Cirkel sluttes: Av min arm

 
En fredag for fire år siden kørte jeg hjem efter at have afviklet mit radioprogram ‘Aflyttet’ på radio24syv.
Det var sensommer og solskin – som nu – og jeg var på min motorcykel, i læderjakke og hjelm og handsker og trafikken flød langsomt foran mig som en doven flod, og jeg var træt og lettet og i rygsækken lå min store bærbare computer og sov.

På vej op af Valby langgade, på bakken, kiggede jeg mod venstre, ind på Bjerregaardsvej, hvor Danmark første computer DASK engang boede. Den interesserede mig, den maskine. Den fyldte en hel villa og lyste grønt om natten, og naboerne var bange for den.
Nu er villaen jævnet med jorden, men det finder jeg først ud af senere.

Jeg kører 30 km/t og da jeg igen ser fremad ser jeg direkte ind i et par røde bremselygter.

Bilen foran mig har tilsyneladende fundet en p-plads og er bremset hårdt op.

Det gør jeg også. Det er jeg nød til. Og jeg når ikke at tænke: Tager forbremsen alt for hårdt, så maskinen skrider ud, forsvinder under mig og jeg, jeg hænger et øjeblik i luften mens jeg ser min motorcykel glide på siden hen af vejen, motoren er gået i stå, jeg nåede ikke at koble ud og der er noget indebrændt og vredt over den måde, den bevæger sig ned af bakken på, inden den standser helt, ligger sig til hvile på siden, midt på vejen.

Så rammer jeg selv asfalten, hagen først, og jeg når lige at tænke, at det var godt, at min flip-op-hjelm var klappet ned og hagebøjlen tager slaget og at jeg egentlig var sluppet billigt.
Så kom rygsækken. Med den sovende computer.
Den har ligesom svævet over mig, og rammer mig nu hårdt i ryggen samtidig med, at jeg rammer asfalten med resten af kroppen.
Og jeg kan mærke, at der er noget, der går i stykker. Noget der knækker. Som en gren.
Jeg er høj på adreanalin og rejser mig op, springer op og går ind til siden.
En lastbil er standset lige bag mig og chaufføren er rystet og kommer hen og siger, at den der bil foran mig, han stoppede godt nok pludseligt og det var heldig han var vågen, og nåede at bremse.

Den bil, bilen foran, den der var skyld i mit styrt, er væk og vi peger begge to ud i den tomme luft efter den.

Chaufføren fra lastbilen hjælper mig med at få min mc ind til siden.

Min venstre arm hænger mærkeligt.
Det er kravebenet, siger chaufføren. Den fikser de på hospitalet, fortsætter han.
‘De sætter bare en plade ind, så er den fikset, jeg har selv en’, siger han og slår let på sit bryst.
Nogen ringer efter en ambulance.
Politiet kommer. De ser på min MC, en hvid BMW, og smiler.
‘Sådan en havde vi også en gang’.
De spørger om der er ringet efter ambulancen, det er der, og de kører igen.

Jeg ringer hjem og siger jeg er kørt galt og på vej på hospitalet, min datter tager telefonen og begynder at græde, og jeg siger hun skal tage det roligt, der er ingen problemer, jeg skal bare lige lappes sammen i kravebenet, ikke noget særligt.

Så kommer ambulancen. To mænd stiger ud.

De har ingen bedøvelse, undskylder de, det er reserveambulancen – de har kun lattergas….de klipper min læderjakke i stykke, hele venstre ærme. Det er trist. Har haft jakken i ti år.

Min arm føles adskilt fra kroppen.
Det gør rigtig ondt nu.
Jeg inhalerer lattergas uden effekt.
Ambulancen kører mig til Hvidovre hospital, selvom Frederiksberg er langt tættere på, faktisk lige om hjørnet.
Jeg spørger hvorfor.
‘Du er journalist, ikke? Jeg kunne godt fortælle dig en meget lang historie om hvorfor, men det er politikerne der har bestemt det’, siger ambulanceføreren, der smider mig på en båre og kører mig ind på en stue, hvor en sygeplejeske konstaterer at mit kraveben er brækket, ja, siger jeg, og hun siger at jeg ikke kan få smertestillende, før der har været en læge.

