Derfor skal vi digitalisere mere?

Min booker havde hyret mig til at være digitaliseringkritisk til det meget digitaliseringsspositive arrangement ‘TRANSFORMATION NOW!2021 – making digital real’ men jeg fik et benspænd af moderator Christiane Vejlø, der ville have mig til at sige noget positivt om digitalisering….det var ikke helt nemt men der er jo ret mange ORD og dogmer og sære tilfælde og ligefrem visioner omkring det digitale, som jeg så byggede et digt op omkring.
Det læser jeg op her:

Hvis du ikke vil se og høre på mig og mit strittende hår – eller pæne Christiane Vejlø – så kan det læses:

Vi skal digitalisere mere fordi…

Hvis vi digitalisere mere, SÅ skal vi have nye telefoner og flere apps og så bliver apple og google rigere og så bliver Danmark vist nok også rigere og så kan netcompany og microsoft og Ibm og google og apple få flere maskiner i arbejde og alle de dejlig techbros og søstre bliver endnu rigere end de allerede er og så kan de lave nogen nye biler eller veksle pengene til cryptovaluta og det er også godt, for det er moderne og fremtiden, bortset fra, at man ikke kan bruge bitcoins til at betale for sort arbejde med, og hvordan i alverden skal man SÅ få malet de der strandvejsvillaer? 

Vi skal også digitalisere mere, så vi kan holde gang i hjulene i centralforvaltningen. Der er en stor tung hvirvlende svingdør mellem digitaliseringsstyrelsen og folketinget og dansk enhverv og dansk industri, der skal holdes i gang jo, se bare hvad den allerede har givet os alle sammen af jobs til folk, der før sad til en kummerlig løn hos staten og nu, endelig er kommet ud i det private erhversliv efter et skønt kursus hos Singularity Us eksponentialitets eksperter?

Vi skal digitalisere mere, så vi kan blive mere DATA, BIG DATA, data om hvad vi lytter til og ser på og hvornår og hvor vi er henne i mens og hvem vi er sammen med. Hvordan skulle Techgiganterne ellers holde sig i gang? Vi må HJÆLPE alle sammen!
Big Data er fremtiden og vi skal have mere, vi skal lave pyramider af det og vi vil begraves inde i det, som konger. 
Og derinde, midt i alt det, er der ingen der længere ved, hvem der er OS og DEM, undtagen computerne, vores store snurrende herskere badet i grøn strøm med deres etiske kunstige intelligenser, der regner os ud som en kniv, der skærer i smør, som en speedbåd, der kløver Øresunds bølger, som fire baner digitalt hvidt glødende pulver lige op i næsen og vores blændende hvide smil, der sætter sig, gnistrende over hele horisonten. 

Og vi skal digitalisere mere, så vi ikke behøver at røre ved hinanden eller tale med hinanden eller skændes eller kysse, adr, direkte gammeldags på læberne, det vi kan røre ved er som bekendt farligt – så hellere glat og ren og afsprittet, mens vi biohacker i fittnessmaskiner under pulsurenes blinkende lys.


Vi skal digitalisere mere, så vi ikke behøver at tænke selv. 
Vi gider ikke være kloge mere, eller etiske, eller retfærdige, det har vi maskinerne til, den kunstige intelligens forstår at gøre os til gennemsnitligheder i algoritmer og hvis vi ellers bare forstod at lade den gøre det i fred, så finder AI, AIIII; ud af det hele. 
AIIII! Der skal effektiviseres og OPTIMERES, eller når vi ALDRIG TIL MARS, ellers står vi på iskolde perroner uden de tog, der ikke har kørt i årevis og som nogen har solgt til Google og Facebook og Apple sammen med vindmøllerne og der er så ensomt der, og stille, larm skal vi have, serverlarm og bluetoothhovedtelefonstøj, og Squid Game som full body Virtual Reality og et metavers, der ikke skal synges som andet end AIIIIIII og som vi ikke kan slukke for  nogensinde, billeder direkte på nethinderne fra vores raybans. Bigger, better, faster, MORE er fremtiden, og den kunstige intelligens blinker til os fra et sted overalt omkring os – den er lys som selve solen, nu går den SUPERNOVA – AIIIIIIIIIIIIII!

——–

Jeg kan efterfølgende konstatere at der er mange, der har taget mig HELT bogstaveligt – ikke mindst Digitaliseringspartnerskabet – der netop har udgivet det her: https://itb.dk/maerkesager/offentlig-digitalisering/ny-vision-og-46-digitale-anbefalinger-leveret-til-regeringen/

Enden på noget – begyndelsen på noget nyt?

