STOP LUSKEBUKSERIET – tilfældige noter med mange udråbstegn til rant om DATAETIK, opført @KLUB 19.4.2018

Vi taler hele tiden om DATA. Data-Etik. Data-portabilitet. Datalæk. Data-drevet. Big Data.
Men DATA lyder så…’fluffy’.
Hele dette rum, er fyldt med data, der ikke giver nogen mening. De betyder først noget, når de er blevet ordnet og samlet på person-niveau i lange kolonner. Når man kan søge i dem og lave statistikker og udtræk. Når AI kan kigge på dem og finde mønstre.
Men så er det ikke længere data.
Så er det blevet et REGISTER.
Lad os holde op med at tale om DATA.
Lad os tale om REGISTRE!

REGISTRE ER VIDEN ER MAGT
. Registre er blevet brugt til at undertrykke og anholde og styre og dræbe befolkninger og lande og grupper af mennesker gennem århundreder. Vi ved hvad registre er. Registre er FARLIGE og skal omgås med ekstrem forsigtighed! De skal være underlagt demokratisk kontrol!

Engang var det kun CIA, NSA, KGB, FSB, MI5, FE og PET og alle de andre, der lavede hemmelige registre..….nu er det en forretningsmodel og et forvaltningsprincip i staten, drevet af drømme om machinelearning, AI og Big Data.

Big Data=REGISTER.
Register=Profilering af mennesker og det at have en forretningsmodel, der kun handler om at lave og sælge registre over andre og profilere dem er SYGT, KLAMT, GRÆNSEOVERSKRIDENDE, LØGNAGTIGT og ØDELÆGGENDE for tilliden mellem tech og mennesker!

Danmark bør stoppe med at forsøge at efterligne ekstremt dårlige overvågningskapitalistiske modeller fra Google og Facebook i en blind jagt på Disruption og Big Data.
Vi må vælge en bedre, mindre lusket vej, det kræver åbenhed og viljen til at spørge før man tager. Det bliver ikke nemt – men hvis det lykkes, er vi milevidt foran de andre.
TÆNK: Sådan gør vi ikke her i Danmark! Vi snager ikke. VI spionere ikke på hinanden.

RÅD: CHECK MED JER SELV: 
RAGER DET HER EGENTLIG ANDRE/MIG?

SAMMENLIGN MED IRl!


Ville i bryde jer om, at de her oplysninger blev printet ud og delt ud på gadehjørner til tilfældige? 

Ville det være ok, hvis jeg printede billeder af jeres børn fra Facebook og solgte dem på nettet – de var jo alligevel slået offentligt op?
At de blev indsamlet FYSISK af en person, der bankede på hjemme hos jer og bad om opdaterede billeder af jeres familie?
Hvad kan der ske, hvis oplysninger om jer pludselig overføres/bruges til andre formål?
Hvis I, som nogen, der laver registre opdager et nyt formål at bruge at bruge dem til – informerer I så dem, der står i det?

HUSK: 
Det er KLAMT og LUSKEBUKSET at spionere på andre! HOLD OP! SØG HJÆLP! STANDS!

VI har ikke brug for et datatilsyn, vi har brug for et REGISTERTILSYN!

EKSTRA:

A: VI STÅR OVER FOR MEGET STORE UDFORDRINGER MED SMARTE BYER/DIGITALISERET LIV. Computeren, et meget kraftigt værktøj, er nemlig især god til to ting: OVERVÅGNING og REGISTRE.

B: Vi bør definere hvad der er KRITISK DIGITAL INFRASTRUKTUR og få det under demokratisk, statslig kontrol!
Vi må derefter igang med (Gen)Opbygning af infrastruktur hvor vi også beholder analoge systemer – enten som backup eller simpelthen som løsningen

Drop dårlige IOT-løsninger med lav sikkerhed(scada)



C: Bevar kontanter!
Adskil registre!


D: LAV EN REEL COST-BENEFIT ANALYSE AF DIGITALISERINGEN! NU!

E: SPØRG BORGERNE FØR DER LOGGES

F: LAV SÅ FÅ REGISTRE SOM MULIGT – SLET HVIS DE IKE LÆNGERE ER RELEVANTE!

G: DROP TELEFON- OG DATA-FETISCHISME


H: DET OFFENTLIGE UD AF FACEBOOK!



PS: TÆNK OVER, HVORDAN VI FÅR DANSKERNE LIDT LÆNGERE VÆK FRA SKÆRMEN – IKKE TÆTTERE PÅ DEN!

Mens vi venter…

Det sker man på sine uendelige vildveje på internettet kommer til at surfe forbi ting, der bliver siddende, selvom de hverken er nye eller handler om noget.


