
‘TILT’ er som bekendt det, der sker, når man har tævet alt for hårdt på en flipper-maskine, når du har rykket i den og rystet den for meget og noget i den så låser sig fast og man mister en af de kugler man har betalt for, og det er netop det, der sker for bogen ‘TILT’s hovedperson, der ikke bare mister bolden, men hele maskinen og spillet og virkeligheden.
‘TILT’ er Morten Vammens anden bog, den første hed ‘Efterfesten’ og udkom i 2003.
TILT handler om Janus.
‘Janus’ er også den græske gud for begyndelser og overgange, han har to ansigter, et glad og et mørkt og har som figur hærget litteraturen gennem mange år, ikke mindst i Klaus Rifbjergs ‘Den Kroniske Uskyld’ og hvis man skal være polemisk, så kan man godt sige, at ‘TILT’ kunne have heddet ‘Den kroniske SKYLD’, for hovedpersonen Janus er i den grad skyldig, ja, han inkarnerer nærmest de syv dødssynder i sig: Griskhed, Utugt, Misundelse, Raseri, Vrede, Dovenskab og ikke mindst: Hovmod.
Janus nægter nemlig at lære noget, han retter ikke ind, han bliver ikke klogere, eller rettere: Han mener hele tiden han er den klogeste, at alle andre er svage og idioter og slaver af mode og penge og forfængelighed, mens han i virkeligheden selv, som en flue i et edderkoppespind, sidder mere og mere fast i de mønstre, han bogen igennem beskylder alle andre for at leve i.
Janus er kort sagt noget af en håndfuld, og jeg må indrømme, at jeg flere gange gennem bogen blev alvorligt træt af ham. Ihvertfald indtil det gik op for mig, at han simpelthen ikke kan være andet, at han, ligesom i flipper-spillet, er en kugle med en retning og en bevægelse, han ikke selv er herre over, og han bare hopper fra det ene hul til det andet, uden at vide hvorfor eller hvorhen.
‘Jeg erkender jeg systematisk bliver krænket konstant af kedsomhed,
middelmådighed, forudsigelighed – latterlige underlødige produkter og medier,
masserne så spejler og ekkoer hjernedødt. Den massive banalitet har
radikaliseret mig, jeg hader oplevelsen af alle er kastrerede og smittet med
universel usikkerhed, for så performer og forbruger vi bedre.’ (Janus i TILT)
NEPOBABY og #Metoo
I begyndelsen af romanen er Janus på toppen: Han bor med sin kæreste, en rigtig ’NEPO-baby’, der ikke arbejder men bare har en rig far, og deres lille datter i en dyr lejlighed, han har en smart bil og et højt betalt job hos Danmarks Radio, DR, hvor han er en del af en nyhedsmølle-maskine han tydeligvis foragter og føler sig højt hævet over.
Da han møder ind på arbejde en mandag morgen, bevidst forsinket og arrogant over for alle kolleger, pligter og andre trivialiteter, bliver han kaldt til samtale med sin chef, der fortæller ham, at han er fyret og skal rydde sit skrivebord øjeblikkeligt.
Janus er ramt af ’Metoo’ efter at have været sammen med en praktikant til en personalefest, noget han simpelthen ikke selv erindrer efter en aften med masser af alkohol og stoffer, men samtidig bestemt ikke kan afvise har fundet sted.
Historien rammer medierne og herefter begynder Janus en massiv nedtur: Hjemme i lejligheden har kæresten læst om skandalen på nettet og smidt hans ting ud, klippet hans tøj i stykker, sat ild til hans ejendele og skiftet låsen. Janus reagerer igen hovmodigt, nægter at forstå nederlaget og starter en månedlang fest, en grådig københavnsk ’Tour De Chambre’ fra den ene klub/reception/modemesse/kunst-event til den anden, det hele midt i en tyk hvid sky af kokain og champagne og mere eller mindre god vin og meget af tiden med sin ven, Nikolai, en falleret digter med forældrekøbslejlighed og naive ambitioner, som sin wingman. (Dialogerne mellem Nikolai og Janus er i øvrigt ret fantastiske, og jeg greb mig selv i at tænke, at der måske lå et muligt teaterstykke, lige der?)
