I 1958 udgav den amerikanske psykolog Harry Harlow “The Nature of Love”, baseret på en række banebrydende og kontroversielle forsøg med rhesus-aber. Han fjernede nyfødte unger fra deres mødre og tilbød dem i stedet to versioner af en kunstig mor. 
Begge versioner var i stand til at give abe-ungen mad og begge havde et stiliseret ansigt med øjne og mund. 
Den ene kunstige mor var beklædt med blødt stof, mens den anden kun bestod af et ansigt og en krop bestående af bøjede metaltråde, det vi herhjemme kalder for hønsenet, formet i abemorstørrelse.
Hvis aberne fik valget mellem de to, valgte de den bløde version.
Hvis ‘blød-mor’ ikke gav dem noget mælk, spiste de af ‘metal-net-mor’, og løb bagefter tilbage til den bløde.

‘Baby106’, som Harry Harlow kaldte en af ungerne, brugte under en time om dagen hos den metal-net-mor, der ellers gav ham mad, mens han sad 17-18 timer og klamrede sig til den bløde mor, der ikke havde andet at tilbyde end blødhed. 
Aberne, der havde været sammen med ‘bløde-mor’, klarede sig bedst når man bagefter satte dem sammen med andre aber, mens ‘metal-net-mors’ børn var stressede og angste og tit endte med at sidde alene i et hjørne.
Harlow lod sig interviewe til TV, og viste sine eksperimenter og ‘Baby106’ frem for en reporter.
Videoen ligger idag på YouTube, og den er hjerteskærende.
For at kunne teste ‘Baby106’ reaktion på frygt, konstruerede Harlow et mekanisk skræmmedyr, et støjende, blinkende, truende væsen med store øjne, og smækkende kæmpetænder, der ligner et stykke kunst fra cobra-perioden, og stillede det op foran ‘Baby106’, der løber skrigende henimod ‘bløde-mor’ og klamrer sig til hende. 
Hvis der kun er ‘Metal-net-mor’ at klamre sig til, er ungens rædsel monumental.
Men Harry Harlow nøjedes ikke med at lave bløde og hårde surrogat-mødre.
Når hans eksperimenter regnes for kontroversielle, er det fordi han også prøvede at lade ungerne vokse op helt uden mødre, alene i et rum med en slange, de kunne suge næring fra.
Resultaterne var skræmmende.
Abeungerne stirrede tomt ud i luften, gik hvileløst rundt og forsøgte at skade sig selv, kradsede sig til blods, slog hovedet mod væggene.
Hvis man hev dem ud af buret og satte dem sammen med andre aber, anede de ikke hvad de skulle gøre.
Flere af dem døde, fordi de holdt op med at spise.

‘Hvis man har valget mellem noget koldt metal eller noget blødt, så er det da logisk, at man vælger det sidste, det er jo bare som en baby med sit tæppe’, siger reporteren i videoen, og fortsætter: 
‘Men er det vi ser her, at en abe klynger sig til et stykke stof, er det virkelig kærlighed?’
Harlow tænker sig godt om og svarer så: 
‘Hvad betyder det egentlig, når vi siger at en baby elsker sin mor? Ja, det betyder ihvertfald, at babyen føler sig mere tryg, når dens mor er tilstede. Hvis du gør en baby bange, og den løber hen til sin mor, og dens angst bliver forvandlet til en følelse af tryghed, ville du så ikke sige, at den baby elskede sin mor?’