Her har vi f.eks. en video fra 2013 med noget politi og en kvinde i en bil, der vist nok er nød til at vente på Keanu Reeves, fordi hun er kørt ind i hans motorcykel, der tilsyneladende ikke har taget skade. Sådan har jeg i hvertfald forstået det, men jeg kan have taget fejl, for jeg har kun set den een gang, og tør ikke se den igen. Ikke fordi den er uhyggelig eller skræmmende, men fordi det hele virker som en slags hinde, der lægger sig over øjet bagefter og får een til at søge andre steder hen. Alligevel vil den ikke forlade mig.
Hele scenariet er omringet og besat af adskillige snese paparazzi, der lægger et klikkende, sitrende rytmespor under denne tilfældige og forbavsende umusikalske episode, skildret i 3 min og 36 sekunder af din uklippede realtid.
Videoen er set over 3,3 millioner gange. Der er hverken svar eller spørgsmål i den. Der er ingenting. Ud over begivenheden Keanu, der er et univers i sig selv, som politi, dame i bil og vi, seerne, underlægger os.
Keano har ventet længe nok
Keanu virker tilgengæld ikke tilpas i det univers.
Det er for tungt og fyldt. Han tager aldrig hjelmen af. Han er bange for, at det hele vil falde ned over ham. Han vil bare videre. Væk.
Han er et sort hul i virkeligheden, og først i det øjeblik hans Norton Commando endelig starter med et befriet brøl og han kører væk, uden at vinke eller se sig tilbage, genetableres det vi kalder tid og rum.
Kvinden. Keanu. Og os. Vi har ventet længe, måske har vi altid ventet, jeg ved det ikke. Det eneste jeg ved, er at vi venter endnu.
Og vi ikke aner hvad vi venter på.
Keanu drejer om hjørnet. Han drejer og drejer, ligesom ventecirklen på min computer, den der loader, den der viser mig, at tiden går. Hurtigt. Hurtigt. Nu.

AUTO 2

Jeg taler til lysende ting.
Jeg trykker
på lysende ting.
Jeg læser på lysende ting.
Jeg hæver lysende ting op foran ansigtet
Og lader lysende ting se mig og gemme mig i sig
Lysende ting tager mig
Og sender mig videre
Og du taler til lysende ting
Om mig taler du
Du trykker på lysende ting og ser på den, ser dybt ind i nåleøjet, og du smiler.
Og lysende ting ser på dig og ser du tænker på mig og lysende ting gemmer dig og sender dig
Til mig.
Og jeg er en lysende ting, jeg taler med mig selv, jeg trykker mig på maven og sender mig rundt
I mig selv.

 

 

 

 

Når TAK er et fattigt ord….

Jeg har gennemgået hele mit følelsesregister i denne weekend.
Jeg har været i tvivl, panisk, opgivende, rasende på mig selv og dernæst sort deprimeret.
For dernæst af blive meget, meget lykkelig igen.

Det begyndte med en hyggelig, animeret fredag, et fyraftensarrangement med nogen rigtig gode drengevenner, som indeholdt en del øl, en aften jeg lige ville afslutte med en tur på McDonalds ved Nørreport St. kl. 1.00 – efter det gik jeg ned til S-toget og ventede og konstaterede at toget først kom om 30 minutter, gik op på gaden igen og prajede en taxa.
Efter at have kørt ca. 3 minutter slog det mig: Jeg mangler noget.
Jeg mangler min rygsæk!
Min rygsæk er en Haglöf og min arbejdsrygsæk, og normalt ville jeg have stillet den hjemme før jeg gik ud, men denne gang var der tale om et lille eftermiddagsarrangement, der var accelereret og jeg var ikke nået hjem først.
Rygsækken indeholdt det meste af mit professionelle og en stor del af mit private liv: En MacBook pro, fyldt med programmer og tekster, en NAGRA Ares digital båndoptager, mit pressekort og bunker af notesbøger og personlige papirer og ledninger og hvad ved jeg. Jeg er altid opmærksom på, om jeg har dem med, og hvor den står.
Eller det troede jeg, i hvertfald.
Og nu var den VÆK.
Jeg fik vendt Taxaen og tog tilbage på McDonalds. Ingen spor. Var i begge kiosker over stationen for at se om nogen havde indleveret noget. Ingen Spor. Kun en deprimerende melding fra en kioskejer: Hvis du har glemt den nede på stationen, så er der ikke de store chancer for, du får den igen.
Det værste var, at jeg ikke kunne komme i tanke om noget som helst sted, jeg havde stillet den rygsæk fra mig. Den plejer at være klistret til min ryg altid.
Men nu var den væk. Og jeg kunne ikke gøre mere, før dagen efter, hvor jeg igen besøgte McDonalds og stationen og hittegodskontoret på Hovedbanen og i øvrigt skyndte mig at lave en anmeldelse til politiet.
Men den var væk.
Jeg gennemgik en række scenarier, igen og igen: Kunne jeg have glemt den på McD hvor nogen så havde hugget den? Sandsynligt men på den anden side….Kunne jeg have stillet den fra mig på stationen? Usandsynligt, syntes jeg.
Som timerne gik, blev jeg mere og mere trist: En ting var data på computeren, den var krypteret(JUHU) og ingen ville kunne komme ind i den og hvis nogen tændte kræet, ville den dukke op på min ‘find-my-iphone’-overvågning. Men den stod off-line hele dagen….
Jeg ville kunne købe en ny og gendanne data fra backup. Det ville være træls og dyrt – men dog løsbart.
Båndtageren var en anden snak: Jeg har fundet den på Ebay efter måneders research, den er nærmest antik og ingen andre end jeg ville ane, hvad den kunne bruges til. Men jeg elsker den.
En evt. tyv ville sandsynligvis smide det hele, inklusive mine notebøger(fyldt med to års u-backuppede digte) i en skraldespand eller i havnen, tage computeren og få den slettet totalt før han sendte den ud af landet….
Jeg havde mistet mig selv. Og jeg kunne ikke gøre noget ved det.
Men lørdag kl. 22.10 ringede min telefon så.
Og det var Nordsjællands politi. Om jeg havde mistet en rygsæk med et pressekort og båndoptager og en computer? For den var blevet indleveret af ‘en borger’ og befandt sig nu i Hillerød, hvor jeg kunne hente den søndag(udenfor åbningstid – fusket igennem via Helsingør servicecenter og TAK også til dem og til Nordsjællands Politi, to søde betjente, der virkede ligeså glade som jeg selv)
Borgeren viste sig at hedde Angelo. Han havde fundet min taske på stationen – jeg må have stillet den fra mig – alligevel? Måske? Og hvor heldigt var det lige, at han ikke bare ringede til politiet, og de så kom med rullemarie, der så kunne have spærret det hele af og sprunget mine ejendele i luften for sikkerheds skyld?
Selv om Angelo sagde ‘det er ikke nødvendigt’ sendte jeg ham en massiv findeløn(ti procent af anslået værdi) via mobilepay.
På sit profilbillede på mobilepay ligner han ellers een af dem, jeg hele dagen havde raset rundt i byen og mistænkt for at være den type, der kunne have hugget min rygsæk, ung og ikke umiddelbart dansk.
Følelsen af svigt får mange grimme ting frem i een….nu sad jeg og skammede mig….! Og han var ikke den eneste, jeg nåede at mistænke: Nogen fattige hjemløse på McDonalds var også på min radar sammen med Taxachaufføren selv, var han måske til at stole på, har jeg tænkt, da det var allersortest.

