En fredag for fire år siden kørte jeg hjem efter at have afviklet mit radioprogram ‘Aflyttet’ på radio24syv.
Det var sensommer og solskin – som nu – og jeg var på min motorcykel, i læderjakke og hjelm og handsker og trafikken flød langsomt foran mig som en doven flod, og jeg var træt og lettet og i rygsækken lå min store bærbare computer og sov.

På vej op af Valby langgade, på bakken, kiggede jeg mod venstre, ind på Bjerregaardsvej, hvor Danmark første computer DASK engang boede. Den interesserede mig, den maskine. Den fyldte en hel villa og lyste grønt om natten, og naboerne var bange for den.
Nu er villaen jævnet med jorden, men det finder jeg først ud af senere.

Jeg kører 30 km/t og da jeg igen ser fremad ser jeg direkte ind i et par røde bremselygter.

Bilen foran mig har tilsyneladende fundet en p-plads og er bremset hårdt op.

Det gør jeg også. Det er jeg nød til. Og jeg når ikke at tænke: Tager forbremsen alt for hårdt, så maskinen skrider ud, forsvinder under mig og jeg, jeg hænger et øjeblik i luften mens jeg ser min motorcykel glide på siden hen af vejen, motoren er gået i stå, jeg nåede ikke at koble ud og der er noget indebrændt og vredt over den måde, den bevæger sig ned af bakken på, inden den standser helt, ligger sig til hvile på siden, midt på vejen.

Så rammer jeg selv asfalten, hagen først, og jeg når lige at tænke, at det var godt, at min flip-op-hjelm var klappet ned og hagebøjlen tager slaget og at jeg egentlig var sluppet billigt.
Så kom rygsækken. Med den sovende computer.
Den har ligesom svævet over mig, og rammer mig nu hårdt i ryggen samtidig med, at jeg rammer asfalten med resten af kroppen.
Og jeg kan mærke, at der er noget, der går i stykker. Noget der knækker. Som en gren.
Jeg er høj på adreanalin og rejser mig op, springer op og går ind til siden.
En lastbil er standset lige bag mig og chaufføren er rystet og kommer hen og siger, at den der bil foran mig, han stoppede godt nok pludseligt og det var heldig han var vågen, og nåede at bremse.

Den bil, bilen foran, den der var skyld i mit styrt, er væk og vi peger begge to ud i den tomme luft efter den.

Chaufføren fra lastbilen hjælper mig med at få min mc ind til siden.

Min venstre arm hænger mærkeligt.
Det er kravebenet, siger chaufføren. Den fikser de på hospitalet, fortsætter han.
‘De sætter bare en plade ind, så er den fikset, jeg har selv en’, siger han og slår let på sit bryst.
Nogen ringer efter en ambulance.
Politiet kommer. De ser på min MC, en hvid BMW, og smiler.
‘Sådan en havde vi også en gang’.
De spørger om der er ringet efter ambulancen, det er der, og de kører igen.

Jeg ringer hjem og siger jeg er kørt galt og på vej på hospitalet, min datter tager telefonen og begynder at græde, og jeg siger hun skal tage det roligt, der er ingen problemer, jeg skal bare lige lappes sammen i kravebenet, ikke noget særligt.

Så kommer ambulancen. To mænd stiger ud.

De har ingen bedøvelse, undskylder de, det er reserveambulancen – de har kun lattergas….de klipper min læderjakke i stykke, hele venstre ærme. Det er trist. Har haft jakken i ti år.

Min arm føles adskilt fra kroppen.
Det gør rigtig ondt nu.
Jeg inhalerer lattergas uden effekt.
Ambulancen kører mig til Hvidovre hospital, selvom Frederiksberg er langt tættere på, faktisk lige om hjørnet.
Jeg spørger hvorfor.
‘Du er journalist, ikke? Jeg kunne godt fortælle dig en meget lang historie om hvorfor, men det er politikerne der har bestemt det’, siger ambulanceføreren, der smider mig på en båre og kører mig ind på en stue, hvor en sygeplejeske konstaterer at mit kraveben er brækket, ja, siger jeg, og hun siger at jeg ikke kan få smertestillende, før der har været en læge.

I stuen er der beskidt, jeg kan se støvet. Jeg kan se det falde. Langsomt falder det og lægger sig på alle glatte flader i det vinduesløse og helt tyste rum.
Jeg ligger på ryggen og alt gør ondt.
Lægen kommer efter hvad der føles som en uendelighed.
Hun konstaterer at jeg har brækket kravebenet.
Ja, siger jeg. Må jeg få noget smertestillende?
Da morfinpillen rammer, falder jeg tilbage i mig selv, i ro, og ser op på loftet og synes det er pænt. Mønstrene giver mening.
Støvet er væk.
Får taget en masse røngtenbilleder.
Møder ny læge.
Hun siger: Konservativ behandling. En slynge. Det skal bare gro sammen af sig selv.
Jeg brokker mig – det er jo skævt, jeg  kan mærke de to knoglestumper glide hen over hinanden, krydsede.
Ahr siger hun, det betyder ikke noget, din skulder bliver lidt kortere, men det er lige meget.
Jeg får en lang forelæsning om hvorfor, som jeg ikke fatter, fordi jeg er skæv af morfin og de giver mig nogen flere piller og sender mig hjem.
Jeg har et blåt mærke på størrelse med et stykke a-4 ark papir og det kommer til at skifte farve og flytte sig langsomt nedad, gennem kroppen, over de 5 uger, det tager at hele.
Motorcyklen slap billigt, en bøjet motorbøjle og et skrabet sidespejl. En ven henter den og kører den hjem.

