Analog fan-post

Fik det her til morgen og blev glad over den indsats der ligger bag.

Det sker ca hvert halve år, ellers er det mest mail og facebook- tilkendegivelser – men det her er de bedste, samtidig med, at der altid er noget bekymrende over gammeldags mail, hvad er der indeni, vil nogen een det ondt, er det en vred besked?
Og så er der det sært NØGNE med en håndskrift/maskinskrift, dens unikhed og personlighed virker i disse kolde tider næsten intimiderende – til man lige får sig selv slået tilbage til virkeligheden igen og kan GLÆDE sig.

Jeg blev også enormt glad i lørdags, da en ung tjener på en Århusiansk frokost restaurant, pludselig sagde: “undskyld, er det ikke dig fra Aflyttet – jeg er kæmpefan”!

Blev så betuttet, at jeg ikke fik sagt ordentligt tak, men bare mumlede noget – skulle du læse det her, så stor tak for lyt!

Det store civilisatoriske tilbageslag…

Der er nu betalingstoiletter på hovedbanen i København. Trængende borgere kan betale med mobilepay og kort. Det er alt sammen helt automatisk og overvåget af kameraer, så man hurtigt kan få en af de utallige securitas folk, der befolker banegården til hjælp, hvis en pengeløs, pistrængende borger skulle forsøge at komme ind…
København Hs besøgende er heldige.
andre stationer har man simpelthen låst og lukket toiletterne. Og vasker nu urin af bygningerne tre gange dagligt.

Udenfor stirrer alle på skærme. Information fra mennesker er spredt og tilfældig og sådan lidt pinlig. Se på skærmen, lyder det, hvis man spørger.

Vi ved ikke mere end det, der står der.

Kameraerne ser alt. Er overalt. Se op, i det øjeblik du føler dig tryg og rolig og uidentificeret og du ser direkte ind i en linse, der aflæses af ansatte og software i Aalborg, folk du ikke kender og som ikke kender dig.

Du er et suspekt objekt.

Du bevæger dig.

Midt i – som en mindestue over nogen der er døde – modelbanen. Brug kun 2 kroner, skrives der. Stationen er næstved. Ingen har mønter mere.

Alt står stille.

I erindringen om det, der var engang.

Helikopterblikket

Jeg kan huske, da dansk politi rigtig begyndte at bruge helikoptere.
Det var under FNs klimatopmøde i København 2009.
Bevares, de havde helikoptere før, de blev lejlighedsvist brugt til fartkontroller og eftersøgninger, men man så dem sjældent, meget sjældent i luften.

Idag ser vi dem næsten hver dag i København – idag, den 2 oktober åbner folketinget, og derfor ligger der så een og cirkler rundt over indre by i lav højde, udstyret med guderne må vide hvad af overvågingsudstyr.

Uanset hvor meget helikopteren kan se af os almindelige dødelige og fredelige københavnere, os der traver rundt på gaderne, så er alene lyden noget, der påvirker en.

Den hænger der bare, eller cirkler, og hver gang den passerer mig, føler jeg helt automatisk, at det er mig, de ser på.
Det gør de nok ikke.
Men effekten og følelsen er der altså. Og den maner til bekymrethed.

Det er ikke kun helikoptere, vi ser, der er også overvågningsfly i luften tidligt og silde, det er hjemmeværnets og DE optager alt de ser, og det er meget, og de gemmer det, så man kan spole tilbage og se hvad der er sket på et eller andet tidspunkt og med bandeskyderier og den slags, så er det vel også ok?
Eller er det?
For det er jo ikke det eneste, der bliver holdt øje med. Vore telefonsamtaler logges og hvem vi ringer og smser med og HVOR VI ER IMENS gemmes i et år. For en sikkerheds skyld. Og kameraer? Jo, Danmark har flere overvågningskameraer per indbygger end England, over 2 millioner øjne har vi, over det hele.  Altsammen for en sikkerheds skyld.


De, der er mest bange, er vore politikere, må jeg konkludere efter at have set seneste sikkerhedsombygning af pladsen foran Christiansborg. Som een, der er gammel nok til at huske hvordan det var for ganske få år siden, hvor ministre kørte på cykler, uden livvagter og hvor der var fri adgang til Christiansborg via hoveddøren, og en, naturligvis, overvågen vagt, så er tidens syn af jernstolper, der kan standse lastbiler, eksplosionssikre ruder og ikke mindst en besøgskontrol på samme niveau som lufthavnenes, inklusive scanning af tasker og metaldetektorer, et fortvivlende tegn på, hvilket angste tider vi nu lever i.
Da jeg kom forbi den anden dag, havde man sågar afspærret ridebanen med politi-tape – ikke at det betyder noget i praksis – men det føles så utroligt forkert.


