Den døde kanal

Essay. »Hvad klager vi for? Himlen er endelig vores – menneskets – alene. Var det ikke det, vi ville?« Teknologikritikeren Anders Kjærulff om surrogat-mødre, Jeffrey Epstein, computerchips i hjernen og de 768 satelitter, der holder øje med os i det høje.

 

Den døde kanal
starlinks satellitterAf Anders Kjærulff

Jeg sidder bag rattet i en sort bil, og jeg kører alt for hurtigt.

Det er midt om natten. Min svigerfamilie er i bilen, og vi er på vej til et hospice, der netop har ringet og sagt, at min svigermor er ved at dø. Jeg kører for stærkt, men jeg tilpasser hastigheden efter forholdene, og i øvrigt er jeg ligeglad med fartbegrænsninger: vi har noget, vi skal nå, et menneske, der er på vej væk, og det er vigtigere end alt andet lige nu. Jeg er sikker på, at alle mennesker på planeten ville forstå os, hvis de mødte os på landevejen i dette øjeblik – også hvis de var ansat hos politiet

Vi er fire små mennesker i en sort raket, og vi brøler gennem natten, spændt fast til vores sæder, og over os funkler satellitterne på himlen. Der er 768 af dem deroppe og mange flere på vej.

Hvis jeg kunne løfte blikket fra vejen og se op, ville jeg vide med sikkerhed, at vi er et konkret sted på en planet, der suger os fast her på vejen, mens den bevæger sig gennem en uendelighed, der hele tiden udvider sig. Måske er det derfor, vi altid ignorerer den, himlen; fordi den får os til at føle os som små, moderløse molekyler? Og måske er det også derfor, vi for tiden har så travlt med at fylde himmelrummet op med teknik; så vi på en eller anden måde kan få det under kontrol?

Selv trøster jeg mig ved uendeligheden, også på nætter som denne, som ingen kender udfaldet af. Det siges, at der er ligeså mange stjerner i universet, som der er hjerneceller i vores hoveder. Det er ikke videnskab, men det lyder godt, og det giver en mig en fornemmelse af at høre til. Som var jeg en brik i et puslespil, jeg aldrig ser motivet på.

Jeg flytter foden til bremsen. I det tomme kryds forude skifter lyset til rødt.

Et par dage senere klikker jeg mig gennem nyheder på nettet. Jeg læser om Jeffrey Epstein, den amerikanske rigmand, der blev anholdt og sigtet for forsøg på at smugle mindreårige piger til USA og misbruge dem til sex, og som senere begik selvmord i sin fængselscelle.

Epstein var en moderne mand. Han troede på teknologi og var besat af at forbedre menneskeheden, gerne med sine egne gener. På sin ranch i New Mexico planlagde han angiveligt at inseminere op mod tyve kvinder af gangen med sin sæd. Han ville også have både sin hjerne og sin pik frosset ned, når han døde, så de kunne genskabes i fremtiden. Blandt hans bekendte var Virtual Reality-legenden Jaron Lanier, afdøde Stephen Hawking og psykologen Steven Pinker, der har været med til at skabe en stor del af tankesættet bag kunstig intelligens. Alle deltog de i Epstein’s saloner, hvor det flød med champagne.

Jeg klikker videre og falder over en video på YouTube. Den er i sort-hvid og optaget i et laboratorium hos en anden psykolog, amerikanske Harry Harlow, der i 1958 udgav The Nature of Love, en bog baseret på en række banebrydende og kontroversielle forsøg med rhesusaber. Harlow fjernede nyfødte unger fra deres mødre, satte dem i bur og tilbød dem i stedet to versioner af en kunstig mor. Begge var i stand til at give abeungen mad, og begge havde et stiliseret ansigt med øjne og mund. Den ene kunstige mor var beklædt med blødt stof, mens den anden kun bestod af et ansigt og en krop af bøjede metaltråde, hønsenet, formet som en abemor. Når abeungerne fik valget mellem de to, valgte de den bløde udgave. Og hvis den stofbeklædte mor ikke gav mælk, spiste de hos ‘metal-net-mor’ og løb bagefter hurtigt tilbage til den bløde udgave.

