NØDRADIO: Om at skændes med maskiner til deres egen musik

Lene Bjarnø med den sandal som Facebook insisterer på er et mundbind(foto lene bjarnø)
Rasmus Fiedler/Dallas Delta Rasmus Fiedler/Dallas Delta

NØDRADIO taler med udvikler Steven Snedker, vertikal.dk om at få sin app smidt ud af Google Store af en robot ved navn Jennifer og med Lene Bjarnø, Rockahula, der ville forære et par sandaler væk på et Facebook, hvis AI bestemte sig til, at sandalerne var mundbind – og forbød det.
Og så har jeg ringet til Rasmus Fiedler i Australien, hvor de allerede har gang i en app ingen rigtig ved, hvordan skal bruges og som alt for få har downloadet.
I programmet indgår noget skrækkeligt musik, der er komponeret af Open AI – læs mere om det og lyt og gys her: https://openai.com/blog/jukebox/
LINKS: Historier fra Steven Snedker: Sjov med Copyright Agent: https://internetforbrugeren.dk/jeg-linkede-til-berlingske-og-fik-en-faktura-pa-343750-kroner-to-gange
Apps og corona: https://vertikal.dk/artikler/app-udvikling-i-en-corona-tid-tanker-uge-172020
Covidsafe app: https://www.health.gov.au/resources/apps-and-tools/coronavirus-australia-app
(tak til Rasmus Fiedler og hans firma Dallas Delta for de fine billeder af nødtelefoner)

Abonner på Nødradio:
ITUNES: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/aflyttet-i-garagen/id1504650482
RSS-feed: https://feeds.soundcloud.com/users/soundcloud:users:9572226/sounds.rss

Rådhusklokkerne!

Engang blev rådhusklokkerne sendt direkte gennem æteren og ind til radiohuset, hvorfra de blev udsendt over hele landet. I 80erne gik man over til en båndet udgave, som man forkortede en smule.

Mikrofonen (en Sennheiser MD 21) sad i den lodrette, lyse plastcylinder noget til venstre for billedmidten. Cylinderen var lukket foroven, og mikrofonen vendte nedad, omgivet af et metalnet overtrukket med en mylarpose, lufttæt lukket og forsynet med silicagel. Porøs akustikfyldning i cylinderens indre og nedadvendte munding neutraliserede dens indvirkning på mikrofonen. Det tilhørende forstærkerudstyr sad på væggen i et aflåst rum på Rådhusets loft og forsynedes med strøm via det samme kabel, som førte lyden til Radiohuset (48 Volt fantomforsyning)! FOTO: Matti Pedersen, beg.af 1980’erne

Fra DR-museum:
“Rådhusklokkerne

Københavns Rådhusklokker lød første gang i radio nytåret 1924/25 fra en svag københavnsk lokalsender, og har siden lydt som fast bestanddel af Statsradiofoniens og Danmarks Radios programmer.

 I mange år udsendtes klokkespil og timeslag dagligt kl. 12 middag direkte fra en mikrofon anbragt ved de nederste (mindre) klokker ca. 86 meter oppe i Rådhustårnet. Det var den legendariske Emil Holm, som i sin tid fandt frem til stedet, han syntes gav den bedste balance ved gengivelsen af Rådhusklokkerne, men anbringelsen, udsat som den er for vind og vejr, har i tidens løb givet problemer og ødelagte mikrofoner! Problemet løstes (se billedet) ved at anbringe mikrofonen afskærmet og lufttæt (af hensyn til kondensvand) i et stykke plastrør, lukket foroven, og på en sådan måde, at de akustiske egenskaber bibeholdtes.

Rådhusklokkerne har i perioder også været udsendt kl. 20 om aftenen og ved midnat. I dag udsendes klokkespillet i optaget og redigeret form kl. 12 middag, og det hele som lejlighedsvis, direkte reportage (nytårsaften). Og for resten:  Klokken er 12, når det første slag (i klokkespillet) lyder!

Jeg synes det var synd, at man fjernede den direkte sending. Den var virkelighedsbekræftende: Rådhuset, tiden og København står endnu.
Nu skal båndet være endnu kortere, og klokkerne underlægges et ‘beat’, så de rasende utålmodige lyttere ikke trættes, og løber hen til radioapparatet og skifter væk til en anden kanal…
I programmet herunder, ‘Det magiske øje’, optaget og klippet af mig engang i nullerne, møder vi blandt andet en mand, der mener det samme som jeg og taler om rådhusklokkerne, som noget, der binder os sammen.
Vi møder også nogen andre radio-entusiaster.
Udsendelsen foregår i en butik for brugte radioapparater på Østerbro, der ikke findes mere.

Åh MUSIK! Da jeg opdagede og græd til The Cinematic Orchestra…

I går gik jeg rundt i min garage og rodede og skrev og pillede ved mit cykelprojekt mens jeg hørte musik på den Dell laptop, jeg har sat op dernede. Maskinen har et dødt batteri og er engang blevet overhældt med neglelak af et ubetænktsomt barn, men fungerer fint nu – især efter jeg smed windows ud og Ubuntu ind. Og det er en anden historie.
Jeg lyttede til 4degrees med Anohi, og den evigt plagsomme autoplay på youtube sendte mig så videre på en eller anden algoritmisk bølge, for engang skyld en stor een….og lige ind i det her:


Det kørte diskret og ambient i baggrunden mens jeg gik og skruede, og så var det, jeg opdagede at jeg kendte nogen af de der lyde, der lå under strygerne: Lyden af Dial-Up-Modem og Radio-signaler….
Og så hørte jeg den igen. Og igen.
Det var lyden af længsel. Af det anologe menneskes rækken ud i verden, velvidende at der sikkert ikke er noget svar.
Og da det blev aften satte jeg computeren til det store stereoanlæg og hørte den igen og så fandt jeg en hel plade, og lyttede til den…og det var storslået og jeg fatter ikke, jeg kan have overset det her, så længe?
Og så lyttede jeg noget mere, og så tænkte jeg, ja, den er god med dem, det er jo mikset det hele, de kan sikkert ingenting….og så fandt jeg det her:

Og jeg lyttede til det, højt, og jeg indrømmer at jeg kom til at græde…noget, jeg normalt kun gør til klassisk musik og kun bestemte numre og det er pinligt, og det sker kun i selskab med det sublime, det der er så stort og indlysende skønt, at jeg ikke kan rumme det og flyder over, indeni.
Gør det selv, lyt. Gør det nu! Hvis du ikke allerede er så heldig at du har hørt det, da det kom, for det er gammelt jo – jeg har bare ikke hørt det før.
Verden er stor. Og smuk. Og så længe der er sådanne musikere og musik i den, skal det nok gå alt sammen….

ps: hvis der er plads til mere skønhed, her ovenikøbet i grumheden, og den menneskelige sendrægtigheds, svøb, så lyt her
http://youtu.be/kpxNDWL–KE