Tager vi helikopter-blikket et par tusind fod højere og 53 år længere tilbage, kunne man se et folketing, der fungerede frit og åbent i et Danmark, der flød med sprængstoffer og våben efter besættelsen.
Man lukkede ikke ned. Man bevogtede ikke dørene. Måske var det ikke nødvendigt, med gaderne fulde af engelske tropper og frihedskæmpere? Men vi blev jo ved med at være et frit og åbent demokrati meget, meget længe. Vi så risikoen i øjnene. Og der skete ingen verdens ting….
Det gør der tydeligvis nu.

For mange år siden, i 90erne, var jeg i Los Angeles, hvor en politihelikopter hang over Venice Beach med en projektør, der lyste på en flok kriminelle og jeg tænkte, woaw, det er ligesom i kriminalfilmene, og godt vi ikke har den slags i Danmark.
Men det har vi nu. Og det går ikke væk.
Magten ser ned på os, konstant, for en sikkerheds skyld, de er deroppe og vi, vi går rundt hernede, og dukker os lidt mere, end vi plejede….

Folkemøder

Har mødt en mand der har hørt ALLE mine programmer. To gange! Og han var helt normal og ville bare sige at min stemme havde fyldt meget i hans hoved. Og en anden ville bare hilse på mig og sige han og “mange andre” var vildt glade for Aflyttet og ville høre hvor stort mit hold var.

Mit hold er mig – med masser af backup fra andre, der synes det er vigtigt og som hjælper og stiller op(I ved hvem I er!). Og producer Ninette Birck, der altid er der, når man sender og som lytter og giver ro, sammen med gode afviklingsteknikkere, så jeg kan glemme knapperne og lytte og tale. ❤️

Jeg har modereret to debatter og optaget Aflyttet live-on-tape.

Nu er det aften og jeg burde drøne rundt og drikke fadøl og rosevin og netværke. Men jeg duer ikke til netværk. Er ikke tørstig på den måde. Og er træt som et alderdomshjem.

Gik tur. Så på himlen. Nu, endelig, helikoptorfri.

I morgen angriber vi. Igen.

For-Folkemøde

Er her igen. Skal lave program, og være ordstyrer for PROSA om logning og automatisering og overvågning på arbejdspladsen, og jeg skal være hos TRYG og styre et slag om Cybersikkerhed. Og så skal jeg være MED i en debat, udelukkende på baggrund af mine holdninger. Jeg skal snakke om kunstig intelligens og dataetik. Og jeg er oppe mod folk, der generelt mener, at alt med AI, robotter og automatisering er UAFVENDELIGT og godt.

Jeg har det lidt som drengen i kejserens nye klæder men ved godt at jeg også selv er kejseren…

Vi er alle kejsere. Og Vi kejsere foretrækker tilsyneladende luftkasteller…

De kan også være pæne. Her er et. Fra Sandvig Camping, hvor natten er blid og indigoblå og helt analog.

Jeg løb fem kilometer idag. Ca. For jeg målte det ikke. Og jeg har kørt 100 km på motorcykel. En del I regnvejr. Det var dejligt.

Og jeg hoppede i vandet fra bro. Eller rettere: Det vil jeg gøre imorgen. Idag havde jeg kun hovedet under vandet fra stigen, og turde ikke sætte foden ned på stenet bund.

Imorgen badesko.

Et sted på pladsen: Børn på hoppeborg. Små drenge. De vil ikke i seng. De vil aldrig sove.

Kun hoppe, vægtløst bumpe rundt, mens de hviner og råber over at være her. Nu.

STOP LUSKEBUKSERIET – tilfældige noter med mange udråbstegn til rant om DATAETIK, opført @KLUB 19.4.2018

Vi taler hele tiden om DATA. Data-Etik. Data-portabilitet. Datalæk. Data-drevet. Big Data.
Men DATA lyder så…’fluffy’.
Hele dette rum, er fyldt med data, der ikke giver nogen mening. De betyder først noget, når de er blevet ordnet og samlet på person-niveau i lange kolonner. Når man kan søge i dem og lave statistikker og udtræk. Når AI kan kigge på dem og finde mønstre.
Men så er det ikke længere data.
Så er det blevet et REGISTER.
Lad os holde op med at tale om DATA.
Lad os tale om REGISTRE!

