KH @Kjaerulv: De Hemmelige Socialdemokrater?

Velkommen til et nyhedsbrev fra @kjaerulv –med  lidt om hvad der er sket i ugen, set fra min sære uriaspost på egen blog og diverse sociale medier. Jeg laver det her på egen regning og risiko – hvis nogen har lyst til at sponsere mig, så find mine kontaktoplysninger og send en mail?

Der findes to efterretningstjenester i Danmark. Mindst.
De to vi kender og som bliver betalt af staten for at sikre henholdvis den ydre og den indre sikkerhed, hedder FE, forsvarets efterretningstjeneste og den anden PET, politiet efterretningstjeneste.
FE skal som udgangspunkt tage sig af ydre trusler og kontraspionage, altså folk i Danmark, der spionere imod os, men har på det seneste fået flere opgaver indenfor cybersikkerhed, her især Center for Cybersikkerhed, der er under FE.
Og ja, grunden til jeg taler om det her, er selvfølgelig på grund af Lars Findsen, der er chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, hvis man altså kan være det,  når man sidder i fængsel, for det gør han lige i øjeblikket, sigtet efter den paragraf 109, landsforræder-paragraffen, som jeg har talt om før i det her nyhedsbrev.
Findsen har ikke mulighed for at fortælle hvad der er sket, da sagen foregår bag lukkede døre. Men han og hans forsvarer har fået ophævet navneforbuddet og i forbindelse med det, nåede han at udtale til pressen, at han mener at anklagerne imod ham er ’fuldkommen vanvittige’.
Pressen, der som bekendt også har haft besøg af FE og PETs chefer, der skulle minde dem om, at også DE er underlagt paragraf 109 og læner sig op af samme behandling som Findsen hvis de skulle få alt for gode ideer, de skriver nu løs som gale, men samtidig lidt forsigtigt, for at finde ud af, hvad der mon kan være sket, og hvis jeg havde været mit gamle jeg ville jeg også være kommet med en eller anden knap så hemmelig forklaring – men det vil jeg lade andre om.

OBERSTEN OG KOMMANDØREN
I stedet vil jeg fortælle noget til det, man i medierne kalder BAGGRUND.

forsiden af Wilhelm Christmas-Møllers bog fra 1993

For at kunne gøre det, har jeg hevet den fremragende bog, ‘Obersten og Kommandøren’ af Wilhelm Christmas Møller ned af hylden i reolen. Bogen er en meget velskrevet og ret personlig gennemgang af hvad forfatteren kalder ’Efterretningstjeneste, sikkerhedspolitik og socialdemokrati i 1945 til 1955’ og i det med socialdemokratiet, det er værd at holde fast i.
Obersten var Hans Matiesen Lunding, leder af dansk efterretningsvæsen hele livet, kun afbrudt af et brutalt ophold i koncentrationslejr, hvor han var dømt til døden – men slap.
Kommandøren var Poul Adam Mørch, der tilbagte krigen i Sverige som leder af undergrundshærens efterretningsvæsen, Nielsen og Møller, som det blev kaldt.
Sammen stod de for opbygningen af den militære E-tjeneste i Danmark.
De var meget forskellige. Mørch var konservativ og af god familie mens Lunding var fra fattige kår i Sønderjylland og socialdemokrat helt ind i hjertet.
Det sidste betyder mere end man skulle tro. Historisk set, hævder forfatteren, er socialdemokratiet nemlig det eneste parti, der seriøst har interesseret sig for efterretningsvæsenet, og har gjort det lige siden befrielsen. 