I stuen er der beskidt, jeg kan se støvet. Jeg kan se det falde. Langsomt falder det og lægger sig på alle glatte flader i det vinduesløse og helt tyste rum.
Jeg ligger på ryggen og alt gør ondt.
Lægen kommer efter hvad der føles som en uendelighed.
Hun konstaterer at jeg har brækket kravebenet.
Ja, siger jeg. Må jeg få noget smertestillende?
Da morfinpillen rammer, falder jeg tilbage i mig selv, i ro, og ser op på loftet og synes det er pænt. Mønstrene giver mening.
Støvet er væk.
Får taget en masse røngtenbilleder.
Møder ny læge.
Hun siger: Konservativ behandling. En slynge. Det skal bare gro sammen af sig selv.
Jeg brokker mig – det er jo skævt, jeg  kan mærke de to knoglestumper glide hen over hinanden, krydsede.
Ahr siger hun, det betyder ikke noget, din skulder bliver lidt kortere, men det er lige meget.
Jeg får en lang forelæsning om hvorfor, som jeg ikke fatter, fordi jeg er skæv af morfin og de giver mig nogen flere piller og sender mig hjem.
Jeg har et blåt mærke på størrelse med et stykke a-4 ark papir og det kommer til at skifte farve og flytte sig langsomt nedad, gennem kroppen, over de 5 uger, det tager at hele.
Motorcyklen slap billigt, en bøjet motorbøjle og et skrabet sidespejl. En ven henter den og kører den hjem.

Jeg arbejder og konstaterer, at jeg godt kan skrive. Og at ja, det gror sammen.
Forkert sammen, synes jeg.
Som et par krydsede fingre.
Og min venstre skulder er mærkbart kortere end den anden, nu.
Jeg klager til læger og hospitaler. De siger vent og se.
Det gør jeg så. Og har ondt i skulderen. Og kan ikke sove på den.
Lærer at leve med det -men kan alligevel ikke.
De vil gerne operere mig bagpå skulderen, hvor en led-læbe er rykket løs.
Det nægter jeg. Det er jo stadig skævt, det hele.

Der går en tre mere år med arbejde, arbejde hele tiden og jeg lever med skævhed og ømhed og ondt.
En af min kolleger mener det var et komplot – ulykken. Det var nok FE, der kørte bilen, mente han, de var nok trætte af mig, mener han og jeg tror ham ikke.
Et moderne komplot er sjældent så simpelt. 

I november 2019 lukker 24syv.
Jeg sætter mig et mål: Jeg vil have den skulder fikset, nu jeg alligevel har tid.
Det er noget konkret. Noget at se frem til.

Så får jeg en henvisning fra en læge, et nyt check, nye møder og røngtenbilleder og efter en masse omveje endelig en dygtig kirurg på Hvidovre, der godt mener han kan fikse det der kraveben.
Han har prøvet det før.
Han har slagterhænder. Det beroliger mig.
Jeg bliver skrevet op til operation og så kommer corona og så bliver det udsat.

Men den 4de september kom jeg så ind.
Og røg i fuld narkose for første gang i mit liv, en genfødsels-oplevelse, hvor jeg ligger på briks i et rum omgivet af to narkoselæger og to sygeplejesker.
Her er koldt. De pakker mig ind i et tæppe og blæser varm luft gennem det, og det er rart. 
De kan ikke finde ud af, hvor de skal lægge droppet og stikker mig en masse steder.
De finder et sted. De har travlt, men er meget fokuserede.
Jeg kigger på værktøjet, kirurgens, på bordet ved siden af. En sav, blandt andet.
Jeg ser på loftet. Jeg trækker vejret gennem en maske, det er ilt, siger de, det er godt for kroppen.
Jeg ser en sygeplejeske direkte i øjnene, hun ser tilbage, jeg kan se hendes arme omkring mit ansigt, hun har tatoveringer på dem begge to, lange mønstre, der snor sig ned mod hendes hænder og hun taler til mig, mens jeg bliver slukket af drop-medicin, og jeg drømmer en hel masse, og da jeg vågner står hun der endnu, igen og ser på mig og siger godmorgen og det første jeg siger er: Ja, jeg er vågen og godt jeg har min stemme….og at jeg ville ønske jeg kunne huske hvad jeg havde drømt, men jeg har glemt det hele.
Jeg har fået skruer i kroppen og fået savet en knogle over og fået den sat sammen igen.
Kirurgen kommer og smiler og siger det er gået godt.
Jeg bliver kørt til opvågning og røngten.