****

Hun kalder sig ‘Amazing Polly’ og hun har 121,623 subscribers på YouTube. Hendes videoer optræder under hashtag som #GreatAwakening og #WalkAway.
Hun stirrer konstant direkte ind i Harlows skræmmedyr.
Jeg har fået tilsendt en af Amazing Pollys videoer af en bekendt på Facebook. Videoen hedder ‘I Know How We Can Hurt Them’, og jeg ser den først i en tilstand af sløv opgivenhed blandet med en tiltagende angst for have spildt tiden og gjort mig selv endnu dummere end jeg er i forvejen, udmattet af overspringshandlings-videoer af racerbiler, filmtrailere, rockstjerner og reparations-guides. 
Men så vågner jeg også: #TheGreatAwakening?
Scenen ser sådan her ud: Amazing Polly er blond og har intense blå øjne. Hun ser direkte ind i kameraet og tager ikke blikket væk en eneste gang.
Hun sidder i en blå sofa, hendes øreringe er også blå, der hænger en billig krystallysekrone fra loftet, en reol, få bøger, et billede af en eller anden, hendes mand, en søn?
Hun taler.
‘Internettet plus 5g plus digitale identiteter kommer til at skabe Smarte Byer, hvor alt vi gør kommer til at blive aflæst i real-tid! De kan spore os hele tiden. De vil vide hvad vi har brugt hver eneste krone på, hver eneste milliwatt energi, alle vores tanker og al den kommunikation, vi har med andre. De skaber deres lille prototype her, og de kalder dem for Smarte Byer. Når folk hører ordet data, så tænker de bare på tal. 
Men her taler vi om alt fra vores hjerterytmer, hvordan vi bruger vores penge og hvem vi elsker, hvad vi har i køleskabet og hvad vi ser i fjernsynet og hvordan vi tager os af vores børn. Det hele er DATA og Google vil have dem alle sammen i en Smart By’, siger Amazing Polly og vifter dramatisk med hænderne, mens hun går videre med at tale om at George Soros og The Koch Brothers kamp mod ‘fake-news’ i virkeligheden er første bølge af censur mod os alle sammen, mod folket, os mod dem, igen, i et sidste, ultimativt greb om magten, der herefter vil være umulig at vinde tilbage og som vil efterlade os alle slavebundne.
Men Polly har en løsning.
Polly mener, vi skal droppe vores smart-phones.
‘Smartphonen er indgangen til deres kontrolsamfund. På længere sigt vil de indoperere teknologien i vores kroppe, men lige nu har vi stadig et valg.
De er nød til at sikre sig, at vi ikke kan undvære smartphonen. Derfor kører de hele sundhedsvæsenet, al regeringsførelse, selv valgene kører elektronisk via telefonen og vi skal bruge den til vores banker, vores uddannelse, alt ender i smartphonen, til sidst’, siger altså Amazing Polly, der hævder, at man i USA kan klare sig uden data på telefonen, man kan gå ned i banken og man kan købe ind med kontanter og man behøver ikke bruge en smartphone til det og hvis vi dropper den, smartphonen, så kan de ikke spore os og lave data på os.
Boede hun i Danmark, ville hun ikke være så begejstret: Digitaliseringsstyrelsen fejrer i disse dage at deres monopol har givet dem over to millioner downloads af deres nemID nøgleapp, den, der skal erstatte det papkort, som ellers sikrede seriøs to-faktor-sikkerhed. 
Nu ligger alt på mobilen. Næste skridt er kørekort, sygesikringsbevis og pas, skriver de.

