Jeg kan huske, da dansk politi rigtig begyndte at bruge helikoptere.
Det var under FNs klimatopmøde i København 2009.
Bevares, de havde helikoptere før, de blev lejlighedsvist brugt til fartkontroller og eftersøgninger, men man så dem sjældent, meget sjældent i luften.

Idag ser vi dem næsten hver dag i København – idag, den 2 oktober åbner folketinget, og derfor ligger der så een og cirkler rundt over indre by i lav højde, udstyret med guderne må vide hvad af overvågingsudstyr.

Uanset hvor meget helikopteren kan se af os almindelige dødelige og fredelige københavnere, os der traver rundt på gaderne, så er alene lyden noget, der påvirker en.

Den hænger der bare, eller cirkler, og hver gang den passerer mig, føler jeg helt automatisk, at det er mig, de ser på.
Det gør de nok ikke.
Men effekten og følelsen er der altså. Og den maner til bekymrethed.

Det er ikke kun helikoptere, vi ser, der er også overvågningsfly i luften tidligt og silde, det er hjemmeværnets og DE optager alt de ser, og det er meget, og de gemmer det, så man kan spole tilbage og se hvad der er sket på et eller andet tidspunkt og med bandeskyderier og den slags, så er det vel også ok?
Eller er det?
For det er jo ikke det eneste, der bliver holdt øje med. Vore telefonsamtaler logges og hvem vi ringer og smser med og HVOR VI ER IMENS gemmes i et år. For en sikkerheds skyld. Og kameraer? Jo, Danmark har flere overvågningskameraer per indbygger end England, over 2 millioner øjne har vi, over det hele.  Altsammen for en sikkerheds skyld.

De, der er mest bange, er vore politikere, må jeg konkludere efter at have set seneste sikkerhedsombygning af pladsen foran Christiansborg. Som een, der er gammel nok til at huske hvordan det var for ganske få år siden, hvor ministre kørte på cykler, uden livvagter og hvor der var fri adgang til Christiansborg via hoveddøren, og en, naturligvis, overvågen vagt, så er tidens syn af jernstolper, der kan standse lastbiler, eksplosionssikre ruder og ikke mindst en besøgskontrol på samme niveau som lufthavnenes, inklusive scanning af tasker og metaldetektorer, et fortvivlende tegn på, hvilket angste tider vi nu lever i.
Da jeg kom forbi den anden dag, havde man sågar afspærret ridebanen med politi-tape – ikke at det betyder noget i praksis – men det føles så utroligt forkert.

Tager vi helikopter-blikket et par tusind fod højere og 53 år længere tilbage, kunne man se et folketing, der fungerede frit og åbent i et Danmark, der flød med sprængstoffer og våben efter besættelsen.
Man lukkede ikke ned. Man bevogtede ikke dørene. Måske var det ikke nødvendigt, med gaderne fulde af engelske tropper og frihedskæmpere? Men vi blev jo ved med at være et frit og åbent demokrati meget, meget længe. Vi så risikoen i øjnene. Og der skete ingen verdens ting….
Det gør der tydeligvis nu.

For mange år siden, i 90erne, var jeg i Los Angeles, hvor en politihelikopter hang over Venice Beach med en projektør, der lyste på en flok kriminelle og jeg tænkte, woaw, det er ligesom i kriminalfilmene, og godt vi ikke har den slags i Danmark.
Men det har vi nu. Og det går ikke væk.
Magten ser ned på os, konstant, for en sikkerheds skyld, de er deroppe og vi, vi går rundt hernede, og dukker os lidt mere, end vi plejede….