GARAGEN

Har været lidt i fjernsynet….om kontanter….hvis du kun vil se mig, så spol frem til 8.45 – link: https://www.dr.dk/drtv/se/den-store-stygge-verdensoekonomi_-valuta_317218

Engang kunne man købe sådan nogen fart-briller med gult glas på tankstationerne, de skulle være gode at køre i bil med om natten, hed det sig, ligesom løfte lyset, men såvidt jeg husker gjorde de ikke ret meget andet end det helt indlysende: Nemlig at gøre verden mere gul.

På den anden side er det måske den slags kørebriller man skal tage på, hvis man skal se lysere på fremtiden, selvom den så umiddelbart kommer til at ligne noget fra Lars Von Triers film ’Forbrydelsens Element’ fra 1984, en film, der foregår i et fremtids-Europa, der langsomt drukner i en ustoppelig regn, mens alting bryder sammen og civilisationen synes at synke tilbage til en våd, mørk middelalder.
Men 1984 er naturligvis fortid, ikke, og nu gælder det den rigtige fremtid, nærmere bestemt 2042, som Brian Mikkelsens Dansk Erhverv har bedt en række danske ’Thought-Leaders’ kigge ud i gennem deres fart-briller. Et TIGERRÅD var skabt og ideen var angiveligt at vise vejen til at konkurrere mod Kina og Asien, der som bekendt er meget længere end vi, med kunstig intelligens og virtuelle valutaer.
Resultatet blev offentliggjort her i starten af juni ved en reception i Kødbyen hos VR-firmaet Khora.

VISION
‘Hvordan flytter vi diskussionen om digitalisering fra et fokus på teknik til en diskussion om, hvordan vi sikrer, at fremtiden bliver et bedre sted at være? Og hvordan den danske tech-branche bliver afgørende for denne udvikling?’ lyder introduktionen til det Tigerrådet, med det noble formål at skabe en ’vision’ for et Danmark om tyve år, 2042. Nu er den landet, visionen, og jeg sidder og tænker over den og udover Lars Von Trier i 1984, så tænker jeg også på en meget politisk ukorrekt historie fra min barndom, en historie der nok ikke findes mere, men som hedder ’Lille Sorte Sambo’ den handler om en dreng, der bliver jaget af fire forskellige tigre, der hver i sær vil æde ham. Han køber sig fri ved at give  hver af dem et stykke af sit fine, farvestrålende tøj, jakken, bukserne, skoene, og sin paraply, som tigrene stolt tager på og flanerer rundt i.
Men det har en uheldig virkning på dem: Tigrene bliver så forfængelige, at de bliver vrede og misundelige på hinandens tøj, og så vil de slås og tager tøjet af og de bider hinanden i halerne og ender i med at løbe i cirkler rundt om et palmetræ mens drengen gemmer sig bag paraplyen, samler sit tøj op og går hjem. Hurtigere og hurtigere løber tigrene, til sidst så hurtigt at de simpelthen smelter og bliver til smør, som den kloge drengs far i øvrigt tilfældigvis finder og samler op, og tager med hjem til sin drengens mor, der laver pandekager af det, 169, som drengen fortærer med stor fornøjelse.
Bogen er skrevet af Helen Bannerman i 1899, kom på dansk i 1937 og var ekstremt udbredt da jeg var barn i 70erne, men regnes i dag for en racistisk stereotyp. Hvis det hjælper, så tænk på mig som Sambo gennem resten af stykket, for på en måde er jeg, og muligvis også alle andre, jaget af tekno-tigre og på en måde bliver også vi mere og mere nøgne.