Alle er meget dygtige. Der er en urværksagtig langsom professionalisme i luften og jeg ånder den ind.
Jeg kan intet mærke. Jeg vågner og falder i søvn i et væk.
Portører kommer forbi og lover at hente mig, men glemmer mig på gangen. Der er for mange mennesker, der skal køres på een gang.
En ung håndværker med smadrede håndled.
En gammel dame, der er faldet.
Til sidst en portør ved sengegærdet og en elevator der sender mig tilbage på stuen.

Hospitalet er overfyldt. Jeg får en gangplads. Og et tilbud om at tage hjem eller blive til i morgen.
Jeg vil gerne hjem – her er mest gamle mennesker, der ikke burde være her.
En dame tilbyder mig sit tæppe – du fryser, jeg kan få et andet, siger hun.
Hun mangler det ene ben. De har sat det af.
Hun burde være et andet sted, et plejehjem eller en særlig afdeling.
Jeg spørger hvor længe hun har været her og hun siger siden midt i juli.
Det er ikke nemt, siger hun, det er som om man ikke kan komme op af stolen igen, den suger, gør den.
Jeg giver hende tæppet igen.

Jeg har fastet siden dagen før og nu er det eftermiddag og jeg spiser en mad, en æggemad, og drikker en masse vand og så tager jeg tøj på, efter sygeplejeskens regler, den dårlige arm først, så den gode.

Jeg bliver hentet og døser i bilen, stadig høj på morfin.
Hjemme hører jeg musik og smiler meget.
Roxy Music ‘Aint that so’ fra Manifesto lyder smuk.


 
Og nu ligger jeg her, i min egen seng, fyldt med skruer og skinner og mit kraveben er 1,5 cm længere, og det kan mærkes og det er GODT.
Oplevelsen af immobilitet er den samme, som da jeg styrtede, men nu er det rigtigt – nu peger det fremad.
Og det gør mig forbavsende lykkelig at være blevet lige igen.

efter operation – ikke nogen tatovering th. Nu fyldt med skruer…


Noget er overstået. Et vendepunkt er nået. Et nulpunkt på mange måder men også noget nyt…Noget nyt begynder med smerter og piller og genfødsel på genfødsel.
Og først nu, kan jeg, hele mig selv.
Cirklen er sluttet.

Av min arm.







 

(kapitel i kommende bog ‘AFLYTTET’)

 

 

BORNHACK – MAKE IT CLEAN 2020

Jeg har været på IT-konference. I et (alt for lille)telt. På en lejet FDF-lejr på Fyn, sammen med 150 andre hackere, makere og almindeligt teknologiinteresserede fra Danmark – og nogen stykker fra udlandet, der havde zig-zagget sig til landet gennem diverse Coronaspærringer.

Og netop Corona havde været tæt ved at lukke denne femte Bornhack ned før den kom igang, det lykkedes alligevel at få tilladelse og de ekstremt hårdtarbejdende arrangører havde kvitteret med massive mængder håndsprit og håndvaske overalt i området, der som sagt ligger midt ude i naturen på Sydfyn – og havde navngivet festivalen: Make It Clean!
Alle var meget hensynfulde, der blev holdt afstand og båret masker meget af tiden – det sidste falder ikke hackere svært – i øvrigt.
Det var som sagt femte gang der var festival, jeg har været med siden starten – og i år holdt jeg et oplæg om kontanter – på engelsk som alle andre foredrag var det og brugte ellers tiden på at snakke, lytte og blive klogere. Som jeg altid bliver hvert år jeg er med.
Jeg optog ikke så meget, men tre små interviews blev det da til – herover det første med en, der kun vil kaldes Halfdan – vi går ikke så meget op i navne på den her slags konferencer, noget vil slet ikke have deres navne på, og der er generelt forbud mod at fotografere og dele billeder af andre – hvilket er sært befriende! (og grunden til, der ikke er nogen billeder af folk her på siden)
Halfdan fortæller herover om Open Street Maps og vi taler om konsekvenserne af, at alt bliver kortlagt. Der kommer to interviews mere senere. Stay Tuned – god weekend.