REGISTRERE KOMMUNISTER
Socialdemokratiet var faktisk så glade for det hemmelige, at de havde deres helt eget efterretningsvæsen, kaldet Arbejderbevægelsens Informations Central, der fungerede fra 1944 og helt op til 1972. Informationstjenesten blev styret fra LOs hovedkvarter i København, og havde, da den var størst, 6000 informanter på store arbejdspladser. Deres simple opgave var, at registrere kommunister, deres adresser, fødselsdata og i flere tilfælde også navne på ægtefæller.Oplysningerne blev givet videre til Politiets Efterretningstjeneste og det amerikanske CIA i et samarbejde, med amerikanerne, der har fundet sted kontinuert siden 2. verdenskrig, først med OSS, senere altså CIA og nu altså NSA, National Security Agency.
Vi kender ikke sigtelsen mod Lars Findsen. Det kan være hvad som helst. Han KUNNE jo have været dobbeltagent? Eller noget andet. Men det man måske går efter ham med, og det der gættes på blandt mine kolleger, er afsløringen af den aftale socialdemokraten Poul Nyrup indgik med Bill Clinton og NSA i 1997.
Den aftale gav, ifølge ikke mindre end fem journalister på Berlingske, NSA adgang til et kabel et sted i københavn, hvor man kunne følge med i kommunikation fra blandt andet Kina.
Problemet var, al mulig anden international data og telefontrafik – fra hele Danmark og ud af landet – også løb gennem det kabel, men det valgte man at se stort på, hvilket i maj måned eksploderede i historien om, at FE havde hjulpet NSA med at overvåge tysklands kansler Angela Merkel.
Men: Det var jo amerikanerne, vores, og historisk set, især socialdemokratiets venner. Og vi har sikkert fået noget tilbage for ulejligheden.

YHEM
Selve aftale har været YHEM, som det hedder, Yderst Hemmelig, men det har ikke forhindret pressen i at skrive om det og Socialdemokratiet i at benægte med den stærkt indstuderede sætning: Vi har ingen grund til at antage, at der finder ulovlig overvågning sted. Og nej, den var ikke ulovlig, faktisk ligger der angiveligt et stykke papir med hele aftalen i FEs hovedkvarter på Østerbro, med underskrifter af samtlige forsvarsministre siden Nyrupregeringen, inklusive, må man formode, Tine Bramsen. Hun har hidtil været påfaldende tavs.
Socialdemokratiet har altid vist stor forståelse for efterretningstjenester, og er der nogen, der gennem tiderne har hjulpet med at rage kastanjerne ud af ilden, hvis FE eller PET – og især deres meddelere kom til at klokke i det, så er det Socialdemokratiet.
’Ved at lægge ryg til en efterretningsudvikling, der ikke altid var demokratisk, set fra en ideel synsvinkel, fik partiet et ansvar, der betød at det senere og efter evne lagde låg på de skandaleagtige sager, der opstod med mellemrum’, skriver Wilhelm Christmas-Møller.
Christmas-Møller fortsætter med at forklare, hvordan politikerne og tjenesterne nærmest har en drejebog for at dræbe sager, når de kommer i medierne, en drejebog, der inkluderer læk af injuerende oplysninger mod modstandere og lange, lange sagsbehandlinger i diverse kommissioner og udvalg, så længe, at ingen længere kan huske, hvad sagen gik ud på, når den endelig når en slags afgørelse, lidt som da de tre landsretsdommere afviste sagen omkring Tilsynets med Efterretningstjenesterne whistleblower, og beskyldningen om, at FE havde overvåget danskere ulovligt – samme dag, som Støjbjerg-sagen blev afgjort.

DEN LOKALE FE’ER?
Men tilbage til min bog: Når Wilhelm Christmas-Møller er interessant og ved så meget, så det fordi han selv arbejdede i militærets E-tjeneste, det nuværende FE, i 15 år. Han var sig også paragraf 109 bevidst og undlader at skrive om den periode han selv var ansat i, og nøjes med at kigge tilbage på rent historiske forløb, hvortil der findes kilder.
Dansk presse har altid opført sig pænt. Som Wilhem Christmas-Møller konstaterer, så har beliggenheden af ’Villaen’, FEs lyttecentral på Aflandshage, stort set ikke være omtalt.
’flertallet af disse har i virkeligheden været ganske loyale overfor de legitime og lovlige dele af de danske e-tjenesters arbejde’, skriver han.
Spørgsmålet er, om især PET presser den loyalitet for hårdt nu.
Og selvom jeg har lyst til at fortælle mere om Willliam Colby fra CIA, Stay-Behind-netværk, Forsvarets Central Radio og ikke mindst GLADIO, så vil jeg nu nøjes med at konstatere, at det er påfaldende, at det er PET, der har overvåget FEs chef.
De to tjenester har nemlig altid ligget i krig med hinanden om bevillinger og indflydelse, og som det ser ud nu, er det PET, der går af med sejren.
Lars Findsen, der som jurist i forvejen repræsenterer et DJØF-element i en ellers militær tjeneste, har en fortid som chef hos PET, og byttede i sin tid plads med Thomas Ahrenkiel, også DJØFer uden stjerner på skuldrene. Sidstnævnte var i spil til en ambassadørpost – i Berlin – men holder nu lav profil i det private.
Både Findsen og Ahrenkiel er blevet ansat under borgerlige regeringer. Og begge er nu ude af systemerne.

