Myren er sær. Den bygger myretuer. Hvis den var det eneste væsen på hele jorden, ville alt være én stor myretue, der rejste sig højt mod himlen. Det er myrernes natur, deres instinkt. Deres synlige budskab til universet. Nu kan myrerne ikke bare gøre, hvad de vil. Bliver tuen for høj, kommer der nogle mennesker og sparker den ned. Hvis vi altså lægger mærke til den. Vi har nemlig travlt med øjet mod skærmen. Skabningens sande herre. Hvad vil vi? Hvad er vi egentlig ude på?
Så man på os fra en anden planet med biologiske briller, ville man se en race, der blandt meget andet vanvid havde en totalt unødvendig hang til at skabe en stadigt accelererende strøm af elektroner, der omkranser hele jorden. Vi bygger netværker. Vi synger en sang, en elektrisk sang, der hedder internet . Hele jorden knitrer rytmisk af digital kommunikation. Den lyser og blinker og hyler som en sirene, hele tiden højere og højere. Det er vores hemmelige signal, det, vi har båret i os, som myrerne deres trang til tuer. Heller ikke vi ved, hvem vi signalerer til. Men mit gæt er, at vi gerne vil holde alle i hånden på én gang og aldrig mere dø. Sådan har jeg det tit.
I disse år skaber vi en omvendt verden derinde i maskinerne, et hul-spejl, et sted, der er hinsides alt timeligt, blafrende mellem et og nul. Inde i kablerne og det, man kalder æteren, sitrer det af mikrobølger og det breder sig og tiltager dag for dag i strømstyrke. Det er et ekstra magnetfelt af lyde og ord og billeder, et mumlende kor af stemmer i kode. Et felt, der en dag langt ude i fremtiden måske vil forrykke polerne og hæve vandstanden adskillige meter til tonerne af gamle radioudsendelser mikset med støjen fra en cracket udgave af windows me?
Lægger man det sammen til èn stor lyd, er jeg ganske sikker på, den siger et eller andet, gør noget, der er større end os selv. Noget, vi er for små til at forstå. Vi ville bare blinke til nogen. Kun skærmen blinker igen, mens den bøvser uendeligheden tilbage i ansigtet på os.
Fra januar 2001 trykt i Ekstra Bladet
GARAGEN 