Janus forsøger at komme tilbage i den medieverden, han foragter inderligt, men må konstatere, at han er for gammel og for socialt radioaktiv til at nogen vil hyre ham. Han mister al kontakt til sin datter, eks-kæresten finder sig hurtig en ny mand og da Janus ikke har nogen fast bopæl eller arbejde, er familien som helle og position endegyldigt slut for ham.
Han forsøger at melde sig arbejdsløs og få penge fra staten, kun for at blive mødt af et absurd og ondsindet system af selvoptagede sagsbehandlere pakket ind i et korps af aggressive vagter, et system der minder forbavsende meget om de jobcentre, der allerede findes nu, selvom TILT foregår i en ikke nærmere angivet fremtid.
ALLE BYENS NØGLER
Da han har nået bunden, møder han en gammel gymnasiekæreste, der har slået sig på aktivisme og lever som en slags bypartisan med nøgler til alle lejligheder og en aldrig svigtende evne til at gå under radaren. Hun tilbyder ham et andet
liv med en slags mening i, men heller ikke det er nogen løsning for den evigt ironisk analyserende Janus, der i stedet slår sig på handel med kokain sammen med Nikolai, da de begge har opbygget en solid narkogæld til farlige typer i
byen.
Janus bliver kort sagt aldrig klogere.
Tilgengæld er han vred, edderspændt rasende, mere og mere vred over den verden, han lever i og som hele tiden straffer ham.
Den er forkert, den verden, og den skal ødelægges for at vække alle de andre, mener han, og så går han ellers i gang med at planlægge et gigantisk terrorangreb på København!
Her skifter bogen gear og åbner for en slags Palle-alene-i-verden-apokalyptisk poesi: Angrebet inkluderer amerikanske droner og hærmyrer og LSD i vandpistoler og DET vil jeg ikke fortælle mere om her, det bør man selv læse, for der er raseri og renselse i det inferno, hovmodige Janus får skabt omkring sig, et inferno, jeg tror de fleste, der har haft en virkelig dårlig dag kan genkende som den ultimative ønskedrøm: Hvis bare alle de mennesker, jeg ikke kan lide forsvandt….
Men også denne renselse, er kun tilsyneladende…
TILT er stilistisk set i en genre for sig selv. Morten Vammen blander paranoia, agenter, overvågningsteknologi, burner-phones, kampdroner, kulturkritik, modelbyggesæt, revolutionsromantik, poptekster, analyser af Hip-Hop-Fænomener og sociale medier med rasende udfald mod en verden, der er ved at gå i stykker, som skærmen på en iPhone i hænderne på en angstramt teenager. Medierne, som han kender indefra, beskrives særligt ætsende, de er et akvarium, fyldt med mennesker, der kun kigger ondt eller lystent på hinanden, publikum findes eller regnes ikke, nyheder er manipulation, sandheden er inderligt ligegyldig.
FORTVIVLELSE
Som bog er TILT krævende og interessant, krævende fordi hovedpersonen er så selvoptaget og har så uendeligt mange ord i lasten, der skal læsses af og interessant fordi Janus som person, også er et perfekt billede på den verden, forfatteren tydeligvis fortvivles over.
Som tilflyttet jyde-tamp i kongens København, er jeg ikke nok inde i persongallerierne i indre by til at kunne komme med bud på, om TILT også er en nøgleroman med konkrete, virkelige personer ind i mellem, men mon ikke, der er en enkelt eller to, der tror de kan se sig selv, i det her møjsommeligt smadrede spejl af en bog?
Ikke at det betyder noget som helst, i denne hyper-skærm-opdaterede udgave af et Dantes ’Inferno’, hvor hovedpersonen skal gennem den ene cirkel af helvede efter den anden og vi med ham.
TILT er en bog, der ikke ligner noget, jeg har læst før.
I bogverdenen, de traditionelle medier og blandt anmeldere har der været larmende tavst omkring udgivelsen, sandsynligvis fordi der er tale om en selvudgivelse uden et forlag bag. Ikke en eneste omtale af TILT, udover forfatterens egne citater på det Facebook, der mere og mere ligner et fængsel.
Det er synd. For TILT kan faktisk et og andet i alt sit brændende, ja, krænkede raseri, den er en lutrende flamme, et bål omkring det falske i os mennesker og under de mediehuse og sociale medier, vi alle sammen burde have forladt for længst.
Lad os brænde det ned til grunden.
Og begynde forfra?
TILT kan købes her: https://www.saxo.com/dk/tilt_bog_9788743000327

Skriv en kommentar