GARAGEN
Anders Kjærulffs billedboble, ord- og lyd-strøm fra den lille garage i det store internet
-
Jeg har længe haft drømmen om et simpelt, ultrabærbart computersetup. Mobiltelefon, siger du, og ja, mobiltelefoner er jo de facto computere idag.
Problemet er keyboards.
Jeg er generation skrivemaskine.
Jeg fik den første, da jeg var 12 år gammel – det var en ægte Remington, som min morfar havde skaffet mig. Jeg kvitterede for den fornemme gave, ved at skille maskinen ad til atomer, skrue for skrue, fjerder for fjeder, uden at være istand til at samle den igen, noget jeg naturligt nok har fortrudt mange mange gange.
Senere fik jeg en østeuropæisk skrivemaskine ved navn ‘Supermetall’, som jeg havde meget glæde af gennem mange år. Imens var computerne på vej frem. Min ven Leif havde en commodore 64, som vi spillede ‘Mission Impossible’ og ‘Pole Position’ på nat efter nat og jeg ville også gerne have een, men havde ikke pengene…
Da jeg blev færdig uddannet som journalist gav mine forældre mig en elektrisk skrivemaskine med indbygget hukommelse og et tre liniers display, den var fin, det bedste skrivemaskiner kunne producere, men det var ikke en computer og vi blev aldrig gode venner.Min første egenkøbte computer blev en IBM ThinkPad med 386 processor og uoverskuelige 40 mb harddisk og en batteritid på op til to timer og vi og dos 5.0 og windows 3.1 var gode venner lige fra begyndelsen.
Siden da fulgte en flod af større og hurtigere og bedre maskiner, med en biflod af PDAere fra PALM, PSION-maskiner og ultraportable computere.
Men drømmen om noget, der mindede om skrivemaskinen var intakt.
Og nu er jeg der igen:
Med min nuværende NEXUS 6 mobiltelefon og et APPLE BLUETOOTH keyboard.
Efter lidt rituel nægten at lære hinanden at kende, er de nu bedste venner og min tastetid på dette blogindlæg er tredoblet!
Jeg har sågar opsat keyboardet som ‘trusted device’ hvilket betyder jeg kan ‘vække’ telefonen fra det.
Jeg kan styre musikken på telefonen, skrue op og ned for volumen og styre lysstyrken i skærmen.
Næste udfordring bliver at finde det rigtige tekstbehandlingsprogram. Har tidligere brugt et freeware program kaldet WRITER, men forsøger mig nu med Microsoft Word – der tilsyneladende kan anvendes uden registrering og cloud…men lad os nu se…
Ikke alle genveje virker på Android, men når man skriver virker alt – inklusive tekstmarkeringer, klip, kopier indsæt og fortryd.
Det er store fremskridt.
I det små. -
Maciej Cegłowski driver verdens kedeligste website. Det hedder Pinboard, det er kodet simpelt, der er ingen smarte reklamer eller flash-videoer, og han gør et stort nummer ud af, at Pinboard ikke gemmer noget som helst om brugerne.

Pinboard er et site, hvor du for et lille beløb, for tiden 11 dollar om året, kan gemme dine bookmarks og favoritter på sociale medier, og med over 20.000 brugere kan Maciej Cegłowski faktisk leve af det. Historien her handler egentlig ikke om Pinboard, men om, hvordan reklamer, tracking og sociale medier er ved at få hele internettet til at koge over i endnu en boble, denne gang for annoncer, og når den brister for alvor, ryger vi alle sammen med i købet.Dømt til undergang
– Internettets forretningsmodel er dømt til at gå under. Tag bannerannoncer: Hvis de skal virke, og nogen vil betale for at få dem på et site, så skal brugerne helst klikke på dem. Problemet er, at der nu er kommet robotter på nettet, der også klikker løs, og så er annoncefirmaerne nødt til at overvåge internettet massivt, så de kan sikre sig, at det er et menneske, og ikke en robot, der har klikket, fortæller Maciej Cegłowski, som jeg mødte til Internetdagen i København.
Vi vender tilbage til annoncørernes overvågning om lidt, men først skal vi lige have en ting helt på det rene, mener Maciej Cegłowski:– Kommerciel overvågning er i det, det er: Overvågning. Det er en slags partner til staternes overvågning og faktisk mere end det. For alt, hvad de private samler sammen af data om os, ender i sidste ende i hænderne på regeringerne. At forestille sig, at tingene er sikre, bare fordi det er Google eller Facebook, der samler det, er en meget farlig vej at gå. Vi har bygget forretningsmodeller baseret på privat overvågning uden at tænke over, hvad det gør ved vores samfund og helt uden at skænke det en tanke, om vi er i stand til at beskytte den her information, siger han.