Abonner på Nødradio! Det er gratis!
ITUNES: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/aflyttet-i-garagen/id1504650482
RSS-feed: https://feeds.soundcloud.com/users/soundcloud:users:9572226/sounds.rss

 

 

..og det gjorde de med vilje…

www.wsj.com/articles/u-s-government-contractor-embedded-software-in-apps-to-track-phones-11596808801

Anomaly Six LLC a Virginia-based company founded by two U.S. military veterans with a background in intelligence, said in marketing material it is able to draw location data from more than 500 mobile applications, in part through its own software development kit, or SDK, that is embedded directly in some of the apps. An SDK allows the company to obtain the phone’s location if consumers have allowed the app containing the software to access the phone’s GPS coordinates.

Cykel byggerier: Cannondale revisited

Som de, der følger denne blog har bemærket har jeg en del hobbyer. En af dem er at bygge cykler – eller rettere genopbygge dem udfra hvad der nu kan lade sig gøre med knofedt og ikke for mange nye dele. Det lærer jeg meget af – om mig selv og min tålmådighed og mangel på konkret systematik.

Har færdiggjort cykel nr 5 i garagen – ses herunder – baseret på et hærget cannondale stel anno midt 90erne – købt på den blå avis og med alle dele rustet sammen/ødelagte. Nu kører den igen – fremragende endda – alle lejer ruller godt, der er ny krank og et sæt brugte pedaler og en 8 krans reduceret til syv bagpå.

Sådan så den ud før:

Suntour klingerne var slidt ned og pedaler bøjet – bagskifter totalt rustet sammmen

Det virkelige spændende er, at jeg har fået hjælp af andre – via facebook har jeg feks mødt Jeppe, der er god til alt det jeg ikke kunne finde ud af af før – feks krank og hjulopretninger.

skiftet ud med understående
klinge og pedalarme blev doneret fra endnu en facebookkontakt – tak!

Jeg har typisk arbejdet med begrænsninger – nydt det – en ting af gangen: En bremse. Kæden. Saddel. Og så går man væk, når den ene ting er på plads. Det er ikke professionelt og hurtigt men det virker. Og er yderst tilfredstillende.

pedalerne er fra en gammel Marin-cykel jeg engang havde

En af de ting, der virkelig har drillet mig, er bremserne. Cannondale har brugt et cantileversystem jeg simpelthen ikke forstår: Der er et rundt hjul i midten, en del af stellet, som et kabel løber igennem. Men hvor skal der trækkes? Fik det ikke løst. Så der måtte hackes udenom – en v-bremse foran og en cantlever bagpå er et udemærket, omend frusterende fix.

de uforståelige bremser – min begrænsning
detalje
et hack

Mens jeg har gået og arbejdet har jeg læst og tænkt meget på Matthew Crawford og hans bog “shopcraft as soulcraft” – læs den! Se ham her: https://m.youtube.com/watch?v=Cie2Mw2uvJg

Det konkrete giver ro i sjælen. Det skrider fremad. Det bliver til noget. Og glæden ved at kunne genanvende noget, genskabe det i ny form, er stor…

Jeg er ikke HELT tilfreds – det er jeg aldrig – men cannondale er blevet fin og kører som en drøm – selvom styret – med 40 mm rise – nok ER for bredt til en 26 tommer hjuls maskine og de der bremser…de skal altså findes ud af!

Så måske sælger jeg den alligevel?

Mest for at kunne bygge en ny.

Enden på noget – begyndelsen på noget nyt?

