GARAGEN

ADVARSEL: MEGET LANG TEKST MED MANGE LØSE POINTER:

Det kan være svært, ja næsten umuligt at fatte og forstå i dag, hvor DR ikke længere er Danmarks Radio, hvor man har afskaffet licensen og nu er ren statsradiofoni og hvor ledelsen gør alt for at få lyttere og seere til at smide deres dyrt erhvervede analoge tv- og radio-apparater ud og i stedet tænde deres computere og smartphones i et vanvittigt forsøg på at være med på resten af System-Danmarks digitale unoder, men engang lavede DR faktisk verdens bedste radio, Radio-Montager, der fik internationale priser år efter år. Disse udsendelser blev produceret af en flok meget ambitiøse og lidt sære mennesker på forfatterhonorarer, ja, montagerne regnedes for en slags noveller, de var tidløse, velproducerede og krævede enorm indsats af de, der lavede dem.
Jeg ved det, for jeg var selv en af dem, der led mig igennem i alt 24 af slagsen.  

Montagerne var en form og en tradition, der fik lov at eksistere fra ca. slut 70erne og frem til 2007, hvor DRs ledelse med et hug lukkede hele genren af hensyn til DR-byens kuldsejlede budget og ønsket om et fint, blåt, arkitekttegnet koncerthus der absolut skulle tegnes af styrvolten Jean Nouvel, der som bekendt gik 250 procent over budget og endte med at koste skatteyderne 1,6 milliarder kroner ekstra og 500 ansatte i DR jobbet.
I starten af juli måned 2023 udkom så en af dem, der ikke blev fyret, lydtekniker og radiomand Torben Brandt, med en 13 afsnit lang podcast om den hedengangne montagegruppe, på ‘DRlyd’.
Jeg var en af dem, der røg ud af statsradiofonien dengang i 2007, så jeg har selvfølgelig fyret op for computeren og klikket mig ind på den ynkelige erstatning for et godt FM vi har for tiden, ‘DRlyd’, for at lytte til alle afsnit, spændt som en fjeder på, hvordan lukningen ville blive beskrevet.

’Eliten fra Rosenørns Allé’  hedder serien, selvom Montage-Gruppen altså boede på H.C. Ørstedsvej ret meget af tiden, og den, altså serien, den har Torben Brandt arbejdet på i flere år. Jeg hørte første gang om projektet for et par år siden, hvor jeg mødte ham foran den forfærdelige og uforståelige DR-by og vi talte om gamle dage, og han lovede at tage fat i mig og nogen af alle de andre, der var med dengang.
Det har han valgt ikke at gøre og i stedet koncentrere historien om sig selv, teknikere og lyddesignere og et par chefer fra dengang og om de produktioner han selv var tæt på og det er sådan set forståeligt nok og ikke mindst mere overskueligt, også rent dramaturgisk. Og så får man et spændende indblik i teknik-mestrene Clemens Johansen, Solveig Berger og Per Åkjærs verden og hvordan det så ud fra deres pulte, når vi store egoer skulle have flyttet vores produktioner fra hovedet og over på masterbånd.
Alligevel blev jeg nok en lille smule ked af det, da jeg kunne se, at beskrivelsen af miljøet montagegruppen, endnu engang kun handler om den samme gruppe mennesker, der i forvejen er rigt beskrevet og repræsenteret, her især Peter Kristiansen, Ole Bornedal, Christian Steentoft, Per Brethvad og Torbens læremester Stephen Schwartz, garneret med kendisser i periferien som Poul Nesgaard og Mikael Bertelsen – al respekt for dem, kendisserne, men de har ikke lavet montager, eller rettere, Mikael Bertelsen har faktisk, udenfor gruppen, blandt andet da han lavede serien med den profetiske titel ’P1 på plejehjem’ og ‘Skjoldhøjarkivet’ med Mads Brügger, det hele klippet af den legendariske tekniker Kim G. Hansen, der, selvom han siger, han hader montager, klipper som om han aldrig havde lavet andet og faktisk genopførte genren hos radio24syv – under navnet Montager.
Og så handler serien i den grad og selvfølgelig om Torben Brandt selv, der siden nedlæggelsen af genren i 2007 har holdt sin egen lille våge åben i det til-isede DR, med serien ’Radiofortællinger’ og som samtidig skabt sig en platform som ’Last-Man-Standing’ i montagetraditionen, han har sågar udgivet en bog om genren, ’At fortælle med lyd’, der beskrives således: ’Radiolegenden Torben Brandt er en del af den gyldne historie om danske radiomontager, der bogstavelig talt har skovlet internationale priser ind. Dette er hans bog til den næste generation af lydfortællere’.

