide og siden den anbefaling pibler det frem med kronikker over alt, fra mennesker, der mener de skal være medlemmer og som allerede nu gerne vil markere sig i debatten, og jeg vil ikke stå tilbage og selvom jeg skriver, jeg ikke selv bliver medlem nogensinde, så håber jeg det alligevel, for håbet er lysegrønt og det kan ingen som bekendt tage fra os. 
Men det ser ikke godt ud.

Nationalt dataetisk vidensløft?
‘Vi anbefaler et nationalt dataetisk vidensløft for både befolkning og erhvervsliv. Vi anbefaler, at Danmark viser sig tydeligt som frontløber for dataetik internationalt, og vi anbefaler, at vi stimulerer dataetisk innovation og entreprenørskab ved øremærkede bevillinger og idékonkurrencer’, skriver IDA-formand, ingeniør og medlem af regeringens oprindelige ekspertgruppe Thomas Damkjær Petersen i Altinget, i en slags af rapportering fra gruppen.

Thomas Damkjær mener altså at vi skal være frontløbere og foregangsland via et ‘dataetisk vidensløft’. Men han undgår behændigt at definere hvad Dataetik skal gå ud på selvom det efter min mening ikke er særlig svært: Etisk brug af data kræver informeret samtykke – at vi data-subjekter, os der drysser informationer om os selv over alt på internettet og hos lægen og på apoteket og i Brugsen og hvor vi ellers kommer frem, at vi rent faktisk er klar over hvad de data skal og kan bruges til, og har muligheden for at sige højt og rungende JA eller NEJ!

Og her har vi et aldeles grundlæggende og helt uberørt etisk spørgsmål foran os, nemlig at hovedparten af de data, vi afleverer bliver lusket ud af os, bliver spioneret og overvåget og aflyttet frem, gemt under lange, uforståelige disclaimere, mens vi går rundt i verden og gør helt almindelige ting. 


Overvågningskapitalismen læser dine mails
Modellen til at tjene penge på digitalismen er så stadfæstet nu, at vi helt har glemt hvad det går ud på: Modellen hedder ‘Overvågningskapitalisme’ – du får noget gratis, og så indbygger vi et kommercielt, ai-drevet stasiregime under produktet og sørger for, at softwaren med kameraerne og mikrofonerne og stenografi-maskinen gemmer sig i kælderen, så det ikke bliver alt for pinligt, at vi lusker alting om dig, ud af dig? 
Det er den model som Facebook og Google har praktiseret fra begyndelsen, og se bare hvor rige de er blevet, og hey, du kan jo næsten ikke mærke, at vi profilere dig helt ind i sjælen og sælger din digitale dobbeltgænger igen og igen?
Vi har glemt, at GMAIL er gratis, fordi software læser vores mails. Dem alle sammen. Også dem til kæresten. Vi har glemt, at alle googlesøgninger indgår i profilering – hvad du søger på, hvilke resultater du fik og hvilket af dem, du trykkede på, de tre ting gemmes på ip-adresse eller konto og beriger derefter googles profil af dig. 
Vi har glemt, at de meninger og billeder og såkaldt ‘private’ beskeder vi laver på sociale medier, i den grad gemmes og datamines og ikke forsvinder, selvom vi sletter, for nu er det blevet en del af virksomheden. 

Vi har glemt at ALLE vores maskiner og programmer hele tiden gemmer data om hvor vi er og hvad vi laver og at det gemmes og bruges til at sælge os ting, og til at manipulere og styre os, og hvis vi ikke synes det er slemt nu, så bare vent til DET potentiale bliver indfriet for alvor – måske endda med Staten, der har såkaldt ‘åbne data’ på hjernen, som primus motor?

Vi har glemt, at vores smartphones og computere er to-vejs, det er ikke kun os, der kigger ind, apparaterne kigger i den grad tilbage, og prøver vi at vende ryggen til, er det kun for at opdage, at kameraet dækker hele horisonten rundt, at der ikke er flere steder at gemme sig, samtidig med, at det, der skulle beskytte os, staten, tilsyneladende kun er interesserede i at få en del af kagen i form af Big Data.

BIg Data er lusk og klamt!