REGISTRE ER VIDEN ER MAGT
. Registre er blevet brugt til at undertrykke og anholde og styre og dræbe befolkninger og lande og grupper af mennesker gennem århundreder. Vi ved hvad registre er. Registre er FARLIGE og skal omgås med ekstrem forsigtighed! De skal være underlagt demokratisk kontrol!

Engang var det kun CIA, NSA, KGB, FSB, MI5, FE og PET og alle de andre, der lavede hemmelige registre..….nu er det en forretningsmodel og et forvaltningsprincip i staten, drevet af drømme om machinelearning, AI og Big Data.

Big Data=REGISTER.
Register=Profilering af mennesker og det at have en forretningsmodel, der kun handler om at lave og sælge registre over andre og profilere dem er SYGT, KLAMT, GRÆNSEOVERSKRIDENDE, LØGNAGTIGT og ØDELÆGGENDE for tilliden mellem tech og mennesker!

Danmark bør stoppe med at forsøge at efterligne ekstremt dårlige overvågningskapitalistiske modeller fra Google og Facebook i en blind jagt på Disruption og Big Data.
Vi må vælge en bedre, mindre lusket vej, det kræver åbenhed og viljen til at spørge før man tager. Det bliver ikke nemt – men hvis det lykkes, er vi milevidt foran de andre.
TÆNK: Sådan gør vi ikke her i Danmark! Vi snager ikke. VI spionere ikke på hinanden.

RÅD: CHECK MED JER SELV: 
RAGER DET HER EGENTLIG ANDRE/MIG?

SAMMENLIGN MED IRl!


Ville i bryde jer om, at de her oplysninger blev printet ud og delt ud på gadehjørner til tilfældige? 

Ville det være ok, hvis jeg printede billeder af jeres børn fra Facebook og solgte dem på nettet – de var jo alligevel slået offentligt op?
At de blev indsamlet FYSISK af en person, der bankede på hjemme hos jer og bad om opdaterede billeder af jeres familie?
Hvad kan der ske, hvis oplysninger om jer pludselig overføres/bruges til andre formål?
Hvis I, som nogen, der laver registre opdager et nyt formål at bruge at bruge dem til – informerer I så dem, der står i det?

HUSK: 
Det er KLAMT og LUSKEBUKSET at spionere på andre! HOLD OP! SØG HJÆLP! STANDS!

VI har ikke brug for et datatilsyn, vi har brug for et REGISTERTILSYN!

EKSTRA:

A: VI STÅR OVER FOR MEGET STORE UDFORDRINGER MED SMARTE BYER/DIGITALISERET LIV. Computeren, et meget kraftigt værktøj, er nemlig især god til to ting: OVERVÅGNING og REGISTRE.

B: Vi bør definere hvad der er KRITISK DIGITAL INFRASTRUKTUR og få det under demokratisk, statslig kontrol!
Vi må derefter igang med (Gen)Opbygning af infrastruktur hvor vi også beholder analoge systemer – enten som backup eller simpelthen som løsningen

Drop dårlige IOT-løsninger med lav sikkerhed(scada)



C: Bevar kontanter!
Adskil registre!


D: LAV EN REEL COST-BENEFIT ANALYSE AF DIGITALISERINGEN! NU!

E: SPØRG BORGERNE FØR DER LOGGES

F: LAV SÅ FÅ REGISTRE SOM MULIGT – SLET HVIS DE IKE LÆNGERE ER RELEVANTE!

G: DROP TELEFON- OG DATA-FETISCHISME


H: DET OFFENTLIGE UD AF FACEBOOK!



PS: TÆNK OVER, HVORDAN VI FÅR DANSKERNE LIDT LÆNGERE VÆK FRA SKÆRMEN – IKKE TÆTTERE PÅ DEN!

Mens vi venter…

Det sker man på sine uendelige vildveje på internettet kommer til at surfe forbi ting, der bliver siddende, selvom de hverken er nye eller handler om noget.


