Vi elsker vand i Danmark. Den lille havfrue og kongeskibet. Og vi elsker havne. Men vi elsker penge og sikkerhed mere. Og Københavns havn er blevet til Køb En Havn.
Langelinie-kajen er bygget til store skibe, til færger og til fragt, men da Ørestaden gik igang forærede vi havnen, den rigtige, arbejdende havn, til Malmø.
Nu har vi terrorsikring og privatområder og krydstogtskibe(når de ellers kommer) langs hele strækningen, eneste helle er den lille pølsekiosk for enden, og jeg gribes af tristhed, når jeg ruller på mc henover de bløde, fartdæmpende kommunale bump, jeg kører i halvmørke, buret inde mellem høje outlets til krydstogt-turister og de terrorhegn, der er sat op for at passe på dem, hegn, der har taget fem meter kaj og bunker af udsigt…Jeg bliver trist, fordi jeg husker, hvordan det var før, hvor der var en endeløs, halvvild, anarkistisk karavane af amerikanerbiler og motorcykler på vej med havet som mål.
Der er meget få åndehuller, hvor man kan komme til vandet, tilbage i byen.
Der er lidt ved Svanemølle havn, men også der æder computerfirmaer og konsulentbureauer sig ind i de gamle pakhuse. Der er travlt med at sælge ud. Pengene skal bruges til METRO og der er ikke nok af dem….(læs her og gys!)
Der er ejerlejligheder over det hele. Og private områder ned til vandet. Kranen her er sikkert fredet nu, og lavet om til konferencelokale – fra bevægelse og løften til stilstand og møder – og parkering kun med tilladelse.
Tiden går, noget forsvinder og med det, noget af mig. Jeg ved det, for jeg kørte forbi, her til aften, og det var som om det stadig duftede svagt af tjære der, somom længslen efter havet stadig var der, en svag, glemt sang af sømænd og dokarbejdere, af rejser og salt…..og jeg fløjtede den, mens jeg rullede forbi krusningerne i det silkebløde vand, uden at kunne huske hvad den hed…
GARAGEN 