Jeg har sagt det før og gør det gerne igen: Big Data er LUSK! 
Big Data, er data man hiver ud af mennesker, der udfører en eller anden uskyldig ting(bruger rejsekort, køber ind i Brugsen, henter børn i børnehaven, går til læge, har Endomondos løbeapp kørende eller skriver til moster via Facebook) – data vi ikke får besked om hvad bliver brugt til og som vi ikke har den mindste kontrol over. 
Undskyldningen er altid den samme: Data er pseudonymiseret, dit navn står ikke i dem, så hvad brokker du dig for – og den undskyldning gælder på ingen måde længere, i en verden, hvor man kun er en enkelt algoritmiske beregning for at sende samme data direkte tilbage mod dit syndige hoved – for at sælge dig noget, eller for at påvirke og nudge og styre dig. 

Det er sygt. Kom ud af det! NU! Søg hjælp, siger jeg. 

Men ingen lytter. 
Slet ikke akademikerne, hvis formand, Lars Qvistgaard, også har været ude med en lille rask kronik, der skal sikre hans organisation en plads i det dataetiske råd: ‘Nu skal vi sikre, at rådet også fremmer en udvikling, hvor alle kommer til at opleve flest mulige fordele og størst mulig tillid til det omsiggribende digitale samfund, udviklingen går henimod.’, skriver han, og understreger, som Thomas Damkjær, at det der ‘omsiggribende digitale samfund’, det må vi ikke stå i vejen for, og slet ikke med noget så negativt, som MISTILLID? 
Nu har vi det lige så sjovt og godt med at at lege overvågningskapitalister ligesom Silicon Valley, så det gider vi ikke diskutere igen, lyder det gang på gang og på mere eller mindre fantasifulde måder. 


Hvor blev besparelserne af?
Men nu skal der jo ikke gå DJØF-bashing i den, som man siger. 
Så her til sidst, vil jeg godt kippe lidt med flaget for netop DJØF, der i en fin artikel for nylig har stillet et spørgsmål, som de aldrig får svar på, og som endegyldigt sætter dem udenfor et dataetisk råd. 
De spørger: Hvad blev der af besparelserne på digital post? 
Og de spørger ikke alene, for det vil rigsrevisionen også gerne vide, især da der var lovet 1 milliard kroner OM ÅRET siden 2011 i besparelse ved at tvangsdigitalisere danskerne til at skulle modtage digital post. Men de syv milliarder, dem er der ingen der kan finde, heller ikke rigsrevisionen. For KL vil ikke op med tallene. 
”Vi synes, at vi har så mange indikationer på, at kommunerne har nået målet, at vi ikke synes, der er nogen grund til at gå ud og lave målinger på det’, siger Pia Færch, kontorchef i afdelingen for digitalisering og borgerbetjening i KL, og så blev den, og de 7 milliarder, lagt død, lige der.
Og måske ER der ikke nogen grund til at gå og lave målinger på det?

Etiske hvidvaskeri – lige til højrebenet?

Måske er vi allerede så langt inde i ‘det omsiggribende digitale samfund’ og dets iboende snageri og overvågning af borgerne i de hyggelige gladsaxe-modeller, at det er helt og aldeles ligegyldigt? Udviklingen i landet er stort set styret af konsulent-bureauer alligevel, DE elsker Big Data, og mon ikke de, mod betaling, kan finde nogen tal, der passer? 
Fuldkomment som det Dataetiske Råd vil kunne komme op med argumenter, der vil støtte udviklingen af ‘innovation og entreprenørskab’. For næsten uanset hvad vi finder på, så kan det nok få en tur i den etiske hvidvaskmaskine, og når det kommer ud, skinner det af uskyld og nye telefoner….
Men hvis det er alt, det skal, det råd, holde gang i forretningen, uanset hvor bimse forudsætningerne er, så har vi, der fulde af panikangst og manglende tillid forsøger at tænke lidt længere frem, måske endda hen mod et samfund, hvor vi ikke udspionere, registrerer og lusker oplysninger ud af hinanden via computere, et samfund hvor vi spørger først, vi har ikke noget at gøre der.

Jeg håber det bedste for DataEtisk råd, jeg håber det får tænder og penge og kan lave ballade, for Danmark, og for det samfund, vi og vore børn skal leve i fremover, skyld. 
Skal det være baseret på amerikansk dirigeret datatyveri – eller på en regulær, gennemtænkt politik om at kunne gøre det bedre, ikke bare mere ETISK, men helt anderledes, end Silicon Valley?

