Jeg har været på IT-konference. I et (alt for lille)telt. På en lejet FDF-lejr på Fyn, sammen med 150 andre hackere, makere og almindeligt teknologiinteresserede fra Danmark – og nogen stykker fra udlandet, der havde zig-zagget sig til landet gennem diverse Coronaspærringer.
Og netop Corona havde været tæt ved at lukke denne femte Bornhack ned før den kom igang, det lykkedes alligevel at få tilladelse og de ekstremt hårdtarbejdende arrangører havde kvitteret med massive mængder håndsprit og håndvaske overalt i området, der som sagt ligger midt ude i naturen på Sydfyn – og havde navngivet festivalen: Make It Clean!
Alle var meget hensynfulde, der blev holdt afstand og båret masker meget af tiden – det sidste falder ikke hackere svært – i øvrigt.
Det var som sagt femte gang der var festival, jeg har været med siden starten – og i år holdt jeg et oplæg om kontanter – på engelsk som alle andre foredrag var det og brugte ellers tiden på at snakke, lytte og blive klogere. Som jeg altid bliver hvert år jeg er med.
Jeg optog ikke så meget, men tre små interviews blev det da til – herover det første med en, der kun vil kaldes Halfdan – vi går ikke så meget op i navne på den her slags konferencer, noget vil slet ikke have deres navne på, og der er generelt forbud mod at fotografere og dele billeder af andre – hvilket er sært befriende! (og grunden til, der ikke er nogen billeder af folk her på siden)
Halfdan fortæller herover om Open Street Maps og vi taler om konsekvenserne af, at alt bliver kortlagt. Der kommer to interviews mere senere. Stay Tuned – god weekend.
Abonner på Nødradio! Det er gratis!
ITUNES: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/aflyttet-i-garagen/id1504650482
RSS-feed: https://feeds.soundcloud.com/users/soundcloud:users:9572226/sounds.rss