’Eliten fra Rosenørns Allé’ beskæftiger sig ifølge Brandt med perioden fra 1976 og frem til ’midt 90erne’, og standser sin fortælling med en, efter min mening, noget vag og lidt for smart  undskyldning til de mange kvinder, der fulgte efter de mange mænd, serien har valgt at fokusere på. Kvinderne bruger Brandt en, 1, sætning på, selvom der altså allerede var en hel del kvinder i gang i 90erne. De er så tydeligvis ikke en del af eliten, eller rettere, hvis de skal ind i historien, så må de lave deres egen udgave af den, som han siger mellem linjerne.

Problemet er, at der nok aldrig kommer nogen anden skildring af det miljø end den Torben Brandt netop har lavet. Danmarks Radio fyrede jo ikke kun de små 10 mand, der arbejdede med monteret radio, de lukkede simpelthen helt officielt genren, og i modsætning til Torben Brandt, der vist var på orlov og i øvrigt helt ude af gruppen dengang, stod jeg midt i den lukning, da det skete: Som skaber af 24 radiomontager og som afløsende chef for gruppen.

Lukningen af gruppen kom oppefra – og da det officielt blev meldt ud, at montagegruppen skulle lukke, troede jeg et naivt øjeblik, at det så betød, at man ville satse på de unge mennesker i ULTRALYD, men dem tog man med i faldet. Nu var man alligevel i gang.
Det var slut med radio fra øverste hylde, det var for dyrt, sagde man, mens sandheden nok var, at vi manglede venner på de andre etager af glashuset i Ørestaden, at ledelsen betragtede os som sære og elitære og ikke mindst at vi simpelthen vandt for mange internationale priser for noget, de færreste dengang forstod værdien af.
En god bekendt har engang kaldt generation 68 for generation græshoppe: ’De åd alt og efterlod ingenting’ og der var masser af hændervriden og kronikker fra Brandts 68-generation(han er 11 år ældre end jeg) – også fra den lidt yngre Ole Bornedal, der dog samtidig lige fik tilføjet at ’genren nok havde overlevet sig selv’, og sådan var stemningen faktisk blandt de, der bestemte, de havde lavet deres udsendelser og sat deres præg, vi har været der, så er der ikke mere at gøre der?

Torben Brandts serie er sympatisk. Fyldt med alle de gode klip fra alle klassikerne som mange kender og som Brandt og andre turnerer rundt med når de underviser i radio-podcast, javel, men selvom han siger montage som podcast som fremtid rigtig mange gange, har jeg personligt meget svært ved at se, hvor det er, genren montage lever videre i det format, og da slet ikke hos DR og dårligt nok hos Brandt selv, og nu bliver jeg fræk, for i serien forfalder han lidt for ofte til småsnak, aproposmusik(’Shine on you crazy Diamond’ med Pink Floyd bliver træls i længden – og vi har altså forstået, at det var os, eller rettere JER, der er med i udsendelsen, der var de der skøre, sære diamanter!) og bunker af ’apropos-klipning’(man hører nogen fortælle om noget, det gentages i klippet/musikken/lyden) af en art, der aldrig ville være blevet godtaget i montagegruppens tid og tre helt centrale kilder optræder i øvrigt uden nærmere begrundelse på en telefonforbindelse, selvom det burde være muligt at optage dem, face to face.