Harlow viste eksperimenter og en af forsøgsaberne, ’Baby106’, frem til en journalist, og den hjerteskærende video er endt på YouTube.

For at kunne teste, hvordan Baby106 reagerer på frygt, konstruerede Harlow et mekanisk skræmmedyr; et støjende og blinkende væsen med store øjne og smækkende kæmpetænder. Han stiller det op foran Baby106, der straks løber skrigende hen til den bløde surrogatmor og klamrer sig til hende.

Hvis der kun er ‘Metal-net-mor’ at klamre sig til, er ungens rædsel derimod stum.

Harlow lod også nogle af ungerne vokse op helt uden mødre, alene i et rum med en slange, de kunne suge næring fra. Resultatet var uhyggeligt. Abeungerne stirrede tomt ud i luften, gik hvileløst rundt og forsøgte at skade sig selv. De kradsede sig til blods og slog hovedet mod væggene. Flere aber døde, fordi de holdt op med at æde.

»Men er det, vi ser her – at en abe klynger sig til et stykke stof – virkelig kærlighed?« spørger journalisten i videoen.

Harlow tænker sig godt om og svarer så:

»Hvis du gør en baby bange, og den løber hen til sin mor, og dens angst bliver forvandlet til en følelse af tryghed, ville du så ikke sige, at dén baby elskede sin mor?«

Jeg er ikke så sikker. Men jeg tror, at vi har mere til fælles med Baby106, end vi vil være ved. Vi fylder verden med surrogatmødre og kaldet det fremskridt. Som med tilfældet Jeffrey Epstein handler det nu tit om noget helt andet.

Engang kiggede vi ud i rummet og talte stjernerne. Nu ser vi ned på os selv.

Ifølge Technology Review er der nu private firmaer, der tilbyder noget, der ligner LIVE-overvågning fra rummet, hvilket er en statsgaranti for, at regeringer har haft den samme mulighed længe. I 2008 var 150 kamerabærende satellitter i kredsløb om Jorden; nu er vi oppe på 768 med en tilladt skarphed på 25 centimeter til civilt brug. Kombinerer man det med Synthetic Aperture Radar, en militær teknik, der kan »se« gennem skyerne, stiger nøjagtigheden til en millimeter.

Det virkelig interessante er vores evne til at behandle de data, det handler om. Allerede i 2014 tilbød et firma ved navn SkyBox HD-video fra rummet af 90 sekunders længde. I dag tilbyder EarthNow det, de kalder Continous Realtime-video med ét sekunds forsinkelse.

Når det kan lade sig gøre, er det blandt andet, fordi hele planeten bliver pakket ind i internet. Rummet over os, den yderste del af den kugle af tyngdekraft, der udgør vores verden, er i øjeblikket befolket af ialt 5000 menneskeskabte satellitter af forskellige slags, og det er kun begyndelsen: Med projektet Starlink vil Elon Musk dække hele kloden med satellitbåret internet. Med vanlig grandiositet planlægger tech-guruen også at sende 11.943 satellitter i luften i de kommende år; flere end antallet af stjerner, der kan ses med det blotte øje.

Jeff Bezos fra Amazon har også fået rum på hjernen og har lagt billet ind på 3236 af sine low-earth-orbit-satellitter.

Elon Musks første 60 satellitter har allerede vist os, hvad det er, vi ser ind i: En snurrende jernkugle, et metal-bur mellem os og stjernerne. Lowell Observatory tog et billede af dem, som viste en lang, skinnende hale over himlen. En hale, der med tiden vil vokse til et helt dyr og blive et hulspejl af os alle sammen og vores bevægelser hernede på jorden.

Vi kan ikke gemme os for os selv. Til gengæld bliver stjernerne væk bag satellitterne, klager astronomer og observatører, der allerede nu oplever, at den første kreds i rumkaravanen tager udsynet.

Men hvad klager de for? Himlen er endelig vores – menneskets – alene.

Var det ikke det, vi ville?

Elon Musk og Jeff Bezos vil ikke bare væk fra jorden. De vil være super-mennesker. Transhumanister.

Transhumanisme er det, som følger efter mennesket, det endelige opgør med Gud som begreb: Se! Vi magter at sætte blad på nælde, og vi skaber os selv, mener følgerne af denne tekniske, rationelle, digitale religion. Og de vil gå langt for at bevise, at de har ret.

