Flyvergrillen i København er en institution – et Mekka for flyspottere og et allaround udflugtsmål for børnefamilier, motorcyklister og flotte biler.
Idag – post covid – er hvert fly en lille sensation, noget overnaturligt og nostalgisk – som julen eller 1 maj?
På den ene side – og den anden: Flyvergrillen og hele lufthavnen er hegnet godt ind – med natopigtråd, som ‘skærer en op, hvis man prøver at komme over på den anden side’, som en af de faste flyspottere forklarede. Og så er der selvfølgelig overvågning – i form af kameraer – både almindelige og infrarøde(ses på stangen indenfor)
Vi kommer der for at se ind i et teknisk landskab, et kontrolleret miljø, hvor mirakler sker: Metalkroppe hæver sig fra jorden eller glider ind fra fjerne dele af verden, standser og begynder at læsse mennnesker ud i Danmark, og vi kommer for at få en is, en hakkebøf med bearnaise, en hotdog, en stor bøfsandwitch, en bakke pomfritter med remo eller pølsemix – mad fra det gamle, lidt slidte, men forbavsende livskraftige Danmark, der nægter at gå under.
Og så er der de hardcore flyspottere. De, der kommer her hver dag. De tager billeder af flyene, især registreringsnumrene, og de kan destinationerne udenad. Og de har en kat. Det er en vildkat, der hedder Misser. Eller – det er det, de kalder den. Den er 16 år gammel og har jaget sine forældre og sine søskende væk fra området. Den er her hver dag. Ligesom dem. Og den kommer, når de kalder.
Jeg har været her før. Og elsker flyspottere. Det var faktisk dem og deres tæt forbundne netværk af billeder og netsider, der i sin tid var med til at afsløre at amerikanerne kidnappede mistænkte terrorister og fløj dem til blandt andet Afghanistan og Syrien, hvor man kunne få nogen til at tortere dem… Det lavede jeg en radiomontage om i 2007. Den kan du høre her. Og ja, der er en dansk flyspotter med i udsendelsen.
Den 1. maj 2021 var der ikke mange fly oppe. Tror vi så tre i alt.
På bænken, der hvor Misser troner på bordet, længes de efter de store fly – dem fra Dubai, Afrika, USA… Jeg tænker nok, der stadig er fly deroppe. Og at himlen er endeløs. Og blå…
Jeg tog et spring ud i det uvisse. Har for en tid forladt min meget effektive iPhone xs til fordel for en lille Schweizer. Punkt mp 02 hedder kræet.
Den er ikke billig – 2500 kr er også en slags penge. Tilgengæld kan den næsten ingen ting.
Telefonen er absolut u-SMART – designet er tilgengæld Dieter Rams minimalistisk som i, at denne dims skal gøre det den gør, uden at gøre noget væsen af sig – eller som Rams er kendt for: ‘Good design makes a product useful’
Dieter Rams designprincipper må siges at være opfyldt(med en enkelt undtagelse) i Jasper Morrisons og Punkt ide om telefoner
Den ligner en gammel telefon. Den opfører sig også gammelt – med en menu, det tager ca 20 minutter at lære at kende til bunds. Men den er moderne indeni. Mp02 har Qualcomm® Snapdragon™ 210 prrocessor, 16 gb ram(som det er uklart hvad skal bruges til) et AOSP 8.1 styresystem og en Android kerne, men den ser man ingen ting til, undtagen når man lige skal installere det program, som skaberne bruger til at bridge SIGNAL-beskedtjenesten ind i telefonen, PIGEON – her opstår der tilgengæld et kort øjeblik af vanvid, hvor man skal navigere CAPCHAS med nummertaster for at komme igennem på en lille bitte skærm, der nu pludselig kan vise de farver, som designer Jasper Morrisson ellers klogeligt har fravalgt.
