I går gik jeg rundt i min garage og rodede og skrev og pillede ved mit cykelprojekt mens jeg hørte musik på den Dell laptop, jeg har sat op dernede. Maskinen har et dødt batteri og er engang blevet overhældt med neglelak af et ubetænktsomt barn, men fungerer fint nu – især efter jeg smed windows ud og Ubuntu ind. Og det er en anden historie.
Jeg lyttede til 4degrees med Anohi, og den evigt plagsomme autoplay på youtube sendte mig så videre på en eller anden algoritmisk bølge, for engang skyld en stor een….og lige ind i det her:
Det kørte diskret og ambient i baggrunden mens jeg gik og skruede, og så var det, jeg opdagede at jeg kendte nogen af de der lyde, der lå under strygerne: Lyden af Dial-Up-Modem og Radio-signaler….
Og så hørte jeg den igen. Og igen.
Det var lyden af længsel. Af det anologe menneskes rækken ud i verden, velvidende at der sikkert ikke er noget svar.
Og da det blev aften satte jeg computeren til det store stereoanlæg og hørte den igen og så fandt jeg en hel plade, og lyttede til den…og det var storslået og jeg fatter ikke, jeg kan have overset det her, så længe?
Og så lyttede jeg noget mere, og så tænkte jeg, ja, den er god med dem, det er jo mikset det hele, de kan sikkert ingenting….og så fandt jeg det her:
Og jeg lyttede til det, højt, og jeg indrømmer at jeg kom til at græde…noget, jeg normalt kun gør til klassisk musik og kun bestemte numre og det er pinligt, og det sker kun i selskab med det sublime, det der er så stort og indlysende skønt, at jeg ikke kan rumme det og flyder over, indeni.
Gør det selv, lyt. Gør det nu! Hvis du ikke allerede er så heldig at du har hørt det, da det kom, for det er gammelt jo – jeg har bare ikke hørt det før.
Verden er stor. Og smuk. Og så længe der er sådanne musikere og musik i den, skal det nok gå alt sammen….
ps: hvis der er plads til mere skønhed, her ovenikøbet i grumheden, og den menneskelige sendrægtigheds, svøb, så lyt her
http://youtu.be/kpxNDWL–KE
GARAGEN 