GARAGEN

Undskyld.
Jeg er ikke værdig. Jeg er et rodehoved og en passwordspasser og værst af alt: Jeg har i dag endnu engang, været nød til at RINGE til nogen i det offentlige
Jeg ved godt, I ikke kan lide det. I hader telefoner, og derfor sætter I konsekvent helt unge mennesker, der ikke aner op eller ned på selve administrationen, men læser op fra et eller andet fedtet ringbind, til at tage dem, som for at være helt sikre på, vi ikke gør det igen. Altså ringer. For de der stemmer…de er så belastende, log ind og send en mail…men NEJ, ikke denne gang – især ikke, da jeg ikke anede hvem jeg skulle sende mailen til…så jeg tog telefonen og ringede, selvom jeg godt ved, at alle styrelser og kommuner, ligesom os andre, har pivtravlt med at kigge kattekillinger på de sociale medier, fnise lidt og fundere over begrebet shitstorms.
Og jeg kan godt, helt uden nogen form for tænkepause, forudse, at I kommer til at opleve nogen af dem.
Og at de bliver langvarige og voldsomme….
I dag havde Københavns Kommune, der har travlt med at opdatere til både instagram, Facebook og twitter, (og sikkert har tre akademikere ansat til at undersøge om de også skal have en ‘presence’ på SNAPCHAT, hos de unge…åh fremtiden!), sendt mig en regning.
Det er ikke nogen overraskelse.
Men det er pisseirriterende.
Det er nemlig den samme totalt latterlige regning jeg får hvert år for affald, fordi mit firma, der måske smider en clips og tre stykker papir ud engang imellem, skal betale 750 kroner(plus moms!) oveni den affaldsafgift, jeg som husejer betaler i forvejen, fordi firmaet, der består af MIG, holder til på min hjemmeadresse…
Men de plejer at sende den på papir og jeg plejer at brokke mig, meget, meget højt og så betale, der er nemlig ikke andet andet gøre, med mindre man er en eller anden entitet på Seychellerne, Luxembourg, Cayman Island eller et af de der andre steder, hvor der sidder folk, der skylder os alle sammen milliarder, som sjovt nok er tabt og opgivet på forhånd. Og det er en en anden historie.
Den her handler mest om NemID og om nogen der griner.
Men for at tage den fra begyndelsen: For tre år siden SKULLE jeg pinedød ikke have et, men TO nemIDere, et privat og et til mit(enmands) firma.
Det var snothamrende besværligt, og heldigvis kom skat da også på andre tanker, og nu kan man bruge sit private nemID når man skal indberette moms og skat og sådan noget, sålænge man kun er sig selv.
Men ikke, når man skal betale affaldsgebyr.
Her har en eller anden ørn nemlig fundet frem til min stendøde virksomheds-nemIDs virtuelle postboks og sendt den regning, der engang kom planmæssigt med posten, til den, hvilket så pinger mig en mail, hvor der står, jeg har fået en regning og jeg skal se at få den lukket op og betalt, da jeg ellers riskerer bøder…Selve regningen er naturligvis ikke vedhæftet.
Problemet er, at jeg ikke har adgang til mit virksomhedsnemID for tiden(eller i det hele taget – har smidt det ned i bunden af et skab hvor det ligger godt – med et glemt password, som jeg af erfaring ved, det koster 700 kroner at få rekonstrueret hos de flinke mennesker i NETS), da jeg ikke har brugt det de sidste to år, og ikke har hørt det skulle være nødvendigt når man kun har en enmandsvirksomhed…
Men det var det så pludselig igen…
Så jeg gjorde det forfærdelige. Tog telefonen og ringede til Københavns Kommune.
Borgerservice var som sædvanlig topklar med en brugerundersøgelse, der kun tager et minut, og en oplysning om, at de optager alle samtaler til ‘træningsbrug’ og derefter leverede de en ekstremt langsommelig trykknap menu, med flere punkter end man kan huske. Da jeg efter fem minutter kom igennem, fik jeg at vide, at det kunne de ikke hjælpe mig med. Og at de ikke vidste hvem der kunne. Men efter lidt moderat vokalt pres, sendte de aben videre: De kunne prøve at stille mig over til KONCERN, en entitet, der åbenbart står for selve udskrivelsen af regningerne….Og det blev jeg så.