Sidder nu og skriver dette blogindlæg på den maskine, jeg troede var tabt for evigt, mens jeg tænker på ting og identitet, og på, at hvor afhængige vi er af hinanden, af at kunne stole på hinanden.
Jeg er kisteglad over at den kom tilbage, rygsækken.
Og glad for at kunne fastslå, at mennesket generelt er godt og at vi finder ud af det, altsammen, også når en lettere beruset borger får en absence, og går fra sin rygsæk, uden at tænke over det og uden at se sig tilbage….

TAK for 2017 i Garagen: Podcasts, skriverier, FM og foredrag…

“Life should not be a journey to the grave with the intention of arriving safely in a pretty and well preserved body, but rather to skid in broadside in a cloud of smoke, thoroughly used up, totally worn out, and loudly proclaiming “Wow! What a Ride!”
― Hunter S. Thompson, The Proud Highway: Saga of a Desperate Southern Gentleman, 1955-1967

Sikke et år!
Jeg har fået så meget taletid, at jeg næste ikke kan kan være i mig selv længere – derfor er det på tide at trække vejret, dybt, helt ned i maven, og nøjes med at sige: TAK – selvom det, som I kan se, også kan fylde en hel del…
Tak til radio24syv for at lade mig sende AFLYTTET gennem den højtelskede æter aka FM en gang om ugen, det er det pendul, hvorom min tid og mit liv kører, nu på sjette år….hvis du ikke lytter allerede, så kan man abonnere via itunes eller bare lytte her: https://www.radio24syv.dk/programmer/aflyttet/
Tak til KOMMUNEN for at lade mig skrive klummer – læs dem her: https://kommunen.dk/blogtema/en-elektro-pedels-bekendelser

