GARAGEN

Anders Kjærulffs billedboble, ord- og lyd-strøm fra den lille garage i det store internet

  • SYKOFANT: AI er en slesk angiver

    De dominerende, profitdrevne AI’ere er “sykofante” modeller (Fra Den Danske Ordbog: ‘sykofant’: en STRÅMAND, indsmigrende og slesk person; person der angiver el. forråder andre). Og selvom mange inderst inde ved det, stoler alt for mange på det, en sykofant model fortæller dem, ja de varmer sig ved dets sleske tale. Og det har fatale konsekvenser, siger ny forskning: ‘”Yet despite distorting judgment, sycophantic models were trusted and preferred. All of these effects persisted when controlling for individual traits such as demographics and prior familiarity with AI; perceived response source; and response style. This creates perverse incentives for sycophancy to persist: The very feature that causes harm also drives engagement.”
    Forskning: https://www.science.org/doi/10.1126/science.aec8352

  • Tech-Odysseus?

    Jeg har tidligere skrevet en anmeldelse af Christopher Nolans ‘The Odessey’, som er lang og…syntes jeg…dårlig. Men den kører stadig rundt inde i mit hoved.
    For måske er der et skjult spor i filmen? I min anmeldelse var jeg blandt andet inde på, at Odysseus ligner Jack Dorsey fra Twitter og at hans søn, i filmen, ligner Facebooks Mark Zuckerberg. (prøv selv at søge)
    Og her til morgen kom jeg så til at tænke på nogen meget store monstre, der overfalder Odysseus mænd.

    De hedder Laestrygoner og var meget meget store og kannibaler og boede – ifølge myten – et sted i midten af Italien, sandsynligvis Sardinien, og er tidligere skildret som set ovenfor, store, stenkastende mænd, der sænker hele Odysseus flåde, undtagen hans eget skib.
    MEN. I Christopher Nolans udgave er de anderledes. De er klædt i metal. De er krigere med meget lange sværd. De bevæger sig målrettet mekanisk.
    Og de ligner kinesiske selvtænkende kamprobotter eller noget fra Elon Musks robot-hær.

    Og her er nogen kinesiske kamprobotter:

    Det er jo nok et tilfælde, men det bidrager til mine fornemmelser af, at Christopher Nolan har forsøgt at lægge et tech-lag ind over myten, hvilket på mange måder kan forklare manglen på følelsen af rigtig magi.
    Nolan har tidligere gravet i Singulariteten i filmen ‘Interstellar‘ – som er en rigtig god film, men også højt elsket af TESCREAL, Transhumanister, Extropianismer, Singularitanere, Cosmianister, Rationalister Effective Altruister og Longtermister,. holdet.
    Tech og tankegangen hos milliardærklassen er overalt.
    Og ligner Odysseus ophold hos gudinden Calypso ikke mere noget fra METAVERSE end en lotusblomstinduceret drøm?
    Kæmper han i SINGULARITETEN, er han en ‘player one’ i noget virtuelt?
    Det føles sådan.
    Men måske er det bare sådan hele verden føles lige i øjeblikket…

    Link til tidligere anmeldelse inklusive billeder af Dorsey og Matt Demon – gæt hvem der er hvem: https://mingarage.net/2026/08/21/odysseen-nar-amerikanere-tier-draeber-de/

  • Tændt: Når krænkerne kalder sig ofre?

    Jeppe Søe, tidligere journalist og politiker for moderaterne, har udgivet en dybt bizar ‘bog’ om ‘digital dannelse’, som han sendte mig et anmelder eksemplar af i går, en bog, der ud over at bære kraftigt præg af chatGPT-skabelse og redigering(men jeg kan tage fejl?) handler om, at en frådende, uvidende flok af ‘databekymrede’ og hændervridende privacy-aktivister har trynet HELE Danmark til at vende Big Tech ryggen og samtidig frataget børnene deres naturlige nysgerrighed og retten til deres fine iPhone-skærme med forbud og tvang. Bogen hedder ‘Tænd’ og Jeppe prøver simpelthen at give den stakkels underfinancierede og magtesløse techbranche offer-rollen og fremstille os forvirrede kritikere som en overvældende, totalitær magt, der af dumhed og naiv frygt ødelægger danske børns liv og fremtid. Kritikerne er bange og uvidende, må vi forstå, og det er skadeligt, mener han.
    Indrømmet: Der har været enkelte skingre stemmer i skærmdebatten i Danmark – også mennesker, der har tjent penge og gået efter egne interesser i den. Men de er en dråbe i et hav af saltsyre, fyldt med kritikløse techgigant-klakører, der har tjent formuer på at netværke, påvirke politikere og backe dagordener og teknologi, der ikke bare er skadelig for børn, men for hele Danmarks sikkerhed og autonomi og som har skabt en verden, hvor overvågning, dataindsamling og algoritmisk manipulation er normalen.
    Men det er altså kun fordi vi er bange og frygtsomme, siger Jeppe Søe, der således gør krænkerne til ofre – naturligvis med et drys af, at de store også skal reguleres og følge danske love og opføre sig ordentligt, hvilket faktisk også var det, vi kritikere har bedt om hele tiden, i årevis, uden noget som helst resultat.

    Søes syn på magtforholdet er naturligvis fuldkommen ude af trit med virkeligheden udenfor tech-giganterne, Dansk Industri og Dansk Erhvervs store, lyse kontorer.

    Men tak for den liste over sparrings- og samarbejdspartnere, Søe har trykt allersidst i bogen. DEN forklarer lidt af hvert.

