Mormor og Månens kolde lys

Min mormor kunne ikke sove i fuldmåne.  Så stod hun op og satte sig på altanen, hvis det var sommer, eller ved vinduet om vinteren og hun drak kaffe og stirrede ud i natten med et bekymret blik.

Jeg ved det, for nogen gange sov jeg hos hende som barn, og vågnede selv og så gik jeg ind til hende og så sad vi der i hinandens selskab og talte om det kolde lys, den tydeligt omvendte dag og om hvornår mon man skulle prøve at sove igen…?

Og tilsidst faldt jeg altid i søvn. Jeg ved ikke med min mormor. Måske lå hun hele natten og stirrede ud i rummet til lyset, det rigtige, varme lys igen indfandt sig?
Hun er død nu.
Jeg er blevet voksen og sover heller ikke selv for godt i måneskin.
Og jeg tænker på hende hver gang, jeg er stået op og sidder og ser ud af vinduet og jeg forestiller mig at hun sidder et sted, sammen med mig, ventende bleg og tålmodigt på den søvn, universet har berøvet os.