Intet virker i S-toget på denne drivvåde morgen, der følger efter en tung, søvnløs nat i fuldmånelys.
Linier er aflyste fordi kørelinierne er faldet ned.
Højtalere skratter, somom fortabte ånder fra æteren forsøger at kommunikere på et sprog ingen forstår og selv om vi, passagerne, gemmer os i hovedtelefoner, trænger den stadig ind, denne kradsen i virkeligheden, dette fravær af stemmer, denne stakåndede elektriske bøn.
Vi står op, mange af os, vi er våde, højtaleren skratter og infoskærmen viser kun reklamer.
‘Venter på kommunikation’, står der på dem, en gentagelse, måske igen fra det hinsides?
Overvågningskameraet i hjørnet virker tilgengæld, naturligvis, noget, NOGEN, måske, ser på os, jeg kan mærke det, et stille pres af øjne, der betragter os i al vores våde, søvnløse elendighed.
Jeg forlader toget og passerer tomme bygninger, vi er ikke i gang endnu, borgerne, måske kommer vi aldrig i gang, måske er det hele gået i stå?
I receptionerne sidder vagtfolk, underbetalte og uniformerede, hos Belvedere og Share-a-ton og hos American Tobacco sidder der en, midt i rummet sidder han og han må ikke engang ryge der, han sidder bare og ser på skærme, han ser tomme rum og han ser på rengøringspersonalet, der bevæger sig uendeligt langsomt på skrattende sort hvide billeder, og han og de tænker på det samme, jeg kan mærke det, de tænker på oprør, på ØDELÆGGELSEN, han kan smage BLOD, han vil afspore alting, slukke det hele, og der dirrer et svagt, grusomt, næsten usynligt smil om munden på ham, og han er fremtiden og jeg passerer ham og regnen lukker sig om mig og jeg forsvinder under en træt blinkende gadelampes svindende LUX mens han stikker hånden i lommen og rører blidt ved sin TASER og klikker en enkelt gang på lommelygten, hvis lys former en fuldmåne på væggen….
GARAGEN 