Tak til GodMorgen Danmark og TV2-News for at lukke mig ind foran kameraer og se vigtig ud og udlægge et eller andet cyber-noget for seere – og SÆRLIG tak til dem, der gider se på mig og tak til DR2 Dagen og dem fra P3 og P1, der lader mig snakke i det store glashus, sidst her….https://www.dr.dk/radio/p1/droner-og-kanoner/droner-og-kanoner-65
Og allerstørst tak til alle dem, der har inviteret og ovenikøbet betalt mig for at holde foredrag(og hey, i ringer bare/mailer om ting i det nye – eller BOOKER mig her: https://bookforedrag.dk/anders-kjaerulff/ )! Tak til Krogerup Højskole, hvor jeg har fået mulighed for at skræmme – og uddanne – unge og gamle, til UDSYN- Himmelbjergegnens debatforening, det blev en fin aften trods diverse tekniske problemer i en præstegård med verdens smukkeste udsigt, til Hvalsø Bio, hvor et tålmodigt publikum holdt ud gennem denne dystopiske gennemgang af det moderne livs frastødende nytte,  til IT-universitetet, hvor jeg skramlede mig igennem på engelsk, til NIA-net og to gange foredrag, på Geranium, til ZIBRA og InQuation for at lægge øre og telt til Folkemøde-moderationer og foredrag og ikke mindst for at stå bag FUTURE CRYPTO og IQ CRYPTO, til Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune – der troede de skulle have en glad dag om digitaliseringens lyksaligheder, beklager, sådan blev det ikke…helt, til IDA og DRIVING-IT for at bruge mig som moderator på Privacy-sporet, til DFI og Medierådet for Børn og unge,  til Center for CyberSikkerhed og til Forsvarets Efterretningstjeneste for at invitere til fødselsdag(!) og tak til de, derinde, for åbenbart også at lytte til mig, til EDGEMO i både Hinnerup og Albertslund, det var sjovt at sparke en morgen i gang hos jer,  til BORNHACK, hvor jeg altid føler mig dum og bagud teknisk men hvor jeg altid bliver taget godt i mod og hvor verdens bedste mennesker kommer og hvor Daniel Domsheit-Berg stillede spørgsmål og tusind tak til verdens sejeste fagforening PROSA for at lade mig lave oplæg for CryptoHelte og skrive i Prosabladet….og her på det seneste: Lave PODCASTs – jeg har i år indkøbt nyt udstyr og kan hyres til særlige opgaver, skriv!
Men allermest og størst tak til de mennesker, der støtter mig og stiller op som kilder og hjælpere og som skriver til mig på Facebook og Twitter og som yder en uvurderlig og frivillig indsats for mit radioprogram – som jo kun har lille mig som bemanding – jeg NÆGTER at nævne navne – mange af jer vil i øvrigt også helst være anonyme og det er HELT ok, men I ved i den grad hvem I er ❤
Jeg ved desværre også, at der nogen, jeg har glemt at ringe tilbage til, nogen der venter på en mail, nogen, der ikke fik det svar, jeg lovede eller den opfølgning vi havde aftalt – det vil jeg gerne sige undskyld for, og kan vi ikke tage den forfra i det nye? SKRIV eller ring!
Og til jer, få, alt for få, der følger denne blog direkte: Var der ikke noget med nogen CYKLER i det her år? Jo…i den grad, og her må jeg desværre melde, at det ikke går så godt med det….’hacker3′ (baseret på et ASMUSSEN stel) står ganske vist færdig nu, men også den er for lille til mig(suk)…hvis nogen er interesseret i købe, så sig til, den står og fylder….
Motorcyklen har nu overtaget pladsen i garagen – der står den og hygger sig, til det igen er varmt nok til at suse rundt i Danmark….

beklager baggrund….

Og med denne usædvanligt patetiske og meget selvoptaget linkede rant, vil jeg og mit lillebitte firma ønske alle en god jul og et lykkebringende nytår og husk: Vi længes stadig efter sandheden, i en sjæl og et legeme – det bliver heller ikke ligenu – men måske, om lidt?

UGENS BØNSKRIFT: Min tid? Ud…

TL/DR: Jeg skriver dette i et af de københavnske S-tog, hvis drift, transportminister Ole Birk Olesen, sammen med, naturligvis, DF og fremskridts-besatte Radikale er blevet enige om at de fremover vil udlicitere til private firmaer – og gøre selvkørende. Faktisk er det både  S-tog og strækningen København-Malmø, der skal i udbud.

Selvkørende og Tesla(?)stolt skal de duve gennem landskaberne, uberørt af menneskehænder, mens vi, passagerne, trådløst og ubesværet rejsekorter os ud og ind i Danmark….men vent….privatisering og automatisering?
img_0025
Begge dele, og især det første, strider mod alle Europæiske erfaringer – England, et af de lande der har forsøgt sig længst med privat togdrift, har de dyreste billetter i EU og det med det selvkørende, ja, det virker efterhånden rimeligt på metroen – men i hele Storkøbenhavn? På kryds og tværs? Og på åbne, gamle stationer?

Men det handler ikke om rentabilitet det her. Eller om at gøre det bedste for landet og borgerne.
Det handler om to principper.
Det ene er princippet om, at staten ikke skal drive virksomhed.
Det andet er princippet om, at alt, der på nogen måde kan skrabes arbejdende mennesker ud af, skal automatiseres.
Fordi vi kan. Og fordi de store, google og IBM og Cisco og alle konsulenterne fra de store huse tager sig betalt for at sige at vi SKAL.