Men nu er det jo heller ikke en montage. Det er en podcast-serie, formet som en lang begravelse.

Under den her 13 afsnit lange gravsten ligger vi en hel del mennesker, som rådnende og bitre zombier og græder og prøver at få gravet os op af jorden, ind i det lys, der lige nu mest skinner på Torben Brandt. For det er ikke kun kvinderne, der forsvinder i Brandts univers.

I 1990 trådte jeg som 25-årig ind af døren i Danmarks Radios bygning på H.C.Ørstedsvej 49 på Frederiksberg for at holde et møde med Erling Kristensen, leder af Danmarks Radios montagegruppe.
Sjovt nok var det indirekte Torben Brandts skyld, jeg stod der, men det var også en kulmination af mine egne ambitioner, ambitioner om at lave radiomontager, som jeg havde næret siden starten af 80erne hvor jeg havde hørt Ole Bornedals ’Knust kværn og Kvæstet’ i mine forældres rørradio i et sommerhus og havde stået helt stille foran apparatet i den time, det varede. At lave montager stod for mig som det ypperste, det højeste man kunne nå.
Nu var jeg så på gangene, hvor jeg senere skulle komme til at møde både Christian Steentoft og en enkelt gang Viggo Clausen, begge møder var korte og anekdotiske og jeg tvivler på, jeg selv har gjort noget indtryk.
Flere gange mødte jeg Torben Brandt, der dengang var netop ved at være færdig med sin sidste montage, ’Jagten på vogn 144’ – han har så vidt jeg hører serien lavet to i alt i eget navn.
Jeg var netop færdiguddannet fra DJH, journalisthøjskolen i Aarhus og havde sammen med Bo Erhard Hansen lavet hovedopgave i radio – en udsendelse kaldet ’Den Syvende’, som havde modtaget radio-delen af DJHs første og eneste 13 tal til eksamen(ja, den gamle skala…og nej, den kan du heller ikke finde på DRlyd).
Torben Brandt havde fået en kopi af udsendelsen af min lærer og givet den videre til Erling Kristensen, chef for montagegruppen, og nu sad jeg så der og skulle argumentere for, at den udsendelse var en radiomontage, og at Erling skulle sende den.
Det ville han naturligvis ikke.
Det var slet ikke nogen radiomontage, mente han, men når jeg nu havde lavet en udsendelse der hed ’Den syvende’, så kunne jeg vel godt levere syv gode ideer til ham, gerne i morgen?, sagde han.
Jeg drønede hjem til Bo’s lejlighed, hvor jeg boede på en madras og skrev syv ideer ned og sendte dem med det kongelige danske postvæsen til Erling, der tog tre af dem og gav mig en kontrakt på to store radiomontager og et par mindre ting, hvilket betød, jeg kunne få løn i tre måneder. De tre måneders løn var vigtige: For så kunne man komme ind i A-kassen på høj takst, noget jeg ikke troede ville være nødvendigt, alle ville jo få øje på mit enorme talent og fastansætte mig, men det gjorde de selvfølgelig ikke og så stort var det rene talent måske heller ikke.
Det var måske sågar selve meningen med hele kontrakten at løbe mig i gang og så se hvad der skete: Kunne jeg egentligt noget?

Jeg besad ungdommens arrogance og blev ved med at løbe hovedet ind i mure. Jeg klippede og skrev og lavede kladder, der blev afvist og jeg gik ud igen og igen og optog nye bånd, mens jeg prøvede at få nogen til at forklare mig, hvad det var, der skulle til for at lave en rigtig montage.
Den forklaring kom aldrig, men jeg har næsten lært det selv, ved at lytte og ved at se andre arbejde, en viden, jeg engang troede, jeg ville kunne leve af, resten af mit liv.
En radiomontage skal have mindst tre ’planer’, dvs. at historien skal handle om mere end det du hører, hvert klip består af én og kun én ’mening/handling’, hvert klip skal have ’substans’ og i sammensætningen af klippene går man efter kollision: At forskellige udsagn beriger hinanden med modsatrettet indhold og skaber ’en tredje mening’.
Og allervigtigst: En montage er udenfor tid.
Den handler om noget almenmenneskeligt. Og kan høres når som helst, igen og igen.
Og jo, der er meget mere, men det må man nok læse Torben Brandts bog for at få ord på – hans podcastserie giver ikke megen forklaring. 

