GARAGE COMMUNICATION ønsker GODT NYTÅR….og det BLIVER godt! NU…ikke?

Et år rinder ud, og det er tid til en status fra Garagen, der pt huser motorcyklen, der står og lader og venter på mere kærlighed sammen med en B&O radio, en defekt Garrad-pladespiller, et garmin GPS-system, talrige løse, mere eller mindre defekte, computere og stole, der er gået i stykker….
2018 var et år, hvor der gik meget i stykker i Danmark.
Noget af det, er smadret helt bevidst, andet må betegnes som Collatheral Damage.

Det er således ikke længere tilladt at ‘maskere sig’ i Danmark – hvilket det sådan set heller ikke var før, slet ikke til demonstrationer, hvor politiet længe har kunnet kræve, at alle skulle vise ansigt, så der kunne tages ordentlige billeder og eventuelle vandaler kunne gøres ansvarlige for deres gerninger, men i 2018, ja der blev det HELT forbudt at maskere sig – det blev kaldt et burkaforbud og det var helt klart henvendt mod burkaer, men det gælder altså også alle os andre, og i en tid, hvor ansigtsgenkendelse nu er standard i moderne smartphones og etat og private klistrer gader og stræder og butikker og toiletter til med overvågningskameraer, så kunne man få den ubehagelige tanke, at forbuddet mod maskering måske mest er henvendt til dem, direkte til CCTCV-kameraerne, så alle vi, de fleste af os helt uskyldige, husk det, borgere kan identificeres, hvor vi end befinder os i det offentlige rum?
Men betyder det noget med lidt Facerec hvis man kan fange en forbryder og ikke har noget at skjule, hvad så, FACE IT?, spørger du?
Og her kommer så min første og i denne omgang eneste, store løftede pegefinger til det 2019, der bliver meget bedre end i år: Stop med at grave din egen grav!
Hold op med at samarbejde og komme med gode ideer til de, der vil tage noget fra dig!
Det er IKKE din pligt at komme med argumenter for, hvorfor det er en god ide! Det er tilgengæld vores alle sammens pligt, at kæmpe imod så godt vi kan, så må de, der vil tage noget fra os, stå for argumenterne, og nej, det gør dig ikke til en negativ maskinstormer, det gør dig til et menneske, der tager dine rettigheder og dig selv og det samfund du bor i, alvorligt….
2018 blev også året, hvor alle flyrejser du tager, hvor du skal hen, hvordan du har betalt, hvem du rejser med, hvad du spiser i flyet(!), bliver registreret og stillet til rådighed for politi og efterretningstjenester. For en sikkerheds skyld.
Og så var der Gladsaxe-modellen, kommunen der ville opspore udsatte børn via et pointsystem baseret på tandlægebesøg, alkoholbehandlinger, arbejdsløshed og meget andet, noget der mindede Kinas Social Credit, så meget, at det egentlig blev bremset….men det fortsætter såmænd alligevel….i Gladsaxe.
Vi fik også et nationalt genomcenter, som rigspolitiet(også) forventer adgang til, selvom forskerne siger det modsatte, Automatisk NummerPlade Genkendelse blev udbredt til hele landet, og politiet kører nu deres computersystemer via amerikanske Palantir – et firma, der også har nære kontakter til GCHQ og NSA.


Der var balladen om nationale test, der skulle være anonyme men ikke var det, og der var IT-læk-skandaler i hobetal, hovedløst udsalg af kritisk digital infrastruktur og Huawei, der måske alligevel ikke får lov at lave 5g i DK.