Folkene bag har lavet en stålhård basis menu, der kun gør det nødvendige – den kan ringe og sende beskeder. Aka sms. og så LIDT mere: Telefonen er udstyret med en SIGNAL klon, Pigeon, et javaprogram i ligelovlig meget alfa-status – men med fuld signal-kombabilitet Den virker faktisk. Man kan tekste, ringe FULDKRYPTERET over 4g, sende voice-mails, der er self-destruct på tid af beskeder og selvfølgelig: FULD END TIL END KRYPTERING, men der er et problem:
Fordi mp02 ikke har et smartphone tastatur og i stedet kun tilbyder T9, er den svær at skrive længere ting på. Det er heller ikke meningen – der er jo ingen apps? Tilgengæld kører den 4g og kan agere hotspot for en laptop – det gør den glimrende! Det var derfor min plan at køre længere signal-beskeder over min bærbare, men her opstod der et endnu ikke løst catch22: Min laptop installation af signal vil nemlig gen-registreres nu, hvor simkort har flyttet opholdsted.
Det foregår normalt ved at kameraet i smartphonen verificerer en QR kode fra desktoppen. Men mp2 HAR ikke noget kamera – så nu har jeg kun t9….håber at finde løsning – for Punkt er fin – men jeg er meget afhængig af signal og det dur altså ikke hvis jeg kun kan skrive beskeder i T9-mode – de evt læsere der er gamle nok vil huske systemet fra gamle Nokia’er for længe siden og så korte beskeder som vi skrev dengang, vil i dag blive opfattet som kølige og fornærmende…vi sender jo lange epistler og billeder og videoer og hvad ved jeg i dag? Men måske er det endnu en del af Punkts forsøg på at nudge mig til at bruge telefonen MINDRE? Og det var jo faktisk derfor, jeg købte den, egentlig?
Udover at være (semi)signal-kompatibel har Punkt lige proppet Blackberry security i maskinen – det beyder, at hver gang du tænder den, fiser der en konfiguration til Schweiz hvor man tjekker om nogen har pillet ved den…
Punkt har noget med fugle. Faktisk så meget, at de har hyret en norsk lydkunstner, Kjetil Røst Nilsen, til at lave ringetoner med fuglestemmer til den….det lyder godt og er behageligt. Selve telefonen vejer sølle 100 gram, den ligger virkelig godt til øret og med mindre man bruger dens 4g til internethotspot i flere timer holder den batteri i forbavsende lang tid – og helt i tråd med designfilosofien bag, så er der simpelthen ikke en batteriindikator på den – du får en advarsel, når den trænger til at blive ladet, ingen grund til at tænke over noget, der ikke er et problem, vel? Udover at se pæn ud lyder den rigtig, rigtig godt – der er en fremragende indbygget højtaler i til håndfri samtaler – og der medfølger såmænd også et headset, med ledning til USB-c-stikket i bunden. Med kun EN øreprop. Du skal jo ikke høre musik vel? Du skal tale. Det er en telefon. Fat det! Hvad behøver du mere? I følge Punkt – et vækkeur/stopur/nedtælling, små noter(igen via t9) og en kalender, hvor du kan se ugedagene og datoerne – ikke putte kalender-entrys i. Der gemmer sig en GPS inde i den, man kan slå den til, men den gør altså ingenting endnu…måske kommer der noget på et tidspunkt, men ligenu – nej. Og den slags æder jo også strøm.
Punkt MP02 er dybest set et stykke hightech kedsomhed – du bliver ikke nudget til noget som helst, du kan ikke tage billeder, hvis du vil på sociale medier må du åbne din laptop og evt bruge Punkts 4g forbindelse – ellers løber man lynhurtigt tør for ting at gøre med den – udover at ringe folk op. Og hvis du er bekymret over din telefonbog så har Schweitzerne selvfølgelig lavet et lille teknisk fix til det: Via android filtransfers kan man flytte hele bunken (for mit vedkommende 458 kontakter!) over i maskinen som v-card-files, det gik lydefrit og virker.
Foreløbig konklusion: Punkt MP02 er p.t. det bedste bud på en telefon, der ikke er smart, men som gør dig istand til at klare dig i en verden, hvor computere er kommet for at blive, og hvis ellers digitaliseringsstyrelsen ville holde op med at skovle ID-apps ind i Apple og Googles appstores, apps, der gør det meget svært at være dansker uden(jeg nævner i flæng: Smittestop, Coronapas, Min Sundhed og NemID….), så tror jeg mit simkort ville sidde fast i den de næste mange år, især når de får fikset SIGNAL-problemet permanent, så jeg kan skrive lange beskeder via min laptop. Som den danske digitaliseringsstrategi ser ud nu, virker det desværre somom mit simkort skal i fast rutefart mellem Punkt og iPhone/Androids – klikkende løs på alle mulige distraktioner.