Lad os tage det første. Staten skal ikke drive virksomhed. Det er noget man har hevet op og ned af hatten, som det passer een, for staten er og har aldrig været en virksomhed, den går netop ind der, hvor det er svært eller umuligt for en privat aktør at tjene penge, f.eks. i forhold til infrastruktur, der kræver skinner, der ovenikøbet er lagt steder, hvor der er meget få mennesker – hvorfor det aldrig har været rentabelt at drive DSB. Det har heller aldrig været meningen, meningen med tog er at transportere større mængder af mennesker rundt omkring i landet, så de kan arbejde og tjene penge og besøge deres familier til jul. Til en fornuftig pris, som de selv er med til at betale over den skat, der sjovt nok (reelt!) er stort set den samme, som i 2001, hvor den legendariske Henrik Hassenkam talte om ‘Gode tog til alle’.
Året efter, i januar 2002, forlod en vred Henrik Hassenkam sin stilling, efter at DSB havde tabt udbuddet om togdriften i Midt og Vestjylland til Arriva, i et uskønt forløb, hvor DSB faktisk var bedste bud – men alligevel blev vraget fordi nogen ville noget andet…de ville privatisere.
Siden da, har DSB været afsporet af politikerne – hver gang, man har oparbejdet et overskud, er det blevet taget af staten og sparerunderne – kombineret med en række fejlslagne og udliciterede projekter(jeg nævner i flæng: Rejsekortet, Metrobyggeriet, de nye signaltavler og…naturligvis IC4….) har drænet både kasserne og den folkelige opbakning omkring projekt Statsbane, men det, der har været det endelige dødsstød er sandsynligvis EU: EU har længe ønsket ‘liberalisering’ af togmarkedet – og som de pæne drenge og piger vi er, ja så smækker vi hælene sammen og gør netop det?
Men det stikker dybere end EU, det handler om, at det er vanskeligt at oppebære Danske StatsBaner i et land, der ikke er meget for at være dansk, og hvis stat ikke er meget for at regere, ihverfald ikke uden at have forhørt sig hos diverse konsulentbureuer. Yndlingsrådgiverne til at regere har i den grad et GLOBALT udsyn – de hedder McKinsey, Deloitte og Boston Consulting og de koster det offentlige ekstravante summer år efter år, så mange, at vores såkaldte innovations(afviklings)minister Sophie Løhdes forslag om ‘løntilbageholdenhed’ hos de offentlige ansatte, virker som noget fra en dadaistisk novelle….de, der stikker lønmæssigt af fra det private erhvervsliv er jo politikerne selv, DJØFerne og gruppen af smilende, jakkesætbærende konsulenter – og dem, er der ingen, der der har tænkt sig at gøre noget ved, tværtimod, så satser det offentlige på MERE ledelse – og sålænge overenskomsten med DJØF står, så bliver det ikke billigt – hellere fyre nogen togførere, lærere og pædagogisk personale, der så kan erstattes med noget teknik, anbefalet af førende amerikanske firmaer.
Skærmbillede 2017-12-13 kl. 11.56.32
Og uanset hvem vore ledere og konsulenter er, har de tilsyneladende en fælles svimmel dagsorden, som de har fået udstukket af de politikerne, der ikke vil drive virksomhed: Privatiser, sælg…automatiser.
Politikerne og konsulenterne har sjusset sig frem til, at de kan spare 4,5 mia. på at privatisere linjerne – og at det er det samme, det vil koste at gøre dem førerløse og sende togførerne ind i arbejdsløshedskøen.
Med privatiseringen af togdriften, kommer der udenlandske operatører – der er ingen udover DSB her i landet der har volumen, og en af dem, der byder sig til er selskabet MTR, der har hjemme i Hongkong,
Og så er det, jeg spørger: Hvad får VI, borgerne, ud af det her?

Politikerne vil svare, at vi får billigere og bedre tog, men det vil jeg, DSBs og folketingets trackrecord for offentlige transportløsninger in memoriam, i den grad se før jeg tror det!
For virksomheder, de skal NETOP drive virksomhed – dvs. de skal levere et overskud til aktionærerne – en fin og nyttig reason d’etre, men ikke, hvis man har monopol på at transportere billøse borgere rundt i København og til Sverige!
Mit bud på en løsning ville være en total opløsning og genopbygning af DSB ledelsesmæssigt, en klar mission og ikke mere snak om privatiseringer…(og det er du ligeglad med, det ved jeg)

For ak – tænkte jeg mens jeg sad i toget og nærmede mig min station, det er jo i virkeligheden MIG og min verden, der går under?
Det holdt ikke min tid ud, jeg har stadig små tyve år til den pension, der nok ikke findes, når jeg når frem, og jeg ser mig vredt rundt på den store gruppe +65 med deres efterløn og rabatbilletter og mulighed for røde afgange i tomme tog, mens vi andre arbejder…
Jeg er ikke gammel nok til at kunne læne mig tilbage, og sige, at det holder nok min tid ud….det gør det ikke!
Men jeg er så gammel, at jeg kan huske klippekortet.
At jeg kan huske et land, Danmark, der satte en ære i at bygge sine egne tog, i Randers, det var IC3, og de kører sært nok endnu, i modsætning til de IC4-tog fra Italien, vi endte med at bruge langt over de oprindelige 5 milliarder kroner, der var afsat til dem, på.
Jeg er også så gammel, at jeg kan huske et land, hvor der var mennesker, man kunne tale med i stort set alle funktioner, rigtige KONDUKTØRER man kunne købe billetter af(ikke bare få en bøde), bemandet billetsalg, fagpersoner, der vidste hvor tingene stod og hvad de skulle bruges til – hos staten og det private.
Der er allerede tomt nu, vi vandrer i øde glaslandskaber med øjnene tungt på mobilbilletten.
Og resten, det går under lige om lidt – lad os tage et par tal:
Hvis du er HKer, er der ifølge CEVEA 92% chance for, at dit job bliver taget af en robot….
Ifølge en nyligt udgivet rapport fra Dansk IT og Rambøll, er 391.000 danske arbejdspladser og 708 milliarder kroner af omsætningen i danske virksomheder, truet af digitaliseringen.
Servicesektoren står til at blive hårdest ramt, hvor digitalisering i form af yderligere automatisering, selvbetjening og intelligent procesintegration truer 183.800 job. Og så har jeg slet ikke nævnt min egen branche, medierne, hvor oplagene tordner mod bunden og hvor flere mediehuse i ramme alvor taler om, at lade robotter stå for nyhederne. De tager heller ikke så tit fejl, lyder det.
Men måske tager vi, danskere af kød og blod, fejl?