PALMETRÆ
Men nu må det være nok sentimentalitet for idag, for vi skal tilbage i Dansk Erhvervs Tigerråd. Det er ledet af den sympatiske og kloge Mikkel Hippe Brun, Co- founder, Tradeshift og har visionære medlemmer som Sophie Løhde og Sofie Carsten Nielsen fra henholdsvis venstre og radikale, sammen med den tidligere tech-ambassadør Casper Klynge, nu Vice President, European Government Affairs, Microsoft, Lizette Risgaard, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Mona Juul fra de konservative, Stig Møller Christensen, Chief Commercial & Digital Officer, TV2, Thomas Bolander, Professor, DTU Compute,  Thomas Woldbye, Adm. Direktør, Københavns Lufthavne A/S og den allestedsnærværende Christiane Vejlø, der har gået den lange vej gennem disruption-rådet, til Dataetisk Råd og nu altså også med her, sammen med ikke så få andre, 36 ialt, også humanister og alle med et klart fokus på, at vi har travlt og skal skynde os rundt om det der træ, hurtigere og hurtigere, for ellers går det galt, med miljøet, planeten og  eksporten.
Herfra min paraply kommer der lige lidt citater fra ’Fra Museskridt til Tigerspring – Mennesket i centrum – i balance med planeten, økonomien og teknologien – Tigerrådets vision for Danmark 2042’ som den ene del af rapporten hedder, der er to, og den anden er meget, meget sær, og den vender jeg tilbage til.
’Det største skift, som Web 3.0 har skabt, er af vores virkelighedsopfattelse. Nu er vi ikke længere fysiske væsner, der lever i en verden af atomer, men vi er i næsten lige så høj grad væsner, som lever i en verden af bytes. Vi har digitale ejendele, ejendom og venskaber. Vi har digitale redskaber, som føles som en naturlig forlængelse af os selv, og ligesom gps-apps gav os evnen til at navigere, og telefonen gav os evnen til at tale med folk langtvæk, så giver metaverset os evnen til at leve sundere, løse problemer og forbedre os selv, og det føles som en forlængelse af, hvem vi er. Men vi har ikke glemt det fysiske møde mennesker imellem. Tværtimod har vi gjort det let og grønt at mødes fysisk ved at benytte mindre forurenende transport, til lands, til vands og i luften. Vi har i 2042 udfaset 90 pct af privat kørsel med mennesker bag rattet og erstattet det af sikrere og mere smidige transportformer, herunder selvkørende biler, som benytter vejnettet optimalt, samtidig med at den individuelle frihed er i centrum.’
Som læseren må forstå kommer vi til at BO i en verden af bytes lige om lidt, mere præcist åbenbart i det af Facebook koloniserede ’METAVERSE’, som Zuckerberg i sin tid har hugget fra science fiction forfatteren Neal Stephenson og hans ret dystopiske bog ’SnowCrash’, men hov, nu fortaber jeg mig vist i egne referencer igen, sådan er det, når man sidder under en paraply mens tigrene stormer rundt nedenfor, eller rettere: De kører i selvkørende biler.
Det eneste transportmiddel der nævnes konkret og behandles i visionen er nemlig selvkørende biler, som forfatterkollektivet forestiller sig skal køre på motorvejene. Måske er det af hensyn til ’den individuelle frihed’ at offentlig transport overhovedet ikke er nævnt, eller også er der ingen af de visionære tigre, der nogensinde sætter deres ben i tog eller busser selvom disse som bekendt også kan elektrificeres?
Selvkørende biler ER jo også meget sjovere og mere moderne og fremtidsagtige, og de ligner det, vi danskere har det bedst med, privatbilisme.

TRAFIKUHELD
’Det dansk-indiskproducerede materiale var udover at være smartglass også pudret med solceller, og ved højt tryk kollapsede glasset i stedet for at fragmentere. Ikke at der var stor risiko for det. Efter de selvkørende biler var blevet standard i starten af 30’erne, skete der sjældent trafikuheld. De delte fællesbilen med tre andre familier på vejen. Der var ingen grund til, at den bare samlede støv, når de ikke brugte den’, lyder beskrivelsen af vidunderet, der i øvrigt meget præcist angives til at kunne gøre turen fra Gedser til Skagen på 2 timer med 250 km/t på motorvejene. At der skulle blive færre trafikuheld med biler drevet af tvivlsom tech er stadig en påstand, for tiden lider især Teslas biler af en uheldig tendens til at se forkerte steder hen og misfortolke hvad de ser.
Den malende beskrivelse af selve bilen hører til i den anden del af Tigerrådets rapport, det er en novelle og den ER faktisk skrevet af en sciencefiction forfatter. ’Alfred fylder Femten’ hedder den og ’..ud fra Tigerrådets vision blev denne novelle til. Novellen er skrevet af forfatteren A. Silvestri og giver et indblik i en hverdag, hvor Rådets vision er blevet til virkelighed’ og det skal jeg lige love for: Novellen handler om drengen Alfred, der, ja, fylder 15, og som skal holde en stor fest med sin familie, ikke fordi han skal konfirmeres, eller rettere jo, han skal konfirmeres som DATASUBJEKT. I 2042 får man nemlig selv lov til at bestemme over sine egne data, når man er fyldt 15, (lidt ligesom man i dag udstyres med et nemID/mitID og kan lave alle mulige digitale ulykker selv om man endnu ikke er myndig?) og i denne fagre nye fremtid holder man så en DATAOVERDRAGELSESFEST med taler og økologisk, bæredygtig mad med nøje udmålte portionsstørrelser, så der ikke spildes, flere gæster er tilstede som det, vi i gamle dage kaldte hologrammer, nu SIMULAKRE og alle kommunikerer via databærende kontaktlinser, der fungerer som smartphones ved en eller anden form for magi, og samtidig giver de ’adgang til ’Videns-feedet’, der er ’individuelt og skræddersyet, som Spotify var det tidligere. Anvendes som både undervisningsværktøj og underholdning’

DATASKYGGER
Og data er stort: ”Nogen ser data som en skygge, der holder øje med alt, hvad du laver, og som i sidste ende vil forråde dig. Andre betragter den som en følgesvend, der giver dig gode råd. Jeg tror, at den er begge dele, og jeg tror også, at hvis nogen kan gøre sig gode venner med både skyggen og følgesvenden, så er det dig, Alfer. Du er et menneske, der lader andre være til, og det kan både din lillesøster, Kidane og ikke mindst din mor skrive under på. Og du forstår om nogen, at noget familie finder man selv”, lyder det, og det er faktisk både klogt og indsigtsfuldt skrevet og tak for det.  
Der er bare et problem: Data ER ikke mennesket, siger jeg. Data repræsenterer for det første kun fortid – ikke, og her burde disruptionisterne høre bedre efter, fremtiden. Tværtimod er data om borgere stigmatiserende, låser os fast i det vi har gjort og forhindrer os i at tænke og gøre noget nyt, noget vi mennesker ellers er rigtig gode til, især når der ikke står en eller anden og siger, at det ikke kan betale sig, for det kan du slet ikke finde ud af med DINE gener, din fortid, dit highscore i skolen eller i et spil?