    LINK: https://jeppe.dk/ignite-new-book-on-digital-literacy/

    Kopi findes også her: https://analogist.dk/taendt-naar-kraenkerne-kalder-sig-ofre/

  • Odysseen: Når amerikanere tier, dræber de

    Christopher Nolans ‘The Odyssey’ er virkelig dårlig. Tilgengæld er den virkelig lang.


    Matt Damons Odysseus ligner Jack Dorsey, AI-profet, rovkapitalist og tidligere stifter af Twitter, mens hans søn, i skuespilleren Tom Hollands skikkelse, ligner en permanent forbavset Mark Zuckerberg så meget, at jeg næsten ikke kunne tænke på andet….måske er det meningen? Måske har de penge i filmen? Jeg ved det ikke….

    Det er ikke Matt Damon!
    …eller Odysseus


    Manuskriftet er så amerikansk professionelt, at man mærker hensigten fra start og bliver forstemt.
    Kyklopen Polyfem er en positiv overraskelse, flot og rugende menneskeligt realiseret – den skulle have haft en større rolle, gerne sammen med troldkvinden Kirke, der spilles fremragende forsigtigt og manende af Samantha Morton, en kvinde, der med god grund er angst ved mænd – men hvor Nolan selvfølgelig springer det Homerske faktum, at Odysseus blev hos hende i et helt år som hendes elsker og fik to børn med hende, over, til fordel for noget pseudointellektuelt med en Poesk ravn(al respekt for Poe, men hvad laver det der?), der er hendes søster som han truer med at vride halsen om på, hvorefter hun bliver blid som et lam og fortæller ham alt….
    Men tak for igen at lære mig noget om den multinationalisering, det, der i gamle dage hed Amerikanisering, der finder sted overalt i det kulturelle og for at minde os om, at amerikanere tilsyneladende ikke KAN være tavse eller alvorlige, at de taler som børn, de småsnakker konstant, fortæller dårlige vittigheder og kommer med det, vores dronning kaldte ‘dumsmarte bemærkninger’ uanset hvor alvorlig situationen er – eller som i Homers tilfælde: Hvor stor historien er og hvor meget den maner til få, men store ord. Jeg TROR simpelthen ikke på, man gik og småsnakkede på DEN måde, DENGANG.
    Amerikanske film er kun tavse og alvorlige under én omstændighed: Drab og vold. Når de tier – dræber de. Og her dræber de en virkelig god historie ved at reducere den til nutids-Facebook-SOME-føleri og 140 tegns statements ala: ‘Ten years on this fucking beach. Let’s go home!”(ja, det siger han faktisk…)
    Vold og drab er der til gengæld masser af, efter en ekstrem lang, følelsesfuld indledning, kommer der en ren kødhakker af sværdtricks og kampsportsudfoldelser fra judo og krav maga, teknikker der ikke var opfundet eller formaliseret på det tidspunkt, men hvad betyder det, det ser godt ud, ligesom mændene, der alle ser ud som om de kommer lige fra et fitnesscenter – der er sixpacks og skarpe biceps overalt, nogen jeg tvivler på var normen dengang? Men hvad ved jeg?
    Men filmen som projekt repræsenterer også noget andet, der slog mig allerede under reklamerne i biografen: En denationalisering af virkeligheden, der ikke længere kun er et spørgsmål om at grækere taler amerikansk, men at selve historien gøres multinational, og dermed ret ligegyldig.

    Nu vil jeg prøve at genlæse historien. Den rigtige.

  • SANDT ELLER FALSK?

    SANDT ELLER FALSK?: Et glimrende og længe ventet initiativ fra digitaliseringsstyrelsen – Ikoner, der skal deklarere om noget er AI-skabt. Spørgsmålet er så, om det er nok med en stort set frivillig ordning? Der er kun tale om ‘visse ai-systemer’, og der er f.eks ikke krav til pressen om at mærke, når der er brugt AI til at generere billeder eller tekst – det skal stå et sted i koden, så myndighederne kan se det, men borgerne lades i stikken og mistilliden til indhold består. Medierne, der har et selvmorderisk forhold til AI, kan nemlig nøjes med at henholde sig til redaktøransvar, dvs. at hvis en redaktør har set en tekst fise forbi på skærmen og trykket ‘udgiv’, så skal det ikke mærkes. Det er imho utrolig dumt og undergravende for al troværdighed.
    ‘Denne forpligtelse finder ikke anvendelse, hvis det AI-genererede indhold har gennemgået en proces med menneskelig gennemgang eller redaktionel kontrol, og hvis en fysisk eller juridisk person har det redaktionelle ansvar for offentliggørelsen af indholdet.’
    NB: Illustrationen er ægte Analog Intelligens i fuld firspring, fotograferet af mig selv – Copyright: Katten Makker

    https://digst.dk/tilsyn/ai-forordningen/reglerne-i-ai-forordningen/gennemsigtighedsforpligtelser-for-visse-ai-systemer/#accordion-oplysningskrav-ved-ai-systemer-der-skaber-eller-manipulerer-tekst-til-offentlig-brug

  • T.S. Eliot, fra havenes bund…

    Mine favoritlinier fra digtet ‘The Lovesong of J.ALfred Prufrock’, 1915:

    https://www.poetryfoundation.org/poetrymagazine/poems/44212/the-love-song-of-j-alfred-prufrock

    Shall I part my hair behind?   Do I dare to eat a peach?

    I shall wear white flannel trousers, and walk upon the beach.

    I have heard the mermaids singing, each to each.

    I do not think that they will sing to me.

    I have seen them riding seaward on the waves

    Combing the white hair of the waves blown back

    When the wind blows the water white and black.

    We have lingered in the chambers of the sea

    By sea-girls wreathed with seaweed red and brown

    Till human voices wake us, and we drown.