Minderne har vi da lov at have?

Anmeldelse af koncert med Prince i London, 2007, gen-udgivet i anledning af hans alt for tidlige død, den 21.4, 2016

princepa_468x742

Prince med australske ‘The Twinz’ – ‘mine bodyguards’, kaldte han dem….

Jeg har ikke set Prince siden 1988, hvor han lige havde udgivet ”LoveSexy” pladen, og ja, det var som vinyl og den var brændende hip, og udsolgte Parken i København på stort set ingen tid.
Dengang var jeg kun 24 år gammel og gik til mange koncerter og jeg kan faktisk ikke huske ret meget fra den der, muligvis på grund af det obligatoriske alkoholforbrug der skulle til dengang, når jeg og mine venner skulle ud at høre musik…
Vi var NPG, The New Power Generation, som Prince kaldte os dengang og de af os, der var med, syntes det var fantastisk og sexet.
Men igen af os kan længere huske hvorfor. Tiden er gået. Næsten 20 år.

Fredag den 3 august 2007 befandt jeg mig så, nu totalt ædru, røgfri på alle måder og til min egen store overraskelse, i en totalt fyldt O2 Arena, den tidligere Millenium Dome i London, og ventede på at Prince skulle gå på scenen, mens jeg så ud over et publikum, der repræsenterede de sørgelige rester af min ungdom.
Vi var alle sammen kommet til tiden, og kom selvfølgelig til at vente og de yngre mennesker, der faktisk dukkede op, kom naturligvis først i sidste øjeblik.
Men ligenu var jeg sammen med en masse andre ”forty-somethings”, nogen af dem mødre med deres døtre i hænderne, mange af dem ret tykke at se på, andre tydeligvis husmødre på udgang og de fleste af os mænd med forbavsende lidt hår, maver, rynker og et træt, desperat udtryk i øjnene.
Vi var kommet for at se vores ungdom, og ikke ret mange af os kunne lide hvad vi kunne se af hinanden.

Jeg lagde nakken tilbage og så op på den storskærm, der hang over mig.
”The artist requests that no one will photograph or record this event. This night is for your memory only”, stod der. På den pulserende lysavis langs arenaen stod det mere direkte: Alle der fotograferer eller forsøger at optage koncerten vil blive smidt ud!
Som den høflige borger jeg desværre er blevet, spurgte jeg kontrolløren om det var ok at tage billeder af scenen, FØR hans lavhed Prinsen kom på, og ja, det var fint, ingen problemer der.
En halv time senere blev lyset i salen slukket, og showet åbnede med en vild og rensende udgave af jazznummeret ”Down By The Riverside” udsat for Princes blæsersektion, før manden selv langsomt lod sig stige op midt på scenen i en elevator, iført skriggul jakke, to nye superlækre overerotiske dansere kaldet ”The Twinz” og,  som den eneste i rummet, fuldstændig fysisk uberørt af det faktum, at han er 49 år gammel.
Jeg ved ikke hvem der begyndte. Men vi gik alle sammen igang med at fotografere med vores elendige kamera-mobiler og små digitalkameraer. Vi fotograferede som gale. Der var blitzer over det hele, det var somom vi forsøgte at sluge øjeblikket i en mundfuld, at slikke det op fra scenen, rage det til os, at få det for os selv.
Ingen af os blev smidt ud, kontrollørerne rørte sig ikke og det forekom mig, at Prince smilede sardonisk imens han fik guitaren, den, der til forveksling ligner en dildo, hevet over skulderen og slog tonerne an til ”You Need another Lover, like you need a hole in your head”. 
Fotograferingen gled langsomt over i ganske almindelig måben, rislen ned af ryggen og en pludselig, lysende indre vished om, at det her var STORT. 
At det var en chance. En vej!
Ikke kun til sin tabte ungdom.
Men ind i musikken, i sig selv. 
Og det gik igen op for mig, hvor stor en kunstner, den lille bitte mand med de høje hæle og det store hår egentlig er. 
Manden er ubestridt noget af det mest ulideligt, liderlige funky på planeten jorden, han spiller guitar somom han er Jimi Hendrix og han danser og synger og hyler og skriger mindst ligeså godt som salig James Brown.
Og så ved han, han er god.
Han nyder hver eneste splintrede sekund mens ”The Twinz” gnubber sig op af ham og hinanden og de publikummer, de pludselig hiver op på scenen og sætter til at danse med.
De er helt almindelige, de mennesker, der pludselig står der, midt på scenen, genert hoppende og badet i det berømmelsens lys, der står som en krone omkring ham, Prince Party, den ægte vare, der har alt under kontrol, hvert eneste trin og slag kommer fra ham, som er det hans puls, der driver rummet rundt og os med i det.