Garagen holder sommerferie – sådan da, her i juli måned – efter en vildt inspirerende og meget kreativ holmgang med en gruppe forskere og forskningsassistenter fra ITU og AAU, der stod bag projektet ‘Hverdagens digitalisering under coronakrisen’.
Jeg fik lov at dokumentere(TAK!) og interviewede en del af dem og lavede podcast-serien ‘Corona-Eksperimentet’ i seks dele, og mener selv, i al beskedenhed, at det er endt med at blive fin radio – lyt endelig og giv mig en kommentar. Mit kreative udgangpunkt var det faktum, at alle de her forskere selv havde været udsat for lockdown og nye måder at gøre tingene på, at de også havde tænkt over liv og død og ensomhed – ligesom jeg havde gjort det, mens jeg producerede min nødradio fra mit klædeskab på mit kontor….
Anden inspiration kom fra den franske digter Charles Baudelaires lille essay om en sørejse, og ubehaget ved at forlade skibet…for på en måde føles CORONA-krisen lidt som en drøm, et mareridt nok, eller en sørejse i et stormvejr, der pludselig er overstået, nu hvor der er land i sigte…
Her er det citat, der rørte mig: ’Alene jeg var bedrøvet, ufatteligt bedrøvet. Ligesom en præst, hvem man ville berøve hans guddom, kunne jeg ikke uden en nagende bitterhed løsrive mig fra dette hav, der var så afsindigt besnærende, dette hav, der var så uendeligt omskifteligt i sin frygtelige simpelhed, og som i sine lege, sine bevægelser, i sine vredesudbrud, i sine smil syntes at fremstille og rumme enhver rørelse, enhver kval, enhver ekstase hos alle de sjæle, som har levet, som lever, og som skal leve!’
(Charles Baudelaire fra ’Allerede’ (Parisk Spleen – 1869)

Nu er serien så færdiggjort, jeg er gået i land så at sige, og er faktisk også lidt vemodig. Men mon ikke det lægger sig – hen over sommeren?
Husk jeg kan stadig bookes til foredrag – og til undervisning i at lave radio/podcast – det ved jeg i al ubeskedenhed temmelig meget om – mail mig på kjaerulv (at) protonmail.com
Og lyt? Der er næsten seks timers tankevækkende sommerunderholdning lige herunder! ❤

Abonner på Nødradio! Det er gratis!
ITUNES: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/aflyttet-i-garagen/id1504650482
RSS-feed: https://feeds.soundcloud.com/users/soundcloud:users:9572226/sounds.rss

NØDRADIO NY SERIE: Corona-Eksperimentet del 1: ARKIVET

’Alene jeg var bedrøvet, ufatteligt bedrøvet. Ligesom en præst, hvem man ville berøve hans guddom, kunne jeg ikke uden en nagende bitterhed løsrive mig fra dette hav, der var så afsindigt besnærende, dette hav, der var så uendeligt omskifteligt i sin frygtelige simpelhed, og som i sine lege, sine bevægelser, i sine vredesudbrud, i sine smil syntes at fremstille og rumme enhver rørelse, enhver kval, enhver ekstase hos alle de sjæle, som har levet, som lever, og som skal leve!’
Charles Baudelaire om en vemodig landgang fra en lang sørejse i ’Allerede’ (Parisk Spleen – 1869)

På nogen måder føles CORONA-krisen lidt som en drøm, et mareridt nok, eller en sørejse i et stormvejr, der pludselig er overstået, nu hvor der er land i sigte…Men hvad skete der egentlig under og efter den store krise, der tvang alle borgere indendøre, hver for sig? Det har NØDRADIO undersøgt gennem 27(!) programmer og nu er NØDRADIO i samarbejde med Center for digital velfærd, ITU og Teknoantropologisk Laboratorium, AAU, i gang med en ny, rullende serie, CORONA-EKSPERIMENTET – første afsnit kan høres herover.
Serien tager udgangspunkt i forskningsprojektet ‘Hverdagens digitalisering under Corona-krisen’, den krise, der først nu, i juni måned, er ved at slippe sit greb om befolkningen.
En forskningsgruppe med deltagere fra IT-Universitet i København og Aalborg Universitet skal i projektet ”Hverdagens Digitalisering under Coronakrisen” kortlægge, hvordan det digitale har haft indflydelse på og formet danskernes hverdag under virusudbruddet. Forskerne søger deltagere, der gennem enten telefoniske interviews eller en 14-dages ”smartphone-dagbog” med foto og tekst vil fortælle om den rolle, digitale platforme spiller i deres liv under nedlukningen. De kontakter borgere via digitale platforme og laver interviews efter manualer. Indholdet er kun lavet til forskningen. Men da forskerne også er ofre for samme nedlukning af samfundet, påvirkes de tilsvarende og udvikler egne symptomer og løsninger på isolation.
Måske er de selv er den centrale del af eksperimentet?
I denne første udsendelse skal du møde Brit Ross Winthereik, Professor, IT Universitetet i København og Anders Kristian Munk, Lektor, Aalborg Universitet.
Progammet er produceret i samarbejde med Center for digital velfærd, ITU og Teknoantropologisk Laboratorium, AAU.