Men min Punkt er også kommet for at blive – som alternativ og som håb. Ligenu ligger den i min lomme. Om lidt pipper den måske? Når du ringer? Så kan vi snakke sammen. Igen?
‘people will literally do and say anything to return to a “normal” that never existed’ – Chelsea E. Manning på Twitter, 18 marts
Klokken er fire om natten og jeg kan ikke sove.
Udenfor mit vindue passerer en motorcykelbetjent, man kan høre den bløde brummen af hans maskine, det er kun politiet, der kører på den måde, sådan langsomt og lidt tilbageholdt og jeg ser hans gule hjelm passere, da han kører forbi mit hegn. For fire en halv time siden blev folketingets partier enige om en såkaldt genåbningsaftale, den slags handler logisk nok især om HVEM der skal have lov at åbne først, hvad med restauranterne, barene, koncerterne og ikke mindst: Frisørerne? Og umiddelbart lyder det jo lovende ovenpå over et års civil undtagelsestilstand (ja, det er det!) hvor vi har været sammen hver for sig og tvangsindlagt til fællessang og kollektive afspritninger og mundbind og alle de andre nødvendige ting, der skal til for at undgå at sprede smitte, og nu, endelig, skal Danmark ‘genåbnes’. Men det bliver naturligvis ikke lige nu, for der er stadig virus i blandt os, den muterer og opfører sig mærkeligt og vi regner og regner og er alle sammen blevet matematikere og virologer og vi er vanvittige af isolation og afsavn og af at skulle klare den, klare jobbet, for manges vedkommende ikke engang kunne beholde det, børnene er også hjemme og glor ned i iPads og playstations konstant og gaderne er så stille, at man kan sidde og tælle betjentenes rundture i kvarteret…. Nu er der en slags dato: Når alle over 50 er blevet vaccineret mod corona, SÅ er det forbi, endeligt, så åbner vi HELT op for gassen og kan leve som vi plejede engang…måske? Men så længe KAN vi ikke vente – så det bliver april, der åbnes, sådan lidt. Det ligner næsten noget normalt. Men der er noget i den aftale, der ikke er som det plejer. Og som har fået Pernille Vermund fra Nye Borgerlige til at forlade forhandlingerne, som den eneste. Corona-passet, hedder det.
DR skriver om det: “Aftalen betyder, at et coronapas bliver helt afgørende for, hvad vi kan foretage os fra den 6. april og de følgende måneder. Et coronapas er et bevis på, at man enten er vaccineret, har en negativ test som højst er 72 timer gammel eller har været smittet tidligere. Det vil kræve coronapas at komme til frisør, tatovør, massør eller andre liberale erhverv. Og når det løbende bliver muligt at gå på restaurant, på museum, i biografen og til koncert vil det også kræve fremvisning af coronapas.” Det vil på almindelig dansk sige, at du skal kunne vise en eller anden qr-kode frem på din smartphone med ubrudt glas og af nyere model frem til din tatovør, massør og frisør og at de skal have en dims der kan aflæse og verificere koden. Ellers kan du ikke komme ind. Hvem du ELLERS skal vise den her app til, ja, det gav en nu kraftigt nedredigeret video fra Netcompany et par bud på: Din arbejdsgiver vil kunne få adgang, så han ved om du kan møde på arbejde og den vil være helt afgørende hvis du vil ud og rejse… (Vi springer alle mine sikkerhedsmæssige bekymringer over for denne gang – de er valide, for alt, der er digital kan manipuleres og det VIL det blive)
Navnet Corona-PAS er nok til at alle vores demokratiske alarmklokker bør bimle. Et PAS er et officielt dokument, der beviser man er statsborger med rettigheder og pligter. Sådan et har vi allerede, det er rødbedefarvet, som vi leverpostejsdanskere godt kan lide det, men i Digitaliseringsstyrelsen har man længe ønsket sig, at det skulle væk fra den fysiske verden og ind i en af de der APPs i en smartphone, dem som vi, der går op i sikkerhed kalder for single-point-of-failure – har du adgang til telefonen har du adgang til alt. Og det er meget: I din iPhone/Android bor nemID, kørekort, sygesikringsbevis, SMITTESTOP-APP og det seneste skud på stammen, MinSundhed, en app der kan vise ens sundhedsdata, inklusive seneste corona test. Smittestop-appen har haft et mildt sagt bumlet forløb – det hed sig i starten, at hvis den skulle være succesfuld, så skulle 2/3 dele af danskerne have den installeret – nu, efter snart et år – er der under 2,2 millioner der bruger appen, under halvdelen af befolkningen.