Og der er andre mørke skygger over denne lynhurtige og glitrende data-verden: Klimaet har det skidt. Havene er steget og Danmark er nu pakket ind i gigantiske vægge af jern-beton med sluser mellem de forskellige landsdele som var vi et stort Lynetteholm. Vejret skifter også lidt i novellen, pludselig regner det voldsomt og børnene bliver lidt nervøse, men bygningerne er smarte og kan tåle regnen og det holder naturligvis hurtigt op igen og gæsterne kan fortsætte festen og sende hinanden ’Argumentet Reality’ billeder, AR-manipiulerede lag-på-lag-udgaver af hvor de nu befinder sig mens tjenere i NFT-dekoreret tøj tjekker et særligt område af gæsternes personlige data for eventuelle allergier.

GLITRENDE TÅRNE
Slutningen af novellen har en ordliste, der på mange måder siger en del om, hvor de her museskridt og tigerspring forventes at føre os hen, så vi tager lige et par stykker:
’Kvantecomputere er sandsynligvis noget, der anvendes i større målestok i fremtiden og også sandsynligvis noget, som de færreste helt kan forstå – som bitcoin og zero-knowledge proof’
’Startups og iværksættere, som slår sig ned langs kysten: Rundt omkring vil ny business dukke op, som danner mikro-Silicon Valleys’
’Glitrende boligtårne i Århus: Boligtårne som dem i København. I fremtiden vil der stadig være brug for mange boliger i storbyerne’.
Men tilbage til hovedvisionen, den med museskridt og tigerspring. Den er bygget op som tre-delt vision og ni ’drømme’ om fremtiden. Den første vision handler om mennesket i fremtiden, og her står der mange fornuftige ting om demokrati og dannelse, men det åbenbart også helt afgørende, at vi bliver bedre til at forstå og bruge teknologi, det man allerede i dag kalder for Digital Dannelse, noget, der skal helt ned på småbørnsniveau og være konstant og aldrig holde op.
Vision 2 handler om at Danmark skal være helt fossilfri og genbrugsoptimeret, naturligvis via kunstig intelligens og algoritmer og den 3de, ja den handler om økonomien, der også skal have et skud kunstig intelligens hvorved ideen om samfundet som en computer er fuldbyrdet:  ’Alt det bøvlede med administration og indberetninger til det offentlige har vi overladt til kunstig intelligens – det har sat skabertrangen fri. Vores store styrke er den lave magtdistance, vores træning i konstruktiv og kritisk dialog, vores evne til tværfagligt samarbejde og vores insisteren på at være ambitiøse’ som det så forjættende hedder – og det næsten som at høre Sophie Løhde fra dengang hun sad i moderniseringsstyrelsen og talte om Digitaliseringsklar Lovgivning.