Her har vi f.eks. en video fra 2013 med noget politi og en kvinde i en bil, der vist nok er nød til at vente på Keanu Reeves, fordi hun er kørt ind i hans motorcykel, der tilsyneladende ikke har taget skade. Sådan har jeg i hvertfald forstået det, men jeg kan have taget fejl, for jeg har kun set den een gang, og tør ikke se den igen. Ikke fordi den er uhyggelig eller skræmmende, men fordi det hele virker som en slags hinde, der lægger sig over øjet bagefter og får een til at søge andre steder hen. Alligevel vil den ikke forlade mig.
Hele scenariet er omringet og besat af adskillige snese paparazzi, der lægger et klikkende, sitrende rytmespor under denne tilfældige og forbavsende umusikalske episode, skildret i 3 min og 36 sekunder af din uklippede realtid.
Videoen er set over 3,3 millioner gange. Der er hverken svar eller spørgsmål i den. Der er ingenting. Ud over begivenheden Keanu, der er et univers i sig selv, som politi, dame i bil og vi, seerne, underlægger os.
Keano har ventet længe nok
Keanu virker tilgengæld ikke tilpas i det univers.
Det er for tungt og fyldt. Han tager aldrig hjelmen af. Han er bange for, at det hele vil falde ned over ham. Han vil bare videre. Væk.
Han er et sort hul i virkeligheden, og først i det øjeblik hans Norton Commando endelig starter med et befriet brøl og han kører væk, uden at vinke eller se sig tilbage, genetableres det vi kalder tid og rum.
Kvinden. Keanu. Og os. Vi har ventet længe, måske har vi altid ventet, jeg ved det ikke. Det eneste jeg ved, er at vi venter endnu.
Og vi ikke aner hvad vi venter på.
Keanu drejer om hjørnet. Han drejer og drejer, ligesom ventecirklen på min computer, den der loader, den der viser mig, at tiden går. Hurtigt. Hurtigt. Nu.

AUTO 2

Jeg taler til lysende ting.
Jeg trykker
på lysende ting.
Jeg læser på lysende ting.
Jeg hæver lysende ting op foran ansigtet
Og lader lysende ting se mig og gemme mig i sig
Lysende ting tager mig
Og sender mig videre
Og du taler til lysende ting
Om mig taler du
Du trykker på lysende ting og ser på den, ser dybt ind i nåleøjet, og du smiler.
Og lysende ting ser på dig og ser du tænker på mig og lysende ting gemmer dig og sender dig
Til mig.
Og jeg er en lysende ting, jeg taler med mig selv, jeg trykker mig på maven og sender mig rundt
I mig selv.

 

 

 

 

Når TAK er et fattigt ord….

Jeg har gennemgået hele mit følelsesregister i denne weekend.
Jeg har været i tvivl, panisk, opgivende, rasende på mig selv og dernæst sort deprimeret.
For dernæst af blive meget, meget lykkelig igen.