‘Vi skal bare være mange nok der dropper smartphonen!’, siger Polly og i det sekund ved jeg, at det kommer ikke til at ske, nogensinde.
Og jeg ser på hendes øjne, og jeg ser hun er bange.
Hun er bange for noget helt andet end 5g og digitale identiteter – hun er bange for noget indeni, i hendes irisser ser jeg det dansende, støjende skræmmedyr, hun og de andre har bygget selv og jeg stopper videoen og lægger mærke til, hvad der viser sig i den forræderiske, datadrevne højre side af mit YouTube-vindue alle forslagene til, hvad jeg nu skal se, ansporet og bøjet af, at jeg netop har set ‘Amazing Polly’: Fox News, Sky, Goodwood Road & Racing, Jordan Peterson, ‘Mental Breakdown VS Mental Breakthrough’ ved Russell Brand og et interview med en kvinde, der engang arbejdede for Adolf Hitler….
Netop som jeg vil lukke vinduet helt ned, falder jeg over en kommentar fra en person, der kalder sig Geza Papp: ‘Jeg har set fremtiden: Jeg er vokset op i et kommunistisk samfund. Har allerede smidt min smartphone væk’
Som om det betød noget som helst.
Ifølge ‘Technology Review’, et medie, der I modsætning til ‘Amazing Polly’ befinder sig på den helt rigtige sige af fake-new-muren, er der nu private firmaer, der tilbyder noget, der ligner LIVE-overvågning fra rummet, hvilket er en statsgaranti for, at regeringer har haft muligheden længe.
I 2008, var der 150 kamerabærende satellitter, der glor ned på os, nu er vi oppe på 768 med en officiel tilladt skarphed på 25 cm til civilt brug – kombinerer man det med ‘synthetic aperture radar’, en militær teknik, der kan ‘se’ gennem skyerne, stiger nøjagtigheden til en millimeter. 
Det virkelig interessante er imidlertid ikke at billederne findes og optages derude i geostationære højder, det er vores evne til at behandle de data, det handler om. 
Allerede i 2014 tilbød et firma ved navn SkyBox, HD-video fra rummet af 90 sekunders længde. 
I dag tilbyder EarthNow det de kalder ‘continous realtime’-video med et sekunds forsinkelse.
Når det kan lade sig gøre, er det blandt andet fordi hele planeten bliver pakket ind i internet.
Rummet over os, den yderste del af den kugle af tyngdekraft, der udgør vores verden, er p.t. befolket af i alt 5000 faldende, menneskeskabte satellitter, og det er i den grad kun begyndelsen: Elton Musk vil dække hele kloden med satellitbåret internet med sit projekt ‘Starlink’ og planlægger med vanlig grandiositet at have 11943 satellitter i luften i løbet af de kommende år, flere end antallet af stjerner, der kan ses med det blotte øje. 
Amazons Jeff Bezoa har også fået rum på hjernen og har lagt billet ind på 3236 af sine ‘low-earth-orbit’ satellitter.
Musks første 60 satellitter har allerede vist os, hvad det er vi ser ind i: En snurrende jernkugle, et metal-bur mellem os og stjernerne.
Lowell Observatory tog et billede af Musks satellitter, en lang, skinnende hale hen over himlen, en hale, der med tiden vil vokse til et helt dyr, et hulspejl af os og vore bevægelser.
Polly kan lægge sin telefon væk.
Men hun kan ikke gemme sig.
Til gengæld bliver stjernerne, firmamentet, væk bag satellitterne, klager astronomer og observatører, der allerede nu oplever at den første echelon af Musks rum-net-karavane tager udsynet.
Hvad klager de for? Himlen er endelig vores, menneskets, alene.
Var det ikke det, vi ville?