DATAETIK OG FALSKE VALG
Resten af rapporten handler om drømmene og de dilemmaer, der vil opstå på vej mod det her supergrønne, demokratiske, kunstig intelligens-drevne Danmark, vi kan flytte vores egne outdatede hjerner ind i allerede i 2042 mens børnene pro-gamer og laver evige, data-minebare highscorelister og de voksne zapper frem og tilbage mellem bæredygtige restauranter, CO2-indvindere og virtuelle tatoveringer og holder DATAOVERDRAGELSESFESTER.
Data er tydeligvis helt, helt afgørende men der laves også mange tigerspring for at være DATA-etiske: F.eks. skal det være en mulighed at nægte at dele noget som helst – mens det samtidig fremhæves som et dilemma, hvad man så gør ved de der ikke deler, når de skal have noget fra den nye guld-ko, personlig medicin, designet ud fra danskernes åbenbart helt utrolig værdifulde sundhedsdata, data som politikerne jo allerede NU har øjnene hårdt fikseret på via diverse programmer og ikke mindst via National Genom Center.
Der er gode tanker i blandt. Vi skal have bedre sikkerhed: ’I takt med digitaliseringen af vores samfund er den fysiske infrastruktur blevet erstattet med den digitale. Samtidig er vores digitale infrastrukturer blevet sårbar over for strømafbrydelser, hackerangreb, krig og naturkatastrofer. På mange områder har vi ikke før haft en plan B – men det har vi lavet om på i 2042’ skriver man, uden dog at komme med bud på, hvad en plan B, kunne være. Herfra skal lyde et stille opråb til, at man bevarer fungerende analoge stukturer side om side med det digitale. De kan nemlig godt tage en solstorm – eller et russisk hackerangreb.
Men det er nok for meget at forlange?
Og så tilbage til det centrale: ’Borgeren har nøglen til egne data: Data om os selv er noget af det mest værdifulde, vi har. Derfor har vi udstyret borgeren med selve nøglen til egne data og ikke blot en juridisk ret. Det har krævet store investeringer i teknologi og viden om datas værdi, men vi havde ikke råd til at lade være’ skriver tigrene og det lyder da dejligt, men det er også her, de smelter og bliver til smør.
For kan vi så slippe for, at data overhovedet indsamles? Kan vi SLETTE det hele? Og hvis vi kan det, er det så muligt at leve på den måde, altså helt analogt, i det her hyper-digitaliserede samfund? Med alle de planer for fremtidens Danmark der allerede ligger, inklusive regeringens egen digitale strategi og KLs, så er der intet der tyder på, at jeg kan klare mig uden computere/smartphone/linser i fremtiden.
Og dermed bliver kontrollen over egne data, som i det valg ikke at have eller skabe nogen, falskt? For selvom du måske ikke vil have at staten eller Facebook bruger dine data, så SKABES de jo et eller andet sted hvis du pinedød hænger på en smartphone eller en computer til at komme igennem den ørkenvandring af selvbetjening, politikerne har skabt for borgerne, en ørkenvandring, hvor vi registreres konstant og låses fast i vores egen fortid?

MESTERLÆRE MEN HVOR ER PENGENE?
Jeg er også helt med på, at det er bæredygtigt og godt at producere lokalt og lave cirkulære økonomier, genindføre mesterlære (ja, det skriver de og hurra!) og skabe gode forhold for iværksættere. Jeg kan faktisk næsten føle deres alvor og oprigtige ønske om, at fremtiden er mere menneskelig, selvom hvert af den slags bløde udsagn straks efterfølges af noget med mere digital eller AI.
Til gengæld mangler der et eller andet i den her rapport, noget der faktisk sætter hastigheden omkring palmetræet lidt ned: Der står ikke ret meget om Blockchain og FINTECH. Ikke at det ville gøre det hele mere grønt, men det var, så vidt jeg husker og jeg husker tit forkert, faktisk en af tankerne bag hele Tigerrådet i sin tid og med deltagelse af anti-kontant-manden Jan Damsgaard, professor fra CBS Department of Digitalization, der ikke plejer at forspilde nogen lejlighed for tale om e-kroner og en fremtid uden beskidte kontanter, havde jeg forventet noget om fremtidens flydende, perfekt spor- og hack-bare digitale penge?
Men måske kommer det senere og for sig selv? Måske er de blevet klogere og vil bevare Kongens Mønt, kontanter – et smart træk i skrøbelig krigstid og i det hele taget – kontanter kan alle bruge, uanset digital dannelse eller opmærksomhed på cybersikkerhed.
Det hele bærer præg af de meget forskellige interesser, som de i alt 36 tigre, heraf flere fra gaming-industrien og computerbranchen plus altså en sciencefiction forfatter, prøver at få smidt ind i visionen – samtidig med, at de alle sidder fast i ældre, lidt singulær religiøs vækkelse over, at fremtiden er DATADREVET – og dermed REGRESSIV – og fuldkomment overser, at serverparker og kunstig intelligens på ingen måde er bæredygtigt(Datacentre i Danmark forventes at medføre en stigning i el-forbrug på 38 procent i 2040!), at der ikke er noget som helst der tyder på, at den kunstige intelligens vil løse klimaproblemerne og at de 19 CO2-fangere, der allerede kører nu efter milliarder af dollar i investeringer, p.t. er istand til at opsuge hvad der svarer til USA’s udledninger i et minut – om året.
Det er op til os, menneskene at løse vores problemer, vi kender godt svarene og det kommer til at kræve afsavn og utroligt modige politikere, der blandt andet tør gøre op med ideen om endeløs vækst og at datakraft løser alt, fordi vores virkelighed er blevet så utrolig kompleks, at vi dumme mennesker ikke kan finde ud af verden længere.
Nogen af os ville måske, helt stille så ingen opdagede det, sige at en stor del af vores problemer netop skyldes teknologi, fordi vi lader DEN definere, hvad vi kan gøre. Det hedder ’solutionism’, at man har en løsning(teknologi) men savner et problem.
I dag er der bunker af problemer som vi fortvivlede hælder magisk it-sovs over, men spørgsmålet vi mus burde stille os, er om teknologien er for dårlig og ikke passer til fejlbarlige og analoge mennesker – eller om vi i det mindste kunne nøjes med at se den som et værktøj, en ‘force-multiplier’, ikke løsningen i sig selv?
Lige det synspunkt findes naturligvis ikke i visionen.
Det kan man kun se, hvis man gemmer sig bag en paraply som en anden idiot, mens tigrene smelter om et palmetræ.
Men mon ikke det hele ender godt?
Og hvis I vil have mig undskyldt.
Nu skal jeg hjem og lave pandekager.