Uanset hvad, så er hele denne eskadre af apps principielt frivillige at installere -vi har stadig et analogt kørekort og sygesikringsbevis og nemID-pap-kortet virker lidt endnu. Det skulle sågar være muligt at få en elektronisk ‘standalone’ plastikdims som erstatning, når papkortet udfases, sidste sker fordi det simpelthen gør for ondt på digitalisterne, at de skal bruge papir…tror jeg. Coronapas derimod, DET bliver ikke frivilligt. Ihvertfald ikke, hvis man ønsker at deltage i samfundslivet, blive klippet eller gå til et offentligt arrangement, til kor, eller i kirke. Og det pas, det skal også, må vi forstå, pinedød være digitalt.
Old School Vaccinebog – virker og er anerkendt internationalt – men er ikke digitalt
I første omgang kaldte man det ‘vaccinepas’ fordi det skulle vise, at man var vaccineret, men kvikke hoveder mindede om, at den slags HAR vi allerede lavet i analog form – den FN-godkendte vaccinebog i gult pap findes og er analog og virker med stempel og underskrift fra lægen. Men den er ikke digital. Og den kan ikke vise resultatet af seneste test fra dem, der ikke er vaccinerede endnu, hedder det sig. Så i stedet skabte man så, tada, Corona-passet, der angiveligt kan begge dele, og jo, det findes faktisk allerede i ‘MinSundhed’, under corona-pas…men det er IKKE nok. DR, skriver videre: ‘I første omgang vil det ske gennem appen “MinSundhed”. Senere vil der komme en mere avanceret app’. Denne avancerede app er blevet givet til udvikling af to firmaer, Netcompany, der også står bag Smittestop(Netcompany lovede som bekendt at ville gøre det gratis, for samfundet, men har i den grad skiftet mening og har indtil videre sendt regninger på 35 millioner kroner) og TRIFORK, der står for sundhedsdata-behandlingen.
Udbuddet var en såkaldt lyn-udbud, hvilket kan undre i en tid, hvor vi ikke HAR andet end netop det, tid, men hu hej, hvor skulle det gå stærkt, med den der app, som principielt er frivillig… Ifølge DR skal der dog tages hensyn til de ‘mange’ der ikke bruger digitale platforme – her går jeg udfra, de mener de mindst 10 procent af den danske befolkning, der er regulært IT-blinde(jep de findes og de er gode nok danskere for det) PLUS de ældre, der ikke kan betjene eller se skærmen OG de 20.5 procent af alle danskere, der simpelthen ikke installerer apps…overhovedet. Samlet set, passer det nok ret godt med tallene for SMITTESTOP – Coronapasset i digital udgave kommer til at blive downloadet og brugt af under halvdelen af alle danskere, hvis det stod til os selv. Og i følge DR vil man tage hensyn til de analoge. Eller ihvertfald ‘forsøge’: ‘Partierne forsøger at tage hensyn til, at mange ikke bruger digitale platforme. Derfor bliver det muligt at få tilsendt et vaccinationspas med posten, og det vil være muligt at vise fysiske dokumenter for en negativ test’, skriver statsradiofonien.
Det sidste rejser et ret konkret spørgsmål: En ting er, at kunne bevise man er vaccineret, men de corona-test, der også skal fremvises, ikke mindst for alle de, der er UNDER 50 år og som man må formode har et større behov og lyst til til at bevæge sig ud, gå til koncert og i byen og generelt være sammen med andre mennesker, hvad skal de gøre, hvis ikke de har en smartphone af nyeste, fine skatteyderbetalte folketingsmodel? Tager man den sikre PCR-test i et af teltene, varer det op til 48 timer før man har resultatet, og hvis man ikke kan logge ind på nettet og printe ud, og i stedet skal vente på, at resultatet sendes med det totalt udhungrede kongelige, engang danske, nu svenske postvæsen, så kommer man de facto aldrig ud af døren, for din test vil være for gammel, før resultatet når frem. Måske kan det løses på lynteststeder, der så udsteder og printer papirer på stedet, men da jeg tog en lyntest hos ZOO for nylig var der umiddelbart ikke tilbud om andet end notifikation via mobil og velogmærke en mobil med NETADGANG. En gammel nokia, som mange faktisk render rundt med, fordi den dækker deres behov, ville ikke kunne anvendes.