Og hey – I ringer bare: Jeg er altid klar med et godt råd. 
Selvom mange af dem handler om alt det, I skal lade være med at gøre.

FODNOTE: Siden denne kommentar så dagens lys i december sidste år, ER Dataetisk Råd blevet nedsat. Der er kommet flere gode folk med, men kommissoriet ligner det, det har været hele tiden: ‘dataetisk innovation og entreprenørskab’. VI må se hvordan det hele går.
Og nej. Jeg kom ikke med.
De har ikke engang ringet, tænk engang? 😉

LINK: Dataetisk råd: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/regeringen-udpeger-medlemmer-til-dataetisk-rad?publisherId=5540552&releaseId=13571452
DJØFs spørger om milliardbesparelse: https://www.djoefbladet.dk/artikler/2018/11/har-vi-sparet-en-milliard-eller-ej.aspx

GARAGE COMMUNICATION ønsker GODT NYTÅR….og det BLIVER godt! NU…ikke?

Et år rinder ud, og det er tid til en status fra Garagen, der pt huser motorcyklen, der står og lader og venter på mere kærlighed sammen med en B&O radio, en defekt Garrad-pladespiller, et garmin GPS-system, talrige løse, mere eller mindre defekte, computere og stole, der er gået i stykker….
2018 var et år, hvor der gik meget i stykker i Danmark.
Noget af det, er smadret helt bevidst, andet må betegnes som Collatheral Damage.

Det er således ikke længere tilladt at ‘maskere sig’ i Danmark – hvilket det sådan set heller ikke var før, slet ikke til demonstrationer, hvor politiet længe har kunnet kræve, at alle skulle vise ansigt, så der kunne tages ordentlige billeder og eventuelle vandaler kunne gøres ansvarlige for deres gerninger, men i 2018, ja der blev det HELT forbudt at maskere sig – det blev kaldt et burkaforbud og det var helt klart henvendt mod burkaer, men det gælder altså også alle os andre, og i en tid, hvor ansigtsgenkendelse nu er standard i moderne smartphones og etat og private klistrer gader og stræder og butikker og toiletter til med overvågningskameraer, så kunne man få den ubehagelige tanke, at forbuddet mod maskering måske mest er henvendt til dem, direkte til CCTCV-kameraerne, så alle vi, de fleste af os helt uskyldige, husk det, borgere kan identificeres, hvor vi end befinder os i det offentlige rum?
Men betyder det noget med lidt Facerec hvis man kan fange en forbryder og ikke har noget at skjule, hvad så, FACE IT?, spørger du?
Og her kommer så min første og i denne omgang eneste, store løftede pegefinger til det 2019, der bliver meget bedre end i år: Stop med at grave din egen grav!
Hold op med at samarbejde og komme med gode ideer til de, der vil tage noget fra dig!
Det er IKKE din pligt at komme med argumenter for, hvorfor det er en god ide! Det er tilgengæld vores alle sammens pligt, at kæmpe imod så godt vi kan, så må de, der vil tage noget fra os, stå for argumenterne, og nej, det gør dig ikke til en negativ maskinstormer, det gør dig til et menneske, der tager dine rettigheder og dig selv og det samfund du bor i, alvorligt….
2018 blev også året, hvor alle flyrejser du tager, hvor du skal hen, hvordan du har betalt, hvem du rejser med, hvad du spiser i flyet(!), bliver registreret og stillet til rådighed for politi og efterretningstjenester. For en sikkerheds skyld.
Og så var der Gladsaxe-modellen, kommunen der ville opspore udsatte børn via et pointsystem baseret på tandlægebesøg, alkoholbehandlinger, arbejdsløshed og meget andet, noget der mindede Kinas Social Credit, så meget, at det egentlig blev bremset….men det fortsætter såmænd alligevel….i Gladsaxe.
Vi fik også et nationalt genomcenter, som rigspolitiet(også) forventer adgang til, selvom forskerne siger det modsatte, Automatisk NummerPlade Genkendelse blev udbredt til hele landet, og politiet kører nu deres computersystemer via amerikanske Palantir – et firma, der også har nære kontakter til GCHQ og NSA.