ET STYKKE VEJ
Hvad angår Findsen og hvorvidt han har gjort noget forkert eller ej, så må tiden og domstolene vise det.
Indtil videre kender vi end ikke sigtelsen.
Jeg skal her bare igen henvise til min bog:
“Hermed rejses spørgsmålet om, hvor langt en E-chef bør og må gå på egen hånd, hvilket vil sige uden politisk rygdækning? Det er min opfattelse, at han for effektivitetens skyld må være rede på at gå et stykke vej”, skriver Wilhelm Christimas-Møller.
Og lige et lille ‘heads up’ her til sidst:
Rygter i mediebranchen siger at der under den kolde krig – og måske sågar den dag i dag – altid var EN journalist på enhver redaktion i Danmark, der var direkte forbundet til PET eller FE, og som var villig til at tage telefonen og ringe til hovedkvarteret, hvis noget pinligt var under opsejling – eller til at skrive artikler, der sendte resten af pressen i en anden retning. I disse tider vil jeg nok anbefale de af mine kolleger, der danser på kanten af 109 at kigge sig godt over skulderen og tænke lidt over, hvem på kontoret, der altid er sært velorienteret og som synes at være immun overfor fyringsrunder og omplaceringer.
Og så snakker vi ikke mere om det – det er der nok andre der vil gøre.
For vi skal også nå et par andre ting.

DATAETISK URÅD?
I denne uge har formanden for det tydeligvis vingestækkede dataetisk råd, Johan Busse, klaget i sin nød over ikke at være blevet hørt, da Morten Bødskov og SKAT lige fik fiflet en lov igennem, der giver SKAT mulighed for adgang til ALLE oplysninger om borgerne, inklusive potentielt politisk tilhørsforhold, så de kan træne en algoritme. Der er nul begrænsninger, ja, man har sågar tænkt sig, at trække på åbne kilder som køb på den blå avis og Facebookopslag i bedste techbro high-tech STASI-stil. Folketinget vedtog det bredt, om end flere politikere nu har fået lidt kolde fødder og jamrer sig over ikke at have tid nok, til at sætte sig ind i den slags komplicerede sager.
Busses Data Etisk råd, er som sagt ikke blevet hørt, selvom det må siges at være lige deres område, hvilket endnu engang understreger, at databeskyttelse og etik kun er noget forvaltninger beskæftiger sig med, når det passer dem. Dataetisk Råd er under alle omstændigheder kun et råd. Og man behøver ikke rigtig lytte til dem. Det er synd. Ikke mindst for tilliden til staten.
Så går de anderledes hårdt frem i Frankrig, hvor deres datatilsyn har stanget mega-bøder ud til både Facebook og Google for, bevist, at have sjusket med cookies gennem lang tid: I Frankrig, hvor tilsynet ikke sidder under et ministerie, og hvis angørelser ikke kan ankes, har det kostet de to techgitanter 210 millioner euro!
Det kunne vi, i lille Danmark, hvor vi helst vil være venner med amerikanerne, godt lære lidt af. Ikke?
Og hvis vi ikke vil det, så bør vi nok se at få trænet vores etiske muskler, før vi høvler data ind og fodrer dem til algoritmer, som ingen forstår, og som derfor ikke kan holdes ansvarlige – end ikke for paragraf 109.

Kærlig Hilsen
@Kjaerulv

PS: Hvis du vil vide lidt mere om FE og aflytning, så kan du med stor fordel se det her aldrig sendte TV-program, DECODE, som jeg var med til at lave – det er en såkaldt PILOT, og DR ville ikke røre det med en ildtang.

Christmas-Møllers beskrivelse af, hvordan man dysser en E-sag ned

KH @Kjaerulv fra MATRIX.DK: Godt nytår fra et samfund, der er en computer, der ikke virker

Velkommen til et nyhedsbrev fra @kjaerulv –med  lidt om hvad der er sket i ugen, set fra min sære uriaspost på egen blog og diverse sociale medier. Jeg laver det her på egen regning og risiko – hvis nogen har lyst til at sponsere mig, så find mine kontaktoplysninger og send en mail?