MEN, det er nytår og 2019 bliver ikke bare bedre, det bliver aldeles fantastisk -og derfor bør jeg også takke alle de samarbejdspartnere jeg har haft i -18, det bliver en lang liste, så hold ud og hold fast:
Tak til radio24syv – og mine fantastiske kolleger der – for FM-sendetid og podcast og tak til alle dem, der har været i studiet og stillet op!
Også tak til Forbundet af IT-professionelle – PROSA – for at lade mig lave deres nye podcast, DATADEBAT, vi er stadig beta, hold øje med den her…..
Tak til Avisen Kommunen for at stille klummeplads til rådighed for alle mine mærkelige udfald.
Tak til Krogerup Højskole for at få lov til at tale bekymret for unge og knap så unge mennesker mennesker, glæder mig til at gøre det igen.
Rigtig mange tak til Marstal Navigationsskole, hvor et lille, men dedikeret publikum stillede op en sort efterårsdag.
Tak til GlobalConnect for Roundtables – igen.
Tak til BORNHACK, hvor jeg fik lov at fortælle om den nye tænketank, jeg er medstifter af: ‘Analogiseringsstyrelsen’.
Tak til Fremvirke for interesse for netop Analogiseringsstyrelsen – vi høres ved i det nye år!
Tak til Favrskov Kommune og Biblioteket og den bibliotekar(du ved hvem du er), der fik mig dertil – jeg elsker biblioteker! Og derfor også tak til Odense Bibliotek – det var spændende at få lov at tale for jer.
Tak til Folkemødet på Bornholm, til statsadvokaten for at slippe mig løs i debat om automatisering i staten og til TRYG for godt samarbejde.
Tak til folkeuniversitet i Fensmark for en god aften og håber I kunne bruge de konkrete råd om telefoner og computere til noget.
Tak til CPH-dox for moderatortjans om Predictive Policing.
Tak til Oure Højskole for dejlig forårsaften og mange ord.
Tak til Dansk Energi for at lade mig forudsige problemerne med SMART-meters – det kom lidt senere end jeg havde regnet med, men de er der…nu!
Tak til Herlev og Gentofte hospital for at høre på min version af hvad GDPR betyder – og hvad det BURDE betyde.
Tak til Sikkerhedsbranchen – vi kommer til at se mere til hinanden i 2019.
Tak til TV2-news, DR-dagen og ikke mindst Orientering på P1 for at hive mig ind foran andres mikrofoner og de der mystiske kameraer, og lade mig sige mærkelige ting til mange mennesker.
Tak til IDA for endnu engang at hyre mig som moderator på DRIVING-IT.
Og tak til min booker, ‘Tajmer‘, der skaffer mig penge og nogen at tale til.

Mens jeg sad og skrev det her, nåede Socialdemokraterne så lige at toppe listen med rettighedsnedbrydende tiltag i dette år: De mener vi ikke har NOK automatisk nummerplade genkendelses kameraer(ANPG) i Danmark, og det gør livet for nemt for de indbrudstyve, politiets egne statistikker ellers siger har lavet mindre i år, end sidste år.
Alligevel siger Trine Bramsen: »I dag kan man køre fra Storebælt og helt til København uden, at der er en eneste. Det er ikke godt nok. Det gør livet meget let for indbrudstyve«, og een ting er, at hun hermed lægger op til, at almindelige, uskyldige danskere skal identificeres og overvåges endnu mere – men det er faktisk værre endnu, for det passer simpelthen ikke, at man kan køre fra Storebælt til København uden at blive registreret, hvilket blandt andet kan ses her på internetaktivisten Christian Pantons side, ANPG.DK.

Som jeg skrev i starten, så var 2018 året hvor meget gik i stykker.
I vore og i vore politikeres hoveder, i computere og i det hele taget.
Lad 2019 blive året, hvor vi vågner den 1. januar, ryster på hovedet, smiler ved os selv og siger: Sikke noget rod vi fik lavet – lad os få ryddet op i det her og genskabt menneskelige forhold så Danmark igen bliver et sted, vi kan være i fred og både være og passe os selv, mens vi passer på hinanden.
Godt nytår – fra Garage Communication – og den dansende kat, Anders Kjærulff(effect via: Facebook Messenger).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s