Bliver tit spurgt, hvorfor jeg dog tager motorcyklen ind til byen, når jeg bor i cykelafstand og det er der et svar på: Jeg elsker morgentrafik på motorcykel! Elsker at være en synlig, bevægelig, hurtig blød krop i et flydende hav af metal på asfalt.
De små huller i strømmen af biler, biler fyldt med mennesker, der stadig sover derinde i kabinen mens jeg sidder udenfor, i min hjelm, ovenpå en brummende, vibrerende motor.
Den zenagtige venten i køerne, alle de, der haster forbi på cykel, gå-ben, rulleskøjter, løbehjul.
Vi kommer lige fra badet, håret er redt, tøjet er rent, vi er mennesker, bløde i lyset af dagen, der begynder og lover os alt!
Vi skal nå noget, alle sammen, vi skal frem, og vi er vores bedste selv, udhvilede, friske, skarpe skærer vi os gennem gaderne, og jeg, jeg får 500 meter ren vej og boxermotoren stamper sig op i omdrejninger, gennem gear, luften i ansigtet….husene, velkendte, og hver dag nye…Gammel Kongevej….Vesterport…lyskrydset, kan man nå det? Undvigelserne, stop, den flydende kørsel, balancere eller en enkelt, blid fod på asfalten, de bløde opbremsninger, håndens bevægelser på gashåndtag og kobling og foden på bremsen.
Ankomsten – den tikkende varme motor….dagen er i gang.
Jeg elsker morgentrafik…
Udgivet
GARAGEN 