Godt nytår – håber i er kommet godt over på den anden side og ind i den nye vitualitet, der hedder 2022.
Jeg har set den nye Matrix film, resourrections, genopstandelserne. Det blev ikke i biografen fordi de jo som bekendt er lukket ned, men via Apple TV – fra en smartphone til et smart-TV – rimelig skærm men ikke noget biograflærred.
jeg så den 2. januar fordi det føltes passende som begyndelsen på et nyt år og fordi jeg faktisk havde glædet mig til at se den efter at have dyrket de meget sparsomme trailers, der kom ud.


Jeg havde glædet mig til at gense NEO, aka Thomas Andersson aka skuespilleren Keanu Reeves, der om nogen har lavet sig en karriere på de tidligere tre film i den originale Matrix Trilogi. Den første var og er stadig den bedste kan jeg godt afsløre, om end Reeves og hans livlange Matrix kærlighed, Trinity, spillet af Carrie Ann Moss, spiller med en nyfunden tyngde og værdighed, der på mange måder er det meste værd: Man tror kort sagt på de to og deres kærlighed, for The Matrix er i virkeligheden også – og måske endda mest – en historie om, at kærlighed besejrer alt!
Trilogien, som nu er en kvartet har altid givet den fuld gas med effekter, og når de to endelig holder hånd og ser hinanden ind i øjnene, ja, så eksplodere alting og alle de onde forsvinder i et inferno af krudtrøg og det er faktisk rørende og smukt.
Resten af filmen derimod ved ikke rigtig hvad den vil udover at være….den fjerde Matrix film. I DEN er Neo igen Thomas Andersson – han er ikke længere hygge-hacker med et kedeligt kontorjob, men ledende spildesigner, der har lavet et computerspil, der hedder….The Matrix.

FLASHBACKS
Hans onde chef tvinger ham til at lave en opfølger, og det giver ham hele tiden flashbacks, som han og hans psykolog tror er psykotiske anfald, men vi ved naturligvis bedre, lige fra begyndelsen.
Og, ja der skal ædes masser af røde piller og hamres en masse Kung Fu før Neo – og Trinity, der først skal frigøres for en familie-simulation med falske børn og mand – kan flyve afsted sammen.
Men denne gang er det ikke Neo der på messiansk vis stiger mod himlen, det er Trinity, kvinden, der både kan slå en prober næve, køre en motorcykel med Neo bagpå og altså, viser det sig til sidst efter at Neo har opgivet den evne, at flyve.
Sidste ord i filmen – så vidt jeg husker det- var: Vi har fået den bedste gave mennesket kan få – en ny chance.
Den chance er spildt, og jeg ærgrer mig lidt over den film, ikke at jeg ikke var underholdt, men at den vil mig så lidt, når der var så mange muligheder for at skrive sig seriøst ind i samtiden. For at sige noget om vores moderne liv, altså det, der er opstået EFTER den første Matrix film fra 1999, for sølle 23 år siden.
Dengang var smartphonen ikke opfundet og internettet var stadig en lille smule eksotisk for de fleste og sociale medier bestod af postlister på hjemmesider.

ELEVATOR
I én, synes jeg lidt ensom scene, tager Matrix Resurrection fat på det spring:
Thomas Andersson er i en elevator, der kører ned. Vi ser ham og de andre i elevatoren, oppefra, som stod vi ovenpå dem. Thomas kigger op. Direkte ind i kameraet. Alle andre ser ned. På deres telefoner og ind i det som Facebooks Mark Zuckerburg at gode grunde ikke har døbt the matrix, men META, og det er egentlig rigtig meget meta, for Matrix Ressurrections er i den grad en metafilm om et dobbelt univers, hvis ambition er den samme som METAs: At få os, brugerne til at investere endnu mere tid og opmærksomhed på at interagerer bevidstløst med hinanden gennem maskiner, der så tapper os for data på næsten samme måde, som The Matrix der har hele menneskeheden koblet op til et el-net og bruger dem som batterier.

DATABATTERIER
På Facebook og i sikkert endnu højere grad i det nye META, er vi databatterier, der leverer informationer om os, der kan bruges til at sælge os ting eller manipulere os.
Det er sådan det er og jeg synes ikke helt, at Matrix Resurrections formår at få den pointe på plads i noget, der faktisk ender med at ligne netop de videospil, som Paul Andersson designer – og som måske indenfor forbavsende kort tid vil være at finde på META i en Occolus Rift udgave med VR-briller og handsker og hovedtelefoner. I hvert fald vil der nok være SKINS, så man kan være Neo eller Trinity eller agent Smith, mens man tramper rundt inde i sin stue iført en bunke skærme og ledninger, og udefra – for den ikke forbundne – ligner en besat person midt i et psykotisk anfald.