Otte måneder efter mit møde med Erling Kristensen, en mand hvis hårdhed og domme over indhold var og er legendarisk, men som jeg sætter stor pris på og har lært uendeligt meget af, havde jeg kun fået sendt to radiomontager, den korte ’Pigen der Ikke ville være pæn’ og ’Kør stærkt, dø ung’, to udsendelser, der kun blev sendt én gang, som jeg ikke engang selv har en kopi af længere. Og som i den grad ikke findes på DRlyd.
Jeg skyldte stadig en stor montage og den jeg arbejdede på, blev hele tiden sendt tilbage i hovedet på mig igen, det var aldrig godt nok, og jeg forstod ikke hvorfor og lå søvnløs om natten.
Processen for at nå dertil, havde været hårdere end jeg, der var sølle 25 år, nogensinde havde oplevet, ikke mindst fordi, der ikke var nogen indtægter men til gengæld masser af arbejde. Og så var der ’triumf-viratet’, som vi kaldte det: De tre konsulenter, vi alle sammen skulle forbi og som skulle godkende vores ideer og vores programmer, noget der foregik ved standretlignende setups i lokaler med store højtalere, hvor man spillede en kladde for Erling Kristensen, Stephen Schwartz og Mads Baastrup, der sammen med tekniker Ulla Kristensen(heller ikke nævnt i Brandts udsendelsesrække) udgjorde montagegruppens eneste fastansatte flok.

Over for dem, var vi vel 20-25 internt ekstremt hårdt konkurrerende og pivfattige freelancere, der var helt afhængige af, at få antaget programmer, hvis vi skulle nå ud over understøttelsen, for hvor mesteren Christian Steentoft var købmand nok til at få en seriøs betaling for sine programmer, fik vi andre 40.000 kr per program. Det kan lyde som en enorm sum men i den periode nåede jeg aldrig at lave mere end to programmer om året og det var ikke fordi, jeg hvilede på laurbærrene – vi optog og klippede døgnet rundt, hvilket mine hårdtprøvede partnere fra den tid kan bevidne.
Til gengæld blev vi lovet genudsendelser – hver af dem ville give os halvdelen af honoraret oveni og så ville en radiomontage nå op på at give over 80.000 kr, sagde ledelsen.
Problemet var, at vi var mange om buddet og at de genudsendelser aldrig er kommet.
Der skulle jo være plads til genudsendelser af de gamle store.
Jeg fik lavet ’Spiser de Hunde’, ’Opkald til Kærlighed’, ’Bomben i Skamstrup sogn’ og ’Inspirationskurset’, de tre sidste er der ingen der kan huske, for de blev kun sendt én gang(og findes heller ikke på ‘DRlyd’) og jeg klarede fire år i gruppen som kreativt prekariat, det kostede mig to mavesår og et parforhold og det var måske relativt billigt sluppet.
Andre omkring mig gik totalt i opløsning, og vågner stadig skrigende af raseri over spildt tid og ungdom og angst over hvad der skete i gangene på H.C. Ørstedsvej…
De montager, de producerede under stort pres undervejs er væk. Sendt én gang.
Og efter lukningen af montage-gruppen, har ’montageguldet’, som det kaldtes internt, været gemt og glemt, selvom det, om noget, ville kunne løfte DR ind i en fortællende podcast-fremtid – på den anden side, ville det også fortælle historien om, hvor fine programmer, der engang kunne laves for hvad der i dag er småpenge, og som det ser ud nu, hvor alle tilsyneladende kan lave radio, eller ihvertfald podcasts, bare de har en mikrofon, virker ingen interesserede i at få hævet barren igen?