De unge er smidt under bussen – de skal bruge Coronapas og testes i en uendelighed – men får ikke vaccine.
Så hvad ER det der foregår? Det skal jeg sige jer: Tvangsdigitalisering. Big Time. Komplet med indbygget A og B-hold – har du smartphone, så kan du gå i byen – uden må du blive hjemme, eller finde dig i al muligt ydmygende bøvl, med risiko for at fejle.
Det er ingen hemmelighed, at Digitaliseringsstyrelsen (læs =Politikerne)længe har ønsket en udfasning af fysiske identitetspapirer fordi….digitalt er moderne. Coronapasset har også været et MUST for regeringen, hedder det, samtlige partier har skullet acceptere det, før de overhovedet kunne være med i forhandlingerne, og den eneste, der ikke ville være det, var Pernille Vermund fra Nye Borgerlige, der kalder det for endnu et af regeringens ‘kontrolredskaber’. Jeg mener, hun har ret, coronapasset er et kontrolredskab, det er et fullblown id-kort fyldt med info om os, som vi nu skal gå og vise frem til gud og hver mand, hvis vi vil deltage i samfundslivet. Hun er ikke den eneste, der er bekymret: »Vi har en række bekymringer for, hvilke konsekvenser coronapasset vil have for vores samfund og omgangen med hinanden. Det er både i forhold til datasikkerhed, kontrol og adgangen til mennesker uden en smartphone,« udtalte enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, uden dog at lade bekymringerne stoppe dem i at deltage. WHO og EU er også bekymrende og anbefaler at man vælger en løsning, der er kortvarig, inkluderende og klart afgrænset tidsmæssigt. Det sidste har vi Gud ske lov (måske) opnået i Danmark, hvor der er en solnedgangsklausul over passet i august…men jeg tvivler på, det forsvinder der. Især fordi man allerede har annonceret, at der kommer ‘mange andre nyttige funktioner i det’.
Det er også svært at overse, at udbuddet af coronapasset kommer lige nu, en lille uge efter, at statsministeren og finansministeren annoncerede et »Digitaliseringspartnerskab om Danmarks digitale fremtid«, med blandt andet MÆRSK som motor. »Et gennemdigitaliseret samfund er også et højproduktivt samfund,« sagde Mette Frederiksen til Berlingske og fortsatte: »Det handler om at komme foran i en verden, som har behov for yderligere digitalisering og et Europa, som allerede har besluttet, at digitalisering er en del af svaret på at komme ud af krisen.« Og med den strategi, så er coronapas nok kun en spag begyndelse – der tales sjovt nok også en del om sundhedsdata og Israelske vaccinefabrikker og meget andet i disse dage – herhjemme regnes danske sundhedsdata for den hellige gral og noget, vi skal tjene mange penge på, og mon ikke det går noget nemmere at få dem ud af os, når de alligevel ligger og flyder rundt i en telefon?
Med denne strategi gør regeringen sig skyldig i netop den synd, som en rapport fra Ada Lovelace-instituttet, udgivet for en måned siden og som alle politikere har haft tid til at læse, og ignorere, advarer imod: At benytte sig af covid-19 krisen til at digitalisere nye områder af samfundet uden at tænke sig om. Eller som der står i rapporten: ‘Normalising health status surveillance by creating long-term infrastructure in response to a time-bounded crisis’
Klokken er blevet 5.30. Politiet har været forbi igen, listende på motorcyklen for ikke at vække dem, der sover. Jeg er stadig vågen. Fuglene synger og det er forår. Og der er alt for lang tid til august, hvor solen forhåbentlig går ned over corona-passet…
Desværre er der undtagelser i den klausul. Solen går ikke ned i forhold til rejser. Eller for hvad EU beslutter fremover. Vi har sandsynligvis fået en app der er permanent og som skal vises over alle grænser, samtidig med passet, iøvrigt. Tillykke?