Robotterne og boblen
Og tilbage til de annonce-klikkende robotter. Hvordan skal man sætte prisen for en annonce, hvis det er robotter, der klikker på dem?
– De gemmer hvert eneste klik, vi laver på internettet, for evigt. Hvis de kunne, ville de også tænde for kameraet i computeren for at sikre sig, at du var den, du ser ud til at være, siger Maciej Cegłowski.
Det hele minder om High Frequency-Trading ligesom på de store børser før krakket. På nettet gemmes alt, vi foretager os, for evigt. Det kan ikke blive ved med at gå, mener altså Maciej Cegłowski.
Maciej Cegłowski nævner i flæng Sony-hacket, hvor tusinder af medarbejdere fik deres mails, lønforhold og helbredsoplysninger lagt på nettet, det store hul i Apples iCloud, som berømthedernes billeder væltede ud af, afsløringen af, at telefonselskabet AT & T samarbejdede direkte med NSA om at overvåge kundernes opkald og position, og sidst, men bestemt ikke mindst, hacket mod Office of Personnel Mangement, OPM, personalekontoret i den amerikanske stat, hvor 21,5 millioner medarbejders ansøgninger om sikkerhedsgodkendelser nu er ude i det fri, og for flere millioners vedkommende inklusive deres fingeraftryk.
Tre rettigheder
Stod det til Maciej Cegłowsk, har vi, eller burde vi have, tre helt fundamentale rettigheder på nettet:
Retten til at downloade, retten til at slette og retten til at gå offline.
– Vi har ret til vore egne data. Og vi burde have lov til at se alt, der er gemt om os, hente det ned, det hele, og tjekke, om data er rigtige, og om vi kan gå med til, at de er gemt. Retten til at slette? Prøv at spørge Facebook, om dine opslag nogensinde forsvinder fra deres databaser, selvom du har valgt at slette? Hvad angår retten til at gå offline – ja, så er den med den verdensomspændende, app-drevne digitalisering stort set en umulighed i dag.
Men ikke nok med det: Maciej Cegłowski vil fuldkommen forbyde tredjepartsannoncering.
– Problemet med det er, at netop der samles der enorme databaser om brugerne, og at vi ikke har en chance for finde ud af, hvad det bliver brugt til.
Barnlig singularitet
De data, der samles ind via tredjepartsannoncering, bruges også til ‘Big Data’, noget firmaer som Google ser en stor fremtid i, især inden for udvikling af kunstig intelligens, AI.
Og her er vi fremme ved endnu en af Maciej Cegłowski kæpheste: Rige mænds barnlige singularitetsdrømme om evigt liv og gudelignende robotter.– Elon Musk og Ray Kurtzweil har tydeligvis læst bunker af science fiction, da de var børn, og det virker som om, at har man tjent en masse penge, så handler det om at leve evigt, komme ud i rummet eller opfinde robotter, der er klogere end os selv. Jeg har også læst science fiction som barn. Men jeg kan stadig ikke forstå, hvorfor man kaster sig over den slags, lad mig sige det ærligt, ret urealistiske og ekstremt kostbare projekter, når vi ikke engang kan løse helt simple problemer i den verden, vi er i nu, siger han.
Maciej Cegłowski bor i San Francisco, midt i Silicon Valley.
Men trods den enorme mængde penge, der er i området, bliver der flere og flere hjemløse, som ingen tager sig af.– De ligger jo overalt i byen, og det bliver værre og værre år for år. Alle kan se det, især turisterne, men ingen gider gøre noget som helst. I stedet har man netop nedlagt de fleste offentlige toiletter, så folk må besørge i gaderne. Imens har vi så de her enormt rige mænd med singularitetsteorier, der tror, de kan leve evigt og redde verden ved at opfinde en selvtænkende robot. Jeg forstår det simpelthen ikke.
Men hvad der sker med de gigantiske databaser, registrene over alle vores klik, når lorten rammer ventilatoren, som de siger i USA, må tiden vise. Men mon ikke, der er købere, eller i hvert fald aftagere, i for eksempel NSA?
Indtil da skulle man måske kigge lidt varmere og med mere begejstring på simple, kedelige websites som Pinboard. Ja, måske kan man endda lære noget af dem?Tidligere bragt i PROSA-bladet her: https://www.prosa.dk/aktuelt/nyhed/artikel/de-klikkende-annoncerobotter-og-faekalier-paa-gaden/?no_cache=1&cHash=dead6731c15e8ef1c36f3e9fe928d1c8
