Undervejs var jeg blevet venner med Torben Paaske og Peter Kristiansen, to hårdhudede selvlærte virkelighedsoptagere, der ligesom vi andre kæmpede fra hus til hus for at få noget på FM og overleve den brutale efterkritik man stod model til, når det endelig var lykkedes, en efterkritik, der på den ene side var lærerig og gjorde én klogere, men på den anden ofte fik karakter af avancerede karaktermord, karaktermord, som jeg selv deltog i: Hellere ham, end jeg.
Det var et frit liv med kunstnerisk højt til loftet. Vi levede kun for radio, for det sublime. Men vi arbejdede også hele tiden, vi drak for meget kaffe og billig rødvin, røg smøger konstant og sov alt, alt for lidt.
Jeg kom fra Jylland, jeg kendte ingen i København og havde ingen forbindelser, var provinspunker og yndede at møde op på gangene iført secondhand-jakkesæt, skjorte, slips og spidse sko, både på Rosenørns Allé, men især på H.C. Ørstedsvej, hvor montagegruppen som sagt boede i en sær cirkel af kontorer til konsulenterne og studier, vi kunne klippe vores lyd-kladder i(og hvor jeg ind imellem sov), alt sammen pakket ind i en kakofoni af klaprende ibm-kuglehovedskrivemaskiner, hvor kommende montører sad og skrev på version 200 af et eller andet manuskrift.
’Skal du til begravelse’, lød det mere eller mindre enstemmigt fra konsulenterne når jeg kom ind i mit provinspunklook. De var iført ens uniformer: Cowboyskjorter og bukser og Ecco/Jacoform sko.

Jeg var i gruppen samtidig med enormt dygtige kvinder som blandt andet Anne Røgilds, Anna Elisabeth Jessen, Hanne Fast-Nielsen, Karin Hegelund, Pia Friis Laneth, Rikke Houd, Johanne Mygind, Kirsten Laumann, Sabine Hviid, Lisbet Kjær Johansen og Anne Gyrithe Bonne og med jævnaldrende mænd som Søren ‘Charlie’ Jensen, Jens Christian Krøgholt, Kim Bøttcher, Georg Larsen, Ilan Schefelovitch, Lars Thomsen og Henrik Bidstrup – og der var flere – i ved hvem i er –  det var mine bekendte og venner og konkurrenter og jeg synes de lavede gode montager, flere langt bedre end mine, men vi er åbenbart ikke store nok til at Torben Brandt kunne se os – dengang eller nu – og det er også helt i orden – vi laver alle sammen vores egen historie og vores aftryk her i livet er jo blot rystende fingre i et glas vand og som Brandt selv konstaterer, ja så var det et enormt konkurrencepræget miljø, med bunker af intriger og smædekampagner og talen bag hinandens ryg, en evig kamp om vinde priser og anerkendelse og blive anmeldt godt, for det gjorde aviserne dengang med montager, som var de bøger eller nye plader.
Men her på det sidste, siden genren blev lukket, har det handlet om én ting: At være den, der skriver historien.