****

Internet.
Du, som er i himlen.
Engang var internettet en snerrende lyd i en flad, led-lys-blinkende kasse, et handshake, og en knitren før der var hul igennem til den uendelighed af information, vi heller ikke forstod at omsætte til viden dengang. 
Dengang var internettet som en uendelig lang postliste, som en af de emails, der er blevet uendelig lang og består af svar på svar, i hvertfald den del af internettet, jeg brugte mest i 1995, USENET, hvor jeg på alt.comp.psion gruppen kunne skrive med andre ejere af PSION-lommecomputere, datidens hotteste PDA, Person Digital Assistant. Jeg søgte et kabel, der kunne forbinde min PSION 5MX med min mobiltelefon, hvilket de facto gjorde den til en smartphone. 
Jeg elskede den maskine. Jeg gik med den på mig konstant.
Via USENET fandt jeg en mand, der havde lavet det kabel til sig selv, og som godt ville lave et til mig også, og som sendte mig det, med posten, uden fortjeneste.
Usenet var gratis. ALT på internettet var gratis.
Der var ingen reklamer.
Universiteter og læreanstalter delte glade ud af alt, og man kunne ringe direkte til forskere i udlandet og de tog telefonen og de svarede på mails. 
I 1996 var internettet lig med frihed og omvæltning. Det var John Perry Barlows “A Declaration of of the Independence of Cyberspace’ – og sætningen: ‘Governments of the Industrial World, you weary giants of flesh and steel, I come from Cyberspace, the new home of Mind’, og det var et nyt sted, en ny bevidsthed, et sted, der allerede var formet af Science Fiction, ikke mindst William Gibson og Bruce Sterlings værker, der viste os en ny verden, et nyt håb, omend et gråt og foruroligende et.
’The sky above the port was the color of television, tuned to a dead channel’, lød Gibsons første sætning i ‘Neuromancer’ fra 1984, bogen der definerede drømmen om cyberspace, som den kropsløse bevægelse gennem en uendelig, programmerbar verden.
Men det holdt ikke længe – ‘blåskjorterne’ var på vej ind – pæne mennesker i jakkesæt med forretningsplaner og ideer om, hvordan der skulle tjenes penge på det her, penge på DATA, vores, dine, data.
Millionærer og milliardærer blev skabt, firmaer børsnoteret, aktieoptioner byttet, intellektuelle rettigheder solgt og alt, hvad vi før havde taget for konkret og forståeligt viste sig at være noget, der kunne digitaliseres, disruptes og tilbydes i abonnement-form, LAAS – ‘Life As A Service’ var født.
I dag kan man abonnere på usenet, det koster 9 dollar om måneden og kun seriøse nørder, koderne, den nye verdens skabere, forstår hvordan og hvorfor, og de ser mere og mere orden, mens de skaber en ‘metal-net-mor’ i kode som vi alle sammen er nød til at klamre os til, de ser en verden i tal og forklarlighed og der bliver hele tiden varmere og mere trygt på kontorstolen foran skærmen, en flod af brændende bits løber gennem vores devices, hele tiden, og Musk og Bezos drømmer om en fremtid i vægtløs tilstand, langt væk fra det menneskelige rod og kaos som vi 7.7 milliarder forbandede individer har i os.
De vil væk.
De vil være bedre end nogen sinde før.
De drømmer om kunstig intelligens, der er klogere end os, den er logisk retfærdig, siger de, de drømmer om Singulariteten, der opstår, når al den computerkraft og alle de data, de har pakket planeten ind i, smelter sammen og bliver til en handlende, tænkende, teknisk bevidsthed, et helt moderløst væsen, der ikke lader sig skræmme af noget som helst, og som tilpasser sig alt omkring sig, og kontrollerer det.
Tror man på transhumanisten og Singularity-guruen Ray Kurzweil, er der endda et årstal på: Det bliver i 2045, og han forventer selv at se det komme, om ikke som sig selv, så som up-loaded bevidsthed i et netværk, som en del af dette alvidende, almægtige væsen.
Mennesket har været på en rejse, mener man, og nu kommer det hjem til sig selv, ikke længere som ånd, ånden skal i stedet, som ved magisk overførsel, ‘Beam-me-up-Scotty’-agtigt, besjæle computeren, mens mennesket transformeres til en forudsigelig, programmerbar forbruger-maskine, under diskret, algoritmisk kontrol, fanget i LAAS med AirBNB og Elektriske Løbehjul til leje via apps og hundredvis af månedlige mikrobetalinger, små blinkende myrer under satellithimlens solgenspejlende aluminiumsglød.

****

Transhumanisme, det som følger efter mennesket, er det endelige opgør med Gud som begreb, se, vi magter, at sætte blad på nælde og vi skaber os selv, mener følgerne af denne tekniske religion, og de vil gå uendeligt langt for at bevise, de har ret.
‘Den Transhumanistiske Deklaration’, blev skrevet i 1998 og er siden revideret og ændret: ”Menneskeheden vil blive radikalt forandret af teknologien i fremtiden. Vi forudser muligheden for at redesigne de menneskelige grundvilkår, inklusive parametre som aldringens nødvendighed, begrænsninger af menneskelig og kunstig intelligens, medfødt psykologi, lidelse og vores indespærring på planeten Jorden”, hed det om den fremtid, der også beskrives som ‘Humanity+’ under det kække, 60er-amerikaner-slogan: ‘Dont Limit Your Challenges, Challenge Your Limits’.