For hvad ER vore politikere, dem i EU og dem i Folketingets VISION for landet? Findes Danmark overhovedet?
Har de fuldkomment overgivet sig til en brølende totalglobalisering, et ScienceFiction-lignende teater, hvor al infrastruktur og alle vigtige samfundsfunktioner drives af kunstig intelligens fra skattelyelskende giganter som MTR, Google, Apple og Tesla på kontrakter, som højtlønnede DJØFere forsøger at få dem til at overholde med endeløse retssager?

Man kunne have gjort det modsatte – holdt på jobs hos DSB. Bygget vores egne tog.
Skabt arbejde her i landet – ikke i Hong Kong eller Italien eller Silicon Valley.
For man behøver ikke være Steve Jobs for at regne ud, at vi ikke alle sammen kommer til at være iværksættere, programmører eller systemanalytikere.
Så hvad skal VI, danskerne(eller hvad vi nu er?) lave – hvad får VI ud af det brandudsalg af landet der er igang(DONG, lufthavnen, postvæsenet, færgedriften, statens vaccinefabrik, TELEDANMARK, KMD…osv) på lang sigt?

Får vi andet end muligheden for endnu engang at kunne stå med næsen presset mod ruden i et fuldautomatisk S-tog, stå der helt oppe foran under overvågningskameraer, med blikket på skinnerne foran, og som i metroen lade os gribe af denne særegne blanding af beundring og frygt, den der fortryller og lammer een, mens vi tænker:
Hvor er Togføreren?
Hvem styrer?
Hvor skal vi hen?
Stopper toget mon der, hvor jeg skal af?

har skrevet om DSB før…ved det…læs her:
https://mingarage.net/2014/12/12/dsb-tldrrant/

https://mingarage.net/2016/05/16/genbrugsdanmark/

ÅH….musik….har ikke noget nyt – kun noget rigtig gammelt:

Ugens Bønskrift: Sneen i Rumænien

Er netop vendt hjem til Danmark efter en arbejdstur til Rumænien.
Turen inkluderede en rundvisning i Bukarest ved den unge Anca, en smuk, meget mediebevidst tidligere studievært ved den nationale radio. Hun er uddannet i kommunikation fra universitet, havde sit eget radioshow på Rumænsk radio, men syntes ikke der var modspil nok. Så hun blev selvstændig og lever i dag af at vise turister rundt i byen samtidig med at hun har en rejseblog og en meget aktiv instagramkonto.
Bloggen samarbejder naturligvis med diverse firmaer og hun tjener en del penge på at skrive om forskellige produkter. På Instagram betegnes hun som en ‘offentlig person’ og det er hun stolt af.
Hendes firma går godt. Hun har tre ansatte.
Men det går ikke godt i Rumænien.

gade i Bukarest – nogen bygninger er blevet restaurerede, men rigtig meget af bykernen står forfaldent og trist….

Rumænien konkurrerer med Syrien om een ting, de ikke er stolte af: Det højeste antal pasbærende statsborgere, der bor i udlandet.
Her er Rumænien stadig væk kun nummer to.
Lige akkurat.
Ancas forældre bor begge i Tyskland, hendes mor er uddannet læge, og sådan een tjener ca 550 euro om måneden i Rumænien! Ancas mor tjener ti gange så meget ved forefaldende arbejde i Tyskland og har ingen ide om at vende tilbage nogen sinde.
Men lægerne er ikke de eneste der drager ud i EUs indre marked på jagt efter flere penge og bedre vilkår: Det er i dag stort set umuligt at få en lokal håndværker til at lave noget som helst – der er simpelthen ikke nogen, de er rejst. Op til os, blandt andet. Det samme gælder servicefagene – her har hotelbranchen så i stedet rakt ud efter en nation, hvor kravene til lønninger er endnu lavere end Rumænien – Filippinere kommer til Bukarest i store flokke.
Anca klarer sig. Hun vil ikke rejse og tror på en fremtid her, selvom hun tidligere har boet og arbejdet i New York og Italien. Men politikken i landet, den har hun opgivet. Samtlige rumænske politikere er angiveligt korrupte(og gamle socialister!), de nuværende statsledere har flere sager kørende allerede, men genvælges alligevel gang på gang.
De unge har opgivet politik, siger Anca, de stoler ikke på nogen mere. Og de er holdt op med at stemme. Resultatet er, at de gamle stadig bestemmer, generation Ceausescu. 
Den generation er nu begyndt at tale om, at det måske ikke var SÅ slemt, da han sad ved magten. Dengang vidste man hvad man havde med at gøre, jobs var livsvarige, pengene små, men de kom dog til tiden og alting var ikke så dyrt.