Jeg er en nøgen journalist.
Jeg har gennem 12 år kørt mit eget lille bitte firma med mig selv som eneste asset og ansat, og jeg har hidtil klaret mig for forbavsende få midler og der er absolut ingen udsigt til at jeg bliver rig eller får råd til nye italienske sko via mit fag.
Jeg står op om morgenen og er nøgen og tænker:
Er der sket noget?
Og det er der altid, faktisk er der sket så meget, at jeg dårligt ved, hvor jeg skal begynde så lad os starte i den twitterstrøm, jeg stadig, modstræbende, bader mig selv i.
Jeg har pt 6244 følgere – det går sådan lidt op og ned – hvis man optræder i andre, større medier eller har en bestemt dagsorden eller skriver noget sjovt og personligt, så går man op i følgere – og hvis man kommer til at holde på den forkerte hest og den stikker af(og det gør den jo!), ja, så bliver man blokeret og ingen følger én længere, eller rettere, så er der nogen andre der gør det men måske er det nogen, man ikke kan lide?

POLITIK
Generelt er twitter et ekstremt politisk sted. Udover facebook, der som bekendt også er Instagram, så er twitter det sted, politikerne tester et eller andet udsagn for offentligheden og især medierne. Derfor er der mange politikere herinde og ekstremt mange journalister.
Som journalist uden fast medie, der ikke kan lade være med at dele historier, oplever jeg således meget, meget tit, at ting jeg skriver på twitter, ender i en eller anden onlineavis, ikke som citat men som en vinkel eller en kilde andre lige tager op og gør til deres egen.
Det er sådan det er – journalistik er en fødekæde, hvor alle æder af hinanden men det er desværre også sådan, at effekten af en nyhed eller historie afhænger af, hvilket medie, den kommer i.
Det nu afdøde journalistiske ikon, Nils Ufer, skrev engang følgende den stadig ekstremt læsværdige bog, ‘Den Nøgne Journalist’: ’Selv den bedste journalist kommer til kort på en dårlig avis. Derfor tror jeg heller ikke på ’Stjernejournalister’. Eller som det er blevet sagt: Det er ikke journalister der laver aviser. Det er aviser, der laver journalister’.
Jeg har ikke nogen avis eller radiostation for tiden, så jeg laver mig selv.
Fordelen ved det er, at jeg selv kan bestemme.
Ulempen er, at det ikke giver nogen penge, og at jeg ikke når ret langt ud.

New Journalism
Nils Ufer ville i øvrigt have hadet det her, fordi det i en eller anden form er New Journalism, hvor det er mig, der ovenikøbet tillader mig at lege at jeg er nøgen journalist, der er hovedperson og fortæller. Ufer gik ind for at vi journalister skulle være diskrete håndværkere, lave anstændige referater og selvfølgelig være vågne ved havelågen, hvis der dukkede en god historie op.
Han syntes generelt også, at journalister tjener alt for mange penge, og som deltager i branche, hvor folk skifter jobs kontant og svingdørene mellem store tv-stationer og spindoktor-kontorer og kommunikationsjobs hos store firmaer og regioner og kommuner drejer rundt med jet-turbinehastighed, så må man jo konstatere, at det har han nok helt ret i.
Min fagforening, Journalistforbundet, er i øvrigt, helt symptomatisk, i gang med et eller andet navneskifte, hvor ordet ’JOURNALIST’, vist ikke længere skal indgå, fordi de journalistuddannede, der nu laver ’kommunikation’, aka reklamevirksomhed og rådgivning for politiske partier eller firmaer, nu er så mange, at de også vil bestemme og ordet journalist, det er jo rasende gammeldags, ikke sandt, det lugter af lokalsprøjter og referater fra badmintonklubber og husmoderforeninger og den slags er der jo ingen, der laver mere i en tid, hvor vi har travlt med at tjene penge og mene noget, og hvor den egentlig kåring finder sted i presselogen eller til et eller andet obskurt foredrag i publicist-klubben eller, og her taler jeg af erfaring, hvor vi hives ind som ’eksperter’ på emnerne bag de historier, vi har lavet.

ZOMBIEMASKINEN
Men det var twitter, jeg kom fra. Her er der slet ikke noget filter og her har jeg skabt mig om til en zombie-nyhedsmaskine, en form for telex eller virtuel telefax i et rungende tomt rum, der spytter den ene meter nyhed ud efter den anden til et  publikum, der har mere travlt med at lave deres egne.
For vi vi lever i en verden af SKABERE, ikke læsere og hvis vi endelig læser noget andre har lavet, er det jo kun for, at bruge det til vores eget formål – som er os selv? Ikke?
På den måde er journalister endt med at minde om politikere, de politikere, der i dag minder mere om embedsmænd, der igen minder om gammeldags, diskrete politikere, der skubber deres dagsordener ind under en ambitiøs Birgitte Nyborg type, mens vi, journalisterne, skriver om de tweets, hun lægger op, tweets der er skrevet af andre journalister, der nu kalder sig kommunikører, fordi spindoktor lyder sådan lidt grimt….
Det forfærdelige er, at vi nu lever i en verden, der tilsyneladende ikke længere er konkret.
En verden, hvor alt kan diskuteres og hvor vi så tilgengæld har skabt et absurd fake-news-objektivitetsbegreb, der baserer sig på videnskab og faktatjek og store datasæt, mens vi dygtigt glemmer, at videnskab hele tiden udvikler sig og at fakta ikke er, hvad de har været, eller rettere: At vi vitterligt lever i en tid, hvor alle har fået ret til deres egne.

