Der sidder en pæn, smilende dame i hallen. Hun deler kort ud. Dem på papir, altså.
Hun har mange af dem.
Og ingen bruger dem.
Det er nemt at finde vej, nu.
På autopiloten på telefonen – nogen gange skal man lige gå 30 meter den ene vej for at se, hvordan man vender. Men ellers er det bare fremad, med næsen i skærmen, mens telefonen spørger satellitterne hvad klokken er, og hvor de befinder sig, igen og igen og igen.
I går gik jeg fem km og ni etager. Og når jeg så op, var der blandt andet det her:
Her til morgen har jeg stadig ikke lært vejen, og fortsætter, styret af min lysende tings usynlige hånd gennem butiksstrøg, overstrøet med hjemløse.
Belgierne stiller affaldet på gaderne og de hjemløse bygger huler af det. Og hver morgen rives det ned, og de står op, og venter, i hættetrøjer og dynejakker på endnu en dag…
Jeg går videre, svingende kameraet, forbi soldater i grønne lastbiler og deres velsmurte våben mens autopiloten blidt trækker mig fremad, opad….
GARAGEN 