Garagen holder sommerferie – sådan da, her i juli måned – efter en vildt inspirerende og meget kreativ holmgang med en gruppe forskere og forskningsassistenter fra ITU og AAU, der stod bag projektet ‘Hverdagens digitalisering under coronakrisen’.
Jeg fik lov at dokumentere(TAK!) og interviewede en del af dem og lavede podcast-serien ‘Corona-Eksperimentet’ i seks dele, og mener selv, i al beskedenhed, at det er endt med at blive fin radio – lyt endelig og giv mig en kommentar. Mit kreative udgangpunkt var det faktum, at alle de her forskere selv havde været udsat for lockdown og nye måder at gøre tingene på, at de også havde tænkt over liv og død og ensomhed – ligesom jeg havde gjort det, mens jeg producerede min nødradio fra mit klædeskab på mit kontor….
Anden inspiration kom fra den franske digter Charles Baudelaires lille essay om en sørejse, og ubehaget ved at forlade skibet…for på en måde føles CORONA-krisen lidt som en drøm, et mareridt nok, eller en sørejse i et stormvejr, der pludselig er overstået, nu hvor der er land i sigte…
Her er det citat, der rørte mig: ’Alene jeg var bedrøvet, ufatteligt bedrøvet. Ligesom en præst, hvem man ville berøve hans guddom, kunne jeg ikke uden en nagende bitterhed løsrive mig fra dette hav, der var så afsindigt besnærende, dette hav, der var så uendeligt omskifteligt i sin frygtelige simpelhed, og som i sine lege, sine bevægelser, i sine vredesudbrud, i sine smil syntes at fremstille og rumme enhver rørelse, enhver kval, enhver ekstase hos alle de sjæle, som har levet, som lever, og som skal leve!’
(Charles Baudelaire fra ’Allerede’ (Parisk Spleen – 1869)

Nu er serien så færdiggjort, jeg er gået i land så at sige, og er faktisk også lidt vemodig. Men mon ikke det lægger sig – hen over sommeren?
Husk jeg kan stadig bookes til foredrag – og til undervisning i at lave radio/podcast – det ved jeg i al ubeskedenhed temmelig meget om – mail mig på kjaerulv (at) protonmail.com
Og lyt? Der er næsten seks timers tankevækkende sommerunderholdning lige herunder! ❤

Abonner på Nødradio! Det er gratis!
ITUNES: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/aflyttet-i-garagen/id1504650482
RSS-feed: https://feeds.soundcloud.com/users/soundcloud:users:9572226/sounds.rss

FLASHBACK2007: Intet at skjule – intet at frygte?

I 2007 lavede jeg min sidste lurmærkede DR-radiomontage. Dengang var jeg afløsende redaktør og konsulent på DRs montage og dokumentargrupppe – og jeg var på et udvekslingsophold hos engelske BBCs dokumentargruppe, et ophold hvor jeg både klippede udsendelser for dem – og fandt materiale til mine egne.
Den her hedder ‘Intet at skjule, intet at frygte’, den handler om overvågning, angst og George Orwell – den ligger (naturligvis) ikke længere hos DR – men på min egen podcastside hos SoundCloud.
Jeg genhørte udsendelsen for et par dage siden og havde næsten glemt den.
Og i slutningen af den, var der et digt, jeg havde skrevet.
Det lyder sådan her:

Jeg sidder i toget og ser på de andre passagerer
Toget er fyldt
Overfor mig sidder en pige på min egen alder
Hun ser ud af vinduet.
Noget løber ned af kinderne på hende.
Det er tårer.
Hun græder.
Jeg vil rejse mig for at trøste hende, men hun ser ud af vinduet
og hendes krop lukker sig om sig selv og lukker mig ude.

Hun var det første grædende menneske, jeg så i et tog.
Men efter jeg havde set hende, opdagede jeg, at der var mange flere.
De sidder som regel og ser ud af vinduet på tunnelvæggene, der blæser forbi.
Efter nogen tid, vænner man sig til det

Rådhusklokkerne!

Engang blev rådhusklokkerne sendt direkte gennem æteren og ind til radiohuset, hvorfra de blev udsendt over hele landet. I 80erne gik man over til en båndet udgave, som man forkortede en smule.

Mikrofonen (en Sennheiser MD 21) sad i den lodrette, lyse plastcylinder noget til venstre for billedmidten. Cylinderen var lukket foroven, og mikrofonen vendte nedad, omgivet af et metalnet overtrukket med en mylarpose, lufttæt lukket og forsynet med silicagel. Porøs akustikfyldning i cylinderens indre og nedadvendte munding neutraliserede dens indvirkning på mikrofonen. Det tilhørende forstærkerudstyr sad på væggen i et aflåst rum på Rådhusets loft og forsynedes med strøm via det samme kabel, som førte lyden til Radiohuset (48 Volt fantomforsyning)! FOTO: Matti Pedersen, beg.af 1980’erne

Fra DR-museum:
“Rådhusklokkerne

Københavns Rådhusklokker lød første gang i radio nytåret 1924/25 fra en svag københavnsk lokalsender, og har siden lydt som fast bestanddel af Statsradiofoniens og Danmarks Radios programmer.