DATADATA
Hermed går virkeligheden i selvsving – journalistik bliver DATA som erstatning for det konkrete. Og når jeg siger konkret, så mener jeg mennesker. Dem vi ikke får talt med fordi vi har travlt med at vade ind og ud af det der tomme rum med telefaxen indeni.
Udenfor det rum, i havet, finder det globale skibbrud sted. Og det, der tydeligvis er sunket, er det gode skib VÆSENTLIGHEDSKRITIERIET. Det var et godt, sejldygtigt skib, men vi har selv sænket det.
Ingen af os aner, hvad der betyder noget seriøst, for alt får samme plads og rubrikstørrelse og tid. Om det er Rasmus Paludan, EU-folkeafstemninger, mord, skandaler eller kendisproblemer i Paradise Hotel, der hvor du kan checke ud, men aldrig komme væk og i morgen står solen op igen og så går den ned og vi har glemt det hele og så er der sket noget. Breaking.
Igen.
Og der kommer mere og mere af det, der sker, rummet med telefaxen er nu så fyldt af nyheder, at man skal have en motorsav og en buskrydder for at kunne komme derind.
Det er der en konkret forklaring på.
Der er for mange journalister.
Da jeg blev uddannet i 1990 kom er 100 nye journalister om året. Men daværende kulturminister Jytte Hilden, mente at journalister skulle være akademikere og startede en ny uddannelse på et universitet og siden et andet og siden dengang er det væltet ud med journalister, 400 om året kommer der nu, og i en tid, hvor alle kan lave deres egne tomme rum med telefaxmaskiner, de selv fodrer på internettet via deres hjemmesider og sociale medier, og med en befolkning, der har ansigtet limet til deres stadigt større mobiltelefonskærme, er der blevet kamp om opmærksomheden – og pengene.

KRIG
Indimellem hæves det gode væsentlighedskriterie-skib fra den sugende sorte bund, det hviler på: Da krigen mellem Ukraine og Rusland brød ud, så vidste vi godt hvad det handlede om. KRIG, det er faneme konkret og det bliver dækket efter alle kunstens regler, ligefra BBC-worlds sobre reportager til diskussioner om politikernes brug af skudsikre veste i kampzonerne. Desværre skred det hele direkte over i diskussioner om Ukraine-gade og mudderkastning mellem partiernes opfattelse af, hvem der havde den moralske ’upperhand’, en diskussion, som enhedslisten jo iøvrigt taber non-stop og igen og igen, fordi…der er krig og så er det, helt forståeligt, slut med netop forståelse for og af dem, der er fjenden. Russerne.
Så er det meget nemmere på Twitter og siden den allestedsnærfraværende Elon Musk købte sig ind i butikken, er det blevet endnu sjovere: På hans opfordring og begejstring er der nu såkaldte DOWNVOTE knapper på opslag, en lille diskret pil til højre, som man kan trykke på, hvis man ikke mener, det pågældende opslag er passende og ’bidrager til samtalen’, som det hedder.

LUSKEBUKSERI
Alle downvotes er i vanlig luskebuks-stil anonyme, dvs. at den du downvoter ikke kan se, at det er dig. De kan faktisk ikke engang se, de er blevet downvoted.