Omkring 1992 lavede Peter Kristiansen og Torben Paaske et udbrud fra gruppen og skabte deres eget i et lille, overfyldt studie overfor radiohuset i Julius Thomsens gade: ’Lydpotten’  var et stærkt eksperimenterende radio-collage program, hvor eneste faste element var lyden af meget træt bil, der prøver at starte, videreført under navnet ’Lydmuren’ og til sidst ’Ultralyd’, hvor mange af os fik plads til at eksperimentere, hvor stemningen var venligere, og hvor jeg personligt lærte at MIKSE programmer, at kunne kontrollere fire spolebåndoptagere, en pladespiller, en CD-spiller og en række effektmaskiner via en stor pult, samtidig, og sætte alle disse elementer sammen til en, stor lyd, noget der i dag er erstattet af et simpelt computerprogram. Jeg lærte det udelukkende ved at se på salig Peter i to år og til sidst få lov til at overtage helt, når mesteren selv trængte til en lur mens deadline nærmede sig. Vi har mange gange afleveret udsendelser et bånd af gangen – mens det første spillede, blev bånd to klippet færdig og jeg løb over i radiohuset for at få det på.
I Lydpotten/Lydmuren/Ultralyds lokaler var der fristed for Kasper Søegaard, Rikke Houd, Pernille Bach og Julie Bang og mange andre og det var også stedet hvor folk som Tim Hinman og Krister Moltzen trådte deres store radiofoniske barnesko, og ja, deres Third Ear er måske montagens sidste holdeplads i dag, for selvom også de har sagt, de hader montager, har de dybest set ikke lavet andet.
Udsendelserne fra Lydpotten, Lydmuren og Ultralyd findes nok i arkivet endnu.
Men ikke på DRlyd.

I 1994 forlod jeg genren. Jeg kunne ikke klare mig økonomisk mere, men jeg kunne få et job med at starte ’Harddisken’ på P1, nu som studievært. Det var sjovt, anderledes og frit og helt mit eget, men montagen gnavede i mig, jeg ville stadig fortælle lange historier og lære fra mig og jeg vendte tilbage i 2000, denne gang som fastansat og en af de konsulenter, jeg selv havde frygtet i 90erne.
Jeg fik syv år på den post og nåede op på at have lavet i alt 24 radiomontager(to kan måske findes – hvis man leder – på DR-lyd), hvor tre har været med til konkurrencer ved Prix Europa, ’Godnat og Sov Godt’, ’Lægens Hus’ og ’Når stemmen ikke stemmer’ – de vandt ikke, men blev pænt omtalt – ’hvis bare lige du havde gjort…’ lød det og jeg bøjede hovedet og gik rasende og skamfuld hjem.
For det var som om, festen allerede var forbi i takt med, at ’de gamle’ – 68erne i cowboytøj og Christian Steentoft, forlod skuden, mens ledelsen gik bygge-amok. Først var det overdjøfferen Christian Nissen, hvis megalomani og politiske behagesyge fik DR til at sælge radiohus og TV-by for en slik og bygge et katastrofalt underfinancieret glaspalads i stedet. Danmarks Radio gik dermed fra at være en selvfinancierende institution i egne bygninger, hvor pengene kom ind på en palle en gang om året og blev brugt til programmer og vedligeholdelse, til at være en koncern med massiv gæld i bygninger, gæld optaget på markedsvilkår, der skulle afdrages.
Kenneth Plummer skulle rydde op og budgetterne blev skåret ned år for år, det var også under ham, Danmarks Radio officielt blev koncernen DR(det var forbudt at sige Danmarks Radio både udenfor og indenfor glasset, fik vi at vide – og nej DR står ikke for noget!), vi faste skulle lave mere og mere, og det forslag til få et miljø som montagegruppen moderniseret og ind i fremtiden, som jeg og folkene bag Ultralyd havde skruet sammen i vores glasbure i de åbne lokaler i DR-byen, blev høfligt diskuteret ved mange møder og udsat lige til den dag, den længe planlagte lukning blev annonceret.
Samme år, i 2007, vandt Torben Paaske Prix Italia for ’Bomben i Bagdad’ mens Montagegruppen og hele Danmarks Radio eksploderede om ørerne på os.

For én, der har tilbragt 11 meget formative år i Montagegruppen havde jeg glædet mig til den her serie: Ville man kunne mærke stemningen fra dengang? Ville Torben Brandt kunne mane den både meget kreative og samtidig farligt giftige ånd, der hang over H.C. Ørstedsvej frem – og ville han formå at gøre det på en måde, der pegede fremad, ikke tilbage? Ville der komme et bud på, hvad der skete, dengang i 2007?
Efter at have lyttet til samtlige afsnit i en køre, er mit korte svar: Nej, ikke rigtigt.
Det blev en gravsten. Den er ikke pænere, end de, der allerede er rejst.
På den anden side kan jeg genkende den unge Brandts ambitioner. Han ville, ligesom jeg, også gerne være en betydende del af det hele – i montage-historien.