Der var balladen om nationale test, der skulle være anonyme men ikke var det, og der var IT-læk-skandaler i hobetal, hovedløst udsalg af kritisk digital infrastruktur og Huawei, der måske alligevel ikke får lov at lave 5g i DK.

MEN, det er nytår og 2019 bliver ikke bare bedre, det bliver aldeles fantastisk -og derfor bør jeg også takke alle de samarbejdspartnere jeg har haft i -18, det bliver en lang liste, så hold ud og hold fast:
Tak til radio24syv – og mine fantastiske kolleger der – for FM-sendetid og podcast og tak til alle dem, der har været i studiet og stillet op!
Også tak til Forbundet af IT-professionelle – PROSA – for at lade mig lave deres nye podcast, DATADEBAT, vi er stadig beta, hold øje med den her…..
Tak til Avisen Kommunen for at stille klummeplads til rådighed for alle mine mærkelige udfald.
Tak til Krogerup Højskole for at få lov til at tale bekymret for unge og knap så unge mennesker mennesker, glæder mig til at gøre det igen.
Rigtig mange tak til Marstal Navigationsskole, hvor et lille, men dedikeret publikum stillede op en sort efterårsdag.
Tak til GlobalConnect for Roundtables – igen.
Tak til BORNHACK, hvor jeg fik lov at fortælle om den nye tænketank, jeg er medstifter af: ‘Analogiseringsstyrelsen’.
Tak til Fremvirke for interesse for netop Analogiseringsstyrelsen – vi høres ved i det nye år!
Tak til Favrskov Kommune og Biblioteket og den bibliotekar(du ved hvem du er), der fik mig dertil – jeg elsker biblioteker! Og derfor også tak til Odense Bibliotek – det var spændende at få lov at tale for jer.
Tak til Folkemødet på Bornholm, til statsadvokaten for at slippe mig løs i debat om automatisering i staten og til TRYG for godt samarbejde.
Tak til folkeuniversitet i Fensmark for en god aften og håber I kunne bruge de konkrete råd om telefoner og computere til noget.
Tak til CPH-dox for moderatortjans om Predictive Policing.
Tak til Oure Højskole for dejlig forårsaften og mange ord.
Tak til Dansk Energi for at lade mig forudsige problemerne med SMART-meters – det kom lidt senere end jeg havde regnet med, men de er der…nu!
Tak til Herlev og Gentofte hospital for at høre på min version af hvad GDPR betyder – og hvad det BURDE betyde.
Tak til Sikkerhedsbranchen – vi kommer til at se mere til hinanden i 2019.
Tak til TV2-news, DR-dagen og ikke mindst Orientering på P1 for at hive mig ind foran andres mikrofoner og de der mystiske kameraer, og lade mig sige mærkelige ting til mange mennesker.
Tak til IDA for endnu engang at hyre mig som moderator på DRIVING-IT.
Og tak til min booker, ‘Tajmer‘, der skaffer mig penge og nogen at tale til.

Mens jeg sad og skrev det her, nåede Socialdemokraterne så lige at toppe listen med rettighedsnedbrydende tiltag i dette år: De mener vi ikke har NOK automatisk nummerplade genkendelses kameraer(ANPG) i Danmark, og det gør livet for nemt for de indbrudstyve, politiets egne statistikker ellers siger har lavet mindre i år, end sidste år.
Alligevel siger Trine Bramsen: »I dag kan man køre fra Storebælt og helt til København uden, at der er en eneste. Det er ikke godt nok. Det gør livet meget let for indbrudstyve«, og een ting er, at hun hermed lægger op til, at almindelige, uskyldige danskere skal identificeres og overvåges endnu mere – men det er faktisk værre endnu, for det passer simpelthen ikke, at man kan køre fra Storebælt til København uden at blive registreret, hvilket blandt andet kan ses her på internetaktivisten Christian Pantons side, ANPG.DK.

Som jeg skrev i starten, så var 2018 året hvor meget gik i stykker.
I vore og i vore politikeres hoveder, i computere og i det hele taget.
Lad 2019 blive året, hvor vi vågner den 1. januar, ryster på hovedet, smiler ved os selv og siger: Sikke noget rod vi fik lavet – lad os få ryddet op i det her og genskabt menneskelige forhold så Danmark igen bliver et sted, vi kan være i fred og både være og passe os selv, mens vi passer på hinanden.
Godt nytår – fra Garage Communication – og den dansende kat, Anders Kjærulff(effect via: Facebook Messenger).