Koncerten i London var den tredie af ialt 21 koncerter Prince holder i London denne sommer.
Der er stadig billetter til nogen af dem, men man skal nok skynde sig. 
Det koster nemlig kun 31 pund, ca 300 kroner for en aften i royalt selskab med et utroligt stramt band og manden bag hits som ”When Doves Cry”, ”Sign Of The Times”, ”Purple Rain” og ikke mindst ”KISS”, et nummer han gav som ren pøbelfryd senere i showet, og hvor han stort set ikke sang en eneste linie selv, han holdt bare mikrofonen ud imod os og lod os synge teksten, og vi nød hvert et øjeblik som de tidsrejsende vi var.
O2 arena har allerede solgt over 140.000 billetter og de 21 koncerter bliver ifølge Prince selv, den sidste gang han overhovedet vil spille sine gamle numre igen og han kommer ikke til at spille andre steder i Europa i år. Og de 31 pund i billetpris skal sammenlignes med, at Barbara Streisand tillod sig at tage 500 pund per næse, sidst hun optrådte her i byen.
Når Prince kan trække et så stort publikum i London netop nu, er det ikke kun prisen. Nok mere, at han i modsætning til andre i branchen,(f.eks. Elton John, der render rundt og gør sig selv til grin ved at sige, at han ”vil have lukket Internettet i fem år fordi det dræber musikken”),  har et helt uhørt greb om fremtiden. 
Og fremtiden er ikke de traditionelle pladekontrakter og den idelige kamp mod cd-pirateri og brok over, at folket vil have del i den der digitale revolution.
Siden det lykkedes Prince at slippe ud af sin sidste store pladekontrakt, har han helt selv kontrolleret udgivelserne og forhandlet hver enkelt plade på plads med forskellige selskaber og så iøvrigt, til deres irritation, moret sig med at forære fans gratis udgaver af numre og hidtil uudgivet materiale via sit tidligere internetsite. 
Men nu er han gået helt over stregen, synes den etablerede branche.
Den 15 juni sendte den engelske avis ”The Mail On Sunday” nemlig søndagsudgaven på gaden inklusive en cd med Princes seneste værk, ”Planet Earth”. 
Det er ikke nyt, at aviser forsøger at sælge flere eksemplarer ved at sælge cd`er samtidig. Mail On Sunday har tidligere genudsendt blandt andet ”Tubular Bells” af Mike Oldfield.
Men det er meget, meget nyt, at en avis bliver de første, der får lov til at udgive en helt ny skive med ti helt nye skæringer på.
Prince fik 225.000 pund for den aftale plus royalties per solgt avis, og det kan ikke være småpenge, der er tale om der, idet ”The Mail on Sunday” solgte 2,9 millioner eksemplarer.
 Princes forrige plade ”3112”, solgte til sammenligning kun godt 80.000 eksemplarer i Storbritannien ved den almindelige distribution i pladeforretningerne.
Princes nuværende pladeselskab, Sony BMG, blev rasende, og har siden nægtet at udgive pladen på normal vis i England. 
Og HMW-shop, en af Storbritanniens største musikkæder, blev nød til at  bide i det sure æble og opkøbe et mindre lager af Mail on Sunday og så sælge aviserne fra deres butikker.
Seneste disput handler om, hvorvidt Prince så bør være på hitlisterne i Storbritannien. Listebestyrerne mener nej, da der ikke er tale om traditionelt pladesalg, men om solgte aviser.
Redaktøren af Mail on Sunday har udtalt, at man skulle tro at de mennesker, der styrer listerne lever i middelalderen. ”Det er en ny tid”, siger han.
Med til den nye tid hører også, at Prince faktisk er den musiker, der har tjent flest penge sidste år. Væsentlig flere end f.eks. Rolling Stones eller Madonna.
Mail On Sunday er også ovenud tilfredse, selvom effekten var kortvarig.
Næste weekends gave, en hvid bamse, fik øjeblikkeligt oplaget til at falde med 600.000 eksemplarer.
I O2 arena, denne særlige fredag nat, var vi selv blevet bamser, dansede bamser, for selvom det er svært at danse når alle salens 20.000 pladser er besat af fastmonterede stolerækker, var vi nogen der gjorde vores alleryderste, helt uden kunstige tilsætningstoffer.
For når Prince var på, var der ingen der sad ned. 
Og af og på og af på, og af og på igen, det kom han.
”Can you believe this? I cant!”, krukkede han, da han for fjerde gang steg op midt i rummet for at give endnu et sæt ekstranumre, tæsket tilbage af alle vi trampende, hylende, nogen sågar medbragt-tamburin-klappende undersåtter, der ikke ville gå hjem, ikke ville indse, at koncerten var forbi, og at vi var over 40 år gamle og at tiden var gået og ikke kom igen, og at vi nu stod der, forklædte som nogen andre, os selv, halvt ødelagte, alt for erfarent fortabte i sekundernes milde, men nådesløse regn, den der langsomt visker os ud, som streger på et nodepapir.
Og til sidst blev der helt stille. Lyset ved med at være tændt, og musikerne begyndte at slæbe deres gear ud.
Jeg tog det eksemplar af ”Planet Earth”, vi også fik for billetprisen med mig hjem til CDspilleren. Jeg tjekkede billederne i min telefon og rundsendte dem som multimediebeskeder til alle de jævn-midaldrende stakler, der ikke nåede at høre ”Lets Go Crazy” og ”Housequake” og ”Purple Rain” for allersidste gang fra mandens egen, bløde, falsetstemte mund.
Og jeg gik på nettet og misundte ham ”The Twinz”, disse magiske Caribisk/Australske, godt 25-årige skønhedsmonstre og danserinder, han angiveligt selv har et enddog meget nært forhold til.
Og det betyder ikke noget.
Det er kun overfladen og jeg ridser den og den forsvinder.
Kun mindet interesserer mig. Det er kun det, jeg har lov at have. Indeni.
Før jeg eksploderer og bliver til etter og nuller og et smil et sted inde i en telefon, en linie på et website og muterer videre til et kamera, et øje.
Der blinker. Tappert.

