
GARAGEN
Anders Kjærulffs billedboble, ord- og lyd-strøm fra den lille garage i det store internet
-
Harald og jeg slapper af i home office
-
Fik det her til morgen og blev glad over den indsats der ligger bag.



Det sker ca hvert halve år, ellers er det mest mail og facebook- tilkendegivelser – men det her er de bedste, samtidig med, at der altid er noget bekymrende over gammeldags mail, hvad er der indeni, vil nogen een det ondt, er det en vred besked?
Og så er der det sært NØGNE med en håndskrift/maskinskrift, dens unikhed og personlighed virker i disse kolde tider næsten intimiderende – til man lige får sig selv slået tilbage til virkeligheden igen og kan GLÆDE sig.Jeg blev også enormt glad i lørdags, da en ung tjener på en Århusiansk frokost restaurant, pludselig sagde: “undskyld, er det ikke dig fra Aflyttet – jeg er kæmpefan”!
Blev så betuttet, at jeg ikke fik sagt ordentligt tak, men bare mumlede noget – skulle du læse det her, så stor tak for lyt!


-
Besøgte Badstuerock i badstuestræde i Århus for første gang siden 80erne, hvor jeg var fast inventar og stod og rodede i kasserne efter sjældne tryk og snakkede med den engelske ejer, Mick D’Astugues(han har solgt nu men kommer der angiveligt stadig en gang imellem.)


Dengang havde ejeren stort, krøllet hår – det har han stadig, sagde de unge mennesker, der har overtaget. Det er bare gråt. Nu.
Alt ser ellers ud som det plejer. Inklusive de hjemmebyggede højtalere i væggen.
Men der er færre brugte plader og flere genoptryk og især de sidste er dyre(170 kr)…
Købte to – brugt Dream Syndicate “Days of wine and roses” fra 1982(originaltryk, fantastisk) og Ramones i genoptryk…


Elsker det her nr:
Og smukt, at et sted kan få lov at være det, det var.
-

Der er nu betalingstoiletter på hovedbanen i København. Trængende borgere kan betale med mobilepay og kort. Det er alt sammen helt automatisk og overvåget af kameraer, så man hurtigt kan få en af de utallige securitas folk, der befolker banegården til hjælp, hvis en pengeløs, pistrængende borger skulle forsøge at komme ind…
København Hs besøgende er heldige.
På andre stationer har man simpelthen låst og lukket toiletterne. Og vasker nu urin af bygningerne tre gange dagligt.
Udenfor stirrer alle på skærme. Information fra mennesker er spredt og tilfældig og sådan lidt pinlig. Se på skærmen, lyder det, hvis man spørger.
Vi ved ikke mere end det, der står der.

Kameraerne ser alt. Er overalt. Se op, i det øjeblik du føler dig tryg og rolig og uidentificeret og du ser direkte ind i en linse, der aflæses af ansatte og software i Aalborg, folk du ikke kender og som ikke kender dig.
Du er et suspekt objekt.
Du bevæger dig.

Midt i – som en mindestue over nogen der er døde – modelbanen. Brug kun 2 kroner, skrives der. Stationen er næstved. Ingen har mønter mere.
Alt står stille.
I erindringen om det, der var engang.