Analog fan-post

Fik det her til morgen og blev glad over den indsats der ligger bag.

Det sker ca hvert halve år, ellers er det mest mail og facebook- tilkendegivelser – men det her er de bedste, samtidig med, at der altid er noget bekymrende over gammeldags mail, hvad er der indeni, vil nogen een det ondt, er det en vred besked?
Og så er der det sært NØGNE med en håndskrift/maskinskrift, dens unikhed og personlighed virker i disse kolde tider næsten intimiderende – til man lige får sig selv slået tilbage til virkeligheden igen og kan GLÆDE sig.

Jeg blev også enormt glad i lørdags, da en ung tjener på en Århusiansk frokost restaurant, pludselig sagde: “undskyld, er det ikke dig fra Aflyttet – jeg er kæmpefan”!

Blev så betuttet, at jeg ikke fik sagt ordentligt tak, men bare mumlede noget – skulle du læse det her, så stor tak for lyt!

Det store civilisatoriske tilbageslag…

Der er nu betalingstoiletter på hovedbanen i København. Trængende borgere kan betale med mobilepay og kort. Det er alt sammen helt automatisk og overvåget af kameraer, så man hurtigt kan få en af de utallige securitas folk, der befolker banegården til hjælp, hvis en pengeløs, pistrængende borger skulle forsøge at komme ind…
København Hs besøgende er heldige.
På andre stationer har man simpelthen låst og lukket toiletterne. Og vasker nu urin af bygningerne tre gange dagligt.

Udenfor stirrer alle på skærme. Information fra mennesker er spredt og tilfældig og sådan lidt pinlig. Se på skærmen, lyder det, hvis man spørger.

Vi ved ikke mere end det, der står der.

Kameraerne ser alt. Er overalt. Se op, i det øjeblik du føler dig tryg og rolig og uidentificeret og du ser direkte ind i en linse, der aflæses af ansatte og software i Aalborg, folk du ikke kender og som ikke kender dig.

Du er et suspekt objekt.

Du bevæger dig.

Midt i – som en mindestue over nogen der er døde – modelbanen. Brug kun 2 kroner, skrives der. Stationen er næstved. Ingen har mønter mere.

Alt står stille.

I erindringen om det, der var engang.

Helikopterblikket

Jeg kan huske, da dansk politi rigtig begyndte at bruge helikoptere.
Det var under FNs klimatopmøde i København 2009.
Bevares, de havde helikoptere før, de blev lejlighedsvist brugt til fartkontroller og eftersøgninger, men man så dem sjældent, meget sjældent i luften.

Idag ser vi dem næsten hver dag i København – idag, den 2 oktober åbner folketinget, og derfor ligger der så een og cirkler rundt over indre by i lav højde, udstyret med guderne må vide hvad af overvågingsudstyr.

Uanset hvor meget helikopteren kan se af os almindelige dødelige og fredelige københavnere, os der traver rundt på gaderne, så er alene lyden noget, der påvirker en.

Den hænger der bare, eller cirkler, og hver gang den passerer mig, føler jeg helt automatisk, at det er mig, de ser på.
Det gør de nok ikke.
Men effekten og følelsen er der altså. Og den maner til bekymrethed.

Det er ikke kun helikoptere, vi ser, der er også overvågningsfly i luften tidligt og silde, det er hjemmeværnets og DE optager alt de ser, og det er meget, og de gemmer det, så man kan spole tilbage og se hvad der er sket på et eller andet tidspunkt og med bandeskyderier og den slags, så er det vel også ok?
Eller er det?
For det er jo ikke det eneste, der bliver holdt øje med. Vore telefonsamtaler logges og hvem vi ringer og smser med og HVOR VI ER IMENS gemmes i et år. For en sikkerheds skyld. Og kameraer? Jo, Danmark har flere overvågningskameraer per indbygger end England, over 2 millioner øjne har vi, over det hele.  Altsammen for en sikkerheds skyld.


