THANATHOS: Hvorfor er ødelæggelse tilfredsstillende?

»I lykkelige egne på jorden, hvor naturen stiller alt, hvad menneskene har brug for til disposition i overmål, skal der findes folkestammer, hvis liv forløber i sagtmodighed, og hos hvem tvang og aggression er ukendt. Jeg kan ikke tro det, men ville gerne vide mere om disse lykkelige« Sigmund Freud

Video af computerspil

Kontoen DestructionNation på YouTube har 1.8 millioner abonnenter. Det er mange, ikke overvældende mange for YouTube, men dog en hel del.
Videoen herover, er tilsyneladende set af alle abonnenterne. Og så af mig, der nu har brugt 3 gange 10 minutter og 20 sekunder på den.
Hvad er der så i den video?
Nogen så komplet ligegyldigt som en figur, klædt ud som Marvel figuren Spiderman, der kører på motorcykel i computerspil, GTA5 aka Grand Theft Auto. Grand Theft Auto er et dumt og voldeligt spil, hvor man stjæler biler fra andre og så ræser rundt og løser en mere eller mindre kriminel mission. Der er masser af vold, og det værste der kan ske, er at hovedpersonen, som er spilleren, dør, i spillet. Og genopstår. I spillet.
Så han kan udføre mere kriminalitet.
Ud af dette univers af død, vold og vanvids-kørsel, opstår der en sær, blasfemisk følelse af ligegyldighed.
Måske holder man simpelthen op med at udføre de missioner, som spillet tilbyder een og begynder at køre rundt på må og få for at undersøge hjørnerne i spillet, mens man samtidig forsøger at gøre volden så interessant som mulig?
Videoen herover er en optagelse af mange forskellige spil. Og af tusind måder at dø på, primært ved at falde ned, køre ind i ting, eller drukne, alle sammen scenarier vi kender fra vore drømme, især den med at falde ned, og når man så ser det i 4k opløsning, ganske vist underlagt spillets indbyggede fiktion, men ikke desto mindre med en god del respekt for fysikkens love, så føles det….behageligt?
Der er yderligere det element, at figuren er en superhelt, en af de gode, som man så kan styre og hvis handlinger spilleren, som i denne sammenhæng er ukendt, men som ikke kan være automatisk og derfor er et resultat af en eller anden form for vilje, at denne figur skaber yderligere afstand til det der sker med ham, og hvad han forårsager af død og ulykker på sin vej.
I videoen kommer Spiderman galt afsted hele tiden. Han starter en motorcykel for at køre ned af en gigantisk ski-hopbakke, svæver graciøst gennem luften, kun for at ramle direkte ind i en skyskraber, midt i en elegant bevægelse.
Han rammes af et modkørende tog, efter at have bevæget sig langs skinnerne i vanvittig fart.
Men der hvor det bliver mest pirrende, er når han angriber sig selv.
Han skubber sig selv ud fra et højhus. Men snubler og falder sammen med sig selv og knuses mod beton på jorden. Han kører gennem 100 kloner og dør, da han ryger ud over en rampe og direkte ind i en klippevæg.
Han dør, og han dræber sig selv og han dør og dør igen og igen, og når han dør, løber der rødt blod ud af hans hoved og farver et eller andet han har ramt, og altid er det solskin og californisk lys og der er ikke andre i dette univers end HAM, Spiderman, der dør og dør og dør og genopstår, igen og igen og bag det hele, uset af mig og alle de andre 1,8 millioner seere sad der engang en eller anden spiller og har gjort det og jeg tror, jeg bliver ved med at se på det, fordi jeg søger spilleren bag, fordi jeg tror, der er en mening med det hele, men det er der ikke og spilleren gemmer sig i mig selv og i dig og os alle sammen.

Sigmund Freud gav det et navn, THANATHOS, dødsdrift – efter det græske ord for ‘den naturlige død’, Thanathos, en græsk sagnfigur, afbildet som en smuk ung dreng, der optræder sammen med HYPNOS, søvnen.

https://da.wikipedia.org/wiki/Thanatos

Men tilbage til videoerne.
Der behøver ikke at være menneskelignende figurer med for at skabe denne faldende, pirrende følelse.
En anden video fra DestructionNation skaber, helt virtuelt, et scenarie, hvor biler kører over 100 vejbump uden at sænke farten og ødelægges på spektakulær vis.
Bilerne kører uden chauffører, får revet hjul af, vælter, rives i stykker, går op i flammer…
Også det er tilfredsstillende.

100 vejbump ødelægger biler?

Men det er også ulykkeligt. Og tomt. Meningsløst gentagende, som det meste af det vi gør her i livet, før vi dør.
Og ser man på det udefra, fra et andet sted end i min varme, trygge kontorstol, f.eks. midt i en krig eller i et rigtigt uheld, eller midt i et fald, der føles uendeligt og som bærer en hvidhed af ren panik i sig, er det naturligvis noget andet man ser.
Så hvorfor, spørger jeg, vil vi det, vil vi se, vil vi se verdener og mennesker og køretøjer brænde? Måske er svaret simpelt: Fordi vi kan lide det?
Og måske fordi det minder os om, at vi endnu ikke selv er døde.
Og at det bare var et spil, et stykke virtualitet i META, som nogen har optaget og som jeg nu sidder og ser træt og oprevet ind i på den skærm, der dag efter dag, trofast spejler mine øjnes sære, blinkende blå lys?

HImars


Imens, et sted i Ukraine, fyrer nogen en salve HIMARS-missiler af, midt på en motorvej, der nu står sugende tom, en anden lader et gevær, og nogen sætter sig ind i en stor, sort bil med helt mørke ruder. Bilen går i tomgang. Jorden vibrerer.
Så trædes speederen i bund.
Foran den bil, der køres af sig selv, og foran du og jeg, er der en blå mur, der ligner himmel, men som er solid og uigennemtrængelig.
Og hastigheden stiger konstant.





Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s