Nu er jeg selv en af de gamle. Og jeg har med alderen opnået selvindsigt nok, til at måtte indrømme, at alene det faktum, at jeg, der faktisk var der, og var venner med flere af de portrætterede, at jeg ikke er med i serien, det får mig til at føle mig ligeså forladt og fortabt, som jeg har gjort alle de gange, jeg fik nej til et nyt program, blev jordet i en efterkritik eller ikke vandt de Prix-Italiaer eller Prix Europaer, jeg dengang mente, jeg i den grad fortjente(det gør jeg ikke mere – jeg var alt for forfængelig).
Og derfor skrev jeg så denne klumme, ikke kun på vegne af mig selv, men også fra de andre glemte, som nok har det som jeg, og så er den i øvrigt ikke specielt henvendt til Torben Brandt – men til DR.

For ’Eliten fra Rosensørnsalle’ er måske interessant radio, undskyld: En ’DRlyd’, for en helt ny generation. Det håber jeg. Men det er trist, at fokus stadig så intenst er på det, der allerede er væk, ikke på den fremtid, der blev lukket og på det, der blev sendt i mellem perioden, en periode hvor især kvinderne vandt, Prix Italiaer og Prix Europaer, mange flere priser end mændene fra podcast-serien nogensinde nåede i nærheden af.
Indtil videre må jeg nøjes med at lykønske Torben Brandt med at have (gen)erobret, og nydeligt gravsat et stykke af fortiden. Og huske at sige tak for, at han i sin tid gav mit kassettebånd videre til montagegruppen, for jeg ville ikke have undværet de år og de mennesker, jeg mødte og sloges og drak og diskuterede og klippede og miksede med der, heller ikke Torben, selvom vi ikke så meget til ham dengang på gangene.
Min eksamensopgave blev i øvrigt sendt igen på Danmarks Radio, nu som en ægte radiomontage efter nogen år, jeg var jo blevet fastansat og det kostede ikke noget.

Til sidst mit egentlige ærinde, den ting, der er at gøre: At opfordre til, ja KRÆVE at Danmarks Radio får åbnet arkiverne, så vi kan komme videre end til det, vi allerede elsker, men kender til bevidstløshed.
Sæt montagerne fri!
Dem alle sammen! NU!
Og hvis juristerne, DRs nye herskere, er nervøse over, hvad det koster, så tag det roligt: I skylder, men vi finder ud af noget. Vi har faktisk ikke råd til andet.

PS: Salig Peter Kristiansen ‘takkede’ radiodirektøren for Kryger-Prisen i 2004 på bånd. Det er værd at lytte til igen – i hele sin varighed, ikke blot som den lille sentimentale stump Torben Brandt tager med:
Peter Kristiansens krygertale

LINK TIL BLOG der dokumenterede nedlukningen af montagegruppen læs fra den ene ende til den anden: https://montagen.wordpress.com/2007/05/

MINE MONTAGER – En liste uden årstal:

Pigen, der ikke ville være pæn
Den Syvende
Kør stærkt – dø ung
Spiser de hunde
Taxa til kærlighed
Manden der gennembrød lydmuren(text)
Bomben i Skamstrup sogn
Den Røde Knap
Det magiske øje
Lægens hus
TelsaBlues(text)
Dobbeltsengen
Inspirationskurset
Når stemmen ikke stemmer
Fejlstillinger
Den heldige terrorist
God nat og sov godt
Peters Undervandsbåd
CIA-airlines
Prinsesse Daisy
I Neverland
Det magiske Øje
Selvforsvar
På fri fod – om en dreng, der vil ud
Rummanden
Intet at skjule – intet at frygte
Det Tabloide Valg

(Montøren som ung selvoptaget hvalp FOTO: Les Kaner)