KH Kjaerulv har været lidt forsinket. Det skyldes en aftale med en kirurg, der i fredags skulle ind i min skulder og fjerne en træls skinne og fire skruer i mit kraveben og rode rundt i skulderleddet med en kikkert i en operation, der forhåbentligt er afslutningen på seks år gamle konsekvenser af et motorcykel-uheld, hvor jeg smadrede mit kraveben og et par skuldermuskler, fordi en bil foran mig skulle have en parkeringsplads og bremsede hårdt op foran mig, så jeg skred ud og væltede og slog mig.
Men nu er det mandag og morfintågerne er ved at lette og så er der ikke længere nogen undskyldninger for ikke at kaste sig ind i den mere og mere surrealistiske verden, der udspiller sig omkring os i disse dage.
Hvem skulle for eksempel have troet, at kortbølge radio blev moderne igen?
For ja, det er det blevet i Ukraine hvor BBC-world netop har genåbnet deres sendere mod øst.
Sidste onsdag genoptog man sending på 15735 kHz og 5875 kHz – med nyheder på engelsk I fire timer om dagen.
Ifølge BBC kan disse to frekvenser modtages klart I Kiev(nej, jeg nægter at stave det på den der sære måde) og dele af Rusland og det kan nok være relevant, i og med at Rusland valgte at svare igen på EU’s blokering af RT og Sputnik ved at blokere for Voice of Americas og BBCs websites.
For kortbølge, det er ikke bare svært at blokere, det er også umuligt at spore HVEM der lytter, i modsætning til alt vi foretager os på internettet – f.eks. når vi lytter til podcast?
Grundlæggende er det simpelthen de gamle mediers største styrke, at man kan lytte uden at blive registreret – og hvor det indtil for nylig tilsyneladende betød mindre for de fleste, så er det pludseligt blevet hyperrelevant.
Ikke mindst pga. Elon Musk. Igen.
MUSK TO THE RESCUE
Musk havde nemlig, sagde han, en løsning på Ukraines internet-blokerings-problemer: Starlink.
Starlink består p.t af 1500 satelitter i lavt omløb omkring jorden der giver adgang til internettet.
Så Musk omdirigerede en flok af dem og sendte Ukraine en lastbilfuld af modtagere til starlink og taknemmeligheden og wowfaktoren var stor.
En uge senere lyder der så andre toner fra Musk og Starlink: Brug ikke vores services, med mindre det er absolut nødvendigt, hedder det. For netop modtagestationerne til Starlink kan ekstremt nemt spores.
Af russerne. Der helt naturligt vil bruge positionen til at sende missiler afsted imod dem. Og hermed gjorde man lige mennesker, der har brug for hjælp, til målskiver.
PIRATSENDER
Herhjemme i lille Danmark havde vi også engang kortbølge og mellem og langbølge sendere, men de er for længst afskaffet af sparehensyn og af hensyn til fremskridtet og hvis det havde stået til vores visionære politikere, ja, så havde vi heller ikke længere haft FM-båndet, for det er jo ikke digitalt?
Men når jeg siger, at vi ikke længere har mellem- og kortbølgesendere, så er det ikke helt rigtigt. Der er faktisk en station, privatejet, der sender på kort og mellembølge.
Det er radio208, der sender på 1440 khz på mellembølge og 5805 kHz på kortbølge – de sender ikke nyheder, men hippie og verdensmusik non-stop, men mon ikke de kunne ændre modus, hvis de blev nødvendigt?
En af deres teknikere har i øvrigt engang arbejdet for BBC, og han understreger gang på gang, at noget af det vigtigste ved radio er, at man ikke kan spore lytterne – og at det er en demokratisk opgave, man ikke skal tage let på.
SLUK
Hos moder Danmarks Radio går man tilgengæld den absolut modsatte vej, man satser hele butikken på det digitale, på internetradio og podcast, så meget, at der bruges 15 minutter af hver time på DR-P1 til at reklamere for podcasts – det, der meget nysprogsagtigt hedder DR-LYD – radio må det åbenbart ikke hedde, ligesom det i øvrigt heller og slet ikke hedder Danmarks Radio mere, fordi….Fjernsynsfolket følte sig udenfor?