Jeg har gennem det seneste års tid haft en robot kørende. Den hedder Jumbo, er visualiseret som en lille, Martin Strid-agtig elefant, og den sletter mine gamle Facebookopslag for mig, rydder mine søgninger og brokker sig, hvis mine opslag står som offentlige. Har også haft den igang på Twitter, men det blev for invasivt, syntes jeg. Betaler man den penge, kan den også klare linkedin og instagram. Men Faceboook er gratis.
Det med at få slettet gamle opslag på Facebook er en lettelse, de hober sig simpelthen op, og Facebook har generelt gjort det næsten umuligt at masseslette, alt skal tages et pinefuldt klik af gangen…. Jumbo æder det hele stille og roligt OG den smider iøvrigt en kopi af det hele på min telefon, HVIS jeg nu en dag fik lyst til at slå op i det – men generelt lever den efter princippet: Mennesker ændrer sig, derfor bør der ikke ligge gamle opslag og blokere for opfatttelsen af dig. Jumbo virker troværdig som system – de har en knaldhård privatlivspolitik og har hidtil ikke optrådt i datalæk eller andre pinligheder.
Det, man lige skal vænne sig til, er så, at..ting forsvinder. Og at det er en god ting nu til dags. Prøv det!
Eneste melding fra Twitter, da de pludselig åbnede for mig igen. Stadig ingen forklaring på en måneds udelukkelse
For det er faktisk en dobbelt fornemmelse at komme tilbage på et social medie, jeg var væk fra en måned. Jeg fik pludselig en time til overs om dagen. Nu er den væk igen. Og jeg har det igen sådan Mentalt Globalt, som jeg skrev om for en del år siden her på bloggen og som man godt kan genlæse. Jeg har også blandet mig i en anden debat – og skrevet mit første læserbrev – til Weekendavisen. Og så er jeg blevet medlem af Borgerretsfondens bestyrelse – min første post af den art og et nyt stykke arbejde, jeg glæder mig meget til.
Taget på cykel i fartHen over hullet asfaltI en by, der ryster og dirrer under sensommerfuldmånens massive træk så den falder ud af fokus, snubler i sig selv…
En fredag for fire år siden kørte jeg hjem efter at have afviklet mit radioprogram ‘Aflyttet’ på radio24syv. Det var sensommer og solskin – som nu – og jeg var på min motorcykel, i læderjakke og hjelm og handsker og trafikken flød langsomt foran mig som en doven flod, og jeg var træt og lettet og i rygsækken lå min store bærbare computer og sov.
På vej op af Valby langgade, på bakken, kiggede jeg mod venstre, ind på Bjerregaardsvej, hvor Danmark første computer DASK engang boede. Den interesserede mig, den maskine. Den fyldte en hel villa og lyste grønt om natten, og naboerne var bange for den. Nu er villaen jævnet med jorden, men det finder jeg først ud af senere.
Jeg kører 30 km/t og da jeg igen ser fremad ser jeg direkte ind i et par røde bremselygter.
Bilen foran mig har tilsyneladende fundet en p-plads og er bremset hårdt op.
Det gør jeg også. Det er jeg nød til. Og jeg når ikke at tænke: Tager forbremsen alt for hårdt, så maskinen skrider ud, forsvinder under mig og jeg, jeg hænger et øjeblik i luften mens jeg ser min motorcykel glide på siden hen af vejen, motoren er gået i stå, jeg nåede ikke at koble ud og der er noget indebrændt og vredt over den måde, den bevæger sig ned af bakken på, inden den standser helt, ligger sig til hvile på siden, midt på vejen.
Så rammer jeg selv asfalten, hagen først, og jeg når lige at tænke, at det var godt, at min flip-op-hjelm var klappet ned og hagebøjlen tager slaget og at jeg egentlig var sluppet billigt. Så kom rygsækken. Med den sovende computer. Den har ligesom svævet over mig, og rammer mig nu hårdt i ryggen samtidig med, at jeg rammer asfalten med resten af kroppen. Og jeg kan mærke, at der er noget, der går i stykker. Noget der knækker. Som en gren. Jeg er høj på adreanalin og rejser mig op, springer op og går ind til siden. En lastbil er standset lige bag mig og chaufføren er rystet og kommer hen og siger, at den der bil foran mig, han stoppede godt nok pludseligt og det var heldig han var vågen, og nåede at bremse.