De, der er mest bange, er vore politikere, må jeg konkludere efter at have set seneste sikkerhedsombygning af pladsen foran Christiansborg. Som een, der er gammel nok til at huske hvordan det var for ganske få år siden, hvor ministre kørte på cykler, uden livvagter og hvor der var fri adgang til Christiansborg via hoveddøren, og en, naturligvis, overvågen vagt, så er tidens syn af jernstolper, der kan standse lastbiler, eksplosionssikre ruder og ikke mindst en besøgskontrol på samme niveau som lufthavnenes, inklusive scanning af tasker og metaldetektorer, et fortvivlende tegn på, hvilket angste tider vi nu lever i.
Da jeg kom forbi den anden dag, havde man sågar afspærret ridebanen med politi-tape – ikke at det betyder noget i praksis – men det føles så utroligt forkert.


Tager vi helikopter-blikket et par tusind fod højere og 53 år længere tilbage, kunne man se et folketing, der fungerede frit og åbent i et Danmark, der flød med sprængstoffer og våben efter besættelsen.
Man lukkede ikke ned. Man bevogtede ikke dørene. Måske var det ikke nødvendigt, med gaderne fulde af engelske tropper og frihedskæmpere? Men vi blev jo ved med at være et frit og åbent demokrati meget, meget længe. Vi så risikoen i øjnene. Og der skete ingen verdens ting….
Det gør der tydeligvis nu.

For mange år siden, i 90erne, var jeg i Los Angeles, hvor en politihelikopter hang over Venice Beach med en projektør, der lyste på en flok kriminelle og jeg tænkte, woaw, det er ligesom i kriminalfilmene, og godt vi ikke har den slags i Danmark.
Men det har vi nu. Og det går ikke væk.
Magten ser ned på os, konstant, for en sikkerheds skyld, de er deroppe og vi, vi går rundt hernede, og dukker os lidt mere, end vi plejede….

Folkemøder

Har mødt en mand der har hørt ALLE mine programmer. To gange! Og han var helt normal og ville bare sige at min stemme havde fyldt meget i hans hoved. Og en anden ville bare hilse på mig og sige han og “mange andre” var vildt glade for Aflyttet og ville høre hvor stort mit hold var.

Mit hold er mig – med masser af backup fra andre, der synes det er vigtigt og som hjælper og stiller op(I ved hvem I er!). Og producer Ninette Birck, der altid er der, når man sender og som lytter og giver ro, sammen med gode afviklingsteknikkere, så jeg kan glemme knapperne og lytte og tale. ❤️

Jeg har modereret to debatter og optaget Aflyttet live-on-tape.

Nu er det aften og jeg burde drøne rundt og drikke fadøl og rosevin og netværke. Men jeg duer ikke til netværk. Er ikke tørstig på den måde. Og er træt som et alderdomshjem.

Gik tur. Så på himlen. Nu, endelig, helikoptorfri.

I morgen angriber vi. Igen.

For-Folkemøde

Er her igen. Skal lave program, og være ordstyrer for PROSA om logning og automatisering og overvågning på arbejdspladsen, og jeg skal være hos TRYG og styre et slag om Cybersikkerhed. Og så skal jeg være MED i en debat, udelukkende på baggrund af mine holdninger. Jeg skal snakke om kunstig intelligens og dataetik. Og jeg er oppe mod folk, der generelt mener, at alt med AI, robotter og automatisering er UAFVENDELIGT og godt.

Jeg har det lidt som drengen i kejserens nye klæder men ved godt at jeg også selv er kejseren…

Vi er alle kejsere. Og Vi kejsere foretrækker tilsyneladende luftkasteller…

De kan også være pæne. Her er et. Fra Sandvig Camping, hvor natten er blid og indigoblå og helt analog.

Jeg løb fem kilometer idag. Ca. For jeg målte det ikke. Og jeg har kørt 100 km på motorcykel. En del I regnvejr. Det var dejligt.

Og jeg hoppede i vandet fra bro. Eller rettere: Det vil jeg gøre imorgen. Idag havde jeg kun hovedet under vandet fra stigen, og turde ikke sætte foden ned på stenet bund.

Imorgen badesko.

Et sted på pladsen: Børn på hoppeborg. Små drenge. De vil ikke i seng. De vil aldrig sove.

Kun hoppe, vægtløst bumpe rundt, mens de hviner og råber over at være her. Nu.