Det var herfra denne bygning, på altanen, Nicolae Ceaușescu holdt sin sidste tale i december 1989 – folket ville ikke høre på ham, han stak af i en helikopter, blev senere arresteret og henrettet ved skydning. Mange Rumænere mener, det var bedre under ham, end i dag.

Det er en ond spiral, et ræs mod bunden, der kun kan ende galt, hvis du spørger mig, (og nej, det ved jeg godt, du ikke gør…), og problemet er bestemt ikke kun Rumænsk, men dækker det meste af det tidligere Østeuropa.
Hos os, i det vi stadig kalder vesten, er pengene flere, der er stadig en slags velfærdssystem, der fungerer, men hvor længe? Det knirker og knager i fugerne mens vi harmoniserer ydelser og liberaliserer og skynder os, at lukke robotterne og automatiseringen ind, så vi ikke kommer bagud i forhold til Silicon Valley…. ord som prekariat, optræder flere og flere steder og er pludselig blevet konkret for mange af de unge, fremtiden…

En knalddyr modebutik i Bukarest – den almindelige befolkning er tilgengæld stadig så præget af krigene og den fattige kommunist periode, at de hamstrer mad hver den første.

Men det går også godt nogen steder i Rumænien: Tech-branchen! Vidste du at et spil som Assassin Creed er produceret der? Og at Bitdefender, det firma jeg besøgte, sidder i 500 millioner computere verden over?
Microsoft og Google har også slået sig ned – og der er stadig masser af jobs – især hvis du er uddannet matematiker.
img_0143

De elsker jul, Rumænerne. Der er juleudstillinger og pynt på gaderne overalt.
Men der var ikke nogen sne i Bukarest – det plejer der ellers at være i december, men sådan har det ikke været de sidste tre år. Tilgengæld er somrene varmere, over 40 grader siges det….
Europa koger. Er der nogen der tager gryden af ilden?
Og nogen, der har bare den mindste anelse om, hvordan?

(skriv gerne en kommentar her på siden)

DAGENS MUSIK: Blondie(JEP hende!) og Joan Jet(JA!) har den her kommentar til den verden, vi lever i ligenu – og den er lige i skabet!

Ugens Bønskrift: Fluerne, flasken, Facebook

“Det geniale er at skabe en vedtaget form. Jeg må skabe en vedtaget form”
Charles Baudelaire

Ok. SÅ prøver jeg igen. Skrive for mig selv og altså at leve et lidt mere koncentreret liv udenfor den flaske, der hedder Facebook, hvor vi summer og svirrer og ind imellem falder ned i bunden, hvor der er sødt og man drukner. For jeg kan vist stadig ikke rigtig tåle det, og det har jeg allerede skrevet om før(klik på linket, ja! Gør det nu!)
Skærmbillede 2017-11-29 kl. 21.27.10
Ligger netop nu meget symbolsk i min seng med en god, tung snue og skriver dette, mens mine små 2000 venner og følgere summer med intelligente opdateringer og skarpe kommentarer, der skriger på min opmærksomhed.
Men jeg kan heldigvis ikke rigtig høre dem mere: De er inde i flasken og alt hvad der bliver sagt derinde, trænger ikke ikke rigtig ud i den virkelige verden, i hvert fald ikke, hvis det handler om noget konkret, noget der de facto burde laves om eller ændres.
Det der trænger ud, er følelserne. Og især een følelse synes at have særligt nemt ved at trænge gennem glasset: KRÆNKELSEN.
Krænkende sprog i opdateringer og endeløse, trættekære diskussioner, hvis egentlig substans og sande mening er en akademisk positionering som den, der vandt, den der fik det SIDSTE ord.
Jeg har givet op med det. For det er endeløst.
Ingen vinder, for inde i flasken er der kun en stor monoton summen, en tone fra en blokfløjte med et enkelt hul og al den luft, jeg har brugt på at puste den ud, tonen.
Jeg er blevet ANTISOCIAL? Måske?


For den bliver værre. Tonen altså.
Også i min musik, der afspilles via en ny iPhone, jeg ikke behøvede, rigtigt, men som jeg købte alligevel. For en sikkerheds skyld – så jeg stadig er MED og kan bruge Siri – klar i øret…for HVORDAN kommer jeg ind i ZOO – og ud igen?
….men ligenu spiller nr 7 plus….
Broken English. Marianne Faithfull.

Men der er ord og links, der ikke kommer ud nu, fordi jeg har spærret dem inde her – på det, jeg bilder mig ind er min EGEN blog, bare fordi jeg betaler for det, og fordi her ikke er nogen reklamer….kig forbi jævnligt…eller abonner via rss – klik her!
Mere følger?

