GARAGEN

I min garage står et hvidt arkivskab. Der er mange ting i. Ledninger, gamle harddiske og digte fra da jeg var 16 år og havde en grå ‘supermetall’ skrivemaskine og var overvældet af patetisk weltsmertz og No Future og læste Charles Baudelaire, som jeg forestiller mig skrev i hånden og som i sine dagbøger jamrede sig over sin dovenskab og pengemangel og fandt en løsning: ’Skrive et digt på bagsiden af hvert et rykkerbrev’.

Rykkerbreve har ingen gemt. Men i mit arkivskab findes en hvid plasticpose, hvor den ene hank er faldet af. Der står: ’Vis julesind, køb tidligt ind’ på den. Med rød skrift.
Posen er blevet flyttet mange gange fra det ene kollegie, lejlighed og hus til det andet, og den er fyldt med breve, ord på papir, og det er ikke mine ord. Det er mine venners. Min mors. Min mormors. Ord der blev skrevet på postkort og papir og sendt og dermed givet til mig. Ord, der var skrevet i hånden med kuglepenne, tuscher og blyanter.
Dine ord.
Og jeg kan ikke få mig til at smide dem ud, brevene, selv om jeg nok burde?
Jeg skrev selv en masse breve dengang, de blev puttet i konvolut og fik adresse og frimærke på, frimærkerne havde man i sin pung, sammen med kontanter og kørekort og brevet blev båret i jakken og faldt som et dybt kys på postkassens røde mund og videre til dig og måske har du mine ord liggende i en pose i et skab?

Jeg åbner min pose og bladrer i konvolutterne. En af dem har små klistermærke-hjerter på.
’Jeg elsker dig’, står der på første side.
Jeg elsker dig, skrev du, mange gange, i det ene brev efter det andet og jeg står i min garage og kigger på de ord og jeg kan se dig for mig imens, jeg kan se os.
Du var min første kæreste. Jeg elsker dig, skrev du, og kun du ved hvad jeg skrev tilbage, for der er ingen kopier, ingen elektriske ord i skyen, kun min skrift, sendt og glemt, og din skrift: Jeg Elsker Dig og små bløde håndtegnede hjerter på hver side.

Ingen skriver breve mere, nu, siger politikerne og de river postkasser ned og sætter skærme imellem os i stedet. Men i mit arkivskab ligger 100vis af breve og dirrer og sukker. Kun jeg har læst dem. Måske skal jeg brænde dem? Men hvorfor nu?

Jeg elsker dig, skrev du, og det var ikke noget rykkerbrev og jeg ved, jeg sendte digte tilbage og de var nok patetiske, men måske du læser dem, igen, lige nu, og jeg tror, at jeg også skrev: ’Jeg elsker dig’ for jeg kan mærke det, som en tone fra en guitarstreng, stadigt og kosmisk berørt.

Og mens postvæsenet nedlægges og postkasserne sælges og verden er helt ubændigt rasende og bimlende digital og ingen længere ved hvem Baudelaire var, lægger jeg brevet forsigtigt tilbage og ser pludselig, at også den, posen, bærer et hjerte, ligeunder den hank, der er faldet af.

Se også:
Den sidste Postkasse
Terminal: PostMord