Det begyndte med en hyggelig, animeret fredag, et fyraftensarrangement med nogen rigtig gode drengevenner, som indeholdt en del øl, en aften jeg lige ville afslutte med en tur på McDonalds ved Nørreport St. kl. 1.00 – efter det gik jeg ned til S-toget og ventede og konstaterede at toget først kom om 30 minutter, gik op på gaden igen og prajede en taxa.
Efter at have kørt ca. 3 minutter slog det mig: Jeg mangler noget.
Jeg mangler min rygsæk!
Min rygsæk er en Haglöf og min arbejdsrygsæk, og normalt ville jeg have stillet den hjemme før jeg gik ud, men denne gang var der tale om et lille eftermiddagsarrangement, der var accelereret og jeg var ikke nået hjem først.
Rygsækken indeholdt det meste af mit professionelle og en stor del af mit private liv: En MacBook pro, fyldt med programmer og tekster, en NAGRA Ares digital båndoptager, mit pressekort og bunker af notesbøger og personlige papirer og ledninger og hvad ved jeg. Jeg er altid opmærksom på, om jeg har dem med, og hvor den står.
Eller det troede jeg, i hvertfald.
Og nu var den VÆK.
Jeg fik vendt Taxaen og tog tilbage på McDonalds. Ingen spor. Var i begge kiosker over stationen for at se om nogen havde indleveret noget. Ingen Spor. Kun en deprimerende melding fra en kioskejer: Hvis du har glemt den nede på stationen, så er der ikke de store chancer for, du får den igen.
Det værste var, at jeg ikke kunne komme i tanke om noget som helst sted, jeg havde stillet den rygsæk fra mig. Den plejer at være klistret til min ryg altid.
Men nu var den væk. Og jeg kunne ikke gøre mere, før dagen efter, hvor jeg igen besøgte McDonalds og stationen og hittegodskontoret på Hovedbanen og i øvrigt skyndte mig at lave en anmeldelse til politiet.
Men den var væk.
Jeg gennemgik en række scenarier, igen og igen: Kunne jeg have glemt den på McD hvor nogen så havde hugget den? Sandsynligt men på den anden side….Kunne jeg have stillet den fra mig på stationen? Usandsynligt, syntes jeg.
Som timerne gik, blev jeg mere og mere trist: En ting var data på computeren, den var krypteret(JUHU) og ingen ville kunne komme ind i den og hvis nogen tændte kræet, ville den dukke op på min ‘find-my-iphone’-overvågning. Men den stod off-line hele dagen….
Jeg ville kunne købe en ny og gendanne data fra backup. Det ville være træls og dyrt – men dog løsbart.
Båndtageren var en anden snak: Jeg har fundet den på Ebay efter måneders research, den er nærmest antik og ingen andre end jeg ville ane, hvad den kunne bruges til. Men jeg elsker den.
En evt. tyv ville sandsynligvis smide det hele, inklusive mine notebøger(fyldt med to års u-backuppede digte) i en skraldespand eller i havnen, tage computeren og få den slettet totalt før han sendte den ud af landet….
Jeg havde mistet mig selv. Og jeg kunne ikke gøre noget ved det.
Men lørdag kl. 22.10 ringede min telefon så.
Og det var Nordsjællands politi. Om jeg havde mistet en rygsæk med et pressekort og båndoptager og en computer? For den var blevet indleveret af ‘en borger’ og befandt sig nu i Hillerød, hvor jeg kunne hente den søndag(udenfor åbningstid – fusket igennem via Helsingør servicecenter og TAK også til dem og til Nordsjællands Politi, to søde betjente, der virkede ligeså glade som jeg selv)
Borgeren viste sig at hedde Angelo. Han havde fundet min taske på stationen – jeg må have stillet den fra mig – alligevel? Måske? Og hvor heldigt var det lige, at han ikke bare ringede til politiet, og de så kom med rullemarie, der så kunne have spærret det hele af og sprunget mine ejendele i luften for sikkerheds skyld?
Selv om Angelo sagde ‘det er ikke nødvendigt’ sendte jeg ham en massiv findeløn(ti procent af anslået værdi) via mobilepay.
På sit profilbillede på mobilepay ligner han ellers een af dem, jeg hele dagen havde raset rundt i byen og mistænkt for at være den type, der kunne have hugget min rygsæk, ung og ikke umiddelbart dansk.
Følelsen af svigt får mange grimme ting frem i een….nu sad jeg og skammede mig….! Og han var ikke den eneste, jeg nåede at mistænke: Nogen fattige hjemløse på McDonalds var også på min radar sammen med Taxachaufføren selv, var han måske til at stole på, har jeg tænkt, da det var allersortest.

Sidder nu og skriver dette blogindlæg på den maskine, jeg troede var tabt for evigt, mens jeg tænker på ting og identitet, og på, at hvor afhængige vi er af hinanden, af at kunne stole på hinanden.
Jeg er kisteglad over at den kom tilbage, rygsækken.
Og glad for at kunne fastslå, at mennesket generelt er godt og at vi finder ud af det, altsammen, også når en lettere beruset borger får en absence, og går fra sin rygsæk, uden at tænke over det og uden at se sig tilbage….

TAK for 2017 i Garagen: Podcasts, skriverier, FM og foredrag…

“Life should not be a journey to the grave with the intention of arriving safely in a pretty and well preserved body, but rather to skid in broadside in a cloud of smoke, thoroughly used up, totally worn out, and loudly proclaiming “Wow! What a Ride!”
― Hunter S. Thompson, The Proud Highway: Saga of a Desperate Southern Gentleman, 1955-1967

Sikke et år!
Jeg har fået så meget taletid, at jeg næste ikke kan kan være i mig selv længere – derfor er det på tide at trække vejret, dybt, helt ned i maven, og nøjes med at sige: TAK – selvom det, som I kan se, også kan fylde en hel del…
Tak til radio24syv for at lade mig sende AFLYTTET gennem den højtelskede æter aka FM en gang om ugen, det er det pendul, hvorom min tid og mit liv kører, nu på sjette år….hvis du ikke lytter allerede, så kan man abonnere via itunes eller bare lytte her: https://www.radio24syv.dk/programmer/aflyttet/
Tak til KOMMUNEN for at lade mig skrive klummer – læs dem her: https://kommunen.dk/blogtema/en-elektro-pedels-bekendelser