Den Transhumanistiske Deklaration blev skrevet i 1998 og er siden revideret mange gange: »Menneskeheden vil blive radikalt forandret af teknologien i fremtiden. Vi forudser muligheden for at redesigne de menneskelige grundvilkår, inklusive parametre som aldringens nødvendighed, begrænsninger af menneskelig og kunstig intelligens, medfødt psykologi, lidelse og vores indespærring på planeten Jorden«, står der blandt andet.

Fremtiden beskrives også som »Humanity+« under det kække, 1960er-amerikanske slogan: Dont Limit Your Challenges, Challenge Your Limits. Jeffrey Epstein donerede i øvrigt over 100.000 dollar til ‘Humanity+’.

Elon Musk har også netop lanceret en robot, der kan operere computerchips ind i rotters hjerner. Men målet er mennesker. Chippen hedder NEURALINK og er en dataforbindelse mellem vores hjerner og det, der er udenfor, en blanding af data-aflæser og upload-punkt.

I første omgang handler det om at hjælpe dem, der mangler en arm eller ikke kan se. Men Musk har en langsigtet plan: »Vi arbejder frem mod en symbiose mellem os mennesker og den kunstige intelligens«, sagde han for nylig.

Sært nok har Musk advaret kraftigt mod den samme kunstige intelligens, han nu er med til at udbrede. Den kan ikke standses, siger han, den kommer til at vokse eksponentielt. Men vi ved ikke, hvad den finder på. Vi ved, at computeren regner os ud, celle for celle. Vi kan reproduceres i kode og nu – snart – kan vi forbindes direkte til computere.

Er det så kærlighed? spørger nogen. Og andre svarer: Betyder det noget?

I 2017 skrev en række forskere fra Østrig et andet svar, Det Anti-transhumanistiske Manifest. Her bestrider de, at mennesket bare er summen af information. Vi er meget mere, skriver de – vi er Animals of meaning; dyr, der søger mening:

»Vor menneskelige natur er kendetegnet ved vores skrøbelighed, følsomhed, selvbevidsthed og vores indbyggede fornemmelse af, hvem vi er, i modsætning til hvad vi er. Det er evner, der gør os i stand til at reagere på vores omgivelser, til at udvikle en fornemmelse af vores egen dødelighed og til at indse, at hvert eneste øjeblik har en unik fortid, der viser sig for os, som en fremtid uden fortilfælde«.

Manifestet fortsætter:

»Teknologi kan forme, men ikke erstatte vores sociale forhold til hinanden, for det er dem, der definerer, hvad der er meningsfuldt for os.«

Tidligere på sommeren interviewede jeg til mit radioprogram en af manifestets forfattere, Dr. Sarah Spiekermann, professor ved Wiens Universitet og stifter af Privacy & Sustainable Computing Lab:

»Transhumanisterne kobler et skuffet blik på den menneskelige natur med en overtroisk science-fiction-vision om, hvordan vi skal forbedres,« sagde hun. »De foragter vores skrøbelighed.«

Internet. Du, som er i himlen.

Engang var nettet en snerrende lyd i en flad kasse med LED-lys, et håndtryk og en knitren, før der var hul igennem til den uendelighed af information, vi heller ikke dengang forstod at omsætte til viden.

Dengang var internettet som en uendelig lang postliste; én af de emails, der består af svar på svar på svar. I hvert fald den del af internettet, jeg brugte mest i 1995, nemlig USENET, hvor jeg på alt.comp.psion-gruppen kunne skrive med andre ejere af PSION-lommecomputere, datidens hotteste apparat. Jeg fik et kabel, der forbandt min PSION 5MX med min mobiltelefon, hvilket de facto gjorde den til en smartphone. Jeg elskede den maskine. Jeg havde den på mig konstant.

Via USENET fandt jeg en mand, der havde lavet kablet til sig selv, og som godt ville lave et til mig også, og som sendte det til mig med posten, uden fortjeneste.

Usenet var gratis. Alt på internettet var gratis. Der var ingen reklamer. Universiteter og læreanstalter delte glade ud af alt, man kunne ringe direkte til forskere i udlandet, og de både tog telefonen og svarede på mails.

