Banegårde, engang rejsens paladser og hjemsted for farvelkys og ekstatiske velkommen-hjem-kram, er nu markedspladser. Ikke med små, illegitime boder og skopudsere, men som kedelig, udliciteret udnyttelse af et fortabt rum, et sunket skib, et Titanic med siderne flået op og alle musikere i bådene.
Århus H. har to stk. ‘Seven11’ lige over for hinanden.
De sælger det samme.
Og så har de, mens jeg så væk, fået et indkøbscenter med det misvisende navn ‘BRUUNS GALLERI’, direkte i forlængelse af ankomsthallen.
Galleri? Måske som et Francis Bacon forvrænget billede på et kæntret overflodssamfund?
Nogen vandaler har simpelthen brudt væggen fra banegårdshallen ned, så man nu kan vandre direkte fra den gamle hal ind til endnu en Fona, Topshop, Emmerys, NameIt…
Gud forbyde at forbruget standser, at vi holder op med at købe, at vi står stille et øjeblik og venter…
Samme er sket i Odense, hvor banegården nu også rummer biblioteket, oveni butikkerne.
Samme sker over hele Danmark.
Vi har ikke længere institutioner. Vi har ikke længere fælles, statsejede rum, vi har ret til at være i. Vi er lejere i virkeligheden, og prisen er indkøb, og forbrug.
DSB selv har tydeligvis opgivet og står nu kun tilbage som symboler, som ‘brand’, hvis længst hedengange lødighed skal løfte resten af gøgleriet op. 
Som en række skilte og allerede slidte automater til billetter og rejsekort, tavse monolitter over noget der er helt forbi.
Uniformerne, der engang kendetegnede statsbanerne, er også forsvundet – de få der er tilbage, virker billige og slidte.
Selv husker jeg stadig følelsen af afgang og ankomst, af kufferter over gulve, ansigter i mængden, hænder der vinker, tapre smil, billetter i jakkelommer, fløjter….
Og alle kyssene og længslerne der.
GARAGEN 