Men. Hvis du nu er twitter bruger og tænker, hvor ER den knap, så jeg kan klikke alle røvhullerne væk fra mit feed – ja, så kan det godt være der ikke ER én. For nogen gange er den der, og andre gange ikke.
Og det er ikke alle der får én, måske har du én, måske har jeg?
Og det er ligesom Musk – der købte en trediedel af Twitter, nåede at sætte sig direktionen og så forlod den igen, så han bedre kunne købe og sælge uden at det er ren åbenlys spekulation på samme måde, som det, han i sin tid lavede med bitcoins: Først købte han en masse, så fortalte han vidt og bredt om, at de bla. kunne bruges til at købe Teslaer for, så steg Bitcoins og så skiftede Musk mening og solgte og talte pludselig varmt for kryptovalutaen, dogecoin, som var startet som en sarkastisk meme-coin, men nu er virkelighed, som almindelig mennesker har virkelige penge i.
Jeg håber det går dem godt.
Vi er nemlig alle sammen på vej mod rent digital penge, hvis det står til Dansk Erhverv og folketinget, der fredag morgen kunne høvle endnu en skive af det, der hedder KONTANTREGLEN. For et par måneder siden blev maks. beløbet for kontante køb sænket fra 50.000 kr til 20.000.
Og fredag blev det vedtaget, at erhvervsdrivende ikke skal være forpligtede til at modtage kontanter i handler med andre erhvervsdrivende, og den hidtidige dispensationspraksis for kontantreglen formaliseres, så festivaler og lignende arrangementer af midlertidig karakter fremover ikke længere skal ansøge om dispensation fra kontantreglen’.
KontantReglen handler om, at alle de steder, der tager betaling SKAL tage imod kontanter. Og hvis du har et DanKort eller mobilepay eller noget andet er det nok ikke noget du tænker så meget over, men der er faktisk svage grupper i landet, der ikke har det og en masse andre, der har deres egne grunde til at ville betale med det, der må siges at være kongens mønt, mønt, der altså i fremtiden bliver sværere at komme af med.
Det har det sjovt nok ikke været meget debat om nogen steder – i stedet presser Dansk Erhverv konstant på ministerierne for at få kontantreglen afskaffet totalt ligesom de gjorde i Sverige for nogen tid siden med katastrofale følger, da hele markedet for at bruge kontanter kollapsede på stedet og alle nu hænger på rent digitale løsninger, noget der er ekstra absurd i en tid med krig, hvor den svenske stat opfordrer borgerne til at være beredte, gemme ekstra mad og batterier – og – kontanter…

KAN IKKE HACKES
Kontanter har nemlig den uforlignelige force, at de er ikke kan hackes og ikke bruger batterier, og det at have dem som backupsystem i nærheden af en væbnet konflikt er en usædvanlig god ide. De er også anonyme, og det er helt klart en torn i øjet på banker og skatttemyndigheder, men helt ærligt: Den største svindel idag er digital.
At kontanter så samtidig gør det nemmere for borgere uden kreditkort, med dårlig øknomi eller bare ude at stand til at håndtere koder og kort at være her, må siges at være endog yderst fornuftigt. Ikke?
Som én skrev på det der twitter, sikkert downvotet til helvede af diverse krypto-spekulanter og dansk erhverv og af bankerne, der godt er klar over, at man ikke kan gebyrlægge kontante transaktioner: ’Jeg er pt. uden kort. Så jeg kan ikke bruge DSBs toiletter, er stødt på massive problemer med at betale regninger på en restaurant, ikke købe dsbs biletter over internettet, ikke opdatere mit rejsekort (vi har ikke 7eleven). Det vender den tunge ende nedad’.
Og her nærmer denne splitternøgne journalist sig også den tunge ende, enden på dette selvfinancierede nyhedsbrev, der både mangler en sponsor og et medie, der kan forme mig som journalist.
For jeg er ikke nogen stjerne, bare et menneske med en stemme og alt for meget, jeg gerne vil sige, før jeg går ud.
Tak for at lægge ører til.

kærlig hilsen
@kjaerulv

PS: Apropos Twitter, så har Dansk Cyklistforbund taget et af mine tweets med i deres blad. Jeg har før lavet indslag om det, de skriver om – nemlig digitale stelnumre. Hør det her: https://soundcloud.com/garagen/kh-kjaerulv-jeg-er-sa-glad-for-min-cykelskal-staten-vide-hvor-den-er

PPS: KLIK PÅ LINKS I TEKSTEN! Der er sandsynligvis bedre historier der, end min tekst!

Velkommen denne uges nyhedsbrev, som er et interview, og det er det fordi det her interview i den grad dækker alt, jeg har lyst til at sige i denne uge...
Det handler om monopoler og tech-giganter og om, at verden er ved at være et farligt sted at være – for demokratiet og for det, der engang var os borgere, os, der nu er blevet isolerede og manipulerede forbrugere. Interviewet er med Barry C. Lynn, direktør for Open Markeds Institute. Open Markeds Institute formulere deres opgave således: ‘The Open Markets Institute works to address threats to our democracy, individual liberties, and our national security from today’s unprecedented levels of corporate concentration and monopoly power’.
Men Barry C. Lynn er også forfatter til en lang række bøger om netop konkurrence og monopoler. Og har har netop skrevet en ny.

FOLKETS VILJE?
Jeg mødte Barry C. Lynn, hos Politiken på dag to i hans interview-runder her i Danmark og han var så genneminterwievet, at han faktisk havde lidt svært ved at huske, hvad hans egen bogs undertitel var – men på dansk lyder det sådan: Fri os fra ALLE herskere – De nye monopoler vs folkets vilje.
Med en titel af den slags, skulle man tro, at Barry C. Lynn var en moderne socialist ala Thomas Piketty eller David Graeber, men det er han bestemt ikke. Han er ærke amerikaner, ægte gammeldags liberal og mener at alle problemer i den moderne verden kan fikses med lovgivning, der er i tråd med den amerikanske forfatning.
Og så går han op i én bestemt ting: Monopoler!
Ifølge Lynn er det monopolernes skyld, at vores lønninger for udført arbejde reelt set falder, at ventetiderne på hospitaler stiger, at det ikke er til at få en lejlighed, at små landmænd ikke kan klare sig på markedet, at små landsbyer forsvinder, butikkerne dør på hovedgaderne og at vores demokratier ikke længere virker. Det sidste vender vi tilbage til, for det er centralt, men først fortalte Lynn om amerikansk anti-monopollovgivning, en lovgivning der gav enorm generel velstand over hele amerika, men som blev ødelagt i 1980erne under præsident Ronald Reagan og ikke mindst af Bill Clinton, der hver især gjorde det muligt for store firmaer, at sætte sig på totalt på markedet og tjene enorme summer via neo-liberal politik.