Her mødtes jeg af ENDNU en brugerundersøgelse, der kun ville tage et minut, og en endnu længere tryknapmenu med helt uforståelige tilbud, hvorfor jeg simpelthen trykkede 2 for ‘IT’.
Det var selvfølgelig en fejl.
Jeg fik fat i en mand, der fortalte mig, at ja, Københavns Kommune sendte altid alle videre til IT, men at han ikke havde noget med det at gøre. Overhovedet. Han lød desperat. Og træt.
Han kunne prøve i regnskab, sagde han, og jatak sagde jeg.
Og så kom jeg derhen.
Hvor jeg hørte på endnu en brugerundersøgelse, der kun ville tage et minut, som jeg endnu engang sprang over, mens jeg bandede højt til ventemusikken, så de fik optaget noget sjovt at høre på til deres kurser for folk, der laver ventemenuer, før jeg kom til nogen flere valg, jeg ikke forstod, klikkede på noget tilfældigt og endte hos endnu en mand, der ikke havde noget med det at gøre.
Men manden var faktisk forstående.
Også for, at det er totalt latterligt at have to nemIDer. Og generelt være træt af et klodset, langsomt system, der mildt sagt var mere smidigt, da man brugte digital signatur….
‘Det hører jeg rigtig tit’, sagde han venligt, og så gentog han, han ikke kunne hjælpe, i det tonefald, man får, når man håber på, det afslutter samtalen.
Det gjorde det ikke, for jeg vidste, det her var sidste chance. Tabte jeg ham, var det tilbage til Borgerservice…..
Og jo: Han kunne hjælpe alligevel, sikkert helt uautoriseret, idet han med mit CVR-nummer fandt regningen i deres system, og sendte mig den som vedhæftet fil i en almindelig, og desværre ikke krypteret mail, for den slags virkelig sikre løsninger, det bruger man ikke i staten – men HEY, jeg er glad for, at jeg nu endelig kan betale og ikke risikerer diverse bøder og gebyrer…hurra og tak, sagde jeg, og konstaterede, at der var gået 45 minutter med det her.
Jeg er også smerteligt klar over, at jeg vil have nøjagtig samme problem NÆSTE gang det sker, for som den flinke mand sagde: Det med at sørge for, den kommer til din private Eboks, DET har jeg altså ingen ide om,hvordan man fikser…
Og så er det, jeg tænker: Hvor meget kostede det at sende noget med posten, dengang før vi pinedød skulle have alt proppet ind i en computer og en smartphone, så vi kunne sidde der og bilde os ind vi havde fået kontrol, SOMOM, når vi i stedet er blevet små, nyttigt klikkende idioter, der selv laver det arbejde, vi ellers betaler skat for at få gjort og som før, grundet intelligente, lyttende omstillings-damer og mænd, kunne ordnes på få minutter og hvor man forlod samtalen med en fornemmelse af, at nu var det fikset og ikke længere ens eget ansvar?
Hvordan er det gået så galt?
Jeg er god til telefoner. Jeg er meget overbevisende og jeg mister ikke besindelsen undervejs.
Det er jeg ret sikker på, andre ville gøre.
Og så ville de ikke nå frem til deres regning, derinde i systemet og de ville få bøder og de ville prøve at ringe for at klage over dem, kun for at få at vide, at nogen er i gang med en brugerundersøgelse, der kun tager et minut, og at samtalen bliver optaget til kursusbrug og et eller andet sted, langt inde i en eller anden statslig bygning, er der nogen, der LER, han er ikke glad, han LER bare, som en gal mand, der tror at de marmorkugler, han har i hånden, er rubiner, og han LER, han sprutgriner, han har fået dem alle sammen, kuglerne, og han har taget kattekillingerne som gidsel, og det er mig, og DIG han griner af – men det er også ham selv, og han ved det ikke, end ikke da hans latter rammer murene, rikochetterer og kort efter tilsyneladende kærtegner hans ansigt, kun for at rive det op, så det eksploderer som en overmoden tomat, eller solen, der vist nok engang skinnede et sted, udenfor…

EPILOG: Har siden jeg skrev ovenstående på Facebook fået endnu en henvendelse fra ham den flinke, jeg talte med sidst. Han havde, hvad der virkede som et godt forslag – der desværre spillede direkte ind i det catch22, jeg sad i i forvejen: Gå ind på min digitale postkasse og få den til at videresende beskeder til min mail…tak for råd, det vil jeg følge når jeg har de 700 til overs, det koster at gendanne min adgangskode…