One thought on “Minderne har vi da lov at have?

  1. Hvor er det morsomt at læse, hr. Mingarage! 🙂 Jeg elsker den slags historier, men som den musikinteresserede, jeg er, kan jeg ikke forstå at manden til en koncert stiger langsomt op »midt på scenen i en elevator, iført skriggul jakke, to nye superlækre overerotiske dansere kaldet ”The Twinz” …«

    Det var flot at han holdt sig i form! Og sikke han kunne spille. Men du ved vel at rent medicinsk er det ikke muligt at løbe fra sin alder, selv om man er god til at holde sig i form – som fx. Jane Fonda viste. Men du skriver:
    »og, som den eneste i rummet, fuldstændig fysisk uberørt af det faktum, at han er 49 år gammel.«
    Jeg tror ikke at det hjælper med drugs på scenen, og jeg kender intet til Prince’s liv, tror ikke han var på stoffer, men uberørt af alderen, det har han ikke været. Så meget desto flottere må den performance have været!!!

    Men ser vi bort fra mine ideosynkrasier (med sceneshow der “stjæler” opmærksomheden, når man blander scene med musik) så er det fantastisk at denne mand faktisk holdt stand med både musik og show og kampen for sine rettigheder.

    Han vidste, at han “var god”, som vi siger. Det er den flotteste nekrolog du giver her: // At det var en chance. En vej!

    Ikke kun til sin tabte ungdom.

    Men ind i musikken, i sig selv. 
Og det gik igen op for mig, hvor stor en kunstner, den lille bitte mand med de høje hæle og det store hår egentlig er. 
Manden er ubestridt noget af det mest ulideligt, liderlige funky på planeten jorden, han spiller guitar somom han er Jimi Hendrix og han danser og synger og hyler og skriger mindst ligeså godt som salig James Brown.
    Og så ved han, han er god. //

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s