FLASHBACK2007: Intet at skjule – intet at frygte?

I 2007 lavede jeg min sidste lurmærkede DR-radiomontage. Dengang var jeg afløsende redaktør og konsulent på DRs montage og dokumentargrupppe – og jeg var på et udvekslingsophold hos engelske BBCs dokumentargruppe, et ophold hvor jeg både klippede udsendelser for dem – og fandt materiale til mine egne.
Den her hedder ‘Intet at skjule, intet at frygte’, den handler om overvågning, angst og George Orwell – den ligger (naturligvis) ikke længere hos DR – men på min egen podcastside hos SoundCloud.
Jeg genhørte udsendelsen for et par dage siden og havde næsten glemt den.
Og i slutningen af den, var der et digt, jeg havde skrevet.
Det lyder sådan her:

Jeg sidder i toget og ser på de andre passagerer
Toget er fyldt
Overfor mig sidder en pige på min egen alder
Hun ser ud af vinduet.
Noget løber ned af kinderne på hende.
Det er tårer.
Hun græder.
Jeg vil rejse mig for at trøste hende, men hun ser ud af vinduet
og hendes krop lukker sig om sig selv og lukker mig ude.

Hun var det første grædende menneske, jeg så i et tog.
Men efter jeg havde set hende, opdagede jeg, at der var mange flere.
De sidder som regel og ser ud af vinduet på tunnelvæggene, der blæser forbi.
Efter nogen tid, vænner man sig til det

Rådhusklokkerne!

Engang blev rådhusklokkerne sendt direkte gennem æteren og ind til radiohuset, hvorfra de blev udsendt over hele landet. I 80erne gik man over til en båndet udgave, som man forkortede en smule.

Mikrofonen (en Sennheiser MD 21) sad i den lodrette, lyse plastcylinder noget til venstre for billedmidten. Cylinderen var lukket foroven, og mikrofonen vendte nedad, omgivet af et metalnet overtrukket med en mylarpose, lufttæt lukket og forsynet med silicagel. Porøs akustikfyldning i cylinderens indre og nedadvendte munding neutraliserede dens indvirkning på mikrofonen. Det tilhørende forstærkerudstyr sad på væggen i et aflåst rum på Rådhusets loft og forsynedes med strøm via det samme kabel, som førte lyden til Radiohuset (48 Volt fantomforsyning)! FOTO: Matti Pedersen, beg.af 1980’erne

Fra DR-museum:
“Rådhusklokkerne

Københavns Rådhusklokker lød første gang i radio nytåret 1924/25 fra en svag københavnsk lokalsender, og har siden lydt som fast bestanddel af Statsradiofoniens og Danmarks Radios programmer.

 I mange år udsendtes klokkespil og timeslag dagligt kl. 12 middag direkte fra en mikrofon anbragt ved de nederste (mindre) klokker ca. 86 meter oppe i Rådhustårnet. Det var den legendariske Emil Holm, som i sin tid fandt frem til stedet, han syntes gav den bedste balance ved gengivelsen af Rådhusklokkerne, men anbringelsen, udsat som den er for vind og vejr, har i tidens løb givet problemer og ødelagte mikrofoner! Problemet løstes (se billedet) ved at anbringe mikrofonen afskærmet og lufttæt (af hensyn til kondensvand) i et stykke plastrør, lukket foroven, og på en sådan måde, at de akustiske egenskaber bibeholdtes.

Rådhusklokkerne har i perioder også været udsendt kl. 20 om aftenen og ved midnat. I dag udsendes klokkespillet i optaget og redigeret form kl. 12 middag, og det hele som lejlighedsvis, direkte reportage (nytårsaften). Og for resten:  Klokken er 12, når det første slag (i klokkespillet) lyder!

Jeg synes det var synd, at man fjernede den direkte sending. Den var virkelighedsbekræftende: Rådhuset, tiden og København står endnu.
Nu skal båndet være endnu kortere, og klokkerne underlægges et ‘beat’, så de rasende utålmodige lyttere ikke trættes, og løber hen til radioapparatet og skifter væk til en anden kanal…
I programmet herunder, ‘Det magiske øje’, optaget og klippet af mig engang i nullerne, møder vi blandt andet en mand, der mener det samme som jeg og taler om rådhusklokkerne, som noget, der binder os sammen.
Vi møder også nogen andre radio-entusiaster.
Udsendelsen foregår i en butik for brugte radioapparater på Østerbro, der ikke findes mere.

Lyset


….man kan ikke se de hvirvlende snefnug på billedet, hvilket er uendeligt trist, men også noget, der endnu engang fremhæver hvor fin og fantastisk og uovertruffen en biologisk optik vi er udstyret med fra naturens side: SYNET bør fejres og kærtegnes, måske er det det, og kun det, vi gør med vore kameraer og skærme?

AUTO 2

Jeg taler til lysende ting.
Jeg trykker
på lysende ting.
Jeg læser på lysende ting.
Jeg hæver lysende ting op foran ansigtet
Og lader lysende ting se mig og gemme mig i sig
Lysende ting tager mig
Og sender mig videre
Og du taler til lysende ting
Om mig taler du
Du trykker på lysende ting og ser på den, ser dybt ind i nåleøjet, og du smiler.
Og lysende ting ser på dig og ser du tænker på mig og lysende ting gemmer dig og sender dig
Til mig.
Og jeg er en lysende ting, jeg taler med mig selv, jeg trykker mig på maven og sender mig rundt
I mig selv.

 

 

 

 

Torsted og Skole genbesøgt

image

Var til 35 års jubilæumsfest på min gamle skole i Horsens. Den er egentlig omdøbt til Østerhåbskolen. Men ved bagindgangen har den stadig samme navn.

image

Min far var viceskoleinspektør på skolen. Det var ikke altid så rart…den slags er der moppemateriale i. Heldigvis gik jeg i klasse med skoleinspektørens datter Hanne – her er hun fra lidt senere på dagen.

image

Som søn af viceren har jeg et specielt forhold til bygningen. Jeg har også været der udenfor skoletiden. Lærerne kom i vores hjem.
Min far havde nøgler til det hele.

Det her er min Skolevej. De første år fulgtes jeg med min far om morgenen.
Men det blev pinligt i længden, og jeg insisterede på, at gå alene….

image

Jeg tog en masse løse billeder på skolen. Meget af det lignede sig selv. Også menneskene. Man kunne genkende hinanden på øjnene. Ikke altid navnet. Eller udseende. Men øjnene.

image

Her er nogen af os.

image

image

Merete….

image

Henrik og Jens – også FDF venner.
image

Lene og Tommy og Marianne.

image

Momme – foran kontoret…og Leif – set bagfra.

image

Vi blev vist rundt og jeg tog en masse billeder, lidt tilfældigt, og undrede mig over hvor meget, der lignede sig selv fra dengang.

image

image

image

gymnastik salen virker så lille…

image

image

image

image

image

image

Om aftenen gik jeg en tur i nabolaget. Forbi skolen igen. Og træet foran formningslokalet som jeg pleje at stirre ind i, og drømme, da jeg var dreng.

image

og vejene ved Toften….

image

og alle fuglene sang, som genskabte de alle somre på en gang i hvert enkelt himmelfrydefyldt fløjt.

image