Engang i 70’erne talte man bekymret om overvågningssamfundet, om staten, der ønskede at gøre den enkelte borger til et viljeløst væsen i en hård, ond, politisk styret verden. Da fjendebillederne i øst blegnede, forsvandt også angsten for kontrol og registrering. Siden da har borgerne i Danmark, CPR-numrenes land, sat en ære i ikke at have noget at skjule. Hvordan kan man være nervøs for politiet, hvis man ikke har gjort noget galt? Hvorfor skulle det være et problem med samkøring af offentlige registre, når man ikke er social bedrager? Og hvad skulle jeg have imod lidt kameraovervågning på gader og stræder, og at amerikanerne læser min post, når jeg nu ikke er pædofil, tyv, voldsmand eller morder?
Vi sætter en ære i vores pletfri rygte. Vi danskere er så gode og retlinede borgere, der aldrig gør noget forkert eller uden for nummer, og det er vi så stolte af, at staten eller vores arbejdsgivere eller det lokale storcenter såmænd godt kunne få lov at proppe et rectal-kamera op i os, så de kunne sikre sig, at vi nu også spiser fedtfattigt, bse-frit og økologisk, mens vi danser stille rundt på vores nøje afmålte 18 genstande om ugen med en pjece fra Sundhedsstyrelsen i baglommen. Vi er lallende lykkelige forsøgspersoner i vores eget land, der som bekendt er verdens bedste.
Og skulle der være nogle få af os tilbage, der stadig tror, det er godt at være i fred, og bilder sig ind, at de kan nøjes med barberspejlet og et besøg hos fotografen, så har tv og internet nogle fine, dyre kurser i, hvor lidt personlig blufærdighed, integritet og privatliv betyder i den moderne verden. Kurserne hedder selvfølgelig Big Brother og Baren og youtube.com, og her kan enhver forvisse sig om, at det der med at have kameraer i hoved og bagdel fra morgen til aften ikke blot er bevis på ens gode borgersind, det er også sexet og moderne og ungt og fremtiden. Der er ikke noget at være bange for. Se og Hør vil trøste os. Det er jo bare fjernsyn fra dig og endnu en del af kurset i at være en gennemsigtig borger i verdens bedste land. En borger, der er så kedelig og mener så lidt om sit land og sit liv, at han ikke behøver et figenblad, selv om paradis tydeligvis er alt for langt herfra.
Trykt i Ekstra Bladet 2001
GARAGEN 