Jeg arbejder og konstaterer, at jeg godt kan skrive. Og at ja, det gror sammen.
Forkert sammen, synes jeg.
Som et par krydsede fingre.
Og min venstre skulder er mærkbart kortere end den anden, nu.
Jeg klager til læger og hospitaler. De siger vent og se.
Det gør jeg så. Og har ondt i skulderen. Og kan ikke sove på den.
Lærer at leve med det -men kan alligevel ikke.
De vil gerne operere mig bagpå skulderen, hvor en led-læbe er rykket løs.
Det nægter jeg. Det er jo stadig skævt, det hele.

Der går en tre mere år med arbejde, arbejde hele tiden og jeg lever med skævhed og ømhed og ondt.
En af min kolleger mener det var et komplot – ulykken. Det var nok FE, der kørte bilen, mente han, de var nok trætte af mig, mener han og jeg tror ham ikke.
Et moderne komplot er sjældent så simpelt. 

I november 2019 lukker 24syv.
Jeg sætter mig et mål: Jeg vil have den skulder fikset, nu jeg alligevel har tid.
Det er noget konkret. Noget at se frem til.

Så får jeg en henvisning fra en læge, et nyt check, nye møder og røngtenbilleder og efter en masse omveje endelig en dygtig kirurg på Hvidovre, der godt mener han kan fikse det der kraveben.
Han har prøvet det før.
Han har slagterhænder. Det beroliger mig.
Jeg bliver skrevet op til operation og så kommer corona og så bliver det udsat.

Men den 4de september kom jeg så ind.
Og røg i fuld narkose for første gang i mit liv, en genfødsels-oplevelse, hvor jeg ligger på briks i et rum omgivet af to narkoselæger og to sygeplejesker.
Her er koldt. De pakker mig ind i et tæppe og blæser varm luft gennem det, og det er rart. 
De kan ikke finde ud af, hvor de skal lægge droppet og stikker mig en masse steder.
De finder et sted. De har travlt, men er meget fokuserede.
Jeg kigger på værktøjet, kirurgens, på bordet ved siden af. En sav, blandt andet.
Jeg ser på loftet. Jeg trækker vejret gennem en maske, det er ilt, siger de, det er godt for kroppen.
Jeg ser en sygeplejeske direkte i øjnene, hun ser tilbage, jeg kan se hendes arme omkring mit ansigt, hun har tatoveringer på dem begge to, lange mønstre, der snor sig ned mod hendes hænder og hun taler til mig, mens jeg bliver slukket af drop-medicin, og jeg drømmer en hel masse, og da jeg vågner står hun der endnu, igen og ser på mig og siger godmorgen og det første jeg siger er: Ja, jeg er vågen og godt jeg har min stemme….og at jeg ville ønske jeg kunne huske hvad jeg havde drømt, men jeg har glemt det hele.
Jeg har fået skruer i kroppen og fået savet en knogle over og fået den sat sammen igen.
Kirurgen kommer og smiler og siger det er gået godt.
Jeg bliver kørt til opvågning og røngten.

Alle er meget dygtige. Der er en urværksagtig langsom professionalisme i luften og jeg ånder den ind.
Jeg kan intet mærke. Jeg vågner og falder i søvn i et væk.
Portører kommer forbi og lover at hente mig, men glemmer mig på gangen. Der er for mange mennesker, der skal køres på een gang.
En ung håndværker med smadrede håndled.
En gammel dame, der er faldet.
Til sidst en portør ved sengegærdet og en elevator der sender mig tilbage på stuen.

Hospitalet er overfyldt. Jeg får en gangplads. Og et tilbud om at tage hjem eller blive til i morgen.
Jeg vil gerne hjem – her er mest gamle mennesker, der ikke burde være her.
En dame tilbyder mig sit tæppe – du fryser, jeg kan få et andet, siger hun.
Hun mangler det ene ben. De har sat det af.
Hun burde være et andet sted, et plejehjem eller en særlig afdeling.
Jeg spørger hvor længe hun har været her og hun siger siden midt i juli.
Det er ikke nemt, siger hun, det er som om man ikke kan komme op af stolen igen, den suger, gør den.
Jeg giver hende tæppet igen.

Jeg har fastet siden dagen før og nu er det eftermiddag og jeg spiser en mad, en æggemad, og drikker en masse vand og så tager jeg tøj på, efter sygeplejeskens regler, den dårlige arm først, så den gode.

Jeg bliver hentet og døser i bilen, stadig høj på morfin.
Hjemme hører jeg musik og smiler meget.
Roxy Music ‘Aint that so’ fra Manifesto lyder smuk.

 
Og nu ligger jeg her, i min egen seng, fyldt med skruer og skinner og mit kraveben er 1,5 cm længere, og det kan mærkes og det er GODT.
Oplevelsen af immobilitet er den samme, som da jeg styrtede, men nu er det rigtigt – nu peger det fremad.
Og det gør mig forbavsende lykkelig at være blevet lige igen.

Noget er overstået. Et vendepunkt er nået. Et nulpunkt på mange måder men også noget nyt…Noget nyt begynder med smerter og piller og genfødsel på genfødsel.
Og først nu, kan jeg, hele mig selv.
Cirklen er sluttet.

Av min arm.

 

(kapitel i kommende bog ‘AFLYTTET’)