Tak til GodMorgen Danmark og TV2-News for at lukke mig ind foran kameraer og se vigtig ud og udlægge et eller andet cyber-noget for seere – og SÆRLIG tak til dem, der gider se på mig og tak til DR2 Dagen og dem fra P3 og P1, der lader mig snakke i det store glashus, sidst her….https://www.dr.dk/radio/p1/droner-og-kanoner/droner-og-kanoner-65
Og allerstørst tak til alle dem, der har inviteret og ovenikøbet betalt mig for at holde foredrag(og hey, i ringer bare/mailer om ting i det nye – eller BOOKER mig her: https://bookforedrag.dk/anders-kjaerulff/ )! Tak til Krogerup Højskole, hvor jeg har fået mulighed for at skræmme – og uddanne – unge og gamle, til UDSYN- Himmelbjergegnens debatforening, det blev en fin aften trods diverse tekniske problemer i en præstegård med verdens smukkeste udsigt, til Hvalsø Bio, hvor et tålmodigt publikum holdt ud gennem denne dystopiske gennemgang af det moderne livs frastødende nytte,  til IT-universitetet, hvor jeg skramlede mig igennem på engelsk, til NIA-net og to gange foredrag, på Geranium, til ZIBRA og InQuation for at lægge øre og telt til Folkemøde-moderationer og foredrag og ikke mindst for at stå bag FUTURE CRYPTO og IQ CRYPTO, til Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune – der troede de skulle have en glad dag om digitaliseringens lyksaligheder, beklager, sådan blev det ikke…helt, til IDA og DRIVING-IT for at bruge mig som moderator på Privacy-sporet, til DFI og Medierådet for Børn og unge,  til Center for CyberSikkerhed og til Forsvarets Efterretningstjeneste for at invitere til fødselsdag(!) og tak til de, derinde, for åbenbart også at lytte til mig, til EDGEMO i både Hinnerup og Albertslund, det var sjovt at sparke en morgen i gang hos jer,  til BORNHACK, hvor jeg altid føler mig dum og bagud teknisk men hvor jeg altid bliver taget godt i mod og hvor verdens bedste mennesker kommer og hvor Daniel Domsheit-Berg stillede spørgsmål og tusind tak til verdens sejeste fagforening PROSA for at lade mig lave oplæg for CryptoHelte og skrive i Prosabladet….og her på det seneste: Lave PODCASTs – jeg har i år indkøbt nyt udstyr og kan hyres til særlige opgaver, skriv!
Men allermest og størst tak til de mennesker, der støtter mig og stiller op som kilder og hjælpere og som skriver til mig på Facebook og Twitter og som yder en uvurderlig og frivillig indsats for mit radioprogram – som jo kun har lille mig som bemanding – jeg NÆGTER at nævne navne – mange af jer vil i øvrigt også helst være anonyme og det er HELT ok, men I ved i den grad hvem I er ❤
Jeg ved desværre også, at der nogen, jeg har glemt at ringe tilbage til, nogen der venter på en mail, nogen, der ikke fik det svar, jeg lovede eller den opfølgning vi havde aftalt – det vil jeg gerne sige undskyld for, og kan vi ikke tage den forfra i det nye? SKRIV eller ring!
Og til jer, få, alt for få, der følger denne blog direkte: Var der ikke noget med nogen CYKLER i det her år? Jo…i den grad, og her må jeg desværre melde, at det ikke går så godt med det….’hacker3′ (baseret på et ASMUSSEN stel) står ganske vist færdig nu, men også den er for lille til mig(suk)…hvis nogen er interesseret i købe, så sig til, den står og fylder….
Motorcyklen har nu overtaget pladsen i garagen – der står den og hygger sig, til det igen er varmt nok til at suse rundt i Danmark….

beklager baggrund….

Og med denne usædvanligt patetiske og meget selvoptaget linkede rant, vil jeg og mit lillebitte firma ønske alle en god jul og et lykkebringende nytår og husk: Vi længes stadig efter sandheden, i en sjæl og et legeme – det bliver heller ikke ligenu – men måske, om lidt?