ET ENKELT LINK: Just Security om riskoen ved Cyberkrig vs. Sikkerhed: https://www.justsecurity.org/47282/backdoor-search-loophole-isnt-problem-dangers-global-information-sharing/

 

 

Jeg elsker morgentrafik…

img_9781.jpg
Bliver tit spurgt, hvorfor jeg dog tager motorcyklen ind til byen, når jeg bor i cykelafstand og det er der et svar på: Jeg elsker morgentrafik på motorcykel! Elsker at være en synlig, bevægelig, hurtig blød krop i et flydende hav af metal på asfalt.
De små huller i strømmen af biler, biler fyldt med mennesker, der stadig sover derinde i kabinen mens jeg sidder udenfor, i min hjelm, ovenpå en brummende, vibrerende motor.
Den zenagtige venten i køerne, alle de, der haster forbi på cykel, gå-ben, rulleskøjter, løbehjul.
Vi kommer lige fra badet, håret er redt, tøjet er rent, vi er mennesker, bløde i lyset af dagen, der begynder og lover os alt!
Vi skal nå noget, alle sammen, vi skal frem, og vi er vores bedste selv, udhvilede, friske, skarpe skærer vi os gennem gaderne, og jeg, jeg får 500 meter ren vej og boxermotoren stamper sig op i omdrejninger, gennem gear, luften i ansigtet….husene, velkendte, og hver dag nye…Gammel Kongevej….Vesterport…lyskrydset, kan man nå det? Undvigelserne, stop, den flydende kørsel, balancere eller en enkelt, blid fod på asfalten, de bløde opbremsninger, håndens bevægelser på gashåndtag og kobling og foden på bremsen.
Ankomsten – den tikkende varme motor….dagen er i gang.
IMG_9782

Terminal: Post Mord

Københavns postterminal lukkes ned i disse dage, det foregår under den kreative klasses brændende faner, hvor man har ladet unge mennesker lave lounge og musik og kunst på grunden, før hele baduljen rives ned så der kan bygges et hotel med værelser til meget rige mennesker.

“Postgrunden bliver varierede, grønne byoplevelser på et areal svarende til fem fodboldbaner. Det højeste af de slanke boligtårne bliver på højde med Rådhustårnet. Vi blander metropolens højder med det gode mikroklima i form af lys, luft og læ – de nødvendige rammer for kultur, handel og byliv. Postgrunden bliver stedet, hvor livet kan leves og opleves for mennesker, hvad enten de bor, arbejder, triller forbi eller slapper af her”, lyder det forførende i prospektet hos by(g)herrerne, det har hentet inspiration fra “den hævede bypark og promenade High Line i New York, den parisiske park, Jardin de Luxembourg og midlertidige byrum i Sao Paulo”

Argumentet for lukningen er, naturligvis, faldende postmængder, omend mængden af pakker aldrig har været så stor som nu – desværre er det et område, som postnord ikke må konkurrere på. Tilgengæld går der hårdnakkede rygter om, at den store amerikanske transportør UPS, nu bruger PostNord til at få pakkerne ud på landet…det er nemlig for besværligt for UPS at ligge og rakke rundt derude.


Med flytningen af terminalen til forstæderne opgives endegyldigt ideen om en sammenhængende, fysisk infrastruktur midt i hovedstaden – byen bliver oplevelse, eller rettere kulisse for oplevelse og mister funktion og…liv. Ganske som det er sket i andre storbyer over hele verden, i New York, Luxembourg, Sao Paulo, til tonerne af workshop-petanque-easylistening-hangout-musik fra batteridrevne festival SoundBoxe…

Ideen bag denne bevægelse kommer ironisk nok fra en mand, der har skiftet mening – han hedder Richard Florida og han har netop fortrudt sine ideer om den kreative klasses drivende kraft – den virker nemlig ikke.
“Much more than a crisis of cities, the New Urban Crisis is the central crisis of our time” — “a crisis of the suburbs, of urbanization itself and of contemporary capitalism writ large.”
Men det er for sent for post terminalen.

Den er dødsdømt- og midt i de sædvanlige hipsteres kreative dødsgreb, der fører direkte ind i højglashusland hvor man stirrer direkte ud i ingenting, et ingenpåarbejdeland, pakket med lastbiler med…post?

Et stykke funktion-og friktion-forsvinder – og da grunden er solgt, (for sølle 900 millioner)er der ingen vej tilbage.

Vi får “oplevelser” – tegnet af monumentgale, selviscenesættende arkitekter og retten til at glo på bygningerne, når vi haster forbi, på vej mod forstæderne, i bil, mens Danmark, som ide og som struktur, stille og roligt går under og genopstår som prospekt, hvor livet netop ikke leves, men opleves.

Mere om terminalens historie her: 

https://fagbladet3f.dk/nyheder/83ab57928a314fff81bb39f111168476-20160128-koebenhavns-postterminal-er-snart-fortid