FRA BORGER TIL FORBRUGER
Den neo-liberale forvanskelse af den amerikanske forfatning og love som Glass-Steagall Act fra 1933, har medført, at magt nu er koncentreret på monopoler overalt i verden, siger Barry C. Lynn. Men det er værre endnu: Det er nemlig lykkedes de, med magt, at ændre vores status som borgere til at være forbrugere. Og fra at bo i et demokrati, til at deltage et effektivitets og konkurrencesamfund.
– Vi begyndte at tro på det sprog, at vi kun var forbrugere og ikke andet. I dag skal vi genlære sproget for demokrati, for det vores forbruger-tankegang har skabt, er det rum, hvor tech-giganter som Google, Amazon, Facebook, Apple og Microsoft har indtaget med katastrofale konsekvenser for os som borgere, siger Barry C. Lynn.

TRUSSEL MOD DEMOKRATI
Telefoni, medier og selv internettet er reguleret, men de apps, vi bruger på nettet som Google, Amazon og Facebook, de er de facto slet ikke regulerede, siger Barry C. Lynn. Det truer vores demokratier, og vi er nød til at gøre noget, siger han.
Og det slemme er, at vi disse services diskriminerer imod os ved hjælp af alle de data, de tager fra os, data, som de fleste af os ikke har nogen ide om, hvad betyder.
Og så har vi glemt, at vi er mere end blot forbrugere, siger Lynn.
Vi er skabere. Vi er musikere, sangere, talere og skuespillere og frem for alt mennesker, der lever her med hinanden.
Og de oprindelige antimonopollove var lavet for at kunne beskytte os mod ødelæggelse af netop det, at vi var mennesker, ikke blot forbrugere.

I 1961 holder den daværende amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower en meget berømt afskedstale, hvor han taler om det militær-industrielle kompleks, som noget, man skal passe meget meget på med, da det ellers overtager magten over samfundet. I dag er der teknologi og især software i alle våben, og måske har vi fået et militært-tech-kompleks, der også truer os.
– Når Google, Amazon og Facebook bliver kritiserede i Bruxelles eller USA eller her i Danmark lyder svaret altid: Hey, I har brug for os, fordi vi sikrer jeres nationale sikkerhed.
Men det er forkert, siger Lynn – de gør det modsatte.
– Tag Putin, siger han, hans bedste ven er Facebook, som han har brug til at skabe mistillid til det amerikanske og europæiske demokrati. De åbner dørene for slemme mennesker, og nogengange sender de en raket direkte gennem døren.
Men hvad med her i Danmark, hvor vi solgte nationale teleselskab og privatiseres løst af al mulig kritisk infrastruktur?
– I Europa privatiserer I og i USA har man ødelagt lovene for kontrol. Det har medført, at vi har monopoler, der undergraver demokratiet over hele verden. Google og Facebook er simpelthen blevet kritisk infrastruktur i vores liv. Og der er ikke nogen, der styrer dem, de er udenfor kontrol, og det er ekstremt farligt, siger Barry C. Lynn, der mener vi har et ganske lille vindue af tid til at få dem under kontrol med loven i hånd. Men HVOR farligt er det her, egentlig? Og hvorfor sker der ingenting?

NYE ARISTOKRATER?
Techfirmaerne er de nye aristokrater. Det er dem, der styrer verden og samler mere og mere magt omkring sig, siger Barry C. Lynn.
Men har de en vision, vil de noget med os, spurgte jeg ham.
– Google og Amazon har ikke nogen vision. De kan ikke forestille sig en bedre verden. De han hyre reklamefolk, der lader somom, men de er drevet af grådighed og deres magt og ønsker at ødelægge alle aspekter af vores liv og erstatte det med kaos og anarki, med en verden, der ikke kan virke, siger han.
Men hvad kan man gøre som individ? Ingenting, siger han.
– Det nytter ikke med boycots. Ikke at bruge Google, Facebook eller Amazon løser ikke problemet. Det vigtigste du kan gøre, er at drømme om den verden, du gerne vil leve i og acceptere, at vi, folket, vi har allerede alle de værktøjer vi behøver, alle love og institutioner til at opnå det. Vi kan nå det indenfor de næste ti år, men vi er nød til at tro på os selv og stole på, at vi kan vinde, siger han, så skal det nok gå.

KH Kjaerulv