Den bil, bilen foran, den der var skyld i mit styrt, er væk og vi peger begge to ud i den tomme luft efter den.
Chaufføren fra lastbilen hjælper mig med at få min mc ind til siden.
Min venstre arm hænger mærkeligt. Det er kravebenet, siger chaufføren. Den fikser de på hospitalet, fortsætter han. ‘De sætter bare en plade ind, så er den fikset, jeg har selv en’, siger han og slår let på sit bryst. Nogen ringer efter en ambulance. Politiet kommer. De ser på min MC, en hvid BMW, og smiler. ‘Sådan en havde vi også en gang’. De spørger om der er ringet efter ambulancen, det er der, og de kører igen.
Jeg ringer hjem og siger jeg er kørt galt og på vej på hospitalet, min datter tager telefonen og begynder at græde, og jeg siger hun skal tage det roligt, der er ingen problemer, jeg skal bare lige lappes sammen i kravebenet, ikke noget særligt.
Så kommer ambulancen. To mænd stiger ud.
De har ingen bedøvelse, undskylder de, det er reserveambulancen – de har kun lattergas….de klipper min læderjakke i stykke, hele venstre ærme. Det er trist. Har haft jakken i ti år.
Min arm føles adskilt fra kroppen. Det gør rigtig ondt nu. Jeg inhalerer lattergas uden effekt. Ambulancen kører mig til Hvidovre hospital, selvom Frederiksberg er langt tættere på, faktisk lige om hjørnet. Jeg spørger hvorfor. ‘Du er journalist, ikke? Jeg kunne godt fortælle dig en meget lang historie om hvorfor, men det er politikerne der har bestemt det’, siger ambulanceføreren, der smider mig på en båre og kører mig ind på en stue, hvor en sygeplejeske konstaterer at mit kraveben er brækket, ja, siger jeg, og hun siger at jeg ikke kan få smertestillende, før der har været en læge.
I stuen er der beskidt, jeg kan se støvet. Jeg kan se det falde. Langsomt falder det og lægger sig på alle glatte flader i det vinduesløse og helt tyste rum. Jeg ligger på ryggen og alt gør ondt. Lægen kommer efter hvad der føles som en uendelighed. Hun konstaterer at jeg har brækket kravebenet. Ja, siger jeg. Må jeg få noget smertestillende? Da morfinpillen rammer, falder jeg tilbage i mig selv, i ro, og ser op på loftet og synes det er pænt. Mønstrene giver mening. Støvet er væk. Får taget en masse røngtenbilleder. Møder ny læge. Hun siger: Konservativ behandling. En slynge. Det skal bare gro sammen af sig selv. Jeg brokker mig – det er jo skævt, jeg kan mærke de to knoglestumper glide hen over hinanden, krydsede. Ahr siger hun, det betyder ikke noget, din skulder bliver lidt kortere, men det er lige meget. Jeg får en lang forelæsning om hvorfor, som jeg ikke fatter, fordi jeg er skæv af morfin og de giver mig nogen flere piller og sender mig hjem. Jeg har et blåt mærke på størrelse med et stykke a-4 ark papir og det kommer til at skifte farve og flytte sig langsomt nedad, gennem kroppen, over de 5 uger, det tager at hele. Motorcyklen slap billigt, en bøjet motorbøjle og et skrabet sidespejl. En ven henter den og kører den hjem.
Jeg arbejder og konstaterer, at jeg godt kan skrive. Og at ja, det gror sammen. Forkert sammen, synes jeg. Som et par krydsede fingre. Og min venstre skulder er mærkbart kortere end den anden, nu. Jeg klager til læger og hospitaler. De siger vent og se. Det gør jeg så. Og har ondt i skulderen. Og kan ikke sove på den. Lærer at leve med det -men kan alligevel ikke. De vil gerne operere mig bagpå skulderen, hvor en led-læbe er rykket løs. Det nægter jeg. Det er jo stadig skævt, det hele.
Der går en tre mere år med arbejde, arbejde hele tiden og jeg lever med skævhed og ømhed og ondt. En af min kolleger mener det var et komplot – ulykken. Det var nok FE, der kørte bilen, mente han, de var nok trætte af mig, mener han og jeg tror ham ikke. Et moderne komplot er sjældent så simpelt.