Men det holdt ikke længe. Pæne mennesker i jakkesæt lavede forretningsplaner og fik ideer til, hvordan der skulle tjenes penge på nettet. Hvordan der kunne tjenes penge på data; vores data. De blev milliardærer, firmaer blev børsnoteret, aktieoptioner byttet, intellektuelle rettigheder solgt og alt, hvad vi før havde taget for konkret og forståeligt og dagligdags viste sig at være noget, der kunne digitaliseres, disruptes og tilbydes i abonnementform. LAAS – Life As A Service – var født.

Elon Musk og Jeff Bezos drømmer om en fremtid i vægtløs tilstand, langt væk fra det menneskelige rod og kaos, som vi 7.7 milliarder individer har i os.

De vil væk fra os. De vil være bedre end nogensinde før.

De drømmer om kunstig intelligens, der er klogere end os, fordi den er logisk, rationel og retfærdig. De drømmer om »Singulariteten«, der opstår, når al den computerkraft og alle de data, de har pakket planeten ind i, smelter sammen og bliver til én handlende, tænkende, teknisk bevidsthed, et blankt, hårdt, moderløst væsen, der ikke lader sig skræmme af noget som helst, og som tilpasser sig alt omkring det – og kontrollerer det via NEURALINK.

Mennesket har været på en rejse, mener transhumanisterne, og nu kommer det hjem til sig selv. Ånden skal besjæle computeren, mens mennesket transformeres til en forudsigelig, programmerbar forbruger-maskine under diskret, algoritmisk kontrol, fanget i LAAS med AirBNB og Netflix og elektriske Løbehjul til leje via apps og hundreder af månedlige mikrobetalinger og manipulationer. Af os små blinkende myrer under satellithimlens solgenspejlende aluminiumsglød.

 

Det røde lys er i spejlet bag mig.

Jeg sidder bag rattet i en sort bil, og jeg kører alt for hurtigt. Det er midt om natten, og lygtepælenes lysstriber går i ét og skærer bilen midt over.

Vi skal nå noget, et dødsleje, et menneske, der er på vej væk, og lige nu er det vigtigere end alt andet, og jeg ved, at alle mennesker ville forstå os, også politiet, for det er vores og hendes rejse videre, det handler om.

Vi når frem, og hun ånder stadig, og jeg aer hende på kinden, jeg siger farvel, og alle græder, og satellitterne peger endnu ikke alle sammen i vores retning, og de har endnu ikke udstedt en automatisk bøde til os, og singulariteten er eksponentielt set længere væk end nogen sinde før. Her under satellitterne, der skærmer for stjernerne, hvor Baby106 sidder og klamrer sig til Bløde-Mor, og skræmmedyret udstøder mærkelige lyde og klaprer med tænderne.

Den er kun en mekanisk fugl, men vi er dyr af mening, fyldt med kærlighed til hinanden, og uanset om kærligheden er fuldt forståelig og logisk og kan deles op i små kemisk-elektriske bevægelser, så mærker jeg den, mens et menneske forsvinder for øjnene af mig, drøner afsted op gennem mørket og bliver endnu en brik i det puslespil, ingen af os kan se, hvad forestiller, fordi vi er det. Selv.

Anders Kjærulff er journalist, teknologikritiker og tidligere vært og redaktør på Radio24syv-programmet ’Aflyttet’.


Bragt i weekendavisen den 30.8.2019

 

LINKS:

Harlow’s Studies on Dependency in Monkeys https://www.youtube.com/watch?time_continue=4&v=OrNBEhzjg8I

SATELITTER OVERALT: https://www.technologyreview.com/s/613748/satellites-threaten-privacy/

ETISK RÅD 2007 om Transhumanismen:
http://www.etiskraad.dk/etiske-temaer/optimering-af-mennesket/homo-artefakt/kulturhistorisk-perspektiv/transhumanisme

‘Den Transhumanistiske Deklaration’ https://humanityplus.org/philosophy/transhumanist-declaration/

Aflyttet.dk – oversættelse af det transhumanistiske manifest+interview med Sarah Spiekermann her: https://aflyttet.dk/det-anti-transhumanistiske-manifest/

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s