Abonner på Nødradio!
ITUNES: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/aflyttet-i-garagen/id1504650482
RSS-feed: https://feeds.soundcloud.com/users/soundcloud:users:9572226/sounds.rss

NØDRADIO 27: Det gule kort – da kameraovervågning pludselig dækkede hele Danmark?

Med vedtagelse af to ny love om TV-overvågning, bliver det nu lovligt at filme ind på offentlige områder – betænkning anbefaler ca 30 meter ud men justitsministeriet har ønsket sig 200 meter og selve loven nævner ikke nogen grænser.
Jeg taler med Jesper Lund, IT-politisk forening, Kasper Skov Mikkelsen, direktør for sikkerhedsbranchen og Gregers Petersen fra Septima P/S, der har regnet lidt på hvor der potentielt er overvåget – og hvor der ikke er, og lavet et gult kort.

LINKS: Gregers kort på Twitter: https://twitter.com/GregersP/status/1232254875674841089
Lov 102 om TV-overvågning: https://www.ft.dk/ripdf/samling/20191/lovforslag/l102/20191_l102_som_vedtaget.pdf
Lov 103: https://www.ft.dk/ripdf/samling/20191/lovforslag/l103/20191_l103_som_vedtaget.pdf
Betænkning om lov 102 – eneste sted de 30 meter nævnes: https://www.ft.dk/ripdf/samling/20191/lovforslag/l102/20191_l102_betaenkning.pdf

Abonner på Nødradio!
ITUNES: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/aflyttet-i-garagen/id1504650482
RSS-feed: https://feeds.soundcloud.com/users/soundcloud:users:9572226/sounds.rss

NØDRADIO 26: Note fra den kontaktløse fremtid som ensomme atomer, pakket ind i tech-giganter?

Torsdag kom første del af en smittesporings-app i form af et nyt API til Google og Apple-telefoner, der nu er har et styresystem, der er klar til Covid-19 smittesporings-apps, som staterne så kan få lov at klistre ovenpå.
Men vil den virke? Og hvem skal egentlig styre overvågningen af befolkningens helbredstilstand – tech-giganter eller suveræne stater?

Henrik Kramselund Jereminsen - datalog og surfer!
Henrik Kramselund Jereminsen – datalog og surfer!

Jeg har talt med Henrik Kramselund Jereminsen @kramse, datalog og internetsamurai og med dataetiker Gry Hasselbalch, DataEthics, om faldgruber i hastigt udviklede tekniske fix og en usikker fremtid, hvor vi skal holde godt øje med, hvem der leverer infrastrukturen omkring os..

Henrik Kramselund Jereminsen om apps til sporing af covid-19:
https://www.version2.dk/blog/skal-vi-have-corona-app-1090586

DataEthics om apps – et spørgsmål om magt: https://dataethics.eu/contact-tracing-apps-are-not-just-a-privacy-tech-issue-its-a-question-of-power/

LINKS: Naomi Klein om techgiganternes våde drømme: Isolerede borgere foran skærmene: https://www.information.dk/udland/2020/05/naomi-klein-saadan-planlaegger-techindustrien-profitere-pandemien

Kunstig intelligens bliver ‘ødelagt’ af Covid-19: https://www.technologyreview.com/2020/05/11/1001563/covid-pandemic-broken-ai-machine-learning-amazon-retail-fraud-humans-in-the-loop/
Abonner på Nødradio:
ITUNES: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/aflyttet-i-garagen/id1504650482
RSS-feed: https://feeds.soundcloud.com/users/soundcloud:users:9572226/sounds.rss