I november 2019 lukker 24syv. Jeg sætter mig et mål: Jeg vil have den skulder fikset, nu jeg alligevel har tid. Det er noget konkret. Noget at se frem til.
Så får jeg en henvisning fra en læge, et nyt check, nye møder og røngtenbilleder og efter en masse omveje endelig en dygtig kirurg på Hvidovre, der godt mener han kan fikse det der kraveben. Han har prøvet det før. Han har slagterhænder. Det beroliger mig. Jeg bliver skrevet op til operation og så kommer corona og så bliver det udsat.
Men den 4de september kom jeg så ind. Og røg i fuld narkose for første gang i mit liv, en genfødsels-oplevelse, hvor jeg ligger på briks i et rum omgivet af to narkoselæger og to sygeplejesker. Her er koldt. De pakker mig ind i et tæppe og blæser varm luft gennem det, og det er rart. De kan ikke finde ud af, hvor de skal lægge droppet og stikker mig en masse steder. De finder et sted. De har travlt, men er meget fokuserede. Jeg kigger på værktøjet, kirurgens, på bordet ved siden af. En sav, blandt andet. Jeg ser på loftet. Jeg trækker vejret gennem en maske, det er ilt, siger de, det er godt for kroppen. Jeg ser en sygeplejeske direkte i øjnene, hun ser tilbage, jeg kan se hendes arme omkring mit ansigt, hun har tatoveringer på dem begge to, lange mønstre, der snor sig ned mod hendes hænder og hun taler til mig, mens jeg bliver slukket af drop-medicin, og jeg drømmer en hel masse, og da jeg vågner står hun der endnu, igen og ser på mig og siger godmorgen og det første jeg siger er: Ja, jeg er vågen og godt jeg har min stemme….og at jeg ville ønske jeg kunne huske hvad jeg havde drømt, men jeg har glemt det hele. Jeg har fået skruer i kroppen og fået savet en knogle over og fået den sat sammen igen. Kirurgen kommer og smiler og siger det er gået godt. Jeg bliver kørt til opvågning og røngten. Alle er meget dygtige. Der er en urværksagtig langsom professionalisme i luften og jeg ånder den ind. Jeg kan intet mærke. Jeg vågner og falder i søvn i et væk. Portører kommer forbi og lover at hente mig, men glemmer mig på gangen. Der er for mange mennesker, der skal køres på een gang. En ung håndværker med smadrede håndled. En gammel dame, der er faldet. Til sidst en portør ved sengegærdet og en elevator der sender mig tilbage på stuen.
Hospitalet er overfyldt. Jeg får en gangplads. Og et tilbud om at tage hjem eller blive til i morgen. Jeg vil gerne hjem – her er mest gamle mennesker, der ikke burde være her. En dame tilbyder mig sit tæppe – du fryser, jeg kan få et andet, siger hun. Hun mangler det ene ben. De har sat det af. Hun burde være et andet sted, et plejehjem eller en særlig afdeling. Jeg spørger hvor længe hun har været her og hun siger siden midt i juli. Det er ikke nemt, siger hun, det er som om man ikke kan komme op af stolen igen, den suger, gør den. Jeg giver hende tæppet igen.
Jeg har fastet siden dagen før og nu er det eftermiddag og jeg spiser en mad, en æggemad, og drikker en masse vand og så tager jeg tøj på, efter sygeplejeskens regler, den dårlige arm først, så den gode.
Jeg bliver hentet og døser i bilen, stadig høj på morfin. Hjemme hører jeg musik og smiler meget. Roxy Music ‘Aint that so’ fra Manifesto lyder smuk.
Og nu ligger jeg her, i min egen seng, fyldt med skruer og skinner og mit kraveben er 1,5 cm længere, og det kan mærkes og det er GODT. Oplevelsen af immobilitet er den samme, som da jeg styrtede, men nu er det rigtigt – nu peger det fremad. Og det gør mig forbavsende lykkelig at være blevet lige igen.
efter operation – ikke nogen tatovering th. Nu fyldt med skruer…
Noget er overstået. Et vendepunkt er nået. Et nulpunkt på mange måder men også noget nyt…Noget nyt begynder med smerter og piller og genfødsel på genfødsel. Og først nu, kan jeg, hele mig selv. Cirklen er sluttet.
