GARAGEN

Anders Kjærulffs billedboble, ord- og lyd-strøm fra den lille garage i det store internet

  • Køb en havn


    Vi elsker vand i Danmark. Den lille havfrue og kongeskibet. Og vi elsker havne. Men vi elsker penge og sikkerhed mere. Og Københavns havn er blevet til Køb En Havn.

    Langelinie-kajen er bygget til store skibe, til færger og til fragt, men da Ørestaden gik igang forærede vi havnen, den rigtige, arbejdende havn, til Malmø.
    Nu har vi terrorsikring og privatområder og krydstogtskibe(når de ellers kommer) langs hele strækningen, eneste helle er den lille pølsekiosk for enden, og jeg gribes af tristhed, når jeg ruller på mc henover de bløde, fartdæmpende kommunale bump, jeg kører i halvmørke, buret inde mellem høje outlets til krydstogt-turister og de terrorhegn, der er sat op for at passe på dem, hegn, der har taget fem meter kaj og bunker af udsigt…Jeg bliver trist, fordi jeg husker, hvordan det var før, hvor der var en endeløs, halvvild, anarkistisk karavane af amerikanerbiler og motorcykler på vej med havet som mål.

    Der er meget få åndehuller, hvor man kan komme til vandet, tilbage i byen.


    Der er lidt ved Svanemølle havn, men også der æder computerfirmaer og konsulentbureauer sig ind i de gamle pakhuse. Der er travlt med at sælge ud. Pengene skal bruges til METRO og der er ikke nok af dem….(læs her og gys!)

    Der er ejerlejligheder over det hele. Og private områder ned til vandet. Kranen her er sikkert fredet nu, og lavet om til konferencelokale – fra bevægelse og løften til stilstand og møder – og parkering kun med tilladelse.


    Tiden går, noget forsvinder og med det, noget af mig. Jeg ved det, for jeg kørte forbi, her til aften, og det var som om det stadig duftede svagt af tjære der, somom længslen efter havet stadig var der, en svag, glemt sang af sømænd og dokarbejdere, af rejser og salt…..og jeg fløjtede den, mens jeg rullede forbi krusningerne i det silkebløde vand, uden at kunne huske hvad den hed…

  • Det sker man på sine uendelige vildveje på internettet kommer til at surfe forbi ting, der bliver siddende, selvom de hverken er nye eller handler om noget.

    Her har vi f.eks. en video fra 2013 med noget politi og en kvinde i en bil, der vist nok er nød til at vente på Keanu Reeves, fordi hun er kørt ind i hans motorcykel, der tilsyneladende ikke har taget skade. Sådan har jeg i hvertfald forstået det, men jeg kan have taget fejl, for jeg har kun set den een gang, og tør ikke se den igen. Ikke fordi den er uhyggelig eller skræmmende, men fordi det hele virker som en slags hinde, der lægger sig over øjet bagefter og får een til at søge andre steder hen. Alligevel vil den ikke forlade mig.
    Hele scenariet er omringet og besat af adskillige snese paparazzi, der lægger et klikkende, sitrende rytmespor under denne tilfældige og forbavsende umusikalske episode, skildret i 3 min og 36 sekunder af din uklippede realtid.
    Videoen er set over 3,3 millioner gange. Der er hverken svar eller spørgsmål i den. Der er ingenting. Ud over begivenheden Keanu, der er et univers i sig selv, som politi, dame i bil og vi, seerne, underlægger os.
    Keano har ventet længe nok
    Keanu virker tilgengæld ikke tilpas i det univers.
    Det er for tungt og fyldt. Han tager aldrig hjelmen af. Han er bange for, at det hele vil falde ned over ham. Han vil bare videre. Væk.
    Han er et sort hul i virkeligheden, og først i det øjeblik hans Norton Commando endelig starter med et befriet brøl og han kører væk, uden at vinke eller se sig tilbage, genetableres det vi kalder tid og rum.
    Kvinden. Keanu. Og os. Vi har ventet længe, måske har vi altid ventet, jeg ved det ikke. Det eneste jeg ved, er at vi venter endnu.
    Og vi ikke aner hvad vi venter på.
    Keanu drejer om hjørnet. Han drejer og drejer, ligesom ventecirklen på min computer, den der loader, den der viser mig, at tiden går. Hurtigt. Hurtigt. Nu.

  • På vej ind i kasseret Macbook Pro modificeret til win xp 😱 – den skal tilbage på sporet, måske have skiftet disk….

    Maskinen er noget random i nuværende setup og fejler i grafik- men har været overladt til sig selv og været opgivet gennem længere tid og opmagasineret i en kælder.

    Ny disk mulig kur – men første rense ram . Mere følger måske