 I mange år udsendtes klokkespil og timeslag dagligt kl. 12 middag direkte fra en mikrofon anbragt ved de nederste (mindre) klokker ca. 86 meter oppe i Rådhustårnet. Det var den legendariske Emil Holm, som i sin tid fandt frem til stedet, han syntes gav den bedste balance ved gengivelsen af Rådhusklokkerne, men anbringelsen, udsat som den er for vind og vejr, har i tidens løb givet problemer og ødelagte mikrofoner! Problemet løstes (se billedet) ved at anbringe mikrofonen afskærmet og lufttæt (af hensyn til kondensvand) i et stykke plastrør, lukket foroven, og på en sådan måde, at de akustiske egenskaber bibeholdtes.

Rådhusklokkerne har i perioder også været udsendt kl. 20 om aftenen og ved midnat. I dag udsendes klokkespillet i optaget og redigeret form kl. 12 middag, og det hele som lejlighedsvis, direkte reportage (nytårsaften). Og for resten:  Klokken er 12, når det første slag (i klokkespillet) lyder!

Jeg synes det var synd, at man fjernede den direkte sending. Den var virkelighedsbekræftende: Rådhuset, tiden og København står endnu.
Nu skal båndet være endnu kortere, og klokkerne underlægges et ‘beat’, så de rasende utålmodige lyttere ikke trættes, og løber hen til radioapparatet og skifter væk til en anden kanal…
I programmet herunder, ‘Det magiske øje’, optaget og klippet af mig engang i nullerne, møder vi blandt andet en mand, der mener det samme som jeg og taler om rådhusklokkerne, som noget, der binder os sammen.
Vi møder også nogen andre radio-entusiaster.
Udsendelsen foregår i en butik for brugte radioapparater på Østerbro, der ikke findes mere.

Lyset


….man kan ikke se de hvirvlende snefnug på billedet, hvilket er uendeligt trist, men også noget, der endnu engang fremhæver hvor fin og fantastisk og uovertruffen en biologisk optik vi er udstyret med fra naturens side: SYNET bør fejres og kærtegnes, måske er det det, og kun det, vi gør med vore kameraer og skærme?

AUTO 2

Jeg taler til lysende ting.
Jeg trykker
på lysende ting.
Jeg læser på lysende ting.
Jeg hæver lysende ting op foran ansigtet
Og lader lysende ting se mig og gemme mig i sig
Lysende ting tager mig
Og sender mig videre
Og du taler til lysende ting
Om mig taler du
Du trykker på lysende ting og ser på den, ser dybt ind i nåleøjet, og du smiler.
Og lysende ting ser på dig og ser du tænker på mig og lysende ting gemmer dig og sender dig
Til mig.
Og jeg er en lysende ting, jeg taler med mig selv, jeg trykker mig på maven og sender mig rundt
I mig selv.

 

 

 

 

Torsted og Skole genbesøgt

image

Var til 35 års jubilæumsfest på min gamle skole i Horsens. Den er egentlig omdøbt til Østerhåbskolen. Men ved bagindgangen har den stadig samme navn.

image

Min far var viceskoleinspektør på skolen. Det var ikke altid så rart…den slags er der moppemateriale i. Heldigvis gik jeg i klasse med skoleinspektørens datter Hanne – her er hun fra lidt senere på dagen.

image

Som søn af viceren har jeg et specielt forhold til bygningen. Jeg har også været der udenfor skoletiden. Lærerne kom i vores hjem.
Min far havde nøgler til det hele.

Det her er min Skolevej. De første år fulgtes jeg med min far om morgenen.
Men det blev pinligt i længden, og jeg insisterede på, at gå alene….

image

Jeg tog en masse løse billeder på skolen. Meget af det lignede sig selv. Også menneskene. Man kunne genkende hinanden på øjnene. Ikke altid navnet. Eller udseende. Men øjnene.

image

Her er nogen af os.

image

image

Merete….

image

Henrik og Jens – også FDF venner.
image

Lene og Tommy og Marianne.

image

Momme – foran kontoret…og Leif – set bagfra.

image

Vi blev vist rundt og jeg tog en masse billeder, lidt tilfældigt, og undrede mig over hvor meget, der lignede sig selv fra dengang.

image

image

image

gymnastik salen virker så lille…

image

image

image

image

image

image

Om aftenen gik jeg en tur i nabolaget. Forbi skolen igen. Og træet foran formningslokalet som jeg pleje at stirre ind i, og drømme, da jeg var dreng.

image

og vejene ved Toften….

image

og alle fuglene sang, som genskabte de alle somre på en gang i hvert enkelt himmelfrydefyldt fløjt.

image