UD AF META
Herhjemme kan man også få sig en Matrix-agtig oplevelse – endda uden at forstå hvorfor.
Den 29de december røg tegneren StineStregen – aka Stine Spedsbjerg – ud af Facebook. Hun blev deaktiveret, og dermed brutalt revet ud af sin Matrix-ærtebælg, den vi alle sammen sidder i:  ’Din konto er blevet deaktiverret.  Du kan ikke bruge facebook, fordi din konto eller aktiviteten på den ikke følger vores fællesskabsregler’, lød begrundelsen som tegneren postede på et andet socialt medie, Twitter med teksten, ’Nå, men jeg brugte den heldigvis heller ikke til andet end mit arbejde’…

Ordet DEAKTIVERET er interessant – fordi det er meget, meget Matrix at kunne slukke for folk som det passer én – men det er et sidespor, for det, der virkelig har fået folk op og køre er problemet med at klage over sådan én de-aktivering, for det kan man ikke rigtig, da det man prøver at klage til i virkeligheden er en maskine, der kun tænker i matematik, ganske som simulationerne i The Matrix og ligeså firkantet og dumstædigt som var de ALLE sammen agent Smith bag solbriller.
Facebook bruger en blanding af underbetalte folk i 3de verdens lande på forfærdelige kontrakter  men langt overvejende algoritmer til at finde ud af, om folk skal smides ud eller ej. Og selvom de, altså algoritmerne, skriver venlige standart-svar er de ikke til at diskutere med.
Så hvis Stinestregen skal have en chance for at komme tilbage skal hun på en eller anden måde påkalde sig menneskelig interesse – og det er der p.t. kun én måde at gøre på: Via medierne!
Heldigvis for hende skrev Politiken lidt om det og historien blev re-tweetet en del gange, blandt andet af Journalistforbundet, og så var der pludselig åbent igen.- fordi et menneske havde fundet ud af at det måske var dårlig presse….?

ROBOTSNAK
Det er ikke kun Facebook, der kører helt automatisk, det vælter med historier fra folk, der har mistet deres konti uden at forstå hvorfor: Undertegnede har selv haft ørene i TWITTERS maskine i december sidste år, hvor jeg af stadig uvisse grunde blev de-aktiveret i en måned og hvor alle klageadgange tydeligvis var robot-bemandede og ikke gav noget resultat.
Men så skrev jeg en artikel til PROSA-bladet og den blev retweetet rigtig meget, og SÅ blev der på mystisk vis, åbnet igen – helt uden forklaring, hverken på de-aktiveringen eller rea-ktiveringen…
Stinestregen og jeg kom altså tilbage igen – omend hun p.t. kun har kontrol over sin Instagram – ikke sin Facebook, selvom det er samme ejer, META!
Men hvad med alle de, der ikke har medieadgang? Det er sandsynligvis mange og mon ikke de stadig står derude og banker på, med mindre de da har opgivet og lavet en ny konto?
I mens kan man læse i Politiken at vore højtærede folkevalgte nu bruger mere tid på sociale medier end regulært lovarbejde. 26.000 facebook opslag blev det til fra #dkpol i 2021 og det er jo tankevækkende. Måske det bedste for dem var at blive de-aktiverede? Eller er de selv en del af simulationen, en del af den Matrix, der breder sig ud over hele landet og stjæler vores tid og koncentration?