Vi er spærret inde, her på jorden, vi længes mod det uendelige univers, mener de, og vi er uperfekte væsener, der kan forbedres og kan skabes om til noget bedre.
Vi er summen af information.
Vi kan reproduceres i kode.
Er det kærlighed, spørger vi – og svaret lyder: Betyder det noget?
I 2017 skrev en række forskere fra Østrig et modsvar, ‘Det anti-transhumanistiske manifest’. 
Her bestrider de, at mennesket bare er summen af tilfældige informationer. Vi er meget mere – vi er ‘animals of meaning’, dyr, der søger mening.

‘Vor menneskelige natur er kendetegnet ved vores skrøbelighed, følsomhed, selvbevidsthed og vores indbyggede fornemmelse af hvem vi er. Det er evner, der gør os I stand til at reagere på vores omgivelser, til at udvikle en fornemmelse for vores egen dødelighed og til at indse, at hvert eneste øjeblik har en unik fortid, der viser sig for os, som en fremtid uden fortilfælde’, skriver de og fortsætter: 
‘Teknologi kan forme, men ikke erstatte vores sociale forhold til hinanden, for det er dem, der definerer hvad der er meningsfuldt for os.‘
Jeg interviewer en af forfatterne, Dr. Sarah Spiekermann, professor ved Wiens Universitet for ¨Economics & Business’ og stifter af ‘Privacy & Sustainable Computing Lab‘ i Bruxelles i februar 2019.
Jeg spørger hende, hvordan hun har det med ideen om at mennesket har en sjæl.
‘Jeg er glad for du spørger. For jeg er meget ked af, at så få mennesker i dag tager sig den nødvendige tid til at føle efter. Til at føle deres sjæl’, svarede hun.

****
Jeg sidder bag rattet i en sort bil og jeg kører alt for hurtigt. 
Det er midt om natten. 
I bilen er min svigerfamilie og vi er på vej til et hospice, der netop har ringet og sagt at min svigermor er ved at dø.
Jeg kører for stærkt, men jeg tilpasser hastigheden efter forholdene og jeg er i øvrigt ligeglad.
Vi skal nå noget, et dødsleje, et menneske, der er på vej væk og det er vigtigere end alt andet lige nu, og jeg ved, alle mennesker ville forstå os, også politiet, for det er vores og hendes rejse videre, og vi når frem, og hun ånder stadig, og jeg aer hende på kinden og jeg siger farvel og kameraer fra rummet peger endnu ikke i vores retning og de har endnu ikke udstedt en automatisk bøde.
Vi er kollapsende hvide dværge under satellitterne, der dækker for de stjerner, hvor Baby106 sidder og klamrer sig til Metal-Net-Mor sammen med Amazing Polly, mens skræmmedyret udstøder mærkelige lyde og klaprer med tænderne.
Den er kun en mekanisk fugl, og vi er mennesker, dyr af mening, fyldt med kærlighed til hinanden, og uanset om den, kærligheden, er fuldt forståelig og logisk og kan deles op i små kemisk-elektriske bevægelser, så mærker jeg den der, i bilen, som noget blødt og varmt, mens jeg drøner afsted, fremad, gennem mørket, bærende hele universet med mig.

****

Dette er første, uredigerede version af Essay i weekendavisen den 30.8.2019

LINKS:
AMAZING POLLY: I Know How We Can Hurt Them:
https://youtu.be/D3r430bQQss

Harlow’s Studies on Dependency in Monkeys https://www.youtube.com/watch?time_continue=4&v=OrNBEhzjg8I

SATELITTER OVERALT: https://www.technologyreview.com/s/613748/satellites-threaten-privacy/

ETISK RÅD 2007 om Transhumanismen:
http://www.etiskraad.dk/etiske-temaer/optimering-af-mennesket/homo-artefakt/kulturhistorisk-perspektiv/transhumanisme

‘Den Transhumanistiske Deklaration’ https://humanityplus.org/philosophy/transhumanist-declaration/

Aflyttet.dk – oversættelse af det transhumanistiske manifest+interview med Sarah Spiekermann her: https://aflyttet.dk/det-anti-transhumanistiske-manifest/