GARAGEN

Det sker man på sine uendelige vildveje på internettet kommer til at surfe forbi ting, der bliver siddende, selvom de hverken er nye eller handler om noget.

Her har vi f.eks. en video fra 2013 med noget politi og en kvinde i en bil, der vist nok er nød til at vente på Keanu Reeves, fordi hun er kørt ind i hans motorcykel, der tilsyneladende ikke har taget skade. Sådan har jeg i hvertfald forstået det, men jeg kan have taget fejl, for jeg har kun set den een gang, og tør ikke se den igen. Ikke fordi den er uhyggelig eller skræmmende, men fordi det hele virker som en slags hinde, der lægger sig over øjet bagefter og får een til at søge andre steder hen. Alligevel vil den ikke forlade mig.
Hele scenariet er omringet og besat af adskillige snese paparazzi, der lægger et klikkende, sitrende rytmespor under denne tilfældige og forbavsende umusikalske episode, skildret i 3 min og 36 sekunder af din uklippede realtid.
Videoen er set over 3,3 millioner gange. Der er hverken svar eller spørgsmål i den. Der er ingenting. Ud over begivenheden Keanu, der er et univers i sig selv, som politi, dame i bil og vi, seerne, underlægger os.

Keanu virker tilgengæld ikke tilpas i det univers.
Det er for tungt og fyldt. Han tager aldrig hjelmen af. Han er bange for, at det hele vil falde ned over ham. Han vil bare videre. Væk.
Han er et sort hul i virkeligheden, og først i det øjeblik hans Norton Commando endelig starter med et befriet brøl og han kører væk, uden at vinke eller se sig tilbage, genetableres det vi kalder tid og rum.
Kvinden. Keanu. Og os. Vi har ventet længe, måske har vi altid ventet, jeg ved det ikke. Det eneste jeg ved, er at vi venter endnu.
Og vi ikke aner hvad vi venter på.
Keanu drejer om hjørnet. Han drejer og drejer, ligesom ventecirklen på min computer, den der loader, den der viser mig, at tiden går. Hurtigt. Hurtigt. Nu.