OPMÆRKSOMHED EFTERLYSES?
I The Guardian har den engang skandaliserede journalist og nu genopstandne forfatter Johann Hari et fremragende essay om hvordan vores opmærksomhed er blevet stjålet. Han har talt med en række psykologer og forskere, heriblandt Professor Earl Miller fra Massachusetts Institute of Technology, der forklarer at vores hjerner simpelthen kun kan tænke en eller maksimalt to tanker af gangen og at vores evige skiften mellem rigtigt arbejde, som at skrive det her, og twitter og Facebook og sms-beskeder og breaking news, betyder, at vi nulstiller de processer vi er i gang med hver gang vi skifter vores opmærksomhed frem og tilbage.
Det giver tidsspilde. En undersøgelse af studerende, der skulle løse en opgave mens der kom SMS-er ind samtidig vs en kontrol gruppe uden sms viste at de første var 20 procent dårligere end de sidste! Earl Miller kalder menneskets nuværende situation for ’en perfekt storm af kongnitiv nedgradering!’
Johann Hari skriver: ’Et mindre studie blandt gymnasielever konkludere at deres koncentration kun er på 65 sekunder. Et andet, af folk, der arbejder på kontor, fandt ud af, at de kun kunne fokusere på en opgave i 3 minutter af gangen’.
Det er ikke meget. Og nej, det har ikke altid været sådan og det ved vi godt, hvis vi, især os, der er over 40, mærker lidt efter.
Men i modsætning til tidens trends hvor man skal kontrollere sig selv og lade være med at have notifikationer eller bruge smartphones, så er Haris ærende et andet: Det er ikke vores egen skyld. Problemet skal ikke individualiseres – for det er verdensomspændende, og selvom det lykkes en enkelt analog sjæl at koble sig fra hist og her, så kører samfundet videre i the Matrix.

Vi har ikke tabt vores opmærksomhed, skriver han, den er blevet stjålet fra os. Og vi må sammen kræve den tilbage.
Og ja, jeg kan sagtens høre koret af medieforskere sige, at der ikke er ‘evidens’ for det her. Men dem har Hari også et svar til: ‘Nogen videnskabsmænd siger, at de her bekymringer er ‘moralsk panik’ der kan sammenlignes med angsten for tegneserier eller rap-musik og at beviserne er for svage. Andre videnskabsmænd siger at beviserne er stærke og at bekymringerne er lige som de tidlige advarsler om fedme-epidemien eller klimakrisen i 1970erne. Med den usikkerhed mener jeg ikke, vi kan vente på sikre beviser’.

SKAT?
Men tilbage til det koncentrationsbesværede Folketing, hvor man arbejder stenhårdt på at bygge Danmark om til en stor computer. Den største af de computere har altid stået hos SKAT, men den har ikke rigtig virket siden EFI, Et Fælles Indrivelses-system, blev opgivet. Det var elleres meningen, at det system skulle spare en masse mennesker væk, ja de blev faktisk spares væk.
Siden da har Morten ’Nødløgn’ Bødskov arbejdet utrætteligt på at sprænge budgetterne for SKAT indefra med hvad man må kalde et super-uetisk-signatur-AI-projekt, hvor man kort sagt vil samkøre alle financielle data om borgerne(indklusive dem fra dine kontoudtog, og du skal ikke spørges først) – OG de åbne fra Amazon og Facebook – og så lave nogen risiko-for-snyd-algoritmer, der kan køres hen over os alle sammen baseret på data, Bødskov i øvrigt har tænkt sig at beholde ligeså længe skattevæsenet skønner det nødvendigt.
Hvad værre er: Man vil ‘træne’ systemet på borgernes data – hvilket uvægerligt betyder, at man skaber en black-box-ai, som ingen bagefter kan forklare hvorfor har taget en bestemt beslutning – eller rettere, staten er kloge nok til at sige, at den slags systemer skam ikke tager beslutninger men leverer beslutningsstøtte til mennesker, der så skal tage stilling derfra.
Men hvad hjælper det, hvis man ikke kan se matematikken og datagrundlaget efter?
Hvem tør sige nej til juvelen i et system, der ser ud til samlet at ende med at koste 9.9 milliarder om året og som er blevet 50 procent dyrere på kun fem år, ikke mindst under Bødskovs ledelse?
Samme Bødskov har fået den hidtil hårdeste kritik af rigsrevision jeg mindes at have set – og så er det nye automatiske ejendomsskatte-system, der også er baseret på algoritmer ikke engang rullet helt ud endnu. DET bliver nok 2022s mest interessante oplevelse, når borgerne finder ud af, at systemet regner 20 procent forkert i 30 procent af tilfældene og at SKAT regner DET for en acceptabel fejlmargin – der kommer til at være hyggelige samtaler over hækken når vi opdager at naboen betaler 20 procent mindre i ejendomsskat end os selv, for samme hus, hvis vi da eller har tid til den slags mere, vi har jo travlt med at lade os distrahere her i Matrix-DK og vores opmærksom er så velsignet kort.

Tak fordi du læste det her til ende.
Kærlig Hilsen
kjærulv