Min Facebook profil har en simpel sætning som beskrivelse: ‘Privat profil. Statusser, billeder og kommentarer slettes og rettes efter forgodtbefindende’ og det er en ret, jeg har benyttet mig ganske meget af på det sidste. Altså slette noget, jeg har slået op eller noget jeg har skrevet.
Når jeg sletter noget på Facebook, er det fordi jeg kommer op og skændes med folk, der kommer op og skændes med mig eller de kommer op og skændes med sig selv. Det sidste er såre udbredt, for det er tydeligt, at vi alle sammen skriver på Facebook med det simple formål at fortælle andre, hvor kloge eller hvor gode vi er, selv når vi fortæller om vores svagheder, er det egentlige formål at trykprøve, hvor meget de andre elsker os.
Hvis nogen så ‘samtalerne’ på Facebook udefra, orkestreret eller opsat som en opera, ville man se en masse mennesker, der sang den samme melodi, pegende i hver sin retning, i forskellige tonearter og i hver sin takt.
Vi synger alle sammen højere og højere mens vi venter på, de andre skal falde ind og synge sammen med os, men det kommer jo aldrig til at ske?
I hvertfald ikke på Facebook, hvor vi mentalt set er med i et langt ‘Silent Disko’, og sangen køres gennem internettets mikrofon og ender i vores dæmpede hovedtelefoner, der ikke kan høres af de andre.
Men Facebook kan også noget: Spørger man om hjælp(om alt mulig andet end lejligheder og arbejde), så er der som regel bid, for vi vil gerne hjælpe hinanden, selvom også den gestus er i fare for at blive forfladiget og forsimplet med udtryk som ‘Kom så Facebookhjerne – hit me, jeg ved du kan’, som var menneskene derude knapper, vi trykker på efter forgodtbefindende.
Og hermed er jeg tilbage på min egen profil og udtrykket ‘forgodtbefindende’, et lidt altmodicht men, synes jeg, dækkende ord for den tilfældighed, der i hverfald er en del af mig, som følelsesmenneske: Jeg kan mene noget, men hvis jeg mærker, det bliver misforstået, ja, så lad det da endelig forsvinde ud i det blå, gå op i røg inden det bliver nødvendigt at skrive lange, uddybende epistler for at forklare sig?
Især hvis det er noget, der får folk, der ellers kender mig IRL til pludselig at skrive udtryk som ‘Come On!’ eller beklikke mig på hele min person eller mit faglighed, hvilket er sket en hel del gange på det sidste.
Den slags grovheder(som ikke, håber jeg, er MENT sådan, rigtigt) ville ingen stå og sige til hinanden i et virkeligt rum, mellem to eller ti virkelige mennesker men det sker hele tiden på ‘Sociale Medier’, aka SO-ME.
Jeg er heller ikke alt for kvik. Jeg burde bare holde min store tastaturkæft lukket.
Men jeg blander mig fortsat i alt, liker løs og lider stadig af mental globalisering.
Og jeg er ikke alene: Mens vi har skruet godt op for hovedtelefonerne og skråler løs, vil vi meget gerne putte hinanden i kasser. Vi skal mene det samme, og folk der træder udenfor eller stiller spørgsmål er fjenden.
Hvis nogen nægter at hoppe i den kasse, en anden har fundet til ham eller værre endnu, hopper op af den, så er fanden løs i laksegade.
Begrebet, der har gjort det hele endnu værre er FAKE NEWS, som bekendt opfundet og misbrugt især af Donald Trump, men nu omfavnet af folk, der ellers hader Trump som pesten. Fake News vs FAKTA vælter p.t. rundt på Facebook.
Og når nogen har fat i FAKTA, så er der ikke noget at gøre, fakta fra fine, anerkendte medier kan man ikke stille spørgsmålstegn ved længere, end ikke præmissen, udgangspunktet for dens opståen, det er blevet FORBUDT at relativisere, du er enten på det gode hold eller en konspiratorisk, Russer-undskyldende sølvpapirshat.
Den opdeling, den er regeringer og firmaer og efterretningstjenester sandsynligvis godt tilfredse med, for så bliver det nemlig DEM og ikke almindelig anerkendt sund fornuft og kritisk sans, der skal definere sandheden og hey, vi har faktisk fået en LOV nu, hvor man risikere at komme i fængsel, hvis man viderebringer ‘fjendens’ holdninger, hvem fjenden så end er på det og det tidspunkt af vores alle sammens placering i det uendelige univers.
Selv ældresagen har nu artikler om at ‘spotte falske nyheder’ på Facebook og alle mener vi skal være ‘verdensmestre i digital dannelse’, en dannelse, der også omfatter almindelig kritisk sans, som, må vi forstå, borgerne, de bæster, ikke har, og slet ikke på de nye medier, hvor alle pludselig kan åbne op for hjernekassen og lade tankerne flyde ud.
Engang var de tanker toldfri. Det er de ikke mere.
Den franske præsident Macron vil gøre dem strafbare og det vil tyskerne og alle mulige andre også.
Og han vil, sammen med bla. Margrethe Vestager, gå videre endnu: Facebook og EU skal sidde om samme bord og tale om fake news og big data.
Der tales i ramme alvor om at lave fælles, verdensomspændende regler for ‘content regulation’ – i samarbejde med de sociale medier selv – det skal nok blive hyl, som vi siger i Jylland.
Russerne er allerede foran, Vladimir Putin også lavet en lov, der gør det strafbart at sprede Fake News…meget betænksomt af ham? Ikke?
I gamle dage talte vi om løgn, manipulation, misinformation og propaganda, og under den kolde krig viste ALLE, at DEN gik begge veje og at man skulle tage alting med et meget stort gran salt.
I dag er ALT åbenbart Fake News eller totalt stats-EU-sanktioneret fakta og intet tyder på, vi kan se forskellen eller anerkende risikoen ved, at en sandhed gøres absolut uimodsigelig.
DET er en bekymrende udvikling, synes jeg.
Men jeg tror, jeg vil lade være med at skrive om det.
Og hvis jeg gør, så sletter jeg det igen.
Især, hvis I, mine smukke, dansende, skrålende medmennesker, kommer op og skændes over det. Og det gør I!
Det har vi ikke tid til. Vel?
Vi skal synge i kor, jo, hvis det for alvor skal lyde smukt.
Men det kræver, at vi taler sammen. Udenfor.
I den virkelighed, der forbavsende nok insisterer på at være her endnu, som havets bølger, vinden i træerne, jorden, der skælver under os.
GARAGEN 