Men er det man siger til os lyttere ikke, at vi lytter til noget gammelt, sluk for din radio og tænd for din computer i en fart?
Men måske kan også Danmarks Radio blive klogere, nu i disse forfærdelige krigstider.
Det er aldrig for sent, og den gamle sang fra den kolde krig: ‘Gå indenfor og lyt til Danmarks Radio’ – kunne passende bliver taget op igen sammen med en omfavnelse af solide, ikkecyberangrebs-venlige analoge teknologier som FM.
Fjernsynet er det jo de facto for sent for – alle signaler er nu digitale og til storskrald over hele landet står der nu bunker af ellers glimrende fjernsyns-apperater, der nu er til skrot fordi de ikke kan modtage den seneste digitale standart.
Dumt, siger jeg – og spild af penge og skidt for miljøet, ikke?
Men der er faktisk stadig internet i Ukraine. Ifølge Defence One er det ikke fordi russerne ikke kunne slukke for det overalt, internettet ER en fysisk struktur og den kan bombes., Men det er mere sandsynligt, at de, Russerne ønsker at bruge det selv. De har ganske vist radiosystemer med digital kryptering, men det vist sig, at være svært at få til at virke, når nettet er svagt. Og så må de gamle telefoner hives op af lommen, og det kræver internet.
Og hvad er det så det kan bruges til, det internet, udover naturligvis det samme som telefoner kan – holde kontakt mellem mennesker, der har brug for at tale sammen?
Ja, det fik vi et ydest mærkværdigt svar på fra META aka Facebook fredag morgen.
Svaret er, at du gerne må bruge Facebook og Instagram til at sende dødstrusler. Bare det er mod russerne og du selv kommer fra enten Armenien, Azerbaijan, Estland, Georgien, Ungarn, Letland, Lithauen, Polen, Rumænien, Rusland, Slovakiet eller, naturligvis, Ukraine.
META har simpelthen bedt deres fysiske moderatorer om at acceptere dødstrusler mod andre mennesker, og det kan som bekendt hurtigt gribe om sig, den slags, og de er det allerede: På samme internet er der nu grupper, der bruger ansigtsgenkendelses software til at identificere russiske soldater ved navn og adresse – og så ved man jo, hvor man evt. skal gå hen, hvis man gerne vil gøre noget ved de der trusler – virtuelt eller måske i virkeligheden?
ADVARSEL – IKKE BRUGERMANUAL
Virtuelt set, er vi allerede meget, meget langt inde i den bog, som de fleste af os forsøger at glemme igen og som forskere landet over gang på gang har sagt ikke var relevant mere. Den bog er stadig George Orwells ‘1984’ og i den optræder der et begreb: 2 minutters HAD.
2 minutters had er en ond udgave af fællessang, hvor alle fra Oceanien står og skriger og råber af et billede Emmanuel Goldstein, lederen hos den store fjende, Eurasien.
‘Det forfærdelige ved de to minutters had var ikke, at man skulle deltage, men at det var umuligt at undgå at stemme i. 30 sekunder inde havde man mistet enhver mostand. En afskyelig ekstase af frygt og hævnfølelse, et ønske om at slå ihjel, torturere, at smadre ansigter med en hammer, syntes at strømme gennem hele mængden som en elektrisk ladning, og skabte én om til en vrængende, skrigende galning, mod ens egen vilje” skriver Orwell, og følger man med på de sociale medier og i medierne generelt, synes netop denne strøm at være særlig stærk der.
ALTID I KRIG?
”Oceanien var i krig med Eurasien; Oceanien havde altid været i krig med Eurasien”, skriver Orwell også og ja, lige nu genopfører vi den kolde krig kombineret med Ungarnshjælpen og optakter til 1917…Jeg håber og beder til at alt, som vi sagde under covid, bliver godt igen.
Og her tilsidst vil jeg lige citerer WIKILEAKS for den fremragende sætning om netop 1984:
1984 var en advarsel. Ikke nogen intruktionsmanual.
Kærlig Hilsen
Kjaerulv
PS: Husk at LYTTE til de to klip – det er altså bedre som lyd – og KLIK PÅ LINKENE! De er også vigtige!
Og pas på hinanden!
